I seneste nummer af NyS, Sprognævnets videnskabelige tidsskrift, skriver Rasmus Puggard-Rode (RPR) om international og dansk praksis i notation af plosiver.
Artiklen tager afsæt i lydskriftkonventionerne i Ny Dansk Fonetik og min artikel Utilpasset IPA, som holder sig nøje til IPAs principper, og de diskussioner der har været i kølvandet på disse.
RPR fokuserer på notation af plosiverne og viser på forbilledlig velskrevet og saglig vis, at Grønnum og Basbølls lydskrifttradition med brugen af [b̥ d̥ g̊ pʰ tˢ kʰ] er uhensigtsmæssig idet den hverken er fonetisk adækvat eller følger international praksis. RPR støtter, med visse forbehold, notationen [p t k pʰ ts kʰ], som jeg benytter.
RPRs artikel er værd at læse, ikke mindst pga. mange gode pointer om hvad lydskrift er og kan, om traditioner og konventioner, og om plosiver i det hele taget.
Der er nogle punkter i RPRs artikel hvor vi ikke er enige, og hvor jeg synes RPR skriver noget forkert, eller misrepræsenterer noget af det jeg skriver. Det vil jeg kommentere her. Det drejer sig om:
- Er det danske t mest et [ts] eller et [tʰ]?
- Er IPA kun til fonetisk notation?
- Tager jeg fejl når jeg i NDF skriver at /p pʰ/ er nærmest enerådende IPA-praksis når det kommer til at vise aspirationskontrast i andre sprog?
Praktisk bemærkning: I citaterne fra RPRs artikel i det følgende refererer
Schachtenhaufen (2023a) til Ny Dansk Fonetik, og
Schachtenhaufen (2023b) til Utilpasset IPA.
[ts] eller [tʰ]
RPR og jeg er ikke enige om hvorvidt dansk t i fx tak mest hensigtsmæssigt skal noteres [tʰ] eller [ts]. RPR siger [tʰ], jeg siger [ts], og der er ikke noget i RPRs artikel der får mig til at ændre mening.
Jeg har før skrevet om hvorvidt der er [s] i t-lyden.
Som RPR nævner, var der tradition for at inkludere noget [h] i notation af t-lyden tilbage i 60-80’erne, fx [tsʰ tˢʰ tˢh], men de sidste mange år har man blot notere det med en s-komponent, [ts tˢ], formentlig fordi s-støjen er blevet meget mere prominent de sidste 50 år.
RPR benægter ikke s-komponenten, men fremhæver at eksplosionen i t’et starter mere [s]-agtigt og slutter mere [h]-agtigt. Det er altså lidt et spørgsmål om man hæfter sig ved [s]-delen eller [h]-delen. Og jeg synes [s]-delen er mest prominent i min egen udtale og det dansk jeg hører overalt omkring mig.
Et lidt hurtigt “bevis” for dette er at den almindeligste reduktion eller udvikling af /ts/ er at det realiseres som [s], aldrig som [h], ifølge data fra min ph.d.-afhandling. Det er muligt at droppe lukkefasen i /ts/, og så er der [s] tilbage, ikke [h]. Fx kan centimeter fint udtales censimeter, ikke cenhimeter.
RPR argumenterer for at t-lyden egentlig er aspireret som [pʰ kʰ], og at [s]-delen blot er en bivirkning ved aspirationen, som ikke er nødvendig at notere. Tankegangen er fin nok, men jeg synes den hører hjemme i en fonologisk notation; t-lyden er underliggende (eller historisk?) /tʰ/ men realiseres altså stadig med kraftig affrikation, [ts].
Når jeg holder fast i notationen [ts], er det altså fordi eksplosionen i t’et minder mere om [s] end [h] uanset om man anskuer det artikulatorisk, akustisk eller auditivt, som er fonetikkens grundsøjler.
(I nogle dialekter, vist især nord- og vestjysk, er t-eksplosionen nok mere h-agtigt end s-agtigt)
Affrikat eller affrikeret plosiv?
RPRs andet argument mod [ts] er at Med notationsvalget [ts] signalerer man at lyden er en affrikat.
Det er ikke rigtigt.
