Kategorier
Sprogsyn

De fleste sprog i verden klarer sig fint uden ‘han’ og ‘hun’

Hvor vigtigt er det at kunne skelne han og hun? Hvis man spørger den gennemsnitlige internetkriger, er det overordentligt vigtigt, og der er ikke meget for tiden der kan få folk højere op i det røde felt, end når en landsdækkende butikskæde tager et lille skridt i en kønsneutral og inkluderende retning.

Men på de fleste sprog i verden kan man noget som man ikke kan på dansk: man kan referere til en person med et pronomen uden samtidig at være tvunget til fortælle hvilket køn personen har. I stedet for han og hun, har man kønsneutrale pronomener; det mangler vi i dansk.

De sprog vi som danskere kender bedst, er dansk og engelsk, og måske lidt tysk, fransk, spansk og italiensk – sprog som alle har kønnede pronomener – og for den gennemsnitlige dansker føles det nok som en helt naturlig og basal del af sprog. Men de fleste sprog har faktisk ikke kønnede pronomener.

WALS (World Atlas of Language Structures) kan man finde informationer om fonetiske og grammatiske træk i verdens sprog, og på nedenstående kort kan man få indtryk af kønnede vs. ukønnede pronomener i verdens sprog. De hvide prikker angiver sprog der ikke har kønnede pronomener, og de farvede prikker angiver sprog med et eller andet omfang af kønnede pronomener.

Der er 378 sprog i databasen, hvilket selvfølgelig kun er en lille del af verdens 7-8.000 sprog. Men det er nok til at give et indtryk af fordelingen i verdens sprog. Som man kan se, er der en overvægt af hvide prikker. I alt er der:

  • 124 sprog med kønnede pronomener (33 %)
  • 254 sprog uden kønnede pronomener (67 %)
De hvide prikker er sprog med kønsneutrale pronomener, de farvede prikker er sprog med et eller andet omfang af kønnede pronomener (se detaljer på WALS )

Der er altså en tydelig overvægt af sprog med kønsneutrale pronomener. Dansk er ikke med på kortet, men I dansk skelnes som bekendt traditionelt mellem hankøn, hunkøn, fælleskøn og intetkøn med pronomenerne han/ham, hun/hende, den, det, men altså kun i tredje person singularis, ikke i første og anden person, og ikke i pluralis. Dette er i øvrigt det hyppigste mønster blandt de 124 sprog med kønnede pronomener.

Vi skelner heller ikke køn i andet end disse ord, modsat sprog som tysk, fransk og italiensk, som også skelner køn i substantiver og adjektiver. Tidligere har vi også skelnet køn i andre ordklasser i dansk, og der er stadig rester af det i nogle dialekter (og vi skelner det i masser af ordpar som dreng/pige, far/mor, fætter/kusine, onkel/tante, nevø/niece), lige som nogle dialekter ikke skelner intetkøn og fælleskøn. Men grammatisk kønsmarkering er altså noget der over mange hundrede år stille og roligt har fået mindre plads i sproget.

Sprog skelner forskelligt

Der er ikke noget overraskende i at verdens sprog kategoriserer verden lidt forskelligt. På engelsk skelner man fx turtle/tortoise (skildpadde) og squid/octopus (blæksprutte). Det gør vi ikke i dansk.

Det er nærliggende at argumentere med at det alt andet lige er bedre at kunne skelne to forskellige ting sprogligt end ikke at kunne skelne dem. Men det er også overordentligt praktisk ikke altid at være tvunget til at være meget specifik.

For specifikke detaljer kan være irrelevante, uhensigtsmæssige, bøvlede og måske endda socialt uacceptable. Det er fx smart at vi kan sige Køb lige noget frugt i stedet for Køb lige nogle bananer eller æbler eller appelsiner eller … og det er smart at man kan gå på toilettet i stedet for at være meget specifik med hvad man skal derude. Personligt synes jeg det er upraktisk at vi i dansk skal skelne mellem jakke/frakke, bluse/trøje, sokker/strømper, og jeg synes lilla/purpur/indigo/magenta er lidt samme farve, men andre kan finde på at gå mere op i de nuancer.

