Er dansk et særlig svært sprog?

I den senere tid har der været en del skriverier i medierne om at dansk er meget svært at lære og danske børn halter sprogligt bagud. Se også her, og her, og her. Jeg kender menneskerne bag og har hjulpet dem med nogle af af undersøgelserne. Det er fine folk, og de er vældig dygtige til mange ting, men ikke til dansk fonetik. Alligevel er der i artiklerne en masse fonetiske udsagn som er ganske misvisende. På den ene side har jeg ikke lyst til at sige noget dårligt om mine kolleger og deres forskning, på den anden side har jeg ikke lyst til at lade forvanskninger af dansk fonetik og sprog og den forskning som andre kolleger og jeg selv har bedrevet i emnet, stå uimodsagt. Som man kan se, har sidste hensyn vundet. På forhånd undskyld til jer fra Puzzle of Danish, hvis I skulle komme forbi her.

Det er sådan set ikke nyt at fremstille dansk som helt exceptionelt svært. Den ældste kilde på min boghylde er sprogforskeren Aage Hansens bog Vort Vanskelige Sprog fra 1965, men der er garanteret lignende fremstillinger der er meget ældre. Og der har gennem årene jævnligt været både akademiske artikler og indlæg i medierne fra diverse sprogforskere der giver deres bud på hvorfor dansk er så svært eller lyder så grimt. Og så er der den klassiske sketch om Kamelåså, hvor danskere ifølge norske satirikere har mistet evnen til at forså dansk.

Især ældre generationer er gennem danskundervisningen blevet opdraget til at opfatte deres sprog som fyldt med fejl. Retskrivningen er svær, og når man endelig har fået banket den på plads, ser man overalt alle de fejl som andre begår. Det er let at få opfattelsen af dansk som et svært sprog og noget danskerne generelt ikke kan finde ud af.

Hvis man kigger på sprogdebatter på sociale medier, er de fyldt med beklagelser over og latterliggørelse af andre danskeres sprog. Der er meget lidt kærlighed til sproglig forskellighed i den danske befolkning. Selv folk med humanistisk uddannelse og livsanskuelse, som generelt hylder forskellighed og åbenhed over for at alle ikke behøver at være ens og følge samme forældede normer, holder sig ikke tilbage med ufortyndet sprogshaming hvor kun deres eget sprog og sprogforståelse har berettigelse. Alle der afviger, om det så er journalister, dansklærere, oversættere og andre professionelle sprogfolk, fremstilles som “direkte elendige og ude af stand til at formulere sig på et bare nogenlunde korrekt dansk”. Den får ikke for lidt.

Lingvister ved som regel bedre. Men i den seneste tids mediehistorier er der altså sprogforskere der, i lidt mere akademisk tone, hopper med på fortællingen om dansk som et svært, sjusket og grimt sprog, om danskere som nogle mumlere, og danske børn som dårlige til deres sprog.

Mens der er mange bud på hvorfor dansk er så svært og grimt, er der meget få forsøg på faktisk at dokumentere at dansk er sværere at lære end så mange andre sprog. Vi godtager præmissen uden videre skepsis, fordi det er en præmis der klinger med vores sproglige selvforståelse, og hvem har så brug for beviser? Og så skynder vi os videre til at forklare hvorfor, og det har som regel noget at gøre med at dansk lyder så grimt og at vi ikke udtaler ordene som de staves.

Der er dokumentation for at danske småbørn har svært ved at tilegne sig visse ting i sproget, såsom datidsendelser. Men det kan lige så godt ses som udtryk for at datidsendelser bare ikke er så vigtige i dansk. Sprog er i forandring, og det som ældre mennesker synes er vigtigt at fokusere på i sproget, er måske ikke lige det småbørn synes er vigtigt. Det betyder ikke at dansk som sådan er svært.

Der er også dokumentation for at danske småbørn i en meget tidlig alder har et mindre ordforråd som de dog indhenter ret hurtigt. Det har ikke nødvendigvis noget med sproget at gøre. I samme undersøgelse har amerikanske børn et af de største ordforråd, men engelske børn ligger lige så lavt som danske, på trods af at engelsk og amerikansk bare er dialekter af samme sprog. Der må være mange andre faktorer på spil, såsom hvordan vi stimulerer børnene, hvor tidligt vi putter dem i institution, hvordan de bliver stimuleret der og hvordan vi egentlig vurderer om vores børn behersker et ord eller ej. I tråd med danskernes sproglige selvlede er det nemt at forestille sig at danskere svarer udpræget negativt på de spørgeskemaer der ligger til grund for disse undersøgelser.

Det er selvfølgelig helt fair at der kan findes ting danske børn har sværere ved end børn fra andre lande, ligesom der garanteret er ting børn i andre lande har sværere ved end danske børn. Men det er ikke rimeligt at konkludere at fordi der er enkelte ting danske børn har svært ved, så er dansk generelt et svært sprog.

Har dansk et fonetisk problem?

Jeg ved egentlig ikke så meget om sprogtilegnelse, så jeg må hellere fokusere på det jeg ved noget om: Fonetik. Det danske sprogs fonetik bliver gjort til hovedsynderen i både nye og ældre problematiserende fremstillinger af dansk. Men fremstillingerne er fyldt med vrøvl om dansk fonetik. Jeg vil kommentere nogle af de udsagn man finder i ovennævnte links.

