Kategorier
Fonologi Lydskrift

Lydskrift, fonemskrift og bred IPA

Noget af det nye i Ny dansk fonetik er den omfattende brug af / /-notation frem for [ ]-notation, som man traditionelt vil bruge i dansk fonetik. På udtaleordbog.dk er alle udtaler fx noteret i / /, mens de på DDO er noteret i [ ]. /ɛk.ˈsɛm̰p.l/ vs. [εgˈsεmˀbəl].

I IPA omtales notation i / / som broad transcription og [ ] som narrow transcription. Dette oversætter jeg til bred og snæver IPA.

Min omfattende brug af / / og begrænsede brug af [ ] er ikke noget problem for mine unge studerende, men en del ældre lingvister m.m. der er vokset op med en anden tradition, undrer sig over den nye praksis. Denne undren kan opsummeres i følgende:

  • Man bruger / / om fonemskrift, og [ ] om lydskrift.
  • IPA er lydskrift, så derfor skal man bruge [ ] om IPA.
  • Bred og snæver IPA må svare til hvad vi traditionelt kalder grov og fin lydskrift.
  • Hvis man bruger / / om lydskrift, hvordan vil man så vise fonemskrift?

Hvis man har studeret fonetik og fonologi efter Grønnums bøger, har man terpet forskellen på fonemskrift og lydskrift, og det er velkendt at nogle studerende kan have svært ved at skelne. Det er en klassisk udfordring. Man kunne få indtryk af at jeg bare har dummet det hele ned i min bog så man ikke rigtig behøver at skelne mellem lydskrift og fonemskrift. Det er ikke tilfældet.

I min bog er alle disse ting grundigt forklaret, men det er selvfølgelig ikke alle der har læst min bog. Derfor kommer en forklaring her.

Bred IPA er fonemskrift

Selvom IPA nominelt er et phonetic alphabet, er det primært en slags fonemskrift. Betegnelsen IPA stammer fra slutningen af 1800-tallet hvor lydlære ikke var klart delt op i fonologi og fonetik, fonemer og allofoner. Men nogle af grundtankerne i denne opdeling var der allerede fra starten.

Op igennem 1900-tallet blev IPA’s principper mere klare i takt med faglige udviklinger, og i de nyeste officielle principper står der:

The use of symbols in representing the sounds of a particular language is usually guided by the principles of phonological contrast

Hele kapitel 4 i IPA’s håndbog handler om det fonemiske princip. Her står der at det primære mål er at levere a separate symbol for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of the word (HotIPA, s. 27)

Nina Grønnum og Hans Basbøll definerer på lex.dk et fonem som sproglyd med distinktiv, dvs. betydningsadskillende funktion. Distinctive sound = fonem. IPA’s mål primære mål er at levere symboler til sprogs fonemer.

IPA-skemaet er et skema over de mulige fonemer i verdens sprog, ikke de mulige lyde.

Hvis IPA er fonemskrift, hvorfor kalder jeg det så ikke bare fonemskrift? Det skyldes især at der er flere måder at analysere fonemer på, og i dansk tradition forstår mange fonemskrift som Grønnums fonemskrift, men Grønnums fonemskrift er ikke det samme som bred IPA. Jeg bruger termen bred IPA for klart at indikere at der er tale om fonemskrift der er analyseret efter IPA’s principper. Længere nede i dette indlæg gør jeg rede for forskellen på denne fonemskrift og Grønnums.

IPA er også lydskrift

I kapitel 4 om det fonemiske princip står der senere:

The IPA aims not only to provide symbols which can unambiguously represent phonemic inventories, but also to represent details of phonetic realization.

Det er altså et sekundært mål i IPA at systemet skal kunne bruges til alle mulige andre fonetiske detaljer end blot de distinktive lyde.

Disse to mål håndteres i praksis i det som i håndbogens kapitel 5 omtales som bred (fonemisk) og snæver notation.

/ / bruges om bred (fonemisk) notation

[ ] bruges om snæver notation

Snæver notation deles ind i to typer: Impressionistisk og allofonisk. Impressionistisk notation er det man typisk vil bruge i feltarbejde når man er i færd med at samle data for et nyt sprog forud for en fonologisk analyse. Her skriver man efter bedste evne alle de fonetiske detaljer man kan opfange, for man ved først når man har lavet den fonologiske analyse hvad der er distinktivt i sproget. Allofonisk notation er det man vil bruge når man kender et sprogs fonologi og forholder lydlige varianter til et bestemt fonem, fx når man skriver fonologiske regler, som /.n./ → [n̩].

