Tag: affrikater

Kategorier
Fonologi Konsonanter Lydskrift

Affrikater vs. affrikerede plosiver

Tl;dr: i dansk fonetik har vi tradition for at skelne mellem affrikater, fx [ts], og affrikerede plosiver, fx [tˢ]. Det gør man ikke i mainstream fonetik. Jeg tilbageviser, igen, alle indvendinger mod notationen /ts/ for t-lyden i tak.

I sidste indlæg skrev jeg om /ts/ i dansk. Selvom notationen /ts/ er både enkel og præcis, er det nok den af mine ‘nye’ notationer i NDF der møder mest modstand.

Notationen /ts/ er sådan set ikke til diskussion. Den er baseret på at lyden traditionelt beskrives som et affrikeret [t], i Grønnums halvfin lydskrift [tˢ] og fin lydskrift [d̥͡s]. Jeg ser ingen grund til at opponere mod selve den fonetiske beskrivelse; jeg har blot opdateret notationen til /ts/ som er bedre i overensstemmelse med IPA da [tˢ] ikke findes i IPA.

Modstanden mod notationen /ts/ kan opsummeres i følgende: /ts/ viser en affrikat, som fx findes i tysk eller japansk, men det danske t– er en affrikeret plosiv, ikke en rigtig affrikat, hvilket fx kan demonstreres ved at dansk t– i tal ikke lyder som /ts/ i fx tysk Zahl eller japansk tsunami.

Distinktionen mellem affrikat og affrikeret plosiv er central her. Det er en skelnen man finder dansk tradition, men den er ikke udbedt internationalt. Dette indlæg handler om de to betegnelser og hvordan fonetikere og fonologer skelner eller ikke skelner mellem de to betegnelser.

/ts/: Et eller to fonemer?

Behovet for overhovedet at have en term som affrikat opstår fordi vi gerne vil kunne skelne mellem at en lydsekvens som [ts] i nogle tilfælde kan opfattes som ét fonem og i andre tilfælde som to fonemer. Hvis du er med på denne skelnen, kan du springe dette afsnit over. Ellers følger en forklaring her:

I de fleste tilfælde er der en fin sammenhæng mellem fonetiske segmenter og antallet af fonemer. Når vi siger [saft] saft, er der fire lyde, og vi tolker det som fire fonemer, /s/+/a/+/f/+/t/.

I nogle tilfælde føles én lyd som to fonemer. Når vi fx siger [ɕaːmə] charme, føles det måske som at [ɕ] egentlig er to fonemer, /s/+/j/, og [aː] er /a/+/r/. Det er svært at afvise at opfattelse er påvirket af hvordan vi staver, men under alle omstændigheder kender man fonologiske processer der fører til at to fonemer smelter sammen til én lyd.

NB! Jeg bruger verber føles som nogle gange her. Det er i første omgang for ikke at argumentere for hvad fonemer er i vores hjerner. Føles som er både en anerkendelse af at vores følelser er reelle og relevante, men også en påpegning af at det rigtig rigtig bøvlet at dokumentere hvad vi føler om fonemer og drage de rette konklusioner på baggrund af sådanne følelser.

I andre tilfælde går det den anden vej: En sekvens af lyde kan føles som ét fonem. Når vi siger [pʰ ts kʰ] i starten af pære, tære, kære, er der fonetisk to forskellige lyde, et lukkesegment og noget [h]- eller [s]-agtigt, men det føles som at de to lyde hænger sammen som ét fonem. Det [h]- eller [s]-agtige er en del af p-, t– og k-. Igen kan det være svært at vise at ortografien ikke spiller en rolle her, hvis nogen har lyst til sådan en indvending.

Når vi siger ‘en kat som…‘ eller laver genitivformen af kat, kats, har vi et /t/ og et /s/ som mødes, men her føles det som to separate fonemer. Disse [ts] føles som noget andet end det [ts] vi kan have i starten af [tsak] tak, og det udtales også forskelligt nok til at de fleste kan høre forskellen. Det er rimelig tydeligt i minimalparret pizza/pita, hvor pizza føles som stavelserne /pʰit/+/sæ/, mens pita føles som stavelserne /pʰi/+/tsæ/.

