Kategorier
Vokaler

Hvor vigtigt er det at udtale de danske vokaler forskelligt?

Det er naturligt at lave en psykologisk kobling mellem hvad der er svært og hvad der er vigtigt. Hvis noget er svært, skal man bruge lang tid på at lære det. Og man bruger ikke lang tid på at lære noget, medmindre det er vigtigt. Det er fx svært at lave en hjerteoperation eller bygge en raket, fordi det er vigtigt at det bliver gjort ordentligt. Ergo, hvis noget er svært, er der chance for at det er vigtigt.

Koblingen holder naturligvis ikke altid. Det er svært at bygge et tårn af peanuts, men det er ikke særlig vigtigt at kunne. Men der er alligevel en naturlig mekanisme som kan forføre os til at tro at svære ting også er vigtige.

I sprogdiskussioner møder man ofte synspunkter hvor vigtigheden af at kunne de svære ting i sproget, synes at være stærkt overvurderet. Folk kan fortørnes over at andre ikke behersker forskellen på nogen og nogle, og være overbevist om at sproget mister en stor del af sin funktionalitet og skønhed når andre holder op med at skelne.

Jeg vil imidlertid gerne fremsætte en formodning: Jo sværere det er at lære en bestemt skelnen i et sprog, des mindre væsentligt er det at beherske denne skelnen. I sprog gælder det at sværhed implicerer uvæsentlighed.

Lidt kontekst: Sprog skal nok sørge for at indrette sig sådan at hvis det er altafgørende at skelne to betydninger, så bliver de også skelnet tydeligt. Sprogforandringer fører aldrig til at ja og nej kommer til at lyde ens. Men hvis det ikke er væsentlig at skelne, kan tingene være tilbøjelige til at flyde lidt sammen. Hedder det fx alle bænkene er nymalet eller alle bænkene er nymalede? Det er et spørgsmål om man opfatter det som en tilstand eller en proces, og det er ærlig talt ikke særlig vigtigt. Vi forstår hvad der menes under alle omstændigheder. Det er ikke særlig vigtigt, så det kan ikke forhindre en udvikling i af –ede og –et ender med at bliver udtalt ens.

Der kan gives masser af eksempler på sproglige forhold der er svære at lære at beherske, men tilsvarende ubetydelige. Dansk (start)komma er så svært at det nok kun er en håndfuld sprognævnsfolk der behersker det til fulde, men intet tyder på at startkomma er vigtigt for forståelsen af en sætning. Dansk knirk (stød) er møghamrende svært at få placeret de rigtige steder, men ikke noget danskerne egentlig tænker over, og i nogle dialekter klarer man sig fint uden. Om der skal –t eller ej på adverbier, om der er synkope eller ej i bøjninger af ord med -en/-er/-el, om der er dobbeltkonsonanter eller ej før –ere (fx blokere eller blokkere?) osv. De sværeste forhold findes i de mest perifære og ligegyldige dele af sproget; vi klarer os fint uden at beherske disse ting.

Når man kan pege på nogle forhold i et sprog som er vanskelige at tilegne sig, er det således rimeligt at mistænke at det er fordi dette forhold egentlig ikke er særlig vigtigt. Når vi ikke kan finde ud af nogen og nogle eller ad og af, så er det nok bare fordi vi klarer os ganske udmærket uden at skelne. Det er ikke fordi vi er dårlige til dansk; tværtimod er det fordi vi er gode til sprog og har en fornemmelse af hvad der er vigtigt at gå op i og hvad der er mindre vigtigt.

Når danske børn har svært ved at vælge den rigtige datidsendelse, er det således efter ovenstående formodning ikke udtryk for at danske børn har svært ved sproget, men at valget af datidsendelse ikke er så vigtig, og danske børn er i den forstand dygtige til at prioritere og lære nogle vigtigere ting først.

Vi har indrettet vores retskrivning så man skal skelne når man skal stave til disse ting. Fordi vi ikke skelner aktivt når vi taler, er det svært at lære det når man skal stave. Og så er man nødt til at terpe det og bruge meget tid på det. Det fodrer ideen om at disse ting er meget vigtige, for vi bruger da ikke tid i skolen på noget der ikke er vigtigt. Men i virkeligheden er vanskelighederne i disse forhold et udtryk for fraværet af vigtighed.

