Utilpasset IPA: Danske plosiver og affrikater

Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan endda støde på notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ som et forsøg på ‘ultrapræcis IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.

I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Forudsat at dette er præcist, skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).

I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.

[b d g]

Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk.

Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.

Er danske plosiver ikke lenis?

Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:

  1. Der er ingen evidens for at moderne (eller ældre) danske plosiver altid er lenis, aldrig fortis, eller at det er karakteristisk for dansk sammenlignet med andre sprog at plosiverne er lenis.
  2. Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
  3. Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er et uldent begreb som slet ikke understøttes i IPA. Termerne bruges traditionelt om forskellige koncepter som stemthed, aspiration, længde mv., som alle har dedikerede tegn i IPA, som man kan bruge i stedet. Det er faktisk eksplicit addresseret i Handbook of the IPA at det er en udbredt misforståelse, og at der ikke ligger noget fortis/lenis-kontrast indbygget i disse notationer, kun stemt/ustemt. I IPA er [b̥] identisk med [p].

Jeg har gennemsøgt over 100 Illustrations of IPA på andre sprog. Der er to andre sprog som skelner fortis og lenis plosiver, og noterer lenis med /b̥ d̥ ɡ̊/, nemlig østrigsk tysk og schweizisk tysk. Det er næppe tilfældigt at der er tale om to tyske dialekter, hvor man med brugen af /b̥ d̥ ɡ̊ p t k/ kan se sammenhængen med tysklandstysk /b d g p t k/. Så der er altså en særlig dialektal grund til at afvige fra IPA her. Den grund har vi ikke i dansk.

Desuden er forskellen på fortis/lenis distinktiv i de to nævnte dialekter, og derfor skal det noteres i bred IPA på en eller anden måde, selvom man kan diskutere det meningsfulde i at bruge notationen /b̥ d̥ ɡ̊/. I begge disse dialekter er lenisbegrebet uklart; det kan være et spørgsmål om varighed, aspiration eller andre mikrofonetiske træk. Det er ikke ting der automatisk kan forstås ud fra notationen /b̥ d̥ ɡ̊/.

Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.

Affrikater: /ts/ og /tɕ/

Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).

Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.

Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens skal tolkes fonologisk.

Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.

Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. Der er imidlertid tradition for at skrive disse på forskellige måder der involverer tegnet j, fx [tˢj tˢj̊ tj d̥͡sj̊]. Det er svært at se den fonetiske motivation bag disse notationer. Alle lydskriftsystemer har for længst inkorporeret at sj udtales /ɕ/, så hvorfor ikke være konsekvent og inkorporere at /ts/ + /j/ = /tɕ/? Nedenfor kan man se en sammenligning af de forskellige traditioner sammenlignet med IPA. I NG og DDO synes der at være en underlig inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/). DDO lydskriver match som madɕ i stedet for matj, så samme lydforbindelse skrives altså på to vidt forskellige måder alt om den findes i starten eller slutningen af ordet.


segmenterIPANGDDODania
sækssɛksɛɡ̊sɛgsæg
dækttɛkd̥ɛɡ̊dɛgdæg
checkɕɕɛkɕɛɡ̊ɕɛgᶊæg
tjekt+ɕtɕɛktˢjɛɡ̊tjɛgtjæg
tækt+stsɛktˢɛɡ̊tɛgtæg
jazzt+jtjæsd̥jasdjasdjas
jajjajaja

Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.

Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.

Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?

Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.

Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.

Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.

Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?

Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.

Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (d) i 60 % af danske ord, /ts/ (d) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.

bogstavprimær lydværdisekundær lydværdi
p/p/ (trad /b/) 52 %  /pʰ/ (trad /p/) 48 %
t/t/ (trad /d/) 60 %/ts/ (trad /t/) 23 %
k/k/ (trad /g/) 58 %/kʰ/ (trad /k/) 43 %
pp/p/ (trad /b/) 96 %  /pʰ/ (trad /p/) 4 %
tt/t/ (trad /d/) 95 %/ts/ (trad /t/) 5 %
kk/k/ (trad /g/) 98 %/kʰ/ (trad /k/) 2 %

Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.

lydprimært grafemsekundært grafem
/p/ (trad /b/)b, bb 68 %p, pp 35 %
/t/ (trad /d/)t, tt 77 %d, dd 20 %
/k/ (trad /g/)k, kk 61 % g, gg 36 %

(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)

Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.

IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.

I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (UOB-lydskrift).

Opsamling

De danske plosiver og affrikater skal i IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, ikke hverken [pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊ tˢj̊], [b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ d̥͡sj̊] eller [p t k b d g tj]. Notationen /pʰ ts kʰ p t k tɕ/ er den eneste der i overensstemmelse med IPA’s principper og definitioner og praksis i andre sprog.

Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.

I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.

Opgør med en lydskrifttradition

(Dette indlæg er en opsummering af en længere redegørelse jeg skrev ifm. et foredrag for lingvistikstuderende på Københavns Universitet. Læs hele teksten her: https://docs.google.com/document/d/1Uj6AlIzalLZf4d0TLVu2vEFDvzuDxu8KdtyloqA0AX4/edit?usp=sharing)

I mange år har jeg benyttet mig af de lydskriftkonventioner som jeg lærte fra Nina Grønnums bøger da jeg studerede på universitetet, og som benyttes i forenklet udgave i DDO. Men inden for de sidste par år har jeg arbejdet på en nye lydskriftstandard, som både er mere præcis ift. IPA, enklere og mere intutiv, og mere velegnet til praktiske formål såsom sprogundervisning og sprogteknologi.

Herunder er en oversigt over de tegn i den traditionelle lydskriftstandard som Nina Grønnum (NG) benytter i sin seneste fonetikbog, og den som DDO benytter, som jeg mener bør ændres. I kolonnen schwa.dk ses min forslag til hvilke tegn der bør benyttes i stedet, og det hvordan den pågældende lyd skrives i mere præcis IPA. Mht. alle andre end de nævnte lyde er der overensstemmelse mellem alle fire standarder.

NG DDO schwa.dk IPA
p t k
b d g
pʰ tˢ kʰ
b̥ d̥ ɡ̊
p t k
b d g
pʰ ts kʰ
p t k
pʰ ts kʰ
p t k
tj tˢj tj
dræbe
abe
kat
æ
æ
a
ɛ
æ
a
æɛ̞~æ
ɛ̞~æ
æ
tak ɑ ɑ aä
Morten
måtten
ɒ
ʌ
ɒ
ʌ
ɒɒ
ɒ̜
ø ø
œ
œ̞
ɶ
ø
œ
ɶ
ø
œ
ɶ
ø
œ
ɶ̝
ej, av, er j/ɪ̯ w/ʊ̯ ɐ̯ j w ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯
snedig, mødding i e i e ɪ ɪ

Se her for en samlet oversigt over alle almindelige lydskrifttegn i dansk

Nogle af de ting i de traditionelle standarder som jeg i tiltagende grad undrede mig over, og som igen og igen førte til faglige og pædagogiske problemer, var:

  • hvorfor bruger man de stemte lyde [b d g] når de nu er ustemte i dansk?
  • hvorfor skelner man den meget lille forskel i kort og lang vokal i [æːnə anə] Ane, Anne, og [mɒːdn̩ mʌdn̩] Morten, måtten, når man nu ikke skelner for andre vokalers vedkommende?
  • og hvorfor bruger man [ʌ] for en vokal der, om noget, er mere åben end [ɒ], når åbningsgraden for symbolerne i IPA er lige omvendt?
  • hvorfor skriver man [ɑ] for den vokal som ifølge IPA skal skrive [a], og [a] for den vokal der skal skrives [æ]?
  • hvorfor skriver man fx [sdɑɡ] for stak, når det ville være både mere præcist og helt intuitivt ift. skriftbilledet at skrive [stak]?
  • og hvorfor skal det trække ned i karakter hvis en student netop skriver [stak] , når det nu er ganske præcis IPA?
  • hvorfor skriver man [dʁɛːbə æːbə] dræbe, abe, med forskellige vokaler, når ordene rimer?
  • hvorfor skriver man [ɕad] sjat, men [tjad] chat, når chat egentlig bare er sjat med [t] foran, [tɕad]?
  • hvorfor skriver man forskellige vokaler i høne og rynke, når nu de er ens? Og hvorfor skriver man samme vokal i grynt og gøre når nu de er forskellige?
  • m.m.

