Kategorier
Lydskrift

Lydskrivning af dansk med det internationale fonetiske alfabet – Reaktion på artikel af Holger Juul

Holger Juul (HJ), har i det nyeste nummer af Danske Studier som netop er udkommet, skrevet en reaktion på min artikel Utilpasset IPA fra forrige nummer af samme tidskrift. Her kommer nogle reaktioner på HJs artikel.

TL;DR
HJ takker nej til mit forslag om at holde dansk lydskrift tættere op ad IPA og international praksis.

HJ argumenter for at man er nødt til at tilpasse IPA-notationer som [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ] til [b d g p t k] osv. for at gøre lydskriften nemmere at arbejde med.

Jeg argumenterer for at [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ] ikke er “rigtig IPA”, altså det er ikke det HJ skal forholde sig til når han vil tilpasse IPA til dansk.

Jeg viser at det JH skal forholde sig til, fx er /æ a/ som HJ folder ud til [æ a ɑ]; /ɪ ɐ ʊ/ som HJ folder ud til [ɪ ɐ ʊ ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯]; /tɕ/ som HJ folder ud til [tj dɕ]. HJ’s tilpasninger gør lydskriften mere besværlig at arbejde med.

Tilpasningen af /pʰ ts kʰ p t k/ til [p t k b d g] er måske isoleret set en forenkling. Men det skal opvejes mod omkostningen ved ikke at forholde sig strikt til IPA.

Det klart nemmeste er bare at holde sig til ren IPA.

Det er det HJ siger nej tak til, men så kan HJ ikke bruge argumentet med at tilpasningerne gør det nemmere. Så hvad er nu grunden til at HJ vælger at holde fast i den traditionelle danske lydskrift?

Først er det måske godt at vide at HJ er lektor i Audiologopædi på Københavns Universitet, vi arbejder på samme institut, og HJ er i øvrigt min gamle underviser i Fonetik og Fonologi på mit første år på lingvistikstudiet i 1999, og det var HJs inspirerende undervisning der gav mig smag for faget, tak for det! HJ er også en af hovedforfatterne til fonetikbogen Udtalt, hvor jeg selv var på forfatterteamet, men endte med at springe fra som officiel forfatter, navnlig fordi vi ikke kunne blive enige om hvad der er god lydskrift, og derfor syntes jeg at jeg var nødt til at skrive min egen bog. Så jeg har længe vidst at mig og HJ ikke er enige om det her.

“Nej tak”

HJ gør i sin artikel rede for hvorfor han må “sige nej tak til stort set alle forslagene” i min artikel om hvordan man kan lave enkel og præcis lydskrift for dansk som lægger sig mere op ad international praksis, den lydskrift jeg selv har benyttet siden 2021 i NDF og på udtaleordbog.dk.

HJ holder fast i det der i HJ’s bog Udtalt kaldes DIPA, altså Dansktilpasset International Phonetic Alphabet. Det dansktilpassede består bl.a. i at omdefinere en række IPA-tegn, så en del lyde er forskudt i forhold til den internationale lydskrift, hvilket efter min mening ikke er særlig hensigtsmæssigt, navnlig fordi argumentet for at gøre det er baseret på en forkert præmis jf. det følgende.

Misrepræsentation af IPA

Jeg skriver i Utilpasset IPA at “IPA misrepræsenteres i danske lærebøger”. Jeg har beklageligvis ikke formuleret mig klart nok, for HJ misforstår hvad jeg mener i artiklen. Misrepræsentationen består ikke i at HJ bruger [b d g] for [p t k], som HJ har opfattet det. Misrepræsentationen består ikke i at man laver tilpasninger, men i påstanden om at vi ellers ville skulle skrive fx [ˈd̥͡sʁ̥ɔ̟̝ð̰̘̞ˠ] tråd hvis vi skulle holde os strikt til IPA.

I Udtalt står der blandt andet at “hvis man bruger IPA-tegnene uden tilpasninger, må man skrive [b̥] for den danske b-lyd, hvor den lille bolle er et diakritisk tegn der angiver ustemthed … og for den danske p-lyd: [b̥ʰ] … de diakritiske tegn gør lydskriften besværlig i det daglige. Vi omdefinerer derfor lydskrifttegnene lidt” (Udtalt s. 22) Bagerst i Udtalt er der en oversigt hvor det fremgår at IPA for danske lyde egentlig er [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ] mv., men de konverteres så i Udtalt Dansk IPA til [b d g p t k].

En lignende beskrivelse kan man finde på DDO: “En del danske lyde afviger fra IPA’s, så hvis man skal gengive en helt nøjagtig dansk udtale ved hjælp af IPA, er det nødvendigt at supplere standardtegnene med en række såkaldt diakritiske tegn”, og så er der ellers en lang liste som illustrerer hvor besværligt det er at skrive “nøjagtig” IPA efter DDOs opfattelse.

Det er sådanne fremstillinger af IPA/dansk som jeg mener misræprenterer IPA og som jeg går i kødet på i Utilpasset IPA, altså det med at “rigtig IPA” er noget med en masse besværlige diakritiske tegn, og dansk har nogle helt specielle lyde som ikke umiddelbart kan skrives i IPA, som gør at man må omdefinere tegnene eller tilføje sine egne tegn. Jeg synes ikke disse måder at forklare IPA på forholder sig særlig loyalt til hvordan IPA definerer sig selv, og de har i generationer spændt ben for at IPA blev mere udbredt fx på danskfaget.

Hvis præmissen om at “rigtig IPA” er at skrive [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ], er sand, så ja, så er HJ’s lydskrift langt bedre. Men præmissen er forkert.

Det er ikke rigtigt at [b̥ d̥ ɡ̊ b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ] osv. er sådan man ville være nødt til at skrive de danske lyde hvis man skulle skrive rigtig IPA. Jeg har aldrig set andre sprog beskrive deres plosiver sådan. [ˢ] findes ikke engang i det IPA, og ifølge databasen PHOIBLE findes [b̥ʰ ɡ̊ʰ] kun i ét sprog i verden, og det er dansk, men det jo bare fordi man i dansk tradition har valgt at skrive det på sådan en afvigende måde. Notationen [b̥ʰ] betyder en ustemt stemt aspireret bilabial plosiv. Det er nonsens. Så jeg har svært ved at se hvordan man kan forsvare at kalde [b̥ʰ d̥ˢ ɡ̊ʰ] for international lydskrift, som HJ & al. skriver i Udtalt.

Jeg viser i Utilpasset IPA med henvisning til IPAs principper og praksis i andre sprog at det ikke er korrekt at fremstille det som at ægte IPA er at skrive fx [ˈd̥͡sʁ̥ɔ̟̝ð̰̘̞ˠ] tråd. Men det sådanne besværlige notationer der for HJ er argumentet for at lave tilpasningerne til dansk. Derfor foretages dansktilpasningerne med en forkert begrundelse.