Kønsmarkering i pronomener balancerer på grænsen mellem det hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige. I den ganske specifikke situation hvor vi har en sætning med to participanter, som har hver sit køn, er han og hun smart. Hvis man fx siger Søren og Mette var i biografen, men han sagde at hun syntes filmen var kedelig, kan han og hun lynhurtigt og praktisk fortælle os hvem der sagde hvad. Det kan man ikke med kønsneutrale pronomener.

Men vi kan også sagtens klare os uden, og i det fleste tilfælde har vi ikke brug for den skelnen. Hvis det er Søren og Jørgen der er i biografen, kan vi ikke bruge han og han, men så har vi andre formuleringsmuligheder så vi kan skelne hvem der siger noget om hvem. Vi kan også sagtens referere til fx vores hund eller kat med den, uden at afsløre dens køn.

Behov for et kønsneutralt pronomen

Når nogen offentligt efterlyser eller bruger et kønsneutralt pronomen, som de/dem frem for han/ham/hun/hende, bliver det i konservative kredse lynhurtigt udlagt som krænkelsesparathed, LGBT+aktivisme, benægtelse af at der er forskel på kønnene osv. Der er helt sikkert også et vittigt hoved der kommer med the One Joke, den ene vits som højrefløjen kan og skal fortælle ved enhver lejlighed: Hvad med os der føler os som katte, brødristere eller en høj, flot millionær fanget i en gennemsnitlig midaldrende hvid mands krop; vi vil også have særlige hensyn.

Men man behøver ikke at være krænkelsessyg, ekstremistisk wokeist for at efterlyse et kønsneutralt singularis tredjepersonspronomen i dansk. Der er masser af rimelige grunde til at bestræbe sig på at få udfyldt det hul i sproget.

I nogle tilfælde er personens køn ukendt. Vi er i dansk traditionelt tvunget til kluntede formuleringer som Når vi får en ny chef, håber jeg han eller hun vil forbedre forholdene. Tidligere var chefer altid hanner, så der spændte sproget ikke ben. Men nu er vi tvunget til en kluntet formulering, og vi er tvunget til at vælge mellem at være bagstræberisk og nævne han før hun, eller identitetsaktivist og nævne hun før han, fordi vi ikke er enige om et kønsneutralt de/dem.

I de fleste tilfælde er personens køn uvedkommende. Han og hun refererer rimeligvis først og fremmest til det biologiske køn for de fleste mennesker. Den ekstra information vi får med ved at bruge han og hun frem for et kønsneutralt pronomen, er dybest set hvilke reproduktive kønsorganer personen er udstyret med.

Denne kønsinformation er stort kun relevant i forbindelse med pardannelse og seksuel aktivitet, så det er ikke alene som regel uvedkommende, men i virkeligheden ofte også temmelig upassende: “Professor X, som i øvrigt er udstyret med en penis/vagina, skriver her at …”, “Mit barn, som i øvrigt er udstyret med en penis/vagina, starter i skole til sommer”.

Hvis man skal omtale sin partner med et pronomen, er man tvunget til at afsløre dennes køn og dermed påpege sin egen seksuelle orientering, hvilket kan være ubelejligt. Problemet er størst for seksuelle minoriteter, men man kan sagtens være ciskønnet og heteroseksuel og synes at ens seksualitet egentligt er en privat sag.

Ingen ord har en helt clear-cut semantik; de har også en masse konnotationer. Han og hun i særdeleshed refererer ikke bare til det biologiske køn, men har også konnotationer til alle de træk vi i øvrigt forbinder med kønnene. Det er langt fra alle der kan identificere sig med de forventninger som følger med han og hun, og det er i stigende grad blevet socialt acceptabelt at være åben omkring dette. I den forbindelse mangler sproget et udtryk man kan anvende i stedet for.

