Kategorier
Fonologi Konsonanter Lydskrift

International og dansk praksis i notationen af lukkelyde – Reaktion på artikel af Rasmus Puggaard-Rode

I seneste nummer af NyS, Sprognævnets videnskabelige tidsskrift, skriver Rasmus Puggard-Rode (RPR) om international og dansk praksis i notation af plosiver.

Artiklen tager afsæt i lydskriftkonventionerne i Ny Dansk Fonetik og min artikel Utilpasset IPA, som holder sig nøje til IPAs principper, og de diskussioner der har været i kølvandet på disse.

RPR fokuserer på notation af plosiverne og viser på forbilledlig velskrevet og saglig vis, at Grønnum og Basbølls lydskrifttradition med brugen af [b̥ d̥ g̊ pʰ tˢ kʰ] er uhensigtsmæssig idet den hverken er fonetisk adækvat eller følger international praksis. RPR støtter, med visse forbehold, notationen [p t k pʰ ts kʰ], som jeg benytter.

RPRs artikel er værd at læse, ikke mindst pga. mange gode pointer om hvad lydskrift er og kan, om traditioner og konventioner, og om plosiver i det hele taget.

Der er nogle punkter i RPRs artikel hvor vi ikke er enige, og hvor jeg synes RPR skriver noget forkert, eller misrepræsenterer noget af det jeg skriver. Det vil jeg kommentere her. Det drejer sig om:

  • Er det danske t mest et [ts] eller et [tʰ]?
  • Er IPA kun til fonetisk notation?
  • Tager jeg fejl når jeg i NDF skriver at /p pʰ/ er nærmest enerådende IPA-praksis når det kommer til at vise aspirationskontrast i andre sprog?

Praktisk bemærkning: I citaterne fra RPRs artikel i det følgende refererer
Schachtenhaufen (2023a) til Ny Dansk Fonetik, og
Schachtenhaufen (2023b) til Utilpasset IPA.

[ts] eller [tʰ]

RPR og jeg er ikke enige om hvorvidt dansk t i fx tak mest hensigtsmæssigt skal noteres [tʰ] eller [ts]. RPR siger [tʰ], jeg siger [ts], og der er ikke noget i RPRs artikel der får mig til at ændre mening.

Jeg har før skrevet om hvorvidt der er [s] i t-lyden.

Som RPR nævner, var der tradition for at inkludere noget [h] i notation af t-lyden tilbage i 60-80’erne, fx [tsʰ tˢʰ tˢh], men de sidste mange år har man blot notere det med en s-komponent, [ts tˢ], formentlig fordi s-støjen er blevet meget mere prominent de sidste 50 år.

RPR benægter ikke s-komponenten, men fremhæver at eksplosionen i t’et starter mere [s]-agtigt og slutter mere [h]-agtigt. Det er altså lidt et spørgsmål om man hæfter sig ved [s]-delen eller [h]-delen. Og jeg synes [s]-delen er mest prominent i min egen udtale og det dansk jeg hører overalt omkring mig.

En af de første ting jeg fik at vide da jeg startede med at studere lingvistik, var at t’er blev til s’er hos de unge københavnere, så to tuber tandpaste blev til so suber sandpasta. Det var nok lidt overdrevet, men det er rigtig at den mest almindelige allofon af /ts/ er [s], aldrig [h]; vi siger ikke ho huber handpasta. Det viser at /ts/ er mere [s]-agtig end [h]-agtig, og derfor er notationen /ts/ mere rimelig end /tʰ/.

Et lidt hurtigt “bevis” for dette er at den almindeligste reduktion eller udvikling af /ts/ er at det realiseres som [s], aldrig som [h], ifølge data fra min ph.d.-afhandling. Det er muligt at droppe lukkefasen i /ts/, og så er der [s] tilbage, ikke [h]. Fx kan centimeter fint udtales censimeter, ikke cenhimeter.

RPR argumenterer for at t-lyden egentlig er aspireret som [pʰ kʰ], og at [s]-delen blot er en bivirkning ved aspirationen, som ikke er nødvendig at notere. Tankegangen er fin nok, men jeg synes den hører hjemme i en fonologisk notation; t-lyden er underliggende (eller historisk?) /tʰ/ men realiseres altså stadig med kraftig affrikation, [ts].

Når jeg holder fast i notationen [ts], er det altså fordi eksplosionen i t’et minder mere om [s] end [h] uanset om man anskuer det artikulatorisk, akustisk eller auditivt, som er fonetikkens grundsøjler.

(I nogle dialekter, vist især nord- og vestjysk, er t-eksplosionen nok mere h-agtigt end s-agtigt)

Affrikat eller affrikeret plosiv?

RPRs andet argument mod [ts] er at Med notationsvalget [ts] signalerer man at lyden er en affrikat.

Det er ikke rigtigt.

Der er ikke i IPA nogen automatik i at [ts] eller /ts/ skal forstås som affrikat eller affrikeret plosiv, eller et fonem eller to fonemer. Hvis man eksplicit vil signalere en affrikat, er det mest almindeligt at tilføje en bue, [t͡s], som implicerer at [t͡s] tolkes som en kompleks enhed. Men det er valgfrit i IPA om man vil bruge buen, hvilket er fornuftigt, da der ikke er konsensus om hvad affrikater egentlig er for en størrelse, som jeg har skrevet om før.

Men hvad ville problemet være i at se det som en affrikat? Det vil nogle gøre.

RPR argumenterer med at [ts] er i naturlig klasse med /pʰ kʰ/; det er i en vis forstand en aspireret plosiv, ikke en affrikat, og derfor skal fonemerne noteres ensartet, mens notationen /ts/ ifølge RPR antyder nemlig at (t) opfører sig anderledes end (p k), altså at der er et ’hul’ i serien af aspirerede lukkelyde. Det synes jeg er en udmærket fonologisk betragtning, ligesom forskellen på affrikat vs. affrikeret plosiv vs. to fonemer er en fonologisk betragtning. Det er et argument for at skrive /pʰ tʰ kʰ/ i mere abstrakt fonemnotation, og måske også i bred IPA. Men det er ikke et argument for at [tʰ] skulle være en mere fonetisk præcis notation i snæver IPA.

