Kategorier
Vokaler

Sprog med mange vokaler er nemmere end sprog med få vokaler

I sidste indlæg skrev jeg om hvilke sprog der er sværest (tager længst tid at lære) for amerikanere, baseret på data fra den amerikanske statslige organisation FSI, hvoraf det blandt andet fremgik at dansk regnes som et af de nemmeste sprog.

Sprogforskere har spekuleret i at mange vokaler i et sprog gør det vanskeligere at lære sproget. Jeg må indrømme at jeg aldrig har kunnet gennemskue argumentationen, men ikke desto mindre tænkte jeg at det ville være teste på baggrund af disse data fra FSI.

FSI deler sprogene op i fire kategorier, 1-4, hvor 1 er nemmest og 4 er sværest. Jeg har undersøgt sprogene i hver kategori for hvor mange vokalfonemer der er i sprogene, og det ser sådan ud:

Blandt de nemmeste sprog (kat. 1) findes nogle af de mest vokalrige sprog, som dansk, portugisisk og hollandsk. Sprog i kat. 1 har i snit 10,33 vokalfonemer pr. sprog. I de sværeste sprog er der i snit 5 vokalfonemer pr. sprog. Kategori 2-3 ligger mellem disse.

Hypotesen om at mange vokalfonemer gør sproget vanskeligere, kan ikke bekræftes af disse tal. Tværtimod, mange vokaler ser umiddelbart ud til give et nemmere sprog end få vokaler. Der må tydeligvis være andre forhold der har langt større betydning.

Grafen er vel at mærke baseret på hvor svært det er for amerikanske diplomater at lære sprogene. Engelsk er selv et vokalrigt sprog, og det kan meget vel tænkes at vokalrigdom ikke udgør samme problem for amerikanere som for talere fra vokalfattige sprog. Det forklarer dog ikke hvorfor færre vokaler tilsyneladende gør sprogene sværere.

Spekulation

Flere har peget på at kasusrige sprog til gengæld ser ud til at volde problemer. Engelsk er, ligesom dansk, kasusfattigt, så det giver mening at kasus volder problemer. Jeg har ikke lavet statistik over det, men det vækker genklang hos mig selv, som på trods af at kasustræning er omtrent det eneste jeg kan huske fra tyskundervisningen i folkeskolen, aldrig rigtig fattede hvad kasus var før jeg havde læst lingvistik nogle år på universitetet.

Dermed påstår jeg ikke at kasus i sig selv gør et sprog vanskeligt. Pointen er, som de fleste kan sige sig selv, at vanskelighederne ved at lære et bestemt sprog, ikke afhænger af en fast lingvistisk kategori, men af hvilke(t) sprog du taler som udgangspunkt.

Det skal også siges at påstandene om at mange vokaler gør det svært at lære et sprog, ikke drejer sig om voksnes fremmesdsprogstilegnelse, men småbørns førstesprogstilegnelse, hvilket denne lille undersøgelse ikke kan sige noget om. Hvis vokaler volder problemer for børn, kunne man dog også godt forvente at de gjorde det for voksne. Under alle omstændigheder er det ofte vokalerne der fremhæves som det vanskelige i dansk, også ifm. fremmedsprogstilegnelse.

Helt intuitivt burde det logisk set ikke være direkte nemmere at lære et sprog jo flere vokaler der er. Og det kan meget vel tænkes at mange bøvler med at få styr på vokalerne i dansk. Men igen, man kan så glæde sig over at det bare er vokalerne der kræver lidt træning, for alt i alt lader det ikke til at være en stor hindring, og meget andet i sproget er tilsvarende nemmere. Sidst kunne man også spekulere i hvilke fordele der er i at udtrykke sproglige kontraster via vokalnuancer frem for fx komplekse kasussystemer eller andet. Men det vil jeg ikke kaste mig ud i her.

Data og metode

Info om vokaler er hentet fra wikipedia. For vokaler har jeg ignoreret suprasegmentelle træk (længde, toner, stemmekvalitet) og diftonger; et sprog med fx 7 korte og 7 lange vokaler er således registreret med 7 vokaler. At indregne disse ville kun gøre tendensen stærkere, da bl.a. dansk (kat. 1) ville eksplodere mht. antallet af vokaler. Alle sprog har 3-14 vokalfonemer, hvor langt de fleste har 5-10.

Sværhedsgrader er hentet fra FSI’s hjemmeside. Kat. 2 indeholder flest sprog. Jeg medtog kun de 22 sprog fra A-K hvorefter det var klart at inklusion af flere sprog ikke ville ændre på noget. Der er således medtaget 9, 5, 22 og 5 sprog respektivt i kat. 1-4.