Første nogle udsagn på videnskab.dk (link)

Dansk har 40 vokallyde, italiensk har kun 7

Nej. Jeg har netop skrevet et længere indlæg om hvordan man tæller vokaler. I et paradigme hvor dansk har 40 forskellige vokaler, kan man også sagtens finde mindst 40 forskellige vokaler i italiensk. I et paradigme hvor italiensk har 7 vokaler, har dansk 13 vokaler. Jovist, stadig flere end italiensk, men ikke 5-6 gange så mange.

Nogle konsonanter udtales som vokaler

Ja, nogle konsonantbogstaver udtales som vokaler. I ord som /haʊ haɪ/ hav, hej staver vi det med v og j, men udtaler det som diftonger. Italiensk har også diftonger. Der staver man dem bare med to vokaler, au, ai. For et barns tidlige sprogtilegnelse er det underordnet om lydene staves med konsonantbogstaver eller vokalbogstaver. De skal bare sige lydene. Først langt senere skal de tænkte over hvordan de staves.

Dansk er et mumlesprog, vi mumler rent objektivt

At kalde dansk for et mumlesprog er ren sprogshaming. På italiensk er latinsk florem ‘blomst’ blevet til fiore. Her er der sandelig også konsonanter der er vokaliseret eller forsvundet. Vi kalder ikke italiensk for et mumlesprog af den grund. Det er bare sproglig udvikling. Det er naturligt og det kan forklares. Og hvad er objektiv mumleri overhovedet for noget? Det lyder meget lidt objektivt.

Vi tonerer ikke så meget

Toner og andre suprasegmentelle træk er som regel noget af det sværeste at lære i et fremmedsprog. Det bliver i hvert fald ikke sværere af at vi ikke gør det. En ting mindre man skal lære.

Når vi for eksempel siger ’bage alle kagerne’, kommer det til at lyde som ’bageallekagerne’

Hvad skulle vi ellers gøre? Holde pause mellem alle ordene? Det gør man ikke i nogen sprog. Ingen. Hvis man gør, bliver man meget irriterende at høre på. Når man transskriberer et hvilket som helst sprog man ikke kender, er det umuligt at vide hvor ordgrænserne går alene ud fra fonetiske cues. Det ved enhver fonetikstuderende der har prøvet det. Det er helt klassisk. Der er heller ikke nogen tydelige grænser mellem italienske ord. Det er på ingen måde en udfordring der er særlig for dansk.

Ifølge en undersøgelse er det op til 25 procent af stavelserne i det danske sprog, der ikke artikuleres, og det får os til at lyde lidt fulde, når vi taler

Hvilke stavelser? De stavelser man havde i 1600-tallet? Ja, dansk har reduceret en del ift. norsk og svensk, som det sammenlignes med i undersøgelsen. Det er sprogforandring, ikke mumleri. Norsk retskrivning er baseret på mere moderne norsk udtale, mens stavelserne i dansk retskrivning ikke har ændret sig meget siden 1600-tallet. Hvis man tager udgangspunkt i retskrivningens stavelser, får man naturligvis vidt forskellige resultater for de to sprog. Vi har en del lydstrukturer hvor et traditionelt stavelsesbegreb ikke giver så god mening som på svensk og norsk. Det er et akademisk problem, fordi det gør det svært at sammenligne stavelser på tværs af sprogene, men ikke et problem for små børn.

Og der står intet i undersøgelsen om at det får os til at lyde fulde. Det får os til at lyde danske i modsætning til svenske og norske.

Paradoksalt nok fører denne ‘mumlen’ til mindre af det problematiske. Det er især når vi har mange vokaler i træk at vi reducerer, som /fæɐʊə/ færge, der bliver til /fæːʊ/. Så nu må man beslutte sig; er det et problem at vi har mange vokaler i træk, eller et problem at vi reducerer antallet? Begge problemer eksisterer ikke på samme tid.

Prøv at sige sætningen ‘ni arrige irere’.

Det er en variant af ‘fire arrige irere’, som jeg er ophavsmand til. Jeg fandt på det som eksempel på noget helt ekstremt. Det er en tongue twister. Alle sprog har deres egne tongue twisters, som exploiter nogle af de mere subtile kontraster i sproget. Det er meningen at det skal være svært, men vi går ikke og taler i tongue twisters.

De mange vokaler, de drilske konsonanter og det mumlende danske sprog er ifølge forskerne tilsammen en oplagt forklaring på, at danske børn halser bagefter i deres sproglæring.

Men vi har ikke så mange vokaler, og dansk er ikke mumlet, og konsonanterne og de manglende endelser er først drilske når man skal lære at stave. Det lyder ikke så oplagt igen.


Så nogle udsagn fra denne artikel (som desværre er bag betalingsmur, beklager)

Det danske sprog er nærmest én lang vokallyd

Nej. De tre hyppigste lyde i ‘mumlet’ dansk (DanPASS) er /t s n/, tre konsonanter. Selv hvis vi tager den frihed at regne approksimanter (vokoider) som vokaler, er over halvdelen af lydene i almindelig spontantale konsonantiske. Der er intet usædvanligt i at have omtrent 50/50 konsonanter og vokaler med en lille overvægt af konsonanter. Svensk og norsk har reduceret en del konsonanter i starten af ord, som vi har bevaret i dansk. Hvordan er det i italiensk som er ‘meget nemmere’? Italienske stavelser består typisk af en konsonant og en vokal, så omtrent 50/50 på italiensk også. Så der er næppe markant forskel på sprogene her.

