Utilpasset IPA: Hvad er /a/ i IPA?

I sidste indlæg skrev jeg om hvordan vokaler er defineret i IPA, bl.a. at vokaler er afgrænset af et vokalrum af de fire vokaler /i a ɑ u/.  I dette og næste indlæg ser jeg på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA. I dette indlæg ser jeg mere specifikt på hvilke danske vokaler der svarer til disse /i a ɑ u/, og i næste indlæg ser jeg på hvor resten af vokalerne så må skulle placeres ift. disse.

Definitionen af /i u/ svarer udmærket til de danske vokaler, i ord som /kʰiːlə kʰuːlə/ kile, kugle, som hhv. en lukket fortungevokal og bagtungevokal. Det tror jeg er helt ukontroversielt. Men hvad med /a ɑ/? I dansk tradition bruger man a ɑ for vokalerne i hhv. katte og kappe, fx DOO kadə kɑbə (næsten identisk med Dania kadə kαbə), men den tradition er vi helt alene om. Andre sprog bruger a for en vokal som i kappe.

Vokaler er som sagt vanskelige at definere præcist. En almindelig metode er at måle vokalers formanter. Det vil jeg ikke forklare nærmere her, men blot konstatere at man kan forvente at en åben fortungevokal (/a/) har F1 omkring 850 hz og F2 omkring 1610 hz. Bagtungevokaler har betydeligt lavere F2, og F2 for en åben bagtungevokal (/ɑ/) forventes at ligge omkring 940 hz. Fonetikerne Juul, Pharao og Thøgersen målte i 2016 den danske barske-vokal til en F2 til i snit 1484 hz, altså markant tættere på en fortungevokal /a/ end en bagtungevokal /ɑ/.

Man kan også høre fonetikeren Peter Ladefogeds bud på hvordan /a ɑ/ lyder, her. I mine ører lyder Ladefogeds /a/ som et udmærket bud på den vokal vi har i Arne, mens /ɑ/ lyder henad vokalen i orne. Bedøm selv.

Man kan indvende at IPA ikke er defineret ud fra hverken formanter eller Ladefogeds udtale. Det er også rigtigt. Det er blot for at give en eller anden ide om hvad en åben fortungevokal er for en størrelse. Og for at give en ide om at dansk faktisk til sammenligning med andre sprog har et ganske tydeligt /a/, hvor andre sprogs /a/ ofte er lidt mere tilbagetrukket.

Det er egentlig ikke så vigtig, for uanset om man er enig i formantmålingerne eller mit lytteindtryk eller Ladefogeds repræsentation af et /a/, så skal vores åbne a faktisk stadig noteres /a/ i IPA.

Langt de fleste sprog i verden har, som dansk, en enkelt åben vokal i deres foneminventar, men meget få sprog skelner to åbne vokaler. Hvis man skelner to åbne vokaler, skal de umiddelbart noteres /a ɑ/. Hvis man kun har en enkelt åben vokal, kan man overveje om den skal noteres /a/ eller /ɑ/. Men jf. princippet om primært at bruge almindelige latinske bogstaver bør man benytte /a/.

Fonetikeren John C. Wells, tidligere formand for IPA, skrev for en del år siden i sin egen blog et indlæg om brugen af a i IPA, hvor han skriver:

Similarly, the symbol a, which as a cardinal vowel symbol denotes an unrounded front open (low) vowel, is also appropriate to denote an unrounded open vowel of any degree of advancement (anywhere from fully ‘front’ to fully ‘back’) if that is the only open vowel in the language. This is the case in Spanish, Italian, Greek, Serbian, German, and Polish, to mention only a handful of European languages. It is also the case in thousands of other languages around the world.

Vokalen /a/ er vokalen i spansk hasta la vista, italiensk caffe latte, tysk aber dabei, fransk voilà, osv. osv. osv.

John C. Wells’ udsagn holder stik når man tjekker efter i Illustrations of IPA. Jeg har kigget i de 117 frit tilgængelige illustrationer, og dansk er fuldstændig mutters alene om at bruge a for en vokal i nærheden af katte-a’et. På alle andre sprog der har en vokal i nærheden af katte-vokalen, noteres den enten /æ/ eller /ɛ/ afhængigt af hvor mange vokaler man i øvrigt skelner i sproget.

Dansk er også mutters alene om at bruge ɑ for en vokal i nærheden af den moderne danske Arne-vokal. Alle andre sprog bruger /a/, også for vokaler der er meget tættere på en bagtungevokal end Arne-vokalen. Der er altså ikke meget international lydskrift over at skrive kad og ɑːnə. Hvis det skal være IPA og følge international praksis, skal det være /kʰæt/ og /aːnə/.

Herunder er optællingen af hvilke symboler der anvendes i bred IPA for de forskellige vokalkvaliteter (faktisk værdi, bestemt ud fra hvor forskerne i de enkelte sprog har placet vokalen i vokaldiagrammet) på de 117 sprog. De to (1)’er viser den traditionelle brug i dansk.

placering i
vokaldiagrammet
anvendt
symbol

<æ><a><ɐ><ɑ>
[æ]8(1)

[a ~ ä ~ a̽]429
(1)
[ɐ ~ ɐ̞]
6042
[ɑ ~ ɑ̈ ~ ɑ̽]
15
18
[ʌ̈ ~ ə̠]
1

Afvigelserne begrundes traditionelt med at vi har flere vokaler i dansk end man kan skelne med grundtegn i IPA, og derfor er man nødsaget til at forrykke hele systemet (det bliver traditionelt ikke fremhævet at denne brug af a ɑ svarer rigtig fint til Danias brug af a α). I så fald har IPA fejlet i deres primære mål, at levere grundtegn til alle distinktive lyde i alle verdens sprog. Kan det virkelig passe?

I dette indlæg har jeg afgrænset yderpunkterne for de danske vokaler til /i a u/. I næste indlæg ser jeg nærmere på de øvrige danske vokaler der ligger mellem disse (har vi virkelig 40 forskellige vokaler?), og hvordan de skal håndteres i IPA.

Utilpasset IPA: Hvordan bruges vokaler i IPA?

Dette indlæg indeholder blot en kort beskrivelse af hvordan vokaler er defineret i IPA. De vigtigste pointer er at IPA-vokaler ikke er Daniel Jones-kardinalvokaler, og at IPA-vokaler er mere abstrakt og relativt defineret end vi er vant til at bruge dem i dansk. En vokal som /e/ kan altså i IPA står for lidt forskellige vokaler i forskellige sprog. Og så bruger man typisk ikke snæver notation af vokaler.

Vokaler er notorisk vanskelige at håndtere i lydskrift. Mens der kan gives rimelig klare definitioner af konsonanter (er lyden lukket eller ej, stemt eller ej, nasal eller ej osv.), er vokaler mere flydende. Vokaler defineres traditionelt efter åbningsgrad, fortunge/bagtunge og læberunding, men åbningsgrad og fortunge-bagtunge-dimensionen er skalære; der er et kontinuum af vokaler mellem /i/ og /a/, mellem /y/ og /u/ osv.

Hvordan skal vokaler håndteres i lydskrift, når man i princippet kan lave uendelig mange vokaler, men er nødt til at begrænse det til et endeligt, og helst relativt lille, antal symboler?