Notationen /ts/ udelukker ikke at man kan sige at /ts/ strukturelt er i gruppe med de aspirerede /pʰ/ og /kʰ/. Notationen /ts/ er bare en grafisk afbildning af lyden, ikke en fortolkning. Det er et udmærket princip at ensartede lyde/fonemer vises på en ensartet måde, altså /pʰ tʰ kʰ/. Men t-lyden er jo også forskellig fra /pʰ kʰ/ idet den er mere affrikeret, og på andre punkter mere beslægtet med /tɕ/ og /s/, hvilket taler for notationen /ts/ og imod /tʰ/. Så hvad skal man lige vægte tungest?

Jeg synes notationen /ts/ kræver mindst mulig forklaring, når nu fonemet udtales [ts], og derfor er det sådan jeg gør når jeg skriver indførende litteratur. For nybegyndere bliver det lidt langhåret at forklare den fonetisk upræcise notation /tʰ/ eller /t/ med naturlige klasser, plosivrækker, symmetri og huller i systemet osv. Det hører hjemme i en mere teoretisk analyse; se nedenfor om overfladenær og abstrakt fonologi.

Alt i alt synes jeg altså synes jeg RPRs argumenter er abstrakte, fonologiske mere end fonetiske, og altså argumenter for at skrive /tʰ/ i fonematisk notation. Argumenterne holder ikke når det kommer til snæver fonetisk notation, hvor [ts] klart er mere præcist end [tʰ].

Tsar og tsunami

RPR bruger også ord som tsar og tsunami som argument mod /ts/. Hvis vi har et /ts/ i sproget, hvor bruger vi det så ikke i sådanne ord?

Jeg synes det er et svagt argument. At vi siger tsar og tsunami med [s] frem for [ts] er vel blot fordi bogstavkombinationen ts– er fremmedartet i dansk, og vi føler at [ts] svarer til grafemet <t>, og derfor kan vi føle os nødsaget til at markere grafemet <ts> på en anden måde. Som modeksempel hører jeg jævnligt tzatziki udtalt med almindeligt dansk [ts]. Ligeledes repræsenterer <z> typisk et [s], og det lader vi det så gøre i zen, zucchini og Zürich, også selvom det er /ts/ på det oprindelige sprog. At sige at vi ikke har /ts/ i dansk på baggrund af sådanne eksempler, er et lige så validt argument som at sige at vi ikke har /k/ når vi siger /sutɕiːni/ zucchini med /tɕ/ i stedet for /k/. Den mere oplagte forklaring er at vi bare har nogle bestemte traditioner for hvordan grafemer omsættes til udtale, og det er dem vi følger snarere end at forsøge at lægge os tæt op ad fremmedsprogets udtale, som vi ofte ikke er fotrolig med.

IPA til fonematisk lydskrift?

IPA kan ifølge IPAs egne retningslinjer skrives i to modusser: bred (fonematisk) i / /, og snæver (fonetisk) i [ ]. Dette er en gammel gammel praksis, med rødder helt tilbage i de første udgivne IPA-principper fra 1912, og som også nævnes i fx Eli Fischer-Jørgensens fonetikbog fra 1948, men som er blevet lidt glemt i dansk tradition. De to modusser er velegnede til forskellige ting; snæver notation når man har behov for at være meget præcis og detaljeret, og bred notation når det skal være enkelt, praktisk og overskueligt, bl.a.

RPR langer ud efter at IPA har retningslinjer for fonematisk notation og brugen af / / og dermed efter at jeg følger de retningslinjer i NDF og Utilpasset IPA. RPR skriver:

Schachtenhaufens (2023a) brug af fonemskrift, som er i overensstemmelse med IPA-anbefalingerne (IPA 1999), beror primært på kommutationsprøven […]

og

Jeg vil derimod indvende at IPA, som en fonetisk organisation, ikke er autoritativ når det kommer til fonologisk analyse, særligt fordi IPA tilbyder en temmelig lille analytisk værktøjskasse.

Det er en malplaceret indvending. I kontekster hvor præmissen er at følge IPA, som er erklærede præmisser i både NDF og Utilpasset IPA, er det indlysende på sin plads at følge IPA’s principper. Og at nogle fonologer gerne vil lave meget abstrakte teoretiske analyser, skal jo ikke forhindre andre i at lave mere fonetiknære og anvendelige analyser.

Der er ingen der har monopol på hvordan / / skal anvendes, eller hvordan man skal lave fonologisk analyse. Men man kunne måske godt efterlyse en konsensus om at bruge forskellige klammer (/ / vs. | | fx) til forskellige slags fonologisk analyse. Se nedenfor om overfladenær vs. abstrakt fonologi.

Er IPA kun for fonetikere?

RPR siger videre: Paradoksalt nok har IPA et sæt retningslinjer for fonologisk notation. Hvorfor er det parakdoksalt? Det lader til at RPR mener at IPA er for fonetikere og skal holde sig fra fonologien.

Jeg er ikke enig i at IPA er en strengt fonetisk organisation og at de skal holde deres fingre fra fonologien.

Afsnit 10 i IPAs håndbog er dedikeret til at beskrive hvor IPA står i forhold til fonologisk teori. Der står bl.a. at:

IPA has its roots in a tradition of phonology in which the notion of the phoneme […] and allophones […] are primary.

I IPA’s første princip helt tilbage fra 1888 står der:

There should be a separate sign for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of a word.

Dette er praktisk talt definitionen af et fonem forud for sin tid. Termen fonem blev først etableret senere. I de seneste principper fra 1999 står der bl.a.:

The use of symbols in representing the sounds of a particular
language is usually guided by the principles of phonological
contrast

IPA er af navn et fonetisk alfabet, men reelt baseret på fonologiske principper. Det har jeg også skrevet om før. IPAs selvforståelse er i hvert fald ikke at have vandtætte skodder mellem fonetik og fonologi. At organisationen hedder noget med Phonetic, skyldes vel blot at den stammer tilbage fra før fonologi var en selvstændig disciplin og skal ikke tages som belæg for at regne det som en strengt fonetisk organisation.

