I forbindelse med mit indlæg om circumfikser, infikser og andre eksotiske -fikser i dansk blev jeg spurgt om hvorfor jeg betragter hente, spise, ønske som verbernes rod, frem for at betragte hent, spis, ønsk som rødder. Dette er noget jeg har diskuteret med kolleger før, og jeg vil meget gerne begrunde det.
Jeg skal skynde mig at sige at jeg at min baggrund i morfologi ikke rækker langt ud over almindelige lærebogskoncepter. Men de senere år har jeg arbejdet en del med praktisk morfologi. Udtaleordbog.dk er baseret på morfofonologisk analyse af danske ord, og i den forbindelse har jeg lavet temmelig meget morfologisk analyse.
Det betyder at min tilgang først og fremmest er praktisk: jeg analyserer verbers infinitivform = rodformen fordi det giver nogle klare praktiske fordele frem for hvis man betragter imperativformen som rodformen. Selv synes jeg at en analyse/teori der har praktiske fordele, er bedre end en analyse/teori der der efterlader en masse praktiske ulemper; alle modeller er forkerte, men nogle er brugbare. Jeg er klar til at skifte mening hvis nogen kan pege på større fordele ved en anden analyse.
Denne erkendelsespræference behøver man naturligvis ikke være tilhænger af. Man kan have andre helt legitime prioriteter, såsom hvordan ordformer er dannet historisk, hvordan man bedst modellerer de kognitive morfologiske processer, hvad der bedst passer med en universel grammatik osv. Sådanne prioriteter kan føre til andre konklusioner.
| NB DDO definerer et ords rod som ord eller orddel som er tilbage når samtlige bøjnings- og afledningselementer er fjernet. Spørgsmålet er altså om ønske er en bøjningsform af roden ønsk, eller om ønsk er en bøjningsform af roden ønske. Og bare for at være helt præcis: Både infinitiv og imperativ er bøjningsformer. Spørgsmålet er altså om roden er fonologisk/ortografisk identisk med infinitivformen eller imperativformen (= hvilken af formerne der bøjes med et nulaffiks), men for at gøre teksten lettere at læse, omtaler jeg det blot som hvorvidt roden er lig med imperativ eller infinitiv. |
1 Det er lettere at danne andre ordformer ud fra infinitiv end imperativ
Først et ortografisk argument:
Ortografisk er den primære forskel på infinitiv og imperativ om ordet slutter på –e eller ej, danse/dans, huske/husk, finde/find osv. Ortografisk set har en del ord dobbeltkonsonant i infinitiv, fatte, passe, lægge, mens andre ikke har, vise, møde, koge. Hvis man kun kender imperativformen, fat, pas, læg, vis, mød, kog, kan man ikke umiddelbart vide om verbum får dobbeltkonsonant i infinitiv eller ej. Til gengæld er det let at gå den anden vej; hvis du kender infinitivformen, ved du også hvordan imperativformen skal staves: man fjerner -e og evt. dobbeltkonsonant.
Det kræver mao. en simpel regel at generere imperativ ud fra infinitiv: fjern -e og evt. dobbeltkonsonant. Dette gælder for alle ord. Man kan ikke lave en tilsvarende simpel regel den anden vej. At tage udgangspunkt i infinitiv giver altså en simplere morfologisk beskrivelse, som er lettere at implementere i praksis.
Hvis man anskuer ord fonologisk i stedet for ortografisk, er der endnu mere af den slags. Hvis man kender infinitivformen, er imperativformen forudsigelig, men det gælder ikke den anden vej. Med udgangspunkt i infinitivformen gælder det at alle imperativ mister schwa, de får kort vokal før svag vokal, og de får creaky voice hvis den resulterende fonologiske struktur tillader det (der er et par undtagelser: kom, gør), fx:
/viːlə vḭːl/ hvile, hvil
/tsɛlə tsɛl̰/ tælle, tæl
/skyː.ɤ ~ skyɤ̰/ skyde, skyd
/skæːɐ ~ skæɐ̰/ skære, skær
/fɐtsʁyɤ̰ɤ ~ fɐtsʁyɤ̰/ fortryde, fortryd
/pemæɐkə ~ pemæɐ̰k/ bemærke, bemærk
Imperativformen kan mao. genereres ved at udsætte infinitivformen for et sæt fonologiske regler. Det er helt automatisk. Det er derimod umuligt at forudsige infinitiv ud fra imperativ: nogle infinitiver har creaky voice, andre har ikke, nogle bevarer kort vokal, andre får lang vokal.
Hvis man bøjer infinitiv ud fra imperativ, har vi altså fonologisk set et hav af komplekse bøjningsmønstre, men hvis man går den anden vej, er der kun et enkelt bøjningsmønster som alle verber (pånær komme, gøre) følger.
Det samme gælder med andre bøjninger og orddannelser. Det er infinitivformen der er basis i de fleste bøjninger, mærke, mærker, mærkede, mærket, mærkende, (præsensformen og dog ofte afvigende mht. creaky voice; der er det næsten hip som hap om man tager udgangspunkt i infinitiv eller imperativ, men vist nok en lille overvægt af præsensformer der følger infinitivformen).
Det er ligeledes infinitivformen der er udgangspunkt i komposita, løbesko, tegnebræt, badeforhæng, findeløn, og infinitivformens suprasegmentelle træk der benyttes i afledninger (indimellem med disfigeret schwa, hvilket ortografisk ligner imperativ, men det lyder ikke sådan), en løber, svømning, tænkelig, ædelse, åndbar osv.
