Kategorier
Fonologi Konsonanter Lydskrift

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

Kategorier
Udtale

Sprogminuttet om stavelsestab

I sprogminuttet på P1 i går snakkede Jørn Lund om stavelsestab i danske ord. Han fortalte at ord som Sørensen, Jørgensen, ærinde, værelse, måneder, elleve, køkkenet, hovedet og mennesker tidligere udtaltes med tre stavelser, men nu udtales med to stavelser: ‘Sørnsen, Jørnsen, ærne, værlse, månder, elve, køknet, hodet og mensker‘.

Det er jeg enig med Jørn Lund i. Der er dog nogle ting han ikke fik nævnt – fair nok, det er begrænset hvad man kan nå på de 90 sekunder et sprogminut varer.

Det er ikke tilfældigt hvilke stavelser der falder bort i de nævnte eksempler. Det er nemlig den midterste stavelse der falder bort; i fagtermer er det første posttoniske stavelse i proparoxytone ord (dvs. ord med tryk på tredjesidste stavelse). Bortset fra ærinde, som kan diskuteres, er der desuden i alle tilfælde tale om at det er et schwa der falder bort.

Med andre ord er der altså en stærk tendens til at schwa i næstsidste stavelse falder bort. Dette er helt i tråd med hvad jeg fandt da jeg skrev speciale om schwa i dansk.

En ting mere man kan lægge mærke til, er at schwa i mange af ordene er nabo til en vokallyd – undtagelserne er elleve, køkkenet og menneske. Det er sandsynligt at Jørn Lund synes han har en tydelig forskel på en trestavet hhv. tostavet udtale af de øvrige ord, men jeg synes det er meget vanskeligt at afgøre hvori forskellen ligger – jeg hører de fleste af hans udtaler som tostavede i begge tilfælde.

Dette er en generel egenskab ved vokaler. Hvis to vokaliske lyde ikke er adskilt af en konsonant, har vi meget svært ved at afgøre om der er tale om en eller to stavelsesbærende segmenter.

Det forklarer også hvorfor stavelserne forsvinder i de nævnte ord. Konsonanterne /r d v g/ der skulle holde vokalerne klart adskilt, er blevet vokaliseret, og dermed forsvinder indtrykket af at der overhovedet er tale om to vokaler. Hvis en skelnen i sproget ikke er helt klar, er den meget tilbøjelig til at forsvinde.

(Jørn Lund nævnte også familie som eksempel. Det falder lidt uden for de andre eksempler. Det har jeg diskuteret i mit indlæg om linie/linje.)

Kategorier
Fonologi Udtale

Stavelsestab og ordfrekvens

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Drop / total Ord Lydskrift
216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring ˈjæɐ̯nb̥æːnəɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ ~ ˈjæɐ̯nb̥æːnɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse  i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -‘s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.

216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð