Cirkumfikser, infikser og andre -fikser i dansk

Traditionelle danske grammatikbøger fortæller typisk at vi har to typer affikser i dansk, nemlig præfikser, som tilføjer noget foran en stamme, som u-mulig, gen-skabe, mis-forstå, og suffikser, som tilføjer noget efter stammen, fx mulig-hed, skab-else, forstå-elig.

Det er imidlertid også karakteristisk for danske grammatikbøger at de er baseret på hvordan vi skriver og staver, snarere end hvordan vi taler. Beskrivelsen af dansk morfologi er altså baseret på hvilke bogstaver der tilføjes og fjernes når vi bøjer og afleder ord, mens lydsiden generelt ignoreres.

Grammatikere interesserer sig, tilgiveligt nok, for grammatik og ikke så meget for fonetik, ligesom fonetikere interesserer sig for fonetik snarere end grammatik. Men det betyder at det nærmest er umuligt at læse sig til noget om morfologien i talt dansk. Når der i grammatikbøger en enkelt gang imellem er nævnt noget om fonetiske forhold, er udsagnene mangelfulde eller direkte i modstrid med virkeligheden.

Gennem mit arbejde med udtaleordbog.dk er jeg ved at kortlægge de danske affikser og deres fonologi. Det er nok noget jeg kommer til at gå i flere detaljer med, også her på siden. Jeg præsenterede nogle data på fonologikonferencen FiNo2002 tidligere i januar, men i dette indlæg vil jeg blot introducere koncepterne.

De fleste affikser har ganske rigtigt et additivt element – de tilføjer nogle lyde enten før eller efter stammen. Men langt de fleste affikser har desuden også et eller flere nonkonkatenative elementer – de laver om på stammen på en eller anden måde, fx:

Det hedder /hṵːs/ hus, men /huslɪ/ huslig. I afledningen tilføjes /lɪ/, men samtidig fjernes knirk og længde fra roden. Der tilføjes altså ikke blot noget efter roden hus, men selve roden ændrer også udtale.

I det følgende vil jeg give eksempler på forskellige “eksotiske” typer affikser, som man kan støde på i dansk talesprog, men som traditionelt overses eller ignoreres, nok til dels fordi de ikke viser sig direkte i ortografien.

Disfikser

Et disfiks er når man fjerner noget fra stammen i stedet for at tilføje noget til stammen. I fransk hedder det fx /bœf/ bœuf ‘okse’, men i pluralis /bø/. Man danner altså pluralisformen ved at fjerne noget af stammen.

I dansk er det overordentligt almindeligt at man fjerner noget af stammen ifm. bøjning, afledning og sammensætning. Meget ofte er det schwa det går ud over, men det kan også være andre vokaler eller hele stavelser, fx

kvinde → kvind-folk
sammen → sam-arbejde
museum → muse-er
Afghanistan → afghan-er

Næsten alle imperativer dannes ved at fjerne schwa fra roden, fx hente, spise, ønske → hent, spis, ønsk.

Cirkumfikser

Et cirkumfiks er et affiks der tilføjer noget både før og efter stammen samtidig. Det er ikke så almindeligt i dansk, men vi har dog en del cirkumfikser af typen be-hår-et, hvor hår afledes til et adjektiv ved tilføjelse af be– og –et.

En del ord med be– eller for– er således dannet med et cirkumfiks, fx:

flad → for-flad-ige
pligt → for-pligt-ige
skade → be-skad-ige

krig → be-krig-e
nikkel →
for-nikl-e

Infikser

Et infiks er når der indsættes noget i stammen. Det anses normalt for at være ret sjældent i verdens sprog, men vi har nogle stykker i dansk.

Substantiver der slutter på –er, bøjes ofte med indskydelse af /ʁ/ i roden, fx fætter/fætre, hammer/hamre, søster/søstre:

fɛtɐ → fɛtʁɐ
hamɐ → hamʁɐ
søstɐ → søstʁɐ

Der kan indskydes flere lyde på en gang, fx /moɐ pʁoɐ/ mor, bror der bøjes /møɤʁɐ pʁœɤʁɐ/ mødre, brødre, med indskydelse af /ɤʁ/ og ændring af rodvokalen.