Der findes ikke faste detaljegrader i IPA, som man er vant til i dansk fonetik, fx Grønnums fin, halvfin og grov lydskrift. Håndbogen anbefaler at være, og siger at man almindeligvis er, selektiv i hvilke detaljer man inkluderer i allofonisk notation; man har typisk fokus på en ting ad gangen, så man laver sjældent længere passager hvor alle snævre detaljer er inkluderet; det gør man i lingvistisk feltarbejde, men altså ikke i generel anvendt fonetik og fonologi.

IPA anbefaler at man generelt bruger bred (fonemisk) notation og hertil laver en oversigt over konventioner, dvs. fonetiske detaljer der generelt kan underforstås i den brede notation. Så behøver man kun at skrive de fonetiske bagateller én gang, frem for at være eksplicit i notationen overalt. Det gør det lettere at læse og skrive IPA generelt.

Det er IKKE korrekt IPA at lave alle mulige forenklinger og konventioner i [ ]-notation. Det er det man gør i dansk tradition. Man siger at “rigtig IPA” er [ˈɡ̊ʰl̥ʌ̟̞̹ɡ̊ŋ̩] klokken, men det er indlysende upraktisk, så man forenkler det i grov lydskrift ved at omdefinere symbolerne lidt osv. til [ˈklʌɡŋ̩] el.lign. Rigtig fremgangsmåde ifølge IPA ville være at lave en fonemisk notation, fx /klʌɡŋ/ (jeg foretrækker /kʰlɒkŋ/, men det er smag og behag lige her) og så i en lydskriftnøgle forklare at der i /X/ er underforstået sådan og sådan.

Forskellen på IPA’s fonemskrift og Grønnums fonemskrift

Når jeg vil skrive /kʰlɒkŋ/ klokken og Grønnum vil skrive /klɔkən/, og vi begge kalder vores notation for en slags fonemskrift, så må vi arbejde efter forskellige principper (eller også tager en af os fejl, men det mener jeg ikke er tilfældet).

De helt konkrete principper i min fonemskrift er:

  1. Inkluder distinktive lyde, og kun distinktive lyde
  2. Vis lydene i overensstemmelse med deres udtale, med de tegn som bruges for pågældende lyde i IPA

Dette er i overensstemmelse med principperne i IPA. Det er en fonemskrift der stadig viser helt konkret hvordan et ord skal udtales, hvornår to ord udtales ens, og hvordan de udtales forskelligt hvis de udtales forskelligt.

Man kan godt tweake det lidt og stadig kalde det IPA, men ovenstående er to helt objektive principper, som man meget hurtigt kan forstå når man starter med at studere lingvistik (hvilket er min primære målgruppe). Hvis man kan finde et minimalpar som viser at to lyde er distinktive, fx [h f] i [hɛst fɛst] hest, fest, skal de skelnes i fonemskrift, ellers ikke. Og hvis man løber ind i en diskussion om hvad der er det mest rigtige IPA-tegn, kan man altid tjekke i Praat; hvis nogen undrer sig over /s/ i /tsak/ tak, eller nogen synes det bløde d er en konsonant, eller nogen kan høre et e i katten, kan man udtale ordet og putte det i et spektrogram som giver et objektivt svar.

Hvis man tillader at skrive /b/ i bil, fordi det passer bedre med ortografien, eller historisk udtale eller andre argumenter end den aktuelle fonetiske virkelighed, bevæger man sig væk fra tegnenes definition i IPA, og hvis man bevæger sig for langt væk, synes jeg ikke længere det er fair at kalde det IPA. Lidt af den slags kan man nok godt tåle, men for at gøre det objektivt og enkelt når man diskuterer med studerende, holder jeg mig helt strikt til IPA.

Grønnums fonemskrift

I Grønnum/Basbølls egen beskrivelse på lex.dk er fonemer som sagt distinktive lyde, og det viser man med kommutation. Det er meget konkret det jeg gør i min fonemskrift.

I Grønnums fonemskrift inkluderes imidlertid mere abstrakte argumenter og hensyn som ikke nødvendigvis indgår i definitionen af et fonem, heller ikke Grønnums egen defintion. Dette kræver større kendskab til fonologisk teori, og det er ikke en del af IPA-principperne. Argumenterne er glimrende, men resultatet bliver en notation som ligger meget langt fra den konkrete udtale i nogle tilfælde.

