Kategorier
Akustik Konsonanter Lydskrift

[ts] i pita og pizza

I DDO er udtalen af pita og pizza angivet som hhv [pita] og [pidsa]. Her er vel at mærke tale om DDOs egen lydskriftkonvention. I ren IPA svarer DDOs [t] til [ts], og [d] svarer til [t], hvilket resulterer i samme transskription for de to ord, [pʰitsæ] og [pʰitsæ].

Men de to ord udtales ikke ens. Vokalen kan ganske vist også være lang i pita, men lad os se bort fra det; det er ikke det der er pointen i dette indlæg. Pointen er at [ts]-lyden i de to ord ikke lyder helt ens. Så hvor går det galt i transskriptionen? Er der noget galt med IPA, siden der ikke noteres nogen forskel? Det satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Sagen er kort fortalt at det ifølge den traditionelle beskrivelse af dansk gælder at:

  • /t/ affrikeres initialt, dvs. [ts]
  • /t/ er uaffrikeret ikke-initialt, dvs. [t]

I /pi.ta/ pita udtales /t/ altså affrikeret, [ts], da det står initialt i stavelsen, mens det i /pit.sa/ pizza udtales [t] da det ikke står initialt. I /pit.sa/ pizza efterfølges /t/ imidlertid af /s/, og resultatet bliver derfor i begge ord umiddelbart klyngen [ts].

Ordene minder naturligvis en del om hinanden i udtalen, men de fleste kan nok være med på at de i tydelig udtale, selv med kort vokal, ikke lyder helt ens, selvom det kan være svært at sætte fingeren på hvad forskellen er.

Det betyder at vi har et minimalpar, som umiddelbart skrives ens i lydskrift, og det går jo ikke. Men hvordan skal man så notere forskel på dem, på en måde som svarer til den fonetiske virkelighed?

DDOs løsning, [ds] vs [t], som man også benytter i Dania-lydskrift, viser at udtalen er forskellig, men det er en fonetisk upræcis notation. Der er ingen tvivl om at der fonetisk set i begge tilfælde er to segmenter, og det er noget [t]-agtigt og noget [s]-agtigt i begge tilfælde.

Akustisk analyse

Vejen frem for en fonetiker, når man er i tvivl, er akustisk analyse. Jeg indtalte derfor ordene pita og pizza fem gange hver, og til sammenligning også [iːtæ] Ida, og et par andre ord (se længere nede). Derefter målte jeg varigheden af hhv. [t]-segmenter og [s]-segmentet i de forskellige ord, og der var et helt tydeligt mønster.

Herunder ses typiske spektrogrammer af min udtale af hhv. pita, pizza og Ida. Ordgrænser er markeret med blå streg, og [t]-segmenter er markeret med røde streger.

Det man ser, er at [t] er 2-3 gange længere i pizza end i pita/Ida. [s]-segmentet er ligeledes dobbelt så langt. Dette var konsekvent i alle mine indtalinger. Altså, når [ts] er en realisering af /t/ som i pita, er både [t]- og [s]-segmentet nærmere varigheden i et isoleret [t] eller [s] som i visa/Ida. Men når [ts] er en realisering af /t.s/ som i pizza, er varigheden af segmenterne markant længere.

Jeg indtalte nogle flere ord, som bukker/bukser, klipper/clipser, som viste nøjagtigt samme mønster; [k] og [p] er markant længere foran [s] end når de står alene mellem to vokaler. Det ser altså ud til at konsonanterne forlænges i VC.CV-strukturer sammenlignet med i VCV-strukturer.

Nu var der ikke tale om en fuldstændig rigid videnskabelig undersøgelse, men det leder frem til en hypotese. Man kan formulere ovenstående som en fonologisk regel i dansk:

  • C → Cˑ / V_.C

(altså: konsonanter forlænges efter vokal hvis næste stavelse starter med en konsonant)

Som man kan se ovenfor, forlænges s’et også. Jeg er dog nogenlunde overbevist om at dette er helt generelt for konsonanter i ansats, og det behøver ikke have noget med foranstående konsonant at gøre. Det bemærkelsesværdige for mig er forlængelsen af coda-konsonanten, hvor det ellers er et generelt mønster i dansk at konsonanter reduceres i coda.

Det er selvfølgelig ikke til at vide om dette gælder for alle C, eller alle kombinationer af C, eller for alle talere osv. Men hypotesen her harmonerer umiddelbart fint med et forhold jeg fandt i min PhD-afhandling, nemlig at konsonanter i VC.CV-strukturer er meget mere resistente over for reduktioner, end konsonanter i VCV-strukturen (konsonanter i VCCCV-strukturer er derimod ikke så resistente). Og konsonantforlængelse som man ser ovenfor, er netop det modsatte af reduktion.

