Kategorier
Lydskrift

Dansk kunstsang på lydskrift

Sammen med Eva Hess Thaysen og Christen Stubbe Teglbjærg fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium har jeg netop fået udgivet bogen Danish Diction in Art Song (DDAS), en samling af 55 klassiske danske kunstsange med noder, engelsk oversættelse, og ikke mindst lydskrift med IPA. Det er den første danske udgivelse af sange med IPA skrevet direkte ind i noderne.

Danish Diction in Art Song (foto af Edition-S)

De klassiske sange har indtil været utilgængelige for udenlandske kunstnere, men med IPA-transskriptionerne og oversættelserne er det blevet meget lettere for kunstnere at synge på dansk.

Faktisk vandt den britiske sanger Johannes Moore og pianisten Ilan Kurtser for nylig Copenhagen Lied Duo Competition 2023 hvor de sang på dansk ved hjælp af nogle af disse IPA-transskriptioner.

Traditionelt lærte man på sanguddannelser de store operasprog italiensk, fransk og tysk med traditionel sprogundervisning. Men især det sidste årti er det blevet mere og mere udbredt at erstatte traditionel sprogundervisning med træning i IPA.

IPA-transskriptionerne giver en mere direkte adgang til at synge på fremmedsprogets udtale, og IPA-træning åbner åbner ikke bare for de store operasprog, men også alle andre mindre sprog og den mere uudforskede sangskat man finder der. DDAS og IPA-transskriptionerne er således et banebrydende bidrag til at eksportere dansk kultur.

Inspiration til Ny dansk fonetik

Eva kontaktede mig for ca. 10 år siden mhp. at blive sat ind i IPA-lydskrift for at udforske ideen om at anvende fonetik og lydskrift i sangundervisningen, både for danske sangere der skulle synge på fremmedsprog, og udenlandske sangere der skulle synge dansk. Vi har mødtes jævnligt hen over årene, og samarbejdet har ud over DDAS bl.a. ført til at IPA nu er en del af studieordningen på konservatoriets sanguddannelse.

Mødet med anvendelsen af fonetik og lydskrift uden for mit eget traditionelle område, lingvistik, var meget inspirerende og også en øjenåbner for mig. Det var her jeg erfarede at IPA-trænede udlændinge og IPA-transskriptioner af andre sprog havde en helt anden forståelse af IPA end det jeg havde lært på lingvistikuddannelsen.

Mens der for sprog som engelsk, tysk, fransk, italiensk, svensk og norsk var stor enighed om at holde IPA-notation til simpel, bred IPA og enighed om hvilke lyde IPA-tegnene stod for, stak de traditionelle danske “IPA”-beskrivelser i en helt anden retning; de var smækfyldte med diakritiske tegn og omveje, uden at lydskriften dermed var mere præcis, for grundtegnene blev heller ikke brugt på samme måde som på andre sprog.

For at de udenlandske sangere skulle kunne bruge de danske IPA-transskriptioner til noget, var vi simpelthen nødt til at revidere hvordan vi brugte IPA til at beskrive dansk udtale.

Det var starten på mit opgør med den danske lydskrifttradition. Jeg oplevede ganske enkelt at den IPA-forståelse der blev brugt på konservatoriet og i andre sprog var lettere at lære, skrive, afkode, og gav bedre resultater i at opnå en forståelse af udtalen af dansk og andre sprog, den var mindre indforstået, og den var mere sammenlignelig på tværs af sprog, så det man havde lært om udtale og lydskrift i ét sprog mere direkte kunne genanvendes i andre sprog.

Jeg synes ikke at jeg kunne være bekendt at lingvistikstuderende skulle lære et ringere system end det man lærte på konservatoriet, og derfor begyndte jeg at trække mine erfaringer fra konservatoriet over i fonetikundervisningen på universitetet, og det førte med tiden til NDF.

Inspiration til udtaleordbog.dk

I arbejdet med transskription af danske sange har vi haft en kolossal mængde diskussioner om hvad der er de bedste transskriptionsprincipper og hvilken udtalestil vi skulle sigte efter.