Afledninger af typen fysik, mekanik → fysisk, mekanisk sker bl.a. ved at der indskydes et s. Samtidig flyttes betoningen og der tilføjes knirk og længde i den betonede stavelse, så der alt i alt laves temmelig meget om på roden:

/fyˈsik/
/ˈfy̰ːsɪsk/
/mekʰæˈnik/
/meˈkʰæ̰ːnɪsk/

Verbet /ʁyːɤ/ rydde bøjes almindeligvis /ʁytɤ/ ryddet i udtrykket ryddet op, altså med indskydelse af /t/.

Hvis en afledningsendelser er betonet, kan den indimellem fremprovokere en ellers forsvundet konsonant, fx centrifuge/centrifugere, guitar/guitarist:

/sɛntsʁiˈfuːu/
/sɛntsʁifuˈkḛːɐ/
/ˈkitsa̰ː/
/kitsaˈʁist/

Simulfikser

Et simulfiks er en ændring af et eller flere fonemer i roden. Især vokalændringer er ret almindelige i dansk, fx:

mand → mænd
gås → gæs
fod → fødder
blive → blev
flyve → fløj

Et –t kan fremprovokere en lyd der ellers var forsvundet eller stærkt svækket, fx: /stiʊ̰ stift/ stiv, stift, /siːi sakt/ sige, sagt.

Suprafikser

Et suprafiks er en ændring af de suprasegmentelle forhold, for dansks vedkommende betoning, længde og knirk. Det sker overordentligt hyppigt af bøjning, afledning og sammensætning ændrer et ords suprasegmentelle egenskaber.

Fx /flyːʊ spɶːɐ/ flyve, spørge får kort vokal og knirk i præsens, /flyʊ̰ɐ spɶɐ̰/ flyver, spørger. I ord som /kʰeˈmḭː meloˈtḭː/ kemi, melodi flyttes betoning, længde og knirk til første stavelse, når de afledes med –sk, /ˈkḛːmɪsk meˈlo̰ːtɪsk/.

Bortfald af betoning, knirk og længde er særligt almindeligt, men vises sjældent i skriften, fx /plɔ̰ː/ blå, men /plɒt/ blåt. Det hedder /ˈhɒɪ̰ ˈlyɤ̰/ høj lyd, men /ˈhɒɪlyt/ højlydt, hvor knirk, betoning og /ɤ/ forsvinder.

Ændring af betoning, knirk og længde fører ofte til ændringer af vokaler og konsonanter i de berørte stavelser. Et ord som /fæ̰ː/ fag bliver diftongeret og mister knirk, når det forkortes i fx /faʊlɪ/ faglig, og i /envæˈliɤ̰/ invalid bliver /ɤ/ til /t/ i /envæliˈtḛːɐ/ invalidere.

Metatese

Metatese er når en lyd flytter et andet sted hen i ordet, eller når to lyde bytter plads. Vi har vist kun et enkelt ord der bøjes via metatese, og det er ikke alle der anser den bøjning for korrekt, men ikke desto mindre: /pelɤ peɤlɐ/ billede > billeder.

Kun få rene -fikser

Når det kommer til stykket, er der kun ganske få danske affikser der er rene præfikser, suffikser eller andre -fikser. I de fleste tilfælde sker der flere ændringer på samme tid. Se fx /ˈaŋkɐ/ anker> /fɒˈaŋ̰kʁɐ/ forankre:

Dansk er propfyldt med “eksotiske” affikser.
  • Fonologisk tilføjes præfikset / fɒ / og infikset /ʁ/, og der tilføjes knirk, et suprafiks om man vil.
  • Ortografisk tiløjes cirkumfikset for-/-e, mens rodens –e- disfigeres

Er der så tale om et præfiks, infiks, cirkumfiks, suprafiks eller disfiks? Det er det hele på en gang. I stedet for at betegne affikser som noget der kommer før eller efter stammen, giver det måske bedre mening at anskue affikser som et sæt fonologiske regler som udføres stammen, hvoraf nogle tilføjer, mens andre fjerner, substituerer eller permuterer de lydligere bestanddele.

Ovenstående kradser kun i overfladen af dette emne. Der er overordentligt meget at sige om det. Eksemplerne er ikke få og sjældne og vanskelige at grave frem; de er over det hele. Dansk talesprogsmorfologi er særdeles nonkonkatenativ.