Der er ikke i IPA nogen automatik i at [ts] eller /ts/ skal forstås som affrikat eller affrikeret plosiv, eller et fonem eller to fonemer. Hvis man eksplicit vil signalere en affrikat, er det mest almindeligt at tilføje en bue, [t͡s], som implicerer at [t͡s] tolkes som en kompleks enhed. Men det er valgfrit i IPA om man vil bruge buen, hvilket er fornuftigt, da der ikke er konsensus om hvad affrikater egentlig er for en størrelse, som jeg har skrevet om før.
Men hvad ville problemet være i at se det som en affrikat? Det vil nogle gøre.
RPR argumenterer med at [ts] er i naturlig klasse med /pʰ kʰ/; det er i en vis forstand en aspireret plosiv, ikke en affrikat, og derfor skal fonemerne noteres ensartet, mens notationen /ts/ ifølge RPR antyder nemlig at (t) opfører sig anderledes end (p k), altså at der er et ’hul’ i serien af aspirerede lukkelyde. Det synes jeg er en udmærket fonologisk betragtning, ligesom forskellen på affrikat vs. affrikeret plosiv vs. to fonemer er en fonologisk betragtning. Det er et argument for at skrive /pʰ tʰ kʰ/ i mere abstrakt fonemnotation, og måske også i bred IPA. Men det er ikke et argument for at [tʰ] skulle være en mere fonetisk præcis notation i snæver IPA.
Notationen /ts/ udelukker ikke at man kan sige at /ts/ strukturelt er i gruppe med de aspirerede /pʰ/ og /kʰ/. Notationen /ts/ er bare en grafisk afbildning af lyden, ikke en fortolkning. Det er et udmærket princip at ensartede lyde/fonemer vises på en ensartet måde, altså /pʰ tʰ kʰ/. Men t-lyden er jo også forskellig fra /pʰ kʰ/ idet den er mere affrikeret, og på andre punkter mere beslægtet med /tɕ/ og /s/, hvilket taler for notationen /ts/ og imod /tʰ/. Så hvad skal man lige vægte tungest?
Jeg synes notationen /ts/ kræver mindst mulig forklaring, når nu fonemet udtales [ts], og derfor er det sådan jeg gør når jeg skriver indførende litteratur. For nybegyndere bliver det lidt langhåret at forklare den fonetisk upræcise notation /tʰ/ eller /t/ med naturlige klasser, plosivrækker, symmetri og huller i systemet osv. Det hører hjemme i en mere teoretisk analyse; se nedenfor om overfladenær og abstrakt fonologi.
Alt i alt synes jeg altså synes jeg RPRs argumenter er abstrakte, fonologiske mere end fonetiske, og altså argumenter for at skrive /tʰ/ i fonematisk notation. Argumenterne holder ikke når det kommer til snæver fonetisk notation, hvor [ts] klart er mere præcist end [tʰ].
Tsar og tsunami
RPR bruger også ord som tsar og tsunami som argument mod /ts/. Hvis vi har et /ts/ i sproget, hvor bruger vi det så ikke i sådanne ord?
Jeg synes det er et svagt argument. At vi siger tsar og tsunami med [s] frem for [ts] er vel blot fordi bogstavkombinationen ts– er fremmedartet i dansk, og vi føler at [ts] svarer til grafemet <t>, og derfor kan vi føle os nødsaget til at markere grafemet <ts> på en anden måde. Som modeksempel hører jeg jævnligt tzatziki udtalt med almindeligt dansk [ts]. Ligeledes repræsenterer <z> typisk et [s], og det lader vi det så gøre i zen, zucchini og Zürich, også selvom det er /ts/ på det oprindelige sprog. At sige at vi ikke har /ts/ i dansk på baggrund af sådanne eksempler, er et lige så validt argument som at sige at vi ikke har /k/ når vi siger /sutɕiːni/ zucchini med /tɕ/ i stedet for /k/. Den mere oplagte forklaring er at vi bare har nogle bestemte traditioner for hvordan grafemer omsættes til udtale, og det er dem vi følger snarere end at forsøge at lægge os tæt op ad fremmedsprogets udtale, som vi ofte ikke er fotrolig med.
IPA til fonematisk lydskrift?
IPA kan ifølge IPAs egne retningslinjer skrives i to modusser: bred (fonematisk) i / /, og snæver (fonetisk) i [ ]. Dette er en gammel gammel praksis, med rødder helt tilbage i de første udgivne IPA-principper fra 1912, og som også nævnes i fx Eli Fischer-Jørgensens fonetikbog fra 1948, men som er blevet lidt glemt i dansk tradition. De to modusser er velegnede til forskellige ting; snæver notation når man har behov for at være meget præcis og detaljeret, og bred notation når det skal være enkelt, praktisk og overskueligt, bl.a.