Hvad er det egentlig vi skal bruge den kønsinformation til? At benytte et kønsneutralt sprog handler ikke om at handle om at benægte biologiske forskelle, men om at vise hinanden den respekt ikke at påpege hinandens biologiske køn og seksualitet i tide og utide.


Opsamling Hvor praktisk det er at kunne skelne han og hun, afhænger af hvor ofte mænd og kvinder optræder parvis i en tekst, hvor man let og entydigt kan henvise til dem med forskellige pronomener. Dette skal opvejes mod situationer hvor det er uheldigt eller upassende at påtale personers køn.

Gevinsten ved at have han og hun er således størst i en kultur hvor mænd og kvinder primært optræder i par, hvor mænd og kvinder har faste kønsroller, og hvor det i øvrigt er socialt acceptabelt at påpege hinandens køn hele tiden. Men i takt med samfundet ændrer sig, at mænd og kvinder i mindre grad hænger sammen parvist, at fædre og mødre ikke nødvendigvis bor sammen, at flere vælger at leve som singler, at man ikke nødvendigvis danner par med en af det modsatte køn osv., svinder det praktiske i at skelne han og hun.

Kønsneutrale pronomener er ikke et latterligt krav fra en horde krænkelsesparate ekstremister, men et helt almindeligt træk i størstedelen af verdens sprog og en helt rimelig ting at savne. De færreste mennesker har et problem med at der findes køn i verden, men det betyder ikke at det er hensigtsmæssigt at påpege disse køn konstant via sprogets grammatik. Kønnede pronomener er i faldende grad praktiske, i stigende grad kluntede, upassende og politiserende, og de er aldrig nødvendige. Der er således god fornuft i at blive enige om og vænne sig til et kønsneutralt pronomen i dansk.

Kategorier
Sprogsyn

Alle synes deres eget sprog er sværest

I de sidste to indlæg (her og her) har jeg diskuteret nogle data om hvilke sprog amerikanere har nemmest ved at lære. Det er begrænset hvor meget generelt man kan sige på baggrund af disse data, men den vigtigste pointe er at disse data modsiger nogle af de fordomme vi har om hvor svært dansk er for andre at lære. Hypoteser om dansk og andre vokalrige sprog som særligt udfordrende bliver i hvert fald ikke bekræftet.

Jeg fandt opslaget via facebook-siden The Language Nerds, og i kommentarer til opslaget var der bl.a. to udsagn om at dansk er meget sværere end indikeret af disse data. Det spøjse er at begge disse udsagn kom fra danskere selv.

Det bekræfter mig lidt i min fornemmelse af at ideen om dansk som et særlig svært sprog primært er noget danskere selv har fundet på. Danskeres sproglige selvforståelse er ofte at dansk er svært, grimt og mumlet, og danskere som dårlige til både at tale og forstå deres eget sprog.

Men hvordan er det lige på andre sprog? Jeg satte mig for at undersøge de 250 kommentarer der kom til facebook-opslaget for at få en indikation af hvad folk generelt synes er nemme og svære sprog, og resultatet er spøjst. Og generelt var der mange der havde lyst til at påpege at et bestemt sprog var svært, men ikke meget konsensus om hvilke sprog de skal betragtes som svære:

Good luck with Polish I don’t believe those statistics at all

This is BS I’ve been learning Spanish for three years and I’m still at hola como estas

Arabic is easier than Urdu. I don’t trust this data.

Brah I’ll give you one million dollars if you learn Bulgarian in 44 weeks

Jeg fandt i alt 34 kommentarer der specifikt handlede om at bestemt sprog er nemmere eller sværere end hvad de omtalte data indikerede. Ud af disse 34 kommentarer var der 33 der talte et sprog op i sværhedsgrad, fx Yeah right, good luck trying to learn Greek in 44 weeks, og 10 talte et sprog ned i sværhedsgrad, fx German is really easy, even small children here are able to speak it, og altså 9 der både talte sprog op eller ned i sværhedsgrad, fx Arabic and Thai I won’t touch. Russian is easy. Korean is ok. Chinese and Japanese are OK, as well.