Jeg viser at idealet i IPA, når man vil beskrive et sprog, er så vidt muligt at skrive simple tegn og holde sig til distinktive lyde. Udgangspunktet er de distinktive lyde, ikke de meget fine detaljer, altså det omvendte af hvordan HJ & al. fremstiller IPA. Jeg viser at dette sagtens kan lade sig gøre for for dansk, og at der ikke er behov for en masse tilpasninger og hjemmelavede tegn. Reelt er behovet for dansktilpasningen meget lille, og gevinsten ved at indføre en masse tilpasninger er tilsvarende lille, men ulempen efter min mening stor.

Jeg er enig med HJ i at “det vigtigste formål med lydskrift er at give brugbare informationer om udtale” og at være loyal over for IPA er et sekundært hensyn. Men modsat HJ mener jeg ikke de to hensyn er i konflikt. Tværtimod er en lydskrift der er loyal over for IPA også mere informativ; ren IPA understøtter det primære hensyn om at give brugbare informationer.

Min erfaring er at den rene IPA er både enklere at forklare og benytte i det daglige, og dertil gør det lydskriften lettere at gennemskue for folk der har lært IPA i andre sprog eller sprogfag, og det gør det lettere for dem der lærer dansk lydskrift at gennemskue IPA for andre sprog.

Så det jeg gør, er at sige nej tak til HJs danske tilpasninger og fremstillingen af IPA som besværligt og dansk som et så mærkeligt sprog at der er overhovedet er behov for disse tilpasninger. Jeg mener tilpasningerne spænder ben i fonetikundervisningen og for forståelsen af dansk udtale generelt. De virker stik imod det hensyn som de er indført for at imødekomme.

Forvirring med for mange systemer

HJ nævner at mit forslag i Utilpasset IPA skaber forvirring. Tidligere skulle man forholde sig til Dania vs. IPA. Nu skal man forholde sig til to forskellige fortolkninger af hvad IPA er for noget.

Ja, det er noget rod! Men det har længe været noget rod. Vi har i dansk fonetik længe ikke kunnet blive enige om en standard for IPA-lydskrift af dansk. Alene Nina Grønnum bruger hele tre forskellige slags tilpasninger af IPA i sine bøger, hvor tråd kan skrives hhv. [ˈd̥͡sʁ̥ɔ̟̝ð̰̘̞ˠ], [tˢʁ̥ɔðˀ] og [tʁɔðˀ] (og /trɔːˀd/ fonemskrift), med små revisioner mellem hver bogudgave, Molbæks udtaleordbog bruger en meget mærkelig lydskrift men kalder den stadig IPA. DDO bruger sin egen variant, skandinavisterne i Kiel bruger deres egen variant, og HJ bruger selv en helt ottende variant. Det er et mess uden lige, fx for wiki-editors som forsøger at give et overblik her, og tidligere formand for IPA John Wells fremhæver dansk som det sværeste sprog at blive klog på som fagperson bl.a. fordi vi ikke kan blive enige om hvilke lyde der er og hvordan de skal transskriberes.

Det er en særlig dansk ting at skabe så meget forvirring om lydskrift. Det gør det svært for danskere at forstå hvad IPA egentlig er. Det gør udlændinge forvirrede over dansk lydskrift, og det gør det svært at overbevise fagfolk om fornuften i at bruge IPA frem for Dania.

Jeg lavede dette meme for noget tid siden til at illustrere pointen:

Jeg kan ikke sige så meget til det andet end at hvis HJ synes det er forvirrende, så lad da være med at lave endnu en eksotisk tilpasning af IPA. Men jeg gør mig selvfølgelig også selv skyldig i at bidrage til rodet i mit forsøg på at rydde op i det, og jeg har ofte selvironisk refereret denne stribe fra xkcd:

Mangel på begrundelser

HJ skriver dernæst at han har læst min kritik med interesse , men også med undren over mine begrundelser og “nogle gange mangel på begrundelser”.

Arh hva? Jeg har diskuteret de her problemer i dansk lydskrifttradition i mindst 6-7 år. Jeg har diskuteret lydskrift med HJ i real life, og jeg ved at han også følger med her på schwa.dk, og jeg har givet ham et eksemplar af min bog, som jeg håber han har læst, så jeg undrer mig over HJs undren over manglende begrundelser. Måske er alt ikke foldet ud i selve artiklen HJ refererer til, men så står det så mange andre steder, og hvis noget stadig mangler, så spørger du bare.

Kan hvad som helst kaldes IPA, bare man kalder det en konvention?

Under overskriften “Uoverensstemmelser” bruger HJ et par sider på at beskrive at lydskrift, også IPA-lydskrift, er baseret på lokale konventioner i de enkelte sprog. Det forklarer ifølge HJ hvorfor det er i orden at man i engelsk tradition skriver /tʃæt/ chat, men man i DDO skriver [tjad] for samme ord, selvom ordet praktisk talt udtales ens i dansk og engelsk. Det er et af de eksempler jeg bruger til at vise at den danske tradition stikker lidt af i forhold til international IPA.

Jeg er enig med HJ mht. at det er helt inden for skiven at lave sprogspecifikke konventioner når man bruger IPA til at beskrive et sprog. Det er helt efter bogen at underforstå småting såsom ikke-distinktive fonetiske detaljer, naturlig variation i udtalen, transitioner mellem lyde osv.

Men tilpasningerne skal være hensigtsmæssige. Jo færre afvigelser fra udgangspunktet, des mindre skal man forklare, og des lettere er det at forstå og anvende lydskriften på tværs af sprog. Det er mit synspunkt. Jeg synes HJ benytter en række lokaliseringer som ikke tjener noget formål (i hvert fald ikke til det jeg bruger lydskrift til), men bare gør lydskriften mere besværlig og spænder ben når man skal anvende lydskriften i praksis.

Og hvor meget må man afvige fra IPA og stadig kalde det IPA? Hvad er det der gør IPA-lydskrift til IPA-lydskrift og Dania til Dania? For der er vel en forskel? Det er vel ikke bare et spørgsmål om hvorvidt lydskriften står i kursiv eller ej? Er IPA bare et spørgsmål om at kalde det IPA eller DIPA og så tilpasse det som man vil? Hvis man tilpasser IPA så meget at det ligner Dania til forveksling, er det så stadig IPA?

I min sammenligning (NDF s. 172) er der, hvis man bare kigger på symboler, 23 symboler til forskel på Dania og IPA uden tilpasninger, og 15 af dem tilpasser DDO ved at bruge Dania-lignende notation i stedet for ren IPA, så DDO-lydskrift er faktisk mere Dania end IPA. Der er vist lige lidt færre af den slags i Udtalt. Men ville det ikke være mere rimeligt at kalde DIPA-lydskriften tilpasset Dania frem for tilpasset IPA? Hvis alle disse Dania-tilpasninger er mere hensigtsmæssige end ren IPA, hvorfor så ikke bare gå all in på Dania og gøre os et hybridsystem fattigere?