Grønnum inkluderer komplementær distribution i analysen. Fx er [t] og [ɤ] komplementært distribueret i ord som /tu uɤ̰/ du, ud, hvor [t] svarer til d i starten af en stavelse og [ɤ] svarer til d efter en vokal (Grønnum noterer dem [d ð] men det er underordnet her). Dette bruger Grønnum som argument for at betragte [t] og [ɤ] som samme fonem, /d/, og i Grønnums fonemskrift skal man altså skrive /du u:ˀd/.

Grønnum inkluderer også andre hensyn, såsom morfologiske alternationer, sproghistorie, tværdialektal udtale m.m. Det er fint. Det giver en slags abstrakt fonologisk model som ligger under al den variation man ser på tværs af alder, dialekt, morfologi osv. Man kan kalde det ordenes underliggende form. Men man kan ikke se direkte på denne form hvordan ordet skal udtales; man skal kende alle de komplekse fonologiske regler, og det kræver et introduktionskursus i fonologi at forstå sådanne regler og argumenter.

Konkret betyder det fx at ord som varig, veje i Grønnums fonemskrift skal noteres forskelligt, /vaːri vajə/. I min variant af dansk udtales de ens og noteres ens /vaːɪ/.

Vi har brug for både bred IPA og abstrakt fonologi

I min phd-afhandling fra 2013 efterlyser jeg en mere overfladenær fonemisk repræsentation af dansk a la bred IPA. Jeg kendte ikke til bred IPA, for det beskrivelsesniveau er stort set ignoreret i dansk fonologi.

Hvis man vil beskrive nye udtalemønstre, såsom at /t/ bliver [ɾ] mellem vokaler, som [ˈsɛɾɐ ˈnɛɾɒp fɐˈɾḭː] sætter, netop, fordi, men ikke i [kʰætn] katten, så er man nødt til at have et fonematisk model hvor /t/ står mellem vokaler i de rigtige ord. I Grønnums fonemskrift ville man skrive /katən fɔrˈdiːˀ/ katten, fordi, og reglen om /t/ > [ɾ] mellem vokaler, ville ramme katten men ikke fordi. Det ville være forkert. Nye udtaleudviklinger forholder sig til de overfladiske fonemer, ikke til den abstrakte fonologi.

I fremmedsprogsundervisning, sprogteknologi, sammenligning af forskellige sprog har man også brug for eller gavn af bred IPA. Det er smart at vise udlændinge at veje/varig udtales ens, /vaːɪ/, på trods af stavningen, og det er smart at fortælle computere at det er de segmenter de skal lede efter i automatisk talegenkendelse.

Bred IPA, /kʰlɒkŋ/ klokken, er et utrolig praktisk sted at starte med at lære fonetik og fonologi eller dansk sprog, frem for Grønnums enten meget detaljerede lydskrift [ˈɡ̊ʰl̥ʌ̟̞̹ɡ̊ŋ̩] eller abstrakte fonemskrift /klɔkən/ klokken.

Men vi har også brug for Grønnums fonologi. Jeg bruger den selv meget konkret til at generere udtaleordbog.dk. Det er for det første meget let at komme fra ordenes stavemåde til deres abstrakte fonemnotation (næsten så let at studerende tit spørger om det ikke bare er bogstaver), og den er et overordentlig praktisk udgangspunkt når man vil generere eller beskrive morfofonologiske mønstre, såsom den meget forskellige udtale af bag i bage, bagt, bagværk. Grønnum fanger nogle meget komplekse mønstre, som vi som sprogbrugere i en eller anden forstand må beherske.

Hvis vi har brug for begge dele, hvordan skelner man? Konkret betragter jeg bred IPA som fonemskrift og skriver det med / / i overensstemmelse med IPA’s principper. Basbøll kalder Grønnums fonemer for morfofonemer og noterer den med | |, |klɔkən|. Det synes jeg er en fornuftig løsning, og det gør jeg selv. Man kan også kalde Grønnums fonemer for underliggende fonemer eller diafonemer eller andet. Man kan støde på andre markeringer af abstrakt fonemskrift, som //klɔkən//, !klɔkən!, {klɔkən}. Der kan være forskellige teoretiske ladning i de forskellige benævnelser og notationer; det går jeg egentlig ikke så meget op i. Jeg synes i første omgang at det er vigtigt at skille fonetiknær fonemskrift fra mere abstrakt fonemskrift.

Kategorier
Lydskrift

Automatisk tekst til IPA

Jeg har gennem længere tid arbejdet på et værktøj der gør det supernemt at transskribere længere passager tekst til IPA. Og nu er det endelig klar. Som mine andre værktøjer er det ikke kønt, men det fungerer!