Notationsteknisk kan man gøre forskellen eksplicit ved at skrive /pʰit.sæ pʰi.t͡sæ / pizza, pita. Notationerne afspejler ikke pr. automatik en konkret fonetisk forskel, men viser bare de forskellige fortolkninger af strengen [ts].

Vi har altså et et [ts] som føles som én størrelse og et andet [ts] som føles som to størrelser. De [ts] (og [pf tʃ kx] osv.) som føles som én størrelse, kaldes affrikater og/eller affrikerede plosiver. Det overordnede spørgsmål i indlægget er så om disse to termer er synonyme eller ej.

Affrikater/affrikerede plosiver opstår i sprog fordi en plosiv udvikler friktionsstøj, mens de lydkombinationer som vi ikke regner for affrikater/affrikerede plosiver, opstår fordi en plosiv og frikativ mødes på en eller anden måde, fx over stavelsesgrænser, morfemgrænser eller ordgrænser.

Affrikater udvikles af uaffrikerede plosiver, og til at begynde med vil de ikke have så tydelig affrikation. Fonemer kan også realiseres lidt forskellig i forskellige positioner af en stavelse. Derfor er det forventeligt at /.t͡s/ udtales lidt anderledes end /t.s/. Affrikaten /t͡s/ er måske lidt kortere, [s]-delen måske ikke så tydelig, eller andet.

I min variant af dansk gælder det fx at [t] er en lille smule længere før stavelsesgrænse+konsonant, /t.s/, fx [pʰitˑsæ] pizza, og [s] måske lidt kortere i /t͡s/, fx [pʰits̆æ] pita. Når jeg skriver bred IPA, underforstår jeg den slags detaljer. Detaljerne er ikke distinktive, men følger automatisk af lydenes position i ordet.

Affrikat vs. affrikeret plosiv

Så det lidt mere problematiske: Er der egentlig forskel på affrikat og affrikeret plosiv?

Jeg har pløjet 15+ grundbøger i fonetik og fonologi igennem (Ladefoged & Maddieson, Ladefoged, Ladefoged, Laver, Zsiga, Gordon, Hayes, Odden, Catford, Stevens, Clark & Yallop, HotIPA, Engstrand, Collins & Mees, Ophaug + det løse) og også googlet lidt for at se hvordan termerne bruges rundtomkring.

Termen affrikat er ganske almindelig i fonetiklitteratur. Alle mine fonetikbøger nævner termen, undtagen den danske fonetikbog Udtalt.

Termer som (af)frikation og (af)frikeret plosiv er derimod sjældent benyttet. Og de benyttes næsten udelukkende synonymt eller i definitionen af affrikater (det er også det jeg gør i NDF).

Ladefoged og Maddieson (1996) beskriver affrikater som:

stops in which the release of the constriction is modified in such a way as to produce a more prolonged period of frication after the release.

De beskriver videre at der kan være betragtelig variation i mængden af friktionsstøj i verdens sprog, og at der ikke er nogen klar grænse mellem plosiv, affrikat og sekvens af plosiv+frikativ.

Laver (1996) er den eneste af mine bøger der foretrækker termen affrikation over affrikat. Laver definerer affrikation således:

[the] phonetic process of making the overlap phase between a stop and the following articulation audibly and momentarily fricative is called affrication.

Laver skriver videre at:

the stop and its affricated release together are conventionally said to form an affricate. One can also refer to such stops as affricated stops

Affrikation og affrikeret plosiv er mao. to forskellige måder at beskrive det samme på hos Laver. Laver beskriver [tˢ t͡s ʦ] som forskellige alternative måder at notere affrikerede plosiver på; de afspejler ikke en fonetisk forskel hos Laver (hvilket også er sådan tegnene historisk er brugt i IPA).

Ikke alle skelner mellem ét vs. to fonemer. Ladefoged definerer en Vowels & Consonants affrikat som:

a stop followed by a fricative made at the same place in the mouth

Lignende brug af termen findes i flere bøger; der skelnes altså ikke nødvendigvis mellem [ts] tolket som ét fonem vs. to fonemer som i foregående afsnit, selvom det typisk anerkendes at sådan en tolkning godt kan foretages.