En af mine pointer er at IPA ikke bare er en kasse med symboler som man kan definere som man vil. IPA er et sæt symboler med en fonetisk definition, et sæt principper og anbefalinger, og så er der et internationalt fagmiljø af IPA-brugere som har en vis konsensus om hvordan man skal anvende IPA i praksis når det ikke helt er forklaret i håndbogen. Jeg synes man i en eller anden grad skal bestræbe sig på at overholde disse ting når man kalder lydskriften for IPA.

Jeg synes ikke det er godt nok at sige at det hele er konventioner, så derfor er /tʃæt/ og [tjad] ligeværdige IPA-notationer. /tʃæt/ er klart tættere på international standard, mens [tjad] er ret langt væk, og derfor er der større synergi ved at skrive /tʃæt/ (eller /tɕæt/ som jeg vil skrive) frem for at “tilpasse” det til [tjad]. Jeg kan ikke se nogen som helst gevinst i at tilpasse det IPA-mæssigt ret præcise [tɕæt] til det temmelig upræcise [tjad]. Jeg synes det er HJ der mangler at argumentere for det fornuftige i disse konventioner (medmindre man syens “tradition” er et fornuftigt argument).

Principper i konflikt

HJ medgiver at ustemte plosiver skrives [p t k] i IPA uden tilpasninger, men HJ bryder sig ikke om den notation fordi man så er nødt til at bruge komplekse tegn for ustemte og aspirerede plosiver [pʰ tʰ kʰ].

Der er et par IPA-principper der er lidt i konflikt med hinanden her. HJ citerer et enkelt IPA-princip om at distinktive lyde så vidt muligt skal skrives uden diakritiske tegn. Det princip karambolerer med princippet om at distinktive lyde skal skrives forskelligt. Hvis forskellen på [pʰ tʰ kʰ] og [p t k] er distinktiv i et sprog, så kan man ikke se forskellen på [pʰḭːl] og [pḭːl] pil/bil, hvis man fjerner [ʰ]. HJs praksis er at så at omdefinere tegnene og bruge [p] for [pʰ] og [b] for [p].

HJ citerer kun det ene princip, men tager ikke konteksten med. Dette står også i principperne (4c):

  • It is not possible to dispense entirely with diacritics. The IPA recommends that their use be limited as far as possible to the following cases:
  • …(iii) When the introduction obviates the necessity for designing a number of new symbols

Tegnet [ʰ] er et af de diakritiske tegn som gør at man ikke skal designe et helt sæt tegn for aspirerede plosiver. Man skriver dem med plosiv+ʰ, [pʰ tʰ kʰ]. Princippet om at undgå diakritiske vejer ikke så tungt at man må omdefinere hvad IPA-tegnene står for. Det er forklaret i håndbogen hvad man skal gøre i sådanne tilfælde, og hvis man er i tvivl, kan man se på hvordan det håndteres i andre sprog.

HJs praksis svarer til hvis man i fransk sagde at nasalvokaler [ɛ̃ ɑ̃ œ̃ ɔ̃] er besværlige at skrive, så derfor skriver vi dem bare [ɛ ɑ œ ɔ], og de lyde som [ɛ ɑ œ ɔ] egentlig står for, skriver vi så med [ɜ ɒ ɶ c] eller andre symboler som ikke er i brug i fransk. Det skubber hele systemet rundt. Det skaber forvirring, og det skaber problemer længere nede af linjen når man står og skal bruge disse lyde, fx til at beskrive lydforandringer eller sammenligne med andre sprog.

Man kan naturligvis vælge at vægte konflikten mellem de to principper som HJ gør, men det er ikke IPAs anbefaling, og det er ikke almindelig international praksis. I alle sprog jeg har undersøgt, som har en kontrast mellem aspirerede/uaspirerede plosiver, skrives de [pʰ tʰ kʰ] vs. [p t k]. Det gør man fx i islandsk og færøsk bare for at tage nogle nærliggende sprog. Derfor er den den praksis jeg anbefaler hvis man vil skrive IPA.

Skub rundt på problemerne eller beskriv dem hvor de er

En fordel i den rene IPA-tilgang er fx at ord som skakt lydskrives /skakt/, det lydskrives som det staves. Det er meget ligetil. Det kræver minimalt kendskab til lokale konventioner, og det kan ikke give anledning til mange misforståelser. I DDO-lydskrift og HJs lydskrift bliver det “tilpasset” til [ˈsgɑgd]. Hvorfor det? Hvordan kan det opfattes som en tilpasning eller forenkling eller gøre noget som helst nemmere?

HJ medgiver at denne brug af [b d g] ofte vækker undren. Tilpasningen foretages ikke fordi /skakt/ i sig selv er problematisk, men fordi notationen med [p t k] giver problemer andre steder i systemet, fordi man så må skrive bil, dag, god med [p t k], og aspirerede lyde med [pʰ tʰ kʰ].

HJs tilpasninger er altså indført for at løse ét problem, som så skaber et andet problem et andet sted, som løses ved at skabe et tredje problem et tredje sted osv. Man omdefinerer for at gøre det nemmere, men det bliver ikke nemmere. Man skubber bare problemet et andet sted hen.

Min tilgang er ganske enkelt at tage hånd om problemet der hvor det er. Det kan nemlig indrømmet også vække undren at bil, dag, god skrives /pḭːl tæ̰ː ko̰ː/ frem for /bḭːl dæ̰ː go̰ː/. Men det er for de fleste let at acceptere, at /pḭːl tæ̰ː ko̰ː/ er den slags der opstår når man vil bruge en international standard, ligesom andre sprog lever med at nogle lydskrifttegn er forskudt i forhold til deres bogstaver. Og jeg har endnu ikke mødt nogen universitetsstuderende der er for dumme til at kunne læse forskel på /pʰ tʰ kʰ/ og /p t k/. Det er ikke et urimeligt krav at stille.

Jeg synes også det absolut er en fordel at man kan se at forskellen på bil og pil er /pʰḭːl/ og /pḭːl/, aspiration og intet andet. Så er der heller ingen af dem der kun har fulgt med med et halvt øre der går ud og tror at danske plosiver er stemte og ustemte, for dem har jeg mødt en del af gennem tiden, også blandt fagfolk.

Det empiriske grundlag

HJ kritiserer mit symbolvalg for på to punkter at mangle empirisk grundlag, nemlig når det kommer til det bløde d, som jeg skriver /ɤ/ frem for traditionelt [ð], og stød som jeg skriver med creaky voice /◌̰/ frem for de traditionelle ad hoc tegn [◌ˀ]. Den kritik rammer helt ved siden af.

HJ har lige forinden brugt et par sider på at argumentere for at det er i orden at lave sine egne konventioner og afvige fra officielle IPA-definitioner af tegnene hvis det er praktisk. Hvis man uden nogen form for empiri må bruge [b d g] for [p t k], må man sørme da også med beskeden empiri bruge [ɤ] for det bløde d.