En metode er at benytte nogle referencevokaler, hvor de mest kendte er Daniel Jones’ kardinalvokaler. Fonetikeren Daniel Jones indtalte i 1917 en række vokaler (8 primære og 10 sekundære kardinalvokaler), som blev distribueret rundt til fagfæller, og når man så skulle beskrive en konkret vokal i et sprog, kunne man gøre det ud fra en fælles refererence. Er vokalen tættest på kardinalvokal nr. 3 eller 4, er den lidt mere åben eller lukket, lidt mere fremskudt eller tilbagetrukket end den og den kardinalvokal, osv.?

I Dania er vokaler ikke rigtig defineret, men snarere forklaret ud fra eksempelord fra danske dialekter eller andre sprog som fransk og tysk kombineret med beskrivelser af artikulatoriske og auditive forhold. Lydskrifttegnet e beskrives som vokalen i rigsmålets udtale af det, se, sele. Denne metode er særlig problematisk fordi referencerne kan være ukendte eller have forandret sig. Fx er ȣ vokalen i sønderjysk hun, men det er svært at blive klog på hvis man ikke lige ved hvordan det ord udtales på sønderjysk. Og vokalen ä beskrives som vokalen i tretten og færdig, hvilket i min egen udtale er to vidt forskellige vokalen, fordi udtalen har forandret sig i forskellige retninger siden Dania blev opfundet.

Vokaler i IPA

IPA’s vokalskema ligner Daniel Jones’ kardinalvokaler. Der skelnes mellem fire åbningsgrader, rundet og urundet, fortunge og bagtunge, og der bruges samme notation, blot med nogle ekstra tilføjelser i IPA. Så det er nærliggende at tro at vokalerne i IPA svarer til DJ (hvilket jeg måske også har bildt en fonetikstuderende eller to ind igennem tiden, undskyld). Men det er de ikke.

IPA tager konsekvensen af at vokaler ikke lader sig definere i nogen absolut forstand og har derfor en mere abstrakt definition af vokalerne. Først defineres et ‘vokalrum’ som er afgrænset af de fire vokaler /i a ɑ u/ som de mest lukkede/åbne fortunge-/bagtungevokaler. De øvrige vokaler er så blot defineret som vokaler der ligger mellem disse. Dvs. /e/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /i/ og /ɛ/, og /ɛ/ kan bruges om en vokal der ligger mellem /e/ og /a/.

Jf. IPA’s princip om at undgå diakritiske tegn til notation af distinktive lyde, og primært benytte almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn, foretrækkes /e/ og /o/ frem for /ɛ/ og /ɔ/ hvis sproget kun har en enkelt vokal mellem /i/ og /a/ eller /u/ og /a/. Hvis man har brug for at skelne flere distinktive åbningsgrader, tilføjes så ekstra symboler.

Det betyder i praksis at fx /e/ typisk er mere midt mellem /i/ og /a/ i sprog der der kun har fem vokaler, /i e a o u/, end i sprog der har syv vokaler /i e ɛ a ɔ o u/, fordi vokaler er tilbøjelige til at fordele sig med størst mulig afstand imellem sig.

Man kan sagtens finde traditioner i bestemte sprog, der ikke helt holder sig til IPA’s principper. Fx i polsk er der tradition for at bruge /i ɛ a ɔ u/ frem for /i e a o u/ fordi polsk /ɛ ɔ/ er relativt åbne og derfor svarer bedre til /ɛ ɔ/ i sprog der skelner /e ɛ/ og /o ɔ/. Men det ville ikke være imod IPA’s principper blot at notere polske vokaler /i e a o u/.

Når man fx i Illustrations of IPA skal give en mere præcis indikation af vokalers åbningsgrad og artikulationssted, gør man det typisk ikke med diakritiske tegn. Man bruger i stedet vokaldiagrammer som fx dette. Der er ganske vist diakritika som ◌̞ ◌̝ til at angive mere åbne eller lukkede vokaler, men da vokaler kun er relativt, ikke absolut defineret, giver disse diakritika kun mening hvis man har en kontekst. Notationen indikerer således ikke en specifik vokalkvalitet, da /e/ kan være forskellig fra sprog til sprog. Men man kan bruge det til fx at sige at dansk /e/ typisk er mere lukket, [e̝], end engelsk /e/, [e̞].

I de næste par indlæg ser jeg nærmere på hvordan de danske vokaler skal noteres i IPA.

Utilpasset IPA: Er IPA uegnet til dansk på grund af de mange diakritiske tegn?

Blandt danske sprogfolk var der tidligere en massiv modstand mod at erstatte det gamle, hjemlige Dania-system med det internationale IPA. Indtil for ganske få år siden var det faktisk stadig et krav i studieordningen på Dansk-studiet på Københavns Universitet at man ikke bare skulle lære lydskrift, men at det specifikt skulle være Dania.

Et kritikpunkt var at IPA lå fjernt fra det danske alfabet, mens Dania bedre udnyttede de bogstav-lyd-forhold man som dansker er fortrolig med i forvejen, og dermed skulle det være lettere at lære at skrive og afkode Dania-lydskrift. Det kritikpunkt tager jeg op igen i et andet indlæg.

Et andet kritikpunkt var at IPA-lydskrift kræver en forfærdelig masse diakritiske tegn. Et ord som tigge skulle skrive [tˢe̝ɡ̊ə] i stedet for det noget simplere tegə i Dania. Ord som lidt og let skulle ifølge nogle kritikere skelnes kun med diakritika, [le̝t le̞t], hvilket nemt fører til forveksling.

Al erfaring viser at diakritiske tegn er problematiske. De er vanskelige at lære, vanskelige at huske at få sat rigtige steder, vanskelige at afkode, og det er bøvlet at skulle finde dem frem på sin computer hele tiden når man skriver lydskrift. Så dette kritikpunkt ville være tungtvejende, hvis det faktisk var sandt.

DDO’s lydskriftoversigt, kan man, hvis man ser under ‘nøjagtig IPA’ ( som er en adaption af Nina Grønnums ‘Fin iPA’, men jeg refererer her til DDO fordi denne oversigt ligger online ), meget let få indtrykket af at IPA er meget besværligt og inkluderer en hel masse diakritiske tegn. De fleste lyde er modificeret på en eller anden måde, og nogle endda med op til tre diakritika. Som der står i beskrivelsen på DDO vil denne ‘nøjagtige IPA’ være besværlig at læse, og derfor foretager de nogle forenklinger.

Det afspejler meget godt den kritik som stammer fra Dania-fronten: IPA er besværligt, det passer ikke godt til dansk, det er ikke velegnet til almindelige danskere, der er en masse bøvlede diakritika, det er smartere at forenkle og lave sin egen standard. Men er der nu også hold i den anklage?

Er der mange diakritika i IPA-lydskrift?

Nej og ja, men mest nej. I IPA’s principper og Handbook of the IPA som blev gennemgået i sidste indlæg, bliver det flere steder slået fast at man så vidt muligt skal undgå diakritika når man skriver IPA. Hvis man skal forstå ‘nøjagtig IPA’ som noget der følger IPA’s principper nøjagtigt, så er der noget galt med DDO’s lydskriftoversigt.