Er fonetikere og fonologer forskellige mennesker?

RPR skriver at IPA er som bekendt en organisation af fonetikere med primært fokus på fonetik, mens fonologi er en selvstændig forskningsdisciplin som ofte har andre metoder og mål.

Jeg er som nævnt ovenfor ikke enig i præmissen om at IPA er strengt fonetisk, men jeg er med på at fonetik og fonologi i princippet er forskellige discipliner. Men de er også stærkt sammenflettede. Der er ikke mange fonetikere som ikke også er fonologer i et eller andet omfang, eller fonologer som ikke også er fonetikere i et eller andet omfang. Det er en falsk dikotomi at sige at IPA er en organisation af fonetikere, og derfor ikke fonologer; fonetikere og fonologer er to grupper som i høj grad overlapper. Det er derfor helt naturligt, og på ingen måde paradoksalt, at IPA beskæftiger sig med begge dele.

Og IPA bruges flittigt i fonologisk analyse. Der er da netop en vis konsensus om at bruge IPA-tegn i fonologiske repræsentationer. Når fonologer bruger symboler som /ɛ ɔ θ tʃ ŋ/, så er det IPA-symboler, med reference til deres lydværdi i IPA som udgangspunkt. Når fonologer bruger /b d g/ med henvisning til en underliggende stemthed, som RPR giver eksempler på, så er det IPA, for det er jo i IPA at [b d g] er defineret som stemte.

IPAs lille fonologiske værktøjskasse

Det er rigtigt, som RPR siger, at IPA’s analytiske værktøjskasse er meget lille når det kommer til fonologisk analyse. Det handler primært om distinktive lyde: To lyde skal skrives forskelligt hvis ombytning af lydene giver en betydningsændring.

Men det er jo sådan set også den basale definition af et fonem: den mindste udtaleenhed i et sprog som ved ombytning med en anden fungerer betydningsadskillende – i dansk fx u, o, å i mule, mole, måle

Det er et rigtig godt sted at starte i en fonologisk analyse. Og det er et rigtig godt sted at starte hvis man skal lære eller beskrive et sprogs udtale. Derfor er det oplagt at IPA tager udgangspunkt i dette princip. Fordelene ved at forholde sig ret konservativt til begreberne fonem og allofon er også beskrevet i håndbogen afsnit 10.

Men det er selvfølgelig heller ikke det eneste der er at sige om et sprogs fonologi; det tror jeg heller ikke er IPAs synspunkt. Når man graver dybere ned i fonologisk analyse, bevæger man sig imidlertid væk fra den fonetiske virkelighed og åbner for en hel masse fortolkningsspørgsmål, som er komplekse at forholde sig til, vanskelige at dokumentere, og det bliver langt sværere at blive enige om notation og sammenlignelighed på tværs af sprog, så det er vældig vældig praktisk at IPA holder sig til klassiske principper, som kan forstås uden kendskab til fonologiske teorier.

I NDF starter jeg med den enkle fonemanalyse, som ligger i IPA-principperne, fordi hovedformålet med NDF er undervisning i IPA, men hele det sidste kapitel af NDF er netop dedikeret til den mere abstrakte, klassiske fonologiske analyse af dansk, hvor [ɐ ɤ ʊ] er allofoner af |r d v| osv. Fremgangsmåden med at starte simpelt og have en progression hen imod mere komplekse principper, er indlysende fuldt forsvarlig i introducerende litteratur (se lie-to-children).

Jeg synes RPR fremstiller NDF lidt for ensidigt her. Jeg synes det ville have været fair hvis RPR have gjort opmærksom på at der er denne progression i NDF. Jeg synes RPR problematiserer at jeg bruger /p t k pʰ ts kʰ/ hvor RPR selv ville bruge /b d g p t k/, men jeg bruger jo også |b d g p t k| og anerkender de mere avancerede fonologiske analyseværktøjer; jeg putter det bare i nogle andre klammer for at vise tydeligt at nu er der ikke længere tale om bred IPA, men mere abstrakt repræsentation af lyd.

Overfladenær vs. abstrakt fonologi

Hele humlen handler for mig at se om at der er mere end én måde at analysere og notere fonemer på. Jeg tror ikke på at der findes en absolut “rigtig” fonologi eller fonematisk notation. Der er forskellige fonologiske modeller som er gode til forskellige ting, men grundlæggende gælder det at all models are wrong. De danske plosiver kan fx i en model skrives direkte med samme symbol som deres fonetiske realisering, /pʰ ts kʰ p t k/, i en anden model mere indirekte /p t k b d g/ med regler der beskriver deres fonetiske realisering. Begge tilgange har fordele og ulemper og har hver deres plads til forskellige formål. Når man bruger forskellige modeller i samme værk, er det praktisk at vise klart om det er den ene eller anden model, og det gør jeg så i NDF, inspireret af Basbøll, med / / vs. | |.

Jeg koger det almindeligvis ned til tre klart adskillelige abstraktionsniveauer:

  • [ ] snæver IPA, fonetisk (allofonisk eller impressionistisk) notation.
  • / / bred IPA, fonetiknær fonematisk notation, baseret på kommutationsprøven, men fonemsymbolerne har deres IPA-givne værdi.
  • | | abstrakt fonematisk notation (morfofonologi, historiske fonologi, diafonologi mv.), med mere avancerede principper som komplementær distribution, inklusion af kognition, morfologi, mv. i analysen.

Mainstream lingvistik er kun at have en todelt skelnen og kun bruge [ ] og / /. Det synes jeg er ærgerligt. En tredelt inddeling og brugen af | | er sjældnere, men ses fx i Basbølls Phonology of Danish, og den introduceres også i NDF, fordi jeg synes der er rigtig praktisk at skelne de tre niveauer, og det vil jeg gerne slå et slag for; det løser en hulens masse problemer og diskussioner (og indfører kun få nye).

I [ ] synes jeg man skal være konkret og så fonetisk præcis som konteksten fordrer. Derfor skal man skrive [ts], hvis det er det der siges, og ikke tolke det som andet end det.

I / / (altså bred IPA) kan man være mere fortolkende, men stadig forholde sig til de fonetiske realiteter. [ts] kan være /ts/ eller /tʰ/, eller /t/ måske, men en vokal, fx [ɤ], kan ikke pludselig være en plosiv /d/ – det sidste hører hjemme på et mere abstrakt plan, som jeg indikerer med | |.

I | | kan man gå amok med fortolkninger og hente belæg fra morfologi, sproghistorie, beslægtede sprog og dialekter, psykolingvistik og meget andet som kræver ekspertviden at forholde sig til. Og man kan forholde sig mere frit til den fonetiske realitet.

Det er nok derfor RPR og jeg er lidt uenige om hvad der skal stå i de forskellige klammer. Det RPR synes skal stå i / /, skriver jeg i | |, mens lidt af det som RPR putter i [ ], fx [tʰ], er noget jeg hellere vil putte i / /. Vi er mao. vist ikke uenige om essensen, blot om hvilke klammer vi putter omkring for at indikere hvilket abstraktionsniveau de forskellige hensyn hører hjemme.

Er notationen /p pʰ/ enerådende eller ej i andre sprog?

I NDF forsvarer jeg notationen /p pʰ/ frem for /b p/ med at det første er nærmest enerådende notation i IPA i sprog der har en kontrast mellem aspirerede og uaspirerede plosiver. RPR mener at jeg tager fejl der, og konkluderer at det er nærmere 50/50 om man bruger [p pʰ] eller [b p].

RPR konkluderer således temmelig bombastisk at jeg skriver noget forkert i NDF: Schachtenhaufen (2023a) har dog ikke ret i at der ellers er konsensus om at [p pʰ]-symboler skal bruges om aspirationskontraster.

Jeg synes det er et hårdt angreb på NDF, men jeg står ved hvad jeg skriver, og jeg synes RPRs kritik er baseret på meget tyndt belæg og et tykt lag fortolkning.

Jeg skriver ikke eksplicit i NDF hvordan jeg er kommet frem til den konklusion, men det er baseret på det arbejde jeg lavede ifm. artiklen Utilpasset IPA. Selve analysen af plosiverne blev skåret fra i den endelige udgave pga. pladsen, og fordi det var meget trivielt. Nøjagtig som RPR gennemgik jeg et hav af Illustrations of IPA for at optælle hvor mange der noterede forskellige ting på bestemte måder. Men hvordan er vi så landet på at være så uenige?

RPR skriver Hvis man ser på sprog med tre serier af lukkelyde (stemte, ustemte uaspirerede og ustemte aspirerede) […], så er svaret ja: I disse sprog bruges konsekvent [b p pʰ]. Ser man til gengæld på sprog med kun to serier af lukkelyde, så er svaret noget mere kompliceret.

RPR deler altså sprogene op i to grupper, dem med [b p pʰ] og dem med blot [p pʰ], hvor dansk hører til den sidste gruppe. I den noget større gruppe af sprog med [b p pʰ] er notationen [p pʰ] enerådende i at illustrere en aspirationskontrast, men i den mindre gruppe sprog med blot [p pʰ] er der altså ifølge RPR en del der bruger [b p] til at vise en aspirationskontrast.

Denne opdeling har jeg for det første ikke lavet, og andelen af sprog der bruger [p b] for ustemt aspireret/uaspireret er forsvindende lille hvis man ikke deler det sådan op.

En anden forskel på mig og RPR er at jeg bevidst kun kigger på de Illustrations der er udgivet efter 1999, hvor de seneste IPA-principper blev udgivet, mens RPR inkluderer ældre Illustrations. RPR inkluderer i alt 212 Illustrations, mens jeg kun ser på 147.

RPR finder i undergruppen af sprog med fonetisk [p pʰ] 12 Illustrations hvor det er noteret [p pʰ], og 11 hvor det er noteret [b p]. Lad os se nærmere på de 11 sprog. Af disse 11 er 3 fra før 1999, og 6 af dem er forskellige engelske dialekter, så egentlig bare ét sprog. I dialekter kan der være det særlige hensyn at man gerne vil benytte samme notation som hovedsproget, som har [p b], så man kan gennemskue hvilke lyde i hvilke ord der er tale om, og så beskrive i prosa hvordan udtalen afviger – det er ikke på alle måder hensigtsmæssigt at pull/bull skrives [pʊl bʊl] i en dialekt og [pʰʊl pʊl] i en anden. Derfor har jeg regnet dialektale forhold som en særlig kontekst (altså, i sproget gælder det som udgangspunkt at /b/ realiseres [b] men i særlige tilfælde afstemt, [b̥]).

Skærer man disse ting fra, er der altså bare 3 Illustrations hvor [p b] ifølge RPR bruges for aspireret/uaspireret, nemlig sprogene makasar, munji, letzeburgsk (med lidt ond vilje en tysk dialekt). I artiklen om makasar beskrives plosiver gennemgående som stemte vs. ustemte, men et stykke nede i artiklen står der we tend to see voiced stops being voiceless unaspirated, particularly /b/ in initial position. Om munji står der Voiced plosives and fricatives sometimes devoice word-finally. Om letzeburgsk står der The phonologically voiced plosives [b d ɡ] are in fact often realized as devoiced plosives. Det gælder altså i disse beskrivelser at [p b] som udgangspunkt er en stemthedskontrast, men i nogle tilfælde afstemmes lydene. For RPR bliver det til belæg for at [p b] generelt står for en [pʰ p]-kontrast i de pågældende sprog.

Jeg synes RPRs konklusion om at jeg skriver noget forkert i NDF, kræver rigtig mange forbehold og lige lovlig meget velvilje. HVIS man ignorerer den store gruppe af sprog med [b p pʰ], OG inkluderer beskrivelser fra før de seneste IPA-principper, OG tæller dialektbeskrivelser i stedet for sprogbeskrivelser, OG medregner sporadisk afstemning, OG runder op, så gælder RPRs konklusion. Men uden alle disse forbehold er det korrekt hvad jeg skriver i NDF: [p pʰ] til at vise aspirationskontrast er tæt på enerådende praksis i nyere IPA-beskrivelser.

Det ville på den baggrund være fair med en mere nuanceret konklusion end blot Schachtenhaufen (2023a) har dog ikke ret, når det som minimum handler om hvordan man opgør det, og jeg synes min opgørelse er ganske uproblematisk.

Det er i det hele taget ikke klart hvad RPRs pointe er med denne del af artiklen, for RPR er netop ikke ude på at forsvare brugen af [p b] til at vise aspirationskontrast, eller, tror jeg, defamere NDF, hvilket hans konklusion jo kunne bruges til. Så jeg synes det er ærgerligt at RPR bruger så mange kræfter på at forcere en konklusion som egentlig ikke tjener noget gavnligt formål.

En lille bonus: Kan man ikke markere fortis og lenis med IPA?

RPR argumenterer sagligt og overbevisende for at notationen [b̥ d̥ ɡ̊] er uhensigtsmæssig ift. [p t k] til at vise danske plosiver.

Et af de traditionelle argumenter for notationen [b̥ d̥ ɡ̊] er at de danske plosiver er lenis, hvilket man mener kun kan vises med [b d g], og så ustemte som så vises med bollerne, [b̥ d̥ ɡ̊]. RPR tilbageviser at der er konsensus om at [b d g] betyder lenis, og påpeger at der faktisk kun er meget svagt belæg for at beskrive de danske plosiver som påfaldende lenis.

RPR skriver i den forbindelse at der er faktisk ikke nogen måde at angive udtalestyrke på med basissymbolerne i IPA og Det er dog nok ikke tilfældigt at IPA-retningslinjerne mangler tegn som betyder fortis og lenis.

Jeg vil blot komme med en indvending, som egentlig bare styrker RPR’s argument: Der er faktisk diakritiske tegn i IPA til at vise stærk og svag udtalestyrke: [◌͈ ◌͉] for hhv. stærk og svag artikulation. Symbolerne findes i udvidelserne til IPA-skemaet, som også findes i IPA-håndbogen.

Hvis ustemte plosiver som udgangspunkt skrives [p t k] og man ønsker at eksplicitere lenis, kan man altså gøre det med [p͉ t͉ k͉]. Det piller fortis-lenis-hensynet fuldstændig ud af diskussionen om hvorvidt man skal bruge andet end [p t k] som grundtegn.

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Danske plosiver og affrikater

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan også møde notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ meget ‘nøjagtig IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.

I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Ud fra dette skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).

I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.

[b d g]

Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk. Jeg får fx jævnligt mails fra folk der mener at jeg lydskriver forkert; jeg skal skrive sgʁæfd i stedet for skʁæft fordi de danske plosiver er “stemte”, hvortil jeg må svare tak for belæringen, men det er altså dig der har misforstået både dansk fonetik og IPA.

Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.

Er danske plosiver ikke lenis?

Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:

  1. Grønnum beskriver lenis som et omdiskuteret begreb som ikke er undersøgt i særlig mange sprog. Og det er heller ikke undersøgt i dansk siden 1960’erne. Det er derfor uklart hvor relevant eller særligt det er for moderne dansk.
  2. Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
  3. Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er ikke et træk der opereres med i IPA’s definition af lydene. Der er altså ikke en skjult lenis-egenskab i definitionen af [b d g]. Notationen [b̥ d̥ ɡ̊] indikerer således blot ustemter plosiver, nøjagtig som [p t k]. I ældre fonetiklitteratur var det en egenskab der blev diskuteret en del, men det er altså ikke defineret i moderne IPA.

Jeg har gennemsøgt over 146 Illustrations of IPA på andre sprog. I alle andre sprog med en distinktiv forskel på aspireret og uaspireret, noteres forskellen /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/.

Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.

Affrikater: /ts/ og /tɕ/

Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).

Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.

Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens kan tolkes fonologisk.

Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.

Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. DDO/Dania skriver imidlertid [tj]. Det virker inkonsekvent, når det er inkorporeret at sj udtales /ɕ/. DDO skelner desuden mellem initialt og finalt /tɕ/ selvom der ikke er nogen klar fonetisk forskelm, initialt [tj], finalt [dɕ]. Det giver en rodet og inkonsekvent notation, hvor samme lyd noteres forskelligt, og forskellie lyde noteres ens; se nedenstående skema. I DDO synes der at være en inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/, t for /t/ og /ts/).


segmenterIPANGDDODania
sækssɛksɛɡ̊sɛgsæg
dækttɛkd̥ɛɡ̊dɛgdæg
checkɕɕɛkɕɛɡ̊ɕɛgᶊæg
tjekt+ɕtɕɛktɕɛɡ̊tjɛgtjæg
match t+ɕ mætɕ mad̥ɕ madɕ madᶊ
tækt+stsɛktˢɛɡ̊tɛgtæg
jazzt+jtjæsd̥jasdjasdjas
jajjajaja

Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.

Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.

Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?

Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.

Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.

Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.

Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?

Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.

Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (DDO [d]) i 60 % af danske ord, /ts/ (DDO [t]) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.

bogstavprimær lydværdisekundær lydværdi
p/p/ (trad /b/) 52 %  /pʰ/ (trad /p/) 48 %
t/t/ (trad /d/) 60 %/ts/ (trad /t/) 23 %
k/k/ (trad /g/) 58 %/kʰ/ (trad /k/) 43 %
pp/p/ (trad /b/) 96 %  /pʰ/ (trad /p/) 4 %
tt/t/ (trad /d/) 95 %/ts/ (trad /t/) 5 %
kk/k/ (trad /g/) 98 %/kʰ/ (trad /k/) 2 %

Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.

lydprimært grafemsekundært grafem
/p/ (trad /b/)b, bb 68 %p, pp 35 %
/t/ (trad /d/)t, tt 77 %d, dd 20 %
/k/ (trad /g/)k, kk 61 % g, gg 36 %

(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)

Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.

IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.

I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (BDG-lydskrift).

Opsamling

De danske plosiver og affrikater skal i bred IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/. De traditionelle notationer med [p t k b d g tj/dɕ] er upræcise, upædagogiske, og de svarer ikke til international praksis.

Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.

I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.

Kategorier
Lydskrift

Opgør med en lydskrifttradition

(Dette indlæg er en opsummering af en længere redegørelse jeg skrev ifm. et foredrag for lingvistikstuderende på Københavns Universitet.)

NB! Dette indlæg er forældet. Det repræsenterer et tidligt trin i processen der er beskrevet i nærmere detaljer under temaet Utilpasset IPA.

I mange år har jeg benyttet mig af de lydskriftkonventioner som jeg lærte fra Nina Grønnums bøger da jeg studerede på universitetet, og som benyttes i forenklet udgave i DDO. Men inden for de sidste par år har jeg arbejdet på en nye lydskriftstandard, som både er mere præcis ift. IPA, enklere og mere intuitiv, og mere velegnet til praktiske formål såsom sprogundervisning og sprogteknologi.

Herunder er en oversigt over de tegn i den traditionelle lydskriftstandard som Nina Grønnum (NG) benytter i sin seneste fonetikbog, og den som DDO benytter, som jeg mener bør ændres. I kolonnen schwa.dk ses min forslag til hvilke tegn der bør benyttes i stedet, og det hvordan den pågældende lyd skrives i mere præcis IPA. Mht. alle andre end de nævnte lyde er der overensstemmelse mellem alle fire standarder.

NG DDO schwa.dk IPA
p t k
b d g
pʰ tˢ kʰ
b̥ d̥ ɡ̊
p t k
b d g
pʰ ts kʰ
p t k
pʰ ts kʰ
p t k
tj tj
dræbe
abe
kat
æ
æ
a
ɛ
æ
a
æɛ̞~æ
ɛ̞~æ
æ
tak ɑ ɑ aä
Morten
måtten
ɒ
ʌ
ɒ
ʌ
ɒɒ
ɒ̜
ø ø
œ
œ̞
ɶ
ø
œ
ɶ
ø
œ
ɶ
ø
œ
ɶ̝
ej, av, er j/ɪ̯ w/ʊ̯ ɐ̯ j w ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯
snedig, mødding i e i e ɪ ɪ

Nogle af de ting i de traditionelle standarder som jeg i tiltagende grad undrede mig over, og som igen og igen førte til faglige og pædagogiske problemer, var:

  • hvorfor bruger man de stemte lyde [b d g] når de nu er ustemte i dansk?
  • hvorfor skelner man den meget lille forskel i kort og lang vokal i [æːnə anə] Ane, Anne, og [mɒːdn̩ mʌdn̩] Morten, måtten, når man nu ikke skelner for andre vokalers vedkommende?
  • og hvorfor bruger man [ʌ] for en vokal der, om noget, er mere åben end [ɒ], når åbningsgraden for symbolerne i IPA er lige omvendt?
  • hvorfor skriver man [ɑ] for den vokal som ifølge IPA skal skrive [a], og [a] for den vokal der skal skrives [æ]?
  • hvorfor skriver man fx [sdɑɡ] for stak, når det ville være både mere præcist og helt intuitivt ift. skriftbilledet at skrive [stak]?
  • og hvorfor skal det trække ned i karakter hvis en student netop skriver [stak] , når det nu er ganske præcis IPA?
  • hvorfor skriver man [dʁɛːbə æːbə] dræbe, abe, med forskellige vokaler, når ordene rimer?
  • hvorfor skriver man [ɕad] sjat, men [tjad] chat, når chat egentlig bare er sjat med [t] foran, [tɕad]?
  • hvorfor skriver man forskellige vokaler i høne og rynke, når nu de er ens? Og hvorfor skriver man samme vokal i grynt og gøre når nu de er forskellige?
  • m.m.

Nogle af disse ting har at gøre med at sproget har forandret sig. Andre gange skal svar på disse spørgsmål findes i praktiske årsager; man vil fx gerne skelne de væsentligste lydkontraster i sproget med forskellige symboler, og visse steder i sproget har vi flere kontraster inden for et område end der er symboler i IPA.

Men der er formentlig også tale om et stort element tradition. Da danske sprogforskere begyndte at gå over til IPA, var det i et miljø med meget stærk tradition for at bruge det hjemlige Dania. Måske under indflydelse af Dania, måske pga. af diskussioner af (faglige, pædagogiske osv.) styrker og svagheder ved de forskellige systemer m.m., sneg der sig en del Dania-arv med ind i adaptionen af IPA blandt danske sprogfolk, så en del symboler ikke bruges i overensstemmelse med IPA.

Man har mao. aldrig gjort helt op med Dania, et lydskriftsystem der er velegnet til at beskrive dansk, men kun dansk, og som ikke forstås af udenlandske studerende og forskere. Man er aldrig rigtig gået med på den internationale standard IPA. Det giver både problemer når man skal studere fonetik på tværs af sprog, og nogle af Dania-traditionerne giver problemer ifm. sprogteknologi.

Hvorfor ændrer man det ikke bare? Det er lettere sagt end gjort. Traditioner er i sig selv træge, men det handler også om at skabe en sammenhængende konvention. For når man ændrer én ting i en lydskriftkonvention, skubber man til alle de andre ting. Hvis man ændrer [ɑ d g] til [a t k] i stak, så [sdɑɡ] bliver til [stak], hvad så med det [a t k] man i forvejen brugte i [kad tal] kat, tal? De skal så ændres til noget tredje så man stadig kan se forskel på lydene.

