De fleste sprog i verden klarer sig fint uden ‘han’ og ‘hun’

Hvor vigtigt er det at kunne skelne han og hun? Hvis man spørger den gennemsnitlige internetkriger, er det overordentligt vigtigt, og der er ikke meget for tiden der kan få folk højere op i det røde felt, end når en landsdækkende butikskæde tager et lille skridt i en kønsneutral og inkluderende retning.

Men på de fleste sprog i verden kan man noget som man ikke kan på dansk: man kan referere til en person med et pronomen uden samtidig at være tvunget til fortælle hvilket køn personen har. I stedet for han og hun, har man kønsneutrale pronomener; det mangler vi i dansk.

De sprog vi som danskere kender bedst, er dansk og engelsk, og måske lidt tysk, fransk, spansk og italiensk – sprog som alle har kønnede pronomener – og for den gennemsnitlige dansker føles det nok som en helt naturlig og basal del af sprog. Men de fleste sprog har faktisk ikke kønnede pronomener.

WALS (World Atlas of Language Structures) kan man finde informationer om fonetiske og grammatiske træk i verdens sprog, og på nedenstående kort kan man få indtryk af kønnede vs. ukønnede pronomener i verdens sprog. De hvide prikker angiver sprog der ikke har kønnede pronomener, og de farvede prikker angiver sprog med et eller andet omfang af kønnede pronomener.

Der er 378 sprog i databasen, hvilket selvfølgelig kun er en lille del af verdens 7-8.000 sprog. Men det er nok til at give et indtryk af fordelingen i verdens sprog. Som man kan se, er der en overvægt af hvide prikker. I alt er der:

  • 124 sprog med kønnede pronomener (33 %)
  • 254 sprog uden kønnede pronomener (67 %)
De hvide prikker er sprog med kønsneutrale pronomener, de farvede prikker er sprog med et eller andet omfang af kønnede pronomener (se detaljer på WALS )

Der er altså en tydelig overvægt af sprog med kønsneutrale pronomener. Dansk er ikke med på kortet, men I dansk skelnes som bekendt traditionelt mellem hankøn, hunkøn, fælleskøn og intetkøn med pronomenerne han/ham, hun/hende, den, det, men altså kun i tredje person singularis, ikke i første og anden person, og ikke i pluralis. Dette er i øvrigt det hyppigste mønster blandt de 124 sprog med kønnede pronomener.

Vi skelner heller ikke køn i andet end disse ord, modsat sprog som tysk, fransk og italiensk, som også skelner køn i substantiver og adjektiver. Tidligere har vi også skelnet køn i andre ordklasser i dansk, og der er stadig rester af det i nogle dialekter (og vi skelner det i masser af ordpar som dreng/pige, far/mor, fætter/kusine, onkel/tante, nevø/niece), lige som nogle dialekter ikke skelner intetkøn og fælleskøn. Men grammatisk kønsmarkering er altså noget der over mange hundrede år stille og roligt har fået mindre plads i sproget.

Sprog skelner forskelligt

Der er ikke noget overraskende i at verdens sprog kategoriserer verden lidt forskelligt. På engelsk skelner man fx turtle/tortoise (skildpadde) og squid/octopus (blæksprutte). Det gør vi ikke i dansk.

Det er nærliggende at argumentere med at det alt andet lige er bedre at kunne skelne to forskellige ting sprogligt end ikke at kunne skelne dem. Men det er også overordentligt praktisk ikke altid at være tvunget til at være meget specifik.

For specifikke detaljer kan være irrelevante, uhensigtsmæssige, bøvlede og måske endda socialt uacceptable. Det er fx smart at vi kan sige Køb lige noget frugt i stedet for Køb lige nogle bananer eller æbler eller appelsiner eller … og det er smart at man kan gå på toilettet i stedet for at være meget specifik med hvad man skal derude. Personligt synes jeg det er upraktisk at vi i dansk skal skelne mellem jakke/frakke, bluse/trøje, sokker/strømper, og jeg synes lilla/purpur/indigo/magenta er lidt samme farve, men andre kan finde på at gå mere op i de nuancer.

Kønsmarkering i pronomener balancerer på grænsen mellem det hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige. I den ganske specifikke situation hvor vi har en sætning med to participanter, som har hver sit køn, er han og hun smart. Hvis man fx siger Søren og Mette var i biografen, men han sagde at hun syntes filmen var kedelig, kan han og hun lynhurtigt og praktisk fortælle os hvem der sagde hvad. Det kan man ikke med kønsneutrale pronomener.

Men vi kan også sagtens klare os uden, og i det fleste tilfælde har vi ikke brug for den skelnen. Hvis det er Søren og Jørgen der er i biografen, kan vi ikke bruge han og han, men så har vi andre formuleringsmuligheder så vi kan skelne hvem der siger noget om hvem. Vi kan også sagtens referere til fx vores hund eller kat med den, uden at afsløre dens køn.

