Kategorier
Fonologi Morfologi

Infinitiv vs. imperativ. Hvad er roden i et verbum?

I forbindelse med mit indlæg om circumfikser, infikser og andre eksotiske -fikser i dansk blev jeg spurgt om hvorfor jeg betragter hente, spise, ønske som verbernes rod, frem for at betragte hent, spis, ønsk som rødder. Dette er noget jeg har diskuteret med kolleger før, og jeg vil meget gerne begrunde det.

Jeg skal skynde mig at sige at jeg at min baggrund i morfologi ikke rækker langt ud over almindelige lærebogskoncepter. Men de senere år har jeg arbejdet en del med praktisk morfologi. Udtaleordbog.dk er baseret på morfofonologisk analyse af danske ord, og i den forbindelse har jeg lavet temmelig meget morfologisk analyse.

Det betyder at min tilgang først og fremmest er praktisk: jeg analyserer verbers infinitivform = rodformen fordi det giver nogle klare praktiske fordele frem for hvis man betragter imperativformen som rodformen. Selv synes jeg at en analyse/teori der har praktiske fordele, er bedre end en analyse/teori der der efterlader en masse praktiske ulemper; alle modeller er forkerte, men nogle er brugbare. Jeg er klar til at skifte mening hvis nogen kan pege på større fordele ved en anden analyse.

Denne erkendelsespræference behøver man naturligvis ikke være tilhænger af. Man kan have andre helt legitime prioriteter, såsom hvordan ordformer er dannet historisk, hvordan man bedst modellerer de kognitive morfologiske processer, hvad der bedst passer med en universel grammatik osv. Sådanne prioriteter kan føre til andre konklusioner.

NB DDO definerer et ords rod som ord eller orddel som er tilbage når samtlige bøjnings- og afledningselementer er fjernet. Spørgsmålet er altså om ønske er en bøjningsform af roden ønsk, eller om ønsk er en bøjningsform af roden ønske.

Og bare for at være helt præcis: Både infinitiv og imperativ er bøjningsformer. Spørgsmålet er altså om roden er fonologisk/ortografisk identisk med infinitivformen eller imperativformen (= hvilken af formerne der bøjes med et nulaffiks), men for at gøre teksten lettere at læse, omtaler jeg det blot som hvorvidt roden er lig med imperativ eller infinitiv.

1 Det er lettere at danne andre ordformer ud fra infinitiv end imperativ

Først et ortografisk argument:

Ortografisk er den primære forskel på infinitiv og imperativ om ordet slutter på –e eller ej, danse/dans, huske/husk, finde/find osv. Ortografisk set har en del ord dobbeltkonsonant i infinitiv, fatte, passe, lægge, mens andre ikke har, vise, møde, koge. Hvis man kun kender imperativformen, fat, pas, læg, vis, mød, kog, kan man ikke umiddelbart vide om verbum får dobbeltkonsonant i infinitiv eller ej. Til gengæld er det let at gå den anden vej; hvis du kender infinitivformen, ved du også hvordan imperativformen skal staves: man fjerner -e og evt. dobbeltkonsonant.

Det kræver mao. en simpel regel at generere imperativ ud fra infinitiv: fjern -e og evt. dobbeltkonsonant. Dette gælder for alle ord. Man kan ikke lave en tilsvarende simpel regel den anden vej. At tage udgangspunkt i infinitiv giver altså en simplere morfologisk beskrivelse, som er lettere at implementere i praksis.