Det er også et spørgsmål om hvor mange og hvilke fonetiske detaljer man skal medtage i en almindelig, praktisk, bred transskription. Mange fonetiske detaljer er vanskelige at opfatte og spiller ingen praktisk rolle – måske er de endda direkte forstyrrende – i sprogbeskrivelse, undervisning, sprogteknologi, formidling osv.

Når man tilrettelægger en lydskriftstandard, er der således mange hensyn man kan tage:

  • præcist: tegnene skal benyttes i overensstemmelse med IPAs definitioner, ellers kan man ikke rimeligt kalde sine transskriptioner for IPA
  • sprogligt: man skal kunne skelne vigtige betydningsadskillende kontraster i sproget, lyde der opfattes forskelligt, skal skrives forskelligt, og lyde der opfattes ens, skal skrives ens
  • pædagogisk: det må gerne være nemt at lære, så man starter med de nødvendigste lyde og kan udbygge med mere subtile detaljer senere hen
  • tværfaglighed: det er smart hvis man bruger samme konventioner på tværs af fag, så der er en kontinuitet når man studerer andre sprog, og det er smart hvis folk der har lært IPA i udlandet, umiddelbart kan læse danske IPA-transskriptioner; det er hele grundtanken med IPA
  • praktisk og læsbart: det er en god ide så vidt muligt at undgå diakritiske tegn, som både tager tid at lære, skrive, læse, og let fører til fejl i transskriptioner, og det er smart hvis man i vid udstrækning kan bruge de symboler der er på tastaturet frem for alverdens specialtegn
  • gennemskuelighed: det er lettere at lære lydskrift hvis der er en vis sammenhæng mellem de bogstaver vi er vant til og de lydskriftsymboler man skal lære
  • systematik: der må godt være en slags systematik i symbolvalgene, så samme lydtyper skrives ensartet og man så vidt muligt er konsekvent med hvilke detaljer der skelnes og hvordan
  • tradition: det er hensigtsmæssigt at der er kontinuitet mellem gamle og nye værker, traditionerne kan være tunge og uhensigtsmæssige

Alle disse forhold kan stikke i forskellige retninger og tale for forskellige transskriptionsstandarder. Og en del er til diskussion; hvad er vigtigt at kunne skelne i et sprog, hvad er mest pædagogisk, hvad gør man i andre fag, og hvis de gør noget forskelligt, hvad skal man så prioritere

I de ændringer jeg foreslår ovenfor, har jeg gjort op med traditionen og i stedet forsøgt at balancere de øvrige forhold. Resultatet er at der alt i alt er:

  • bedre overensstemmelse med IPA
  • færre specialtegn, hvilket gør det nemmere at skrive, læse og lære
  • bedre overensstemmelse med praksis i andre sprogfag
  • bedre sproglig/pædagogisk sammenhæng og systematik i den forstand at de betydningsadskillende kontraster i moderne dansk vises tydeligt i symbolvalgene, mens der er mere subtile nuancer og dialektal/sociolektal ikke nødvendigvis vises i brede transskriptioner
  • på nogle punkter større sammenhæng mellem udtale og stavning, på andre punkter dårligere sammenhæng

Uddybende begrundelse for enkelte ændringer

plosiverne: Jeg foreslår at man bruger [pʰ ts kʰ p t k] i stedet for det traditionelle [p t k b d g]. Vi har en kontrast mellem aspireret/affrikeret [pʰ ts kʰ] og uaspireret [p t k]. Det er vigtigt at danske sprogstuderende forstår denne kontrast. Der er ikke en stemthedskontrast som [p t k] vs. [b d g] indikerer, og som mange fejlagtig opfatter det. Man kunne vælge skrive det affrikerede /t/ som [tˢ], hvilket giver en bedre visuel sammenhæng mellem [ pʰ tˢ kʰ ]. Men [ˢ] er strengt taget ikke et IPA-tegn, omend det er almindelig brugt og kendt af IPA-brugere, så jeg ser ikke noget problematisk i den notation. Jeg synes selv det er enkelt, præcist og tastaturvenligt at skrive [ts], og det skaber til gengæld en visuel sammenhæng med [tɕ], se nedenfor.

tj: Jeg foreslår at /tj/ skrives [tɕ] i stedet for [tj]. Dette er til dels en konsekvens af at ændre [t] til [ts]. Ligesom /sj/ smelter sammen til [ɕ], smelter [j] sammen med affrikationen i [ts] sammen til [tɕ]. Det kan man lige så godt notere, når [ɕ] bruges i forvejen. Det giver både en mere præcis og systematisk beskrivelse, og det er i overensstemmelse med hvordan man noterer affrikater på andre sprog.

a, o, å: Jeg foreslår at man reducerer den tredelte skelnen mellem [æ a ɑ] til blot [æ a], hvor [æ] bruges i fx mase/masse, og [a] i mange. De fleste nybegyndere i dansk fonetik opfatter en længdeforskel på vokalen i mase/masse og i Morten/måtten, men ikke en kvalitetsforskel. På begynderniveau og i formidlingssammenhænge er det tilstrækkeligt at skelne længdeforskellen. I sprogteknologiske sammenhænge er en tredelt skelnen direkte forstyrrende.

Dette er ikke en påstand om at der ikke er nogen forskel. Det er der ganske sikkert. Men det er ikke (længere) en fonologisk kontrast, og det gælder i øvrigt for alle vokaler at der er en lille åbningsgradsforskel på korte og lange varianter af sammen fonem, hvilket der ikke er nogen tradition for at notere. Det virker arbitrært at skelne lige præcis i de to vokaler og ingen andre.

I meget konservativ sprogbrug kan man finde en fonematisk kontrast efter /r/ i fx [ʁæst ʁæ̞st ʁast] rist, rest, rast, så tidligere var det nødvendigt at skelne tydeligt mellem disse, hvilket formentlig har ført til traditionen med at skelne kort og lang vokal også (når man har indført denne skelnen i sin konvention, er man nødt til at være konsekvent). Til undervisnings- og formidlingsformål synes det dog vilkårligt at indføre denne skelnen som noget primært i moderne dansk. Det kan vente til forløb om dialekter og sociolekter, hvor man kan markere forskellene med diakritika.

