Kategorier
Lydopfattelse Udtale

Fire grunde til at det er blevet sværere at forstå hvad de siger i danske film og tv-serier

Jeg blev for nyligt interviewet om hvorfor det er blevet sværere at forstå hvad der bliver sagt i danske film og tv-serier. Interviewet kan læses her, men hvis man gerne vil have pointerne uden at betale abonnement, kan man læse om dem herunder.

(Og så en betydelig tak for inspiration til retoriker Marie Vinther Clausen og skuespiller Camilla Bendix, som jeg deltog i Klog på Sprog med i sommer om samme emne)

Mange beklager sig over at det er svært at forstå hvad der bliver sagt i moderne danske film og tv-serier. Det har været et tilbagevendende tema i mange år, og det er ofte noget jeg diskuterer med folk, når de opdager at jeg er sådan en der interesserer sig for udtalesjusk fonetisk reduktion.

Meget af kritikken går på at skuespillerne (især Mads Mikkelsen) mumler, og kritikken kommer især fra ældre mennesker. Det er derfor nærliggende at afvise det som den sædvanlige sprogsurhed der opstår med alderen hos nogle mennesker.

Men der er nok mere i det end det. Jeg har identificeret fire grunde til at det er blevet sværere at forstå hvad der bliver sagt i fjernsynet. Hver især er grundene nok ikke det store problem, men samspillet mellem de forskellige faktorer gør at det er blevet sværere at være dansk tv-seer end for et par generationer siden.

1. Hørenedsættelse

Det er især ældre der klager over lyden. Jo ældre man bliver, desto dårligere hører man. Det er desværre et uundgåeligt vilkår. Hørenedsættelse er en oplagt faktor.

Men hørenedsættelse forklarer ikke alt. Mange oplever at det specifikt er sproget i dansk drama der er svært at forstå, mens det går fint at forstå andre tv-programmer, radio, lydbøger osv.

Løsning: Der er ikke noget der kan kompensere 100 % for hørenedsættelse. Skru op for lyden, og invester i bedre tv- såvel som høreapparater. Det kan hjælpe noget a vejen.

2. Sprogforandringer

En anden oplagt, aldersbetinger faktor er sprogforandringer. Sproget forandrer sig, og det forandrer sig hurtigere i den yngre generation. Ældres sprog forandrer sig også en smule, men typisk slet ikke i samme tempo som i de yngre årgange.

Sprog forandrer sig i høj grad efter mekanismer som for ældre mennesker opleves som sjusk. Det er ikke bare nutidens unge der “sjusker”; det gjorde de ældre også da de var unge, set i forhold til den daværende ældre generation.

Mekanismen er i grove træk at vi alle veksler mellem mere og mindre formel udtale, men vi taler fortrinsvis uformelt til vores børn, så det er primært den uformelle udtale der videregives til næste generation, og den nye generation finder så sin måde at gøre udtalen mindre formel, mere reduceret.

I mine forældre eller bedsteforældres generation kunne man fx i meget formelle sammenhænge sige /lḭːvəɤ/ livet, men i almindelig, dagligdags udtale blot /liʊ̰ɤ/. Den uformelle udtale, /liʊ̰ɤ/, er blevet min naturlige måde at udtale på, for det er det jeg har hørt og sagt mest. Men i min generation har vi bygget videre på udviklingen. Når jeg taler hurtigt og uformelt, siger jeg blot /liɤ̰ɤ/, som så er blevet udgangspunktet for mine egne børn.

Bl.a. derfor oplever mange ældre de unges udtale som sjusket og mumlet. De unge bruger udtaleformer, som deres bedsteforældre kun vil benytte når de taler meget sjusket, men for unge er det helt normal udtale, og de unge har ikke selv svært ved at forstå det.

Når de ældre skuespillere af helt naturlige årsager udskiftes med yngre, følger sproget med. Det sprog der lød naturligt i den ældre generation, udskiftes med hvad der lyder naturligt for unge, men som er uventet og måske lidt grimt i ældre generationers ører.

Løsning: Man kan ikke forhindre sproget i at forandre sig, men man kan gøre noget for at følge med i forandringerne. Yngre generationers naturlige sprog er objektivt set fuldt ud lige så funktionsdygtigt og forståeligt som ældre generationers.

Det største problem er nok modvilje. Vi har generelt vanskeligere ved at forstå og håndtere ting vi ikke bryder os om. Hvis man først har set sig sur på bestemte skuespillere eller unge mennesker og deres vandaliseren af sproget, så har man sværere ved at forstå dem.

