Kategorier
Lydskrift

Udlændinge forstår ikke dansk lydskrifttradition

I NDF (og de sidste par år her på schwa.dk) gør jeg op med dansk lydskrifttradition. Det gør jeg ikke bare for sjov skyld og narrestreger, for at drille mine kolleger, eller for at være på tværs og lave mit eget lille fonetiske parallelsamfund. Det gør jeg fordi dansk lydskrifttradition spænder ben for både udlændinge der vil forstå dansk fonetik, og danskere der vil forstå fremmedsprogs fonetik. Det spænder ben for tilgængeligheden af fonetisk information, hvilket har konsekvenser for både forskning og sprogteknologi. Det er et reelt problem som er vigtigt at få gjort noget ved. Med en kombination af gulerod, tvang, nudging og gode argumenter presser jeg på at få lagt den danske tradition i graven.

Fonetikeren John Wells, tidligere formand for IPA, fremhævede engang dansk som et exceptionelt svært sprog at blive klog på som fonetiker. Det er ikke fordi dansk er svært som sådan. Problemerne er, ifølge John Wells, snarere at danskere ikke er enige om hvordan man skal beskrive dansk i IPA, og at man ofte bruger en ret fri fortolkning af lydskrifttegnene. Det gør det svært at finde hoved og hale i beskrivelserne af dansk fonetik.

Nogle af de problemer ved traditionen som afspejles i John Wells forvirring, er:

  • Vi kan ikke blive enige om hvor mange vokaler der er i dansk og hvordan de skal lydskrives i IPA. Vi bruger fx [a] for katte-a’et (på alle andre sprog bruges [a] for kappe-a’et)
  • Vi synes det giver mening at notere approksimanter som plosiver (vi noterer fx indimellem /d/ for en størrelse der både kan være [t] og [ɤ], men ikke [d])
  • Vi bruger [ð] for det bløde d, selvom det ikke er en dental frikativ og ikke er genkendeligt for englændere (som faktisk har dentale frikativer)
  • Vi bruger ad hoc-symbolet [ˀ] for noget vi kalder stød i stedet for notere/kalde det creaky voice

Det er ikke bare John Wells der er forvirret. Hvis man søger på nettet om information om dansk fonetik og fonologi, er det et kaos af velmenende vås og modstridende informationer, såsom dansk har 32 vokaler eller det danske stød er unikt, mystisk, ekstremt komplekst, og afgørende for at man kan begå sig på dansk. Den ellers fantastiske sprogsamling UCLA Phonetics Lab Archive har de mest horrible notationer når det kommer til dansk (se her og her). Wiktionary er en fremragende resurse som universel udtaleordbog for fremmedsprog, men de danske bidrag er miserable. Og ligesådan er Wikipedia en god resurse til at få overblik over sprogs fonologi eller andre fonetiske emner, men wikierne om dansk fonologi og IPA for dansk er noget rod.

Se fx opslaget glad i Wiktionary. Ordet er registreret i 11 forskellige sprog, hvor det er lydskrevet i bred IPA, engelsk /ɡlæd/, bretonsk /ɡlɑːt/, hollandsk /ɣlɑt/, norsk /ɡɽɑː/ eller /ɡlɑː/, serbokroatisk /ɡlâːd/, svensk /ɡlɑː(d)/ osv. Og så dansk: /ˈɡlað/, [ˈɡ̊læð], [ˈklæð̠˕ˠ].

Dansk skiller sig klart ud her. Der er tre forskellige udtaleangivelser, men er er ikke tale om tre forskellige udtaler, blot tre forskellige notationer efter forskellige standarder, og ingen af dem følger praksis i andre sprog (vi har ikke noget stemt /g/, vokalen er ikke et [a] (når vi faktisk har et [a], skriver vi det i stedet [ɑ]), vores bløde d er ikke en frikativ [ð], ingen andre sprog bruger [ɡ̊] for [k], ingen andre sprog bruger sådan et væld af diakritiske tegn, og ingen andre sprog har tre vidt forskellige notationer for samme udtale).

Det er ikke bare et enkeltstående tilfælde. Den afvigende danske notationspraksis går igen overalt i wiktionary. Se fx disse forvirrende opslag med ringe sammenhæng mellem bred og snæver IPA og inkonsekvent brug af tegnene både på tværs af danske opslag og andre sprogs opslag:

bog: /bɔːˀɣ/, [ˈb̥ɔ̝ːˀw], [ˈb̥ɔ̝ːwˀ], [ˈb̥ɔ̽wˀ]
klog: /klɔːʊ̯/, [kʰlɔːˀw]
fred: /freð/, [ˈfʁ̥æð]
slag: /slaːˀɣ/, [ˈsl̥æˀj], [ˈsl̥æˀ]
spor: /spoːr/, [sb̥oːˀɐ̯]
brod: /brɔd/, [b̥ʁʌð]
lang: /lanɡ/, [lɑŋˀ]
bjerg: /bjɛrɣ/, [b̥jɛɐ̯ˀw], [pjɛɒ̯̽ˀw]
…osv., søg selv videre

Med kendskab til dansk tradition kan man godt gennemskue hvordan notationerne er dannet og hvordan de skal læses, men de er hentet forskellige steder fra, hvor forskellige forfattere og redaktører har fulgt hver deres principper (og ikke IPA’s principper), og derfor er der ingen sammenhæng mellem de forskellige notationer. Notationerne i både / / og [ ] ovenfor er fortolket på vidt forskellige grundlag, og det er umuligt at navigere rundt i hvis man slår op på siden med almindeligt IPA-kendskab.