Tegnet [ɤ] er nok ikke 100 % spot on. Men der er vist ingen med viden om dansk fonetik som vil sige at at det bløde d i moderne dansk er en dental frikativ, som [ð] står for i IPA. Det bløde d er hverken dentalt eller frikativt, men nok snarere en slags velær eller velariseret vokal af en art. Det er ikke noget jeg har fundet på. I DDO og mange andre steder er det i fin IPA noteret som [ð̠ˠ̞], som oversat betyder “en stemt dental frikativ, som hverken er dental eller frikativ, men sænket og åbnet og velær”, altså en alveolær approksimant? Altså [ɹˠ]? I HJs bog står der [ð̠ˠ], altså en stemt velariseret alveolær frikativ? Altså [zˠ]?

Det empiriske belæg for at skrive [ð] er mindst lige så tyndt som for at skrive [ɤ].

Det var diskussioner med schwa.dk-følgere i kølvandet på min serie af indlæg i sommeren 2021 der førte til notationen /ɤ/. Jeg var til at begynde med modstander, men blev overtalt og er efterfølgende blevet glad for tegnet. Det passer med det vokaliske, halvlukkede, mellem-bagtungeagtige ved lyden, som [ɤ] svarer nogenlunde til. Jeg indrømmer at det er detaljer i hvordan lyden har udviklet sig, som vi mangler viden om. Men [ɤ] er for mig det mest overbevisende bud lige nu. Det er i hvert fald ikke [ð].

Mht. stød, som jeg kalder creaky voice i min bog og noterer med det tilsvarende IPA-tegn /◌̰/ frem for det traditionelle ad hoc tegn [◌ˀ] læner jeg mig fuldstændig op ad Grønnums fonetikbog som HJ selv underviste mig efter, og jeg er mystificeret over at HJ (og andre, herunder Grønnum selv) problematiserer det.

Grønnum beskriver stød som “en art creaky voice” og bruger i sin mest præcise og detaljerede lydskrift tegnet for creaky voice, [◌̰]. Det er bare det jeg gør. Der er ikke noget mere empirisk ved at bruge ad hoc-tegnet [ˀ]. Jeg kan ikke se noget som helst odiøst i at bruge det IPA-tegn som Grønnum i hvert fald på et eller andet tidspunkt har set som mest passende. Og når vi nu er med på at lydskriftvalg er et spørgsmål om konventioner, så må det absolut være uproblematisk at holde sig til IPA-tegn når man erklærer at man skriver IPA-lydskrift.

Jeg synes [◌̰] har den fordel at det vises på den lyd der har stød; ingen misforstår det som en selvstændig lyd eller forveksler det med tryktegnet, og lydskriften bliver bliver ikke så brudt op hele tiden; sammenlign fx /hɛnɐ hɛn̰ɐ/ med trad. [hɛnɐ hɛnˀɐ]. Det sidste er selvfølgelig bare en æstetisk betragting.

HJ problematiserer termen knirkestemme, og det kan jeg bedre følge ham i. Den term bruger jeg almindeligvis heller ikke selv. Jeg er enig med HJ i at vi generelt forstår knirkestemme som en mere generel knirkende stemmeføring, ikke det lokale, segmentelle træk som creaky voice refererer til i IPA.

Afslutning

HJ slutter af med at rose schwa.dk – tak for det, Holger! Og tak i lige måde for alle dine interessante bidrag til dansk fonetik – og med en bemærkning om tilslutte sig planen om at lægge lydskriftdiskussioner på hylden.

Ja, den er jeg med på. Det ærgrer mig at vi ikke er enige om de pædagogiske og faglige fordele ved at holde sig tæt op ad den internationale lydskrift; jeg synes det var det både du og de andre undervisere stod for dengang jeg startede på lingvistik. Men enige bliver vi åbenbart ikke. Så lad os lægge diskussion på hylden og snakke om noget sjovere. Fred :)

Kategorier
Lydskrift

IPA vs. Dania vs. DDO-lydskrift

I et gammelt indlæg fik jeg to lydskriftsystemer til at battle mod hinanden, den gamle Dania-lydskrift og den klassiske IPA, som fx benyttes på DDO. Tidligere var jeg stor tilhænger af DDO-lydskriften, men i de senere år har jeg prædiket en ny IPA-standard, som er opdateret til principperne i Handbook of the IPA fra 1999. Det er derfor blevet tid til en ny lydskrift-battle. Hvilket lydskriftsystem er bedst?

Jeg sammenligner disse tre systemer:

  • IPA (moderne post-1999 IPA)
  • DDO (klassisk IPA)
  • Dania

IPA referer til det internationale fonetiske alfabet. Her tager jeg udgangspunkt i bred IPA efter nyeste IPAs principper, dvs. den standard der benyttes på udtaleordbog.dk. DDO-lydskrift er den lydskrift der bruges på DDO, som er en slags dansk tilpasning af en præ-1950 IPA-standard, som i forskellige varianter har været benyttet i dansk fonetik siden dengang. Dania er det system der blev brug inden for danskfaget i 1900-tallet og som stadig bruges i snævre faggrupper. I bunden af indlægget har jeg som reference lydskrevet Nordenvinden og Solen efter de tre standarder. Man kan også se en sammenligning af de tre systemer her.

Jeg vil rate systemerne efter disse parametre:

  • Tværsproglig kompatibilitet
  • Sværhedsgrad
  • Fleksibilitet
  • IT-kompatibilitet
  • Bagudkompatibilitet
  • Fremtidssikring

Tværsproglig kompatibilitet

Dette punkt er hurtigt overstået. IPA er det eneste system der bruges og kan forstås internationalt.

Dania bruger en del tegn der ikke findes i IPA overhovedet, fx ᶊ ƞ ȧ α å. DDO bruger kun et enkelt, ˀ. Begge bruger også en del tegn for andre lyde end det der er defineret i IPA, fx Dania b d g ɹ ð a ö ɔ̈ å, DDO b d g ð a. Og så bruger de nogle tegn på en måde som til nøds kan forsvares inden for IPA, men som ikke er standardbrug, fx j, w, ɐ̯ i diftonger. DDO har klart færrest af den slags, så DDO er formentlig mere tilgængelig end Dania i internationale sammenhænge.

Et stort minus ved DDO er dog at den identificerer sig selv selv som en slags IPA-lydskrift. Det er forvirrende når den på forskellige punkter afviger fra IPA. Hvis man som udlænding ikke læser det med småt, men bare tager lydskriften for gode varer og læser den med IPA-briller, får man et forkert indtryk af dansk. Det gør man trods alt ikke med Dania, da Dania tydeligvis er et andet system.

Tværsproglig kompatibilitet er af kolossal værdi for lingvister, der arbejder på tværs af sprog, og for udlændinge der vil have adgang til dansk. Det gør at man kan genbruge sin viden fra et sprog til et andet i stedet for at lære helt nye systemer at kende for hvert sprog. Man kunne argumentere for at så længe man kun beskæftiger sig med dansk for danskere, så betyder det ikke så meget. Men verden er blevet mere tværfagligt og globaliseret end da man opfandt Dania, og det er svært at få øje på den lydskriftbruger eller det fag der ikke også ville have gavn af lettere adgang til andre sprog end dansk.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Sværhedsgrad

Det bliver traditionelt fremhævet at Dania og DDO-lydskridt er nemmere for danskere at skrive og afkode end IPA, fordi det er tilpasset til dansk, den danske brug af bogstaver/lydværdier i alfabetet og lign. Det er der imidlertid ikke belæg for. Ingen har faktisk undersøgt hvor svært det er at lære lydskrift efter de forskellige systemer.