Grønnum skelner i F&F mellem affrikater og affrikerede plosiver. Grønnum siger (s. 148) at:

Begrundelsen for at skelne affrikerede lukkelyde og affrikater er […] primært fonologisk

Grønnum henviser til s. 133 hvor der står:

Mange regner affrikater for modificerede lukkelyde, affrikerede lukkelyde. På rent fonetisk grund er der næppe grund til at foretrække den ene klassifikation frem for den anden: Der er tale om lukkelyde hvis lukke opløses så langsomt at der dannes friktionsstøj på artikulationsstedet

Grønnums fonologiske argument for at skelne er at nogle affrikerede plosiver har samme distribution som andre plosiver, hvilket fx gælder for dansk /ts/ som har samme distribution som /pʰ kʰ/, mens fonologiske affrikater ofte har en mere begrænset distribution (fx begrænset til at forekomme før vokal). Jeg er enig i at man kan skelne på den måde, men oftest er det ikke et argument der lægges vægt på i anden litteratur; de to ting behandles som samme kategori.

Ifølge Grønnum er der altså ikke nogen iboende fonetisk forskel på affrikat og affrikeret plosiv, men man kan argumentere for en fonologisk forskel.

IPA’s håndbog kender kun affrikater, og de noteres med plosiv+frikativ, [ts], valgfrit med bue, [t͡s].

Mønsteret er det samme i næsten alle andre bøger. Affrikerede plosiver nævnes slet ikke, eller der sættes lighedstegn mellem affrikater og affrikerede plosiver. Typisk noteres de bare med [ts dz tʃ dʒ] osv.

MEN, ret skal være ret, i en enkelt bog, Clark og Yallop, skelnes mellem affrikeret plosiv, [tˢ], og affrikat, [ts], og forskellen beskrives som et spørgsmål om graden af affrikation, dog uden at uddybe nærmere hvor grænsen går.

Forskellige slags [ts]

PHOIBLE kender over 1.000 sprog med [ts]. De [ts] lyder nok alle sammen en lille smule ens og en lille smule forskelligt, hvis man underkaster dem en nærmere akustisk undersøgelse. At [ts] lyder på én måde i ét sprog, er altså ikke et argument for at der ikke er tale om [ts], hvis det lyder lidt anderledes i et andet sprog. Hvis det var tilfældet, skulle vi finde på 1.000 forskellige notationer.

Wikipedia har et glimrende overblik over variationen i [ts] (med masser af henvisninger til forskningen bag). Koronale lyde, som [ts], har generelt en fin opdeling i dental, alveolær og postalveolær. Det spiller sjældent en rolle, men for frikativer har det specifikke artikulationssted er mere hørbar effekt. Overordnet kan vi skelne mellem:

  • Dentalt [ts] ([t͡s̪] i meget fin notation), som fx findes i tysk. Her er tungen presset mere frem mod fortænderne, hvilket giver en lidt skarpere [s]-lyd.
  • Alveolært [ts], hvor der der dannes sibilantisk friktionsstøj med korona hævet mod alveolarranden. Det er fx et almindeligt dansk [ts].
  • Tilbagetrukket [ts] ([t͡s̠̺] i meget fin notation), hvor tungespidsen er hævet og trukket lidt tilbage mod den bagerste del af alveolarranden.

Man kan også modificere lydene med forskellig grad af aspiration, fortition og lenition m.m.

Alt dette kan man notere med [ts] med forskellige diakritiske tegn, men i bred notation er det generelt nok at skrive /ts/.

Nogle danskere skelner formentlig mellem to slags [ts]: det almindelige [ts] i [tsak] tak, og et dentaliseret [t͡s̪] i fremmedord som tsunami, tsar og tzatziki, men mange udtaler vist bare ts-/tz– som [s].

Opsamling

Det er muligt at skelne mellem uaffrikeret plosiv, [t], en plosiv med en eller anden grad af friktionsstøj, [ts], og sekvens af plosiv + frikativ, [t]+[s]. Der er en kombination af glidende overgang og fortolkningsspørgsmål mellem de to yderpunkter: Hvornår er der tale om et eller to fonemer, og hvor meget friktionsstøj skal der til før lyden er en affrikat frem for en plosiv?

Mellem uaffrikeret plosiv og affrikat kan man argumentere for en fjerde fonetisk og/eller fonologisk kategori, affrikeret plosiv. Fonetisk bruges det sporadisk for en plosiv med let affrikation vs. affrikater med kraftigere affrikation. Fonologisk bruges det sporadisk om fonemer med samme distribution som plosiver, som fonetisk realiseres som affrikater.