De konstante revisioner af principper førte til at jeg begyndte at lave et computer-script med en lille udtaleordbog til at generere transskriptionerne, så når vi ændrede et transskriptionsprincip eller udtalen af et bestemt ord, kunne det konsekvensrettes i alle andre ord og sange på samme tid med et tryk på en knap.

Scriptet blev med tiden mere og mere avanceret; det blev fodret med flere bogstav-til-lyd-regler og undtagelser, stavelsesdeling, morfologiske forhold m.m. og kunne håndtere flere og flere ting automatisk. (Et lokalt højdepunkt var den dag hvor scriptet korrekt gættede udtalen af Praskoviuschka).

Efterhånden kunne scriptet bruges til at lave en udtaleordbog i større skala, og det er i dag videreudviklet til det script der genererer alle transskriptioner på udtaleordbog.dk.

Så arbejdet med IPA-transskriptioner i klassisk sang har ikke alene affødt bogen DDAS, men også NDF og udtaleordbog.dk.


Danish Diction in Art Song fås i en meget flot indbundet udgave til 800 kr. eller i tre bind med spiralryg til samlet set 600 kr.

På den tilhørende hjemmeside danishdictioninartsong.dk kan det hele hentes gratis som pdf’er, og der kommer audio og video med musik, recitation og IPA af alle sangene. (En del ligger der allerede, se fx Æbleblomst).

DDAS er støttet af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Kulturministeriet og A.P. Møller Fonden.

Kategorier
Konsonanter Vokaler

En lang vokallyd?

Min artikel om konsonant-vokal-ratio i dansk er netop udkommet. Jeg præsenterer et par pointer her.

Er dansk nærmest bare en lang vokallyd?

Har dansk virkelig 40 forskellige vokaler og næsten ingen konsonanter?

Er det svært at høre hvor danske ord starter og slutter pga. de mange vokallyde?

Fører udtalesjusk og sprogforandring til et mere vokaliseret sprog?

Der er en del myter om de danske vokaler. Dania-alfabetet, traditionelle sprogbeskrivelse mm. giver indtryk af at man skal skelne mellem 30-40 forskellige vokaler for at tale dansk. Konsonanter bliver til vokaler, og vokalerne beskyldes for at gøre dansk til at svært sprog at lære for både danske børn og udlændingee der forsøger sig.

Det har jeg skrevet om før her på siden, fx her.

Jeg satte mig for at undersøge myterne om forholdet mellem vokallyde og konsonantlyde i det danske lydsystem og i sammenhængende tale. I første omgang præsenterede jeg nogle pointer på PPDK22. Nu har jeg fået publiceret en artikel i NyS som går i kødet på myterne.

Artiklen er tilgængelig her

En central pointe i artiklen er at, selvom det måske lyder enkelt, er det i virkeligheden møgbesværligt at tælle vokaler og konsonanter i et sprog; mange lyde er på grænsen mellem vokal og konsonant, og ofte kan man diskutere om noget er en lyde eller to lyde.

Skal /ts/ i /tsak/ tak fx tælles som en eller to konsonanter? Skal et ord som inde tolkes som /enə/, /enn/ eller /enː/, altså med to vokaler, to konsonanter eller en af hver? Hvis man siger /mæɪ̰s/ mas, er der så to vokaler i ordet, eller er det bare den ene vokal der diftongerer lidt? Osv.

Sådanne forhold gør det i det hele taget svært at sammenligne konsonant-vokal-ratioer på tværs af sprog.

Når det er sagt, har jeg undersøgt mængden af vokallyde og konsonantlyde i DanPASS-korpusset og i udtaleordbog.dk. Begge dele modbeviser myterne og viser en pæn overvægt af konsonantlyde i dansk, og at almindelig fonetisk reduktion fører til at andelen af konsonantlyde stiger, især fordi /ə/ forsvinder eller erstattes med konsonanter). Der er heller ikke noget der tyder på en usædvanlig ophobning af vokallyde i dansk eller på at det er svært at afgrænse danske ord fonetisk — vi bruger, ud over konsonanter, også pauser og sprængansatser til at adskille vokalerne.