Hvad er forskellen på pita og pizza så?

Det skal naturligvis undersøges nærmere inden man kan konkludere noget om hvor generelt dette er, men det forklarer umiddelbart hvad forskellen på pita og pizza er og hvordan man kan annotere forskellen i IPA.

Konsonanterne er altså længere når der er tale om to fonologiske konsonanter, /ts/, vs. bare en enkelt, /t/, selvom denne realiseres som to segmenter [ts]. Det er derfor oplagt i en mere præcis transskription at notere forskellen som en længdeforskel, fx [pʰitːsæ] pizza vs [ pʰitsæ] pita. (Som nævnt ovenfor ser det ud til at s’et er langt også, men det virker unødvendigt at notere alle konsonanter i ansats som lange, da de ikke kontrasterer med korte – det står en selvfølgelig frit for at gøre det.)

Andre forslag til transskription, som dog ikke helt så direkte fange den fonetiske forskel, kunne være [ pʰit.sæ] pizza vs [pʰit͡sæ] pita, hvor man markerer stavelsesgrænsen mellem [ts] vs binder [ts] sammen med en ligaturbue. Men jeg hælder selv til [pʰitːsæ] som er enklest og fonetisk præcist og desuden kan skrives med de tegn vi i forvejen benytter i lydskriften af danske ord.

Nu er det godt nok sjældent at man løber ind i ordpar som pita/pizza, så det er sjældent at det leder til forvirring hvis man ikke noterer forskellen på [ts]’erne, så ofte vil man nok også kunne slippe afsted med at ignorere det.

Kategorier
Konsonanter Udtale Vokaler

Hvorfor forsvinder /v/ i ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’?

Jeg er blevet spurgt i seneste nummer af Mål & Mæle om hvorfor v’et forsvinder i ord som ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’ osv. Her er er en redigeret udgave af mit svar:

Det er rigtigt at der er en stærk tendens til at v forsvinder foran endelser udtalt med [ð], som i de nævnte eksempler. Det er et led i en mere generel udvikling, nemlig at halvvokaler er tilbøjelige til at forsvinde mellem to vokaler, en udvikling som jeg kalder udjævning. De almindeligste halvvokaler i dansk er [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯], dvs. de bløde, vokaliske udtaler af især bogstaverne v, j, r, g. Således ser man også lydene forsvinde i ord som drejet, løjet, været, meget, sørget osv. Tendensen er stærkest foran –et-endelsen, hvor [ð] overtager halvvokalen, men det ses også andre steder, som fx i horoskop, irritere, provokere, mayonnaise, leverpostej, bliver, ærgrer, jury, virus, tivoli, som kan udtales ho’oskop, i’itere, pro’okere, ma’onæse, le’rpostej, bli’r, æw’er, ju’i, vi’us, ti’oli, og i mange andre ord.

Forklaringen ligger nok primært i hvordan vokaler og halvvokaler artikuleres. Konsonanter som [p t k m n l] osv. artikuleres med en meget konkret kontakt mellem tunge og gane eller læberne, men de vokaliske lyde har ikke på samme måde en klar artikulatorisk forankring i mundhulen, og derfor man tilbøjelig til at glide hurtigt hen over dem når der er flere af dem i træk, når man taler sit modersmål flydende. Således er det relativt sjældent i verdens sprog at man støder på mere end to vokallyde i træk, men i dansk er det ret almindeligt som følge af at v, j, r, g for generationer siden er blevet vokaliseret. I engelsk er det også relativt almindeligt med tre vokallyde i træk, fx i ord som power, fire [paʊ̯ə faɪ̯ə], men her ser man netop samme tendens til bortfald af den midterste halvvokal, [paə faə]. Så bortfaldet af disse lyde må betragtes som en ganske naturlig udvikling. På ældre mennesker kan det ofte virke som at det er de nye generationer der sjusker med udtalen, men for at vende tingene lidt om kan man sige at de yngre generationer rydder ud i den meget bøvlede og uklare vokaliske struktur, som med samme retorik er en konsekvens af ældre generationers udtalesjusk som gjorde konsonantlydene til halvvokaler i første omgang.

Det er i øvrigt ikke første gang i historien at dette sker. Ord som fx due, flue, bue havde tidligere en konsonant mere, duva, fluga, bogi, og der er næppe nogen der undrer sig over at vi ikke udtaler r, g, v i ord som fare, båre, pige, uge, nogen, stuve osv., så der er næppe grund til bekymring for at sproget tager skade af sådanne udviklinger. Man kan nærmest sige at det er en dansk tradition at reducere konsonanter der står mellem vokaler. Det er noget vi har gjort siden vikingetiden, det er med til at adskille dansk fra andre nordiske sprog, og der er intet der tyder på at det er en udvikling vi har tænkt os at stoppe.

