Kategori: Konsonanter

Kategorier
Diverse Fonologi Konsonanter Lydskrift Meta Taleorganer Udtale Vokaler

Ny dansk fonetikbog med fantastiske fordele

Jeg har i årevis plapret op om at nogen burde skrive en ny dansk fonetikbog baseret på moderne IPA. Nu har jeg gjort det selv. Den hedder Ny dansk fonetik, og den kan købes her. Og hvis du har fulgt schwa.dk gennem længere tid, er bogen helt sikkert noget for dig. Jeg har skrevet en pitch om hvordan min bog er bedre eller bare forskellig fra andre fonetikbøger, og hvorfor du skulle tage at anskaffe den. Men for faste følgere af schwa.dk kommer lige lidt mere baggrund her.

Ny dansk fonetik, af Ruben Schachtenhaufen

Målet med bogen har ikke været at have de mest flashy illustrationer, det dyreste forlag i ryggen eller den mest komplette beskrivelse af dansk fonetik. Målet er at introducere en ny, tidssvarende og internationalt orienteret retning. Og samtidig er det mit mål at man som tilhænger af den internationale retning som Ny dansk fonetik står for, både nu og endnu mere med tiden skal være langt bedre stillet end tilhængere af nationale lydskriftsystemer og ditto terminologi.

De sidste mange år har jeg ævlet om dansk lydskrifttradition og om at det vi traditionelt kalder IPA, reelt ligger meget langt fra officiel og moderne IPA, og det er en stor ulempe for faget, især i overgangen mellem dansk og international fonetik. Dansk lydskrifttradition har længe stået i vejen for danskeres adgang til og udvikling af online resurser såvel som udlændinges forståelse af dansk.

På lingvistikuddannelserne på Københavns Universitet og Århus Universitet er det ikke bare en klar fordel at lære IPA, men det skal man faktisk også jf. studieordningerne. Derfor har det længe været et problem at eksisterende fagbøger læner sig op ad en præ-1950 variant af IPA og en helt speciel dansk forståelse af hvad IPA er, så standarden er suppleret med hjemmelavede omdefinitioner, kompliceringer og forenklinger. Der har ganske enkelt manglet en grundbog i dansk fonetik baseret på moderne IPA som beskrevet i Handbook of the IPA, og som ligner international praksis. Dette er den vigtigste motivation bag min bog.

Ud over at der indtil nu har manglet en lærebog, har manglen på resurser også været en hindring. Selvom IPA teknisk set er klart det stærkeste system, ville man som ny IPA-bruger tidligere være dårligere stillet end hvis man brugte den teknisk ringere, Dania-lignende DDO-lydskrift, fordi der manglede IPA-baserede bøger, ældre litteratur, online resurser osv.

Derfor har det været vigtigt ikke bare at skrive en ny bog, men også at udvikle værktøjer så man som ny IPA-bruger har adgang til mindst lige så gode eller bedre resurser end brugere af traditionelle danske lydskriftsystemer. Derfor har jeg også lagt mange kræfter i udviklingen af udtaleordbog.dk, som nu langt overgår DDO som fonetisk opslagsværk, men som også har været lidt utilgængelig pga. manglen på undervisningsmateriale der understøtter IPA-lydskriften.

Nu er der skabt sammenhæng. Som IPA-bruger har man nu både en grundbog og opslagsværk. Og der kommer mere til. Jeg har allerede udviklet de første online øvelser i IPA-lydskrift, og mange flere er på tegnebrættet. Jeg er også i gang med at samle en portal til bogen her på schwa.dk med adgang til et hav af ekstra resurser.

Og ja, så er bogen skrevet af mig, der, som faste følgere vil være bekendt med, engagerer sig med publikum på de sociale medier. Jeg lytter til feedback, svarer på spørgsmål og arbejder på at gøre tingene bedre til næste udgave.

Så. Ny dansk fonetik er ikke bare en fonetikbog som du bare studerer som selvstændig værk og på egen hånd. Det er en del af et idealistisk koncept med et mål om at skabe det bedste, mest tilgængelige, moderne, internationalt orienterede grundlag for at studere dansk fonetik.

Man skal ikke straffes økonomisk for at være moderne og internationalt orienteret. På trods af skyhøj inflation er Ny dansk fonetik holdt betydeligt billigere end andre fonetikbøger. Når du køber Ny dansk fonetik, får du samtidig masser af god fonetik-karma ved at støtte udviklingen af schwa.dk og udtaleordbog.dk 😉

Køb Ny dansk fonetik

Kategorier
Akustik Konsonanter Lydskrift

[ts] i pita og pizza

I DDO er udtalen af pita og pizza angivet som hhv [pita] og [pidsa]. Her er vel at mærke tale om DDOs egen lydskriftkonvention. I ren IPA svarer DDOs [t] til [ts], og [d] svarer til [t], hvilket resulterer i samme transskription for de to ord, [pʰitsæ] og [pʰitsæ].