De fleste af diakritiske tegn der benyttes i DDO’s lydskriftoversigt, er overflødige, diskutable eller direkte misvisende. De giver således et forkert billede af hvordan IPA-lydskrift ville se ud. Jeg vil fremhæve nogle punkter, som jeg kommer til at gå mere i dybden med i kommende indlæg:

  • Plosiver: DDO noterer plosiverne [b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊] med hele otte diakritika. Disse lyde er 100 % identiske med IPA /pʰ ts kʰ p t k/ som kun har to diakritika. De ekstra diakritika i DDO gør kun notationen unødigt besværlig, stik imod IPA’s principper. Et [b̥] er et [b] der er ustemt, hverken mere eller mindre, og det er nøjagtig det samme som /p/, osv. I næste indlæg går jeg mere i dybden med plosiverne.
  • Vokaler: DDO noterer diakritika på de fleste vokaler, som angiver at de er hævet eller sænket eller lignende. Det gør man sjældent i IPA. Sagen er man ikke kan give en absolut definition af sprogs vokalkvaliteter, og det har man taget konsekvensen af i IPA. I IPA er vokalerne således defineret relativt og lidt abstrakt. At notere en vokal som hævet eller sænket giver altså kun mening hvis man samtidig siger i forhold til hvad, og det gør DDO ikke. Vokalers definition i IPA går jeg også i dybden med i et kommende indlæg.
  • Halvvokaler: DDO bruger buer under nogle vokaler, som [u̯ i̯ ], som traditionelt i dansk fonetik kaldes halvvokaler. Disse er også overflødige i bred IPA, i hvert fald i moderne dansk, men muligvis ikke i den konservative udtalestil der refereres til i DDO. Halvvokalerne danner diftong med en foranstående vokal, og i et kommende indlæg vil jeg gennemgå hvordan diftonger håndteres i IPA.

Hvis vi ser bort fra de franske nasalvokaler som også er inkluderet i DDO, er de eneste nødvendige diakritiske tegn aspirationen på to af vores plosiver /pʰ kʰ/, og så notation af længde, betoning og stød (og som man også benytter i Dania). I Dania bliver der faktisk brugt en del flere diakritika. Og så er der lige det bløde d, som DDO noterer [ ð̠ˠ̞ ].

Det bløde d er notorisk vanskeligt at notere i IPA, og hvis man skal forklare det på skrift med brug af IPA, er man nødt til at bruge en mængde diakritika i snæver IPA. Men i bred IPA kan og bør man blot skrive /ð/ uden diakritika. Det er altså ikke unøjagtig IPA at skrive /ð/. Det er ikke en forenkling eller en særlig tilpasning til dansk. Det er ganske enkelt (bred) IPA.

Til gengæld er mange af DDO’s andre forenklinger og tilpasninger ikke i overensstemmelse med IPA. Brugen af [p t k b d g] svarer ikke til IPA’s definitioner, men til Danias, og ligeledes afviger nogle af vokalerne fra hvordan de typisk bruges i IPA (men svarer til hvordan der skelnes i Dania). Forenklingerne i DDO er således ikke det samme som bred IPA, men en hybrid mellem Dania og IPA.

Hvorfor har IPA-skemaet så mange diakritika hvis man ikke skal bruge dem?

Det virker måske paradoksalt at IPA på den side siger at man skal undgå diakritika, og på den anden side stiller en tabelfuld diakritika til rådighed. Eksistensen af diakritika i IPA-skemaet kan meget let give anledning til forståelsen at hvis de er der, skal de vel også bruges.

IPA’s primære mål er at levere separate symboler til sprogs distinktive lyd. Men et sekundært mål er også at levere værktøjer til finere notation om fonetiske nuancer i verdens sprog, og her kan man bruge diakritika til at notere den slags nuancer.

Almindelig, og anbefalet, IPA-praksis er dog at følge princippet om at undgå diakritika i almindelige transskriptioner, men supplere med en oversigt over konventioner i snæver IPA, dvs. en oversigt over de ikke-distinktive detaljer, som kan underforstås.

Det er selvfølgelig lidt samme ide som lydskriftoversigten i DDO, altså at man forenkler transskription og giver en detaljeret beskrivelse med snæver IPA. Men hverken DDO’s forenklinger såvel som deres fremstilling af ‘nøjagtige IPA’ giver altså et retvisende billede af IPA jf. ovenstående. Man kan jo faktisk inden for IPA’s rammer sagtens skrive en enkel lydskrift. Det kunne man sagtens have benyttet i DDO, eller forklare hvorfor man afviger fra denne (hvilket der kan være fornuftige redaktionelle grunde til), eller man kunne give en mere ærlig fremstilling af snæver IPA som ikke er helt så kompleks som oversigten på DDO antyder.

Når jeg har været igennem de næste emner, vil jeg præsentere et samlet overblik over mit bud på hvordan bred og snæver IPA skal se ud hvis man følger IPA’s principper, så man kan sammenligne med DDO’s bud. Men der er lige en række andre punkter der skal afklares inden vi kommer dertil.

I næste indlæg går jeg i detaljer med plosiver og affrikater i IPA.

Utilpasset IPA: Introduktion

I dansk fonetik har vi tradition for at bruge en lydskrift som kaldes ’tilpasset IPA’, ‘Dansk IPA’, ‘DIPA’ eller tilsvarende. Nogle gange kaldes det også blot IPA. I denne tradition tages der udgangspunkt i IPA-alfabetet, men man holder sig ikke til IPA’s principper, man bruger ikke symbolerne som defineret af IPA, og der tilføjes nogle ekstra symboler som ikke findes i IPA.

Årsagen til disse tilpasninger er uklar. Der er nok i høj grad tale om en tilpasning til det gamle Dania-alfabet som man brugte før IPA, og jeg kalder denne standard for en IPA-Dania-hybrid. Hertil er der måske nogle pædagogisk motiverede beslutninger, nogle ændringer i IPA som man ikke har inkorporeret, og almindelig sprogudvikling som heller ikke er inkorporeret i lydskrifttraditionen.

I dette og følgende indlæg der kommer hen over sommeren, vil jeg gennemgå hvad IPA egentlig er, og hvordan den danske lydskrifttradition adskiller sig fra IPA, og hvorfor jeg mener det er en god ide at gå over til at benytte rigtig, utilpasset IPA.

Dem der har fulgt denne side i længere tid, eller har fulgt mit arbejde med udtaleordbog.dk, eller min undervisning på Københavns Universitet osv., vil have bemærket at jeg de senere har år arbejdet mig væk fra den danske lydskrifttradition og hen imod rigtig IPA. Jeg har set dette blive omtalt som ‘Ruben Schachtenhaufens nye system’ eller lignende. Jeg indrømmer at min oprindelige motivation var at videreudvikle det traditionelle system og slippe af med nogle af de typiske pædagogiske udfordringer. Men jeg endte med at lande på at konsekvent brug af IPA er langt det mest pædagogiske, praktiske og elegante. Jeg må slå fast at jeg ikke har opfundet noget nyt. Jeg har blot taget et i forvejen eksisterende system, IPA, og anvendt det på moderne dansk. Jeg har lavet en del undersøgelser af IPA’s principper og hvordan de implementeres på andre sprog, og dem vil jeg løfte sløret for i en serie af indlæg her på siden.

Jeg har gennem 15 års undervisning i fonetik og lydskrift og med mine indlæg og lydskriftværktøjer her på siden medvirket til at udbrede en forkert opfattelse af hvad IPA er. Det beklager jeg. Med denne serie af indlæg forsøger jeg at råde bod på de misforståelser jeg har været med til at sprede.

I dette indlæg gennemgår jeg IPA’s principper og hvordan dansk lydskrifttradition afviger fra disse principper.

Introduktion til IPA og IPA’s principper

IPA (International Phonetic Alphabet) er et lydskriftalfabet som benyttes af fonetikere i hele verden til at beskrive sprogs udtale på et objektivt, sammenligneligt og sprogvidenskabeligt grundlag. IPA’s principper er formuleret i Handbook of the IPA og eksemplificeret i talrige Illustrations of the IPA, hvoraf mange ligger frit tilgængeligt på nettet.