Wikiredaktører struggler tydeligvis, og ganske forståeligt, med at gennemskue de danske kilder. Når der i en kilde står IPA, og det er noteret med [ ], kan man rimeligvis forvente en meget præcis notation. Det er bare ikke sådan [ ] benyttes i dansk tradition. Og når man ser noget noteret med / / vil man normalt forvente en bred notation, som dog stadig er loyal over for IPAs definitioner. Det er bare heller ikke sådan / / traditionelt benyttes i dansk.

Problem for danskere

Dansk lydskrifttradition skaber ikke kun forvirring for udlændinge med også for os selv. Hvis man har lært fonetik efter dansk tradition, undrer man sig lige så snart man møder beskrivelser på andre sprog. Hvorfor lyder [a] og [ɑ] ikke som man har lært med udgangspunkt i dansk? Hvorfor tillader man på andre sprog at bruge [p t k] når deres b, d, g bliver ustemte, mens vi dansk skal bruge [b d g]? Hvorfor bruger de / / i stedet for [ ]? Hvorfor skriver man /sang/ på dansk, men /sɒŋ/ på engelsk? osv.

Forvirringerne skaber skepsis over for IPA, og det skaber skepsis over for lærebøgerne og underviserne der står og skal forsvare den danske tradition. Og en negativ indstilling giver et dårligt udgangspunkt for læring. Forvirringerne fører til at man spilder en masse undervisningstid på at forklare fagtraditioner og -historie i stedet for det stof som de studerende skal til eksamen i.

Der opstår også problemer når forskere vil lave sammenligninger på tværs af sprog. Hvis man ikke har et dybt kendskab til den danske tradition, men bare læser lærebogsbeskrivelser og DDO-lydskrift med almene IPA-øjne, konkluderer man let at dansk har 40 vokaler (ca. 25 vokaler mere end andre vokalrige sprog), eller at der er to stavelser i ord som kage, gade, sove, og så må danskerne være nogle frygtelige sjuskehoveder når de udtaler ord med samme antal stavelser op til 40 % hurtigere end svenskere. Udsagnene om dansk er ikke i sig selv forkerte; de er bare baseret på en anden fonetikforståelse end den der ligger i IPA og som benyttes i de andre sprog man sammenligner sig med, og det fører til konklusioner man ikke rigtig kan bruge til noget.

Problem for sprogteknologi

Jeg har gennem årene leveret lydskrift til mange forskellige producenter af sprogteknologi. De bruger hver deres notationssystem, men det er naturligvis baseret på lærebøgernes fonetiske notationer i et eller andet omfang, eller en eller anden danskkyndig lingvists forståelse af lærebøgernes notationer.

Her opstår der typisk problemer fordi de danske notationstraditioner ikke er hensigtsmæssige og ikke følger den gængse IPA-forståelse som sprogteknologi er baseret på og som fungerer glimrende i andre sprog. Stødtegnet bliver behandlet som et segment, der bliver skelnet unødige nuancer, hvilket bl.a. går ud over regnekraft og effektivitet, mens andre vigtige og distinktive nuancer ikke skelnes, fordi de i abstrakte analyser af dansk slås sammen til samme fonem, mm.

Et særligt dansk problem

Der findes formentlig uenigheder om transskriptionsstandarder i alle sprog. Sprog er altid i forandring, og det er deres fonologier også, og der vil naturligt være diskussioner om hvornår forandringer er etablerede nok til at blive inkluderet i en fonologisk beskrivelse.

Men det er ikke kun fordi jeg som dansk fonetiker kan gennemskue de internationale forvirringer mht. dansk fonetik og fonologi, og er mere naiv når det kommer til fremmedsprog. Jeg arbejder både med fremmedsprog i min fonetikundervisning og med beskrivelsen af dansk fonetik for udlændinge. De sidste 10 år har jeg bl.a. arbejdet med anvendelsen af IPA for klassiske sangere, både danske og internationale sangere og IPA-beskrivelser af dansk såvel som fremmedsprog, herunder især svensk, norsk, engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da jeg startede med at anvende IPA på til dette formål, blev det tydeligt at IPA-trænede udlændinge ikke forstod dansk lydskriftpraksis, og samtidig blev det klart at mens andres sprogs anvendelse af IPA hang godt sammen på tværs af sprog, så havde vi i dansk tradition vores helt egen praksis som hang meget dårligt sammen med andre beskrivelser.