Kat 1
Danish 13
Dutch 13
Italian 7
Norwegian 10
Portuguese 14
Romanian 7
Spanish 5
Swedish 10
French 14

Kat 2
German 7
Haitian 7
Indonesian 8
Malay 6
Swahili 5

Kat 3
Albanian 7
Amharic 7
Armenian 6
Azerbaijani 9
Bengali 14
Bulgarian 6
Burmese 8
Czech 5
Dari 8
Estonian 9
Farsi 6
Finnish 8
Georgian 5
Greek 5
Hebrew 5
Hindi 10
Hungarian 7
Icelandic 8
Kazakh 9
Khmer 10
Kurdish 7
Kyrgyz 8

Kat 4
Arabic 3
Chinese – Cantonese 5
Chinese – Mandarin 5
Japanese 5
Korean 7

Kategorier
Fonologi Vokaler

Gør de danske vokaler det vanskeligere at lære dansk?

I starten af ugen var der en artikel i politiken om at danske børn lærer deres modersmål langsommere end børn i andre lande, fordi vi har så mange vokaler. Undersøgelsen er også tidligere blevet omtalt på videnskab.dk.

Børnesprogsforskerne konstaterer at danske børn på 1½ år kan ca. 80 ord, mens jævnaldrende børn i andre lande kan dobbelt så mange ord. Forskerne har dernæst sammenlignet det med antallet af vokaler og konsonanter i de forskellige sprog, og er kommet frem til at dansk har mange flere vokaler end de øvrige sprog har.

Jeg har vanskeligt ved at blive overbevist om sammenhængen mellem antallet af vokaler og indlæringsvanskeligheder. Jeg skal dog indrømme at jeg ikke har læst forskningsartiklen, så jeg må basere mig på det der står i de formidlende artikler.

22 vokaler?

For det første er der et rent metodisk problem. Forskerne har talt sig frem til at der er 22 vokaler i dansk. Men hvor kommer det tal fra? I realiteten har dansk jo uendeligt mange vokaler, ligesom alle andre sprog. Hvis vi måler tilstrækkelig detaljeret, er alle vokaler der nogensinde er ytret og nogensinde vil blive ytret, forskellige fra alle andre vokaler.

Ok, 22 er en abstraktion, men jeg har tidligere blogget om hvor mange vokaler der er i dansk, og konklusionen er alt efter hvordan man vælger at analysere, kan dansk siges at have fra 10 til 50 forskellige vokaler. Så hvorfor lige præcis 22? Hvilke 22? Dette må udelukkende være et spørgsmål om hvor fine detaljer man er interesseret i at skelne.

Akustisk set kan vokalerne i et sprog inddeles i vilkårligt mange grupper, eller vilkårligt få, så tallet 22 er ganske enkelt et tal forskerne har besluttet sig for, sikkert efter nogle rimelig fornuftige kriterier, men ikke desto mindre er det forskernes beslutning, og ikke et faktum om dansk.

Skal man kunne alle vokalerne for at lære et ord?

Det næste problem er selve hypotesen, at mange vokaler er årsagen til at det tager længere tid at lære ord. Det har jeg vanskeligt ved at indse. Jeg kan ganske enkelt ikke følge logikken i det er vanskeligt at lære et ord fordi der er mange vokaler at vælge imellem.

Medmindre, selvfølgelig, hvis forskerne regner et ord som ulært indtil en præcis vokalkvalitet er opnået, dvs. hvis barnet udtaler kat som [kæd] eller [kɑd] i stedet for [kad]. Men det ville være ganske urimeligt at bestemme for et barn på 1½ år at en bestemt vokaler er korrekt, og alle andre er forkerte. Det kan jeg ikke tro at de har gjort.

Min erfaring med børns sprogtilegnelse er at de er ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. Hvis børn vil have mad, starter de med at siger [mɑ], de venter ikke på at lære ordet til de kan skelne mellem [a] og [ɑ]. Sådan er det for alle ord: De tilnærmer vokalen så godt de kan blandt de vokaler de mestrer.

Voksne er i øvrigt også ret ligeglade med præcise vokalkvaliteter. I almindelig sammenhængende naturlig tale virker det ligegyldigt om vi siger [i] eller [e], [y] eller [ø], [a] eller [æ] osv. Selvom vi har nogle idealer i distinkt leksikonudtale, er det ikke noget der er særlig vigtig når vi faktisk taler, og jeg har derfor vanskeligt ved er se at det skulle være et problem for børn at vi i laboratorieudtale kan måle subtile forskelle på vokalerne.