Jeg satte mig så for at se hvor folk der kom med disse udsagn, selv kom fra (og dermed formentlig hvilke sprog de selv taler). Af de 33 der italesatte et sprog som relativt svært, kom 21 netop fra det land hvor sproget tales. Der var tale om om sprogene bulgarsk (x2), cantonesisk, dansk (x2), georgisk, græsk (x2), hollandsk, norsk, polsk, portugisisk (x3), rumænsk, slaviske sprog, tysk (x2), ungarsk, urdu og vietnamesisk.

Til sammenligning var der to tyskere og en georgier der italesatte deres eget sprog som relativt nemmere.

Den stærkeste tendes er altså at folk der reagerede på opslaget, ville understrege at deres eget sprog altså var ret svært at lære.

De sprog der blev talt op i sværhedsgrad (som fremmedsprog) var: arabisk (x3), finsk (x2), fransk, polsk, russisk, spansk (x2), thai, ungarsk, litauisk. De sprog der blev talt ned i sværhedsgrad (som fremmedsprog) var: arabisk, finsk, fransk, japansk (x2), russisk, serbisk, spansk, ungarsk.

Hvad kan man bruge det til?

Der er tale om et ret tilfældigt nedslag i et opslag på de sociale medier. Kommentarerne er næppe repræsentative, men viser alligevel noget der kunne ligne en tendens: Overalt i verden er der folk som synes at deres eget sprog er temmelig svært at lære, både for indfødte og udlændinge. Det er ikke bare her i landet at vi har den opfattelse. Generelt er folk også mere tilbøjelige til at fremhæve det svære end det nemme i sprog.

Generelt har folk også mest travlt med at tale om deres eget sprog.

Det er selvfølgelig naturligt nok at folk kun udtaler sig om deres eget sprog, fordi det er et sprog de faktisk behersker og kan udtale sig om. Omvendt er det pudsigt at folk oftest opfatter deres eget sprog som svært frem for nemt, for folk har jo trods alt typisk lært deres eget sprog uden større problemer.

Den fortolkning jeg lægger op til, er at dette ikke handler så meget om hardcore facts – om hvad der faktuelt er nemt og svært – men om følelser og selvforståelse. Vi kan godt lide at forstå vores eget sprog som noget specielt på en eller anden måde; om det så er det smukkeste, sværeste, mest oprindelige eller andet. Og pågældende opslag lægger op til at man skal reagere på hvad der er svært. Et opslag om hvad der opfattes som det smukkeste sprog, ville sikkert også kalde på reaktioner overalt i verden.

Det er ikke nødvendigvis negativt at opfatte sit eget sprog som svært. En ungarer skriver Speaking Hungarian properly is a superpower. Dermed har alle ungarer en superpower, og det er vel ikke en dårlig ting. Det er ikke positivt hvis et sprog er så svært at ingen kan finde ud af, men omvendt er det forståeligt hvis man ikke vil have det siddende på at sig at det er så nemt at det bliver barnemad.


Har du en kommentar? Følg diskussionen på facebook.

Citater

(Emojis ikke inkluderet)