Sprog kræver samarbejde og velvilje. Hvis man insisterer på at synes at de unges sprog er sjusket og dårligt, og at sprogforandringerne var meget bedre i gamle dage, så er det en hindring i at forstå hvad der bliver sagt i fjernsynet. Men vi har alle sammen evnen til at tilpasse sig, akkommodere, til folk der taler lidt anderledes end vi selv. Hvis man er åben over for og sætter sig lidt ind i hvordan og hvorfor sprog forandres, bliver det også lettere at forstå.

3. Ny dramaturgi

Måden man fortæller historier på i dag, er anderledes end for 50 år siden. Når det var meget lettere at forstå Matador end Arvingerne, er det ikke kun hørenedsættelse og sprogforandringer der er på spil. Skuespil, instruktion og manuskript er også noget andet i dag end dengang.

I de seneste årtier, måske mest tydeligt i 90’ernes dogmefilm, har der været en bevægelse væk fra de meget tydelige, velskrevne, indstuderede, men også kunstige, matadorreplikker over mod at lyde naturligt.

De meget planlagte replikker i ældre drama er velegnede til at fortælle historier og skabe mindeværdige citater, men de er ikke gode til at skabe troværdige personer og situationer. Når Mads Mikkelsen skal spille en desillusioneret gymnasielærer i Druk, nytter det ikke noget at han artikulerer som lektor Blomme.

I moderne drama laver man scener hvor man mumler, taler fordrukkent, taler i munden på hinanden, for det gør mennesker i virkeligheden. I virkelige samtaler improviserer vi, kludrer rundt i hvad vi vil sige, og vi forstår ikke altid alle ord. Det er nok ofte slet ikke meningen at man skal forstå hvert enkelt ord i et skænderi eller en middagsbordssituation, men blot fange stemningen.

Den nye måde at skabe drama på forstærker effekten af sprogforandringerne. Skuespillerne artikulerede tydeligere og mere formelt i Matador, selv set i forhold til datidens standard. Springet fra en meget formel, overartikuleret udtale til en mere uformel udtale virker dobbelt, når man samtidig springer fra ældre formel udtale til yngre uformel udtale.

Løsning: Jeg har ikke noget indblik i hvor meget instruktører overvejer cost-benefit i afvejningen af naturlig vs. tydelighed. Jo vigtigere ordlyden i en replik er, des tydeligere bør den fremføres. Forudsat at instruktøren er opmærksom på dette (hvilket jeg ikke er overbevist om at de altid er), så er det altså et spørgsmål om at justere forventningerne til hvordan der fortælles historier. Man kan sagtens se en film eller serie uden nødvendigvis at opfange hvert enkelt ord. Det er måske slet ikke meningen at man skal forstå alt, ligesom vi heller ikke opfanger alt i naturlige samtaler. Men man forstår essensen og følelserne der knytter sig til de enkelte scener, og det er måske det der er meningen.

4. Lydmixning

Det sidste problem jeg vil pege på, er lydmixningen i moderne drama. I ældre film og serier som Matador, er der ingen baggrundslyde eller -musik når der fremføres replikker. Man hører alt og forstår alt.

En del af det at skabe mere naturlige situationer, er at der altid er baggrundslyd når vi taler med hinanden. Der er trafikstøj, naturlyde, andre folk i lokalet, musik eller fjernsyn der kører i baggrunden, glas og bestik der klirrer, osv. Al den baggrundsstøj forstyrrer og gør det sværere at høre hvad der bliver sagt. Men det gør også situationen mere naturlig og realistisk. Det er kun meget få situationer i det virkelige liv hvor der ikke er baggrundslyde når vi taler.

Almindeligvis er vi ret gode til at filtrere baggrundslyde fra når vi taler med hinanden. Vi bemærker dem ikke, men hvis man fjerner dem helt, bliver det alligevel lidt påfaldende. Det er dog velkendt at baggrundslyde gør det ekstra svært for folk med hørenedsættelse at følge med. Derfor virker dette element ekstra forstyrrende på ældre generationer.

Opsamling

Disse fire elementer skubber alle i en retning der gør det sværere at forstå hvad der bliver sagt i moderne danske film og tv-serier. Hver især er de ikke det store problem, men samlet set skaber de problemer.

Man kan nok håndtere en smule nedsat hørelse, eller at studieværterne bliver erstattet med yngre og sproget dermed forandrer sig, eller at ældre skuespillere taler lidt mere naturligt, eller at der indimellem tilføjes lidt baggrundslyd. Men det skaber udfordringer når alle ting sker på en gang.