Jeg kender naturligvis ikke alle sprog i detaljer, men jeg har lavet en undersøgelser af internationale IPA-praksisser, og der er flere praksisser som dansk står helt alene med. Der er ingen andre der bruge [a] for et katte-a eller [ɑ] for kappe-a, der er ingen der bruger [p t k b d g] for ustemte plosiver der kontrasterer i aspiration. Vi er ikke alene om ikke at bruge bred IPA i overensstemmelse med IPAs principper, men vi er alene om at lave så radikale omfortolkninger af IPA-tegnene i vores [ ]-notation. Og vores praksisser er tydeligvis mere forvirrende for internationale brugere end andre landes praksisser.


Opsamling: Det er ikke ligegyldigt hvordan vi vælger at præsentere dansk fonetik og fonologi i lydskrift. Det er ikke uden konsekvenser når vi laver vores egne fortolkninger og tilpasninger af IPA og stadig kalder det IPA, og det er ikke ligegyldigt om man bruger den ene eller anden standard i fonetikbøgerne og fonetikundervisningen på universiteterne.

En af pointerne med at bruge internationale standarder, er at skabe transparens, forståelse og undgå forvirring på tværs af kulturer og nationer. Det synes vi som oftest er en glimrende ide, men når det kommer til dansk lydskrifttradition, har vi ikke været så flittige med standardiseringen, og det ses tydeligt i den mangelfulde forståelse af dansk fonetik i international kontekst.

Kategorier
Lydskrift

IPA vs. Dania vs. DDO-lydskrift

I et gammelt indlæg fik jeg to lydskriftsystemer til at battle mod hinanden, den gamle Dania-lydskrift og den klassiske IPA, som fx benyttes på DDO. Tidligere var jeg stor tilhænger af DDO-lydskriften, men i de senere år har jeg prædiket en ny IPA-standard, som er opdateret til principperne i Handbook of the IPA fra 1999. Det er derfor blevet tid til en ny lydskrift-battle. Hvilket lydskriftsystem er bedst?

Jeg sammenligner disse tre systemer:

  • IPA (moderne post-1999 IPA)
  • DDO (klassisk IPA)
  • Dania

IPA referer til det internationale fonetiske alfabet. Her tager jeg udgangspunkt i bred IPA efter nyeste IPAs principper, dvs. den standard der benyttes på udtaleordbog.dk. DDO-lydskrift er den lydskrift der bruges på DDO, som er en slags dansk tilpasning af en præ-1950 IPA-standard, som i forskellige varianter har været benyttet i dansk fonetik siden dengang. Dania er det system der blev brug inden for danskfaget i 1900-tallet og som stadig bruges i snævre faggrupper. I bunden af indlægget har jeg som reference lydskrevet Nordenvinden og Solen efter de tre standarder. Man kan også se en sammenligning af de tre systemer her.

Jeg vil rate systemerne efter disse parametre:

  • Tværsproglig kompatibilitet
  • Sværhedsgrad
  • Fleksibilitet
  • IT-kompatibilitet
  • Bagudkompatibilitet
  • Fremtidssikring

Tværsproglig kompatibilitet

Dette punkt er hurtigt overstået. IPA er det eneste system der bruges og kan forstås internationalt.

Dania bruger en del tegn der ikke findes i IPA overhovedet, fx ᶊ ƞ ȧ α å. DDO bruger kun et enkelt, ˀ. Begge bruger også en del tegn for andre lyde end det der er defineret i IPA, fx Dania b d g ɹ ð a ö ɔ̈ å, DDO b d g ð a. Og så bruger de nogle tegn på en måde som til nøds kan forsvares inden for IPA, men som ikke er standardbrug, fx j, w, ɐ̯ i diftonger. DDO har klart færrest af den slags, så DDO er formentlig mere tilgængelig end Dania i internationale sammenhænge.

Et stort minus ved DDO er dog at den identificerer sig selv selv som en slags IPA-lydskrift. Det er forvirrende når den på forskellige punkter afviger fra IPA. Hvis man som udlænding ikke læser det med småt, men bare tager lydskriften for gode varer og læser den med IPA-briller, får man et forkert indtryk af dansk. Det gør man trods alt ikke med Dania, da Dania tydeligvis er et andet system.

Tværsproglig kompatibilitet er af kolossal værdi for lingvister, der arbejder på tværs af sprog, og for udlændinge der vil have adgang til dansk. Det gør at man kan genbruge sin viden fra et sprog til et andet i stedet for at lære helt nye systemer at kende for hvert sprog. Man kunne argumentere for at så længe man kun beskæftiger sig med dansk for danskere, så betyder det ikke så meget. Men verden er blevet mere tværfagligt og globaliseret end da man opfandt Dania, og det er svært at få øje på den lydskriftbruger eller det fag der ikke også ville have gavn af lettere adgang til andre sprog end dansk.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Sværhedsgrad

Det bliver traditionelt fremhævet at Dania og DDO-lydskridt er nemmere for danskere at skrive og afkode end IPA, fordi det er tilpasset til dansk, den danske brug af bogstaver/lydværdier i alfabetet og lign. Det er der imidlertid ikke belæg for. Ingen har faktisk undersøgt hvor svært det er at lære lydskrift efter de forskellige systemer.

