Propriet Hans udtales med knirk, /ˈhæn̰s/, men i sammensætningen sankthans er det af en eller anden grund ikke knirket, /saŋtˈhæns/. Det er svært at finde andre ord der opfører sig på den måde, så det er en lille smule mystisk. Jeg har aldrig kunnet finde en forklaring på hvor den udtale kommer fra, så her kommer mit eget bud.
Når vi danner sammensatte ord, benytter vi typisk nogle bestemte suprasegmentelle modifikationer for at vise at der er tale om en sammensætning, dvs. vi laver om på ordenes betoning, vokallængde og knirk efter nogle faste mønstre. Det mest almindelige mønster er uden tvivl at andet led i sammensætningen mister betoning; det er det der gør at ‘vaskebjørnen, ‘huskekagen og ‘lammefrikadeller lyder forskelligt fra ‘vaske ‘bjørnen, ‘huske ‘kagen og ‘lamme frika’deller. For en lang række ord gælder det endvidere at de mister knirk eller vokallængde når de er førsteled i en sammensætning. Vi har andre, sjældnere mønstre end disse, fx at første led mister betoning, fx borg’mester, eller at andet led får knirk, fx svømme vs. oversvøm̰me.
Generelt er det sådan at et ord enten altid eller aldrig mister knirk når der er første led i en sammensætning. Det hedder fx /sɛl̰ en̰ noɐ̰/ sel̰v, in̰d, nor̰d, men altid /sɛl en noɐ/ i sammensætninger.
Men vi har nogle eksempler på afvigelser fra den tendens. Det hedder almindeligvis /ˈʁœɤ̰kʁœɤ̰ ˈkʰɒl̰skɔ̰ːl ˈplɔ̰ːkɒ̰ː/ rødgrød, koldskål, Blågård hvor rød, kold, blå bevarer knirk, selvom de almindeligvis mister knirk i sammensætninger. Jeg forklarer dette med en slags fjernassimilation, eller fonationsharmoni. De to led minder meget om hinanden; de rimer eller rimer næsten. Derfor kan de være tilbøjelige til at tilpasse sig hinanden endnu mere.
Her kommer sankthans ind i billedet. De to dele sankt og Hans er begge enstavelsesord med –an– til fælles. Første led, sankt, mister betoning og mister dermed regelret knirk, hvilket kan være det der smitter af på Hans. Jeg har fundet et andet ord der følger samme mønster, nemlig trummerum, som egentlig er en sammensætning af tom+rum, hvor der også er sket sådan en fjernassimilation; rum̰ mister knirk, og det er formentlig påvirket af første led.
Et andet beslægtet bud på en forklaring er at sankthans egentlig er en forkortelse af sankthansaften, hvor Hans regelret mister knirk fordi det er andet led i første led i en sammensætning (tænkt fx på affal̰d, men affalds(-skakt osv.). Det kan have bevaret den uknirkede udtale efter man har droppet aften. Den effekt kendes fra fx en over(krydder) og under(krydder), hvor ov̰er og un̰der mister knirk som første led i sammensætningen, men bevarer den uknirkede udtale selvom man dropper andet led.
Hvis man læser hvad der faktisk står i Retskrivningsordbogen, skal man på den ene side skrive De storebolde skal være i den grønnekasse, og de småbolde skal være i den gulekasse, og på den anden side må man skrive komposita i et eller to ord som det passer en. Reglerne lader nemlig stavemåden være afhængig af hvordan man betoner ordene, og det fører til noget nonsens.
For mange år siden så jeg mig sur på Retskrivningsordbogens § 18, som handler om hvornår en ordforbindelse skal skrives i et eller to ord. I 2011 skrev jeg et indlæg om emnet på den hedengangne side Sprogmuseet. En medarbejder fra Sprognævnet fortalte mig dengang at de var i færd med at se på en opdatering af reglerne, men her, over 10 år senere, er der intet sket, så jeg er stadig sur. Her kommer derfor en revideret udgave af mine pointer fra dengang.
Særskrivning, altså det at skrive sammensatte ord i to ord, er et af de mest udbredte retskrivningsproblemer. Det er vel at mærke ikke et nyt fænomen. Særskrivning findes i alle germanske sprog (som er notorisk flittige til at danne komposita) mange hundrede år tilbage i tiden. Det er således ikke bare noget “de unge gør fordi de er påvirket fra engelsk og sms-sprog”. Det er et iboende problem i kompositumdannende sprog, fordi komposita i en vis forstand er ét ord og i en vis forstand er to ord.
Problemet bliver ikke mindre af at retskrivningsordbogens regler for hvornår man skal skrive i et eller to ord, er temmelig ubehjælpsomme. De svarer ikke til intentionen med reglerne, eller til hvad gode og sikre sprogbrugere reelt gør, og derfor giver det meget sjældent mening at støtte sig til eller undervise i retskrivning efter disse regler. Her er hvad reglerne siger:
§ 18. Skrivemåden afhængig af udtalen
(1) I ét ord — Hvis en ordforbindelse udtales med hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord
(2) I flere ord — Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord
(3) To udtaler — toskrivemåder Undertiden kan en ordforbindelse udtales med forskelligt tryk uden at betydningen ændres. I sådanne tilfælde er det både tilladt at skrive i ét og i flere ord
Der er flere problemer. En opsummering af de ting jeg vil slå ned på:
Hvad menes med en ordforbindelse? Der kan ikke bare menes to ord der står ved siden af hinanden, men hvad menes der så? Hvordan ved man om to ord i en sætning skal tjekkes for § 18 og hvornår de ikke skal?
Det er ikke smart at skrivemåden er afhængig af udtalen. Ord kan udtales på flere måder. Det fører til at samme ord skal staves forskelligt fra gang til gang.
Det ikke smart at man skal kunne identificere betoning for at kunne stave. En betydelig andel af sprogbrugerne kan ikke identificere betoning.
Der blandes rundt på årsag og virkning. Kompositumdannelse er en morfologisk proces. Tab af betoning er en (mulig) virkning af kompositumdannelse, ikke årsag til at en ordforbindelse bliver til et kompositum.
Hvad er en ordforbindelse?
Retskrivningsreglerne refererer til en ordforbindelse. Men hvad er det for nogle ordforbindelser der er omfattet af reglen? I RO nævnes bl.a. dette eksempel:
Aluminium er et meget let metal. (Men: letmetallet aluminium).
Let metal er altså her en ordforbindelse, som RO-redaktørerne mener udtales med betoning af begge ord (det er jeg ikke uenig i) og derfor skal skrives i to ord. Men hvad hvis man siger:
Bly er et meget tungt metal, og aluminium er et meget let metal
Her vil jeg udtale let metal med ubetonet metal, altså udtales samme ordforbindelse som før med én betoning, og derfor skal det efter reglerne skrives i et ord. Der er ingen betoningsmæssig forskel på de fremhævede ord her, og efter reglerne skal de altså alle skrive i et ord:
Bly er et tungmetal, og aluminium er et letmetal
Bly er et meget tungt metal, og aluminium er et meget let metal
Er hun alene, mor?
Er hun alenemor?
Betragt denne sætning hvor jeg har markeret de ord jeg selv ville betone:
Hvis en ordforbindelse udtales med stærkt tryk på det første led og svagere tryk på det andet led, skrives forbindelsen i ét ord.
Der er ikke noget i reglerne der fortæller mig at de fremhævede ord ikke er “ordforbindelser” og derfor ikke er omfattet af reglen. Hvis man læser reglerne bogstaveligt, må man skulle skrive:
Hvis en ordforbindelse udtalesmed stærkttryk på det førsteled og svageretryk på det andetled, skrives forbindelseni étord.
Det er naturligvis ikke det der menes. Det er ikke sådan sprognævnsfolkene selv staver. Men man kan ikke komme uden om at det faktisk er det der står i reglerne. Man kan rimeligvis anklage mig for at læse RO som fanden læser bibelen, men det ændrer ikke på at reglerne er ubehjælpsomt formuleret. Det kan ikke forsvares med et “folk ved godt hvad der menes”.
Sagen er at ord kan miste betoning af mange årsager, bl.a. ifm. enhedsbetoning, kontrastbetoning, tiltale og kompositumdannelse, men det er kun ifm. kompositumdannelse at reglen skal gælde. Reglen burde derfor formuleres med en betingelse: …hvis der er svagere tryk på andet led, og tryktabet skyldes kompositumdannelse, så skrives de i et ord. Men hvis man allerede ved at tryktabet skyldes kompositumdannelse, så ved man jo også at ordet er et kompositum, og så bliver henvisningen til betoning overflødig. Så kunne man blot formulere reglen ganske enkelt: Komposita skal skrives i et ord.
Så behøvede dette indlæg egentlig ikke være længere, men alligevel:
Komposita kan udtales med dobbeltbetoning
I stk 1 og 2 står at man skal stave på den ene eller anden måde alt efter betoning, men i stk. 3 står der så at hvis ordforbindelser kan udtales med forskellig betoning uden at betydningen ændres, så må man stave på begge måder. Der står ganske vist ‘undertiden’, men reelt kan de fleste almindelige komposita udtales med både enkelt og dobbeltbetoning uden at det ændrer betydning. Prove me wrong.
Jeg anfægter ikke at der er en stærk tendens til at udtale komposita med enkeltbetoning, men især i emfatisk, fokuseret udtale eller som kontrastbetoning kan der være en tendens til dobbeltbetoning. Jeg hører ofte især jyder udtale mange komposita med dobbeltbetoning.
I DanPASS-korpusset er der adskillige eksempler på komposita med dobbeltbetoning, ˈ førsteˈsalen, ‘kende’mærke, ˈstartˈkrydset, ˈløveˈpark osv. Det er er næppe Sprognævnets intention at disse komposita skal skrives i to ord, blot fordi de udtales sådan. Men det er reelt sådan reglerne er formuleret som følge af regelforfatterens manglende indsigt i det talte sprog. Sprognævnet bestemmer ikke ords udtale, og folk kan udtale ord som de vil. Sådan som reglerne er formuleret, har man altså ikke loven på sin side når man retter stavemåder som karate træning, navngivnings fest, kamphunde ejer, osv.