Det forklarer hvorfor det specifikt er film og serier folk klager over. Det er ikke bare hørenedsættelse eller beklagelser over unges sprog. Det er kombinationen med ny dramaturgi og lydmixning der volder problemer.

Noget af det er instruktørers, skuespilleres og lydteknikeres ansvar, men lidt kan man også gøre selv. Imødekommenhed og velvilje over for forandringer i sprog og historiefortælling kan hjælpe noget af vejen, og det kan nye, forbedrede tv-apparater nok også.

Men på den lidt triste side, så er det også bare et livsvilkår at man i mindre og mindre grad er målgruppen for de nyeste tv-produktioner jo ældre man bliver, så man skal nok ikke forvente for mange hensyn.

Kategorier
Fonologi Lydopfattelse

Ord der udtales som ingenting

For nylig døde det første menneske på månen, Neil Armstrong. I den forbindelse blev der rusket op i en gammel diskussion om hvad Armstrong egentlig sagde da han landede på månen. Spørgsmålet er om han sagde:

One small step for man, one giant leap for mankind, eller
One small step for a man, one giant leap for mankind

Vi kan sende folk til månen, men der er stadig meget vi ikke ved om vores eget sprog

I den oprindelige transskription fra NASA er artiklen ‘a’ udeladt, fordi man ifølge NASA ikke kunne høre ordet, selvom Armstrong selv mente at han havde sagt det. Sidenhen er det akustiske signal gennemanalyseret, og det er diskuteret om ordet faldt ud af transsmissionen eller blev kamufleret af statisk støj, eller om Armstrong ganske enkelt lavede en fejl i et af historiens mest berømte citater (hør selv lydklippet her).

Lyde og symboler

Denne gamle diskussion om Armstrongs citat illustrerer noget der ligner et paradoks, som i virkeligheden er ganske normalt, nemlig at ord ofte udtales som ingenting, selvom vi tydeligt hører dem.

Sagen er at sproget består af en lydside og en symbolside. Lydsiden er det rene fonetiske signal, de lydbølger der dannes af vores taleorganer, transmitteres gennem luften og opfanges af vores ører. Symbolsiden er de abstrakte symboler – ord, betydninger, fonemer – der aktiveres inde i vores hjerner når vi taler og lytter.

Fortalerne for udeladelsen af ‘a’ baserer deres argumenter på en forestilling om at der til hvert abstrakte symbol skal svare en vis mængde akustisk materiale. Ordet er der ikke fordi det ikke modsvares af et bestemt akustisk signal. De sætter mao. lighedstegn mellem det akustiske signal og de abstrakte symboler.

Er der noget hvis man ikke kan høre det?

For at demonstrere urimeligheden i denne diskussion kan man starte med at spørge om der er et ‘h’ i [ves]. Svaret på dette kommer sandelig an på om man tænker på ordet hvis eller vis. Hvis man laver ortografisk transskription af en monolog hvor [ves] forekommer, vælger man naturligvis det grammatisk korrekte ord.

Man kan også betragte ord der kan udtales med flere eller færre lyde. I DanPASS-korpusset er ordet jernbaneoverskæring transskriberet bl.a. på følgende måder (og mange andre):

  • [ˈjæɐ̯nbæːnəɒwəsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbæːnɒːɐsgɛɐ̯ˀeŋ]
  • [ˈjæɐ̯nbænʌsgɛŋˀ]

Ingen vil vel påstå at der er tale tre forskellige ord her – jernbaneoverskæring, jernbanåreskæring og jernbanåskæng. Vi identificerer det som samme ord, uanset hvordan bliver udtalt. En ortografisk transskription er mao. ikke en fonetisk præcis gengivelse.

Pointen er altså at de rigtige symboler i hjernen sagtens kan være eller blive aktiveret selvom de ikke modsvares 1-til-1 i den fonetiske form. De aktiveres af den grammatiske og semantiske kontekst. Vi aktiverer ordet jernbaneoverskæring, og de mange symboler (lydlige, grammatiske, semantiske) som det ord i sig selv indeholder, selvom de ikke manifesteres fysisk.

Og vi gør det hele tiden. I min ph.d.-afhandling har jeg registreret at 68 % af alle ord i DanPASS-korpusset udtales med færre lyde eller andre lyde end vi ville forvente i den mest distinkte udtale. Alligevel (eller måske netop derfor) fungerer kommunikationen i de fleste tilfælde perfekt.