Nogle af disse ting har at gøre med at sproget har forandret sig. Andre gange skal svar på disse spørgsmål findes i praktiske årsager; man vil fx gerne skelne de væsentligste lydkontraster i sproget med forskellige symboler, og visse steder i sproget har vi flere kontraster inden for et område end der er symboler i IPA.

Men der er formentlig også tale om et stort element tradition. Da danske sprogforskere begyndte at gå over til IPA, var det i et miljø med meget stærk tradition for at bruge det hjemlige Dania. Måske under indflydelse af Dania, måske pga. af diskussioner af (faglige, pædagogiske osv.) styrker og svagheder ved de forskellige systemer m.m., sneg der sig en del Dania-arv med ind i adaptionen af IPA blandt danske sprogfolk, så en del symboler ikke bruges i overensstemmelse med IPA.

Man har mao. aldrig gjort helt op med Dania, et lydskriftsystem der er velegnet til at beskrive dansk, men kun dansk, og som ikke forstås af udenlandske studerende og forskere. Man er aldrig rigtig gået med på den internationale standard IPA. Det giver både problemer når man skal studere fonetik på tværs af sprog, og nogle af Dania-traditionerne giver problemer ifm. sprogteknologi.

Hvorfor ændrer man det ikke bare? Det er lettere sagt end gjort. Traditioner er i sig selv træge, men det handler også om at skabe en sammenhængende konvention. For når man ændrer én ting i en lydskriftkonvention, skubber man til alle de andre ting. Hvis man ændrer [ɑ d g] til [a t k] i stak, så [sdɑɡ] bliver til [stak], hvad så med det [a t k] man i forvejen brugte i [kad tal] kat, tal? De skal så ændres til noget tredje så man stadig kan se forskel på lydene.

Det er også et spørgsmål om hvor mange og hvilke fonetiske detaljer man skal medtage i en almindelig, praktisk, bred transskription. Mange fonetiske detaljer er vanskelige at opfatte og spiller ingen praktisk rolle – måske er de endda direkte forstyrrende – i sprogbeskrivelse, undervisning, sprogteknologi, formidling osv.

Når man tilrettelægger en lydskriftstandard, er der således mange hensyn man kan tage:

  • præcist: tegnene skal benyttes i overensstemmelse med IPAs definitioner, ellers kan man ikke rimeligt kalde sine transskriptioner for IPA
  • sprogligt: man skal kunne skelne vigtige betydningsadskillende kontraster i sproget, lyde der opfattes forskelligt, skal skrives forskelligt, og lyde der opfattes ens, skal skrives ens
  • pædagogisk: det må gerne være nemt at lære, så man starter med de nødvendigste lyde og kan udbygge med mere subtile detaljer senere hen
  • tværfaglighed: det er smart hvis man bruger samme konventioner på tværs af fag, så der er en kontinuitet når man studerer andre sprog, og det er smart hvis folk der har lært IPA i udlandet, umiddelbart kan læse danske IPA-transskriptioner; det er hele grundtanken med IPA
  • praktisk og læsbart: det er en god ide så vidt muligt at undgå diakritiske tegn, som både tager tid at lære, skrive, læse, og let fører til fejl i transskriptioner, og det er smart hvis man i vid udstrækning kan bruge de symboler der er på tastaturet frem for alverdens specialtegn
  • gennemskuelighed: det er lettere at lære lydskrift hvis der er en vis sammenhæng mellem de bogstaver vi er vant til og de lydskriftsymboler man skal lære
  • systematik: der må godt være en slags systematik i symbolvalgene, så samme lydtyper skrives ensartet og man så vidt muligt er konsekvent med hvilke detaljer der skelnes og hvordan
  • tradition: det er hensigtsmæssigt at der er kontinuitet mellem gamle og nye værker, traditionerne kan være tunge og uhensigtsmæssige

Alle disse forhold kan stikke i forskellige retninger og tale for forskellige transskriptionsstandarder. Og en del er til diskussion; hvad er vigtigt at kunne skelne i et sprog, hvad er mest pædagogisk, hvad gør man i andre fag, og hvis de gør noget forskelligt, hvad skal man så prioritere

I de ændringer jeg foreslår ovenfor, har jeg gjort op med traditionen og i stedet forsøgt at balancere de øvrige forhold. Resultatet er at der alt i alt er:

  • bedre overensstemmelse med IPA
  • færre specialtegn, hvilket gør det nemmere at skrive, læse og lære
  • bedre overensstemmelse med praksis i andre sprogfag
  • bedre sproglig/pædagogisk sammenhæng og systematik i den forstand at de betydningsadskillende kontraster i moderne dansk vises tydeligt i symbolvalgene, mens der er mere subtile nuancer og dialektal/sociolektal ikke nødvendigvis vises i brede transskriptioner
  • på nogle punkter større sammenhæng mellem udtale og stavning, på andre punkter dårligere sammenhæng

Uddybende begrundelse for enkelte ændringer

plosiverne: Jeg foreslår at man bruger [pʰ ts kʰ p t k] i stedet for det traditionelle [p t k b d g]. Vi har en kontrast mellem aspireret/affrikeret [pʰ ts kʰ] og uaspireret [p t k]. Det er vigtigt at danske sprogstuderende forstår denne kontrast. Der er ikke en stemthedskontrast som [p t k] vs. [b d g] indikerer, og som mange fejlagtig opfatter det. Man kunne vælge skrive det affrikerede /t/ som [tˢ], hvilket giver en bedre visuel sammenhæng mellem [ pʰ tˢ kʰ ]. Men [ˢ] er strengt taget ikke et IPA-tegn, omend det er almindelig brugt og kendt af IPA-brugere, så jeg ser ikke noget problematisk i den notation. Jeg synes selv det er enkelt, præcist og tastaturvenligt at skrive [ts], og det skaber til gengæld en visuel sammenhæng med [tɕ], se nedenfor.

tj: Jeg foreslår at /tj/ skrives [tɕ] i stedet for [tj]. Dette er til dels en konsekvens af at ændre [t] til [ts]. Ligesom /sj/ smelter sammen til [ɕ], smelter [j] sammen med affrikationen i [ts] sammen til [tɕ]. Det kan man lige så godt notere, når [ɕ] bruges i forvejen. Det giver både en mere præcis og systematisk beskrivelse, og det er i overensstemmelse med hvordan man noterer affrikater på andre sprog.

a, o, å: Jeg foreslår at man reducerer den tredelte skelnen mellem [æ a ɑ] til blot [æ a], hvor [æ] bruges i fx mase/masse, og [a] i mange. De fleste nybegyndere i dansk fonetik opfatter en længdeforskel på vokalen i mase/masse og i Morten/måtten, men ikke en kvalitetsforskel. På begynderniveau og i formidlingssammenhænge er det tilstrækkeligt at skelne længdeforskellen. I sprogteknologiske sammenhænge er en tredelt skelnen direkte forstyrrende.

Dette er ikke en påstand om at der ikke er nogen forskel. Det er der ganske sikkert. Men det er ikke (længere) en fonologisk kontrast, og det gælder i øvrigt for alle vokaler at der er en lille åbningsgradsforskel på korte og lange varianter af sammen fonem, hvilket der ikke er nogen tradition for at notere. Det virker arbitrært at skelne lige præcis i de to vokaler og ingen andre.

I meget konservativ sprogbrug kan man finde en fonematisk kontrast efter /r/ i fx [ʁæst ʁæ̞st ʁast] rist, rest, rast, så tidligere var det nødvendigt at skelne tydeligt mellem disse, hvilket formentlig har ført til traditionen med at skelne kort og lang vokal også (når man har indført denne skelnen i sin konvention, er man nødt til at være konsekvent). Til undervisnings- og formidlingsformål synes det dog vilkårligt at indføre denne skelnen som noget primært i moderne dansk. Det kan vente til forløb om dialekter og sociolekter, hvor man kan markere forskellene med diakritika.