Men de to ord udtales ikke ens. Vokalen kan ganske vist også være lang i pita, men lad os se bort fra det; det er ikke det der er pointen i dette indlæg. Pointen er at [ts]-lyden i de to ord ikke lyder helt ens. Så hvor går det galt i transskriptionen? Er der noget galt med IPA, siden der ikke noteres nogen forskel? Det satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Sagen er kort fortalt at det ifølge den traditionelle beskrivelse af dansk gælder at:

  • /t/ affrikeres initialt, dvs. [ts]
  • /t/ er uaffrikeret ikke-initialt, dvs. [t]

I /pi.ta/ pita udtales /t/ altså affrikeret, [ts], da det står initialt i stavelsen, mens det i /pit.sa/ pizza udtales [t] da det ikke står initialt. I /pit.sa/ pizza efterfølges /t/ imidlertid af /s/, og resultatet bliver derfor i begge ord umiddelbart klyngen [ts].

Ordene minder naturligvis en del om hinanden i udtalen, men de fleste kan nok være med på at de i tydelig udtale, selv med kort vokal, ikke lyder helt ens, selvom det kan være svært at sætte fingeren på hvad forskellen er.

Det betyder at vi har et minimalpar, som umiddelbart skrives ens i lydskrift, og det går jo ikke. Men hvordan skal man så notere forskel på dem, på en måde som svarer til den fonetiske virkelighed?

DDOs løsning, [ds] vs [t], som man også benytter i Dania-lydskrift, viser at udtalen er forskellig, men det er en fonetisk upræcis notation. Der er ingen tvivl om at der fonetisk set i begge tilfælde er to segmenter, og det er noget [t]-agtigt og noget [s]-agtigt i begge tilfælde.

Akustisk analyse

Vejen frem for en fonetiker, når man er i tvivl, er akustisk analyse. Jeg indtalte derfor ordene pita og pizza fem gange hver, og til sammenligning også [iːtæ] Ida, og et par andre ord (se længere nede). Derefter målte jeg varigheden af hhv. [t]-segmenter og [s]-segmentet i de forskellige ord, og der var et helt tydeligt mønster.

Herunder ses typiske spektrogrammer af min udtale af hhv. pita, pizza og Ida. Ordgrænser er markeret med blå streg, og [t]-segmenter er markeret med røde streger.

Det man ser, er at [t] er 2-3 gange længere i pizza end i pita/Ida. [s]-segmentet er ligeledes dobbelt så langt. Dette var konsekvent i alle mine indtalinger. Altså, når [ts] er en realisering af /t/ som i pita, er både [t]- og [s]-segmentet nærmere varigheden i et isoleret [t] eller [s] som i visa/Ida. Men når [ts] er en realisering af /t.s/ som i pizza, er varigheden af segmenterne markant længere.

Jeg indtalte nogle flere ord, som bukker/bukser, klipper/clipser, som viste nøjagtigt samme mønster; [k] og [p] er markant længere foran [s] end når de står alene mellem to vokaler. Det ser altså ud til at konsonanterne forlænges i VC.CV-strukturer sammenlignet med i VCV-strukturer.

Nu var der ikke tale om en fuldstændig rigid videnskabelig undersøgelse, men det leder frem til en hypotese. Man kan formulere ovenstående som en fonologisk regel i dansk:

  • C → Cˑ / V_.C

(altså: konsonanter forlænges efter vokal hvis næste stavelse starter med en konsonant)

Som man kan se ovenfor, forlænges s’et også. Jeg er dog nogenlunde overbevist om at dette er helt generelt for konsonanter i ansats, og det behøver ikke have noget med foranstående konsonant at gøre. Det bemærkelsesværdige for mig er forlængelsen af coda-konsonanten, hvor det ellers er et generelt mønster i dansk at konsonanter reduceres i coda.

Det er selvfølgelig ikke til at vide om dette gælder for alle C, eller alle kombinationer af C, eller for alle talere osv. Men hypotesen her harmonerer umiddelbart fint med et forhold jeg fandt i min PhD-afhandling, nemlig at konsonanter i VC.CV-strukturer er meget mere resistente over for reduktioner, end konsonanter i VCV-strukturen (konsonanter i VCCCV-strukturer er derimod ikke så resistente). Og konsonantforlængelse som man ser ovenfor, er netop det modsatte af reduktion.

Hvad er forskellen på pita og pizza så?