Når vi endelig har ret vokoide fraser, som fire arrige irere, bryder vi dem i praksis gerne op med sprængansatser, glottaliseringer eller pauser. Vi laver især gerne sprængansats eller pause før et indholdsord der starter med en vokal, så det ikke flyder for meget sammen med foranstående ord. Vi siger ikke /fiɐaɪɪiɐɐ/, men /fiːɐ ʔaːʔɪɪ ʔiːʔɐɐ/, hvor ʔ her angiver glottalisering eller sprængansats, og så er der fonetisk set pludselig kun højst to vokaler i træk. Disse elementer er typisk fuldstændig overset i transskriptioner af dansk, men i en undersøgelse af hvor lange vokoide strenge vi har i dansk, er de absolut relevante.

Når norske børn har lettere ved at lære norsk, er det, fordi nordmænd udtaler deres konsonanter som konsonanter og derfor kan høre, hvor et ord slutter. Eksempelvis siger man på dansk ’gade’ med blødt d, mens man i norsk siger ’gate’. Og når nordmændene siger ’kake’, siger vi ’kage’ – uden at udtale g’et overhovedet.

Det her hænger ikke sammen. Der er ikke nogen konsonant sidst i norsk gate og kake. Det bløde d i gade ender til gengæld netop i slutningen af ordet og bliver et signal for hvor ordet slutter. Det har man ikke i norsk.

Hvis man siger kage 20 gange i træk, er det meget nemt at høre hvor ordene slutter. De slutter lige før k hver gang. Hvis man på norsk siger kake 20 gange i træk, slutter ordene kun før hver andet k. Det må da alt andet lige gøre det sværere at høre hvornår norske ord slutter. Mit gæt er testpersoner ville ramme mere rigtig i dansk end i norsk hvis de skulle tælle hvor mange gange der blev sagt kage/kake i sådan et forsøg. Ifølge udsagnets egen logik burde dansk blive nemmere af denne udvikling (selvom jeg ikke tror det spiller nogen større rolle).

Og g‘et i kage er jo kun et spørgsmål om hvordan vi staver det. Ville det blive nemmere for børn der intet ved om stavning endnu hvis vi begyndte at stave det kae? Næppe. Danske børn forstår i øvrigt ganske udmærket hvad kage betyder når man spørger om de vil have et stykke kage.

Når de hørte den konsonantrige sætning »find bilen«, kiggede de hurtigt på bilen på skærmen. Men når der blev sagt »her er aben«, smeltede de mange vokaler i sætningen så meget sammen, at de skulle bruge et halvt sekund mere på at finde aben med øjnene.

Nu er jeg ikke grammatiker. Men. Hvis man skal bede nogen om at finde noget på en skærm, virker “her er X” ikke som en oplagt ordre. Hvis man konstruerer unaturlige sætninger, kommer der selvfølgelig en forsinkelse.

Vi kan godt konstruere vokalrige sætninger på dansk. Og jeg tror gerne at vi har bedre muligheder for at gøre det end mange andre sprog. Men det er ikke noget vi i praksis gør i specielt stor stil. Vi bruger som nævnt lidt flere konsonanter end vokaler, og vi fordeler dem jævnt.

Lange vokoide strenge er vanskelige at håndtere artikulatorisk og auditivt. Den er jeg med på. Det gælder i alle sprog. Og man kan også konstruere mærkelige sætninger i andre sprog. Men vi undgår netop også derfor at formulere os alt for ekstremt vokoidt. Vi går ikke og taler om arrige irere og røgede ørreder og rødgrød med fløde dagen lang. Det er ekstreme undtagelser. Vi vælger netop ikke at sige “her er aben” men “find aben”. Det er aldrig sådan at der ikke er alternative formuleringer som er mindre vokoide.

Hvis børnene udmærket forstår den naturlige formulering “find aben”, hvorfor er det så den unaturlige formulering “her er aben” der bliver fremhævet og brug som belæg for at dansk er svært og at man ikke kan høre grænserne mellem ordene? Det er uinteressant hvor svært det er at lære et sprog som ingen taler.

Til gengæld er danske børn massivt bagefter helt op til 8-års alderen, hvad angår datidsformerne

Børn bøjer ofte ikke datid som jeg selv gør, de siger bedte i stedet for bad, og løbte i stedet for løb, og vælgede i stedet for valgte. Men de bøjer altså ordene i datid. Hvis det handler om at de voksne ikke synes børnene bøjer ordene rigtigt, er det de voksne der har et sprogligt problem, ikke børnene.