Jeg tror muligvis at jeg er den eneste der faktisk har erfaring i at undervise efter alle tre systemer, inkl. forskellige varianter af gamle IPA-baserede varianter. Jeg hører gerne fra andre med lignende erfaringer så jeg kan modificere dette. Min erfaring er entydig: moderne IPA er hands down det nemmeste at lære. De seneste år hvor jeg har nærmet mig ren, utilpasset IPA i min undervisning, har vi ganske enkelt nået mere, og undgået en masse unødige forvirringer og frustrationer.

Jeg vil pege på nogle ting der gør IPA så pædagogisk:

IPA tager udgangspunkt i distinktive lyde, dvs. lyde der betydningsadskillende og derfor lette at illustrere med eksempler, og derfor lette at erkende for lydskriftnovicer. Dette grundinventar af lyde kan man så udbygge i pædagogisk fornuftigt tempo med snæver IPA. Dania og DDO er “flade” systemer, dvs. alle lyde er inkluderet på samme niveau, der er ingen progression, man skal lære at jonglere rundt med alle allofoniske detaljer og snævre notationer fra starten af, selvom det tager noget tid at forstå og først bliver relevant lidt inde i undervisningsforløbet når man beskæftiger sig med videregående emner.

IPA undgår diakritiske tegn. Diakritiske tegn er notorisk vanskelige at håndtere, både når man læser og skriver lydskrift. De kræver et større begrebsapparat at forklare og forstå, og man roder lettere rundt i dem. Grundtegnene i IPA er uden diakritika, og diakritika skal kun tilføjes i bred IPA hvis de er distinktive. I Dania er der derimod masser af lyde i det introducerende lydskriftinventar som er modificeret med diakritiske tegn, fx ȧ ä ö ɔ̈ ɔ̇ ɔ̤ å (paradoksalt nok — Dania-tilhængere har traditionelt har kritiseret IPA for at kræve for mange diakritiske tegn). I DDO-lydskrift bruger lidt flere diakritiske tegn end IPA, og i nogle varianter bruges mange flere (fx DDOs “nøjagtig IPA”). I Dania og DDO er der ikke noget der hedder distinktive lyde, og derfor ikke noget princip om at bruge umodificerede grundtegn til de vigtigste lyde, hvilket resulterer i at diakritiske tegn ofte er det eneste der adskiller to distinktive lyde i lydskriften.

IPA er konsekvent. Der er forhold i IPA der kan virke kontraintutive for nybegyndere, men man kan henvise konsekvent til IPAs principper. Det er kontraintuitivt at skrive /pḭːl/ for bil og ikke pil, men det er enkelt at forklare med henvisning til hvordan IPA er defineret. Det er let at acceptere fordi det er konsekvent. I Dania og DDO er lydskriftprincipperne inkonsekvente; hvorfor skriver man i DDO/Dania [tj] i tjans, men [dɕ] i match, når det er samme lyd? Hvorfor skriver man ikke lang vokal i [soˀl] sol? Hvorfor skriver man [ˈmoɐ̯ ˈmoːʌ] mor, more med hhv. [ɐ̯] og [ʌ]? Osv. Det er ikke fordi der ikke er argumenter for disse ting, men argumenterne stikker i forskellige retninger; nogle gange for at gøre det enklere, nogle gange for at være mere præcis, nogle gange pga. tradition fordi en eller anden nuance engang var vigtig. Det bærer præg af at være et system uden et sæt grundlæggende principper, men med hovsaløsning på hovsaløsning og sporadiske udvækster fordi en eller anden engang syntes at det skulle være sådan.

IPA ligger, modsat hvad Dania-tilhængere påstår, tættere på det danske alfabet end både Dania og DDO, især når det kommer til p, t, k. Sammenlign fx, for nu at tage nogle ord fra nedenstående standardtekst, skæntes, stærkest, straks, varmt, i IPA /ˈskɛntəs ˈstæɐkəst ˈstʁaks ˈva̰ːmt/, vs. Dania ˈsgændəs, sdȧɹgəsd, ˈsdrαgs, ˈvαʼmd. Er det bare mig der cherrypicker? Nej. Ingen tvivl om at det er mere intuitivt hvis bil lydskrives bi’l som i Dania, frem for IPA pḭːl. Men i de fleste ord finder man bedre overensstemmelse mellem IPAs /p t k/ og de danske bogstaver end man gør med Danias b d g.

Lingvister, der arbejder med forskellige sprog, har klar pædagogisk fordel af at lære en internationalt sammenlignelig lydskrift med det samme, og alle har fordel af IT-venlighed og tastaturvenlighed, hvor IPA også scorer højest.