Handbook of the IPA

IPA blev grundlagt helt tilbage i 1886, men det har ændret sig meget på de over 100 år i takt med den faglige udvikling af fonetikken og fonologien og det øgede kendskab til alverdens sprog, lyde og lydsystemer.

IPA’s mål er at levere a separate symbol for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of the word (HotIPA, s. 27).

IPA’s andet mål er at levere redskaber til når man ønsker at notere sprogs finere udtalenuancer. Hertil har man en række diakritiske tegn som kan bruges til at modificere grundtegnene efter behov.

Begrebet distinctive sound, eller distinktive lyde er således centralt i IPA. Distinktive lyde benævnes også i HotIPA som fonemer, men det må ikke forveksles med den meget abstrakte fonemnotation som fx kendes fra Nina Grønnums værker.

En lyd er distinktiv hvis ombytning med denne lyd i et ord giver en betydningsændring. Hvis man bytter /f/ ud med /h/ i fest, får man hest, som betyder noget andet, og dermed er /f/ og /h/ distinktive lyde. Det er det som også traditionelt kaldes kommutationsprøven, og hest og fest udgør et minimalpar, ord der adskiller sig fra hinanden med en enkelt lyd.

Men IPA’s definition af fonemer inkluderer ikke distributionelle forhold. I traditionel dansk fonologi vil man fx se [ʁ] og [ɐ̯] som allofoner af /r/, fordi de er komplementært distribueret; de forekommer hhv. før og efter vokaler. Men i IPA er det kun interessant om man kan finde minimalpar. Således er /ʁ/ distinktiv fordi vi har minimalpar som ramme/samme, og /ɐ̯/ er distinktiv fordi vi har minimalpar som stor/stod.

Distinktive lyde er mao. de lyde man skal beherske for at kunne udtale forskel på ord der betyder noget forskelligt i et sprog. Det er i den forbindelse underordnet at nogle af disse distinktive lyde på et mere abstrakt, kognitivt, systematisk, morfofonologisk eller historisk plan er allofoner af samme fonem.

IPA’s principper

Jeg vil fremhæve nogle af de afgørende punkter i IPA’s principper (HotIPA s. 159-160), som dansk lydskrifttradition er i konflikt med:

  • Hvis to lyde er distinktive, skrives de med forskellige symboler
  • Hvis to lyde ikke er distinktive, skrives de som udgangspunkt med samme symbol
  • Alle distinktive lyde skrives med et grundtegn, så vidt muligt uden brug af diakritiske tegn
  • Hvis to symboler er omtrent lige passende, foretrækkes almindelige latinske bogstaver frem for specialtegn (hvis et sprog fx har en vokal mellem [e] og [ɛ], foretrækkes /e/ til at repræsentere denne)

Brugen af diakritiske tegn bør i det hele taget begrænses til følgende tilfælde:

  • Notation af suprasegmentale egenskaber som betoning, længde og tonegang
  • Hvis det diakritiske tegn udtrykker en distinktiv egenskab
  • Kontekster hvor man vil notere finere, ikke-distinktive nuancer

IPA har, i overensstemmelse med deres mål og principper, grundtegn til at alle distinktive lyde kan noteres forskelligt, dog med det forbehold at visse træk udtrykkes med diakritika for at undgå at der skal opfindes en hel række nye tegn. Fx noteres nasalvokalfonemer med ◌̃ på de eksisterende vokaler, så man undgår at skulle finde på nye specialtegn for alle tænkelige nasalvokaler. To tegn kan desuden kombineres til at udtrykke et fonem hvis det er passende, fx affrikater og diftonger som /tʃ aɪ/.

Principperne udmøntes i at man skelner mellem bred og snæver transskription (broad og narrow), eller fonematisk og allofonisk transskription om man vil. I den brede transskription skriver man altså kun de distinktive lyde uden brug af diakritika, jf. ovenstående, mens man i snæver transskription kan inkludere de finere nuancer som man har brug for i konteksten, primært ved at der inkluderes diakritiske tegn og andre specialtegn.

  • Bred transskription angives med klammerne / /
  • Snæver transskription angives med klammerne [ ]

Almindelig praksis er at føre transskriptioner i bred IPA, suppleret med et sæt konventioner om specifikke detaljer noteret i snæver IPA. Disse detaljer har typisk meget subtil karakter, såsom hvorvidt alveolære lyde er apikale eller laminale, almindelige assimilationsfænomener, vekselforhold m.v.

IPA og dansk lydskrifttradition

I dansk IPA-inspireret lydskrifttradition er der, ligesom i Dania, ikke nogen skelnen mellem bred og snæver transskription. Der er tale om en slags transliteration af det gamle Dania-alfabet, hvor de mest almindeligste Dania-symboler er oversat til IPA-tegn. Dog er nogle Dania-tegn uændrede, fx a og b d g; disse er ganske vist også IPA-tegn, men i IPA står de for andre lyde end i Dania.

Dania er defineret ud fra danske dialekter og sociolekter, og ikke ud fra om lyde er distinktive eller ej. Fordi Dania fx har været brugt til at beskrive sociolektalt væsentlige forskelle i a-kvaliteter i københavnsk, har man mange forskellige symboler for disse, også selvom de ikke er distinktive efter IPA’s definition. Når man bruger Dania er man tvunget til at skelne meget fine a-kvaliteter, også selvom det konkret kan være svært at høre forskel i moderne dansk. Selvom man kunne skelne lige så mange nuancer i o-lyde eller å-lyde osv., har det i den fagtradition som Dania er brugt i, ikke været interessant, og derfor skelnes ikke så mange lyde. Uden kendskab til denne tradition virker det altså lidt arbitrært hvornår man skelner fine nuancer i Dania, og hvornår man ikke gør.

Denne tilgang til lydskrift er nedarvet i den IPA-inspirererede lydskrifttradition. Det ses også i at man kun bruger klammerne [ ] om lydskrift, mens / / i dansk tradition bruges om en meget abstrakt, teoretisk fonemnotation, hvor symbolerne kan ligger meget langt fra deres konkrete udtale, fx skrives ‘ringe’ som /rɛngə/ selvom udtalen i IPA almindeligvis er /ʁæŋə/.

Den lydskrift man skriver i [ ], svarer altså ikke til bred IPA, men den svarer heller ikke til IPA’s snævre transskription. Den svinger mellem at være abstrakt ortografisk-fonematisk, fx notationen [tj] frem for /tɕ/ i ord der starter med ‘tj’, og unødigt fonetisk detaljeret, fx argumenteres der for notationen [b̥] frem for [p] fordi det skulle afspejle den fonetisk subtile egenskab lenis. Der benyttes mao. ikke ét gennemgående fonematisk eller fonetisk princip som i IPA, men et inkonsekvent samsurium af principper forskellige steder i systemet.

Denne vekslen mellem nogle steder at være overdrevet detaljeret og andre steder ortografisk tilpasset og forenklet, og sammenblandingen af IPA-symboler, Dania-symboler og hjemmelavede lydskrifttegn, skaber et rodet og inkonsekvent system. Selvom enkelthederne i systemet hver især har forståelige faghistoriske forklaringer (som jeg gennem mange år har brugt undervisningstid på at forsvare over for undrende studerende), så er det et usammenhængende system som, på trods af brugen af ordet international og IPA, ikke er sammenligneligt med hvordan IPA skal bruges og bliver brugt i andre sprog.