Når hele ord udtale som ingenting

Da det enkelte fonem kan realiseres som ingenting, kan det også ske at alle fonemer i et ord realiseres som ingenting, og ordet udtales dermed som ingenting. I DanPASS har jeg fundet 854 ord der således ikke har noget fonetisk signal. I alle tilfælde er der tale om grammatiske småord, i langt de fleste tilfælde ordet er.

Ord nulrealiseringer
er 517
jeg 87
at 53
i 38
og 34
et 24
en 14
har 12
jo 11
det 11

Det karakteristiske for sådanne ord er at de dikteres grammatisk og semantisk, selvom de ikke nævnes. Hvis der ikke er et udtalt verbum i en sætning, er defaultverbet er. Og hvis der ikke er noget andet subjekt, er defaultsubjektet jeg osv. Dermed kan vi sagtens ikke-udtale sådanne ord og stadig udtrykke dem på anden vis, nemlig via grammatikken og vores fælles sprogforståelse.

En anden karakteristisk ting er at ordene forsvinder i en lignende fonologisk kontekst. Ordet jeg kan forsvinde efter har, som har samme vokallyd, så har jeg udtales [hɑ], og vice versa, jeg har kan udtales [jɑ]. På den måde kan man sige at de tilbageværende ord får en fonetisk dobbeltrolle med at udtrykke begge ord.

Tilbage til Armstrong

I det berømte citat siger Armstrong i mine ører for a man, udtalt [fə˞ ˈmæːn]. Selvom artiklen ‘a’ ikke har noget selvstændigt fonetisk udtryk, så dikteres det af grammatikken, og [fə] har dobbeltrollen med at udtrykke både for og a.

I en mere distinkt form kunne det måske udtales [fəɹə ˈmæːn], men det er uhyre almindeligt at trække sådanne grammatiske småord sammen til en enkelt fonetisk form. Vi gør det selv hele tiden. Vi siger [ded] det er et, [snɔð] sådan noget, [sgweg] skulle vi ikke, osv. Men at ord og fonemer ikke udtrykkes i en bestemt, isolerbar fonetisk form, er ikke ensbetydende med at de ikke skal tages med i en abstrakt transskription. I modsat fald skulle størstedelen af verdens berømte citater skrives om.

Kategorier
Akustik Lydopfattelse

Om lykkes, lykkedes og forskellen på ð og ə

Baconbidderne i dette indlæg (til dem der ikke gider læse hele indlægget):

  • Forskellige artikulationer kan føre til nogenlunde samme akustiske resultat.
  • [ð] og [ə] kan komme til at lyde ens i bestemte fonetiske omgivelser.
  • Dette er en plausibel forklaring på hvorfor nogen skriver lykkedes i stedet for lykkes.

I et blogindlæg fra d. 5 februar “Intet kan lykkedes” tager retskrivningspolitibetjenten Martin Lund udgangspunkt i et klip fra tv-avisen hvor en person skulle have sagt “som handler om at det kan lykkedes” hvor det korrekt hedder lykkes – en fejl som Martin i øvrigt har haft fokus på før.

Jeg syntes dette udgangspunkt var mistænkeligt. Min opfattelse er at det kan være meget vanskeligt at skelne mellem udtalerne [løgəs] og [løgð̩s], som jeg vil udtale de to ord i sammenhængende tale, og man skal derfor være meget sikker i sin sag før man skyder nogen noget i skoene.

Det er rigtigt at det er rimelig udbredt af skrive fx vil lykkedes i stedet for vil lykkes (ifølge google måske omkring 10 %), men det tager jeg netop som et udtryk for at de to udtaler mere eller mindre falder sammen; grammatisk forvirring udspringer ofte af sammenfald i udtalen.

Jeg måtte finde tv-klippet frem og lytte efter, og jeg blev ikke overbevist om andet end at det var svært at afgøre. Bedøm selv her, først hele frasen, dernæst isoleret (fra tv-avisen on d. 2/2/11 kl. 18.30):

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Dette skrev jeg i en kommentar på Martins blog, hvortil han svarede “hvis jeg havde været det mindste i tvivl om hvad han sagde, så havde jeg nævnt det.”

Nu er jeg forsker og kan derfor ikke som Martin tillade mig ikke at være det mindste i tvivl om noget. Som erfaren lyd-til-lydskrift-transskriptør (jeg har vel lyttet til og lydskrevet et godt stykke over 200.000 ord de seneste år) ved jeg desuden at hvis der er noget man bliver sikker på når man lydskriver så meget, så er det at der er en masse ting man ikke kan være sikker på.