Vi kan exploite nogle lydmønstre i dansk og lave fjollede fraser som Det er snarere araer, Arafat, men at sige at dansk på den baggrund er ekstremt vokalrigt, er lige så sagligt som at sige at kinesisk bare er shi shi shi.

Kategorier
Lydskrift

Udlændinge forstår ikke dansk lydskrifttradition

I NDF (og de sidste par år her på schwa.dk) gør jeg op med dansk lydskrifttradition. Det gør jeg ikke bare for sjov skyld og narrestreger, for at drille mine kolleger, eller for at være på tværs og lave mit eget lille fonetiske parallelsamfund. Det gør jeg fordi dansk lydskrifttradition spænder ben for både udlændinge der vil forstå dansk fonetik, og danskere der vil forstå fremmedsprogs fonetik. Det spænder ben for tilgængeligheden af fonetisk information, hvilket har konsekvenser for både forskning og sprogteknologi. Det er et reelt problem som er vigtigt at få gjort noget ved. Med en kombination af gulerod, tvang, nudging og gode argumenter presser jeg på at få lagt den danske tradition i graven.

Fonetikeren John Wells, tidligere formand for IPA, fremhævede engang dansk som et exceptionelt svært sprog at blive klog på som fonetiker. Det er ikke fordi dansk er svært som sådan. Problemerne er, ifølge John Wells, snarere at danskere ikke er enige om hvordan man skal beskrive dansk i IPA, og at man ofte bruger en ret fri fortolkning af lydskrifttegnene. Det gør det svært at finde hoved og hale i beskrivelserne af dansk fonetik.

Nogle af de problemer ved traditionen som afspejles i John Wells forvirring, er:

  • Vi kan ikke blive enige om hvor mange vokaler der er i dansk og hvordan de skal lydskrives i IPA. Vi bruger fx [a] for katte-a’et (på alle andre sprog bruges [a] for kappe-a’et)
  • Vi synes det giver mening at notere approksimanter som plosiver (vi noterer fx indimellem /d/ for en størrelse der både kan være [t] og [ɤ], men ikke [d])
  • Vi bruger [ð] for det bløde d, selvom det ikke er en dental frikativ og ikke er genkendeligt for englændere (som faktisk har dentale frikativer)
  • Vi bruger ad hoc-symbolet [ˀ] for noget vi kalder stød i stedet for notere/kalde det creaky voice

Det er ikke bare John Wells der er forvirret. Hvis man søger på nettet om information om dansk fonetik og fonologi, er det et kaos af velmenende vås og modstridende informationer, såsom dansk har 32 vokaler eller det danske stød er unikt, mystisk, ekstremt komplekst, og afgørende for at man kan begå sig på dansk. Den ellers fantastiske sprogsamling UCLA Phonetics Lab Archive har de mest horrible notationer når det kommer til dansk (se her og her). Wiktionary er en fremragende resurse som universel udtaleordbog for fremmedsprog, men de danske bidrag er miserable. Og ligesådan er Wikipedia en god resurse til at få overblik over sprogs fonologi eller andre fonetiske emner, men wikierne om dansk fonologi og IPA for dansk er noget rod.

Se fx opslaget glad i Wiktionary. Ordet er registreret i 11 forskellige sprog, hvor det er lydskrevet i bred IPA, engelsk /ɡlæd/, bretonsk /ɡlɑːt/, hollandsk /ɣlɑt/, norsk /ɡɽɑː/ eller /ɡlɑː/, serbokroatisk /ɡlâːd/, svensk /ɡlɑː(d)/ osv. Og så dansk: /ˈɡlað/, [ˈɡ̊læð], [ˈklæð̠˕ˠ].