Næsten alle fonetikbøger bruger termen affrikat, mens de færreste bruger termen affrikeret plosiv eller tilsvarende, og når den sidste term bruges, er det synonymt eller med indrømmelser om at distinktionen er op til fortolkning.

Det er nok særlig udbredt i dansk tradition at skelne mellem de to termer. Termen affrikeret plosiv eller tilsvarende er udbredt i dansk litteratur. Måske handler det om at t– bevæger sig fra plosiv til affrikat, og vi har en periode med tolkningsmæssig usikkerhed.

Koronale affrikater kan varieres på mange forskellige måder; de kan udtales længere fremme eller tilbage i munden osv., og derfor kan de sagtens lyde forskelligt i forskellige sprog, men det ændrer ikke ved at der er tale om affrikater. Dansk /ts/ lyder ikke helt som det tyske eller kinesiske, men det er stadig /ts/, og de små forskelle kan skrives i snæver notation når man vil sammenligne sprogene. Hverken tysk, kinesisk eller andre sprog har patent på at have de ‘ægte’ IPA-lyde.

Konklusion

Hvis man vil lægge sig tættest muligt op ad mainstream international terminologi og notation, bør t– i tak beskrives som en affrikat og noteres /ts/. Den terminologi og notation dækker en del variation i verdens sprog. Hvis man sammenligner dansk /ts/ med et andet sprogs /ts/, skal man være opmærksom på at der kan være små forskelle i udtalen.

En distinktion mellem affrikeret plosiv vs. affrikat er derimod ikke særlig gængs, og det er heller ikke gængst at lade [tˢ] vs. [ts] afspejle en fonetisk/fonologisk forskel. Det er primært dansk litteratur der bruger termen affrikeret plosiv eller tilsvarende.

Notationerne [tˢ ʦ] benyttes i ældre litteratur (og ældre versioner af IPA). I IPA er [ts t͡s] (og ældre [tˢ ʦ]) alternative måder at notere affrikater/affrikerede plosiver på. Der er ikke nogen inhærent fonetisk forskel på notationerne (men man kan selvfølgelig lave sine egne konventioner hvor de betyder noget forskelligt, og der er fortilfælde hvor [tˢ] benyttes for svagere affrikation end [ts]).

Jeg bryder mig ikke om at bruge non-standard terminologi og notation når det ikke er nødvendigt. Det er der for meget af i dansk fonetiktradition. Derfor kommer jeg ikke til at ændre på hvordan jeg noterer /ts/.

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Danske plosiver og affrikater

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan også møde notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ meget ‘nøjagtig IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.

I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Ud fra dette skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).

I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.

[b d g]

Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk. Jeg får fx jævnligt mails fra folk der mener at jeg lydskriver forkert; jeg skal skrive sgʁæfd i stedet for skʁæft fordi de danske plosiver er “stemte”, hvortil jeg må svare tak for belæringen, men det er altså dig der har misforstået både dansk fonetik og IPA.

Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.

Er danske plosiver ikke lenis?

Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:

  1. Grønnum beskriver lenis som et omdiskuteret begreb som ikke er undersøgt i særlig mange sprog. Og det er heller ikke undersøgt i dansk siden 1960’erne. Det er derfor uklart hvor relevant eller særligt det er for moderne dansk.
  2. Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
  3. Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er ikke et træk der opereres med i IPA’s definition af lydene. Der er altså ikke en skjult lenis-egenskab i definitionen af [b d g]. Notationen [b̥ d̥ ɡ̊] indikerer således blot ustemter plosiver, nøjagtig som [p t k]. I ældre fonetiklitteratur var det en egenskab der blev diskuteret en del, men det er altså ikke defineret i moderne IPA.

Jeg har gennemsøgt over 146 Illustrations of IPA på andre sprog. I alle andre sprog med en distinktiv forskel på aspireret og uaspireret, noteres forskellen /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/.

Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.

Affrikater: /ts/ og /tɕ/

Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med tˢ eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).

Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.

Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens kan tolkes fonologisk.

Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.

Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. DDO/Dania skriver imidlertid [tj]. Det virker inkonsekvent, når det er inkorporeret at sj udtales /ɕ/. DDO skelner desuden mellem initialt og finalt /tɕ/ selvom der ikke er nogen klar fonetisk forskelm, initialt [tj], finalt [dɕ]. Det giver en rodet og inkonsekvent notation, hvor samme lyd noteres forskelligt, og forskellie lyde noteres ens; se nedenstående skema. I DDO synes der at være en inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/, t for /t/ og /ts/).


segmenterIPANGDDODania
sækssɛksɛɡ̊sɛgsæg
dækttɛkd̥ɛɡ̊dɛgdæg
checkɕɕɛkɕɛɡ̊ɕɛgᶊæg
tjekt+ɕtɕɛktɕɛɡ̊tjɛgtjæg
match t+ɕ mætɕ mad̥ɕ madɕ madᶊ
tækt+stsɛktˢɛɡ̊tɛgtæg
jazzt+jtjæsd̥jasdjasdjas
jajjæjajaja

Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.

Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.

Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?

Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.

Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.

Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.

Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?

Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.

Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (DDO [d]) i 60 % af danske ord, /ts/ (DDO [t]) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.

bogstavprimær lydværdisekundær lydværdi
p/p/ (trad /b/) 52 %  /pʰ/ (trad /p/) 48 %
t/t/ (trad /d/) 60 %/ts/ (trad /t/) 23 %
k/k/ (trad /g/) 58 %/kʰ/ (trad /k/) 43 %
pp/p/ (trad /b/) 96 %  /pʰ/ (trad /p/) 4 %
tt/t/ (trad /d/) 95 %/ts/ (trad /t/) 5 %
kk/k/ (trad /g/) 98 %/kʰ/ (trad /k/) 2 %

Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.

lydprimært grafemsekundært grafem
/p/ (trad /b/)b, bb 68 %p, pp 35 %
/t/ (trad /d/)t, tt 77 %d, dd 20 %
/k/ (trad /g/)k, kk 61 % g, gg 36 %

(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)

Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.

IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.

I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (BDG-lydskrift).

Opsamling

De danske plosiver og affrikater skal i bred IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/. De traditionelle notationer med [p t k b d g tj/dɕ] er upræcise, upædagogiske, og de svarer ikke til international praksis.

Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.

I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.

Kategorier
Akustik Konsonanter Lydskrift

[ts] i pita og pizza

I DDO er udtalen af pita og pizza angivet som hhv [pita] og [pidsa]. Her er vel at mærke tale om DDOs egen lydskriftkonvention. I ren IPA svarer DDOs [t] til [ts], og [d] svarer til [t], hvilket resulterer i samme transskription for de to ord, [pʰitsæ] og [pʰitsæ].

Men de to ord udtales ikke ens. Vokalen kan ganske vist også være lang i pita, men lad os se bort fra det; det er ikke det der er pointen i dette indlæg. Pointen er at [ts]-lyden i de to ord ikke lyder helt ens. Så hvor går det galt i transskriptionen? Er der noget galt med IPA, siden der ikke noteres nogen forskel? Det satte jeg mig for at undersøge nærmere.

Sagen er kort fortalt at det ifølge den traditionelle beskrivelse af dansk gælder at:

  • /t/ affrikeres initialt, dvs. [ts]
  • /t/ er uaffrikeret ikke-initialt, dvs. [t]

I /pi.ta/ pita udtales /t/ altså affrikeret, [ts], da det står initialt i stavelsen, mens det i /pit.sa/ pizza udtales [t] da det ikke står initialt. I /pit.sa/ pizza efterfølges /t/ imidlertid af /s/, og resultatet bliver derfor i begge ord umiddelbart klyngen [ts].

Ordene minder naturligvis en del om hinanden i udtalen, men de fleste kan nok være med på at de i tydelig udtale, selv med kort vokal, ikke lyder helt ens, selvom det kan være svært at sætte fingeren på hvad forskellen er.

Det betyder at vi har et minimalpar, som umiddelbart skrives ens i lydskrift, og det går jo ikke. Men hvordan skal man så notere forskel på dem, på en måde som svarer til den fonetiske virkelighed?

DDOs løsning, [ds] vs [t], som man også benytter i Dania-lydskrift, viser at udtalen er forskellig, men det er en fonetisk upræcis notation. Der er ingen tvivl om at der fonetisk set i begge tilfælde er to segmenter, og det er noget [t]-agtigt og noget [s]-agtigt i begge tilfælde.