Hvad gør man når man hører noget forskelligt?

Det er overordentligt almindeligt at to lyttere hører noget forskelligt selvom de lytter til samme lyd. Ens forventninger til hvad der bliver sagt, ens opmærksomhed på bestemte fænomener (ens kæpheste) og ens egen udtalenorm spiller en stor rolle for hvordan man vurderer det man hører.

Det kan man ikke undslippe, og det nytter derfor ikke meget at lytte til lydklippet ovenfor igen og igen. Man kan overbevise sig selv om at høre det ene lige så vel som det andet.

Men lyd er et fysisk fænomen, og der kan derfor analyseres med objektive måleredskaber. Her er et spektrogram af omtalte ord, og spektrogrammer lyver ikke (så meget som ens ører):

I spektrogrammet kan man se (fra venstre): første stavelse [lø]; det lidt tomme område i midten er lukkelyden [g]; dernæst det interessante område [ə/ð̩]; og længst til højre ses [s] som det sværtede område.

Den traditionelle metode til akustisk analyse af vokaler er at måle deres formanter, som er de aflange linjer man kan fornemme på tværs af spektrogrammet, som er opmærket med røde prikker.

Hvis man måler i det markerede område mellem de stiplede linjer, hvor den omstridte vokal ligger, får man formantfrekvenserne

  • F1 = 335 Hz
  • F2 = 1560 Hz
  • F3 = 2715 Hz

Uanset hvad vi synes vi hører, er det groft sagt dette der rammer vores ører og fortolkes i hjernen.

Hvad er forskellen på [ə] og [ð]?

Så kommer spørgsmålet: Svarer disse formantfrekvenser mest sandsynligt til at taleren har udtalt et [ə] som i lykkes eller et [ð] som i lykkedes?

[ə] er isoleret set en halvåben mellemtungevokal, mens [ð] er en lidt mere lukket, lidt velariseret alveolær vokoid. I mindre distinkt tale kan [ð] dog let svækkes og centraliseres så det reduceres til en slap høj fortungevokal [ɪ], mens et [ə] i mindre distinkt udtale helt falder bort.

Et idealiseret [ə] ville have formanter omkring 500, 1500 og 2500 Hz, altså i nærheden af det man kan måle i vokalen her. Men medmindre man er meget omhyggelig med udtalen, er [ə] dog typisk kraftigt koartikuleret med omgivende lyde.

Efter det velære [g] kan [ə] udmærket en højere tungestilling. Mellem de snævre lyde [g] og [s] som i [løgəs] vil [ə] være lidt mere lukket og fremskudt, hvilket sænker første formant og hæver anden formant. Desuden er foranstående vokal [ø] rundet, hvilket også giver læberunding i [ə] hvilket sænker alle formanterne en smule.

På den baggrund må man sige at de formanter man kan måle i den omstridte vokal, svarer vældig godt til hvad man ville forvente af et [ə] i de omgivelser. Og så kunne jeg vælge at lukke sagen her.

Men for at det skal være helt redeligt, skal man huske at forskellen på [ð] og [ə] er at [ð] som udgangspunkt er en lille smule mere fremskudt, lukket og velariseret, hvilket vil sige at det som udgangspunkt også vil ligge tæt på de målte formantfrekvenser. De målte frekvenser svarer således i lige så høj grad til hvad man kunne forvente af et [ð] i disse omgivelser.

Opsummering: et [ə] i lykkes vil blive trukket i retning af at lyde som et [ð], mens et [ð] vil lyde som et [ð] i forvejen. Man kan mao. kun vanskeligt skelne mellem de to lyde i den position og derfor ikke afgøre hvad der bliver sagt i interviewet.

For mig at se forklarer dette netop hvorfor nogen skriver kan lykkedes i stedet for kan lykkes. Den akustiske påvirkning af [ə] i de omgivelser gør at det af den grammatisk uopmærksomme omfortolkes til et [ð].

Denne forklaring er også tilfredsstillende da det er mindre almindeligt at svage stavere putter ekstra morfemer på et ord. Det er mere almindeligt at morfemer udelades i skriften da de ofte udelades i udtalen. Hvis der var tydelig forskel på udtalen af lykkes og lykkedes, ville det ganske enkelt være vanskeligt at forklare hvordan det skulle opstå at nogen skrev den komplekse form lykkedes frem for den simple lykkes.