Jeg tror muligvis at jeg er den eneste der faktisk har erfaring i at undervise efter alle tre systemer, inkl. forskellige varianter af gamle IPA-baserede varianter. Jeg hører gerne fra andre med lignende erfaringer så jeg kan modificere dette. Min erfaring er entydig: moderne IPA er hands down det nemmeste at lære. De seneste år hvor jeg har nærmet mig ren, utilpasset IPA i min undervisning, har vi ganske enkelt nået mere, og undgået en masse unødige forvirringer og frustrationer.

Jeg vil pege på nogle ting der gør IPA så pædagogisk:

IPA tager udgangspunkt i distinktive lyde, dvs. lyde der betydningsadskillende og derfor lette at illustrere med eksempler, og derfor lette at erkende for lydskriftnovicer. Dette grundinventar af lyde kan man så udbygge i pædagogisk fornuftigt tempo med snæver IPA. Dania og DDO er “flade” systemer, dvs. alle lyde er inkluderet på samme niveau, der er ingen progression, man skal lære at jonglere rundt med alle allofoniske detaljer og snævre notationer fra starten af, selvom det tager noget tid at forstå og først bliver relevant lidt inde i undervisningsforløbet når man beskæftiger sig med videregående emner.

IPA undgår diakritiske tegn. Diakritiske tegn er notorisk vanskelige at håndtere, både når man læser og skriver lydskrift. De kræver et større begrebsapparat at forklare og forstå, og man roder lettere rundt i dem. Grundtegnene i IPA er uden diakritika, og diakritika skal kun tilføjes i bred IPA hvis de er distinktive. I Dania er der derimod masser af lyde i det introducerende lydskriftinventar som er modificeret med diakritiske tegn, fx ȧ ä ö ɔ̈ ɔ̇ ɔ̤ å (paradoksalt nok — Dania-tilhængere har traditionelt har kritiseret IPA for at kræve for mange diakritiske tegn). I DDO-lydskrift bruger lidt flere diakritiske tegn end IPA, og i nogle varianter bruges mange flere (fx DDOs “nøjagtig IPA”). I Dania og DDO er der ikke noget der hedder distinktive lyde, og derfor ikke noget princip om at bruge umodificerede grundtegn til de vigtigste lyde, hvilket resulterer i at diakritiske tegn ofte er det eneste der adskiller to distinktive lyde i lydskriften.

IPA er konsekvent. Der er forhold i IPA der kan virke kontraintutive for nybegyndere, men man kan henvise konsekvent til IPAs principper. Det er kontraintuitivt at skrive /pḭːl/ for bil og ikke pil, men det er enkelt at forklare med henvisning til hvordan IPA er defineret. Det er let at acceptere fordi det er konsekvent. I Dania og DDO er lydskriftprincipperne inkonsekvente; hvorfor skriver man i DDO/Dania [tj] i tjans, men [dɕ] i match, når det er samme lyd? Hvorfor skriver man ikke lang vokal i [soˀl] sol? Hvorfor skriver man [ˈmoɐ̯ ˈmoːʌ] mor, more med hhv. [ɐ̯] og [ʌ]? Osv. Det er ikke fordi der ikke er argumenter for disse ting, men argumenterne stikker i forskellige retninger; nogle gange for at gøre det enklere, nogle gange for at være mere præcis, nogle gange pga. tradition fordi en eller anden nuance engang var vigtig. Det bærer præg af at være et system uden et sæt grundlæggende principper, men med hovsaløsning på hovsaløsning og sporadiske udvækster fordi en eller anden engang syntes at det skulle være sådan.

IPA ligger, modsat hvad Dania-tilhængere påstår, tættere på det danske alfabet end både Dania og DDO, især når det kommer til p, t, k. Sammenlign fx, for nu at tage nogle ord fra nedenstående standardtekst, skæntes, stærkest, straks, varmt, i IPA /ˈskɛntəs ˈstæɐkəst ˈstʁaks ˈva̰ːmt/, vs. Dania ˈsgændəs, sdȧɹgəsd, ˈsdrαgs, ˈvαʼmd. Er det bare mig der cherrypicker? Nej. Ingen tvivl om at det er mere intuitivt hvis bil lydskrives bi’l som i Dania, frem for IPA pḭːl. Men i de fleste ord finder man bedre overensstemmelse mellem IPAs /p t k/ og de danske bogstaver end man gør med Danias b d g.

Lingvister, der arbejder med forskellige sprog, har klar pædagogisk fordel af at lære en internationalt sammenlignelig lydskrift med det samme, og alle har fordel af IT-venlighed og tastaturvenlighed, hvor IPA også scorer højest.

DDO-lydskriften er pædagogisk set noget møg for studerende der også skal lære IPA. Den er et samsurium af modstridende hensyn til ortografi, fonetiske detaljer, pædagogiske forenklinger, gamle traditioner mm. DDO-lydskriften identificeres typisk som en slags modificeret IPA, hvilket resulterer i at man skal spilde værdifuld undervisningstid på at forklare og forsvare hvorfor man tager hensyn til dansk ortografi et sted i systemet, men fonetiske detaljer et andet sted, hvorfor man i det hele taget bruger det lidt anderledes i dansk end i alle andre sprog, hvorfor man tilføjer hjemmelavede tegn i stedet for at bruge IPA, hvorfor man ikke skelner bred og snæver notation som i IPA osv. Det er forvirrende, frustrerende og giver studerende et dårligt indtryk af hvad IPA er, og de undrer sig ofte over hvorfor lingvister er så vilde med det. Løsningen med at justere DDO-lydskriften med ekstra diakritiske tegn for at gøre den mere præcis, fx [b̥ d̥ ɡ̊] frem for [b d g] (eller blot IPA [p t k]), fører til en meget høj grad af kompleksitet og endnu mere forvirring som kunne undgås ved blot at bruge IPA fra starten af.

Dania er alt i alt værst. Dania afhænger for meget af diakritika og tegn der ligner hinanden til forveksling, fx vs ɑ̊ og tegnene for betoning og knirk (ˈ vs , fx ˈsoʼl). Lydene er defineret efter ældre udtalestandarder, som nye universitetsstuderende ikke har chance for at kende til på forhånd. Der er ingen pædagogisk progression som i IPA, hvor man kan starte med distinktive lyde og bygge oven på disse. Den dårlige IT-kompatibilitet gør det mere bøvlet for moderne studerende at håndtere end de andre systemer.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Fleksibilitet

IPA er indrettet til at kunne håndtere alle verdens sprog og den variation man finder inden for og på tværs af sprogene. Dania og DDO er indrettet til at beskrive dansk. Dania har 100 lydskrifttegn. That’s it. Tilpasset IPA trækker på IPA’s palette af tegn, men i og med at man omdefinerer nogle af tegnene, løber man ind i problemer når man vil notere de lyde tegnene oprindeligt stod for, fx når man vil transskribere mindre distinkt tale eller sammenligne med andre sprog. Hvordan skal man skrive et b d g der bliver stemt, et ð der bliver frikativt, et a der bliver mere åbent, eller ɑ der bliver mere tilbagetrukket? Her har man taget noget af fleksibiliteten ud af IPA.