Prøv det nye værktøj

Værktøjet kan naturligvis ikke helt erstatte lydskriftkundskaber, men det kan være kolossalt tidsbesparende at få transskriberet det meste automatisk og så rette til bagefter.

Værktøjet henter udtaler fra udtaleordbog.dk, og man kan vælge alle de lydskriftstandarder og udtalestandarder der findes der.

Men når det kommer til sammenhængende tale er det ikke bare et spørgsmål om at slå ordene op et for et. Nogle ord er betonede, andre er ubetonede, og betoning spiller en rolle for andre udtaletræk. Derfor prøver værktøjet at regne ud hvilke ord der skal betones, og tilpasser lydskriften derefter.

Det fungerer naturligvis ikke altid perfekt, og der kan være problemer med homografer og manglende ord og bøjningsformer. Man kan derfor hjælpe værktøjet på vej og markere om et ord skal have en anden betoning end den foreslåede, eller om det skal være en anden homograf. Se vejledningen på siden.

I takt med at værktøjet bruges, optimeres det og bliver klogere på hvilke ord der skal betones og hvilke homografer der skal foretrækkes. Her i starten skal det nok have en del hjælp.

Bliv Patron for at få fuld adgang

Værktøjet er ret resursekrævende, og for at undgå overbelastning af min server og anden misbrug, er der nogle begrænsninger på hvor meget man kan bruge værktøjet.

Man kan kun transskribere 5 ord ad gangen uden login, 10 ord hvis man er logget ind med sin udtaleordbog.dk-profil. Og umiddelbart kan man kun vælge IPA eller BDG-standarden, og standardudtale.

Hvis man støtter New Danish Phonetics på Patreon, kan man transskribere op til 50 ord ad gangen og i en hvilken som helst standard. Det koster beskedne 10 kr. om måneden + moms, og som Patron får man også adgang til andre fordele (læs mere på siden), og så hjælper man mig med at få råd til en bedre server ;)

Kategorier
Lydskrift

Udlændinge forstår ikke dansk lydskrifttradition

I NDF (og de sidste par år her på schwa.dk) gør jeg op med dansk lydskrifttradition. Det gør jeg ikke bare for sjov skyld og narrestreger, for at drille mine kolleger, eller for at være på tværs og lave mit eget lille fonetiske parallelsamfund. Det gør jeg fordi dansk lydskrifttradition spænder ben for både udlændinge der vil forstå dansk fonetik, og danskere der vil forstå fremmedsprogs fonetik. Det spænder ben for tilgængeligheden af fonetisk information, hvilket har konsekvenser for både forskning og sprogteknologi. Det er et reelt problem som er vigtigt at få gjort noget ved. Med en kombination af gulerod, tvang, nudging og gode argumenter presser jeg på at få lagt den danske tradition i graven.

Fonetikeren John Wells, tidligere formand for IPA, fremhævede engang dansk som et exceptionelt svært sprog at blive klog på som fonetiker. Det er ikke fordi dansk er svært som sådan. Problemerne er, ifølge John Wells, snarere at danskere ikke er enige om hvordan man skal beskrive dansk i IPA, og at man ofte bruger en ret fri fortolkning af lydskrifttegnene. Det gør det svært at finde hoved og hale i beskrivelserne af dansk fonetik.

Nogle af de problemer ved traditionen som afspejles i John Wells forvirring, er:

  • Vi kan ikke blive enige om hvor mange vokaler der er i dansk og hvordan de skal lydskrives i IPA. Vi bruger fx [a] for katte-a’et (på alle andre sprog bruges [a] for kappe-a’et)
  • Vi synes det giver mening at notere approksimanter som plosiver (vi noterer fx indimellem /d/ for en størrelse der både kan være [t] og [ɤ], men ikke [d])
  • Vi bruger [ð] for det bløde d, selvom det ikke er en dental frikativ og ikke er genkendeligt for englændere (som faktisk har dentale frikativer)
  • Vi bruger ad hoc-symbolet [ˀ] for noget vi kalder stød i stedet for notere/kalde det creaky voice

Det er ikke bare John Wells der er forvirret. Hvis man søger på nettet om information om dansk fonetik og fonologi, er det et kaos af velmenende vås og modstridende informationer, såsom dansk har 32 vokaler eller det danske stød er unikt, mystisk, ekstremt komplekst, og afgørende for at man kan begå sig på dansk. Den ellers fantastiske sprogsamling UCLA Phonetics Lab Archive har de mest horrible notationer når det kommer til dansk (se her og her). Wiktionary er en fremragende resurse som universel udtaleordbog for fremmedsprog, men de danske bidrag er miserable. Og ligesådan er Wikipedia en god resurse til at få overblik over sprogs fonologi eller andre fonetiske emner, men wikierne om dansk fonologi og IPA for dansk er noget rod.