RPR langer ud efter at IPA har retningslinjer for fonematisk notation og brugen af / / og dermed efter at jeg følger de retningslinjer i NDF og Utilpasset IPA. RPR skriver:
Schachtenhaufens (2023a) brug af fonemskrift, som er i overensstemmelse med IPA-anbefalingerne (IPA 1999), beror primært på kommutationsprøven […]
og
Jeg vil derimod indvende at IPA, som en fonetisk organisation, ikke er autoritativ når det kommer til fonologisk analyse, særligt fordi IPA tilbyder en temmelig lille analytisk værktøjskasse.
Det er en malplaceret indvending. I kontekster hvor præmissen er at følge IPA, som er erklærede præmisser i både NDF og Utilpasset IPA, er det indlysende på sin plads at følge IPA’s principper. Og at nogle fonologer gerne vil lave meget abstrakte teoretiske analyser, skal jo ikke forhindre andre i at lave mere fonetiknære og anvendelige analyser.
Der er ingen der har monopol på hvordan / / skal anvendes, eller hvordan man skal lave fonologisk analyse. Men man kunne måske godt efterlyse en konsensus om at bruge forskellige klammer (/ / vs. | | fx) til forskellige slags fonologisk analyse. Se nedenfor om overfladenær vs. abstrakt fonologi.
Er IPA kun for fonetikere?
RPR siger videre: Paradoksalt nok har IPA et sæt retningslinjer for fonologisk notation. Hvorfor er det parakdoksalt? Det lader til at RPR mener at IPA er for fonetikere og skal holde sig fra fonologien.
Jeg er ikke enig i at IPA er en strengt fonetisk organisation og at de skal holde deres fingre fra fonologien.
Afsnit 10 i IPAs håndbog er dedikeret til at beskrive hvor IPA står i forhold til fonologisk teori. Der står bl.a. at:
IPA has its roots in a tradition of phonology in which the notion of the phoneme […] and allophones […] are primary.
I IPA’s første princip helt tilbage fra 1888 står der:
There should be a separate sign for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of a word.
Dette er praktisk talt definitionen af et fonem forud for sin tid. Termen fonem blev først etableret senere. I de seneste principper fra 1999 står der bl.a.:
The use of symbols in representing the sounds of a particular
language is usually guided by the principles of phonological
contrast
IPA er af navn et fonetisk alfabet, men reelt baseret på fonologiske principper. Det har jeg også skrevet om før. IPAs selvforståelse er i hvert fald ikke at have vandtætte skodder mellem fonetik og fonologi. At organisationen hedder noget med Phonetic, skyldes vel blot at den stammer tilbage fra før fonologi var en selvstændig disciplin og skal ikke tages som belæg for at regne det som en strengt fonetisk organisation.
Er fonetikere og fonologer forskellige mennesker?
RPR skriver at IPA er som bekendt en organisation af fonetikere med primært fokus på fonetik, mens fonologi er en selvstændig forskningsdisciplin som ofte har andre metoder og mål.
Jeg er som nævnt ovenfor ikke enig i præmissen om at IPA er strengt fonetisk, men jeg er med på at fonetik og fonologi i princippet er forskellige discipliner. Men de er også stærkt sammenflettede. Der er ikke mange fonetikere som ikke også er fonologer i et eller andet omfang, eller fonologer som ikke også er fonetikere i et eller andet omfang. Det er en falsk dikotomi at sige at IPA er en organisation af fonetikere, og derfor ikke fonologer; fonetikere og fonologer er to grupper som i høj grad overlapper. Det er derfor helt naturligt, og på ingen måde paradoksalt, at IPA beskæftiger sig med begge dele.
Og IPA bruges flittigt i fonologisk analyse. Der er da netop en vis konsensus om at bruge IPA-tegn i fonologiske repræsentationer. Når fonologer bruger symboler som /ɛ ɔ θ tʃ ŋ/, så er det IPA-symboler, med reference til deres lydværdi i IPA som udgangspunkt. Når fonologer bruger /b d g/ med henvisning til en underliggende stemthed, som RPR giver eksempler på, så er det IPA, for det er jo i IPA at [b d g] er defineret som stemte.