IPA vinder også på at have flere beskrivelsesniveauer, navnlig bred vs. snæver IPA. Man kan vælge at inkludere flere eller færre detaljer alt efter kontekst, og på den måde kan man beskrive sprogets udtale både mere overordnet i en lydskrift som dækker stor variation, eller man kan zoome ind på nuancer i bestemte varianter af sproget. Hvis man skriver om forskellige s-lyde, nuancer i vokalkvaliteter eller udviklinger i danske plosiver, kan man lave snæver transskription af de detaljer der er relevant i konteksten. Den mulighed har man ikke i Dania og DDO-lydskrift. Dania-systemet er ‘fladt’ i den forstand at der kun er ét fonetisk beskrivelses- og detaljeniveau; de distinktioner der er indført i Dania, skal altid skelnes, uanset hvor besværlige og irrelevante de er i konteksten. Men i IPA kan man tilpasse den fonetiske detaljeringsgrad til ens behov.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

IT-kompatibilitet

Både Dania og IPA blev opfundet for over 100 år siden, lang tid før moderne informationsteknologi. Men i kraft IPAs udbredelse er IPA inkorporeret i unicode som moderne computerfonte er baseret på. Dania rummer tegn som ikke kan skrives på en almindelig computer, og det inkluderer nuancer som forskellen på oblik/kursiv/ikke-kursiv, som ikke er en søgbar forskel i de fleste sammenhænge.

Reelt er man nødt til at installere en specialdesignet font, hvis man vil bruge traditionel Dania. Dermed er man begrænset af den font, og man kan ikke frit kombinere med ekstra tegn og diakritika, og det er noget frygteligt mas at man skal hoppe frem og tilbage mellem forskellige fonte, når man skrives en tekst. Man er også bundet til en bestemt font-type. Hvis man flytter sin tekst til en anden computer uden denne font installeret, er teksten sandsynligvis ulæseligt. Og så er det umuligt at bruge Dania i digital kommunikation, som sociale medier, messenger osv. hvor man ikke selv kan bestemme fonten.

IPA og DDO er omtrent lige her. Begge er fuldt ud unicode kompatible, men der er stadig lidt oftere brug for at finde specialtegn frem når man skriver DDO-lydskrift, og derfor er IPA lige et skridt foran.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Bagudkompatibilitet

Kan man slet ikke finde noget at bruge Dania til? Jo absolut! Dania har været brugt i halvandet hundrede år, og herhjemme har det været brugt i meget længere tid end både IPA og DDO-lydskrift. Mange vigtige opslagsværker, historiske værker og nærmest al dialektforskning bruger Dania. Det er derfor absolut nødvendigt at kende til Dania, og hvis man vil skrive sig ind i den tradition, kan man med fordel stadig benytte Dania.

Den klassiske IPA som DDO-lydskriften er vokset ud af, har været brugt i 50-70 år, men af en meget snævrere kreds end Dania. Det kan derfor ikke måle sig i omfang og væsentlighed med Dania. Det kommer dog helt an på hvilket fag man taler om. Størstedelen af nyere forskning i dansk fonetik er formidlet i DDO-lignende lydskrift.

Moderne IPA taber stort her. Der har ikke været nogen tradition for at følge med udviklingen i IPA i dansk fonetik. Hvis man kun kender moderne IPA, vil man derfor let give lidt fortabt over lydskriften i al ældre dansk udtalelitteratur. Dog er Danmarks største, bedste og mest moderne udtaleordbog baseret på moderne IPA.

  1. Dania
  2. DDO
  3. IPA

Fremtidssikring

Hvilken standard kommer fremtidens fonetikere og sprogfolk til at bruge? Det er et godt spørgsmål. IPA er uden tvivl det stærkeste system på næsten alle parametre, og det ville være et stort fremskridt hvis det blev standard herhjemme også. Det er internationalt anerkendt, og det er udviklet og justeret på baggrund af et århundredes samlet faglig erfaring fra folk over hele kloden. Det eneste vi mangler, er en tradition for at bruge det i dansk.

Men der er også altid en omkostning ved at skifte standard. Al den viden der er indkapslet i den gamle standard, bliver mindre tilgængelig, og lydskriftresurser og lærebøger bliver ubrugelige. Det var det de gamle Dania-tilhængere/IPA-modstandere kæmpede imod; de traditioner man har bygget op over generationer, bliver mindre værd. En overgang til IPA kræver altså at nogen tør satse, gå foran, og gider udvikle nye værktøjer og formidle den gamle viden i et nyt sprog. Og tør man satse på at nogen både tør og orker det?

Hvis man følger med her på siden, har man nok regnet ud hvor jeg står. Jeg gør mit for at udvikle mine lydskriftværktøjer til moderne IPA og anvende moderne IPA i praksis. Jeg underviser i IPA og fornemmer at de ambitiøse unge mennesker på de videregående uddannelser foretrækker en moderne international standard frem for gamle traditioner. For lingvistikuddannelserne på KU og ÅU er der sådan set ingen diskussion: Studieordningerne kræver IPA, og IPA er for nylig også indført i uddannelsen af klassiske sangere på DKDM. Når nogen henvender sig til mig om at få lavet noget i lydskrift, beder de ikke om Dania eller DDO-standard, men om IPA. Så ud over alle IPAs styrker tror jeg også det er det mest fremtidssikre.

Jeg tror IPA kommer til at udkonkurrere den traditionelle DDO-lydskrift. Nye generationer af lingvister skal lære IPA, og IPA vinder frem i flere og flere sammenhænge. DDO-lydskriften har længe været praktisk fordi DDO-ordbogen har været den største tilgængelige udtaleordbog, og gode digitale resurser er vigtige for en lydskriftstandard. Men DDOs værdi som fonetisk opslagsværk er kraftigt dalende. Udtaleangivelserne på DDO afspejlerer en forældet norm, og DDO er nu overgået i omfang og anvendelighed af udtaleordbog.dk som bruger moderne IPA.

Men jeg tror sådan set at Dania stadig vil leve videre i visse fagkredse. For sproghistorikere og dialektforskere er gevinsten for lille og omkostningen for stor ved at skifte til IPA. Gamle Dania-værker er ikke digitale, og en digitalisering med efterfølgende konvertering af lydskriften vil være enormt kompliceret. Så Dania er nok kommet for at blive i et eller andet omfang. Dania-brugere burde sådan set bare lave en Dania 2.0 som er justeret til at passe til moderne IT-standarder.