Se fx opslaget glad i Wiktionary. Ordet er registreret i 11 forskellige sprog, hvor det er lydskrevet i bred IPA, engelsk /ɡlæd/, bretonsk /ɡlɑːt/, hollandsk /ɣlɑt/, norsk /ɡɽɑː/ eller /ɡlɑː/, serbokroatisk /ɡlâːd/, svensk /ɡlɑː(d)/ osv. Og så dansk: /ˈɡlað/, [ˈɡ̊læð], [ˈklæð̠˕ˠ].

Dansk skiller sig klart ud her. Der er tre forskellige udtaleangivelser, men er er ikke tale om tre forskellige udtaler, blot tre forskellige notationer efter forskellige standarder, og ingen af dem følger praksis i andre sprog (vi har ikke noget stemt /g/, vokalen er ikke et [a] (når vi faktisk har et [a], skriver vi det i stedet [ɑ]), vores bløde d er ikke en frikativ [ð], ingen andre sprog bruger [ɡ̊] for [k], ingen andre sprog bruger sådan et væld af diakritiske tegn, og ingen andre sprog har tre vidt forskellige notationer for samme udtale).

Det er ikke bare et enkeltstående tilfælde. Den afvigende danske notationspraksis går igen overalt i wiktionary. Se fx disse forvirrende opslag med ringe sammenhæng mellem bred og snæver IPA og inkonsekvent brug af tegnene både på tværs af danske opslag og andre sprogs opslag:

bog: /bɔːˀɣ/, [ˈb̥ɔ̝ːˀw], [ˈb̥ɔ̝ːwˀ], [ˈb̥ɔ̽wˀ]
klog: /klɔːʊ̯/, [kʰlɔːˀw]
fred: /freð/, [ˈfʁ̥æð]
slag: /slaːˀɣ/, [ˈsl̥æˀj], [ˈsl̥æˀ]
spor: /spoːr/, [sb̥oːˀɐ̯]
brod: /brɔd/, [b̥ʁʌð]
lang: /lanɡ/, [lɑŋˀ]
bjerg: /bjɛrɣ/, [b̥jɛɐ̯ˀw], [pjɛɒ̯̽ˀw]
…osv., søg selv videre

Med kendskab til dansk tradition kan man godt gennemskue hvordan notationerne er dannet og hvordan de skal læses, men de er hentet forskellige steder fra, hvor forskellige forfattere og redaktører har fulgt hver deres principper (og ikke IPA’s principper), og derfor er der ingen sammenhæng mellem de forskellige notationer. Notationerne i både / / og [ ] ovenfor er fortolket på vidt forskellige grundlag, og det er umuligt at navigere rundt i hvis man slår op på siden med almindeligt IPA-kendskab.

Wikiredaktører struggler tydeligvis, og ganske forståeligt, med at gennemskue de danske kilder. Når der i en kilde står IPA, og det er noteret med [ ], kan man rimeligvis forvente en meget præcis notation. Det er bare ikke sådan [ ] benyttes i dansk tradition. Og når man ser noget noteret med / / vil man normalt forvente en bred notation, som dog stadig er loyal over for IPAs definitioner. Det er bare heller ikke sådan / / traditionelt benyttes i dansk.

Problem for danskere

Dansk lydskrifttradition skaber ikke kun forvirring for udlændinge med også for os selv. Hvis man har lært fonetik efter dansk tradition, undrer man sig lige så snart man møder beskrivelser på andre sprog. Hvorfor lyder [a] og [ɑ] ikke som man har lært med udgangspunkt i dansk? Hvorfor tillader man på andre sprog at bruge [p t k] når deres b, d, g bliver ustemte, mens vi dansk skal bruge [b d g]? Hvorfor bruger de / / i stedet for [ ]? Hvorfor skriver man /sang/ på dansk, men /sɒŋ/ på engelsk? osv.

Forvirringerne skaber skepsis over for IPA, og det skaber skepsis over for lærebøgerne og underviserne der står og skal forsvare den danske tradition. Og en negativ indstilling giver et dårligt udgangspunkt for læring. Forvirringerne fører til at man spilder en masse undervisningstid på at forklare fagtraditioner og -historie i stedet for det stof som de studerende skal til eksamen i.