DDO-lydskriften er pædagogisk set noget møg for studerende der også skal lære IPA. Den er et samsurium af modstridende hensyn til ortografi, fonetiske detaljer, pædagogiske forenklinger, gamle traditioner mm. DDO-lydskriften identificeres typisk som en slags modificeret IPA, hvilket resulterer i at man skal spilde værdifuld undervisningstid på at forklare og forsvare hvorfor man tager hensyn til dansk ortografi et sted i systemet, men fonetiske detaljer et andet sted, hvorfor man i det hele taget bruger det lidt anderledes i dansk end i alle andre sprog, hvorfor man tilføjer hjemmelavede tegn i stedet for at bruge IPA, hvorfor man ikke skelner bred og snæver notation som i IPA osv. Det er forvirrende, frustrerende og giver studerende et dårligt indtryk af hvad IPA er, og de undrer sig ofte over hvorfor lingvister er så vilde med det. Løsningen med at justere DDO-lydskriften med ekstra diakritiske tegn for at gøre den mere præcis, fx [b̥ d̥ ɡ̊] frem for [b d g] (eller blot IPA [p t k]), fører til en meget høj grad af kompleksitet og endnu mere forvirring som kunne undgås ved blot at bruge IPA fra starten af.

Dania er alt i alt værst. Dania afhænger for meget af diakritika og tegn der ligner hinanden til forveksling, fx vs ɑ̊ og tegnene for betoning og knirk (ˈ vs , fx ˈsoʼl). Lydene er defineret efter ældre udtalestandarder, som nye universitetsstuderende ikke har chance for at kende til på forhånd. Der er ingen pædagogisk progression som i IPA, hvor man kan starte med distinktive lyde og bygge oven på disse. Den dårlige IT-kompatibilitet gør det mere bøvlet for moderne studerende at håndtere end de andre systemer.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Fleksibilitet

IPA er indrettet til at kunne håndtere alle verdens sprog og den variation man finder inden for og på tværs af sprogene. Dania og DDO er indrettet til at beskrive dansk. Dania har 100 lydskrifttegn. That’s it. Tilpasset IPA trækker på IPA’s palette af tegn, men i og med at man omdefinerer nogle af tegnene, løber man ind i problemer når man vil notere de lyde tegnene oprindeligt stod for, fx når man vil transskribere mindre distinkt tale eller sammenligne med andre sprog. Hvordan skal man skrive et b d g der bliver stemt, et ð der bliver frikativt, et a der bliver mere åbent, eller ɑ der bliver mere tilbagetrukket? Her har man taget noget af fleksibiliteten ud af IPA.

IPA vinder også på at have flere beskrivelsesniveauer, navnlig bred vs. snæver IPA. Man kan vælge at inkludere flere eller færre detaljer alt efter kontekst, og på den måde kan man beskrive sprogets udtale både mere overordnet i en lydskrift som dækker stor variation, eller man kan zoome ind på nuancer i bestemte varianter af sproget. Hvis man skriver om forskellige s-lyde, nuancer i vokalkvaliteter eller udviklinger i danske plosiver, kan man lave snæver transskription af de detaljer der er relevant i konteksten. Den mulighed har man ikke i Dania og DDO-lydskrift. Dania-systemet er ‘fladt’ i den forstand at der kun er ét fonetisk beskrivelses- og detaljeniveau; de distinktioner der er indført i Dania, skal altid skelnes, uanset hvor besværlige og irrelevante de er i konteksten. Men i IPA kan man tilpasse den fonetiske detaljeringsgrad til ens behov.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

IT-kompatibilitet

Både Dania og IPA blev opfundet for over 100 år siden, lang tid før moderne informationsteknologi. Men i kraft IPAs udbredelse er IPA inkorporeret i unicode som moderne computerfonte er baseret på. Dania rummer tegn som ikke kan skrives på en almindelig computer, og det inkluderer nuancer som forskellen på oblik/kursiv/ikke-kursiv, som ikke er en søgbar forskel i de fleste sammenhænge.

Reelt er man nødt til at installere en specialdesignet font, hvis man vil bruge traditionel Dania. Dermed er man begrænset af den font, og man kan ikke frit kombinere med ekstra tegn og diakritika, og det er noget frygteligt mas at man skal hoppe frem og tilbage mellem forskellige fonte, når man skrives en tekst. Man er også bundet til en bestemt font-type. Hvis man flytter sin tekst til en anden computer uden denne font installeret, er teksten sandsynligvis ulæseligt. Og så er det umuligt at bruge Dania i digital kommunikation, som sociale medier, messenger osv. hvor man ikke selv kan bestemme fonten.