I kommende indlæg går jeg i nærmere detaljer med de specifikke afvigelser fra IPA. Følg siden og få besked når næste indlæg kommer.

Opgør med en lydskrifttradition

(Dette indlæg er en opsummering af en længere redegørelse jeg skrev ifm. et foredrag for lingvistikstuderende på Københavns Universitet. Læs hele teksten her: https://docs.google.com/document/d/1Uj6AlIzalLZf4d0TLVu2vEFDvzuDxu8KdtyloqA0AX4/edit?usp=sharing)

I mange år har jeg benyttet mig af de lydskriftkonventioner som jeg lærte fra Nina Grønnums bøger da jeg studerede på universitetet, og som benyttes i forenklet udgave i DDO. Men inden for de sidste par år har jeg arbejdet på en nye lydskriftstandard, som både er mere præcis ift. IPA, enklere og mere intutiv, og mere velegnet til praktiske formål såsom sprogundervisning og sprogteknologi.

Herunder er en oversigt over de tegn i den traditionelle lydskriftstandard som Nina Grønnum (NG) benytter i sin seneste fonetikbog, og den som DDO benytter, som jeg mener bør ændres. I kolonnen schwa.dk ses min forslag til hvilke tegn der bør benyttes i stedet, og det hvordan den pågældende lyd skrives i mere præcis IPA. Mht. alle andre end de nævnte lyde er der overensstemmelse mellem alle fire standarder.

NG DDO schwa.dk IPA
p t k
b d g
pʰ tˢ kʰ
b̥ d̥ ɡ̊
p t k
b d g
pʰ ts kʰ
p t k
pʰ ts kʰ
p t k
tj tˢj tj
dræbe
abe
kat
æ
æ
a
ɛ
æ
a
æɛ̞~æ
ɛ̞~æ
æ
tak ɑ ɑ aä
Morten
måtten
ɒ
ʌ
ɒ
ʌ
ɒɒ
ɒ̜
ø ø
œ
œ̞
ɶ
ø
œ
ɶ
ø
œ
ɶ
ø
œ
ɶ̝
ej, av, er j/ɪ̯ w/ʊ̯ ɐ̯ j w ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯ ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯
snedig, mødding i e i e ɪ ɪ

Se her for en samlet oversigt over alle almindelige lydskrifttegn i dansk

Nogle af de ting i de traditionelle standarder som jeg i tiltagende grad undrede mig over, og som igen og igen førte til faglige og pædagogiske problemer, var:

  • hvorfor bruger man de stemte lyde [b d g] når de nu er ustemte i dansk?
  • hvorfor skelner man den meget lille forskel i kort og lang vokal i [æːnə anə] Ane, Anne, og [mɒːdn̩ mʌdn̩] Morten, måtten, når man nu ikke skelner for andre vokalers vedkommende?
  • og hvorfor bruger man [ʌ] for en vokal der, om noget, er mere åben end [ɒ], når åbningsgraden for symbolerne i IPA er lige omvendt?
  • hvorfor skriver man [ɑ] for den vokal som ifølge IPA skal skrive [a], og [a] for den vokal der skal skrives [æ]?
  • hvorfor skriver man fx [sdɑɡ] for stak, når det ville være både mere præcist og helt intuitivt ift. skriftbilledet at skrive [stak]?
  • og hvorfor skal det trække ned i karakter hvis en student netop skriver [stak] , når det nu er ganske præcis IPA?
  • hvorfor skriver man [dʁɛːbə æːbə] dræbe, abe, med forskellige vokaler, når ordene rimer?
  • hvorfor skriver man [ɕad] sjat, men [tjad] chat, når chat egentlig bare er sjat med [t] foran, [tɕad]?
  • hvorfor skriver man forskellige vokaler i høne og rynke, når nu de er ens? Og hvorfor skriver man samme vokal i grynt og gøre når nu de er forskellige?
  • m.m.

Nogle af disse ting har at gøre med at sproget har forandret sig. Andre gange skal svar på disse spørgsmål findes i praktiske årsager; man vil fx gerne skelne de væsentligste lydkontraster i sproget med forskellige symboler, og visse steder i sproget har vi flere kontraster inden for et område end der er symboler i IPA.

Men der er formentlig også tale om et stort element tradition. Da danske sprogforskere begyndte at gå over til IPA, var det i et miljø med meget stærk tradition for at bruge det hjemlige Dania. Måske under indflydelse af Dania, måske pga. af diskussioner af (faglige, pædagogiske osv.) styrker og svagheder ved de forskellige systemer m.m., sneg der sig en del Dania-arv med ind i adaptionen af IPA blandt danske sprogfolk, så en del symboler ikke bruges i overensstemmelse med IPA.

Man har mao. aldrig gjort helt op med Dania, et lydskriftsystem der er velegnet til at beskrive dansk, men kun dansk, og som ikke forstås af udenlandske studerende og forskere. Man er aldrig rigtig gået med på den internationale standard IPA. Det giver både problemer når man skal studere fonetik på tværs af sprog, og nogle af Dania-traditionerne giver problemer ifm. sprogteknologi.

Hvorfor ændrer man det ikke bare? Det er lettere sagt end gjort. Traditioner er i sig selv træge, men det handler også om at skabe en sammenhængende konvention. For når man ændrer én ting i en lydskriftkonvention, skubber man til alle de andre ting. Hvis man ændrer [ɑ d g] til [a t k] i stak, så [sdɑɡ] bliver til [stak], hvad så med det [a t k] man i forvejen brugte i [kad tal] kat, tal? De skal så ændres til noget tredje så man stadig kan se forskel på lydene.

Det er også et spørgsmål om hvor mange og hvilke fonetiske detaljer man skal medtage i en almindelig, praktisk, bred transskription. Mange fonetiske detaljer er vanskelige at opfatte og spiller ingen praktisk rolle – måske er de endda direkte forstyrrende – i sprogbeskrivelse, undervisning, sprogteknologi, formidling osv.

Når man tilrettelægger en lydskriftstandard, er der således mange hensyn man kan tage:

  • præcist: tegnene skal benyttes i overensstemmelse med IPAs definitioner, ellers kan man ikke rimeligt kalde sine transskriptioner for IPA
  • sprogligt: man skal kunne skelne vigtige betydningsadskillende kontraster i sproget, lyde der opfattes forskelligt, skal skrives forskelligt, og lyde der opfattes ens, skal skrives ens
  • pædagogisk: det må gerne være nemt at lære, så man starter med de nødvendigste lyde og kan udbygge med mere subtile detaljer senere hen
  • tværfaglighed: det er smart hvis man bruger samme konventioner på tværs af fag, så der er en kontinuitet når man studerer andre sprog, og det er smart hvis folk der har lært IPA i udlandet, umiddelbart kan læse danske IPA-transskriptioner; det er hele grundtanken med IPA
  • praktisk og læsbart: det er en god ide så vidt muligt at undgå diakritiske tegn, som både tager tid at lære, skrive, læse, og let fører til fejl i transskriptioner, og det er smart hvis man i vid udstrækning kan bruge de symboler der er på tastaturet frem for alverdens specialtegn
  • gennemskuelighed: det er lettere at lære lydskrift hvis der er en vis sammenhæng mellem de bogstaver vi er vant til og de lydskriftsymboler man skal lære
  • systematik: der må godt være en slags systematik i symbolvalgene, så samme lydtyper skrives ensartet og man så vidt muligt er konsekvent med hvilke detaljer der skelnes og hvordan
  • tradition: det er hensigtsmæssigt at der er kontinuitet mellem gamle og nye værker, traditionerne kan være tunge og uhensigtsmæssige

