Hvorfor er der ikke knirk i ‘sankthans’?

Propriet Hans udtales med knirk, /ˈhæn̰s/, men i sammensætningen sankthans er det af en eller anden grund ikke knirket, /saŋtˈhæns/. Det er svært at finde andre ord der opfører sig på den måde, så det er en lille smule mystisk. Jeg har aldrig kunnet finde en forklaring på hvor den udtale kommer fra, så her kommer mit eget bud.

Når vi danner sammensatte ord, benytter vi typisk nogle bestemte suprasegmentelle modifikationer for at vise at der er tale om en sammensætning, dvs. vi laver om på ordenes betoning, vokallængde og knirk efter nogle faste mønstre. Det mest almindelige mønster er uden tvivl at andet led i sammensætningen mister betoning; det er det der gør at ‘vaskebjørnen, ‘huskekagen og ‘lammefrikadeller lyder forskelligt fra ‘vaske ‘bjørnen, ‘huske ‘kagen og ‘lamme frika’deller. For en lang række ord gælder det endvidere at de mister knirk eller vokallængde når de er førsteled i en sammensætning. Vi har andre, sjældnere mønstre end disse, fx at første led mister betoning, fx borg’mester, eller at andet led får knirk, fx svømme vs. oversvøm̰me.

Generelt er det sådan at et ord enten altid eller aldrig mister knirk når der er første led i en sammensætning. Det hedder fx /sɛl̰ en̰ noɐ̰/ sel̰v, in̰d, nor̰d, men altid /sɛl en noɐ/ i sammensætninger.

Men vi har nogle eksempler på afvigelser fra den tendens. Det hedder almindeligvis /ˈʁœɤ̰kʁœɤ̰ ˈkʰɒl̰skɔ̰ːl ˈplɔ̰ːkɒ̰ː/ rødgrød, koldskål, Blågård hvor rød, kold, blå bevarer knirk, selvom de almindeligvis mister knirk i sammensætninger. Jeg forklarer dette med en slags fjernassimilation, eller fonationsharmoni. De to led minder meget om hinanden; de rimer eller rimer næsten. Derfor kan de være tilbøjelige til at tilpasse sig hinanden endnu mere.

Her kommer sankthans ind i billedet. De to dele sankt og Hans er begge enstavelsesord med –an– til fælles. Første led, sankt, mister betoning og mister dermed regelret knirk, hvilket kan være det der smitter af på Hans. Jeg har fundet et andet ord der følger samme mønster, nemlig trummerum, som egentlig er en sammensætning af tom+rum, hvor der også er sket sådan en fjernassimilation; rum̰ mister knirk, og det er formentlig påvirket af første led.

Et andet beslægtet bud på en forklaring er at sankthans egentlig er en forkortelse af sankthansaften, hvor Hans regelret mister knirk fordi det er andet led i første led i en sammensætning (tænkt fx på affal̰d, men affalds(-skakt osv.). Det kan have bevaret den uknirkede udtale efter man har droppet aften. Den effekt kendes fra fx en over(krydder) og under(krydder), hvor ov̰er og un̰der mister knirk som første led i sammensætningen, men bevarer den uknirkede udtale selvom man dropper andet led.

Ralf Johann, CC BY-SA 3.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0, via Wikimedia Commons