IPA og DDO er omtrent lige her. Begge er fuldt ud unicode kompatible, men der er stadig lidt oftere brug for at finde specialtegn frem når man skriver DDO-lydskrift, og derfor er IPA lige et skridt foran.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Bagudkompatibilitet

Kan man slet ikke finde noget at bruge Dania til? Jo absolut! Dania har været brugt i halvandet hundrede år, og herhjemme har det været brugt i meget længere tid end både IPA og DDO-lydskrift. Mange vigtige opslagsværker, historiske værker og nærmest al dialektforskning bruger Dania. Det er derfor absolut nødvendigt at kende til Dania, og hvis man vil skrive sig ind i den tradition, kan man med fordel stadig benytte Dania.

Den klassiske IPA som DDO-lydskriften er vokset ud af, har været brugt i 50-70 år, men af en meget snævrere kreds end Dania. Det kan derfor ikke måle sig i omfang og væsentlighed med Dania. Det kommer dog helt an på hvilket fag man taler om. Størstedelen af nyere forskning i dansk fonetik er formidlet i DDO-lignende lydskrift.

Moderne IPA taber stort her. Der har ikke været nogen tradition for at følge med udviklingen i IPA i dansk fonetik. Hvis man kun kender moderne IPA, vil man derfor let give lidt fortabt over lydskriften i al ældre dansk udtalelitteratur. Dog er Danmarks største, bedste og mest moderne udtaleordbog baseret på moderne IPA.

  1. Dania
  2. DDO
  3. IPA

Fremtidssikring

Hvilken standard kommer fremtidens fonetikere og sprogfolk til at bruge? Det er et godt spørgsmål. IPA er uden tvivl det stærkeste system på næsten alle parametre, og det ville være et stort fremskridt hvis det blev standard herhjemme også. Det er internationalt anerkendt, og det er udviklet og justeret på baggrund af et århundredes samlet faglig erfaring fra folk over hele kloden. Det eneste vi mangler, er en tradition for at bruge det i dansk.

Men der er også altid en omkostning ved at skifte standard. Al den viden der er indkapslet i den gamle standard, bliver mindre tilgængelig, og lydskriftresurser og lærebøger bliver ubrugelige. Det var det de gamle Dania-tilhængere/IPA-modstandere kæmpede imod; de traditioner man har bygget op over generationer, bliver mindre værd. En overgang til IPA kræver altså at nogen tør satse, gå foran, og gider udvikle nye værktøjer og formidle den gamle viden i et nyt sprog. Og tør man satse på at nogen både tør og orker det?

Hvis man følger med her på siden, har man nok regnet ud hvor jeg står. Jeg gør mit for at udvikle mine lydskriftværktøjer til moderne IPA og anvende moderne IPA i praksis. Jeg underviser i IPA og fornemmer at de ambitiøse unge mennesker på de videregående uddannelser foretrækker en moderne international standard frem for gamle traditioner. For lingvistikuddannelserne på KU og ÅU er der sådan set ingen diskussion: Studieordningerne kræver IPA, og IPA er for nylig også indført i uddannelsen af klassiske sangere på DKDM. Når nogen henvender sig til mig om at få lavet noget i lydskrift, beder de ikke om Dania eller DDO-standard, men om IPA. Så ud over alle IPAs styrker tror jeg også det er det mest fremtidssikre.

Jeg tror IPA kommer til at udkonkurrere den traditionelle DDO-lydskrift. Nye generationer af lingvister skal lære IPA, og IPA vinder frem i flere og flere sammenhænge. DDO-lydskriften har længe været praktisk fordi DDO-ordbogen har været den største tilgængelige udtaleordbog, og gode digitale resurser er vigtige for en lydskriftstandard. Men DDOs værdi som fonetisk opslagsværk er kraftigt dalende. Udtaleangivelserne på DDO afspejlerer en forældet norm, og DDO er nu overgået i omfang og anvendelighed af udtaleordbog.dk som bruger moderne IPA.

Men jeg tror sådan set at Dania stadig vil leve videre i visse fagkredse. For sproghistorikere og dialektforskere er gevinsten for lille og omkostningen for stor ved at skifte til IPA. Gamle Dania-værker er ikke digitale, og en digitalisering med efterfølgende konvertering af lydskriften vil være enormt kompliceret. Så Dania er nok kommet for at blive i et eller andet omfang. Dania-brugere burde sådan set bare lave en Dania 2.0 som er justeret til at passe til moderne IT-standarder.

  1. IPA
  2. Dania
  3. DDO

Opsamling

Vinderen er (+2 pr. førsteplads, +1 pr. andenplads), TA-DAA:

  1. IPA: 10 point
  2. DDO: 5 point
  3. Dania: 3 point

Der kan være forskellige ganske rimelige grunde til at bruge forskellige lydskriftstandarder, eller justere lidt på de eksisterende i forskellgie sammenhænge. Man skal naturligvis altid vælge en lydskriftstandard der passer til ens formål.

Der er bestemt kontekster hvor Dania fungerer bedst på trods af sin lave score i denne sammenligning. Til gengæld er det, på trods af andenpladsen, meget sjældent at DDO-lydskriften virker mest fordelagtig. Uanset hvad man ønsker at opnå, af de ting jeg har gennemgået her, vil man opnå dette bedre med enten moderne IPA eller Dania. Ikke engang i en folkelig ordbog som DDO vil jeg mene at DDO-lydskrift er mest velegnet.