Det er ikke kun, når vi taler med vores venner, at vi slapper så meget af, at vi udtaler konsonanter som vokaler eller sluger den sidste fjerdedel af ordene og siger ’kaf’ i stedet for ’kaffe’, ’piie’ i stedet for ’pige’ eller ’ka’ i stedet for ’kan’. »Det gør vi også i formelle sammenhænge. Det er bare sådan, sproget er, man sjusker mere på dansk«

Vi udtaler ordene som de skal lyde på dansk, også i formelle sammenhænge, ja. Men det er ikke sjusk. Der er ingen dokumentation for at man sjusker mere på dansk end på andre sprog. Det er ikke sjusk fordi man ikke udtaler ord som de staves. Det er ikke sjusk at sige /pʰiːi/. Tværtimod ville ingen forstå dig hvis du pludselig sagde /pʰiːkɛ/ for pige. Det er ikke sjusk at sige /kaf/ i de fleste varianter af dansk. Hvis man fjerner e i kaffe, så er der færre vokaler, og var det ikke vokaler der var problematiske?

Og sproget ‘er ikke bare sådan’ at vi bare taler generelt sjusket. Vi laver absolut forskel på formel vs. mindre formel udtale.


Det er svært ud fra artiklerne at se hvad der egentlig skulle være problematisk ved dansk fonetik. Udsagnene her kan opsummeres i

  • Urimelige overdrivelser (dansk har forskellige 40 vokaler, nærmest en lang vokalstrøm, massivt bagud med datid)
  • Ophøjelse af skriftsproget over talesproget (det er sjusk når vi ikke udtaler bogstaverne, ikke bøjer tydeligt som i retskrivningen, udtaler konsonantbogstaver som vokallyde)
  • Selvmodsigelser (det er skidt med mange vokaler, det er skidt at vi reducerer vokalerne)
  • Problematisering af noget der ikke er et problem (vi tonerer ikke)
  • Fremstilling af forhold der gælder i alle sprog som noget unikt danske (vi kan ikke høre hvor ord starter og slutter, vi reducerer, unaturlige sætninger er vanskeligere at håndtere)
  • Usandheder (danskere sjusker lige meget i formelle og uformelle sammenhænge, dansk er en lang vokalstrøm)
  • Shaming (sjusk, mumleri, vi lyder fulde)

Dansk har et retskrivningsproblem. Vi skriver slet ikke som vi taler, og det gør det svært for skolebørn og for udlændinge at lære at læse og skrive. Det er Dansk Sprognævns ansvar. Men udsagnene om dansk som et svært sprog handler om småbørns tilegnelse af det talte sprog, og her er retskrivningen irrelevant.

Dansk har også et lydskriftproblem. Vores traditionelle lydskrift giver et helt forkert indtryk af den fonetiske kompleksitet, og det kan let forvirre udenlandske sprogforskere og gøre det vanskeligt at sammenligne dansk med andre sprog. Det kan løses ved at gå over til utilpasset IPA. Men dette er et akademisk problem, ikke et problem for små børn der skal lære at tale dansk.

Jeg er med på at man må hugge en hæl og klippe en tå og give den et formidlingsmæssigt twist når man formidler sin forskning i bredere medier. Og der er også journalister ind over, hvis job er at tiltrække læsere så man kan sælge nogle annoncer. Men artiklerne her giver et misvisende billede af dansk. De lefler for det den gennemsnitlige sproginteresserede dansker gerne vil høre, nemlig at dansk er grimt, svært og sjusket, og det er ikke nemt for lægfolk at gennemskue det vildledende i udsagnene.

Der er et enkelt lyspunkt i artiklerne. Danskere er nemlig åbenbart bedre end nordmænd til at bruge kontekst og forstå sprog i støjfyldte omgivelser. Men selv dette blive vinklet negativt . Det bliver taget som belæg for at dansk er så sjusket og uforståeligt at vi bliver nødt til at bruge andre signaler end sproget til at gætte hvad der bliver sagt.

Det er ærgerligt. Man kan finde mange særlige ting i det danske sprog, og det kan sagtens vinkles meget mere positivt. Jeg har selv brugt betegnelser som sjusk og mumlen i min egen formidling, men med den vinkel at få folk til at åbne øjnene og se det som en styrke og funktionalitet i sproget og i sprog som sådan, og ikke til at nedgøre sprog. At problematisere reduceret udtale og kalde det sjusk og mumleri er et tilbageskridt.

Når man er nødt til at overdrive, shame, cherry picke, opdigte problemer, inddrage irrelevante problemer osv., er det typisk fordi de saglige argumenter er sparsomme. Historien om dansk som et grimt, sjusket og besværligt sprog er god til at sælge overskrifter, men den er ikke funderet i den fonetiske virkelighed.

Er alle sprog lige lette at lære?

Så er vi udenfor min comfort zone igen, men her er min vinkel på det:

Jeg tror ikke sprogforskere som sådan går rundt og er overbeviste om at alle sprog er nøjagtig lige lette i nogen objektiv forstand. Jeg tror nærmere de fleste vil være enige i at det rent metodisk er rigtig svært at sige noget fornuftigt om. Hvordan måler man et sprogs sværhedsgrad? Hvilken enhed skal det måles i? Er beherskelse af datidsendelser fx et godt tværsprogligt mål? Sproglige kategorier er abstraktioner og fortolkninger som ikke så let lader sig måle og sammenligne. Jeg tror alle er med på ideen om at der i ethvert sprog kan findes elementer som er mere udfordrende end andre, men hvordan man skal opsummere det hele, er svært at blive enig om.