Der opstår også problemer når forskere vil lave sammenligninger på tværs af sprog. Hvis man ikke har et dybt kendskab til den danske tradition, men bare læser lærebogsbeskrivelser og DDO-lydskrift med almene IPA-øjne, konkluderer man let at dansk har 40 vokaler (ca. 25 vokaler mere end andre vokalrige sprog), eller at der er to stavelser i ord som kage, gade, sove, og så må danskerne være nogle frygtelige sjuskehoveder når de udtaler ord med samme antal stavelser op til 40 % hurtigere end svenskere. Udsagnene om dansk er ikke i sig selv forkerte; de er bare baseret på en anden fonetikforståelse end den der ligger i IPA og som benyttes i de andre sprog man sammenligner sig med, og det fører til konklusioner man ikke rigtig kan bruge til noget.

Problem for sprogteknologi

Jeg har gennem årene leveret lydskrift til mange forskellige producenter af sprogteknologi. De bruger hver deres notationssystem, men det er naturligvis baseret på lærebøgernes fonetiske notationer i et eller andet omfang, eller en eller anden danskkyndig lingvists forståelse af lærebøgernes notationer.

Her opstår der typisk problemer fordi de danske notationstraditioner ikke er hensigtsmæssige og ikke følger den gængse IPA-forståelse som sprogteknologi er baseret på og som fungerer glimrende i andre sprog. Stødtegnet bliver behandlet som et segment, der bliver skelnet unødige nuancer, hvilket bl.a. går ud over regnekraft og effektivitet, mens andre vigtige og distinktive nuancer ikke skelnes, fordi de i abstrakte analyser af dansk slås sammen til samme fonem, mm.

Et særligt dansk problem

Der findes formentlig uenigheder om transskriptionsstandarder i alle sprog. Sprog er altid i forandring, og det er deres fonologier også, og der vil naturligt være diskussioner om hvornår forandringer er etablerede nok til at blive inkluderet i en fonologisk beskrivelse.

Men det er ikke kun fordi jeg som dansk fonetiker kan gennemskue de internationale forvirringer mht. dansk fonetik og fonologi, og er mere naiv når det kommer til fremmedsprog. Jeg arbejder både med fremmedsprog i min fonetikundervisning og med beskrivelsen af dansk fonetik for udlændinge. De sidste 10 år har jeg bl.a. arbejdet med anvendelsen af IPA for klassiske sangere, både danske og internationale sangere og IPA-beskrivelser af dansk såvel som fremmedsprog, herunder især svensk, norsk, engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da jeg startede med at anvende IPA på til dette formål, blev det tydeligt at IPA-trænede udlændinge ikke forstod dansk lydskriftpraksis, og samtidig blev det klart at mens andres sprogs anvendelse af IPA hang godt sammen på tværs af sprog, så havde vi i dansk tradition vores helt egen praksis som hang meget dårligt sammen med andre beskrivelser.

Jeg kender naturligvis ikke alle sprog i detaljer, men jeg har lavet en undersøgelser af internationale IPA-praksisser, og der er flere praksisser som dansk står helt alene med. Der er ingen andre der bruge [a] for et katte-a eller [ɑ] for kappe-a, der er ingen der bruger [p t k b d g] for ustemte plosiver der kontrasterer i aspiration. Vi er ikke alene om ikke at bruge bred IPA i overensstemmelse med IPAs principper, men vi er alene om at lave så radikale omfortolkninger af IPA-tegnene i vores [ ]-notation. Og vores praksisser er tydeligvis mere forvirrende for internationale brugere end andre landes praksisser.


Opsamling: Det er ikke ligegyldigt hvordan vi vælger at præsentere dansk fonetik og fonologi i lydskrift. Det er ikke uden konsekvenser når vi laver vores egne fortolkninger og tilpasninger af IPA og stadig kalder det IPA, og det er ikke ligegyldigt om man bruger den ene eller anden standard i fonetikbøgerne og fonetikundervisningen på universiteterne.

En af pointerne med at bruge internationale standarder, er at skabe transparens, forståelse og undgå forvirring på tværs af kulturer og nationer. Det synes vi som oftest er en glimrende ide, men når det kommer til dansk lydskrifttradition, har vi ikke været så flittige med standardiseringen, og det ses tydeligt i den mangelfulde forståelse af dansk fonetik i international kontekst.