Kategorier
Fonologi Konsonanter Skriftsprog

Modernet, modernede og moderne

I dagens Sprogminut på P1 fortæller Jørgen Nørby Jensen fra Dansk Sprognævn om formen modernet, som har sneget sig ind i nogle danskeres sprogbrug. Ifølge retskrivningsnormen er moderne et ubøjet adjektiv, og det hedder altså moderne uanset om der er tale om ental, flertal, intetkøn, fælleskøn, bestemt eller ubestemt form.

JNJ forklarer formerne modernet og modernede med at vi jo normalt bøjer adjektiver, og bøjningen af moderne følger således blot det generelle bøjningsmønster og dermed er ganske “logisk og systematisk”.

Hvis man vil beskrive modernet som et bøjet adjektiv, opfører det sig imidlertid efter min mening hverken logisk eller systematisk.

Det er usystematisk fordi den systematiske regel er at vi ikke bøjer adjektiver der ender på schwa. Det hedder et lille, øde, bange, højre, selvmodsigende osv. og ikke et *lillet, *ødet, *banget, *højret, *selvmodsigendet. Jeg har aldrig stødt på nogen der udtalte ordene på den måde, og hvis der skulle være tale om en systematisk tilpasning, virker det mystisk at det så kun rammer et bestemt ord, modernet. Det er der intet systematisk ved.

Det er ulogisk fordi adjektivets normale bøjningsmorfem er /t/, som i udtalen bliver til [d], jf. fx at blåt udtales [blʌd] og ikke *[blʌð]. Modernet får derimod tilføjet et /d/ som bliver til [ð] i udtalen, hvilket slet ikke er et intetkønsmorfem. Her snubler JNJ nok fordi han arbejder i et nævn der kun beskæftiger sig med skriftsproget, for på skrift gengives de to endelser med samme bogstav.

JNJ er selv inde på flertalsformen modernede. Igen, hvis modernet var en intetkønsform af moderne, ville det systematisk hedde moderne i flertal, da stammen stadig må være moderne. Vi flertalsbøjer som nævnt ikke adjektiver der ender på schwa, men selv hvis vi gjorde, ville det regelret blive modernee og ikke modernede. (I morfofonologiske sammenhænge beskrives det faktisk undertiden som at ordet bøjes, men en mere generel regel om at /əə/ -> /ə/ sørger for at bøjningen ikke får noget lydligt udtryk.)

At modernet skulle være en intetkønsform, stemmer i øvrigt ikke overens med talrige eksempler fundet på google, hvor modernet bruges om fælleskønsord, fx en modernet virksomhed, en modernet kunstner, en modernet sygdom.

I øvrigt dokumenterer jeg i min ph.d.-afhandling at adjektivers intetkøns-t er overordentlig tilbøjelig til at blive droppet. Det ville derfor være mærkeligt hvis der samtidig skulle være en tendens til at droppe det de fleste steder, men indføre det andre steder.

Hvorfor siger nogen så modernet og modernede?

Mit bud på en forklaring er at modernet hos dem der bruger den form, skal betragtes som stammen, og ikke som en intetkønsform af moderne. Først da opfører det sig morfologisk regelret. Det får samme bøjningsmønster som ternet, firestjernet og skarphjernet, som ender på /d/ på trods af ortografiens t, og som bøjes i bestemt form og flertal til ternede, firestjernede og skarphjernede.

Det ligner således mere noget participiumsagtigt, som fx malet i fx jeg har malet billedet, nu er det malet. Der er ganske vist ikke noget verbum der hedder at moderne noget, og det kan være at det er derfor at det stadig skratter i ørerne på os der siger moderne.

Formen modernet vil jeg beskrive som moderne med falsk rekonstruktion af /d/. Normalt opfatter vi ikke alle de reduktioner vi laver i daglig tale; vores hjerne rekonstruerer den fulde, distinkte form helt automatisk. Nogen gange rekonstruerer vi også noget der ikke er intenderet, fx når børn danner formerne [ˈkɑːjə] og [ˈdʁɑːvə] af [ˈkɑːi ˈdʁɑːu] karry, drage – nogle udtaler de næsten garanteret aldrig har hørt fra en voksen mund. I et tidligere indlæg skrev jeg også om lykkes og lykkedes og forskellen på [ð] og [ə]. Det er almindeligt at reducere [ð] til [ə], men som lytter er man i stand til at rekonstruere den distinkte form. Som uerfaren sprogbruger kan man altså af vanvare komme til at opfatte moderne som modernet, formentlig fordi det af en eller anden grund bare lyder mere rigtigt eller almindeligt. På den måde er der intet regelmæssigt over det. Det er bare en enkelt smutter som har fået en vis udbredelse.