Hvis barnet har vanskeligt ved at opfatte de subtile forskelle på vokalerne, så bliver de blot opfattet som homonymer; de bliver ikke ikke-opfattet, så hvad skulle problemet være?

Er det så de bløde endelser?

Forskerne nævner også at de bløde danske endelser, som –ede, giver problemer. Fx siger Dorthe Bleses til videnskab.dk:

I det danske sprog betyder de mange vokallyde, at der ikke er ret meget, der siger: her er der et ord, der stopper, og et nyt, der begynder

Dette er jeg lodret uenig i. I dansk har vi stor forskel på hvilke lyde der står i starten og i slutningen af ord. De hårde lyde som [p t k f v ɕ] signalerer at vi er i starten af ordet, mens bløde lyde som [ð ɐ̯ ʊ̯ ɪ ə] signalerer at vi er i slutningen af ordet.

Det må alt andet lige være lettere at genkende dansk [kæːɪ] kage som ét ord, da [ɪ] ikke kan være et ord, end svensk [kɑːka] kaka, hvor [ka] godt kunne være et ord. Eller tænk på fransk hvor ordfinale konsonanter ofte trækkes over i starten af efterfølgende ord, så fx tout homme udtales [tu tɔm] og ikke som adskilte ord [tu ɔm]. Dansk har mao. et ganske klart signal for ordgrænser ift. mange andre sprog.

Det kan ikke være de bløde endelser der gør det vanskeligere at finde ord i dansk end i andre sprog.

Hvad er så årsagen?

Der er ingen tvivl om at danske børn har sværere ved at lære deres modersmål ift. børn i andre lande. Og ideen om at det skulle være noget i selve den sproglige struktur der er årsagen, synes jeg er temmelig interessant og relevant at undersøge nærmere. Men jeg tror ikke forskerne fra Odense har fat i den rigtige ende – igen med det forbehold at jeg ikke har læst den konkrete artikel, og dette bare er nogle tanker jeg gør mig baseret på min lingvistiske intuition.

Min personlige teori – den vej jeg ville gå hvis jeg skulle kaste mig over et nyt forskningsprojekt – er at afstanden mellem den abstrakte fonologiske og morfologiske repræsentation og den konkrete udtale er større i dansk end i mange andre sprog, dvs. noget der på et abstrakt niveau er det samme, har meget akustisk/artikulatorisk forskellige realiseringer.

Fx bøjes verbet bage helt regelmæssigt at bage/jeg har bagt, men i udtalen er der er overordentlig stor forskel på [bæːɪ bɑgd]. Det er to meget forskellige vokaler, og /g/ realiseres som hhv. en halvvokal og en klusil. Og i en sammensætning som bagværk, bliver /g/ til [w]. Jeg forestiller mig at det er en stor opgave for børn at gennemskue at [ɪ̯ g ʊ̯] på et abstrakt niveau er den samme lyd.

Og den slags er der rigtig meget af i dansk. Afstanden mellem /y/ og /ø/ synes ikke at være lang, men i ryge/røg bliver det til [ʁyːy ʁʌɪ̯ˀ], hhv. en lukket, rundet fortungevokal og en åben urundet bagtungevokal. Forskellen kunne dårligt være større.

Hvis forskerne tæller det som ét ord når barnet har lært at sige bære/bar/båret, så kan jeg godt forstå at danske børn kan færre ord, for forskellen i udtalen i det forskellige bøjninger er så stor, at barnet reelt er nødt til at lære tre ord for at lære et ord.

Kategorier
Diverse

Hvad har høreapparater og børns sprogtilegnelse med hinanden at gøre?

Videnskab.dk har de sidste par dage haft et par artikler med fonetisk relevans. Den ene artikel – Forskere tættere på opklaring af talens gåde – er fra min arbejdsplads ‘Øregangen’ på CBS, og handler om det forskningsprojekt som jeg selv er tilknyttet. Den handler om hvordan vi med sprogtilegnelsesmodeller forsøger at lære høreapparater noget om sprog og dermed lære dem at forstærke sprogligt relevante signaler og nedtone de irrelevante.

Den anden artikel – Vokaler gør det svært at lære dansk – handler om at det danske sprogs omfattende vokalinventar gør at danske børn er længere om at lære deres modersmål end børn i andre lande.

Man kan abonnere på sprognyheder fra videnskab.dk her.