Kategorier
Konsonanter Vokaler

En lang vokallyd?

Min artikel om konsonant-vokal-ratio i dansk er netop udkommet. Jeg præsenterer et par pointer her.

Er dansk nærmest bare en lang vokallyd?

Har dansk virkelig 40 forskellige vokaler og næsten ingen konsonanter?

Er det svært at høre hvor danske ord starter og slutter pga. de mange vokallyde?

Fører udtalesjusk og sprogforandring til et mere vokaliseret sprog?

Der er en del myter om de danske vokaler. Dania-alfabetet, traditionelle sprogbeskrivelse mm. giver indtryk af at man skal skelne mellem 30-40 forskellige vokaler for at tale dansk. Konsonanter bliver til vokaler, og vokalerne beskyldes for at gøre dansk til at svært sprog at lære for både danske børn og udlændingee der forsøger sig.

Det har jeg skrevet om før her på siden, fx her.

Jeg satte mig for at undersøge myterne om forholdet mellem vokallyde og konsonantlyde i det danske lydsystem og i sammenhængende tale. I første omgang præsenterede jeg nogle pointer på PPDK22. Nu har jeg fået publiceret en artikel i NyS som går i kødet på myterne.

Artiklen er tilgængelig her

En central pointe i artiklen er at, selvom det måske lyder enkelt, er det i virkeligheden møgbesværligt at tælle vokaler og konsonanter i et sprog; mange lyde er på grænsen mellem vokal og konsonant, og ofte kan man diskutere om noget er en lyde eller to lyde.

Skal /ts/ i /tsak/ tak fx tælles som en eller to konsonanter? Skal et ord som inde tolkes som /enə/, /enn/ eller /enː/, altså med to vokaler, to konsonanter eller en af hver? Hvis man siger /mæɪ̰s/ mas, er der så to vokaler i ordet, eller er det bare den ene vokal der diftongerer lidt? Osv.

Sådanne forhold gør det i det hele taget svært at sammenligne konsonant-vokal-ratioer på tværs af sprog.

Når det er sagt, har jeg undersøgt mængden af vokallyde og konsonantlyde i DanPASS-korpusset og i udtaleordbog.dk. Begge dele modbeviser myterne og viser en pæn overvægt af konsonantlyde i dansk, og at almindelig fonetisk reduktion fører til at andelen af konsonantlyde stiger, især fordi /ə/ forsvinder eller erstattes med konsonanter). Der er heller ikke noget der tyder på en usædvanlig ophobning af vokallyde i dansk eller på at det er svært at afgrænse danske ord fonetisk — vi bruger, ud over konsonanter, også pauser og sprængansatser til at adskille vokalerne.

Vi kan exploite nogle lydmønstre i dansk og lave fjollede fraser som Det er snarere araer, Arafat, men at sige at dansk på den baggrund er ekstremt vokalrigt, er lige så sagligt som at sige at kinesisk bare er shi shi shi.

Kategorier
Akustik

Ustemte frikativer og telefoner

Jeg havde denne samtale med en omstillingsdame i dag:

Omstillingsdamen: Så skal du tale med Peter [ʁulˀs].
Mig: Peter … ?
Omstillingsdamen: [ʁulˀs]. R-U-L-S-S-S.
Mig: Øhm, ok. Tak.

Tre s’er i træk var alligevel et usædvanligt navn, tænkte jeg. Jeg måtte google lidt for at tjekke om damen virkelig havde sagt det rigtigt, og kom frem til at manden, jeg skulle tale med, hed Rulffs.

Telefoner transmitterer kun lydbølger i frekvensområdet ca. 0,3  – 3,3 kHz. Men da den akustiske forskel mellem [f] og [s] primært ligger i området over 3,3 kHz, lyder de to konsonanter meget ens i telefonen, og man er tilbøjelig til at høre begge dele som [s].

Kategorier
Konsonanter

Kolossale konsonantklynger

Jeg har holdt lidt sommerferie her på bloggen, men selv om den globale opvarmning efterhånden har varmet sommeren et godt stykke ind i september, må det alligevel være på tide at skrive lidt igen. Jeg samler tråden op fra en kommentar til dette indlæg hvor der bliver spurgt til konsonantklynger i dansk.

I dansk kan vi relativt komplekse stavelser. Vi kan have op til tre konsonanter i starten af en stavelse, fx straks, splid, skjold. Tre konsonanter i slutningen af en stavelse er heller ikke ualmindeligt, fx vrinsk, provst, korps.

I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].

Hvis man inkluderer bøjede og afledte former af ord, kan man relativt let komme op på fire-fem konsonanter ordfinalt, fx ved at putte genitiv-s på nogle af ovennævnte ord, provsts, hingsts osv.

Vi kan også putte adjektiveringssuffikset -sk på, som i svinsk og moralsk. Hvis noget kan være Hjelmslevsk, kan det vel også være Rasksk, eller hvad med Hanne-Vibeke Holstsk?

Nu kunne vi blive misundelige på svenskerne, for de kan også putte neutrum-t på, så de kan fx danne ordet Holstskt. Men strengt taget så kan vi jo substantivere adjektiver, og så kan vi putte genitiv-s på, fx efter sort spillers tur er det hvids. På den måde kan man påstå følgende: En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.

Ortografiske konsonantklynger

I indlånte ord kan vi støde på konsonantgrupper som ch, sh og sch. Fonologisk set er det at snyde på vægten fordi de kun dækker over én lyd. Hvis man er fløjtende ligeglad med fonologiske hensyn, kan vi dog lave nogle kolossale ortografiske konsonantklynger.

Hvis ens far er fra Irkutsk og ens mor er fra Schweiz, så er man irkutskskschweitzisk (tak til Peter for den).  Man kunne måske endda forestille sig et irkutskskschweizisk fusionskøkken hvor der serveres borsjtjschnitzel.

Og er en raleighsk cykels stel stærkere end en merckxsks?