IPAs lille fonologiske værktøjskasse
Det er rigtigt, som RPR siger, at IPA’s analytiske værktøjskasse er meget lille når det kommer til fonologisk analyse. Det handler primært om distinktive lyde: To lyde skal skrives forskelligt hvis ombytning af lydene giver en betydningsændring.
Men det er jo sådan set også den basale definition af et fonem: den mindste udtaleenhed i et sprog som ved ombytning med en anden fungerer betydningsadskillende – i dansk fx u, o, å i mule, mole, måle
Det er et rigtig godt sted at starte i en fonologisk analyse. Og det er et rigtig godt sted at starte hvis man skal lære eller beskrive et sprogs udtale. Derfor er det oplagt at IPA tager udgangspunkt i dette princip. Fordelene ved at forholde sig ret konservativt til begreberne fonem og allofon er også beskrevet i håndbogen afsnit 10.
Men det er selvfølgelig heller ikke det eneste der er at sige om et sprogs fonologi; det tror jeg heller ikke er IPAs synspunkt. Når man graver dybere ned i fonologisk analyse, bevæger man sig imidlertid væk fra den fonetiske virkelighed og åbner for en hel masse fortolkningsspørgsmål, som er komplekse at forholde sig til, vanskelige at dokumentere, og det bliver langt sværere at blive enige om notation og sammenlignelighed på tværs af sprog, så det er vældig vældig praktisk at IPA holder sig til klassiske principper, som kan forstås uden kendskab til fonologiske teorier.
I NDF starter jeg med den enkle fonemanalyse, som ligger i IPA-principperne, fordi hovedformålet med NDF er undervisning i IPA, men hele det sidste kapitel af NDF er netop dedikeret til den mere abstrakte, klassiske fonologiske analyse af dansk, hvor [ɐ ɤ ʊ] er allofoner af |r d v| osv. Fremgangsmåden med at starte simpelt og have en progression hen imod mere komplekse principper, er indlysende fuldt forsvarlig i introducerende litteratur (se lie-to-children).
Jeg synes RPR fremstiller NDF lidt for ensidigt her. Jeg synes det ville have været fair hvis RPR have gjort opmærksom på at der er denne progression i NDF. Jeg synes RPR problematiserer at jeg bruger /p t k pʰ ts kʰ/ hvor RPR selv ville bruge /b d g p t k/, men jeg bruger jo også |b d g p t k| og anerkender de mere avancerede fonologiske analyseværktøjer; jeg putter det bare i nogle andre klammer for at vise tydeligt at nu er der ikke længere tale om bred IPA, men mere abstrakt repræsentation af lyd.
Overfladenær vs. abstrakt fonologi
Hele humlen handler for mig at se om at der er mere end én måde at analysere og notere fonemer på. Jeg tror ikke på at der findes en absolut “rigtig” fonologi eller fonematisk notation. Der er forskellige fonologiske modeller som er gode til forskellige ting, men grundlæggende gælder det at all models are wrong. De danske plosiver kan fx i en model skrives direkte med samme symbol som deres fonetiske realisering, /pʰ ts kʰ p t k/, i en anden model mere indirekte /p t k b d g/ med regler der beskriver deres fonetiske realisering. Begge tilgange har fordele og ulemper og har hver deres plads til forskellige formål. Når man bruger forskellige modeller i samme værk, er det praktisk at vise klart om det er den ene eller anden model, og det gør jeg så i NDF, inspireret af Basbøll, med / / vs. | |.
Jeg koger det almindeligvis ned til tre klart adskillelige abstraktionsniveauer:
- [ ] snæver IPA, fonetisk (allofonisk eller impressionistisk) notation.
- / / bred IPA, fonetiknær fonematisk notation, baseret på kommutationsprøven, men fonemsymbolerne har deres IPA-givne værdi.
- | | abstrakt fonematisk notation (morfofonologi, historiske fonologi, diafonologi mv.), med mere avancerede principper som komplementær distribution, inklusion af kognition, morfologi, mv. i analysen.
Mainstream lingvistik er kun at have en todelt skelnen og kun bruge [ ] og / /. Det synes jeg er ærgerligt. En tredelt inddeling og brugen af | | er sjældnere, men ses fx i Basbølls Phonology of Danish, og den introduceres også i NDF, fordi jeg synes der er rigtig praktisk at skelne de tre niveauer, og det vil jeg gerne slå et slag for; det løser en hulens masse problemer og diskussioner (og indfører kun få nye).