Og så til vokalerne

Mine indlæg om hvor mange vokaler vi har i dansk, og om dansk er sværere at lære end andre sprog (bl.a. pga. de mange vokaler) blev generelt godt modtaget på de sociale medier (se schwa.dk på facebook og gruppen Sprog & Lingvistik), men der kom også nogle modreaktioner især fra to grupper: Personer der har skullet lære dansk, og personer der underviser udlændinge i dansk.

(Det skal lige nævnes at indlæggene ikke handler om hvor svært det er for udlændinge at lære dansk, men hvor svært det er for danske børn. Anyway.)

Især antallet af vokaler i dansk bliver fremhævet som en af de helt store vanskeligheder. Antallet af vokaler overdrives ganske vist en del i typiske lærebøger, hvilket bidrager en del til vanskelighederne, men selv uden disse overdrivelser kan vokalerne rimeligvis være en udfordring.

Hvis man kobler dette med den indledende pointe, må man spørge: Er vanskelighederne med at lære de danske vokaler egentlig et udtryk for at det ikke er så vigtigt at skelne?

Det er meget sjældent at sprog skelner mere end fire åbningsgrader i vokalerne. I IPA kan man maksimalt skelne fem grader af urundede fortungevokaler og fire grader for øvrige vokaler. Det kan man tage som en indikation af hvad vores taleorganer og ører kan kapere. Vokalerne skal både kunne variere en lille smule og også lyde tilstrækkeligt forskelligt fra hinanden, og derfor er der en grænse for hvor mange klare distinktioner man kan lave inden for vokalrummet.

I traditionel dansk udtalelitteratur fremstilles dansk imidlertid gerne med seks åbningsgrader. Den Store Danske Udtaleordbog bruger hele syv forskellige åbningsgrader. Det er langt mere end man kan kapere uden intensiv fonetisk træning. Det er også mere end den gennemsnitlige dansker kan og har brug for at skelne. Men det er alligevel sådanne beskrivelser der ligger til grund for meget undervisningsmateriale.

Nogle vil indvende at hvis vi har de nuancer i dansk, så er de vigtige, og så må man bare tage sig sammen og få det lært. Det kan danskere jo, så det er ikke umuligt. Men det er noget sludder. Argumentet knækker over fordi det ikke er sandt en nuance er vigtig bare fordi den kan registreres. Nogle nuancer er, men ikke alle.

Nogle nuancer opstår helt automatisk. Alle vokaler bliver fx automatisk en lille smule mere åbne efter /ʁ/. Hvis vi har 13 vokaler, kan vi altså skelne 13 nye vokaler efter /ʁ/. Men man behøver ikke at lære disse nuancer for sig selv. Det går helt automatisk. /ʁ/ ligger langt tilbage i munden og når man skal sige /ʁi/, bliver /i/ automatisk trukket lidt retning af /ʁ/, så man nærmer sig /ʁe/. Det er interessant når man er fonetiker, men fuldstændig irrelevant når man bare skal lære at tale et sprog og udtale ord forskelligt.

Når man skal lære et sprog, skal man beherske de distinktive lyde. Efter min analyse har vi 13 distinktive vokaler i dansk. Vi har ‘kun’ fem distinktive åbningsgrader, vi skelner tre rækker: rundede og urundede fortungevokaler, og bagtungevokaler. Andre sprog har dog sjældent mere end fire åbningsgrader, ofte har de kun tre. Så selv med kun 13 vokaler har de fleste den udfordring at skulle skelne en eller to vokaler mere i hver af disse rækker. Italienere, tyskere, franskmænd, svenskere, nordmænd osv. skal lære at skelne fem vokaler inden for samme spænd hvor de kun er vant til at skelne fire. For at komme fra fire til fem må man flytte alle sine vokaler en lille bitte smule så der bliver plads, og så man stadig kan høre forskel, og det er en udfordring når man skal lære dansk som fremmedsprog.