ø’erne: Dette handler mest om at sproget har ændret sig så vi i dag har færre forskelle i ø-varianterne.

halvvokaler: når man skriver diftonger, benytter man almindeligvis [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] i andre sprogfag. Jeg kan desuden godt lide den visuelle sammenhæng mellem [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] (pædagogisk: halvvokaler er dem med buen under), og sammenhængen mellem disse og når de indgår i schwa-assimilation, [ɪ ʊ ɐ].

ig, ing: den ikke-fuldvokaliske lyd i –ig, -ing skrives traditionelt med hhv. [i e], men jeg synes der er fordele ved at skelne mellem fuldvokal [i e] i tit, lidt, og ikke-fuldvokal i –ig, -ing, ligesom der traditionelt skelnes mellem mellem [œ] vs [ə], og mellem [ɒ/ʌ] vs [ɐ]. Argumenterne er dog lidt snirklede, så jeg vil springe over dem her, men det er bl.a. baseret på praktiske erfaringer med sprogteknologi, hvor den manglende skelnen mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal er et væsentligt problem, så det vil være en fordel hvis fremtidige sprogteknologer har lært at skelne.

Reaktioner

Jeg har diskuteret disse konventioner med mange studenter og fagfolk. Generelt spænder reaktionerne fra positive til begejstrede. Jeg har tydeligvis ikke været alene om at undre mig over de eksisterende konventioner og ønsket forandring.

Jeg har selvfølgelig også mødt indvendinger. Det er især svært at sluge at skille sig af med [b d g] og vænne sig til at skrive [pilə tilə kilə] i stedet for [bilə dilə gilə] bille, dille, gilde, endda med risiko for uheldige fejllæsninger af fx [pætɐ tisə] batter, disse. Men det er svært at argumentere for at [b d g] hører hjemme i sprogundervisningen, når alle lærebøger nu beskriver aspiration, og ikke stemthed, som den afgørende kontrast i plosiverne. Det er især uheldigt hvis man har studeret eller kommer til at studere et andet sprog, hvor [b d g p t k] står for nogle andre lyde.

Et argument for brugen af [b d g] er at det er bedre i overensstemmelse med skriftbilledet i ord som bal, dal, gal. Det er dog ikke et holdbart argument, da [b d g] måske oftere ikke er i overensstemmelse med skriften, fx i stak, spæk, skrap, ud, leg. Det er ikke indlysende for mig at [p t k] skulle være mindre i overensstemmelse med skriften. Under alle omstændigheder må det i sidste ende være de fonetiske forhold der er afgørende.

Kill your darlings. Når man har brugt årevis på at terpe regler og skelne subtile kontraster, kan det være svært at lægge disse fra sig. Som så meget andet bliver konventioner til normer, som bliver til æstetik og følelser. Når man først har lært at skelne mellem mase/masse og Morten/måtten, kan det virke provokerende at andre skal slippe for at terpe det. I overgangen til den nye standard har jeg selv skulle vænne mig til at lave om på ting jeg har benyttet og forsøgt at banke ind i hovedet på studenter gennem mange år. Jeg var selv længe om at acceptere [p t k] i bal, dal, gal, og personligt (og samme reaktion har jeg fået fra andre) kunne jeg godt lide ’teltet’ [ʌ], som jeg nu har vinket farvel til. Men i sidste ende er jeg ikke i tvivl om at det det rigtige at gøre.

Den seneste årgang lingvister på KU har jeg (efter lidt børnesygdomme) undervist efter disse konventioner, og resultatet taler for sig selv. Det er mærkbart nemmere at lære lydskrift, og der er langt bedre sammenhæng mellem beskrivelsen af dansk og andre sprog. Før skulle man afsætte en del undervisningstid på igen og igen at forklare hvad forskellen er på de mange meget ens a-lyde og å-lyde, og hvorfor vi skriver [b d g] når vi skriver dansk lydskrift, men [p t k] i andre sprog (som så igen står for noget andet i dansk), og hvorfor den danske lærebog bruger [a] i kat og skriver [hɑj] for hej, når den engelske bruger [æ] i cat og skriver [haɪ] for high. Det var undervisningstid der blev brugt på at man blev klogere på hvorfor der opstår forskellige traditioner forskellige steder i verden, men det var ikke fordi man blev bedre til noget af det der stod i studieordningen. Jeg glæder mig derfor til at arbejde videre med denne standard og kommer ikke til at savne de gamle. Jeg håber andre vil tage pointerne til sig.

Tilføjelse: eksempel på transskription med traditionel og ny standard

Transskription med DDO-standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs eŋˈɡɑŋˀ ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd | iˈmɛnˀs kʌm en ˈvɑndʁeŋsmanˀ fʌˈbiːˀ ˈsvøbd iːn ˈvɑːˀm ˈkɑbə | di blew ˈeːnii ʌm ad ˈɑwɡɶːˀɐ ˈsdʁiðˀn̩ veð ad kʌŋɡuˈʁæːˀɐ ʌm ˈvɛmˀ dɑ ˈfɶɐ̯sd ku fɔ ˈkɑbm̩ ˈa hɑm

Transskription med ny standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ɒ ˈsoːˀln̩ ˈskɛntəs eŋˈkaŋˀ ɒm ˈvɛmˀ ˈæpm̩ ta va ˈstæɐ̯kəst | iˈmɛnˀs kʰɒm en ˈvantʁɪŋsmænˀ fɒˈpiːˀ ˈsvøpt iːn ˈvaːˀm ˈkʰapə | ti pleʊ̯ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈaʊ̯kɶːˀɐ ˈstʁiðˀn̩ veð æt kʰɒŋkuˈʁæːˀɐ ɒm ˈvɛmˀ ta ˈfɶɐ̯st kʰu fɔ ˈkʰapm̩ ˈæ ham