I [ ] synes jeg man skal være konkret og så fonetisk præcis som konteksten fordrer. Derfor skal man skrive [ts], hvis det er det der siges, og ikke tolke det som andet end det.
I / / (altså bred IPA) kan man være mere fortolkende, men stadig forholde sig til de fonetiske realiteter. [ts] kan være /ts/ eller /tʰ/, eller /t/ måske, men en vokal, fx [ɤ], kan ikke pludselig være en plosiv /d/ – det sidste hører hjemme på et mere abstrakt plan, som jeg indikerer med | |.
I | | kan man gå amok med fortolkninger og hente belæg fra morfologi, sproghistorie, beslægtede sprog og dialekter, psykolingvistik og meget andet som kræver ekspertviden at forholde sig til. Og man kan forholde sig mere frit til den fonetiske realitet.
Det er nok derfor RPR og jeg er lidt uenige om hvad der skal stå i de forskellige klammer. Det RPR synes skal stå i / /, skriver jeg i | |, mens lidt af det som RPR putter i [ ], fx [tʰ], er noget jeg hellere vil putte i / /. Vi er mao. vist ikke uenige om essensen, blot om hvilke klammer vi putter omkring for at indikere hvilket abstraktionsniveau de forskellige hensyn hører hjemme.
Er notationen /p pʰ/ enerådende eller ej i andre sprog?
I NDF forsvarer jeg notationen /p pʰ/ frem for /b p/ med at det første er nærmest enerådende notation i IPA i sprog der har en kontrast mellem aspirerede og uaspirerede plosiver. RPR mener at jeg tager fejl der, og konkluderer at det er nærmere 50/50 om man bruger [p pʰ] eller [b p].
RPR konkluderer således temmelig bombastisk at jeg skriver noget forkert i NDF: Schachtenhaufen (2023a) har dog ikke ret i at der ellers er konsensus om at [p pʰ]-symboler skal bruges om aspirationskontraster.
Jeg synes det er et hårdt angreb på NDF, men jeg står ved hvad jeg skriver, og jeg synes RPRs kritik er baseret på meget tyndt belæg og et tykt lag fortolkning.
Jeg skriver ikke eksplicit i NDF hvordan jeg er kommet frem til den konklusion, men det er baseret på det arbejde jeg lavede ifm. artiklen Utilpasset IPA. Selve analysen af plosiverne blev skåret fra i den endelige udgave pga. pladsen, og fordi det var meget trivielt. Nøjagtig som RPR gennemgik jeg et hav af Illustrations of IPA for at optælle hvor mange der noterede forskellige ting på bestemte måder. Men hvordan er vi så landet på at være så uenige?
RPR skriver Hvis man ser på sprog med tre serier af lukkelyde (stemte, ustemte uaspirerede og ustemte aspirerede) […], så er svaret ja: I disse sprog bruges konsekvent [b p pʰ]. Ser man til gengæld på sprog med kun to serier af lukkelyde, så er svaret noget mere kompliceret.
RPR deler altså sprogene op i to grupper, dem med [b p pʰ] og dem med blot [p pʰ], hvor dansk hører til den sidste gruppe. I den noget større gruppe af sprog med [b p pʰ] er notationen [p pʰ] enerådende i at illustrere en aspirationskontrast, men i den mindre gruppe sprog med blot [p pʰ] er der altså ifølge RPR en del der bruger [b p] til at vise en aspirationskontrast.
Denne opdeling har jeg for det første ikke lavet, og andelen af sprog der bruger [p b] for ustemt aspireret/uaspireret er forsvindende lille hvis man ikke deler det sådan op.
En anden forskel på mig og RPR er at jeg bevidst kun kigger på de Illustrations der er udgivet efter 1999, hvor de seneste IPA-principper blev udgivet, mens RPR inkluderer ældre Illustrations. RPR inkluderer i alt 212 Illustrations, mens jeg kun ser på 147.