Alle disse forhold kan stikke i forskellige retninger og tale for forskellige transskriptionsstandarder. Og en del er til diskussion; hvad er vigtigt at kunne skelne i et sprog, hvad er mest pædagogisk, hvad gør man i andre fag, og hvis de gør noget forskelligt, hvad skal man så prioritere

I de ændringer jeg foreslår ovenfor, har jeg gjort op med traditionen og i stedet forsøgt at balancere de øvrige forhold. Resultatet er at der alt i alt er:

  • bedre overensstemmelse med IPA
  • færre specialtegn, hvilket gør det nemmere at skrive, læse og lære
  • bedre overensstemmelse med praksis i andre sprogfag
  • bedre sproglig/pædagogisk sammenhæng og systematik i den forstand at de betydningsadskillende kontraster i moderne dansk vises tydeligt i symbolvalgene, mens der er mere subtile nuancer og dialektal/sociolektal ikke nødvendigvis vises i brede transskriptioner
  • på nogle punkter større sammenhæng mellem udtale og stavning, på andre punkter dårligere sammenhæng

Uddybende begrundelse for enkelte ændringer

plosiverne: Jeg foreslår at man bruger [pʰ ts kʰ p t k] i stedet for det traditionelle [p t k b d g]. Vi har en kontrast mellem aspireret/affrikeret [pʰ ts kʰ] og uaspireret [p t k]. Det er vigtigt at danske sprogstuderende forstår denne kontrast. Der er ikke en stemthedskontrast som [p t k] vs. [b d g] indikerer, og som mange fejlagtig opfatter det. Man kunne vælge skrive det affrikerede /t/ som [tˢ], hvilket giver en bedre visuel sammenhæng mellem [ pʰ tˢ kʰ ]. Men [ˢ] er strengt taget ikke et IPA-tegn, omend det er almindelig brugt og kendt af IPA-brugere, så jeg ser ikke noget problematisk i den notation. Jeg synes selv det er enkelt, præcist og tastaturvenligt at skrive [ts], og det skaber til gengæld en visuel sammenhæng med [tɕ], se nedenfor.

tj: Jeg foreslår at /tj/ skrives [tɕ] i stedet for [tj]. Dette er til dels en konsekvens af at ændre [t] til [ts]. Ligesom /sj/ smelter sammen til [ɕ], smelter [j] sammen med affrikationen i [ts] sammen til [tɕ]. Det kan man lige så godt notere, når [ɕ] bruges i forvejen. Det giver både en mere præcis og systematisk beskrivelse, og det er i overensstemmelse med hvordan man noterer affrikater på andre sprog.

a, o, å: Jeg foreslår at man reducerer den tredelte skelnen mellem [æ a ɑ] til blot [æ a], hvor [æ] bruges i fx mase/masse, og [a] i mange. De fleste nybegyndere i dansk fonetik opfatter en længdeforskel på vokalen i mase/masse og i Morten/måtten, men ikke en kvalitetsforskel. På begynderniveau og i formidlingssammenhænge er det tilstrækkeligt at skelne længdeforskellen. I sprogteknologiske sammenhænge er en tredelt skelnen direkte forstyrrende.

Dette er ikke en påstand om at der ikke er nogen forskel. Det er der ganske sikkert. Men det er ikke (længere) en fonologisk kontrast, og det gælder i øvrigt for alle vokaler at der er en lille åbningsgradsforskel på korte og lange varianter af sammen fonem, hvilket der ikke er nogen tradition for at notere. Det virker arbitrært at skelne lige præcis i de to vokaler og ingen andre.

I meget konservativ sprogbrug kan man finde en fonematisk kontrast efter /r/ i fx [ʁæst ʁæ̞st ʁast] rist, rest, rast, så tidligere var det nødvendigt at skelne tydeligt mellem disse, hvilket formentlig har ført til traditionen med at skelne kort og lang vokal også (når man har indført denne skelnen i sin konvention, er man nødt til at være konsekvent). Til undervisnings- og formidlingsformål synes det dog vilkårligt at indføre denne skelnen som noget primært i moderne dansk. Det kan vente til forløb om dialekter og sociolekter, hvor man kan markere forskellene med diakritika.

ø’erne: Dette handler mest om at sproget har ændret sig så vi i dag har færre forskelle i ø-varianterne.

halvvokaler: når man skriver diftonger, benytter man almindeligvis [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] i andre sprogfag. Jeg kan desuden godt lide den visuelle sammenhæng mellem [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯] (pædagogisk: halvvokaler er dem med buen under), og sammenhængen mellem disse og når de indgår i schwa-assimilation, [ɪ ʊ ɐ].

ig, ing: den ikke-fuldvokaliske lyd i –ig, -ing skrives traditionelt med hhv. [i e], men jeg synes der er fordele ved at skelne mellem fuldvokal [i e] i tit, lidt, og ikke-fuldvokal i –ig, -ing, ligesom der traditionelt skelnes mellem mellem [œ] vs [ə], og mellem [ɒ/ʌ] vs [ɐ]. Argumenterne er dog lidt snirklede, så jeg vil springe over dem her, men det er bl.a. baseret på praktiske erfaringer med sprogteknologi, hvor den manglende skelnen mellem fuldvokal og ikke-fuldvokal er et væsentligt problem, så det vil være en fordel hvis fremtidige sprogteknologer har lært at skelne.

Reaktioner

Jeg har diskuteret disse konventioner med mange studenter og fagfolk. Generelt spænder reaktionerne fra positive til begejstrede. Jeg har tydeligvis ikke været alene om at undre mig over de eksisterende konventioner og ønsket forandring.

Jeg har selvfølgelig også mødt indvendinger. Det er især svært at sluge at skille sig af med [b d g] og vænne sig til at skrive [pilə tilə kilə] i stedet for [bilə dilə gilə] bille, dille, gilde, endda med risiko for uheldige fejllæsninger af fx [pætɐ tisə] batter, disse. Men det er svært at argumentere for at [b d g] hører hjemme i sprogundervisningen, når alle lærebøger nu beskriver aspiration, og ikke stemthed, som den afgørende kontrast i plosiverne. Det er især uheldigt hvis man har studeret eller kommer til at studere et andet sprog, hvor [b d g p t k] står for nogle andre lyde.

Et argument for brugen af [b d g] er at det er bedre i overensstemmelse med skriftbilledet i ord som bal, dal, gal. Det er dog ikke et holdbart argument, da [b d g] måske oftere ikke er i overensstemmelse med skriften, fx i stak, spæk, skrap, ud, leg. Det er ikke indlysende for mig at [p t k] skulle være mindre i overensstemmelse med skriften. Under alle omstændigheder må det i sidste ende være de fonetiske forhold der er afgørende.

Kill your darlings. Når man har brugt årevis på at terpe regler og skelne subtile kontraster, kan det være svært at lægge disse fra sig. Som så meget andet bliver konventioner til normer, som bliver til æstetik og følelser. Når man først har lært at skelne mellem mase/masse og Morten/måtten, kan det virke provokerende at andre skal slippe for at terpe det. I overgangen til den nye standard har jeg selv skulle vænne mig til at lave om på ting jeg har benyttet og forsøgt at banke ind i hovedet på studenter gennem mange år. Jeg var selv længe om at acceptere [p t k] i bal, dal, gal, og personligt (og samme reaktion har jeg fået fra andre) kunne jeg godt lide ’teltet’ [ʌ], som jeg nu har vinket farvel til. Men i sidste ende er jeg ikke i tvivl om at det det rigtige at gøre.