Hvis man anskuer ord fonologisk i stedet for ortografisk, er der endnu mere af den slags. Hvis man kender infinitivformen, er imperativformen forudsigelig, men det gælder ikke den anden vej. Med udgangspunkt i infinitivformen gælder det at alle imperativ mister schwa, de får kort vokal før svag vokal, og de får creaky voice hvis den resulterende fonologiske struktur tillader det (der er et par undtagelser: kom, gør), fx:

/viːlə vḭːl/ hvile, hvil
/tsɛlə tsɛl̰/ tælle, tæl
/skyː.ɤ ~ skyɤ̰/ skyde, skyd
/skæːɐ ~ skæɐ̰/ skære, skær
/fɐtsʁyɤ̰ɤ ~ fɐtsʁyɤ̰/ fortryde, fortryd
/pemæɐkə ~ pemæɐ̰k/ bemærke, bemærk

Imperativformen kan mao. genereres ved at udsætte infinitivformen for et sæt fonologiske regler. Det er helt automatisk. Det er derimod umuligt at forudsige infinitiv ud fra imperativ: nogle infinitiver har creaky voice, andre har ikke, nogle bevarer kort vokal, andre får lang vokal.

Hvis man bøjer infinitiv ud fra imperativ, har vi altså fonologisk set et hav af komplekse bøjningsmønstre, men hvis man går den anden vej, er der kun et enkelt bøjningsmønster som alle verber (pånær komme, gøre) følger.

Det samme gælder med andre bøjninger og orddannelser. Det er infinitivformen der er basis i de fleste bøjninger, mærke, mærker, mærkede, mærket, mærkende, (præsensformen og dog ofte afvigende mht. creaky voice; der er det næsten hip som hap om man tager udgangspunkt i infinitiv eller imperativ, men vist nok en lille overvægt af præsensformer der følger infinitivformen).

Det er ligeledes infinitivformen der er udgangspunkt i komposita, løbesko, tegnebræt, badeforhæng, findeløn, og infinitivformens suprasegmentelle træk der benyttes i afledninger (indimellem med disfigeret schwa, hvilket ortografisk ligner imperativ, men det lyder ikke sådan), en løber, svømning, tænkelig, ædelse, åndbar osv.

Det er overordentligt meget lettere at danne alle disse ord ud fra infinitivformen. Det er den form der forudsiger creaky voice og vokallængde i langt de fleste tilfælde. Hvis man skal danne bøjninger, sammensætninger og afledninger ud fra imperativformen, vil det letteste være at starte med at gøre det til infinitiv og derefter bøje, aflede og sammensætte, men så kunne man lige så godt have startet med infinitiv.

2 Alle verber har en infinitivform, ikke alle har en imperativform

Alle verber kan bruges i infinitiv, men ikke alle verber kan optræde i imperativ. Det gælder generelt verber hvor reglerne for imperativdannelse ville føre til ord der bryder med sonoritetsprincippet, fx ændre, beundre, vikle, cykle, klamre, gisne (man kan ikke sige ændr, beundr, vikl, cykl, klamr, gisn). Det er ikke noget problem at stave ordene, men fonologisk har de en form som ellers ikke tillades i danske ord, og de undgås i det talte sprog. Her er jeg så loyal over for dansk fonologi at jeg ikke vil acceptere en morfologisk model der fordrer fonologisk aparte rødder.

Nogle gange trodser vi naturen og bruger formerne i imperativ alligevel, men vi er ikke enige om strategien for hvordan disse skal udtales. Skal åbn udtales /ɔ̰ːm ɔ̰ːp ɔ̰ːpən/, skal cykl udtales /sykəl syklə sykɬ/? De forskellige bud på imperativer rummer elementer af infinitivformen, men hver især kan de ikke forudsige infinitivformen; hvis man mao. antager formerne /ɔ̰ːm/ eller /ɔ̰ːp/ som rødder, opfører de sig ganske aparte når de “bøjes” / ɔ̰ːpnə/ i infinitiv.

Nogle ord har ikke meningsfuld imperativform, fx fordi de har en passiv betydning, ikke kan fremskyndes eller andet som man ikke meningsfuldt kan beordre nogen til, fx synes, lykkes, enes, sygne, forældes, opvokse, eksistere, hedde, mugne, harskne, visne, rustne. Alle modalverberne kunne, skulle, måtte, burde, ville, turde har ikke nogen meningsfuld imperativform.

