Min artikel om konsonant-vokal-ratio i dansk er netop udkommet. Jeg præsenterer et par pointer her.
Er dansk nærmest bare en lang vokallyd?
Har dansk virkelig 40 forskellige vokaler og næsten ingen konsonanter?
Er det svært at høre hvor danske ord starter og slutter pga. de mange vokallyde?
Fører udtalesjusk og sprogforandring til et mere vokaliseret sprog?
Der er en del myter om de danske vokaler. Dania-alfabetet, traditionelle sprogbeskrivelse mm. giver indtryk af at man skal skelne mellem 30-40 forskellige vokaler for at tale dansk. Konsonanter bliver til vokaler, og vokalerne beskyldes for at gøre dansk til at svært sprog at lære for både danske børn og udlændingee der forsøger sig.
Det har jeg skrevet om før her på siden, fx her.
Jeg satte mig for at undersøge myterne om forholdet mellem vokallyde og konsonantlyde i det danske lydsystem og i sammenhængende tale. I første omgang præsenterede jeg nogle pointer på PPDK22. Nu har jeg fået publiceret en artikel i NyS som går i kødet på myterne.
En central pointe i artiklen er at, selvom det måske lyder enkelt, er det i virkeligheden møgbesværligt at tælle vokaler og konsonanter i et sprog; mange lyde er på grænsen mellem vokal og konsonant, og ofte kan man diskutere om noget er en lyde eller to lyde.
Skal /ts/ i /tsak/ tak fx tælles som en eller to konsonanter? Skal et ord som inde tolkes som /enə/, /enn/ eller /enː/, altså med to vokaler, to konsonanter eller en af hver? Hvis man siger /mæɪ̰s/ mas, er der så to vokaler i ordet, eller er det bare den ene vokal der diftongerer lidt? Osv.
Sådanne forhold gør det i det hele taget svært at sammenligne konsonant-vokal-ratioer på tværs af sprog.
Når det er sagt, har jeg undersøgt mængden af vokallyde og konsonantlyde i DanPASS-korpusset og i udtaleordbog.dk. Begge dele modbeviser myterne og viser en pæn overvægt af konsonantlyde i dansk, og at almindelig fonetisk reduktion fører til at andelen af konsonantlyde stiger, især fordi /ə/ forsvinder eller erstattes med konsonanter). Der er heller ikke noget der tyder på en usædvanlig ophobning af vokallyde i dansk eller på at det er svært at afgrænse danske ord fonetisk — vi bruger, ud over konsonanter, også pauser og sprængansatser til at adskille vokalerne.
Vi kan exploite nogle lydmønstre i dansk og lave fjollede fraser som Det er snarere araer, Arafat, men at sige at dansk på den baggrund er ekstremt vokalrigt, er lige så sagligt som at sige at kinesisk bare er shi shi shi.