  1. IPA
  2. Dania
  3. DDO

Opsamling

Vinderen er (+2 pr. førsteplads, +1 pr. andenplads), TA-DAA:

  1. IPA: 10 point
  2. DDO: 5 point
  3. Dania: 3 point

Der kan være forskellige ganske rimelige grunde til at bruge forskellige lydskriftstandarder, eller justere lidt på de eksisterende i forskellgie sammenhænge. Man skal naturligvis altid vælge en lydskriftstandard der passer til ens formål.

Der er bestemt kontekster hvor Dania fungerer bedst på trods af sin lave score i denne sammenligning. Til gengæld er det, på trods af andenpladsen, meget sjældent at DDO-lydskriften virker mest fordelagtig. Uanset hvad man ønsker at opnå, af de ting jeg har gennemgået her, vil man opnå dette bedre med enten moderne IPA eller Dania. Ikke engang i en folkelig ordbog som DDO vil jeg mene at DDO-lydskrift er mest velegnet.

Efter min mening bør man ikke videreføre DDO-lydskriften. Den er en inkonsekvent hybrid mellem Dania og IPA + egne opfindelser uden at have noget af det bedste fra begge verdener. Man kunne få en meget mere folkelig lydskrift + andre fordele ved at lægge sig tættere op ad enten IPA eller Dania. Som minimum bør man holde op med at kalde DDO-lydskriften for en slags IPA (DDO kalder det selv forsimplet IPA); det er misvisende og misrepræsenterer IPA, og det forvirrer lydskriftnovicer når man bruger IPA-betegnelsen så frit.

Så, hvis du vil have en moderne, pædagogisk, IT-venlig, international, og formentlig fremtidssikker lydskrift, så forlang moderne IPA. Hvis du er dialektforsker, sproghistoriker eller nostalgiker, så brug Dania. Hvis du vil have en mere folkelig, intuitiv, IT-venlig lydskrift, så kan det opnås langt bedre med minimale justeringer af IPA (fx BDG-formen på udtaleordbog.dk), eller en lettere modernisering af Dania.

Nordenvinden og Solen i IPA, Tilpasset IPA og Dania

Moderne bred IPA

/ˈnoːɐnven̰n ɐ ˈso̰ːln ˈskɛntəs ɒm ˈvɛm̰ ˈæ pm ta va ˈstæɐkəst | tæ en ˈʁaɪsnə kʰɒm ˈkɔːnə fɒˈpḭː || ti pleʊ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈtɛn̰ ta kʰu fɔ ˈmæn̰n tse ɐ tsæ sin ˈjakə ˈæ̰ː | sku ˈænsḛːs fɐ ɐ væːɐ ˈstæɐkɐɐ ɛn tn ˈænn || ˈfɶɐst ˈplɛːstə ˈnoːɐnven̰n mɛ ˈæl̰ sin ˈkʰʁaft | mɛn jo ˈmeːɐ hæn ˈpleːstə testo ˈtsɛtɐɐ tsʁak ˈmæn̰n sin ˈjakə ɒmˈkʰʁæŋ̰ saɪ | ɒ tse ˈsist ˈɒpkæ̰ː ˈnoːɐnven̰n sit fɒˈsø̰ː || ˈsɒ ˈskenɤ ˈso̰ːln ˈva̰ːmt | ɒ ˈstʁaks tso tn ˈʁaɪsnə ˈmæn̰ sin ˈjakə ˈæ̰ː || ˈnoːɐnven̰n va ˈnu ˈnøɤ̰ tse ɐ æɐˈkʰɛn̰ə æt ˈso̰ːln hæɤ ˈvɔnɤ ɐ va tn ˈstæɐkəstə æ ti ˈtso̰ː/

DDO-lignende lydskrift

[ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd da en ˈʁɑɪ̯sn̩ə kʌm ˈɡɔːnə fʌˈbiːˀ || di bleʊ̯ ˈeːnii ʌm ad ˈdɛnˀ dɑ ku fɔ ˈmanˀn̩ te ʌ ta sin ˈjɑɡə ˈæːˀ | sɡu ˈanseːˀs fʌ ʌ væɐ̯ ˈsdæɐ̯ɡɐɐ ɛn dn̩ ann̩ || ˈfɶɐ̯sd ˈblɛːsdə ˈnoːɐnvenˀn̩ mɛ ˈalˀ sin ˈkʁɑfd | mɛn jo ˈmeːɐ han ˈbleːsdə desdo ˈtɛdɐɐ tʁɑɡ ˈmanˀn̩ sin ˈjɑɡə ʌmˈkʁæŋˀ sɑj | ʌ te ˈsisd ˈʌbɡɛːˀ ˈnoːɐnvenˀn̩ sid fʌˈsøːˀ || ˈsʌ ˈsɡenð̩ð̩ ˈsoːˀln̩ ˈvɑːˀmd | ʌ ˈsdʁɑɡs to dn̩ ˈʁɑjsn̩ə ˈmanˀ sin ˈjɑkə ˈæːˀ || ˈnoːɐnvenˀn̩ vɑ ˈnu ˈnøðˀ te ʌ æɐ̯ˈkɛnˀə ad ˈsoːˀln̩ hæːð̩ ˈvɔnð̩ ʌ vɑ dn̩ ˈsdæɐɡəsdə a di ˈtoːˀ]

Dania (justeret til unicode)

ˈno·ɔnvenʼn̩ ɔ ˈsoʼln̩ ˈsgændəs ɔm ˈvæmʼ ˈabm̩ dα vα ˈsdȧɹgəsd da en ˈrαjsn̩ə kɔm ˈgå·nə fɔˈbiʼ. di blew ˈe·nii ɔm ad ˈdænʼ dα ku få ˈmanʼn̩ te ɔ ta sin ˈjαgə ˈȧʼ, sgu ˈanseʼs fɔ ɔ vȧɹ ˈsdȧɹgɔɔ æn dn̩ ann̩. ˈfɔ̈ɹsd ˈblæ·sdə ˈno·ɔnvenʼn̩ mæ ˈalʼ sin ˈkrαfd, mæn jo ˈme·ɔ han ˈble·sdə, desdo ˈtædɔɔ trαg ˈmanʼn̩ sin ˈjαgə ɔmˈkrȧƞʼ sαj, ɔ te ˈsisd ˈɔbgæʼ ˈno·ɔnvenʼn̩ sid fɔˈsøʼ. ˈsɔ ˈsgenð̩ð̩ ˈsoʼln̩ ˈvαʼmd, ɔ ˈsdrαgs to dn̩ ˈrαjsn̩ə ˈmanʼ sin ˈjαkə ˈȧʼ. ˈno·ɔnvenʼn̩ vα ˈnu ˈnøðʼ te ɔ ȧɹˈkænʼə ad ˈsoʼln̩ hȧ·ð̩ ˈvånð̩ ɔ vα dn̩ ˈsdȧɹgəsdə a di ˈtoʼ.

