Utilpasset IPA: Konklusion

I den seneste række indlæg har jeg sammenlignet det traditionelle såkaldte dansktilpassede IPA som man møder på DDO og i almindelige lærebøger, med rigtig utilpasset IPA, altså den måde man skal bruge IPA på ifølge IPA’s egne principper.

På nogle punkter er de traditionelle afvigelser måske lidt bagatelagtige, andre steder mere radikale. Man kan finde små afvigelser fra IPA i mange andre sprog, og det kan man som regel godt håndtere. Men de mange små og store afvigelser i dansk lydskrift resulterer i et system som afviger så meget fra IPA at det ikke er internationalt sammenligneligt.

IPA er et overordentligt stærkt system hvis principper er gennemarbejdet, afprøvet og opdateret af tusindvis af fonetikere og fonologer verden over gennem 120 år. Det er nemmere at lære, nemmere at skrive, nemmere at afkode, nemmere at sammenligne på tværs af sprog og genbruge den viden man har fra et sprog, i et andet sprog. Det er også et fleksibelt system; når det er relevant, kan man tilføje så mange ekstra detaljer til sin lydskrift som man orker. Derfor er det ærgerligt at man i dansk fagtradition har valgt at afvige fra IPA og lavet sine egne, mindre konkurrencedygtige standarder.

IPA er ikke bare en liste over symboler med tilhørende lyde. Det er også et sæt principper for hvordan IPA skal anvendes, hvilke lyde man skal skelne og hvordan. Dette sæt principper er en stor del af det der gør IPA praktisk at arbejde med. Her adskiller IPA sig fra den gamle Dania-lydskrift, som snarere er en liste med lyde og symboler, som er dannet efter andre, mindre eksplicitte principper end dem IPA bygger på.

I Dania noterer man lyde forskelligt hvis de føles forskellige, hvis fonetikere gennem tiden har sagt ‘Aha! Her er der en nuance som er interessant at hæfte sig ved, den giver et specielt lydskrifttegn’, sådan groft sagt. Der er fokus på meget specifikke lyde, de fine fonetiske detaljer der adskiller dialekter og sociolekter, mens andre detaljer ignoreres.

I IPA noterer man lyde ens medmindre man kan vise at de er distinktive. Tegnene er defineret ud fra et sæt distinktive træk, som fonologer gennem de sidste 100 år har analyseret sig frem til som grundstenene i verdens sprog. Tegnene rummer hver især en vis mulighed for overfladisk variation, blot det ikke går på kompromis med de grundlæggende distinktive træk.

I dansk fonetisk tradition er man farvet af Dania-traditionen og den måde man tænker fonetik der. Men IPA og Dania er ikke bare et spørgsmål om translitteration, hvordan man typografisk skal repræsentere en specifik lyd. Det er to forskellige måder at tænke fonetik og fonologi på. I IPA er forskellen på distinktiv og ikke-distinktiv, bred og snæver transskription, fonem og allofon essentiel. Man kan ikke skrive IPA uden at have forstået hvordan IPAs principper fungerer. I Dania er det fonologiske lag helt fraværende. Dania har fokus på variation, dialekter og sociolekter, som sagtens kan håndteres i IPA, men det er ikke IPA’s udgangspunkt.

I det traditionelle tilpassede IPA tager man ikke hensyn til IPA’s principper, og der er hugget en hæl og klippet en tå mht. hvilke lyde man tillader symbolerne at svare til. Især vokalerne a ɑ og plosiverne p t k b d g bruges radikalt anderledes end hvordan de er defineret i IPA, og hvordan de bruges på andre sprog. Men man skelner også lyde der ikke bør skelnes, man er inkonsekvent, fx bruges både tj og for samme affrikat, og man bruger flittigt diakritiske tegn, selvom alle disse ting går imod principperne i IPA.