Dansk skiller sig klart ud her. Der er tre forskellige udtaleangivelser, men er er ikke tale om tre forskellige udtaler, blot tre forskellige notationer efter forskellige standarder, og ingen af dem følger praksis i andre sprog (vi har ikke noget stemt /g/, vokalen er ikke et [a] (når vi faktisk har et [a], skriver vi det i stedet [ɑ]), vores bløde d er ikke en frikativ [ð], ingen andre sprog bruger [ɡ̊] for [k], ingen andre sprog bruger sådan et væld af diakritiske tegn, og ingen andre sprog har tre vidt forskellige notationer for samme udtale).

Det er ikke bare et enkeltstående tilfælde. Den afvigende danske notationspraksis går igen overalt i wiktionary. Se fx disse forvirrende opslag med ringe sammenhæng mellem bred og snæver IPA og inkonsekvent brug af tegnene både på tværs af danske opslag og andre sprogs opslag:

bog: /bɔːˀɣ/, [ˈb̥ɔ̝ːˀw], [ˈb̥ɔ̝ːwˀ], [ˈb̥ɔ̽wˀ]
klog: /klɔːʊ̯/, [kʰlɔːˀw]
fred: /freð/, [ˈfʁ̥æð]
slag: /slaːˀɣ/, [ˈsl̥æˀj], [ˈsl̥æˀ]
spor: /spoːr/, [sb̥oːˀɐ̯]
brod: /brɔd/, [b̥ʁʌð]
lang: /lanɡ/, [lɑŋˀ]
bjerg: /bjɛrɣ/, [b̥jɛɐ̯ˀw], [pjɛɒ̯̽ˀw]
…osv., søg selv videre

Med kendskab til dansk tradition kan man godt gennemskue hvordan notationerne er dannet og hvordan de skal læses, men de er hentet forskellige steder fra, hvor forskellige forfattere og redaktører har fulgt hver deres principper (og ikke IPA’s principper), og derfor er der ingen sammenhæng mellem de forskellige notationer. Notationerne i både / / og [ ] ovenfor er fortolket på vidt forskellige grundlag, og det er umuligt at navigere rundt i hvis man slår op på siden med almindeligt IPA-kendskab.

Wikiredaktører struggler tydeligvis, og ganske forståeligt, med at gennemskue de danske kilder. Når der i en kilde står IPA, og det er noteret med [ ], kan man rimeligvis forvente en meget præcis notation. Det er bare ikke sådan [ ] benyttes i dansk tradition. Og når man ser noget noteret med / / vil man normalt forvente en bred notation, som dog stadig er loyal over for IPAs definitioner. Det er bare heller ikke sådan / / traditionelt benyttes i dansk.

Problem for danskere

Dansk lydskrifttradition skaber ikke kun forvirring for udlændinge med også for os selv. Hvis man har lært fonetik efter dansk tradition, undrer man sig lige så snart man møder beskrivelser på andre sprog. Hvorfor lyder [a] og [ɑ] ikke som man har lært med udgangspunkt i dansk? Hvorfor tillader man på andre sprog at bruge [p t k] når deres b, d, g bliver ustemte, mens vi dansk skal bruge [b d g]? Hvorfor bruger de / / i stedet for [ ]? Hvorfor skriver man /sang/ på dansk, men /sɒŋ/ på engelsk? osv.

Forvirringerne skaber skepsis over for IPA, og det skaber skepsis over for lærebøgerne og underviserne der står og skal forsvare den danske tradition. Og en negativ indstilling giver et dårligt udgangspunkt for læring. Forvirringerne fører til at man spilder en masse undervisningstid på at forklare fagtraditioner og -historie i stedet for det stof som de studerende skal til eksamen i.