Noget der udfordrer ideen om at et bestemt sprog skulle være ekstremt svært for børn at tilegne sig, er at sprog i høj grad bliver formet netop gennem børns sprogtilegnelse. Dansk er ikke bare sådan som det er, fordi nogen har designet det på en bestemt måde. Dansk, og alle andre sprog, er formet af at børn har efterlignet dem omkring dem som behersker sproget. Og børn laver aldrig en 100 % nøjagtig kopi af deres forældres sprog. Der er altid små afvigelser. Men børnene vokser op, får selv børn som laver deres egne små afvigelser osv.

Sproglige former udvikler sig efter evolutionslignende mekanismer. En vilkårlig sproglig mutation bliver ganske enkelt ikke overleveret til næste generation hvis den er for bøvlet for et barn.

Sproglige afvigelser mellem generationer har næsten altid karakter af at gøre noget nemmere i en eller anden forstand. Man kan fx gøre noget nemmere ved at fjerne en lyd eller lave om på en lyd eller lave en uregelmæssig bøjning om til en regelmæssig osv. Der er en sproglig fornuft eller logik i de enkelte sprogforandringer som får lov at overleve. Ellers ville de ikke sprede sig til en hel generation og overleve til næste generationer.

Men inden nogen spørger hvorfor det så ikke bare var nemt fra starten, eller om sprog så bare bliver nemmere og nemmere med tiden, eller hvorfor der så stadig er noget der er svært, så skal man være opmærksom på at de små effektiviseringer et sted kan føre en anden kompleksitet med sig et andet sted i systemet. Hvis to ord ender med at blive udtalt ens, må vi gøre noget for at lave forskel, fx ændre syntaksen, føje et afklarende ord til sætningen eller noget. Hvis man, som vi gjorde i middelalderen, trækker /ju/ sammen til /y/, så er det lidt hurtigere at udtale, men samtidig bliver der føjet en ny vokal til systemet, så vokalsystemet bliver lidt mere komplekst.

I sprogforandringer er der næsten altid sådan et tradeoff. Der en drift hen imod at gøre det nemmere, men det medfører en ny kompleksitet et andet sted, som bulen i gulvtæppet man ikke rigtig kan slippe af med. Og den samlede kompleksitet bliver i en eller anden forstand status quo.

Det er denne logik der gør, tror jeg, at de fleste lingvister har en ide om at sprog sådan overordnet set i en eller anden forstand er lige svære. Hvis noget er nemt i et sprog, er der noget andet der er svært. Hvis man har enkle stavelser, er man nødt til at lave meget lange ord. Hvis presser lydene sammen til komplekse stavelser, får man kortere ord, men til gengæld skal man skelne flere vokal- og konsonantnuancer. Hvis man har en kompleks morfologi, kan man slippe afsted med en simpel syntaks eller omvendt.

Opsamling

Er dansk et særlig svært sprog? Det korte og sikre svar er at det ved vi ikke, men vi har ingen grund til at tro at det er. Nogle ting er svære, andre ting er ikke så svære, og sådan er det på alle sprog. Der er ikke nogen international konsensus om hvordan man måler et sprogs sværhedsgrad, og uden dette er det svært at sige mere fornuftig om sprogs sværhedsgrad i nogen objektiv forstand.

Er dansk sjusket og mumlet? Nej, bestemt ikke. Talere sjusker og mumler på alle sprog, og de taler tydeligt, alt efter behov. Nogle reduktioner sætter sig i sproget og former det og gør det forskelligt fra andre sprog, men det gør det ikke grimt, dårligt og svært. Udsagnene om dansk udtale er stærkt overdrevne, de problematiserer noget der ikke er et problem eller noget der ikke er særligt for dansk, de er nedsættende, de er selvmodsigende eller de er direkte falske.

Hvis dansk har et problem, så er det at vi elsker at fortælle hinanden hvor grimt det er og hvor dårlige vi er til det. Især når vi ikke staver som man skal eller udtaler ordene som de staves. Det problem bør vi gøre noget ved. Vi skal ikke forstærke det.

Bliver dansk talesprog mere utydeligt?

Sommeren er som bekendt den tid på året hvor medierne skal lede lidt længere efter indhold til deres artikler og programmer, og så griber man ofte fat i et eller andet sprogligt spørgsmål. Kristeligt Dagblad spurgte mig således forleden om dansk talesprog bliver mere utydeligt, og den artikel samlede flere medier op på.

Som akademiker vil jeg naturligvis helst svare ’både ja og nej, for på den ene side, men på den anden side, og det kommer an på’, og det er ikke altid et svar der passer ind i mediernes formater og agendaer, men heldigvis har jeg mit eget medie her, hvor jeg kan svare som det passer mig og efter mine egne agendaer ;)

For ja, på nogle punkter bliver sproget mere utydeligt, men det bliver så at sige ikke mere utydeligt end det hele tiden er blevet. Og på den anden side, nej, sproget bliver overordnet set ikke mere utydeligt af at nogle detaljer hist og her bliver mindre tydelige.