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Konklusion

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

I den seneste række indlæg har jeg sammenlignet det traditionelle dansktilpassede IPA som man møder på DDO og i almindelige lærebøger, med utilpasset IPA, den måde man skal bruge IPA på hvis man vil følge IPA’s egne principper.

På nogle punkter er de traditionelle tilpasninger måske lidt bagatelagtige, andre steder mere radikale. Man kan finde små afvigelser fra en striks fortolkning af IPA i mange andre sprog, og det bryder systemet ikke sammen af. Men de mange små og store afvigelser i traditionel dansk lydskrift resulterer i et system som afviger så meget fra almindelig IPA-praksis at det ofte vækker undren eller går ud over den internationale sammenlignelighed.

IPA er et overordentligt stærkt system hvis principper er gennemarbejdet, afprøvet og opdateret af tusindvis af fonetikere og fonologer verden over gennem 120 år. Det er nemmere at lære, nemmere at skrive, nemmere at afkode, nemmere at sammenligne på tværs af sprog og genbruge den viden man har fra et sprog, i et andet sprog. Det er også et fleksibelt system; når det er relevant, kan man tilføje så mange ekstra detaljer til sin lydskrift som man orker. De fordele kan udnyttes bedre end de bliver i dag.

IPA er ikke bare en liste over symboler med tilhørende lyde. Det er også et sæt principper for hvordan IPA skal anvendes, hvilke lyde man skal skelne og hvordan. Dette sæt principper er en stor del af det der gør IPA praktisk at arbejde med. Her adskiller IPA sig fra den gamle Dania-lydskrift, som snarere er en liste med lyde og symboler, som er dannet efter andre, mindre eksplicitte principper end dem IPA bygger på.

I Dania noterer man lyde forskelligt hvis de føles forskellige, hvis fonetikere gennem tiden har sagt ‘Aha! Her er der en nuance som er interessant at hæfte sig ved, den giver et specielt lydskrifttegn’, sådan groft sagt. Der er fokus på meget specifikke lyde, de fine fonetiske detaljer der adskiller dialekter og sociolekter, mens andre detaljer ignoreres.

I bred IPA noterer man lyde ens medmindre man kan vise at de er distinktive. Tegnene er defineret ud fra et sæt distinktive træk, som fonologer gennem de sidste 100 år har analyseret sig frem til som grundstenene i verdens sprog. Tegnene rummer hver især en vis mulighed for overfladisk variation, blot det ikke går på kompromis med de grundlæggende distinktive træk.

IPA vs. Dania er ikke bare et spørgsmål om translitteration, hvordan man typografisk skal repræsentere en specifik lyd. Det er to forskellige måder at tænke fonetik og fonologi på. I IPA er forskellen på distinktiv og ikke-distinktiv, bred og snæver transskription, fonem og allofon essentiel. Man kan ikke skrive IPA uden at have forstået hvordan IPA’s principper fungerer. I Dania er det fonologiske lag helt fraværende. Dania har fokus på variation, dialekter og sociolekter, som sagtens kan håndteres i IPA, men det er ikke IPA’s udgangspunkt.

I det traditionelle tilpassede IPA tager man ikke hensyn til IPA’s principper, og der er hugget en hæl og klippet en tå mht. hvilke lyde man tillader symbolerne at svare til. Den centrale skelnen mellem bred og snæver transskription er fraværende. Især vokalerne a ɑ og plosiverne p t k b d g bruges radikalt anderledes end hvordan de er defineret i IPA, og hvordan de bruges på andre sprog. Man skelner også nogle lyde der egentlig ikke er distinktive, og der er indimellem en inkonsekvent notation, såsom brugen af både tj og for samme affrikat, og man bruger flittigt diakritiske tegn. Alle disse forhold går imod principperne i IPA.

Hvorfor gør man det? Ofte argumenteres med at det skulle have didaktiske fordele, fx at afvigelserne passer bedre til bogstavernes brug i det danske alfabet, eller at IPA bruger mange besværlige tegn. Eller man fremstiller det som nødvendigt at afvige fra IPA for at kunne afspejle en subtil fonetisk detalje, eller at dansk er så specielt at IPA ikke rigtig kan kapere det. Men som jeg har vist i de tidligere indlæg holder argumenterne sjøldent vand. Så hvorfor gør man det?

Tilpasset Dania

Tilpasset IPA, som fx bruges i DDO, ligger ligger i virkeligheden et sted mellem IPA og Dania. Der hvor DDO-lydskrift afviger fra striks IPA, ligner det Dania, både mht. symbolvalg og hvad der skelnes. Fraværet af en skelnen mellem bred og snæver notation svarer til Danias manglende skelnen. Tilpasset IPA er ikke et system som er funderet på IPA’s principper med et par praktiske tilpasninger til dansk. Det ligner Dania oversat til IPA-symboler, indimellem med større hensyn til Danias definitioner end IPAs. Tilpasset IPA er ikke IPA, det er ikke engang en tilpasning af IPA. Det er en tilpasning af Dania. Det er Dania-principper og Dania-distinktioner, hvor nogle symboler er udskiftet med IPA-tegn og andre er bevaret.

Jeg kender ikke fagets historie i detaljer langt tilbage i tiden, men i mine tidlige universitetsår oplevede jeg en gammel og betydelig modstand mod IPA blandt sprogforskere i danskfaget. Det stod fast i studieordninger langt op i 00’erne at danskstuderende skulle lære Dania. Baseret på hvad Dania blev brugt til og den fonetikforståelse der ligger i Dania, og de fejlopfattelser man havde af IPA, havde IPA en masse ulemper. Det lå fjernere fra det danske alfabet, man skulle bruge for mange diakritiske tegn, det blev uigennemskueligt at læse gamle værker, og vi burde respektere at Dania blev grundlagt af en af fagets mest berømte forskere, Otto Jespersen (som i øvrigt også havde en finger med i grundlæggelsen af IPA).

Den tilpassede IPA ser ud til at imødekomme noget af denne kritik. Divergenserne mellem tilpasset og utilpasset IPA bringer den tilpassede IPA tættere på Dania og skaber bedre kontinuitet mellem nationale standarder på bekostning af den internationale transparens.

Herunder har jeg sammenfattet mine analyser af hvordan dansk skal noteres loyalt efter IPA’s definitioner og principper, og den er sammenlignet med både Dania og det jeg så vil kalde tilpasset Dania. Afvigelser fra IPA er markeret med rød. Læg mærke til hvordan alle afvigelserne mellem IPA og tilpasset Dania, både mht. symbolvalg og opdeling af lydene, altid går i retning af Dania. I hvilket omfang Dania reelt har influeret vs. hvad der bare er sammentræf, får man nok ikke svar på.

(Jeg baserer listen på Grønnums Halvfin lydskrift, DDO, Steffen Hegers Sprog & lyd. Jeg har kun inkluderet distinktive lyde; der er langt flere ikke-distinktive lyde i både IPA og Dania.)


Hermed slutter mit sommertema om Utilpasset IPA. Man kan se alle indlæggene her. Tak til alle der har givet positiv feedback såvel som dem der er kommet med forslag til forbedringer.