Der opstår også problemer når forskere vil lave sammenligninger på tværs af sprog. Hvis man ikke har et dybt kendskab til den danske tradition, men bare læser lærebogsbeskrivelser og DDO-lydskrift med almene IPA-øjne, konkluderer man let at dansk har 40 vokaler (ca. 25 vokaler mere end andre vokalrige sprog), eller at der er to stavelser i ord som kage, gade, sove, og så må danskerne være nogle frygtelige sjuskehoveder når de udtaler ord med samme antal stavelser op til 40 % hurtigere end svenskere. Udsagnene om dansk er ikke i sig selv forkerte; de er bare baseret på en anden fonetikforståelse end den der ligger i IPA og som benyttes i de andre sprog man sammenligner sig med, og det fører til konklusioner man ikke rigtig kan bruge til noget.

Problem for sprogteknologi

Jeg har gennem årene leveret lydskrift til mange forskellige producenter af sprogteknologi. De bruger hver deres notationssystem, men det er naturligvis baseret på lærebøgernes fonetiske notationer i et eller andet omfang, eller en eller anden danskkyndig lingvists forståelse af lærebøgernes notationer.

Her opstår der typisk problemer fordi de danske notationstraditioner ikke er hensigtsmæssige og ikke følger den gængse IPA-forståelse som sprogteknologi er baseret på og som fungerer glimrende i andre sprog. Stødtegnet bliver behandlet som et segment, der bliver skelnet unødige nuancer, hvilket bl.a. går ud over regnekraft og effektivitet, mens andre vigtige og distinktive nuancer ikke skelnes, fordi de i abstrakte analyser af dansk slås sammen til samme fonem, mm.

Et særligt dansk problem

Der findes formentlig uenigheder om transskriptionsstandarder i alle sprog. Sprog er altid i forandring, og det er deres fonologier også, og der vil naturligt være diskussioner om hvornår forandringer er etablerede nok til at blive inkluderet i en fonologisk beskrivelse.

Men det er ikke kun fordi jeg som dansk fonetiker kan gennemskue de internationale forvirringer mht. dansk fonetik og fonologi, og er mere naiv når det kommer til fremmedsprog. Jeg arbejder både med fremmedsprog i min fonetikundervisning og med beskrivelsen af dansk fonetik for udlændinge. De sidste 10 år har jeg bl.a. arbejdet med anvendelsen af IPA for klassiske sangere, både danske og internationale sangere og IPA-beskrivelser af dansk såvel som fremmedsprog, herunder især svensk, norsk, engelsk, tysk, fransk og italiensk. Da jeg startede med at anvende IPA på til dette formål, blev det tydeligt at IPA-trænede udlændinge ikke forstod dansk lydskriftpraksis, og samtidig blev det klart at mens andres sprogs anvendelse af IPA hang godt sammen på tværs af sprog, så havde vi i dansk tradition vores helt egen praksis som hang meget dårligt sammen med andre beskrivelser.

Jeg kender naturligvis ikke alle sprog i detaljer, men jeg har lavet en undersøgelser af internationale IPA-praksisser, og der er flere praksisser som dansk står helt alene med. Der er ingen andre der bruge [a] for et katte-a eller [ɑ] for kappe-a, der er ingen der bruger [p t k b d g] for ustemte plosiver der kontrasterer i aspiration. Vi er ikke alene om ikke at bruge bred IPA i overensstemmelse med IPAs principper, men vi er alene om at lave så radikale omfortolkninger af IPA-tegnene i vores [ ]-notation. Og vores praksisser er tydeligvis mere forvirrende for internationale brugere end andre landes praksisser.


Opsamling: Det er ikke ligegyldigt hvordan vi vælger at præsentere dansk fonetik og fonologi i lydskrift. Det er ikke uden konsekvenser når vi laver vores egne fortolkninger og tilpasninger af IPA og stadig kalder det IPA, og det er ikke ligegyldigt om man bruger den ene eller anden standard i fonetikbøgerne og fonetikundervisningen på universiteterne.

En af pointerne med at bruge internationale standarder, er at skabe transparens, forståelse og undgå forvirring på tværs af kulturer og nationer. Det synes vi som oftest er en glimrende ide, men når det kommer til dansk lydskrifttradition, har vi ikke været så flittige med standardiseringen, og det ses tydeligt i den mangelfulde forståelse af dansk fonetik i international kontekst.