Kategorier
Fonologi

Creme fraiche

Min 6-årige datter spurgte for nylig om det egenlig hedder [kʁæm ˈfʁæːɕə] eller [kʁæm ˈfʁæɕ], altså med lang vokal og schwa eller med kort vokal og uden schwa. Hun har altid selv sagt [kʁæm ˈfʁæːɕə], men hun må have undret sig over den voksne udtale [kʁæm ˈfʁæːɕ] med lang vokal uden schwa.

I dansk er det i langt de fleste tilfælde sådan at oxytone ord enten har kort vokal (og/)eller stød. Enstavelsesord med lang vokal uden stød er derimod stort set ukendte, bortset fra i få indlånte ord som band og tank, og altså creme fraiche.

Hvis vokalen er lang og stødløs, følger der mao. altid en stavelse efter, typisk et schwa. Det ved børn godt, og de ved at det er der selvom de voksne ofte undlader at udtale det.

Min datter må have undret sig over at vi voksne aldrig udtaler noget schwa i creme fraiche. Schwa udelades hyppigt når ord er ude af fokus, men creme fraiche er et indholdsord og derfor ofte i fokus, men er der ikke noget schwa, selv når ordet er i fokus.

Med min datters kendskab til dansk fonotaks måtte der altså lige styr på tingene. Hvis vokalen er stødløs, må ordet høre til en af to kategorier: (1) vokalen er kort, eller (2) ordet har underliggende et schwa.

Mere fransk end fransk

Jeg forklarede hende at ordet egentlig var fransk, og at derfor udtaltes lidt mærkeligt. Det tossede er at vokalen slet ikke er lang på fransk. Det er et klassisk eksempel på “mere fransk end fransk” – vi overdriver de udenlanske træk når vi udtaler fremmedord.

I fransk forlænges vokaler foran [ʒ]. Det bliver de også i indlånte ord fx loge, collage, rouge osv. Men da man ikke på dansk skelner mellem [ʃ ʒ] som på fransk – de bliver begge oversat til [ɕ] – er vokalforlængelsen også sneget ind enkelte steder foran opr. fransk [ʃ], såsom i creme fraiche og niche.

Kategorier
Fonologi

Påske og vokallængde

Påsken synger på sidste vers for i år, men jeg vil lige smide et indlæg om det, inden det er alt for sent. Påske /pɔːskə/ [ˈpʰɔːsg̊ə] er fonologisk set et usædvanligt ord i dansk idet det har en lang vokal foran en konsonantgruppe.

I monomorfematiske danske ord (altså ord der består af kun ét morfem) er vokalen almindeligvis kort foran konsonantgrupper. Der findes dog nogle undtagelser foran /st sk/, såsom faste (= undlade at spise), puste, hoste, besk, slesk og altså påske, og desuden skæbne, væbne, æble.

Det er plausibelt at distinktionen mellem korte og lange vokaler i dansk er opstået ved at vokaler blev forlænget foran enkeltkonsonanter for at understrege at den efterfølgende konsonant var kort. Dette samme findes også i svensk og norsk hvor vokallængde og konsonantlængde stadig følges pænt ad sådan at enten vokalen eller konsonanten er lang, men ikke begge dele. Fx har det svenske ord for ‘mejse’ tita lang vokal og kort konsonant [tiːta], mens titta ‘kigge’ har kort vokal, men lang konsonant [titːa].

Med tiden er konsonantlængden forsvundet i dansk, så den eneste forskel på fx skule og skulle nu er vokallængden. Antageligvis blev forskellen i vokallængde så betydelig at man ikke længere bed mærke i konsonantlængden. Dobbeltkonsonanterne er dog stadig bevaret i skriften, og således markerer dobbeltkonsonanter i moderne dansk retskrivning at vokalen er kort.

Jeg var i Sverige i påsken, hvor man ønsker glad påsk i stedet for god påske, og der stilles påskgodis frem i butikkerne. Svenskere udtaler i øvrigt påsk med kort vokal.

(Lettere revideret d. 12/04-2011 jf. nedenstående kommentarer)

Kategorier
Vokaler

Voldsomme vokalsekvenser

En af de karakteristiske ting ved dansk, er at det er overordentligt vokoidt. Vi har ikke bare mange vokaler, men vi har også en håndfuld vokoide (vokalagtige) konsonanter, nemlig [j w ɐ̯ ð] som i slutningen af fx [hɑj hɑw moɐ̯ mɛð] hej, hav, mor, med.

Ofte går disse, som følge af schwa-assimilation, hen og bliver stavelsesbærende, fx [ˈlɑːɪ ˈlæːʊ ˈmoːɐ ˈmøːð̩] leje, lave, more, møde, hvor de i mange henseender er vanskelige at skelne fra egentlige vokaler. Eller de forsvinder helt.

Resultatet er at vi i dansk ofte støder på lange sekvenser af vokallyde, ikke bare de klassiske sønderjyske eksempler som a æ u å æ ø i æ å (jeg er ude på øen i åen), men et ganske almindelige ikke-fortænkt eksempel som fjerde uge i august har 6-7 vokaler i træk [ˈfjeːɐ ˈuːu i ɑʊ̯ˈg̊ɔsd̥]. Og fraser som [ˈʁʌːð̩ ˈœ̞ːɐð] røget ørred og [ˈnɔːð̩ i ˈʌːð̩] noget i øjet består, bortset fra den initiale konsonant, kun af vokaler.

Dette giver problemer for folk der har et andet modersmål og skal lære dansk. De vil typisk være vant til hjemmefra at vokaler adskilles af konsonanter, men sådan gør vi det ikke nødvendigvis på dansk.

Og det er ikke bare i fremmedsprogstilegnelsen at det er et problem. De lange vokoide sekvenser mistænkes for at være medvirkende årsag til at danske børn lærer deres modersmål langsommere end fx svenske børn. Vokaler er sværere at skille ad end konsonanter, og det er vanskeligere at afkode hvad det er for nogle byggesten sproget er bygget op af.

Man skal fx lære at der er forskel på:

  • [ɑ] som i par
  • [ɑː] som i far
  • [ɑːˀ] som i bar
  • [ɑːɑ] som i bare
  • [ɑːˀɑ] som i barer
  • [ɑːɑɑ] som i snarere
  • [ɑːˀɑɑ] som i forsvarere
  • [ɑːɑɑɑ] som i Sara arrangerer
  • [ɑːˀɑɑɑ] som i forklarer arrangementet
  • [ɑːɑɑɑɑ] som i rarere arrangement
  • [ɑːˀɑɑɑɑ] som i forsvarere arrangerer
  • osv.

Men det stopper ikke der. Jørgen Rischel fandt på sætningen Det er hårdere at årelade en flodhest end en hest hvor vi har [ˈhɒːɒɒ ɒ ˈɒːɒlæːð̩] – seks [ɒ]’er i træk, om man vil (jeg vil nu nok have [ɐ] nogle af stederne).

Jeg tillader mig at trumfe med sætningen Er en dyrskueuge uudholdelig? [æɐ̯ en ˈd̥yɐ̯sg̊uːuuːu uuðˈhʌlˀl̩li] med seks ubetonede u’er hvilket giver endnu mindre kontrast end Rischels eksempel.

(Jeg har googlet det – der er et enkelt hit på dyrskueuge før offentliggørelsen af dette indlæg)