Udfordringen i at lære de danske vokaler ligger primært i at skelne de fem åbningsgrader. For nogle er det også en udfordring at lave rundede fortungevokaler, men det er typisk de mange åbningsgrader der fremhæves som et problem, altså at lave tydelig forskel på /i/ og /e/, på /e/ og /ɛ/, på /ɛ/ og /æ/, på /æ/ og /a/ osv.

Men hvor gode er danskerne egentlig selv til at skelne de vokaler? Man behøver jo ikke at være bedre til at skelne vokaler end danskerne er selv er. Er det at det er vanskeligt at skelne fem åbningsgrader, måske et udtryk for at det ikke er så vigtigt?

Danske vokaler har varierende åbningsgrad

I mit indlæg om vokaler i dansk viste jeg at man kunne skelne 13 vokaler, næppe flere. Men diskussioner på facebook inspirerede mig til en anden vinkel. Folk der kommenterede indlægget havnede nemlig hurtigt i diskussioner om hvilke vokaler vi har i hvilke ord. Udtales synder og sønner med samme ø-lyd eller er der forskel? Den slags diskussioner er der masser af i sproggrupperne på facebook.

Danskere er meget ofte uenige om hvilken vokal der er i et ord. Det er ikke noget vi bemærker når vi bare taler sammen. Men når vi diskuterer udtale med hinanden, bliver vi pludselig opmærksomme på at vi ikke altid bruger samme vokaler i samme ord. Folk kan sværge på at de aldrig nogensinde har hørt nogen udtale et ord med den og den vokal, selvom sprogforskere i årtier har kendt til variationen. Vi kommunikerer altså fint med hinanden uden overhovedet at bemærke de små forskelle i vokalerne.

Lad os se på nogle eksempler:

  • Er der /i/ eller /e/ i himmel, hende, gris, smitte, kiks?
  • Er der /e/ eller /ɛ/ i penge, engelsk, her, der?
  • Er der /ɛ/ eller /æ/ i lærer, skrift?
  • Er der /æ/ eller /a/ i kræft, præst, frem, kaffe latte?

Svaret er i alle tilfælde at der kan være begge dele. I ubetonede stavelser er der endnu mere vilkårlighed. Der er måske forskel på hvem der er tilbøjelig til at sige hvad alt efter hvor gammel man er og hvor man kommer fra, men det er kun de mest sprogsure der ser det som et problem at der er lidt forskel på vokalerne.

Vi kender også problemet fra når vi skal lave en liste over ord der illustrerer de danske vokaler. Det er ikke nemt at finde ord hvor man er helt sikker på at danskerne er enige om hvilken vokal der er i ordet.

Hvis man ser mere specifikt på hvilke vokalvariationer der går ubemærket hen, så er det lige netop åbningsgraden der varierer. Vokaler kan i mange tilfælde variere inden for en enkelt åbningsgrad.

I min ph.d.-afhandling om fonetisk reduktion i spontantale fandt jeg at når danskere afviger fra ordbogens vokalkvalitet, så er det typisk en afvigelse i åbningsgrad, sjældent andre parametre som læberunding eller fortunge/bagtunge.

Sprogforandringslitteraturen er smækfyldt med små ændringer i åbningsgrader, vokaler der bliver mere åbne eller mere lukkede. Men der er meget langt mellem vokaler der ændrer runding eller flytter frem og tilbage i munden.

Det kunne tyde på at mistanken kan bekræftes: At danske vokaler er så vanskelige at få styr på, bør give os den mistanke at det ikke er så supervigtigt om man lige rammer den rigtige åbningsgrad. Dette bekræftes af at danskere selv ikke er så påpasselige med hvilken åbningsgrad de benytter, og de lægger ofte ikke selv mærke til denne variation. Når de lægger mærke til den, er det højst anledning til forargelse over at nogle udtaler ordene på en anden måde, sjældent til egentlige misforståelser.

9-10 vokaler, 4 åbningsgrader?