Noget af det vi kan se i moderne dansk, er at de bløde konsonanter (de bløde varianter af r, g, v, j, dem vi har i slutningen af fx mor, hav, mig, tøj) reduceres mere end andre lyde, og derfor ændres udtalen af ord som rge, Børge, ærgre, havre, højre osv. mere mærkbart end andre ord. Udtalen af disse konsonanter bliver mere utydelig i den forstand at vi ikke kan høre dem som selvstændige lyde længere, Børge udtales typisk [bɶːʊ] af yngre danskere, hvor r og g ikke modsvares af en selvstændig lyd.

Men bemærk at selvsamme yngre danskere ikke har noget problem med at gennemskue hvilket ord der er tale om når man siger [bɶːʊ]. Ordet udtales stadig på en anden måde end hvis man stavede det Børe, Bøge eller Bøe, for r og g er ikke bare forsvundet ud i den blå luft; de har sat spor på nabovokalerne før de forsvandt ud af udtalen.

På samme måde, når vi begynder at udtale gave som [gæːʊ] i stedet for [gæːvə] så er v’et ganske vist blevet mere utydeligt, men det er ikke blevet mindre tydeligt hvorvidt der siges gave, gade, gale, gane, osv. Den betydningsadskillende funktion ligger altså ikke i hvor tydeligt den enkelte lyd udtales, men i at man kan høre tilstrækkelig forskel på ordet og de ord som det skal kontrastere med.

Sprogforandringer er således ikke en utydeliggørelse af sproget, men en omorganisering. Kontrasterne bliver flyttet fra et sted til et andet. Hvis man fokuserer på den enkelte lyd, vil det ligne en udtværing, men hvis man kigger holostisk på den resulterende struktur, er der ikke sket noget tab.

Som jeg skrev i dette indlæg, er der som sådan intet nyt i dette. Siden vikingetiden har vi i dansk reduceret konsonanter mellem vokallyde, ubetonede stavelser og endelser. Unges sprog er derfor relativt set ikke mere utydeligt end vores bedsteforældres sprog var dengang de selv var den yngste generation. De unge mennesker opfatter ikke deres sprog som utydeligt, lige så lidt som bedsteforældregenerationen opfatter deres sprog som en utydelig variant af deres egne bedsteforældres sprog.

Er det et problem at sproget forandrer sig, og skal vi gøre noget ved det?

Sprogforskere siger som regel noget i stil med at vi ikke kan gøre noget ved at sproget forandrer sig, men at det heller ikke er noget problem, så der er som sådan heller ikke nogen grund til at gøre noget ved det. Alligevel er det noget der stadig bekymrer de fleste lægfolk der interesserer sig for sprog, og jeg vil gerne komme bekymringerne i møde og sige, ja, der er problemer, og jo, vi kan gøre noget ved det – men det vi kan og bør gøre, er som regel ikke det folk gerne vil have at vi skal gøre.

Et af de helt store problemer er at selvom talesproget ikke overordnet set bliver mindre tydeligt, så gør sprogforandringerne det mindre tydeligt hvorfor vi skal stave som vi gør. Hvorfor skal der fx være –r og –t i ord som kører og rigtigt, når vi ikke udtaler det, og hvorfor skal vi veksle mellem at skrive nogen/nogle, ad/af, hvis/vis, osv. når vi ikke udtaler ordene forskelligt?

Løsningen på det problem er ikke at lære folk at udtale tydelig forskel på disse ord, så de bedre kan huske hvordan de kan staves. Der er nemlig gode grunde til at de er endt med at blive udtalt ens – grunde som stadig vil være der selvom man lærte en generation at skelne, og de ville lynhurtigt ende med at blive udtalt ens igen, medmindre man blev ved med at smide enorme pædagogiske resurser i at bremse sproget i at bevæge sig derhen hvor det gerne vil.

Løsningen er derimod at ændre stavemåderne. Det er praktisk talt gratis at ændre ordenes stavemåde, og det kan gøres fra den ene dag til den anden. Ved løbende at ændre ords stavemåder til noget mere tidssvarende kunne vi gøre det meget lettere at læse og skrive, og det ville frigive tid hele vejen fra grundskolen til universitetet til andre og måske vigtigere ting end hvornår det hedder hhv. nogen og nogle. Det kræver sådan set bare at Sprognævnet ændrer stavemåderne, og så at folk er villige til at acceptere ændringerne (og denne modvillighed er det egentlige problem).

Et andet problem med sprogforandringer er at det kan føre til en kommunikationskløft mellem unge og ældre. Personligt kan jeg tvivle lidt på hvor reelt problemet er (hvis vi bl.a. frasorterer sådan noget som at man også får nedsat hørelse med alderen). Jeg oplever at sprogforandringer vækker en del mishag hos nogle ældre mennesker. De synes det er grimt, ubegavet og børnehaveagtigt at udtale og bruge ordene på en lidt anden måde end hvad de selv lærte i skolen, og sådan en modvilje kan ganske oplagt føre til en kommunikationskløft.

Løsningen på det problem ligger ikke hos den yngre generation, men hos de sprogkonservative, og første skridt på vejen er at acceptere det faktum at sprog forandrer sig efter nogle mekanismer som kan ligne sjusk og misforståelser, og at man ikke kan lave om på det faktum. Hvis man går ind i en samtale med en grundindstilling om at det er ubegavet eller grimt sprog at sige kraft i stedet for kræft, eller starte i stedet for begynde, eller hvad der ellers sniger sig ind i sproget, så er man selv årsag til kommunikationsproblemet – problemet ligger ikke hos den man taler med.