Den seneste årgang lingvister på KU har jeg (efter lidt børnesygdomme) undervist efter disse konventioner, og resultatet taler for sig selv. Det er mærkbart nemmere at lære lydskrift, og der er langt bedre sammenhæng mellem beskrivelsen af dansk og andre sprog. Før skulle man afsætte en del undervisningstid på igen og igen at forklare hvad forskellen er på de mange meget ens a-lyde og å-lyde, og hvorfor vi skriver [b d g] når vi skriver dansk lydskrift, men [p t k] i andre sprog (som så igen står for noget andet i dansk), og hvorfor den danske lærebog bruger [a] i kat og skriver [hɑj] for hej, når den engelske bruger [æ] i cat og skriver [haɪ] for high. Det var undervisningstid der blev brugt på at man blev klogere på hvorfor der opstår forskellige traditioner forskellige steder i verden, men det var ikke fordi man blev bedre til noget af det der stod i studieordningen. Jeg glæder mig derfor til at arbejde videre med denne standard og kommer ikke til at savne de gamle. Jeg håber andre vil tage pointerne til sig.

Tilføjelse: eksempel på transskription med traditionel og ny standard

Transskription med DDO-standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs eŋˈɡɑŋˀ ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd | iˈmɛnˀs kʌm en ˈvɑndʁeŋsmanˀ fʌˈbiːˀ ˈsvøbd iːn ˈvɑːˀm ˈkɑbə | di blew ˈeːnii ʌm ad ˈɑwɡɶːˀɐ ˈsdʁiðˀn̩ veð ad kʌŋɡuˈʁæːˀɐ ʌm ˈvɛmˀ dɑ ˈfɶɐ̯sd ku fɔ ˈkɑbm̩ ˈa hɑm

Transskription med ny standard
ˈnoːɐnvenˀn̩ ɒ ˈsoːˀln̩ ˈskɛntəs eŋˈkaŋˀ ɒm ˈvɛmˀ ˈæpm̩ ta va ˈstæɐ̯kəst | iˈmɛnˀs kʰɒm en ˈvantʁɪŋsmænˀ fɒˈpiːˀ ˈsvøpt iːn ˈvaːˀm ˈkʰapə | ti pleʊ̯ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈaʊ̯kɶːˀɐ ˈstʁiðˀn̩ veð æt kʰɒŋkuˈʁæːˀɐ ɒm ˈvɛmˀ ta ˈfɶɐ̯st kʰu fɔ ˈkʰapm̩ ˈæ ham

Lydskrift – IPA vs. Dania

I litteratur om dansk udtale er der to konkurrende lydskriftsystemer, IPA og Dania. Som dansk fonetiker eller lydskriftbruger skal man derfor tage stilling til hvilket system man vil benytte. Her på siden, og i alle andre sammenhænge i øvrigt, bruger jeg IPA, og det er også det jeg anbefaler til andre. Men hvorfor egentlig det? Der er stadig sprogfolk der er uddannet med udgangspunkt i ældre litteratur som benytter Dania, og deriblandt er der nogen der er kritiske over for udskiftningen af af Dania med IPA. Her sammenligner jeg de to systemer på en række parametre, og så kan du selv tage stilling.

Udbredelse

Dania benyttes kun i Danmark. IPA er vidt udbredt i hele verden, herunder Danmark. Hvis man vil læse fagtekster fra ikke-danskere (og danskere der bruger IPA), eller selv vil skrive til og læses af andre end en snæver gruppe danskere, så er det kun IPA der kan bruges. Hvis man vil undervise i dansk for fremmedsprogede, så er der en vis sandsynlighed for at de kender til IPA, men ikke Dania, og hvis man vil undervise danskere i fremmedsprog, så er fremmedsproget garanteret beskrevet i IPA. IPA kan således på grund af sin udbredelse benyttes som udgangspunkt til sammenligning af forskellige sprog.

Vinder: IPA

Fleksibilitet

dania
De 100 oprindelige lydskrifttegn i Dania (Jespersen 1890)

Dania blev opfundet engang i 1890’erne til at beskrive de sproglyde man kendte til i det dansk der blev talt på det tidspunkt, inkl. de mange dialekter. Det var tilfældigvis lige præcis 100 forskellige symboler man havde brug for, hvilket ganske vist er noget mere fleksibelt end alfabetets 28 bogstaver, og en nybegynder i dansk fonetik har normalt ikke brug for mere end ca. 40 symboler, så umiddelbart er det rigeligt. Men hvis man vil beskrive andre lyde end dem der fandtes i 1890’ernes dansk, eller nuancer som man ikke lige var opmærksom på dengang, så kommer Dania til kort. Det sker jo at sprog forandrer sig og nye lyde kommer til, eller at sprogforskere indimellem bliver opmærksomme på nye nuancer som man ønsker at beskrive, eller at man vil beskrive indvandreres udtaleproblemer når de forsøger at lære dansk, eller at man vil sammenligne dansk med andre sprog der rummer andre lyde. Dania rummer ingen metode til at tilføje nye tegn eller kombinere eksisterende. Man må klare sig med dem der er eller selv opdigte nye symboler efter behov (eller låne nogen fra IPA).

ipa_chart_2005
IPA-skemaet, v. 2005

IPA er defineret ud fra taleorganernes muligheder, og derfor er man i princippet i stand til at beskrive alle de sproglyde der er fysisk mulige at artikulere. Der er en stor mængde diakritiske tegn som man kan modificere grundtegnene med, så man samlet set kan skelne mange tusinde nuancer. Man kan transskribere træk som fonation og tonegang hvilket er umuligt i Dania. Der er endda i IPA udviklet er en mængde symboler til at beskrive lyde der forekommer hos folk med læbe-gane-spalte eller andre stemmelidelser.

Vinder: IPA

Entydighed

Symbolerne i Dania er til dels defineret ud fra udtalen af eksempelord (som de udtaltes i 1890’erne). Hvis man ikke på forhånd kender til dansk udtale, kan det være vanskeligt at vide hvad lydene står for. Hvad vil det fx sige at j er den først lyd i jul? Er det en frikativ, approksimant, affrikat eller hvad? Sprogforskeren Lars Brink (Dania-bruger) demonstrerer på bedste vis, omend uintenderet, problemet i Mål & Mæle 35/4, hvor han beskriver ”a som i Ghita Nørbys udtale af Hansen” og ” som i Leif Sylvesters udtale af Hansen”. Hvis man ikke lige ved hvem de to skuespillere er, og hvad der er forskellen på deres Hansen-a’er, er den definition ikke til nogen hjælp. Desuden er det uklart hvilken forskel på a’erne der er i fokus her. Er det overhovedet muligt for andre end Ghita Nørby at udtale Hansen på samme måde som Ghita Nørby? Ikke ned i mindste detalje i hvert fald.

IPA er defineret ud fra hvordan vores taleorganer er indstillet, ikke hvilke ord eller sprog lydene forekommer i, eller hvem der udtaler dem. Vores taleorganer er isomorfe på tværs af køn, alder og race, så det er entydigt defineret hvilke lyde IPA-symboler svarer til.