Hvis man indtænker variationen i vokalerne i analysen af åbningsgrader, og tænker i åbningsgrader som spænd snarere end specifikke kvaliteter, kan man, noget spekulativt, nøjes med fire åbningsgrader:

  • lukket, /i~e/
  • halvlukket, /e~ɛ/
  • halvåben, /ɛ~æ/
  • åben /a/

Det er som sagt en spekulativ og utraditionel vinkel at anskue det fra, men der er et gran af sandhed i det. Sprog har som sagt sjældent mere end fire åbningsgrader. Når vi så har fem åbningsgrader i dansk, er det naturligt at de er under et vist pres, og vi kompenserer for det ved ikke at være alt for fintfølende med hvilken vokal der benyttes.

Hvis vi fjerner en åbningsgrad fra hver række, ender vi på 10 vokaler. Der er andre indikationer af at det ikke er urimeligt at tale om kun 9-10 distinktive vokaler i dansk. Vi klarer os fint med de 9 vokalbogstaver i alfabetet, og vi har ikke rigtig brug for flere. Hvordan vi bruger de 9 vokalbogstaver, er ikke altid optimal, men mængden af vokaler synes egentlig at være passende, og det gælder netop at samme vokalbogstav ofte kan dække over et par forskellige åbningsgrader. Nina Grønnum har fra en anden vinkel lavet fine analyser af hvordan man med lidt komplekse regler kan reducere de mange vokalallofoner til 10 abstrakte fonemer (hvor jeg mener man efter samme principper yderligere kan reducere dem til 9).

I IPA-kontekst vil jeg stadig holde fast i 13 distinktive vokaler. Jeg forsøger ikke at underkende at de 13 vokaler opfattes som distinktive. Men Grønnums 9-10 vokalfonemer, de 9 vokalbogstaver og den store variation og fleksibilitet i åbningsgrader indikerer på hver sin måde at vi ikke er så nøjeregnende, og i en eller anden forstand kun har 9-10 vokaler i dansk.

Eller: Jo flere nuancer vi vælger at inkludere i vores beskrivelse, des vanskeligere er det at skelne mellem nuancerne, men samtidig bliver det også i praksis mindre væsentligt at kunne skelne.

Den fremmedsprogspædagogiske pointe er at der formentlig ikke er payoff i at terpe et meget stort antal vokalnuancer og en meget specifik vokalkvalitet i hvert ord. Hvis man som udlænding har den opfattelse at dansk er et ekstremt svært sprog pga. de mange vokalnuancer, så er der muligvis et element af at man er blevet udsat for en misrepræsentation af mængden og væsentligheden af at kunne skelne præcist. Som udlænding kan man måske med fordel lære at godt nok er der mange vokaler, men man kan slappe lidt af med om man bruger den ‘rigtige’ vokal. Hvis man har vanskeligt ved at skelne præcist mellem /i/ og /e/, /e/ og /ɛ/, /ɛ/ og /æ/ osv., så gør det formentlig ikke så meget, for danskerne er heller ikke så flittige til at skelne selv, og vi kommunikerer fint selv om vores vokaler er lidt forskellige.

Opsamling

Når en skelnen er vanskelig at lære i et sprog, er det typisk fordi denne skelnen egentlig ikke er så vigtig.

De danske vokaler bliver ofte beskyldt for at være særligt udfordrende for folk der skal lære dansk. Men måske er det så heller ikke så vigtigt igen at kunne skelne de mange nuancer.

Danskere er ofte ikke enige om hvilken vokal der skal være i et bestemt ord. Vi varierer meget ofte mellem to åbningsgrader i vokalerne, og det gør som regel ikke noget. Vi kommunikerer fint på trods af at vi ikke benytter samme vokaler, og den store variation i vokalerne går ofte ubemærket hen. Den pointe er vigtig at få med i fremstillingen af dansk. Udlændinge der skal lære dansk, behøver ikke være mere præcise i vokalerne end danskerne er.


Jeg hører gerne hvis du har erfaringer med vokaler i andre mere eller mindre vokalrige sprog. Har dansk friere variation i vokalerne end sprog med færre vokaler? Smid gerne en kommentar på facebook.