Det skal naturligvis undersøges nærmere inden man kan konkludere noget om hvor generelt dette er, men det forklarer umiddelbart hvad forskellen på pita og pizza er og hvordan man kan annotere forskellen i IPA.

Konsonanterne er altså længere når der er tale om to fonologiske konsonanter, /ts/, vs. bare en enkelt, /t/, selvom denne realiseres som to segmenter [ts]. Det er derfor oplagt i en mere præcis transskription at notere forskellen som en længdeforskel, fx [pʰitːsæ] pizza vs [ pʰitsæ] pita. (Som nævnt ovenfor ser det ud til at s’et er langt også, men det virker unødvendigt at notere alle konsonanter i ansats som lange, da de ikke kontrasterer med korte – det står en selvfølgelig frit for at gøre det.)

Andre forslag til transskription, som dog ikke helt så direkte fange den fonetiske forskel, kunne være [ pʰit.sæ] pizza vs [pʰit͡sæ] pita, hvor man markerer stavelsesgrænsen mellem [ts] vs binder [ts] sammen med en ligaturbue. Men jeg hælder selv til [pʰitːsæ] som er enklest og fonetisk præcist og desuden kan skrives med de tegn vi i forvejen benytter i lydskriften af danske ord.

Nu er det godt nok sjældent at man løber ind i ordpar som pita/pizza, så det er sjældent at det leder til forvirring hvis man ikke noterer forskellen på [ts]’erne, så ofte vil man nok også kunne slippe afsted med at ignorere det.

Kategorier
Konsonanter Udtale Vokaler

Hvorfor forsvinder /v/ i ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’?

Jeg er blevet spurgt i seneste nummer af Mål & Mæle om hvorfor v’et forsvinder i ord som ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’ osv. Her er er en redigeret udgave af mit svar:

Det er rigtigt at der er en stærk tendens til at v forsvinder foran endelser udtalt med [ð], som i de nævnte eksempler. Det er et led i en mere generel udvikling, nemlig at halvvokaler er tilbøjelige til at forsvinde mellem to vokaler, en udvikling som jeg kalder udjævning. De almindeligste halvvokaler i dansk er [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯], dvs. de bløde, vokaliske udtaler af især bogstaverne v, j, r, g. Således ser man også lydene forsvinde i ord som drejet, løjet, været, meget, sørget osv. Tendensen er stærkest foran –et-endelsen, hvor [ð] overtager halvvokalen, men det ses også andre steder, som fx i horoskop, irritere, provokere, mayonnaise, leverpostej, bliver, ærgrer, jury, virus, tivoli, som kan udtales ho’oskop, i’itere, pro’okere, ma’onæse, le’rpostej, bli’r, æw’er, ju’i, vi’us, ti’oli, og i mange andre ord.

Forklaringen ligger nok primært i hvordan vokaler og halvvokaler artikuleres. Konsonanter som [p t k m n l] osv. artikuleres med en meget konkret kontakt mellem tunge og gane eller læberne, men de vokaliske lyde har ikke på samme måde en klar artikulatorisk forankring i mundhulen, og derfor man tilbøjelig til at glide hurtigt hen over dem når der er flere af dem i træk, når man taler sit modersmål flydende. Således er det relativt sjældent i verdens sprog at man støder på mere end to vokallyde i træk, men i dansk er det ret almindeligt som følge af at v, j, r, g for generationer siden er blevet vokaliseret. I engelsk er det også relativt almindeligt med tre vokallyde i træk, fx i ord som power, fire [paʊ̯ə faɪ̯ə], men her ser man netop samme tendens til bortfald af den midterste halvvokal, [paə faə]. Så bortfaldet af disse lyde må betragtes som en ganske naturlig udvikling. På ældre mennesker kan det ofte virke som at det er de nye generationer der sjusker med udtalen, men for at vende tingene lidt om kan man sige at de yngre generationer rydder ud i den meget bøvlede og uklare vokaliske struktur, som med samme retorik er en konsekvens af ældre generationers udtalesjusk som gjorde konsonantlydene til halvvokaler i første omgang.

Det er i øvrigt ikke første gang i historien at dette sker. Ord som fx due, flue, bue havde tidligere en konsonant mere, duva, fluga, bogi, og der er næppe nogen der undrer sig over at vi ikke udtaler r, g, v i ord som fare, båre, pige, uge, nogen, stuve osv., så der er næppe grund til bekymring for at sproget tager skade af sådanne udviklinger. Man kan nærmest sige at det er en dansk tradition at reducere konsonanter der står mellem vokaler. Det er noget vi har gjort siden vikingetiden, det er med til at adskille dansk fra andre nordiske sprog, og der er intet der tyder på at det er en udvikling vi har tænkt os at stoppe.