Fælles er løsningen at sprogvidenskab bør integreres i grundskolen og gymnasiet. Sproglæreres opgave bør ikke være at indoktrinere deres egen mening om hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt sprog. Sproglærere bør lære elever hvordan sprog fungerer, hvorfor det forandrer sig, hvorfor det er smart at lade retskrivningen følge med udviklingen, og at man roligt kan forberede sig på at ens børn og børnebørn vil bruge sproget på en anden måde end man selv gør.

Jeg har endnu ikke mødt en lingvist som synes det er svært at forstå hvad folk mener når de ikke udtaler forskel på kræft/kraft, nogen/nogle, når de siger dufte i stedet for lugte, når de siger forfordele, eller når de glemmer et nutids-r eller sætter kommaerne lidt skævt. God sprogforståelse handler ikke om at kunne leve op til en striks konservativ sprognorm, men om at forstå de sproglige mekanismer og den variation der følger med.

Kønskrans og krimskrams

En gruppe jordemødre vil gøre op med udtrykket jomfruhinde og derfor forsøger de nu at lancere erstatningsordet kønskrans, skriver Politiken.

Kransekage
Jordemødrenes forslag præmieres her med en virtuel kransekage.

Jordemødrene mener det vist seriøst, og har endda fået Dansk Sprognævns ord for, at betegnelsen kønskrans lever op til kriterierne for et dansk ord. Det gør det vel formelt set også, men der er en særlig lydlig grund (og sikkert adskillige andre grunde) til at det ikke er noget godt dansk ord, hvis man gerne vil tages seriøst. Og det burde sprognævnet måske have fortalt dem.

Grunden til at kønskrans lyder så komisk, er at det er meget tæt på at være en aflydsreduplikation – som krimskrams, miskmask, gynggang, dvs. et ord hvor to stavelser gentages, men først med en høj/fremskudt vokal, derefter med en lav/tilbagetrukket vokal.

Ord med den struktur har reserveret en helt særlig plads i dansk, nemlig i den vrøvlede, pjattede eller lydefterlignende ende af sproget. Der er mao. meget ringe sandsynlighed for at nogen vil tage et ord med den lydstruktur seriøst. Hvis kønskrans optages i sproget, bliver det næppe som andet end et sjofelt udtryk, stik imod jordemødrenes intentioner.

Man kan måske også indvende at ordet består af to meget tunge stavelser, hvilket også har noget udansk og konstrueret over sig. Gode danske ord veksler mellem tunge og lette stavelser, som jomfruhinde fx gør det.

Hvad skal man så kalde den?

Efter min mening skal en jomfruhinde – med den betydning vi normalt tillægger ordet, dvs. en hinde som dækker skedeindgangen og som brydes ved første samleje – vedblive med at hedde jomfruhinde. Jordemødrenes pointe er at jomfruer i virkeligheden ikke er udstyret med sådanne hinder, og betegnelsen kan være med til at skabe myter. Men så er det jo dét man skal fortælle folk i stedet for at lave sproglige krumspring.

Sprog fungerer ikke sådan at myter forsvinder bare fordi man kalder dem noget andet. Det er en sammenblanding af benævnelsen og det der benævnes. Myten kan ikke fjernes med kirurgiske indgreb i sproget, men folk kan oplyses om at ordet dækker over en myte.

Vi kan jo omvendt sagtens have ord for ikke-eksisterende ting – enhjørninge, spøgelser, trolddom osv.  – og vi tror ikke nødvendigvis at tingene eksisterer, bare fordi vi har et ord for det.

Hvad jomfruer har i stedet for en jomfruhinde, behøver vi sådan set ikke noget folkeligt ord for. Når først man har forstået at der er tale om en myte, er de anatomiske detaljer mindre interessante.

Snak om sprogsjusk

De to standuppere Sofie Flykt og Tine Marie, som har deres egen podcast Nøglen til alt, kontaktede mig fordi de var interesserede i at høre noget om sprogsjusk. Det fik vi en lang snak om, som kan høres her.

Lyden er lidt sløj i starten, men den bliver bedre. Jeg kommer på ca. 4½ min. inde i casten.

Der er en grund til at vi sjusker med sproget

Videnskab.dk har interviewet mig om mit forskningsprojekt. Læs artiklen ‘Sjusk med sproget er et tegn på overskud’ her. Pointen i artiklen er at distinkt udtale ikke nødvendigvis er et tegn på sprogbeherskelse. For at lyde naturligt skal man nemlig kunne reducere udtalen de rigtige steder og på den rigtige måde.

Da jeg lærte sprog i skolen og gymnasiet, gik man meget op i at bøje ordene rigtigt og lave grammatisk velformede sætninger, men hvis man kigger på hvordan vi faktisk bruger sproget, virker det som en helt forkert prioritering. I ægte sprog er det tilsyneladende bedre at sjuske med grammatikken end at være omhyggelig med at være grammatisk korrekt.