Det er overordentligt meget lettere at danne alle disse ord ud fra infinitivformen. Det er den form der forudsiger creaky voice og vokallængde i langt de fleste tilfælde. Hvis man skal danne bøjninger, sammensætninger og afledninger ud fra imperativformen, vil det letteste være at starte med at gøre det til infinitiv og derefter bøje, aflede og sammensætte, men så kunne man lige så godt have startet med infinitiv.
2 Alle verber har en infinitivform, ikke alle har en imperativform
Alle verber kan bruges i infinitiv, men ikke alle verber kan optræde i imperativ. Det gælder generelt verber hvor reglerne for imperativdannelse ville føre til ord der bryder med sonoritetsprincippet, fx ændre, beundre, vikle, cykle, klamre, gisne (man kan ikke sige ændr, beundr, vikl, cykl, klamr, gisn). Det er ikke noget problem at stave ordene, men fonologisk har de en form som ellers ikke tillades i danske ord, og de undgås i det talte sprog. Her er jeg så loyal over for dansk fonologi at jeg ikke vil acceptere en morfologisk model der fordrer fonologisk aparte rødder.
Nogle gange trodser vi naturen og bruger formerne i imperativ alligevel, men vi er ikke enige om strategien for hvordan disse skal udtales. Skal åbn udtales /ɔ̰ːm ɔ̰ːp ɔ̰ːpən/, skal cykl udtales /sykəl syklə sykɬ/? De forskellige bud på imperativer rummer elementer af infinitivformen, men hver især kan de ikke forudsige infinitivformen; hvis man mao. antager formerne /ɔ̰ːm/ eller /ɔ̰ːp/ som rødder, opfører de sig ganske aparte når de “bøjes” / ɔ̰ːpnə/ i infinitiv.
Nogle ord har ikke meningsfuld imperativform, fx fordi de har en passiv betydning, ikke kan fremskyndes eller andet som man ikke meningsfuldt kan beordre nogen til, fx synes, lykkes, enes, sygne, forældes, opvokse, eksistere, hedde, mugne, harskne, visne, rustne. Alle modalverberne kunne, skulle, måtte, burde, ville, turde har ikke nogen meningsfuld imperativform.
Hvis imperativformen skulle anses for grundformen, er der altså en række verber som har en ikke-eksisterende eller stærkt problematisk grundform. Det slipper man for ved at betragte infinitivformen som grundformen. Der er ingen verber som har en problematisk infinitivform.
Hvis man genererer en ordbog, digital eller mental, er man altså under alle omstændigheder nødt til at have en infinitivform, men man ikke nødt til altid at have en imperativform. Dermed er det mest praktisk at gå ud fra infinitiv.
3 Infinitiv ‘føles’ ubøjet
Den sidste grund har ikke meget med praktik at gøre.
Hvis infinitiv skal dannes af en anden grundform, må man betragte infinitiv som en bøjningsform. Men infinitiv føles ikke særlig bøjet, i hvert fald ikke så klart bøjet som imperativ. Føleri er naturligvis individuelt og typisk ikke et særlig stærkt argument i akademiske sammenhænge, men alligevel:
I DDO beskrives infinitiv som den grundlæggende form af et verbum som man på dansk kan sætte at foran, og som angiver verbets betydning uden tilknytning til person, tal, tempus eller modus.
Infinitiv er ifølge DDO fraværet af den information som udtrykkes i affikser. Det er pokkers tæt på at være fraværet af affikser, som er definitionen af en stamme/rod. Det kræver snørklede argumenter eller et særligt teoretisk fundament hvis man skal se infinitiv som en bøjet form. Det falder mao. mere naturligt at opfatte imperativ som bøjet end infinitiv.
Når vi danner sammensætninger og afledninger bruger vi med enkelte undtagelser ubøjede former; en morfologisk grundregel er at der ikke er bøjningsendelser midt inde i et ord, kun til sidst i ordet. Som nævnt ovenfor er det infinitivformen vi benytter i komplekse orddannelser, ikke imperativ. Det indikerer det ubøjede ved infinitiv.
Det er ligeledes infinitivformen, ikke imperativformen, som er opslagsformen i ordbøger. Det føles naturligt, og det gør det fordi det er den ubøjede form, ligesom det er den ubøjede form man slår op for alle andre ordklasser. Hvis grundformen er imperativ, hvorfor er det så ikke den der står i ordbøgerne?
Opsamling
Jeg har leveret nogle forskellige grunde til at jeg synes det er enklere og mere praktisk at betragte verbers rødder som = infinitivformen (huske, samle, rustne, harskne) frem for = imperativformen (husk, saml, rustne, harskn).
Det kan ikke bevises om roden egentlig er det ene eller andet. Der er tale om abstraktioner som ikke har nogen egentlig eksistens. Man kan kun diskutere hvilke fordele og ulemper der ved den en eller anden tilgang. Man kan diskutere hvad der er mest praktisk, fx hvis man vil lave en model over sproget.
Grammatikbøgerne foretrækker at tage udgangspunkt i imperativformen som verbets rod, men jeg savner argumenter for at dette skulle være enklere, mere praktisk eller have andre fordele. Det eneste argument jeg har mødt, er forenklet sagt at man gerne vil undgå subtraktiv morfologi, altså at affikser fjerner noget af roden; man vil helst have at affikser tilføjer noget til roden, eller til nøds lader roden være uændret. Problemet med det synspunkt er at det ignorerer at man under alle omstændigheder er nødt til acceptere at dansk morfologi er propfyldt med subtraktive og andre nonkonkatenativ elementer. Hvis argumentet er at undgå subtraktive elementer, er der altså mange andre ting man er nødt til også at bortforklare, og så må man også forklare hvad fordelen egentlig er ved en masse krumspring for at undgå nonkonkatenative elementer i sin model, frem for at acceptere dem.
Har du et godt modargument eller har du andre kommentarer, så følg diskussionen på facebook eller send mig en mail.