Stavning afhængig af evnen til at identificere forskellige grader af betoning
Jeg har undervist i lydskrift i over 15 år, og det at identificere betoning er uden tvivl et af de mest bøvlede områder for de fleste studerende. Hvilke ord betones i en sætning, og hvilken stavelse i disse ord, og hvordan kan man afgøre det hvis man er i tvivl? Mange har intet problem med at identificere betoning, men for mange andre er det rigtig svært at afgøre.
Hvordan skal døve og hørehæmmede mennesker stave, eller udlændinge, eller computerprogrammer som ikke har nogen ide om ords udtale? Man behøver ikke engang at være døv for ikke at kunne identificere betoning. Betoningsdøvhed er en reel ting, lidt i stil med tonedøvhed. Retskrivning bør ikke være afhængig af lydopfattelse.
Retskrivningsreglerne refererer ikke blot til primært betoning (hovedtryk), men også sekundær betoning (bitryk), en størrelse som jeg stadig ikke er overbevist om faktisk er en reel ting i dansk. Nina Grønnums fonetikbøger skipper sekundærbetoning, og det samme gør jeg selv i min fonetikundervisning. Det er et for diffust og uafklaret begreb, og man kan åbenbart ignorere det fuldstændig og stadig klare sig fint som fonetiker.
Der er ingen rimelighed i at referere til sådanne størrelser i retskrivningsreglerne.
Årsag og virkning
Tab af betoning er en almindelig konsekvens af kompositumdannelse (og forskellige andre processer), ikke årsagen til det. Men i retskrivningsreglerne bliver udtalen gjort til årsagen til at noget skal opfattes som et kompositum. Det er noget nonsens.
En ordforbindelse bliver ikke til et kompositum fordi man laver lidt om på udtalen. Men kompositumdannelse kan have indvirkning på hvordan stammerne ændrer udtale. Den suprasegmentelle ændring er en måde at markere at her er der sket noget morfologisk, men den morfologiske operation kommer forud for udtaleændringerne.
Opsamling
Retskrivningens § 18 er ikke en regel man kan støtte sig til hvis man er i tvivl om hvorvidt noget er et kompositum eller ej. Det har mest af alt karakter af et halvsløjt forsøg på et pædagogisk råd a la “Hvis du ikke ved om noget er et kompositum, så kan du måske prøve at lytte efter betoningen”, et råd som de færreste kan bruge til noget i praksis.
At basere reglen for sammensatte ord på hvordan de udtales svarer lidt at reglerne for komma og punktum skulle baseres på hvornår man intonerer en sætning i talesproget. Reglen er baseret på vage suprasegmentelle træk, som måske, måske ikke er der, og måske, måske ikke kan opfattes af den almindelige sprogbruger.
Den regel som gode og sikre sprogbrugere faktisk benytter, er meget simplere: Komposita skrives i et ord. De fleste kan trods alt godt skrive komposita i et ord, og det er formentlig ikke fordi de lytter sig frem, men ganske enkelt fordi de forstår hvad et kompositum er. Hvis man vil lære nogen at samskrive, skal man lære dem hvad et kompositum er, ikke hvad betoning er. Kompositumdannelse er ikke et fonetisk begreb, men et morfologisk begreb. Det er det reglen burde være baseret på.
I øvrigt mener jeg
I øvrigt synes jeg at det skulle være mere frit om man særskriver eller samskriver komposita. Samskrivning giver ofte nogle lange, kluntede, uoverskuelige ord. Minisaltkaramelfrøer, stresssymptom og herreekvipering er ikke flotte ord. Og det er sjovt, men ikke læsevenligt, at det hedder trækvinde, urinstinkt og blegrød.
Samskrivning passer desuden dårligt til moderne teknologi. Autofuldførelse accepteres fx ofte med mellemrum, og det er således ofte hurtigere at stave hvis man særskriver. Samskrivning fungerer heller ikke godt med automatiske stavekontroller. Usædvanlige komposita giver konstant røde bølger i texteditors. Det er møgirriterende. Enten slår man automatisk stavekontrol fra eller lærer at ignorere dem. I begge tilfælde er samskrivningsreglen skyld i at et ellers udmærket værktøj til at skrive bedre tekster, mister sin anvendelighed.
I andre sammenhænge synes jeg det ville være ganske på sin plads med nogle flere udtalebaserede retskrivningsregler. Her er nogle forslag hvis nogen fra Sprognævnet skulle kigge forbi:
der skal tilføjes –r i bøjning af verber og substantiver, når det udtales
der skal tilføjes –t til adverbiel brug af adjektiver, når det udtales
kort tillægsform af verber bøjes i pluralis (malet vs malede), når de udtales sådan
e fjernes i bøjninger af substantiver med -en, -el, -er (fx køkkener, tunnelen), når det ikke udtales
Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.
Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.
ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.
æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.
Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.
Hvorfor ægge?
Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?
Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).
Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.
Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.
Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.
Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hus → hundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.
Fuge-e er næsten en grammatisk regel
Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.
Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.
Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.