Efter min mening bør man ikke videreføre DDO-lydskriften. Den er en inkonsekvent hybrid mellem Dania og IPA + egne opfindelser uden at have noget af det bedste fra begge verdener. Man kunne få en meget mere folkelig lydskrift + andre fordele ved at lægge sig tættere op ad enten IPA eller Dania. Som minimum bør man holde op med at kalde DDO-lydskriften for en slags IPA (DDO kalder det selv forsimplet IPA); det er misvisende og misrepræsenterer IPA, og det forvirrer lydskriftnovicer når man bruger IPA-betegnelsen så frit.

Så, hvis du vil have en moderne, pædagogisk, IT-venlig, international, og formentlig fremtidssikker lydskrift, så forlang moderne IPA. Hvis du er dialektforsker, sproghistoriker eller nostalgiker, så brug Dania. Hvis du vil have en mere folkelig, intuitiv, IT-venlig lydskrift, så kan det opnås langt bedre med minimale justeringer af IPA (fx BDG-formen på udtaleordbog.dk), eller en lettere modernisering af Dania.

Nordenvinden og Solen i IPA, Tilpasset IPA og Dania

Moderne bred IPA

/ˈnoːɐnven̰n ɐ ˈso̰ːln ˈskɛntəs ɒm ˈvɛm̰ ˈæ pm ta va ˈstæɐkəst | tæ en ˈʁaɪsnə kʰɒm ˈkɔːnə fɒˈpḭː || ti pleʊ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈtɛn̰ ta kʰu fɔ ˈmæn̰n tse ɐ tsæ sin ˈjakə ˈæ̰ː | sku ˈænsḛːs fɐ ɐ væːɐ ˈstæɐkɐɐ ɛn tn ˈænn || ˈfɶɐst ˈplɛːstə ˈnoːɐnven̰n mɛ ˈæl̰ sin ˈkʰʁaft | mɛn jo ˈmeːɐ hæn ˈpleːstə testo ˈtsɛtɐɐ tsʁak ˈmæn̰n sin ˈjakə ɒmˈkʰʁæŋ̰ saɪ | ɒ tse ˈsist ˈɒpkæ̰ː ˈnoːɐnven̰n sit fɒˈsø̰ː || ˈsɒ ˈskenɤ ˈso̰ːln ˈva̰ːmt | ɒ ˈstʁaks tso tn ˈʁaɪsnə ˈmæn̰ sin ˈjakə ˈæ̰ː || ˈnoːɐnven̰n va ˈnu ˈnøɤ̰ tse ɐ æɐˈkʰɛn̰ə æt ˈso̰ːln hæɤ ˈvɔnɤ ɐ va tn ˈstæɐkəstə æ ti ˈtso̰ː/

DDO-lignende lydskrift

[ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd da en ˈʁɑɪ̯sn̩ə kʌm ˈɡɔːnə fʌˈbiːˀ || di bleʊ̯ ˈeːnii ʌm ad ˈdɛnˀ dɑ ku fɔ ˈmanˀn̩ te ʌ ta sin ˈjɑɡə ˈæːˀ | sɡu ˈanseːˀs fʌ ʌ væɐ̯ ˈsdæɐ̯ɡɐɐ ɛn dn̩ ann̩ || ˈfɶɐ̯sd ˈblɛːsdə ˈnoːɐnvenˀn̩ mɛ ˈalˀ sin ˈkʁɑfd | mɛn jo ˈmeːɐ han ˈbleːsdə desdo ˈtɛdɐɐ tʁɑɡ ˈmanˀn̩ sin ˈjɑɡə ʌmˈkʁæŋˀ sɑj | ʌ te ˈsisd ˈʌbɡɛːˀ ˈnoːɐnvenˀn̩ sid fʌˈsøːˀ || ˈsʌ ˈsɡenð̩ð̩ ˈsoːˀln̩ ˈvɑːˀmd | ʌ ˈsdʁɑɡs to dn̩ ˈʁɑjsn̩ə ˈmanˀ sin ˈjɑkə ˈæːˀ || ˈnoːɐnvenˀn̩ vɑ ˈnu ˈnøðˀ te ʌ æɐ̯ˈkɛnˀə ad ˈsoːˀln̩ hæːð̩ ˈvɔnð̩ ʌ vɑ dn̩ ˈsdæɐɡəsdə a di ˈtoːˀ]

Dania (justeret til unicode)

