Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Konklusion

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

I den seneste række indlæg har jeg sammenlignet det traditionelle dansktilpassede IPA som man møder på DDO og i almindelige lærebøger, med utilpasset IPA, den måde man skal bruge IPA på hvis man vil følge IPA’s egne principper.

På nogle punkter er de traditionelle tilpasninger måske lidt bagatelagtige, andre steder mere radikale. Man kan finde små afvigelser fra en striks fortolkning af IPA i mange andre sprog, og det bryder systemet ikke sammen af. Men de mange små og store afvigelser i traditionel dansk lydskrift resulterer i et system som afviger så meget fra almindelig IPA-praksis at det ofte vækker undren eller går ud over den internationale sammenlignelighed.

IPA er et overordentligt stærkt system hvis principper er gennemarbejdet, afprøvet og opdateret af tusindvis af fonetikere og fonologer verden over gennem 120 år. Det er nemmere at lære, nemmere at skrive, nemmere at afkode, nemmere at sammenligne på tværs af sprog og genbruge den viden man har fra et sprog, i et andet sprog. Det er også et fleksibelt system; når det er relevant, kan man tilføje så mange ekstra detaljer til sin lydskrift som man orker. De fordele kan udnyttes bedre end de bliver i dag.

IPA er ikke bare en liste over symboler med tilhørende lyde. Det er også et sæt principper for hvordan IPA skal anvendes, hvilke lyde man skal skelne og hvordan. Dette sæt principper er en stor del af det der gør IPA praktisk at arbejde med. Her adskiller IPA sig fra den gamle Dania-lydskrift, som snarere er en liste med lyde og symboler, som er dannet efter andre, mindre eksplicitte principper end dem IPA bygger på.

I Dania noterer man lyde forskelligt hvis de føles forskellige, hvis fonetikere gennem tiden har sagt ‘Aha! Her er der en nuance som er interessant at hæfte sig ved, den giver et specielt lydskrifttegn’, sådan groft sagt. Der er fokus på meget specifikke lyde, de fine fonetiske detaljer der adskiller dialekter og sociolekter, mens andre detaljer ignoreres.

I bred IPA noterer man lyde ens medmindre man kan vise at de er distinktive. Tegnene er defineret ud fra et sæt distinktive træk, som fonologer gennem de sidste 100 år har analyseret sig frem til som grundstenene i verdens sprog. Tegnene rummer hver især en vis mulighed for overfladisk variation, blot det ikke går på kompromis med de grundlæggende distinktive træk.

IPA vs. Dania er ikke bare et spørgsmål om translitteration, hvordan man typografisk skal repræsentere en specifik lyd. Det er to forskellige måder at tænke fonetik og fonologi på. I IPA er forskellen på distinktiv og ikke-distinktiv, bred og snæver transskription, fonem og allofon essentiel. Man kan ikke skrive IPA uden at have forstået hvordan IPA’s principper fungerer. I Dania er det fonologiske lag helt fraværende. Dania har fokus på variation, dialekter og sociolekter, som sagtens kan håndteres i IPA, men det er ikke IPA’s udgangspunkt.

I det traditionelle tilpassede IPA tager man ikke hensyn til IPA’s principper, og der er hugget en hæl og klippet en tå mht. hvilke lyde man tillader symbolerne at svare til. Den centrale skelnen mellem bred og snæver transskription er fraværende. Især vokalerne a ɑ og plosiverne p t k b d g bruges radikalt anderledes end hvordan de er defineret i IPA, og hvordan de bruges på andre sprog. Man skelner også nogle lyde der egentlig ikke er distinktive, og der er indimellem en inkonsekvent notation, såsom brugen af både tj og for samme affrikat, og man bruger flittigt diakritiske tegn. Alle disse forhold går imod principperne i IPA.

Hvorfor gør man det? Ofte argumenteres med at det skulle have didaktiske fordele, fx at afvigelserne passer bedre til bogstavernes brug i det danske alfabet, eller at IPA bruger mange besværlige tegn. Eller man fremstiller det som nødvendigt at afvige fra IPA for at kunne afspejle en subtil fonetisk detalje, eller at dansk er så specielt at IPA ikke rigtig kan kapere det. Men som jeg har vist i de tidligere indlæg holder argumenterne sjøldent vand. Så hvorfor gør man det?

Tilpasset Dania

Tilpasset IPA, som fx bruges i DDO, ligger ligger i virkeligheden et sted mellem IPA og Dania. Der hvor DDO-lydskrift afviger fra striks IPA, ligner det Dania, både mht. symbolvalg og hvad der skelnes. Fraværet af en skelnen mellem bred og snæver notation svarer til Danias manglende skelnen. Tilpasset IPA er ikke et system som er funderet på IPA’s principper med et par praktiske tilpasninger til dansk. Det ligner Dania oversat til IPA-symboler, indimellem med større hensyn til Danias definitioner end IPAs. Tilpasset IPA er ikke IPA, det er ikke engang en tilpasning af IPA. Det er en tilpasning af Dania. Det er Dania-principper og Dania-distinktioner, hvor nogle symboler er udskiftet med IPA-tegn og andre er bevaret.

Jeg kender ikke fagets historie i detaljer langt tilbage i tiden, men i mine tidlige universitetsår oplevede jeg en gammel og betydelig modstand mod IPA blandt sprogforskere i danskfaget. Det stod fast i studieordninger langt op i 00’erne at danskstuderende skulle lære Dania. Baseret på hvad Dania blev brugt til og den fonetikforståelse der ligger i Dania, og de fejlopfattelser man havde af IPA, havde IPA en masse ulemper. Det lå fjernere fra det danske alfabet, man skulle bruge for mange diakritiske tegn, det blev uigennemskueligt at læse gamle værker, og vi burde respektere at Dania blev grundlagt af en af fagets mest berømte forskere, Otto Jespersen (som i øvrigt også havde en finger med i grundlæggelsen af IPA).

Den tilpassede IPA ser ud til at imødekomme noget af denne kritik. Divergenserne mellem tilpasset og utilpasset IPA bringer den tilpassede IPA tættere på Dania og skaber bedre kontinuitet mellem nationale standarder på bekostning af den internationale transparens.

Herunder har jeg sammenfattet mine analyser af hvordan dansk skal noteres loyalt efter IPA’s definitioner og principper, og den er sammenlignet med både Dania og det jeg så vil kalde tilpasset Dania. Afvigelser fra IPA er markeret med rød. Læg mærke til hvordan alle afvigelserne mellem IPA og tilpasset Dania, både mht. symbolvalg og opdeling af lydene, altid går i retning af Dania. I hvilket omfang Dania reelt har influeret vs. hvad der bare er sammentræf, får man nok ikke svar på.

(Jeg baserer listen på Grønnums Halvfin lydskrift, DDO, Steffen Hegers Sprog & lyd. Jeg har kun inkluderet distinktive lyde; der er langt flere ikke-distinktive lyde i både IPA og Dania.)


Hermed slutter mit sommertema om Utilpasset IPA. Man kan se alle indlæggene her. Tak til alle der har givet positiv feedback såvel som dem der er kommet med forslag til forbedringer.