Good luck with Norwegian. You learn it in one place, then travel 2-3 hours in any direction and have a new accent to decipher xD We also have two official written languages, not counting the Sami onesnordmand
Georgia has it’s own unique alphabet and the letters, which are hardly to pronounce for foreigners, the easy part is, it pronounces the way it’s writtengeorgier
Romanian in the easy category? Who did this? English speakers can’t even pronounce all the letters in our alphabet. This was fun, but seems quite unrealistic towards many languages.rumæner
I would like to meet this English native speaker who can learn any Slavic language in 44 weeks. I dare You, I double dare You motherftaler af slavisk sprog
Vietnamese is tonal is very hardvietnameser
German is only category 3?? Enough to use it confidently? not a chance… A1 or A2 German, maybe…tysker
Yeah right, good luck trying to learn Greek in 44 weeksgræker
I welcome you all to just try bulgarian…bulgarer
Good luck with Polish I don’t believe those statistics at allpolak
I will like to see someone learning Danish in 24 weeks…dansker
Speaking Hungarian properly is a superpowerungarer
Master Greek in 44 weeks? Lol i’ve been speaking Greek for the last 31 years and i still make mistakesgræker
The person who wrote this article, clearly hasn’t learned portuguese… it’s harder than spanish and french… it has a lot of irregular verbs etc. not even native speakers speak it wellportugiser
Danish as easy as Spanish? Get out of heredansker
Cantonese is harder than Japanese, Korean and Mandarin…kineser
Learn Dutch in weeks? in your dreams. Make it months and months.hollænder
Arabic is easier than Urdu. I don’t trust this data.pakistaner
Brah I’ll give you one million dollars if you learn Bulgarian in 44 weeksbulgarer
German 30 weeks? Ahahaha! 300 weeks if you are germantysker
good luck with the conjugation of portuguese verbsportugiser
24 weeks to learn Portuguese… yeah, sure!portugiser
Kategorier
Sprogsyn

Dansk er det nemmeste sprog i verden

…ifølge amerikanske diplomater.

I forbindelse med diskussion om hvorvidt dansk er et særligt svært sprog, blev jeg opmærksom på den amerikanske statslige organisation Foreign Service Institute’s hjemmeside.

FSI har 70 års erfaring med at træne diplomater i alverdens sprog, og på deres hjemmeside oplyser de hvor lang tid det typisk tager amerikanere at opnå “Professional Working Proficiency” på sproget, dvs. en score på 3 (af maks. 5) på Interagency Language Roundtable scale, både mht. at læse og tale sproget.

De nemmeste sprog, målt i hvor lang tid det tager at lære, er:

Dansk, hollandsk, italiensk, norsk, portugisisk, rumænsk, spansk og svensk.

Disse sprog tager alle ca. 24 ugers træning. Fransk halter lidt efter med 30 uger, og herefter kommer tysk sammen med haitiansk, indonesisk, malayisk og swahili, som tager ca. 36 uger.

Derefter følger en lang liste med sprog som tager ca. 44 uger, herunder bulgarsk, finsk, græsk, russisk, serbokroatisk. De sværeste sprog på listen er arabisk, kinesisk, koreansk og japansk som tager ca. 88 uger.

Kort over sproglig sværhedsgrad, lavet af redditor Fummy

Hvad kan man bruge de data til?

Hvor svært det er at lære et fremmedsprog, afhænger naturligvis af ens sproglige udgangspunkt. Det er relativt. Det er meningsløst at tale om nemmeste og sværeste sprog i absolut forstand. For englændere (og danskere?) lader det til at sprog med mange kasus volder flere problemer end fx sprog med mange vokaler, men kasus er naturligvis ikke et problem for dem der er vokset op med det.

FLS’ data er baseret på hvor svært det er at lære for amerikanske diplomater. Og dansk har tilsyneladende tilstrækkeligt meget til fælles med engelsk til at det er et af de nemmeste sprog at lære for engelsktalende.

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, elsker danskere at fremstille deres sprog som særlig svært. Vi hæfter os ved detaljer og udsagn fra udlændinge om hvor svært det er, ikke så meget i udsagn om hvad der er nemt.

Det mest interessante er at disse data er derfor at de ikke giver os grund til at tro at dansk er sværere end fx hollandsk, italiensk, norsk, portugisisk, rumænsk, spansk og svensk uanset hvilket udgangspunkt man har. Det kan man selvfølgelig ikke vide 100 %, men vi har ikke anledning til at tro det.

Hvis man har en hypotese om at dansk er særlig svært i en eller anden forstand, burde man som minimum forvente at dansk tog længere tid at lære end beslægtede sprog som norsk, svensk og tysk, men det kan altså ikke bekræftes af disse data. Tværtimod lader dansk til at være nemmere end tysk, på trods af lidt flere vokaler, mindre indlysende ortografi og ringere eksponeringsmuligheder.