ø’erne: Dette handler mest om at sproget har ændret sig så vi i dag har færre forskelle i ø-varianterne.

halvvokaler: når man skriver diftonger, benytter man almindeligvis [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] i andre sprogfag. Jeg kan desuden godt lide den visuelle sammenhæng mellem [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] (pædagogisk: halvvokaler er dem med buen under), og sammenhængen mellem disse og når de indgår i schwa-assimilation, [ɪ ʊ ɐ].

ig, ing: den ikke-fuldvokaliske lyd i –ig, -ing skrives traditionelt med hhv. [i e], men jeg synes der er fordele ved at skelne mellem fuldvokal [i e] i tit, lidt, og ikke-fuldvokal i –ig, -ing, ligesom der traditionelt skelnes mellem mellem [œ] vs [ə], og mellem [ɒ/ʌ] vs [ɐ]. Argumenterne er dog lidt snirklede, så jeg vil springe over dem her, men det er bl.a. baseret på praktiske erfaringer med sprogteknologi, hvor den manglende skelnen mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal er et væsentligt problem, så det vil være en fordel hvis fremtidige sprogteknologer har lært at skelne.

Reaktioner

Jeg har diskuteret disse konventioner med mange studenter og fagfolk. Generelt spænder reaktionerne fra positive til begejstrede. Jeg har tydeligvis ikke været alene om at undre mig over de eksisterende konventioner og ønsket forandring.

Jeg har selvfølgelig også mødt indvendinger. Det er især svært at sluge at skille sig af med [b d g] og vænne sig til at skrive [pilə tilə kilə] i stedet for [bilə dilə gilə] bille, dille, gilde, endda med risiko for uheldige fejllæsninger af fx [pætɐ tisə] batter, disse. Men det er svært at argumentere for at [b d g] hører hjemme i sprogundervisningen, når alle lærebøger nu beskriver aspiration, og ikke stemthed, som den afgørende kontrast i plosiverne. Det er især uheldigt hvis man har studeret eller kommer til at studere et andet sprog, hvor [b d g p t k] står for nogle andre lyde.

Et argument for brugen af [b d g] er at det er bedre i overensstemmelse med skriftbilledet i ord som bal, dal, gal. Det er dog ikke et holdbart argument, da [b d g] måske oftere ikke er i overensstemmelse med skriften, fx i stak, spæk, skrap, ud, leg. Det er ikke indlysende for mig at [p t k] skulle være mindre i overensstemmelse med skriften. Under alle omstændigheder må det i sidste ende være de fonetiske forhold der er afgørende.

Kill your darlings. Når man har brugt årevis på at terpe regler og skelne subtile kontraster, kan det være svært at lægge disse fra sig. Som så meget andet bliver konventioner til normer, som bliver til æstetik og følelser. Når man først har lært at skelne mellem mase/masse og Morten/måtten, kan det virke provokerende at andre skal slippe for at terpe det. I overgangen til den nye standard har jeg selv skulle vænne mig til at lave om på ting jeg har benyttet og forsøgt at banke ind i hovedet på studenter gennem mange år. Jeg var selv længe om at acceptere [p t k] i bal, dal, gal, og personligt (og samme reaktion har jeg fået fra andre) kunne jeg godt lide ’teltet’ [ʌ], som jeg nu har vinket farvel til. Men i sidste ende er jeg ikke i tvivl om at det det rigtige at gøre.

Den seneste årgang lingvister på KU har jeg (efter lidt børnesygdomme) undervist efter disse konventioner, og resultatet taler for sig selv. Det er mærkbart nemmere at lære lydskrift, og der er langt bedre sammenhæng mellem beskrivelsen af dansk og andre sprog. Før skulle man afsætte en del undervisningstid på igen og igen at forklare hvad forskellen er på de mange meget ens a-lyde og å-lyde, og hvorfor vi skriver [b d g] når vi skriver dansk lydskrift, men [p t k] i andre sprog (som så igen står for noget andet i dansk), og hvorfor den danske lærebog bruger [a] i kat og skriver [hɑj] for hej, når den engelske bruger [æ] i cat og skriver [haɪ] for high. Det var undervisningstid der blev brugt på at man blev klogere på hvorfor der opstår forskellige traditioner forskellige steder i verden, men det var ikke fordi man blev bedre til noget af det der stod i studieordningen. Jeg glæder mig derfor til at arbejde videre med denne standard og kommer ikke til at savne de gamle. Jeg håber andre vil tage pointerne til sig.