ˈno·ɔnvenʼn̩ ɔ ˈsoʼln̩ ˈsgændəs ɔm ˈvæmʼ ˈabm̩ dα vα ˈsdȧɹgəsd da en ˈrαjsn̩ə kɔm ˈgå·nə fɔˈbiʼ. di blew ˈe·nii ɔm ad ˈdænʼ dα ku få ˈmanʼn̩ te ɔ ta sin ˈjαgə ˈȧʼ, sgu ˈanseʼs fɔ ɔ vȧɹ ˈsdȧɹgɔɔ æn dn̩ ann̩. ˈfɔ̈ɹsd ˈblæ·sdə ˈno·ɔnvenʼn̩ mæ ˈalʼ sin ˈkrαfd, mæn jo ˈme·ɔ han ˈble·sdə, desdo ˈtædɔɔ trαg ˈmanʼn̩ sin ˈjαgə ɔmˈkrȧƞʼ sαj, ɔ te ˈsisd ˈɔbgæʼ ˈno·ɔnvenʼn̩ sid fɔˈsøʼ. ˈsɔ ˈsgenð̩ð̩ ˈsoʼln̩ ˈvαʼmd, ɔ ˈsdrαgs to dn̩ ˈrαjsn̩ə ˈmanʼ sin ˈjαkə ˈȧʼ. ˈno·ɔnvenʼn̩ vα ˈnu ˈnøðʼ te ɔ ȧɹˈkænʼə ad ˈsoʼln̩ hȧ·ð̩ ˈvånð̩ ɔ vα dn̩ ˈsdȧɹgəsdə a di ˈtoʼ.

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Danske plosiver og affrikater

Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan også møde notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ meget ‘nøjagtig IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.

I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Ud fra dette skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).

I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.

[b d g]

Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk. Jeg får fx jævnligt mails fra folk der mener at jeg lydskriver forkert; jeg skal skrive sgʁæfd i stedet for skʁæft fordi de danske plosiver er “stemte”, hvortil jeg må svare tak for belæringen, men det er altså dig der har forstået både dansk fonetik og IPA.

Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.

Er danske plosiver ikke lenis?

Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:

  1. Grønnum beskriver lenis som et omdiskuteret begreb som ikke er undersøgt i særlig mange sprog. Og det er heller ikke undersøgt i dansk siden 1960’erne. Det er derfor uklart hvor relevant eller særligt det er for moderne dansk.
  2. Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
  3. Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er ikke et træk der opereres med i IPA’s definition af lydene. Der er altså ikke en skjult lenis-egenskab i definitionen af [b d g]. Notationen [b̥ d̥ ɡ̊] indikerer således blot ustemter plosiver, nøjagtig som [p t k]. I ældre fonetiklitteratur var det en egenskab der blev diskuteret en del, men det er altså ikke defineret i moderne IPA.

Jeg har gennemsøgt over 146 Illustrations of IPA på andre sprog. I alle andre sprog med en distinktiv forskel på aspireret og uaspireret, noteres forskellen /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/.

Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.

Affrikater: /ts/ og /tɕ/

Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).

Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.

Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens kan tolkes fonologisk.

Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.

Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. DDO/Dania skriver imidlertid [tj]. Det virker inkonsekvent, når det er inkorporeret at sj udtales /ɕ/. DDO skelner desuden mellem initialt og finalt /tɕ/ selvom der ikke er nogen klar fonetisk forskelm, initialt [tj], finalt [dɕ]. Det giver en rodet og inkonsekvent notation, hvor samme lyd noteres forskelligt, og forskellie lyde noteres ens; se nedenstående skema. I DDO synes der at være en inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/, t for /t/ og /ts/).


segmenterIPANGDDODania
sækssɛksɛɡ̊sɛgsæg
dækttɛkd̥ɛɡ̊dɛgdæg
checkɕɕɛkɕɛɡ̊ɕɛgᶊæg
tjekt+ɕtɕɛktɕɛɡ̊tjɛgtjæg
match t+ɕ mætɕ mad̥ɕ madɕ madᶊ
tækt+stsɛktˢɛɡ̊tɛgtæg
jazzt+jtjæsd̥jasdjasdjas
jajjajaja

Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.

Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.

Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?

Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.

Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.

Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.

Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?

Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.

Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (d) i 60 % af danske ord, /ts/ (d) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.

bogstavprimær lydværdisekundær lydværdi
p/p/ (trad /b/) 52 %  /pʰ/ (trad /p/) 48 %
t/t/ (trad /d/) 60 %/ts/ (trad /t/) 23 %
k/k/ (trad /g/) 58 %/kʰ/ (trad /k/) 43 %
pp/p/ (trad /b/) 96 %  /pʰ/ (trad /p/) 4 %
tt/t/ (trad /d/) 95 %/ts/ (trad /t/) 5 %
kk/k/ (trad /g/) 98 %/kʰ/ (trad /k/) 2 %

Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.

lydprimært grafemsekundært grafem
/p/ (trad /b/)b, bb 68 %p, pp 35 %
/t/ (trad /d/)t, tt 77 %d, dd 20 %
/k/ (trad /g/)k, kk 61 % g, gg 36 %

(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)

Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.

IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.

I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (BDG-lydskrift).

Opsamling

De danske plosiver og affrikater skal i bred IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/. De traditionelle notationer med [p t k b d g tj/dɕ] er upræcise, upædagogiske, og de svarer ikke til international praksis.

Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.

I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.