Hvorfor gør man det? Ofte argumenteres med at det skulle have didaktiske fordele, fx at afvigelserne passer bedre til bogstavernes brug i det danske alfabet, eller at IPA bruger mange besværlige tegn. Eller man bruger pseudofaglige argumenter som at det er nødvendigt at afvige fra IPA for at kunne afspejle en subtil fonetisk detalje, eller at dansk er så specielt at IPA ikke rigtig kan kapere det. Men argumenterne er baseret på tvivlsomme belæg og misforståelser af hvordan IPA fungerer. Så hvorfor gør man det?

Tilpasset Dania

Såkaldt Tilpasset IPA, som fx bruges i DDO, ligger et sted mellem IPA og Dania. Der hvor DDO-lydskrift afviger fra IPA, ligner de Dania. Når DDO skelner lyde som ikke er nødvendige at skelne i IPA, skelnes der som i Dania. Det samme gælder Nina Grønnums lydskrift, som gennem årene har rykket sig tættere på IPA og længere væk fra Dania. Tilpasset IPA er ikke et system som er funderet på IPA’s principper med et par bekvemme tilpasninger til dansk. Det er vokset ud af Dania. Det er Dania i forklædning, en translitteration af Dania, hvor nogle lydskrifttegn er erstattet med IPA-inspirerede tegn, mens nogle Dania-tegn er bevaret. Tilpasset IPA er ikke IPA, det er ikke engang en tilpasning af IPA. Det er en tilpasning af Dania. Det er Dania-principper, Dania-tankegang, Dania-distinktioner, med udskiftning af enkelte symboler med noget som ligner IPA.

Da danske fonetikere begyndte at lade sig inspirere af IPA, var der massiv modstand fra Dania-traditionalister, en modstand der i hvert fald levede helt op i 00’erne. Baseret på hvad Dania blev brugt til og den fonetikforståelse der ligger i Dania, og de fejlopfattelser man havde af IPA, havde IPA en masse ulemper. Det lå fjernere fra det danske alfabet, man skulle bruge for mange diakritiske tegn, det blev uigennemskueligt at læse gamle værker, og vi burde respektere at Dania blev grundlagt af en af fagets mest berømte forskere, Otto Jespersen (som i øvrigt også havde en finger med i grundlæggelsen af IPA).

Det virker plausibelt at tilpasset IPA Dania er formet efter at imødekomme noget af denne kritik. Sammenhængen mellem IPA og Dania skulle være gennemskuelig for alle dem der var vokset op med Dania. I stedet for at lave bdg om til ptk, skrev man b̥d̥ɡ̊ osv., man twistede IPA og fandt nogle faglige argumenter (uden for IPA) til forsvar af denne notation. Man gav køb på den internationale sammenlignelighed til fordel for den nationale. Og man holdt sig til den allofoniske, snævre notation i [ ], som efter IPA kun skal bruges i særlige tilfælde, men som passer bedre til den fonetiske tankegang bag Dania. Samtidig lavede man mere og mere abstrakte fonologiske analyser som blev noteret i / /, men efter fonologiske analyseprincipper som er mere abstrakte end IPA’s.

Herunder har jeg sammenfattet mine analyser af hvordan dansk skal noteres loyalt efter IPA’s definitioner og principper, og den er sammenlignet med både Dania og det jeg så vil kalde tilpasset Dania. Afvigelser fra IPA er markeret med rød. Læg mærke til hvordan alle afvigelserne mellem IPA og tilpasset Dania, både mht. symbolvalg og opdeling af lydene, altid går i retning af Dania. Det er en klar indikation af at denne tradition er en viderudvikling af Dania, ikke sprunget ud af IPA.

(Jeg baserer listen på Grønnums Halvfin lydskrift, DDO, Steffen Hegers Sprog & lyd. Jeg har kun inkluderet distinktive lyde; der er langt flere ikke-distinktive lyde i både IPA og Dania. Jeg har ikke inkluderet Grønnums ø-kvaliteter idet de ikke hænger systematisk sammen med de andre systemer.)


Hermed slutter mit sommertema om Utilpasset IPA. Man kan se alle indlæggene her. Tak til alle der har givet positiv feedback såvel som dem der er kommet med forslag til forbedringer.