Akustisk analyse

Vejen frem for en fonetiker, når man er i tvivl, er akustisk analyse. Jeg indtalte derfor ordene pita og pizza fem gange hver, og til sammenligning også [iːtæ] Ida, og et par andre ord (se længere nede). Derefter målte jeg varigheden af hhv. [t]-segmenter og [s]-segmentet i de forskellige ord, og der var et helt tydeligt mønster.

Herunder ses typiske spektrogrammer af min udtale af hhv. pita, pizza og Ida. Ordgrænser er markeret med blå streg, og [t]-segmenter er markeret med røde streger.

Det man ser, er at [t] er 2-3 gange længere i pizza end i pita/Ida. [s]-segmentet er ligeledes dobbelt så langt. Dette var konsekvent i alle mine indtalinger. Altså, når [ts] er en realisering af /t/ som i pita, er både [t]- og [s]-segmentet nærmere varigheden i et isoleret [t] eller [s] som i visa/Ida. Men når [ts] er en realisering af /t.s/ som i pizza, er varigheden af segmenterne markant længere.

Jeg indtalte nogle flere ord, som bukker/bukser, klipper/clipser, som viste nøjagtigt samme mønster; [k] og [p] er markant længere foran [s] end når de står alene mellem to vokaler. Det ser altså ud til at konsonanterne forlænges i VC.CV-strukturer sammenlignet med i VCV-strukturer.

Nu var der ikke tale om en fuldstændig rigid videnskabelig undersøgelse, men det leder frem til en hypotese. Man kan formulere ovenstående som en fonologisk regel i dansk:

  • C → Cˑ / V_.C

(altså: konsonanter forlænges efter vokal hvis næste stavelse starter med en konsonant)

Som man kan se ovenfor, forlænges s’et også. Jeg er dog nogenlunde overbevist om at dette er helt generelt for konsonanter i ansats, og det behøver ikke have noget med foranstående konsonant at gøre. Det bemærkelsesværdige for mig er forlængelsen af coda-konsonanten, hvor det ellers er et generelt mønster i dansk at konsonanter reduceres i coda.

Det er selvfølgelig ikke til at vide om dette gælder for alle C, eller alle kombinationer af C, eller for alle talere osv. Men hypotesen her harmonerer umiddelbart fint med et forhold jeg fandt i min PhD-afhandling, nemlig at konsonanter i VC.CV-strukturer er meget mere resistente over for reduktioner, end konsonanter i VCV-strukturen (konsonanter i VCCCV-strukturer er derimod ikke så resistente). Og konsonantforlængelse som man ser ovenfor, er netop det modsatte af reduktion.

Hvad er forskellen på pita og pizza så?

Det skal naturligvis undersøges nærmere inden man kan konkludere noget om hvor generelt dette er, men det forklarer umiddelbart hvad forskellen på pita og pizza er og hvordan man kan annotere forskellen i IPA.

Konsonanterne er altså længere når der er tale om to fonologiske konsonanter, /ts/, vs. bare en enkelt, /t/, selvom denne realiseres som to segmenter [ts]. Det er derfor oplagt i en mere præcis transskription at notere forskellen som en længdeforskel, fx [pʰitːsæ] pizza vs [ pʰitsæ] pita. (Som nævnt ovenfor ser det ud til at s’et er langt også, men det virker unødvendigt at notere alle konsonanter i ansats som lange, da de ikke kontrasterer med korte – det står en selvfølgelig frit for at gøre det.)

Andre forslag til transskription, som dog ikke helt så direkte fange den fonetiske forskel, kunne være [ pʰit.sæ] pizza vs [pʰit͡sæ] pita, hvor man markerer stavelsesgrænsen mellem [ts] vs binder [ts] sammen med en ligaturbue. Men jeg hælder selv til [pʰitːsæ] som er enklest og fonetisk præcist og desuden kan skrives med de tegn vi i forvejen benytter i lydskriften af danske ord.

Nu er det godt nok sjældent at man løber ind i ordpar som pita/pizza, så det er sjældent at det leder til forvirring hvis man ikke noterer forskellen på [ts]’erne, så ofte vil man nok også kunne slippe afsted med at ignorere det.