Vinder: IPA

IT-understøttelse

Både IPA og Dania bruger symboler der ikke er umiddelbart tilgængelige på et almindeligt tastatur. Det er bl.a. derfor jeg har lavet op til flere tegnvælgere, så man har dem lige ved hånden. Dania har dog forskellige problemer, der er utilgængelige tegn, som spejlvendt j, og forskellen på vokalen i og får som udtrykkes med hhv. oblikt ‘å’ og kursiveret ‘å’ (svarende til forskellen på å/ɑ̊, men i skrå skrift), som ikke understøttes af nogen almindeligt tilgængelige skrifttyper. I Dania er kursiv/ikke-kursiv betydningsadskillende, men kursiv/ikke-kursiv er i IT-mæssig forstand blot stilinformation, ikke indholdsinformation (hvis du søger på [blus] får du samme søgeresultat som hvis du søger på [blus], som er Dania-lydskrift for ordene blus og plus). Det lyder måske som småting, men det gør at det er vanskeligt at indsætte Dania i elektroniske tekster, og det er uegnet til digitale ordbøger og generel databehandling.

IPA er understøttet i Unicode-formatet, og derfor kan alle nyere computere håndtere IPA nogenlunde uproblematisk, og man kan skrive det med den skrifttype og -stil man nu synes er kønnest.

Vinder: IPA

Fremtidssikring

Fremtiden bliver formentlig kun mere digital, og behovet for international kommunikation og formidling er stigende. Den manglende IT-integration og internationaliserbarhed i Dania gør at det vil blive brugt mindre og mindre. Digitale resurser som DDO og Wikipedia benytter IPA frem for Dania. I fremtiden vil mere og mere blive publiceret digital (lærebøger, tidsskrifter og andre resurser), og sprogstuderende skal besvare øvelser og eksamensopgaver elektronisk. Stort set al publiceret forskning i dansk udtale de sidste 10 år benytter IPA, så hvis man vil følge med i den nyeste viden og benytte de nyeste IT-resurser, er IPA det sikreste bud.

Vinder: IPA

Pædagogik

sammenligning ipa dania
Sammenligning af de almindeligste symboler i IPA og Dania på begynderniveau.

Dania-fortalere argumenterer med at Dania er nemmere for nybegyndere end IPA, fordi der er en vis sammenhæng mellem lydskrifttegnene og de tilsvarende bogstaver.. Men det ikke helt indlysende at der skulle være større overensstemelse mellem stavning og lydskrift i Dania, da danske bogstaver ikke bruges konsekvent for en bestemt lyd. Og det er ikke ubestrideligt en fordel hvis der skulle være sådan en sammenhæng. Erfaringsmæssigt er forveksling af bogstaver og lydskriftsymboler et af de største nybegynderproblemer, og det kan lige så vel tænkes at være en fordel at lydskriften adskiller sig i nogen grad fra skriften.

Hvis vi taler om de 40 mest basale (hyppigst forekommende i distinkt tale) lydtegn i grov begynderlydskrift, så er det kun 13 symboler der adskiller IPA og Dania. Begge bruger æ, men for forskellige vokaler, hhv. i bær (IPA) og hest (Dania). Derudover er det i Dania kun r og å der findes i det danske alfabet. Til gengæld bruger Dania å/ɑ̊ om forskellige lyde (IPA [ɔ ɒ]), som i hhv. ost og ordne, hvilket ikke er pædagogisk, da man let forveksler de to symboler. Apostrof benyttes som stødtegn, hvilket ligeledes er upædagogisk, da apostrof i skriftsproget har en anden fonetisk værdi, nemlig elision, som i sku’, hva’, ik’, se’fø’li‘ osv. Når Dania afviger fra almindelige bogstaver, er det oftere ved brug af diakritiske tegn (prikker, boller, streger osv. over og under grundsymbolerne) som ȧ ä å ɑ̊ ö ɔ̈ ɔ̇ w̩ ɹ̩ osv., hvilket erfaringsmæssigt er vanskeligere at få rede på og derfor mindre pædagogisk. IPA har i højere grad defineret grundsymboler for de basale lydlige forskelle, mens diakritiske tegn fortrinsvis benyttes i mere viderekomne sammenhænge.

Vinder: Uafgjort

Nostalgi

Dania-fortalere kan argumentere for at danskstuderende skal benytte Dania fordi der er tradition for det inden for danskfaget el. lign. Jovist, på samme måde kunne man forlange at matematikere skulle bruge kuglerammer frem for computere, fordi der var en tusindårig tradition for det før computerne kom til. Lydskrift er et værktøj, ikke et klenodie, og man lydskriver nu en gang bedst med det værktøj der er bedst udviklet til det. Man kunne slå på at Otto Jespersen, der udviklede Dania, en internationalt kendt lingvist, også havde en finger med i spillet i udviklingen af IPA, og det kunne vi være lige så stolte af, for så vidt som det giver mening at være stolt af en anden persons bedrifter blot fordi det er en landsmand. Men nu er nostalgi jo nostalgi, og det er historien om Otto Jespersen og Dania der er tradition for at fortælle, så …

Vinder: Dania

Resultat

IPA – 5
Dania – 1
Uafgjort – 1

IPA vinder ganske sikkert over Dania på næsten alle saglige punkter. IPA det mest udbredte, veldefinerede, fleksible og praktiske system. Men inden man forkaster Dania helt, skal man være opmærksom på at der er store mængder betydningsfuld ældre faglitteratur der benytter Dania. Værker som Den Store Danske Udtaleordbog og Dansk Rigsmål (Brink & Lund 1975) er vigtige kilder som er baseret på (tillempet) Dania. Det samme er flere ældre dialektordbøger og -værker. Hvis man vil studere det danske sprog, har man brug for at kunne orientere sig i både IPA og Dania, men som aktivt system, det system man selv benytter sig af, og det system man uddanner nye danskstuderende i at bruge, vil man være bedst tjent med IPA.

Indsæt dania-lydskrift i dine dokumenter

Jeg har forbarmet mig over dem der benytter dania-lydskrift og lavet ikke bare en, men to tegnvælgere, ligesom jeg for nogle måneder siden lavede en IPA-tegnvælger, altså et lille værktøj hvor man kan klikke på lydskriftsymbolerne frem for at skulle lede efter dem i teksbehandlingsprogrammets tegnoversigt.

Grunden til at jeg har lavet to forskellige tegnvælgere, er at der ikke er nogen optimal løsning hvis man skal skrive dania-lydskrift.

  • Unicode-baseret dania-tegnvælger. Fordelen ved at bruge unicode er at det kan genkendes universelt. Man kan fx sende sit dokument til andre, og de kan læse lydskriften uden problemer, og man kan benytte skriften på internetsider. Desværre er der to væsentlige dania-symboler som ikke understøttes af unicode, nemlig et spejlvendt j (IPA: [ɪ̯]) og et oblikt å (IPA: [ɔ]) (oblik er en særlig type kursiv). Jeg foreslår at man bruger IPA-symbolerne i stedet.
  • Dania-tegnvælger baseret på dania-fonten: Denne tegnvælger kræver at man har en særlig font ved navn dania installeret på sin pc. Fonten er symbol encoded, dvs. de viste symboler svarer ikke til de taster man trykker på. Det betyder at lydskriften kun kan læses på pc’er der har fonten installeret. Denne metode frarådes generelt, men det kan være nødvendigt ift. at vise en lang række specielle dania-tegn som ikke understøttes af unicode.

Disse og mange andre problemer kan helt undgås hvis man går over til at bruge IPA i stedet for dania når man skriver lydskrift.

Jeg tager gerne imod forslag til forbedringer af disse tegnvælgere.