En gruppe jordemødre vil gøre op med udtrykket jomfruhinde og derfor forsøger de nu at lancere erstatningsordet kønskrans, skriver Politiken.
Jordemødrenes forslag præmieres her med en virtuel kransekage.
Jordemødrene mener det vist seriøst, og har endda fået Dansk Sprognævns ord for, at betegnelsen kønskrans lever op til kriterierne for et dansk ord. Det gør det vel formelt set også, men der er en særlig lydlig grund (og sikkert adskillige andre grunde) til at det ikke er noget godt dansk ord, hvis man gerne vil tages seriøst. Og det burde sprognævnet måske have fortalt dem.
Grunden til at kønskrans lyder så komisk, er at det er meget tæt på at være en aflydsreduplikation – som krimskrams, miskmask, gynggang, dvs. et ord hvor to stavelser gentages, men først med en høj/fremskudt vokal, derefter med en lav/tilbagetrukket vokal.
Ord med den struktur har reserveret en helt særlig plads i dansk, nemlig i den vrøvlede, pjattede eller lydefterlignende ende af sproget. Der er mao. meget ringe sandsynlighed for at nogen vil tage et ord med den lydstruktur seriøst. Hvis kønskrans optages i sproget, bliver det næppe som andet end et sjofelt udtryk, stik imod jordemødrenes intentioner.
Man kan måske også indvende at ordet består af to meget tunge stavelser, hvilket også har noget udansk og konstrueret over sig. Gode danske ord veksler mellem tunge og lette stavelser, som jomfruhinde fx gør det.
Hvad skal man så kalde den?
Efter min mening skal en jomfruhinde – med den betydning vi normalt tillægger ordet, dvs. en hinde som dækker skedeindgangen og som brydes ved første samleje – vedblive med at hedde jomfruhinde. Jordemødrenes pointe er at jomfruer i virkeligheden ikke er udstyret med sådanne hinder, og betegnelsen kan være med til at skabe myter. Men så er det jo dét man skal fortælle folk i stedet for at lave sproglige krumspring.
Sprog fungerer ikke sådan at myter forsvinder bare fordi man kalder dem noget andet. Det er en sammenblanding af benævnelsen og det der benævnes. Myten kan ikke fjernes med kirurgiske indgreb i sproget, men folk kan oplyses om at ordet dækker over en myte.
Vi kan jo omvendt sagtens have ord for ikke-eksisterende ting – enhjørninge, spøgelser, trolddom osv. – og vi tror ikke nødvendigvis at tingene eksisterer, bare fordi vi har et ord for det.
Hvad jomfruer har i stedet for en jomfruhinde, behøver vi sådan set ikke noget folkeligt ord for. Når først man har forstået at der er tale om en myte, er de anatomiske detaljer mindre interessante.
Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.
Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.
ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.
Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.
æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.
Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.
Hvorfor ægge?
Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?
Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).
Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.
Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.
Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.
Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hus → hundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.
Fuge-e er næsten en grammatisk regel
Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.
Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.
Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.
Her i weekenden blev sangen Jeg bli’r ved kåret som vinderen af børnenes MGP 2012. Jeg synes den stilistiske udeladelsesapostrof i bli’r er lidt pjattet, for der er aldrig nogen der siger [bliːˀvɐ/bliːʊ̯ˀɐ], så det er jo ikke fordi vi er i tvivl om hvorvidt ordet skal udtales med en eller to stavelser. Nå, men det er sådan et pædagogisk kneb lyrikforfattere benytter indimellem, måske fordi vi kan være tilbøjelige til en hyperdistinkt udtale når vi synger lejlighedssange og deslige.
Men i denne sammenhæng var det ekstrafjollet med stavemåden bli’r, for i sangen bliver bliver tydeligt udtalt [bliːvɐ]. Bedøm selv. Der er således et dobbelt udtryk for dårligt lyrikforfatterskab: En unødvendig omskrivning af bliver, og dernæst en udtale som ikke er tro mod denne omskrivning, eller gængs udtale i det hele taget.
Nu er Energy, som MGP-vinderne kalder sig, kun 10-13 år, så man kan nok bære over med dem. Men er det bedre hos voksne, professionelle sangskrivere? Men burde vel forvente at folk der lever af at sætte sprog og musik sammen, har en særligt forfinet sans for sprogets prosodi. Men sådan er det nu ikke altid.
I Medinas hit Ensom fra 2009 skanderer hun som hun var til staveprøve i 3. klasse: Jeg vil ikke [ˈhæːvə] nogen anden synger hun, men [ˈhæːvə] kan i talesprogsdansk kun være en distinkt udtale af det udendørsareal der almindeligvis befinder sig bag parcelhuse i provinsen, aldrig af verbet have, som udtales [ha] eller [hæːˀ] hvis de skal være rigtig tydeligt. Kort efter dette synger hun i omkvædet “[ˈsyːnəs] du selv”, men [syːnəs] er kun noget biler skal en gang imellem. I betydningen mene udtales det etstavet [sys] eller til nød [syns].
Medina kan mere. I Kl. 10 har hun ikke bare ikke schwa-assimilation i indeni i første linje af første vers, men schwaet er stærkt betonet. I første linje i andet vers er det at i “Jeg glæder mig til at vi” der tager trykket.
Et andet af mine yndlingseksempler er Natashas Gi’ mig Danmark tilbage (endnu en overflødig udeladelsesapostrof) hvor hun og hele koret råber Giv mig Ungeren igen hvor ungeren bliver udtalt [ˈɔŋɐˈʁʌn] med tydeligt konsonantisk /r/. Altså, det lyder bare lidt mormoragtigt og ikke særlig rebelsk. Husets brugere vil nok snarere sige [ˈɔŋɐn]. Samme konsonantiske /r/ støder man på i Thomas Buttenschøns Smukkere end smuk.
Gode sjuskere
Jeg har før været ude med at sige at det at sjuske ordentligt med sproget er udtryk for god sprogbeherskelse, og manglende reduktioner er udtryk for manglende erfaring med sproget. Pointen kan fint overføres til lyrik, hvor det kræver en god sprogfornemmelse at udnytte den elastik der er i danske stavelser, når det skal stemme med versefødderne. Hyperdistinkte udtaler findes overalt i sange, men de er ikke altid lige påfaldende.
I den anden ende af skalaen vil jeg fremhæve Marie Key som er fremragende til at undermarkere stavelsesstrukturen i de kvasisyllabiske danske ordendelser. Dyrk:
En anden der har en stor plads i mit sjuskehjerte er den unge Niklas. Han har helt styr på schwa-reduktioner og tappede /d/’er og har stadig et fuldstændig tydeligt sprog. På trods af udeladelsesapostroffen får han lov til at afslutte dette indlæg med Ikke mer’ mig:
