Tag: Vokaler

Kategorier
Vokaler

Hvor vigtigt er det at udtale de danske vokaler forskelligt?

Det er naturligt at lave en psykologisk kobling mellem hvad der er svært og hvad der er vigtigt. Hvis noget er svært, skal man bruge lang tid på at lære det. Og man bruger ikke lang tid på at lære noget, medmindre det er vigtigt. Det er fx svært at lave en hjerteoperation eller bygge en raket, fordi det er vigtigt at det bliver gjort ordentligt. Ergo, hvis noget er svært, er der chance for at det er vigtigt.

Koblingen holder naturligvis ikke altid. Det er svært at bygge et tårn af peanuts, men det er ikke særlig vigtigt at kunne. Men der er alligevel en naturlig mekanisme som kan forføre os til at tro at svære ting også er vigtige.

I sprogdiskussioner møder man ofte synspunkter hvor vigtigheden af at kunne de svære ting i sproget, synes at være stærkt overvurderet. Folk kan fortørnes over at andre ikke behersker forskellen på nogen og nogle, og være overbevist om at sproget mister en stor del af sin funktionalitet og skønhed når andre holder op med at skelne.

Jeg vil imidlertid gerne fremsætte en formodning: Jo sværere det er at lære en bestemt skelnen i et sprog, des mindre væsentligt er det at beherske denne skelnen. I sprog gælder det at sværhed implicerer uvæsentlighed.

Lidt kontekst: Sprog skal nok sørge for at indrette sig sådan at hvis det er altafgørende at skelne to betydninger, så bliver de også skelnet tydeligt. Sprogforandringer fører aldrig til at ja og nej kommer til at lyde ens. Men hvis det ikke er væsentlig at skelne, kan tingene være tilbøjelige til at flyde lidt sammen. Hedder det fx alle bænkene er nymalet eller alle bænkene er nymalede? Det er et spørgsmål om man opfatter det som en tilstand eller en proces, og det er ærlig talt ikke særlig vigtigt. Vi forstår hvad der menes under alle omstændigheder. Det er ikke særlig vigtigt, så det kan ikke forhindre en udvikling i af –ede og –et ender med at bliver udtalt ens.

Der kan gives masser af eksempler på sproglige forhold der er svære at lære at beherske, men tilsvarende ubetydelige. Dansk (start)komma er så svært at det nok kun er en håndfuld sprognævnsfolk der behersker det til fulde, men intet tyder på at startkomma er vigtigt for forståelsen af en sætning. Dansk knirk (stød) er møghamrende svært at få placeret de rigtige steder, men ikke noget danskerne egentlig tænker over, og i nogle dialekter klarer man sig fint uden. Om der skal –t eller ej på adverbier, om der er synkope eller ej i bøjninger af ord med -en/-er/-el, om der er dobbeltkonsonanter eller ej før –ere (fx blokere eller blokkere?) osv. De sværeste forhold findes i de mest perifære og ligegyldige dele af sproget; vi klarer os fint uden at beherske disse ting.

Når man kan pege på nogle forhold i et sprog som er vanskelige at tilegne sig, er det således rimeligt at mistænke at det er fordi dette forhold egentlig ikke er særlig vigtigt. Når vi ikke kan finde ud af nogen og nogle eller ad og af, så er det nok bare fordi vi klarer os ganske udmærket uden at skelne. Det er ikke fordi vi er dårlige til dansk; tværtimod er det fordi vi er gode til sprog og har en fornemmelse af hvad der er vigtigt at gå op i og hvad der er mindre vigtigt.

Når danske børn har svært ved at vælge den rigtige datidsendelse, er det således efter ovenstående formodning ikke udtryk for at danske børn har svært ved sproget, men at valget af datidsendelse ikke er så vigtig, og danske børn er i den forstand dygtige til at prioritere og lære nogle vigtigere ting først.

Vi har indrettet vores retskrivning så man skal skelne når man skal stave til disse ting. Fordi vi ikke skelner aktivt når vi taler, er det svært at lære det når man skal stave. Og så er man nødt til at terpe det og bruge meget tid på det. Det fodrer ideen om at disse ting er meget vigtige, for vi bruger da ikke tid i skolen på noget der ikke er vigtigt. Men i virkeligheden er vanskelighederne i disse forhold et udtryk for fraværet af vigtighed.

Og så til vokalerne

Mine indlæg om hvor mange vokaler vi har i dansk, og om dansk er sværere at lære end andre sprog (bl.a. pga. de mange vokaler) blev generelt godt modtaget på de sociale medier (se schwa.dk på facebook og gruppen Sprog & Lingvistik), men der kom også nogle modreaktioner især fra to grupper: Personer der har skullet lære dansk, og personer der underviser udlændinge i dansk.

(Det skal lige nævnes at indlæggene ikke handler om hvor svært det er for udlændinge at lære dansk, men hvor svært det er for danske børn. Anyway.)

Især antallet af vokaler i dansk bliver fremhævet som en af de helt store vanskeligheder. Antallet af vokaler overdrives ganske vist en del i typiske lærebøger, hvilket bidrager en del til vanskelighederne, men selv uden disse overdrivelser kan vokalerne rimeligvis være en udfordring.

Hvis man kobler dette med den indledende pointe, må man spørge: Er vanskelighederne med at lære de danske vokaler egentlig et udtryk for at det ikke er så vigtigt at skelne?

Det er meget sjældent at sprog skelner mere end fire åbningsgrader i vokalerne. I IPA kan man maksimalt skelne fem grader af urundede fortungevokaler og fire grader for øvrige vokaler. Det kan man tage som en indikation af hvad vores taleorganer og ører kan kapere. Vokalerne skal både kunne variere en lille smule og også lyde tilstrækkeligt forskelligt fra hinanden, og derfor er der en grænse for hvor mange klare distinktioner man kan lave inden for vokalrummet.

I traditionel dansk udtalelitteratur fremstilles dansk imidlertid gerne med seks åbningsgrader. Den Store Danske Udtaleordbog bruger hele syv forskellige åbningsgrader. Det er langt mere end man kan kapere uden intensiv fonetisk træning. Det er også mere end den gennemsnitlige dansker kan og har brug for at skelne. Men det er alligevel sådanne beskrivelser der ligger til grund for meget undervisningsmateriale.

Nogle vil indvende at hvis vi har de nuancer i dansk, så er de vigtige, og så må man bare tage sig sammen og få det lært. Det kan danskere jo, så det er ikke umuligt. Men det er noget sludder. Argumentet knækker over fordi det ikke er sandt en nuance er vigtig bare fordi den kan registreres. Nogle nuancer er, men ikke alle.

Nogle nuancer opstår helt automatisk. Alle vokaler bliver fx automatisk en lille smule mere åbne efter /ʁ/. Hvis vi har 13 vokaler, kan vi altså skelne 13 nye vokaler efter /ʁ/. Men man behøver ikke at lære disse nuancer for sig selv. Det går helt automatisk. /ʁ/ ligger langt tilbage i munden og når man skal sige /ʁi/, bliver /i/ automatisk trukket lidt retning af /ʁ/, så man nærmer sig /ʁe/. Det er interessant når man er fonetiker, men fuldstændig irrelevant når man bare skal lære at tale et sprog og udtale ord forskelligt.

Når man skal lære et sprog, skal man beherske de distinktive lyde. Efter min analyse har vi 13 distinktive vokaler i dansk. Vi har ‘kun’ fem distinktive åbningsgrader, vi skelner tre rækker: rundede og urundede fortungevokaler, og bagtungevokaler. Andre sprog har dog sjældent mere end fire åbningsgrader, ofte har de kun tre. Så selv med kun 13 vokaler har de fleste den udfordring at skulle skelne en eller to vokaler mere i hver af disse rækker. Italienere, tyskere, franskmænd, svenskere, nordmænd osv. skal lære at skelne fem vokaler inden for samme spænd hvor de kun er vant til at skelne fire. For at komme fra fire til fem må man flytte alle sine vokaler en lille bitte smule så der bliver plads, og så man stadig kan høre forskel, og det er en udfordring når man skal lære dansk som fremmedsprog.

Udfordringen i at lære de danske vokaler ligger primært i at skelne de fem åbningsgrader. For nogle er det også en udfordring at lave rundede fortungevokaler, men det er typisk de mange åbningsgrader der fremhæves som et problem, altså at lave tydelig forskel på /i/ og /e/, på /e/ og /ɛ/, på /ɛ/ og /æ/, på /æ/ og /a/ osv.

Men hvor gode er danskerne egentlig selv til at skelne de vokaler? Man behøver jo ikke at være bedre til at skelne vokaler end danskerne er selv er. Er det at det er vanskeligt at skelne fem åbningsgrader, måske et udtryk for at det ikke er så vigtigt?

Danske vokaler har varierende åbningsgrad

I mit indlæg om vokaler i dansk viste jeg at man kunne skelne 13 vokaler, næppe flere. Men diskussioner på facebook inspirerede mig til en anden vinkel. Folk der kommenterede indlægget havnede nemlig hurtigt i diskussioner om hvilke vokaler vi har i hvilke ord. Udtales synder og sønner med samme ø-lyd eller er der forskel? Den slags diskussioner er der masser af i sproggrupperne på facebook.

Danskere er meget ofte uenige om hvilken vokal der er i et ord. Det er ikke noget vi bemærker når vi bare taler sammen. Men når vi diskuterer udtale med hinanden, bliver vi pludselig opmærksomme på at vi ikke altid bruger samme vokaler i samme ord. Folk kan sværge på at de aldrig nogensinde har hørt nogen udtale et ord med den og den vokal, selvom sprogforskere i årtier har kendt til variationen. Vi kommunikerer altså fint med hinanden uden overhovedet at bemærke de små forskelle i vokalerne.

Lad os se på nogle eksempler:

  • Er der /i/ eller /e/ i himmel, hende, gris, smitte, kiks?
  • Er der /e/ eller /ɛ/ i penge, engelsk, her, der?
  • Er der /ɛ/ eller /æ/ i lærer, skrift?
  • Er der /æ/ eller /a/ i kræft, præst, frem, kaffe latte?

Svaret er i alle tilfælde at der kan være begge dele. I ubetonede stavelser er der endnu mere vilkårlighed. Der er måske forskel på hvem der er tilbøjelig til at sige hvad alt efter hvor gammel man er og hvor man kommer fra, men det er kun de mest sprogsure der ser det som et problem at der er lidt forskel på vokalerne.

Vi kender også problemet fra når vi skal lave en liste over ord der illustrerer de danske vokaler. Det er ikke nemt at finde ord hvor man er helt sikker på at danskerne er enige om hvilken vokal der er i ordet.

Hvis man ser mere specifikt på hvilke vokalvariationer der går ubemærket hen, så er det lige netop åbningsgraden der varierer. Vokaler kan i mange tilfælde variere inden for en enkelt åbningsgrad.

I min ph.d.-afhandling om fonetisk reduktion i spontantale fandt jeg at når danskere afviger fra ordbogens vokalkvalitet, så er det typisk en afvigelse i åbningsgrad, sjældent andre parametre som læberunding eller fortunge/bagtunge.

Sprogforandringslitteraturen er smækfyldt med små ændringer i åbningsgrader, vokaler der bliver mere åbne eller mere lukkede. Men der er meget langt mellem vokaler der ændrer runding eller flytter frem og tilbage i munden.

Det kunne tyde på at mistanken kan bekræftes: At danske vokaler er så vanskelige at få styr på, bør give os den mistanke at det ikke er så supervigtigt om man lige rammer den rigtige åbningsgrad. Dette bekræftes af at danskere selv ikke er så påpasselige med hvilken åbningsgrad de benytter, og de lægger ofte ikke selv mærke til denne variation. Når de lægger mærke til den, er det højst anledning til forargelse over at nogle udtaler ordene på en anden måde, sjældent til egentlige misforståelser.

9-10 vokaler, 4 åbningsgrader?

Hvis man indtænker variationen i vokalerne i analysen af åbningsgrader, og tænker i åbningsgrader som spænd snarere end specifikke kvaliteter, kan man, noget spekulativt, nøjes med fire åbningsgrader:

  • lukket, /i~e/
  • halvlukket, /e~ɛ/
  • halvåben, /ɛ~æ/
  • åben /a/

Det er som sagt en spekulativ og utraditionel vinkel at anskue det fra, men der er et gran af sandhed i det. Sprog har som sagt sjældent mere end fire åbningsgrader. Når vi så har fem åbningsgrader i dansk, er det naturligt at de er under et vist pres, og vi kompenserer for det ved ikke at være alt for fintfølende med hvilken vokal der benyttes.

Hvis vi fjerner en åbningsgrad fra hver række, ender vi på 10 vokaler. Der er andre indikationer af at det ikke er urimeligt at tale om kun 9-10 distinktive vokaler i dansk. Vi klarer os fint med de 9 vokalbogstaver i alfabetet, og vi har ikke rigtig brug for flere. Hvordan vi bruger de 9 vokalbogstaver, er ikke altid optimal, men mængden af vokaler synes egentlig at være passende, og det gælder netop at samme vokalbogstav ofte kan dække over et par forskellige åbningsgrader. Nina Grønnum har fra en anden vinkel lavet fine analyser af hvordan man med lidt komplekse regler kan reducere de mange vokalallofoner til 10 abstrakte fonemer (hvor jeg mener man efter samme principper yderligere kan reducere dem til 9).

I IPA-kontekst vil jeg stadig holde fast i 13 distinktive vokaler. Jeg forsøger ikke at underkende at de 13 vokaler opfattes som distinktive. Men Grønnums 9-10 vokalfonemer, de 9 vokalbogstaver og den store variation og fleksibilitet i åbningsgrader indikerer på hver sin måde at vi ikke er så nøjeregnende, og i en eller anden forstand kun har 9-10 vokaler i dansk.

Eller: Jo flere nuancer vi vælger at inkludere i vores beskrivelse, des vanskeligere er det at skelne mellem nuancerne, men samtidig bliver det også i praksis mindre væsentligt at kunne skelne.

Den fremmedsprogspædagogiske pointe er at der formentlig ikke er payoff i at terpe et meget stort antal vokalnuancer og en meget specifik vokalkvalitet i hvert ord. Hvis man som udlænding har den opfattelse at dansk er et ekstremt svært sprog pga. de mange vokalnuancer, så er der muligvis et element af at man er blevet udsat for en misrepræsentation af mængden og væsentligheden af at kunne skelne præcist. Som udlænding kan man måske med fordel lære at godt nok er der mange vokaler, men man kan slappe lidt af med om man bruger den ‘rigtige’ vokal. Hvis man har vanskeligt ved at skelne præcist mellem /i/ og /e/, /e/ og /ɛ/, /ɛ/ og /æ/ osv., så gør det formentlig ikke så meget, for danskerne er heller ikke så flittige til at skelne selv, og vi kommunikerer fint selv om vores vokaler er lidt forskellige.

Opsamling

Når en skelnen er vanskelig at lære i et sprog, er det typisk fordi denne skelnen egentlig ikke er så vigtig.

De danske vokaler bliver ofte beskyldt for at være særligt udfordrende for folk der skal lære dansk. Men måske er det så heller ikke så vigtigt igen at kunne skelne de mange nuancer.

Danskere er ofte ikke enige om hvilken vokal der skal være i et bestemt ord. Vi varierer meget ofte mellem to åbningsgrader i vokalerne, og det gør som regel ikke noget. Vi kommunikerer fint på trods af at vi ikke benytter samme vokaler, og den store variation i vokalerne går ofte ubemærket hen. Den pointe er vigtig at få med i fremstillingen af dansk. Udlændinge der skal lære dansk, behøver ikke være mere præcise i vokalerne end danskerne er.

Jeg hører gerne hvis du har erfaringer med vokaler i andre mere eller mindre vokalrige sprog. Har dansk friere variation i vokalerne end sprog med færre vokaler? Smid gerne en kommentar på facebook.

Kategorier
Lydskrift Vokaler

Utilpasset IPA: Hvor mange vokaler er der i dansk?

Hvis man ser i WALS-databasen over vokalinventaret i verdens sprog, så er det gennemsnitligt at have 5-6 vokaler, mens omtrent en tredjedel af verdens sprog har 7-14 vokaler. Der er ikke registreret nogen sprog med mere end 14 vokaler.

Dansk er ikke inkluderet i databasen, men dansk fremstilles ofte som ekstremt vokalrigt. Nogle forskere siger vi har mindst 20 vokaler eller 22 vokaler, og nogle forskere påstår at vi i dansk har op til 40 forskellige vokallyde, og samme forskere mener at de mange vokaler gør dansk til et af de sværeste sprog i verden. Dania-alfabetet skelner 33 forskellige vokaler. DanPASS-korpusset topper dem alle ved at skelne 57 forskellige vokaler.

Vi ved ikke om et højt antal vokaler gør det svært at lære et sprog, men vi kan i hvert fald se at det er svært for forskere at blive enige om hvor mange vokaler vi egentlig har. Og før vi ved det, er det spekulativt at udtale sig om hvilken effekt antallet af vokaler evt. har på sprogtilegnelse.

Mine sprogforskerkolleger der udtaler sig her, er vældig, vældig dygtige til mange ting, men ikke til at tælle vokaler. Og derfor gør de selvfølgelig som enhver ordentlig forsker: Tjekker faglitteraturen der er skrevet af folk med mere forstand på lige det emne. Problemet er man i traditionel dansk lydskrift skelner vokaler efter andre kriterier end man gør internationalt. I dansk lander man på et meget højt tal, men man glemmer at nævne at det ikke er sammenligneligt med andre sprog.

Der er ingen tvivl om at dansk ligger i den høje ende når det kommer til antallet af vokaler, uanset hvordan vi gør det op. Men IPA-skemaet har kun 28 vokalsymboler til rådighed, så kan det virkelig passe at dansk sprænger rammerne for hvad IPA kan kapere og har 2-3 gange flere vokaler end noget andet registreret sprog i verden? I så fald er dansk i sandhed et bemærkelsesværdigt sprog.

Nej, naturligvis er dansk ikke så spektakulært som som vi ynder at fremstille det. I en IPA-tilgang har vi 13 vokaler i dansk, hvilket jeg vil uddybe længere nede. Problemerne opstår fordi man i dansk tradition bruger en metode som er mere fintfølende end hvad man gør i andre sprog. Det gør tal i størrelsesorden 20-40 usammenlignelige med andre sprog. Lidt forenklet sagt svarer den danske metode til at regne gravhunde, rottweilere og pekingesere som forskellige dyr, mens de i andre optællingsmetoder regnes som samme dyr, forskellige varianter af hunde.

I den fysiske verden er alle vokaler i alle ord der nogensinde er udtalt, en lille smule forskellige fra hinanden. Alle de 50-100.000.000 vokaler du siger i løbet af dit liv er en lille smule forskellige hvis vi er tilstrækkeligt fintfølgende. Det kan vi ikke bruge til noget når vi tæller vokaler i et sprog. Vi har brug for en måde til at kategorisere de vokaler der ‘føles ens’. Men hvornår er noget ens eller forskelligt? Det kan man afgøre på forskellige måder.

Hvordan tælles vokaler traditionelt i dansk?

Lydskriftsystemet Dania er designet til at beskrive forskelle på danske dialekter. Mange af Danias 33 vokaler er fremkommet ved at dialektforskere har observeret at vokalen i et ord er systematisk forskellig i to dialekter, og derfor har man opfundet forskellige lydskrifttegn til de forskellige nuancer.

Man har også brugt det til at beskrive lydforandringer. Hvis en vokal, fx æ, i en eller anden kontekst er blevet mere åben, men ikke så åben at det bliver et a, så har man opfundet et tegn for en vokal mellem æ og a.

De mange nuancer er opstået ved et praktisk behov blandt sprogforskere til at notere og beskrive de forhold de nu fandt interessante at beskrive i forskellige varianter af dansk. Det er sådan set fuldstændig lødigt, men det adskiller sig fra hvordan man skelner vokaler i IPA.

33 vokaler er altså det man har haft brug for til at beskrive de væsentligste nuancer i alle danske dialekter. Men man behøver naturligvis ikke lære forskel på alle 33 vokaler for at kunne tale dansk. Alle danskere taler jo ikke alle dialekter. Og inden for den enkelte dialekt har man kun brug for at skelne 12-14 vokaler uanset hvilken dialekt man taler om.

I denne dialektale forstand er 33 et arbitrært tal. Det giver ingen mening at sammenligne sådan et tal på tværs af sprog. Det kommer fuldstændig an på hvor meget dialektforskning der er bedrevet på sproget. Jo mere man forsker, og jo flere varianter af sproget man undersøger, des finere nuancer kan man registrere. Sådan groft sagt.

I DanPASS-korpusset, som rummer transskriptioner af spontantale, skelnes der endnu finere. Der er i alt 57 forskellige vokaler, bl.a. fordi vokaler kan blive nasaleret og afstemt i mindre distinkt tale. Igen er det naturligvis fuldstændig lødigt til det formål korpusset er indrettet til, nemlig at studere processer i spontantale, at skelne så fint. Og igen er det kun et spørgsmål om hvor fintfølende man er og hvor stort ens materiale er. DanPASS rummer kun ca. 10 timers københavnsk tale. Man kunne let udvide det og finde mange flere vokalnuancer. Eller repræsentere alle vokaler med nogle talværdier for akustiske mål i stedet for lydskriftsymboler, og så ville alle de mange tusinde vokaler være forskellige.

Hvordan tælles vokaler i IPA?

I IPA er kravet at man skal skelne distinktive vokaler. Hvis man kan finde et ord hvor udskiftningen af en vokallyd med en anden fører til en betydningsændring, så er de to vokaler distinktive og skal noteres forskelligt. Hvis to forskellige vokaler ikke er distinktive, noteres de ens, og som udgangspunkt vælges her et passende IPA-grundtegn til at repræsentere vokalerne på tværs af de små nuancer.

Kort sagt, hvis vi fx udskifter vokalen i fest med vokalen fra fx mand, så får vi ordet fast, som betyder noget andet end fest, og derfor skal de to vokaler i IPA noteres forskelligt, fx /ɛ æ/, så vi får /fɛst fæst/ fest, fast. Hvis vi udskifter vokalen i prik med vokalen i fast, ændrer det derimod ikke betydningen (selvom vi sikkert kan måle mikroskopiske forskelle på de to vokaler), og derfor skal de noteres ens, fx /pʰʁæk fæst/ prik, fast.

I IPA er der altså en metode til at afgøre hvor mange vokaler man skal skelne i et sprog. Denne metode kan benyttes på alle sprog, og det tal der fremkommer, er, med visse forbehold, sammenligneligt på tværs af sprog. Og det er efter denne metode at man lander på 3-14 vokaler i andre sprog.

Hvis man vil bevise at der er 22 eller 33 eller 40 vokaler i dansk sammenlignet med andre sprogs 3-14 vokaler, skal man altså levere sådan nogle ordsæt der beviser at vokalerne distinktive, betydningsadskillende, ikke bare nuancer af samme fonem. Uden dette krav stikker man hånden i en hvepserede hvor der ikke er nogen grænse for hvor mange vokaler det er muligt at skelne.

Hvor mange vokaler er der så i dansk?

Tallet er 13. Mere specifikt 5 urundede fortungevokaler, 4 rundede fortungevokaler og 4 bagtungevokaler. /a/ er den eneste helt åbne vokal. Det passer heldigvis lige præcis til hvad man maksimalt kan skelne i IPA.

I IPA er der fem symboler til urundede fortungevokaler /i e ɛ æ a/, og vi kan skelne fem forskellige i dansk. Eksempler med lang vokal: /viːnə veːnə vɛːnə væːnə vaːmə/ vine, vene, væne, vane, varme. Eksempler med kort vokal: /tsik tsek tsɛk tsæk tsak/ tik, tig, tæk, tag (vb), tak. Jf. hvordan vokaler er defineret i IPA skal man ikke notere vokalerne mere præcist end dette selvom der måske er lidt forskel på de korte og lange vokaler, eller selvom de måske ikke lyder helt som på andre sprog. Det er den relative forskel på vokalerne man noterer i bred IPA, ikke deres absolutte værdi.

I IPA er der fire symboler til urundede fortungevokaler /y ø œ ɶ/. Det er lidt sværere at vise at de alle er distinktive i dansk. Men vi har /kʰyːlə kʰøːlə kʰœːlə/ kyle, køle, curle, og /fyːɐ føːɐ fɶːɐ/ fyre, føre, fyrre, og vokalen i fyrre er mere åben end i curle. At /œ ɶ/ er distinktive, kan man vist kun vist med ordparret /ʁœːʊ ʁɶːʊ/ røve (begå røveri), røve (pluralis af røv). Eksempler med kort vokal: /pytə pøte/ bytte, bøtte, /skø̰n skɶ̰n/ skynd, skøn, /kʁœ̰nt kʁɶ̰nt/ grynt, grønt. (Det er nok ikke alle der har kort /ɶ/ da den muligvis er ved at udvikle sig til bagtungevokal).

I bagtungevokalerne kan man skelne fire ‘åbningsgrader’. Eksempler med lang vokal /muːsə moːsə mɔːsə mɒːsə/ muse, mose, måse, morse. Eksempler med kort vokal: /ṵð fo̰ð ɔ̰ð ɒ̰ð/ ud, fod, åd, od.

(Jeg skriver ‘åbningsgrader’ i anførselstegn fordi vi traditionelt beskriver det sådan, men en undersøgelse af Juul, Pharao og Thøgersen fra 2016 indikerer at Åse-vokalen snarere er centraliseret frem for mere åben ift. /o/, så måske er vi på vej mod /muːsə moːsə mɵːsə mɔːsə/)

Vokalerne /ɶ ɒ/ angiver åbne vokaler, men i dansk er de klart mere lukkede end den åbne vokal /a/. De bliver brugt efter princippet om at der skal benyttes distinkte symboler for alle distinktive vokaler. Så /u o ɔ ɒ/ angiver altså fire forskellige åbningsgrader mellem lukket og halvåben. Dette bryder ikke med IPA’s definition af vokalerne eller praksis i andre sprog.

Vi har enkelte forhold der er på kanten af at være distinktive. Distinktionen /œ ɶ/ er meget marginal, og vi kunne måske nøjes med /y ø œ/. Mest problematisk er nok at enkelte talere følger en almindelig udvikling med at forkorte vokaler før /ð/, men uden at den lille nuanceforskel i kort og lang vokal ændres med. Det betyder at disse talere kan have en distinktion i fx bad i betydningen ‘jeg bad om noget’ vs. ‘bad barnet’. Jeg har ikke selv denne distinktion og kan ikke høre den når den bliver præsenteret for mig. Men for disse individer kan man muligvis argumentere for distinktion mellem 6 åbningsgrader som pt. ikke kan håndteres i IPA. Jf. det lidt ekstreme i sådan en påstand vil jeg kræve solidt bevis før jeg køber at åbningsgraden er eneste distinktive forskel på disse. Det er dog kun få individer der har den forskel, så overordnet er det ikke noget der rykker det danske vokalsystem fra hinanden.

Hvad med korte og lange vokaler?

I Juul, Pharao og Thøgersens undersøgelse af danske vokaler fra 2016, ses det at alle vores korte vokaler i gennemsnit er en lille smule mere åbne og centraliserede end tilsvarende lange vokaler. Der er vel at mærke tale om et gennemsnit; korte og lange varianter kan sagtens overlappe i kvalitet.

Dette er et meget almindeligt forhold i verdens sprog, og ofte fører det til at korte vokaler udvikler sig til andre fonemer. Det er sket mange gange i dansk, hvilket fremgår af vores ortografi, hvor vokalbogstaver ofte svarer til et mere åbent fonem i ord med kort vokal.

I IPA håndteres det i praksis forskelligt i forskellige sprog. Nogle noterer korte og lange allofoner ens, andre noterer dem forskelligt. Nogle skelner i nogle vokaler, nogle i ingen, nogle i alle. Det er i høj grad et fortolkningsspørgsmål, både af IPA og af de fonologiske forhold i det enkelte sprog. På engelsk noterer man fx /fit fɪt/ feet, fit, hvilket i danske ører snarere er et spørgsmål om lang og kort vokal. I sprog med få vokaler er der mere rum til at lave forskel på vokalerne, og det er lettere at skelne et sæt lange og korte varianter, fordi symbolerne er ledige. Men i sprog med mange vokaler er man mere begrænset, og her er det mere oplagt at lade forskellen ligge implicit i længdemarkeringen /◌ː/.

I dansk lydskrifttradition skelnes denne lille forskel for /æ/ og /ɒ/ (kun), så man bruger forskellige symboler i Ane/Anne, og orne/ånde. Det virker sjældent intuitivt for dem der skal lære lydskrift. Ane/Anne opfattes typisk som lang/kort variant af samme vokal. I udtale kan der være forskel på vokalerne, men der behøver ikke være det, og så længe der ikke behøver være forskel, skal de ikke noteres forskelligt eller opfattes som forskellige vokaler i IPA.

I snæver IPA kan man naturligvis bruge diakritika til at skelne, fx “vokalen i mene er mere lukket, [me̝ːnə], end vokalen i minde, [me̞nə].” og på den måde viser man at vokalerne i en vis forstand er den samme, men i en anden forstand forskellige (i stil med at rottweilere og gravhunde er forskellige varianter af hunde).

Er korte og lange vokaler forskellige vokaler?

Når nogle forskere siger vi har 20 vokaler og andre siger vi har 40, så har det altså også noget at gøre med om man tæller /i/ og /iː/ som to forskellige vokaler eller en kort og lang udgave af samme vokal. Tæller man dem som forskellige, ja så fordobler man pludselig antallet af vokaler i sproget. Når man sammenligner vokaler på tværs af sprog, skal man altså lige sikre at man regner på samme måde.

I en kontekst som handler om hvor svært det er at lære et sprog, er det lidt nonsensagtigt at tælle korte og lange varianter som vidt forskellige vokaler. Det er noget man gør for at imponere eller skræmme med høje tal. Et sprog der har 5 korte og lange varianter af samme vokal har på ingen måde samme vokalkompleksitet som et sprog der skelner 10 forskellige vokalkvaliteter. Hvis vi siger at dansk har 13 korte vokaler, så skal man ikke lære 13 helt nye vokaler når man skal lave lange udgaver af disse vokaler. Man skal lære en enkelt ekstra ting, nemlig at holde vokalen lidt længere i bestemte ord.

I IPA regnes vokallængde som et suprasegmentelt træk. Det er kort sagt ikke en egenskab ved vokalen med ved stavelsen. Rimeligheden i det kan man overbevise sig om hvis man fx beder folk om at bytte rundt på stavelserne i silo. Typisk svarer folk /loːsi/, hvor læberunding, åbningsgrad og fortunge/bagtunge-trækket flytter med vokalen, men længden blive stående fra det oprindelige /siːlo/. Hvis længden var en del af vokalens egenskaber, burde vi intuitivt flytte den med vokalen og sige /losiː/.

I de fleste (alle?) sprog der skelner vokallængde, herunder dansk, er der meget skrappe begrænsninger på hvilke stavelser der kan være lange og korte, som har noget at gøre med fonotaksen, dvs. hvor mange konsonanter der er, hvilken stavelse der er betonet m.m. Overordnet kan vi bytte de 13 hovedvokaler ud med hinanden og få velformede ord, men man kan kun i bestemte tilfælde bytte korte vokaler ud med lange og få et velformet ord. Der er normalt højst én lang vokal i et ord, men der kan være mange korte.

Det er stort set kun i betonede stavelser før en enkelt konsonant at vi skelner længde, ellers følger kort/lang styret af nogle bestemte regler. Det er altså typisk mere rimeligt at betragte længde som en egenskab ved ordets fonotaks end ved den enkelte vokal.

Men som nævnt er korte vokaler mere tilbøjelige til forandring. De bliver lettere mere åbne eller centraliserede, og med tiden kan de blive opfattet som et andet fonem. Man kan ikke sætte fingeren præcist på hvornår et fonem splitter sig op i to, ligesom vi ikke kan sige præcist hvornår primater blev til mennesker. Det er en glidende overgang hvor det kun er tydeligt at se forskellen når der er gået tilstrækkelig lang tid. Vi kan kun sige at for XXX år siden var lydene ikke distinktive, men nu er de distinktive. Der vil være overgangsperioder hvor der er to konkurrerende fortolkninger, og det kan forstyrre sammenligningen af antallet af vokaler i forskellige sprog. På et tidspunkt var der 5 vokaler i dansk, nu er der 13. Vi kan sige at udviklingerne er sket i det og det århundrede, men i den periode hvor udviklingen skete, ville datidens fonologer, hvis der havde været nogen, kunne slås om antallet af vokaler. Så i sidste ende giver det ikke nødvendigvis mening at tale om et bestemt antal, men mere et spænd som afhænger af hvordan man opfatter igangværende forandringer.

Summasummarum: Korte og lange varianter af samme vokal regnes typisk ikke som to forskellige vokaler når man opgør vokaler i sprog. Men der kan være udviklinger i gang i enkelte sprog, som man bør være opmærksom på, hvor korte og lange varianter er ved at splitte sig op i to forskellige fonemer.

Ubetonede vokaler

Danske ubetonede stavelser indeholder typisk en af vokalerne /ə ɐ ɪ ʊ/, fx /fætə fætɐ fætɪ faːɪ faːʊ/ fatte, fatter, fattig, feje, farve (/ə/ kan assimileres til en hvilken som helst vokal, fremmedord kan indeholde alle de andre vokaler i ubetonede stavelser).

Når man lærer lydskrift er der altså fire ekstra vokaler man skal lære at håndtere (trad. skelnes ikke mellem /ɪ i/, men jeg synes der er fornuft i at gøre det). Det tilfører naturligvis en ekstra kompleksitet og gør det vanskeligere at lære lydskrift.

Men det betyder ikke at man pludselig skal lære 17 vokaler frem for 13 vokaler når man skal lære at tale dansk. De fire vokaler /ə ɐ ɪ ʊ/ er ikke fire distinkt forskellige vokaler, men mere en slags jokertegn. Et ord som snakker kan udtales et sted mellem [snaka~snakɒ], så man kan godt nøjes med de eksisterende 13 vokaler, men det bliver så bare lidt tilfældigt hvad man så skal skrive i lydskriften. Derfor bruger vi /ə ɐ ɪ ʊ/ for at undgå at være mere specifik end hvad der er rimeligt.

En anden måde at anskue det på er at vi i ubetonede stavelser primært har fire distinktive vokaler, som vi vælger at notere /ə ɐ ɪ ʊ/, men disse angiver hver især et ret bredt spektrum af vokalkvaliteter, et bredere spektrum end hvis vi brugte /œ a i u/. Brugen af disse ‘jokertegn’ gør det også nemmere at formulere regler for fx betoning og andre ting, som ikke er relevant lige her, men smart når man skal lære noget om dansk lydstruktur på næste niveau.

Som en der skal lære dansk, er det mao. ikke vigtigt at om man udtaler huske som /huskɛ/ eller /huskœ/, fattig som /fæti/ eller /fate/ osv. Bare man rammer en vokal i det område og ikke forveksler den med en af de andre svage vokaler. Hvis man behersker de 13 primære vokaler, er man klædt rigeligt på til også at lave forskel på de ubetonede stavelser.

Det samme forhold gør sig gældende i andre sprog der skelner mellem stærke og svage vokaler, som engelsk, fransk, tysk mv. Det er typisk også sådanne sprog som generelt har mange vokaler. Det handler om at nogle sprog foretrækker en høj kompleksitet i stærke stavelser og lav kompleksitet i svage stavelser, mens andre foretrækker mere ensartede stavelser som er hverken er meget komplekse eller meget simple. Der kan således være en lidt selvforstærkende effekt; hvis man har høj vokalkompleksitet, bliver notationen lidt ekstra teknisk fordi man så typisk også skelner mellem stærke og svage stavelser. I sådanne sprog er det mest rimeligt kun at tælle forskellige vokaler i betonede stavelser.

Approksimanter og diftonger

Symbolerne /ɐ ɪ ʊ/ indgår også i notationen af diftonger, som /haɪ haʊ moɐ/ hej, hav, mor. I dansk tradition noterer man dem forskelligt fra ubetonede vokaler, idet man markerer dem med en bue, ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯. Det bliver derfor i flere af de opgørelser der blev nævnt i indledningen, regnet som selvstændige vokaler, tre ekstra vokaler til samlingen.

Men der følger helt det samme forhold som for de ubetonede vokaler. Lydene /ɐ ɪ ʊ/, eller ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ er ikke helt nye ekstra vokaler som man skal lære og holde adskilt fra de andre. Det er blot en indikation af at hovedvokalen skal glide i retning af /i a u/, men man behøver ikke lande specifikt på disse. Diftonger er overordentligt almindelige i andre sprog, men jeg har ikke set noget andet sted end i dansk hvor man tæller den slags notationer som særskilte vokaler.

Notationen af diftonger tager jeg op i næste indlæg.

Opsamling

Danske forskere kan godt lide på den ene side at overdrive antallet af vokaler i dansk, og på den anden side problematisere at vi har så mange vokaler. Det påstås jævnligt at dansk har 20-40 vokaler, 2-3 gange flere vokaler end noget andet sprog. Men måden man tæller vokaler på for at nå op i det antal, er ikke sammenlignelig med hvordan vokaler opgøres i andre sprog.

De høje antal vokaler stammer fra registrerbare forskelle på forskellige dialekter og anden udtalevariation og lidt frie fortolkninger af hvad der tæller som vokaler og konsonanter, men uden hensyn til om de små forskelle egentlig betyder noget, og uden hensyn til hvordan vokaler tolkes i andre sprog.

Hvis vi tager udgangspunkt i at det er normalt at have 5-6 vokaler i et sprog, og sprog maksimalt har 14 vokaler, så er det påstande om 20-40 vokaler der stikker ud og bærer en temmelig tung bevisbyrde. Der skal altså rigtig stærke og overbevisende argumenter til, før man kan godtage at vi har over 14 vokaler i nogen international sammenlignelig og metodisk veldefineret forstand, og der er rigtig langt fra 14 til 40 i den kontekst.

Når man skal lære at udtale forskel på danske ord der for en dansker lyder forskelligt, skal man beherske 13 forskellige vokalkvaliteter, som vi kan notere /i e ɛ æ a y ø œ ɶ u o ɔ ɒ/ i bred IPA. Det er i den høje ende sammenlignet med andre sprog, men vi er langtfra alene om at ligge oppe i det antal vokaler.

Man skal også lære at lave forskel på korte og lange stavelser og stærke og svage stavelser, og diftonger og monoftonger. Det er naturligvis også en ekstra kompleksitet, men det betyder ikke at man skal lære op til 27 ekstra vokaler.

Hvis vi, modsat hvad man ville gøre på andre sprog, regner korte og lange allofoner, approksimanter og svagtryksstavelser osv. for distinkt forskellige vokaler og inkluderer dialektal, sociolektal, og spontantalevariation, ja så kan vi godt komme op på et uhyrligt antal vokaler, men det samme kan man i alle andre sprog. Hvis man først begynder at inkludere ikke-distinktiv variation, kan man i et hvilket som helst sprog komme op på et vilkårligt højt antal vokaler. Hvis man først siger at vi har mere end 13, kan man lige så vel argumentere for 50 eller 100 eller 1000 eller milliarder. Begrebet mister ganske enkelt sin betydning.

Man er også nødt til at skelne mellem annotationsmæssig kompleksitet og kompleksiteten i at lære et sprog. Et sprogs vokalkompleksitet er ikke bare et spørgsmål om hvor mange lydskriftsymboler man har brug for. I bred IPA har vi brug for måske 17 forskellige vokaltegn, men det er mere af lidt tekniske/akademiske årsager, fordi vi skelner mellem stærke og svage stavelser og diftonger. Og hvis man vil notere forskel på dialekter og anden udtalevariation, kan man let have brug for at skelne mange flere vokaler og konsonanter. Det kan man bekymre sig om når man skal lære lydskrift og videregående akademiske emner, men det er uvedkommende når man bare skal lære at tale sproget.

I næste indlæg ser jeg nærmere på diftonger i IPA. Og så er vi ved at være ved vejs ende i denne serie om utilpasset IPA. Vi skal dog også lige forbi det danske stød, som vi traditionelt noterer med et hjemmelavet tegn, ligesom termen stød ikke rigtig modsvarer terminologien i IPA. Hvad skal vi dog stille op med det?

Kategorier
Lydskrift

Opgør med en lydskrifttradition

(Dette indlæg er en opsummering af en længere redegørelse jeg skrev ifm. et foredrag for lingvistikstuderende på Københavns Universitet. )

NB! Dette indlæg er forældet. Det repræsenterer et tidligt trin i processen der er beskrevet i nærmere detaljer under temaet Utilpasset IPA.

I mange år har jeg benyttet mig af de lydskriftkonventioner som jeg lærte fra Nina Grønnums bøger da jeg studerede på universitetet, og som benyttes i forenklet udgave i DDO. Men inden for de sidste par år har jeg arbejdet på en nye lydskriftstandard, som både er mere præcis ift. IPA, enklere og mere intuitiv, og mere velegnet til praktiske formål såsom sprogundervisning og sprogteknologi.

Herunder er en oversigt over de tegn i den traditionelle lydskriftstandard som Nina Grønnum (NG) benytter i sin seneste fonetikbog, og den som DDO benytter, som jeg mener bør ændres. I kolonnen schwa.dk ses min forslag til hvilke tegn der bør benyttes i stedet, og det hvordan den pågældende lyd skrives i mere præcis IPA. Mht. alle andre end de nævnte lyde er der overensstemmelse mellem alle fire standarder.

NG DDO schwa.dk IPA
p t k
b d g 		pʰ tˢ kʰ
b̥ d̥ ɡ̊ 		p t k
b d g 		pʰ ts kʰ
p t k 		pʰ ts kʰ
p t k
tj tɕ tj tɕ tɕ
dræbe
abe
kat		æ
æ
a		ɛ
æ
a		æɛ̞~æ
ɛ̞~æ
æ
tak ɑ ɑ aä
Morten
måtten		ɒ
ʌ 		ɒ
ʌ 		ɒɒ
ɒ̜
ø ø
œ
œ̞
ɶ 		ø
œ
ɶ 		ø
œ
ɶ 		ø
œ
ɶ̝
ej, av, er j/ɪ̯ w/ʊ̯ ɐ̯ j w ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯
snedig, mødding i e i e ɪ ɪ

Nogle af de ting i de traditionelle standarder som jeg i tiltagende grad undrede mig over, og som igen og igen førte til faglige og pædagogiske problemer, var:

  • hvorfor bruger man de stemte lyde [b d g] når de nu er ustemte i dansk?
  • hvorfor skelner man den meget lille forskel i kort og lang vokal i [æːnə anə] Ane, Anne, og [mɒːdn̩ mʌdn̩] Morten, måtten, når man nu ikke skelner for andre vokalers vedkommende?
  • og hvorfor bruger man [ʌ] for en vokal der, om noget, er mere åben end [ɒ], når åbningsgraden for symbolerne i IPA er lige omvendt?
  • hvorfor skriver man [ɑ] for den vokal som ifølge IPA skal skrive [a], og [a] for den vokal der skal skrives [æ]?
  • hvorfor skriver man fx [sdɑɡ] for stak, når det ville være både mere præcist og helt intuitivt ift. skriftbilledet at skrive [stak]?
  • og hvorfor skal det trække ned i karakter hvis en student netop skriver [stak] , når det nu er ganske præcis IPA?
  • hvorfor skriver man [dʁɛːbə æːbə] dræbe, abe, med forskellige vokaler, når ordene rimer?
  • hvorfor skriver man [ɕad] sjat, men [tjad] chat, når chat egentlig bare er sjat med [t] foran, [tɕad]?
  • hvorfor skriver man forskellige vokaler i høne og rynke, når nu de er ens? Og hvorfor skriver man samme vokal i grynt og gøre når nu de er forskellige?
  • m.m.

Nogle af disse ting har at gøre med at sproget har forandret sig. Andre gange skal svar på disse spørgsmål findes i praktiske årsager; man vil fx gerne skelne de væsentligste lydkontraster i sproget med forskellige symboler, og visse steder i sproget har vi flere kontraster inden for et område end der er symboler i IPA.

Men der er formentlig også tale om et stort element tradition. Da danske sprogforskere begyndte at gå over til IPA, var det i et miljø med meget stærk tradition for at bruge det hjemlige Dania. Måske under indflydelse af Dania, måske pga. af diskussioner af (faglige, pædagogiske osv.) styrker og svagheder ved de forskellige systemer m.m., sneg der sig en del Dania-arv med ind i adaptionen af IPA blandt danske sprogfolk, så en del symboler ikke bruges i overensstemmelse med IPA.

Man har mao. aldrig gjort helt op med Dania, et lydskriftsystem der er velegnet til at beskrive dansk, men kun dansk, og som ikke forstås af udenlandske studerende og forskere. Man er aldrig rigtig gået med på den internationale standard IPA. Det giver både problemer når man skal studere fonetik på tværs af sprog, og nogle af Dania-traditionerne giver problemer ifm. sprogteknologi.

Hvorfor ændrer man det ikke bare? Det er lettere sagt end gjort. Traditioner er i sig selv træge, men det handler også om at skabe en sammenhængende konvention. For når man ændrer én ting i en lydskriftkonvention, skubber man til alle de andre ting. Hvis man ændrer [ɑ d g] til [a t k] i stak, så [sdɑɡ] bliver til [stak], hvad så med det [a t k] man i forvejen brugte i [kad tal] kat, tal? De skal så ændres til noget tredje så man stadig kan se forskel på lydene.

Det er også et spørgsmål om hvor mange og hvilke fonetiske detaljer man skal medtage i en almindelig, praktisk, bred transskription. Mange fonetiske detaljer er vanskelige at opfatte og spiller ingen praktisk rolle – måske er de endda direkte forstyrrende – i sprogbeskrivelse, undervisning, sprogteknologi, formidling osv.

Når man tilrettelægger en lydskriftstandard, er der således mange hensyn man kan tage:

  • præcist: tegnene skal benyttes i overensstemmelse med IPAs definitioner, ellers kan man ikke rimeligt kalde sine transskriptioner for IPA
  • sprogligt: man skal kunne skelne vigtige betydningsadskillende kontraster i sproget, lyde der opfattes forskelligt, skal skrives forskelligt, og lyde der opfattes ens, skal skrives ens
  • pædagogisk: det må gerne være nemt at lære, så man starter med de nødvendigste lyde og kan udbygge med mere subtile detaljer senere hen
  • tværfaglighed: det er smart hvis man bruger samme konventioner på tværs af fag, så der er en kontinuitet når man studerer andre sprog, og det er smart hvis folk der har lært IPA i udlandet, umiddelbart kan læse danske IPA-transskriptioner; det er hele grundtanken med IPA
  • praktisk og læsbart: det er en god ide så vidt muligt at undgå diakritiske tegn, som både tager tid at lære, skrive, læse, og let fører til fejl i transskriptioner, og det er smart hvis man i vid udstrækning kan bruge de symboler der er på tastaturet frem for alverdens specialtegn
  • gennemskuelighed: det er lettere at lære lydskrift hvis der er en vis sammenhæng mellem de bogstaver vi er vant til og de lydskriftsymboler man skal lære
  • systematik: der må godt være en slags systematik i symbolvalgene, så samme lydtyper skrives ensartet og man så vidt muligt er konsekvent med hvilke detaljer der skelnes og hvordan
  • tradition: det er hensigtsmæssigt at der er kontinuitet mellem gamle og nye værker, traditionerne kan være tunge og uhensigtsmæssige

Alle disse forhold kan stikke i forskellige retninger og tale for forskellige transskriptionsstandarder. Og en del er til diskussion; hvad er vigtigt at kunne skelne i et sprog, hvad er mest pædagogisk, hvad gør man i andre fag, og hvis de gør noget forskelligt, hvad skal man så prioritere

I de ændringer jeg foreslår ovenfor, har jeg gjort op med traditionen og i stedet forsøgt at balancere de øvrige forhold. Resultatet er at der alt i alt er:

  • bedre overensstemmelse med IPA
  • færre specialtegn, hvilket gør det nemmere at skrive, læse og lære
  • bedre overensstemmelse med praksis i andre sprogfag
  • bedre sproglig/pædagogisk sammenhæng og systematik i den forstand at de betydningsadskillende kontraster i moderne dansk vises tydeligt i symbolvalgene, mens der er mere subtile nuancer og dialektal/sociolektal ikke nødvendigvis vises i brede transskriptioner
  • på nogle punkter større sammenhæng mellem udtale og stavning, på andre punkter dårligere sammenhæng

Uddybende begrundelse for enkelte ændringer

plosiverne: Jeg foreslår at man bruger [pʰ ts kʰ p t k] i stedet for det traditionelle [p t k b d g]. Vi har en kontrast mellem aspireret/affrikeret [pʰ ts kʰ] og uaspireret [p t k]. Det er vigtigt at danske sprogstuderende forstår denne kontrast. Der er ikke en stemthedskontrast som [p t k] vs. [b d g] indikerer, og som mange fejlagtig opfatter det. Man kunne vælge skrive det affrikerede /t/ som [tˢ], hvilket giver en bedre visuel sammenhæng mellem [ pʰ tˢ kʰ ]. Men [ˢ] er strengt taget ikke et IPA-tegn, omend det er almindelig brugt og kendt af IPA-brugere, så jeg ser ikke noget problematisk i den notation. Jeg synes selv det er enkelt, præcist og tastaturvenligt at skrive [ts], og det skaber til gengæld en visuel sammenhæng med [tɕ], se nedenfor.

tj: Jeg foreslår at /tj/ skrives [tɕ] i stedet for [tj]. Dette er til dels en konsekvens af at ændre [t] til [ts]. Ligesom /sj/ smelter sammen til [ɕ], smelter [j] sammen med affrikationen i [ts] sammen til [tɕ]. Det kan man lige så godt notere, når [ɕ] bruges i forvejen. Det giver både en mere præcis og systematisk beskrivelse, og det er i overensstemmelse med hvordan man noterer affrikater på andre sprog.

a, o, å: Jeg foreslår at man reducerer den tredelte skelnen mellem [æ a ɑ] til blot [æ a], hvor [æ] bruges i fx mase/masse, og [a] i mange. De fleste nybegyndere i dansk fonetik opfatter en længdeforskel på vokalen i mase/masse og i Morten/måtten, men ikke en kvalitetsforskel. På begynderniveau og i formidlingssammenhænge er det tilstrækkeligt at skelne længdeforskellen. I sprogteknologiske sammenhænge er en tredelt skelnen direkte forstyrrende.

Dette er ikke en påstand om at der ikke er nogen forskel. Det er der ganske sikkert. Men det er ikke (længere) en fonologisk kontrast, og det gælder i øvrigt for alle vokaler at der er en lille åbningsgradsforskel på korte og lange varianter af sammen fonem, hvilket der ikke er nogen tradition for at notere. Det virker arbitrært at skelne lige præcis i de to vokaler og ingen andre.

I meget konservativ sprogbrug kan man finde en fonematisk kontrast efter /r/ i fx [ʁæst ʁæ̞st ʁast] rist, rest, rast, så tidligere var det nødvendigt at skelne tydeligt mellem disse, hvilket formentlig har ført til traditionen med at skelne kort og lang vokal også (når man har indført denne skelnen i sin konvention, er man nødt til at være konsekvent). Til undervisnings- og formidlingsformål synes det dog vilkårligt at indføre denne skelnen som noget primært i moderne dansk. Det kan vente til forløb om dialekter og sociolekter, hvor man kan markere forskellene med diakritika.

ø’erne: Dette handler mest om at sproget har ændret sig så vi i dag har færre forskelle i ø-varianterne.

halvvokaler: når man skriver diftonger, benytter man almindeligvis [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] i andre sprogfag. Jeg kan desuden godt lide den visuelle sammenhæng mellem [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] (pædagogisk: halvvokaler er dem med buen under), og sammenhængen mellem disse og når de indgår i schwa-assimilation, [ɪ ʊ ɐ].

ig, ing: den ikke-fuldvokaliske lyd i –ig, -ing skrives traditionelt med hhv. [i e], men jeg synes der er fordele ved at skelne mellem fuldvokal [i e] i tit, lidt, og ikke-fuldvokal i –ig, -ing, ligesom der traditionelt skelnes mellem mellem [œ] vs [ə], og mellem [ɒ/ʌ] vs [ɐ]. Argumenterne er dog lidt snirklede, så jeg vil springe over dem her, men det er bl.a. baseret på praktiske erfaringer med sprogteknologi, hvor den manglende skelnen mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal er et væsentligt problem, så det vil være en fordel hvis fremtidige sprogteknologer har lært at skelne.

Reaktioner

Jeg har diskuteret disse konventioner med mange studenter og fagfolk. Generelt spænder reaktionerne fra positive til begejstrede. Jeg har tydeligvis ikke været alene om at undre mig over de eksisterende konventioner og ønsket forandring.

Jeg har selvfølgelig også mødt indvendinger. Det er især svært at sluge at skille sig af med [b d g] og vænne sig til at skrive [pilə tilə kilə] i stedet for [bilə dilə gilə] bille, dille, gilde, endda med risiko for uheldige fejllæsninger af fx [pætɐ tisə] batter, disse. Men det er svært at argumentere for at [b d g] hører hjemme i sprogundervisningen, når alle lærebøger nu beskriver aspiration, og ikke stemthed, som den afgørende kontrast i plosiverne. Det er især uheldigt hvis man har studeret eller kommer til at studere et andet sprog, hvor [b d g p t k] står for nogle andre lyde.

Et argument for brugen af [b d g] er at det er bedre i overensstemmelse med skriftbilledet i ord som bal, dal, gal. Det er dog ikke et holdbart argument, da [b d g] måske oftere ikke er i overensstemmelse med skriften, fx i stak, spæk, skrap, ud, leg. Det er ikke indlysende for mig at [p t k] skulle være mindre i overensstemmelse med skriften. Under alle omstændigheder må det i sidste ende være de fonetiske forhold der er afgørende.

Kill your darlings. Når man har brugt årevis på at terpe regler og skelne subtile kontraster, kan det være svært at lægge disse fra sig. Som så meget andet bliver konventioner til normer, som bliver til æstetik og følelser. Når man først har lært at skelne mellem mase/masse og Morten/måtten, kan det virke provokerende at andre skal slippe for at terpe det. I overgangen til den nye standard har jeg selv skulle vænne mig til at lave om på ting jeg har benyttet og forsøgt at banke ind i hovedet på studenter gennem mange år. Jeg var selv længe om at acceptere [p t k] i bal, dal, gal, og personligt (og samme reaktion har jeg fået fra andre) kunne jeg godt lide ’teltet’ [ʌ], som jeg nu har vinket farvel til. Men i sidste ende er jeg ikke i tvivl om at det det rigtige at gøre.

Den seneste årgang lingvister på KU har jeg (efter lidt børnesygdomme) undervist efter disse konventioner, og resultatet taler for sig selv. Det er mærkbart nemmere at lære lydskrift, og der er langt bedre sammenhæng mellem beskrivelsen af dansk og andre sprog. Før skulle man afsætte en del undervisningstid på igen og igen at forklare hvad forskellen er på de mange meget ens a-lyde og å-lyde, og hvorfor vi skriver [b d g] når vi skriver dansk lydskrift, men [p t k] i andre sprog (som så igen står for noget andet i dansk), og hvorfor den danske lærebog bruger [a] i kat og skriver [hɑj] for hej, når den engelske bruger [æ] i cat og skriver [haɪ] for high. Det var undervisningstid der blev brugt på at man blev klogere på hvorfor der opstår forskellige traditioner forskellige steder i verden, men det var ikke fordi man blev bedre til noget af det der stod i studieordningen. Jeg glæder mig derfor til at arbejde videre med denne standard og kommer ikke til at savne de gamle. Jeg håber andre vil tage pointerne til sig.

Tilføjelse: eksempel på transskription med traditionel og ny standard

Transskription med DDO-standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs eŋˈɡɑŋˀ ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd | iˈmɛnˀs kʌm en ˈvɑndʁeŋsmanˀ fʌˈbiːˀ ˈsvøbd iːn ˈvɑːˀm ˈkɑbə | di blew ˈeːnii ʌm ad ˈɑwɡɶːˀɐ ˈsdʁiðˀn̩ veð ad kʌŋɡuˈʁæːˀɐ ʌm ˈvɛmˀ dɑ ˈfɶɐ̯sd ku fɔ ˈkɑbm̩ ˈa hɑm

Transskription med ny standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ɒ ˈsoːˀln̩ ˈskɛntəs eŋˈkaŋˀ ɒm ˈvɛmˀ ˈæpm̩ ta va ˈstæɐ̯kəst | iˈmɛnˀs kʰɒm en ˈvantʁɪŋsmænˀ fɒˈpiːˀ ˈsvøpt iːn ˈvaːˀm ˈkʰapə | ti pleʊ̯ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈaʊ̯kɶːˀɐ ˈstʁiðˀn̩ veð æt kʰɒŋkuˈʁæːˀɐ ɒm ˈvɛmˀ ta ˈfɶɐ̯st kʰu fɔ ˈkʰapm̩ ˈæ ham