Tilføjelse: eksempel på transskription med traditionel og ny standard

Transskription med DDO-standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs eŋˈɡɑŋˀ ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd | iˈmɛnˀs kʌm en ˈvɑndʁeŋsmanˀ fʌˈbiːˀ ˈsvøbd iːn ˈvɑːˀm ˈkɑbə | di blew ˈeːnii ʌm ad ˈɑwɡɶːˀɐ ˈsdʁiðˀn̩ veð ad kʌŋɡuˈʁæːˀɐ ʌm ˈvɛmˀ dɑ ˈfɶɐ̯sd ku fɔ ˈkɑbm̩ ˈa hɑm

Transskription med ny standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ɒ ˈsoːˀln̩ ˈskɛntəs eŋˈkaŋˀ ɒm ˈvɛmˀ ˈæpm̩ ta va ˈstæɐ̯kəst | iˈmɛnˀs kʰɒm en ˈvantʁɪŋsmænˀ fɒˈpiːˀ ˈsvøpt iːn ˈvaːˀm ˈkʰapə | ti pleʊ̯ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈaʊ̯kɶːˀɐ ˈstʁiðˀn̩ veð æt kʰɒŋkuˈʁæːˀɐ ɒm ˈvɛmˀ ta ˈfɶɐ̯st kʰu fɔ ˈkʰapm̩ ˈæ ham

Hvad ved journalister om fonetik?

En af mine yndlingsaversioner er journalister der forsøger at formidle videnskabelige undersøgelser. De mest spektakulære overskrifter bliver til det mest fabelagtige nonsens når man dykker ned i artiklen.

Nu sker det heldigvis/desværre sjældent at fonetiske undersøgelser dukker op i mainstreamnyhederne, men i dag er der en artikel på Jyllandspostens forbrugerside fpn.dk som handler om at træthed påvirker udtalen af bestemte lyde. Måske ikke ligefrem spektakulært, men i det mindste fonetisk.

Det går dog galt for journalisten, for artiklen er idiotoversat fra engelsk. Den oprindelige artikel forklarer at /p t k/ kommer til at lyde som /b d g/ når man er træt, så fx police kommer til at lyde som bolice på engelsk. Dette er kluntet oversat til at politi kommer til at lyde som boliti, hvilket man for det første ikke kan konkludere – de engelske fonemer kan ikke uden videre ‘oversættes’ til danske – og for det andet, selv hvis man kunne, så har journalisten overset t’et i politi, som jo også burde blive oversat til d, altså bolidi.

/p t k/ og /b d g/ er ikke det samme på dansk og engelsk

Det er en almindelig fejl når danskere taler engelsk, at de udtaler lukkelydene /p t k b d g/ på samme måde som på dansk, men fonemerne dækker ikke over de samme lyde i de to sprog.

På engelsk er den primære forskel på lukkelydene at /p t k/ er ustemte, mens /b d g/ er stemte (opdatering 8/3/11: se Christians kommentar nedenfor). På dansk er alle lukkelyde imidlertid ustemte, og den primære forskel i dansk er at /b d g/ er uaspirerede = [b̥ d̥ g̊], mens /p t k/ er aspirerede = [pʰ tˢ kʰ], dvs. de ledsages af en smule friktionsstøj fra luft der slipper ud af munden.

Det er ganske almindeligt, også i dansk, at ustemte uaspirerede lukkelyde bliver stemte i mindre distinkt udtale. På engelsk betyder det at /p t k/ bliver lig /b d g/, men på dansk betyder det bare at [b̥ d̥ g̊] bliver til [b d g], men da vi ikke har nogen fonologisk stemthedskontrast, giver det ikke anledning til forveksling på dansk.

Til gengæld er de danske [pʰ tˢ kʰ] blandt de lyde der er allermest resistente over for reduktion. Man kan selv bladre igennem udtaleordbogen og se hvor sjældent ord der starter med p udtales med noget andet end [p], og ligeledes ord der starter med t og med k.

Når dansk [pʰ tˢ kʰ] reduceres, bliver de typisk til frikativer, dvs. man får ikke lukket helt i talekanalen så /p/ → [β ɸ], /t/ → [s z] og /k/ → [x ɣ]. Friktionsstøjen, som de har fordi de er aspirerede, er altså det træk der bevares bedst, og lydene bevarer således en distinkt forskel fra de uaffrikerede /b d g/.

Det er mao. det rene sludder at oversætte det at /p t k/ bliver til /b d g/ på engelsk, til det samme for dansk.