Behov for et kønsneutralt pronomen

Når nogen offentligt efterlyser eller bruger et kønsneutralt pronomen, som de/dem frem for han/ham/hun/hende, bliver det i konservative kredse lynhurtigt udlagt som krænkelsesparathed, LGBT+aktivisme, benægtelse af at der er forskel på kønnene osv. Der er helt sikkert også et vittigt hoved der kommer med the One Joke, den ene vits som højrefløjen kan og skal fortælle ved enhver lejlighed: Hvad med os der føler os som katte, brødristere eller en høj, flot millionær fanget i en gennemsnitlig midaldrende hvid mands krop; vi vil også have særlige hensyn.

Men man behøver ikke at være krænkelsessyg, ekstremistisk wokeist for at efterlyse et kønsneutralt singularis tredjepersonspronomen i dansk. Der er masser af rimelige grunde til at bestræbe sig på at få udfyldt det hul i sproget.

I nogle tilfælde er personens køn ukendt. Vi er i dansk traditionelt tvunget til kluntede formuleringer som Når vi får en ny chef, håber jeg han eller hun vil forbedre forholdene. Tidligere var chefer altid hanner, så der spændte sproget ikke ben. Men nu er vi tvunget til en kluntet formulering, og vi er tvunget til at vælge mellem at være bagstræberisk og nævne han før hun, eller identitetsaktivist og nævne hun før han, fordi vi ikke er enige om et kønsneutralt de/dem.

I de fleste tilfælde er personens køn uvedkommende. Han og hun refererer rimeligvis først og fremmest til det biologiske køn for de fleste mennesker. Den ekstra information vi får med ved at bruge han og hun frem for et kønsneutralt pronomen, er dybest set hvilke reproduktive kønsorganer personen er udstyret med.

Denne kønsinformation er stort kun relevant i forbindelse med pardannelse og seksuel aktivitet, så det er ikke alene som regel uvedkommende, men i virkeligheden ofte også temmelig upassende: “Professor X, som i øvrigt er udstyret med en penis/vagina, skriver her at …”, “Mit barn, som i øvrigt er udstyret med en penis/vagina, starter i skole til sommer”.

Hvis man skal omtale sin partner med et pronomen, er man tvunget til at afsløre dennes køn og dermed påpege sin egen seksuelle orientering, hvilket kan være ubelejligt. Problemet er størst for seksuelle minoriteter, men man kan sagtens være ciskønnet og heteroseksuel og synes at ens seksualitet egentligt er en privat sag.

Ingen ord har en helt clear-cut semantik; de har også en masse konnotationer. Han og hun i særdeleshed refererer ikke bare til det biologiske køn, men har også konnotationer til alle de træk vi i øvrigt forbinder med kønnene. Det er langt fra alle der kan identificere sig med de forventninger som følger med han og hun, og det er i stigende grad blevet socialt acceptabelt at være åben omkring dette. I den forbindelse mangler sproget et udtryk man kan anvende i stedet for.

Hvad er det egentlig vi skal bruge den kønsinformation til? At benytte et kønsneutralt sprog handler ikke om at handle om at benægte biologiske forskelle, men om at vise hinanden den respekt ikke at påpege hinandens biologiske køn og seksualitet i tide og utide.


Opsamling Hvor praktisk det er at kunne skelne han og hun, afhænger af hvor ofte mænd og kvinder optræder parvis i en tekst, hvor man let og entydigt kan henvise til dem med forskellige pronomener. Dette skal opvejes mod situationer hvor det er uheldigt eller upassende at påtale personers køn.

Gevinsten ved at have han og hun er således størst i en kultur hvor mænd og kvinder primært optræder i par, hvor mænd og kvinder har faste kønsroller, og hvor det i øvrigt er socialt acceptabelt at påpege hinandens køn hele tiden. Men i takt med samfundet ændrer sig, at mænd og kvinder i mindre grad hænger sammen parvist, at fædre og mødre ikke nødvendigvis bor sammen, at flere vælger at leve som singler, at man ikke nødvendigvis danner par med en af det modsatte køn osv., svinder det praktiske i at skelne han og hun.

Kønsneutrale pronomener er ikke et latterligt krav fra en horde krænkelsesparate ekstremister, men et helt almindeligt træk i størstedelen af verdens sprog og en helt rimelig ting at savne. De færreste mennesker har et problem med at der findes køn i verden, men det betyder ikke at det er hensigtsmæssigt at påpege disse køn konstant via sprogets grammatik. Kønnede pronomener er i faldende grad praktiske, i stigende grad kluntede, upassende og politiserende, og de er aldrig nødvendige. Der er således god fornuft i at blive enige om og vænne sig til et kønsneutralt pronomen i dansk.