Følgende er en typisk ytring i det materiale jeg undersøger, hvor nogen personer er blevet bedt om at beskrive et netværk af forskellige figurer:

nederst er der en blå firkant
og oven over den blå firkant er der en grøn cirkel
og oven over den grønne cirkel er der en lilla trekant

Hvis man kigger på det egentlige indhold, det der er væsentligt for opgaven, kan ytringen reduceres til:

nederst: blå firkant
oven over: grøn cirkel, lilla trekant

og det er netop disse elementer der udtales distinkt, mens resten af ytringen, hvis funktion primært er at få ytringen til at hænge sammen grammatisk, som regel reduceres temmelig kraftigt.

Ordene er der en, som fonologisk er/ɛr deːˀreːˀn/, reduceres fx til [aɾɐn] eller lignende. Ord der står i bestemt form, udtales hurtigere og mere sjusket, den blå cirkel bliver bare til den eller udelades helt.

Det er karakteristisk at grammatiske småord og endelser trækkes sammen eller reduceres temmelig kraftigt hvis de ikke ligefrem droppes helt. Men indholdsordene, altså de ord der er centrale i ytringen, udtales distinkt. På den måde kan man sige at reduktioner er betydningsbærende idet de peger væk fra sig selv og hen på den væsentlige information.

Grammatik er ikke vigtig

Når så meget grammatisk information reduceres, er jeg tilbøjelig til at konkludere at det er fordi det ikke er vigtigt for kommunikationen. Hvis det var, hvorfor er vi så ikke mere omhyggelige med at udtrykke det?

Tag nogen af de eksempler der ofte dukker op i når folk brokker sig over de andres sprog:

Hvorfor er det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af hvornår det hedder det ene eller det andet?

Jeg har længe ment at den oplagte forklaring er at det er fordi disse ord udtales ens, og det går ud over den grammatiske forståelse. Men nu er jeg tilbøjelig til at mene at det den anden vej rundt: Disse ord ender med at blive udtalt ens fordi den grammatiske skelnen de udtrykker er abstrakt, ubetydelig eller redundant, eller hvad man nu vil kalde det (dog i kombination med det faktum at de som udgangspunkt lydligt ikke ligger langt fra hinanden).

På den baggrund virker det urimeligt at man skal bruge tid i skolen på lære hvad forskellen på nogen og nogle er hvis det reelt er ligegyldigt. Det forekommer mig at der må være vigtigere ting at gå op i.

Tilsvarende forekommer det mig at det må være vigtigere for fremmedsprogsundervisningen at kunne udtale forskel på fx fog og fuck end at kende forskel på girls/girl’s/girls’.

Selvfølgelig er noget grammatik vigtigt, men mange af de grammatikøvelser man bliver udsat for, når man skal lære at beherske et sprog, virker mere som små indlejrede intelligensprøver som egentlig er sprogligt uvedkommende: Før vi vil lytte på dig, skal du lige demonstrere dit værd ved at vise at du godt ved om præpositionen har en styrelse eller ej.

Dyrkelse af det middelmådige?

Ordvalg er en pudsig ting. En overskrift som Sjusk med sproget er et tegn på overskud kan let læses som en opfordring til at dyrke et sjusket sprog og en forherligelse af manglende sproglige kompetencer.

Jeg har ikke selv valgt overskriften, men når jeg skal forklare min forskning for lægfolk, bruger jeg ofte ordet sjusk for at bruge en velkendt ord og for at fange folks opmærksomhed.

Til daglig bruger jeg den mere objektive benævnelse reduktioner, men man kunne selvfølgelig også benytte et plusord som optimering eller rationalisering. Så ville det pludseligt være et positivt klingende budskab: Optimeret sprog er tegn på overskud – men det ville også være en overskrift som ikke satte mange tanker i gang.

Jeg synes derfor betegnelsen sjusk er velvalgt til artiklen da den populærvidenskabelige pointe er at meget af det som normalt opfattes som sjusk reelt er et nødvendigt og ganske raffineret element i vores sproglige formåen.

Men når den pointe er sivet ind, skal det selvfølgelig også med at ikke al sjusk er påskønnet. Mit ærinde er at forklare en mekanisme i sproget, ikke at promovere et sjusket sprog.

Sjusker unge mere med udtalen end ældre?

Jeg har lige læst en lille artikel (Strik & al. 2008) som undersøger hvorvidt unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale i en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden (hvilket man fortolker som en reduktion), eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere substituerer eller udelader lyde end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet flyve maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er i deres norm en reduceret udtale.

Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man  tager udgangspunkt i en konservativ norm. At man finder flere reduktioner hos yngre talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet blå transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 og 0,57 sekunder.

Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskrift er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige normer for hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på vores udgangspunkt og måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.

Henvisning

H. Strik, J. van Doremalen, and C. Cucchiarini (2008) Pronunciation reduction: how it relates to speech style, gender, and age. Proceedings of Interspeech-2008, pp. 1477-1480.

Jeg har lige læst en lille artikel (http://lands.let.ru.nl/~strik/publications/a143-PronVar-IS08.pdf) som undersøger om unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale fra en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden, eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere udelader lyde eller bruger andre lyde (hvilket fortolkes som reduktioner) end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet ‘flyve’ maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er fra deres perspektiv en reduceret udtale. Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man tager udgangspunkt i en konservativ norm.

At man finder flere reduktioner hos yngrere talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet ‘blå’ transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 sekunder og 0,57, næsten fem gange så meget. Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskriftkonvention er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige ideer om hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.