RPR finder i undergruppen af sprog med fonetisk [p pʰ] 12 Illustrations hvor det er noteret [p pʰ], og 11 hvor det er noteret [b p]. Lad os se nærmere på de 11 sprog. Af disse 11 er 3 fra før 1999, og 6 af dem er forskellige engelske dialekter, så egentlig bare ét sprog. I dialekter kan der være det særlige hensyn at man gerne vil benytte samme notation som hovedsproget, som har [p b], så man kan gennemskue hvilke lyde i hvilke ord der er tale om, og så beskrive i prosa hvordan udtalen afviger – det er ikke på alle måder hensigtsmæssigt at pull/bull skrives [pʊl bʊl] i en dialekt og [pʰʊl pʊl] i en anden. Derfor har jeg regnet dialektale forhold som en særlig kontekst (altså, i sproget gælder det som udgangspunkt at /b/ realiseres [b] men i særlige tilfælde afstemt, [b̥]).
Skærer man disse ting fra, er der altså bare 3 Illustrations hvor [p b] ifølge RPR bruges for aspireret/uaspireret, nemlig sprogene makasar, munji, letzeburgsk (med lidt ond vilje en tysk dialekt). I artiklen om makasar beskrives plosiver gennemgående som stemte vs. ustemte, men et stykke nede i artiklen står der we tend to see voiced stops being voiceless unaspirated, particularly /b/ in initial position. Om munji står der Voiced plosives and fricatives sometimes devoice word-finally. Om letzeburgsk står der The phonologically voiced plosives [b d ɡ] are in fact often realized as devoiced plosives. Det gælder altså i disse beskrivelser at [p b] som udgangspunkt er en stemthedskontrast, men i nogle tilfælde afstemmes lydene. For RPR bliver det til belæg for at [p b] generelt står for en [pʰ p]-kontrast i de pågældende sprog.
Jeg synes RPRs konklusion om at jeg skriver noget forkert i NDF, kræver rigtig mange forbehold og lige lovlig meget velvilje. HVIS man ignorerer den store gruppe af sprog med [b p pʰ], OG inkluderer beskrivelser fra før de seneste IPA-principper, OG tæller dialektbeskrivelser i stedet for sprogbeskrivelser, OG medregner sporadisk afstemning, OG runder op, så gælder RPRs konklusion. Men uden alle disse forbehold er det korrekt hvad jeg skriver i NDF: [p pʰ] til at vise aspirationskontrast er tæt på enerådende praksis i nyere IPA-beskrivelser.
Det ville på den baggrund være fair med en mere nuanceret konklusion end blot Schachtenhaufen (2023a) har dog ikke ret, når det som minimum handler om hvordan man opgør det, og jeg synes min opgørelse er ganske uproblematisk.
Det er i det hele taget ikke klart hvad RPRs pointe er med denne del af artiklen, for RPR er netop ikke ude på at forsvare brugen af [p b] til at vise aspirationskontrast, eller, tror jeg, defamere NDF, hvilket hans konklusion jo kunne bruges til. Så jeg synes det er ærgerligt at RPR bruger så mange kræfter på at forcere en konklusion som egentlig ikke tjener noget gavnligt formål.
En lille bonus: Kan man ikke markere fortis og lenis med IPA?
RPR argumenterer sagligt og overbevisende for at notationen [b̥ d̥ ɡ̊] er uhensigtsmæssig ift. [p t k] til at vise danske plosiver.
Et af de traditionelle argumenter for notationen [b̥ d̥ ɡ̊] er at de danske plosiver er lenis, hvilket man mener kun kan vises med [b d g], og så ustemte som så vises med bollerne, [b̥ d̥ ɡ̊]. RPR tilbageviser at der er konsensus om at [b d g] betyder lenis, og påpeger at der faktisk kun er meget svagt belæg for at beskrive de danske plosiver som påfaldende lenis.
RPR skriver i den forbindelse at der er faktisk ikke nogen måde at angive udtalestyrke på med basissymbolerne i IPA og Det er dog nok ikke tilfældigt at IPA-retningslinjerne mangler tegn som betyder fortis og lenis.
Jeg vil blot komme med en indvending, som egentlig bare styrker RPR’s argument: Der er faktisk diakritiske tegn i IPA til at vise stærk og svag udtalestyrke: [◌͈ ◌͉] for hhv. stærk og svag artikulation. Symbolerne findes i udvidelserne til IPA-skemaet, som også findes i IPA-håndbogen.
Hvis ustemte plosiver som udgangspunkt skrives [p t k] og man ønsker at eksplicitere lenis, kan man altså gøre det med [p͉ t͉ k͉]. Det piller fortis-lenis-hensynet fuldstændig ud af diskussionen om hvorvidt man skal bruge andet end [p t k] som grundtegn.