Hvis imperativformen skulle anses for grundformen, er der altså en række verber som har en ikke-eksisterende eller stærkt problematisk grundform. Det slipper man for ved at betragte infinitivformen som grundformen. Der er ingen verber som har en problematisk infinitivform.

Hvis man genererer en ordbog, digital eller mental, er man altså under alle omstændigheder nødt til at have en infinitivform, men man ikke nødt til altid at have en imperativform. Dermed er det mest praktisk at gå ud fra infinitiv.

3 Infinitiv ‘føles’ ubøjet

Den sidste grund har ikke meget med praktik at gøre.

Hvis infinitiv skal dannes af en anden grundform, må man betragte infinitiv som en bøjningsform. Men infinitiv føles ikke særlig bøjet, i hvert fald ikke så klart bøjet som imperativ. Føleri er naturligvis individuelt og typisk ikke et særlig stærkt argument i akademiske sammenhænge, men alligevel:

I DDO beskrives infinitiv som den grundlæggende form af et verbum som man på dansk kan sætte at foran, og som angiver verbets betydning uden tilknytning til person, tal, tempus eller modus.

Infinitiv er ifølge DDO fraværet af den information som udtrykkes i affikser. Det er pokkers tæt på at være fraværet af affikser, som er definitionen af en stamme/rod. Det kræver snørklede argumenter eller et særligt teoretisk fundament hvis man skal se infinitiv som en bøjet form. Det falder mao. mere naturligt at opfatte imperativ som bøjet end infinitiv.

Når vi danner sammensætninger og afledninger bruger vi med enkelte undtagelser ubøjede former; en morfologisk grundregel er at der ikke er bøjningsendelser midt inde i et ord, kun til sidst i ordet. Som nævnt ovenfor er det infinitivformen vi benytter i komplekse orddannelser, ikke imperativ. Det indikerer det ubøjede ved infinitiv.

Det er ligeledes infinitivformen, ikke imperativformen, som er opslagsformen i ordbøger. Det føles naturligt, og det gør det fordi det er den ubøjede form, ligesom det er den ubøjede form man slår op for alle andre ordklasser. Hvis grundformen er imperativ, hvorfor er det så ikke den der står i ordbøgerne?


Opsamling

Jeg har leveret nogle forskellige grunde til at jeg synes det er enklere og mere praktisk at betragte verbers rødder som = infinitivformen (huske, samle, rustne, harskne) frem for = imperativformen (husk, saml, rustne, harskn).

Det kan ikke bevises om roden egentlig er det ene eller andet. Der er tale om abstraktioner som ikke har nogen egentlig eksistens. Man kan kun diskutere hvilke fordele og ulemper der ved den en eller anden tilgang. Man kan diskutere hvad der er mest praktisk, fx hvis man vil lave en model over sproget.

Grammatikbøgerne foretrækker at tage udgangspunkt i imperativformen som verbets rod, men jeg savner argumenter for at dette skulle være enklere, mere praktisk eller have andre fordele. Det eneste argument jeg har mødt, er forenklet sagt at man gerne vil undgå subtraktiv morfologi, altså at affikser fjerner noget af roden; man vil helst have at affikser tilføjer noget til roden, eller til nøds lader roden være uændret. Problemet med det synspunkt er at det ignorerer at man under alle omstændigheder er nødt til acceptere at dansk morfologi er propfyldt med subtraktive og andre nonkonkatenativ elementer. Hvis argumentet er at undgå subtraktive elementer, er der altså mange andre ting man er nødt til også at bortforklare, og så må man også forklare hvad fordelen egentlig er ved en masse krumspring for at undgå nonkonkatenative elementer i sin model, frem for at acceptere dem.

Har du et godt modargument eller har du andre kommentarer, så følg diskussionen på facebook eller send mig en mail.

Kategorier
Fonologi Udtale

Stavelsestab og ordfrekvens

Jeg har lovet at sige noget mere om stavelsestab i dansk. Det er noget jeg kommer til at sige mere om med tiden, men lige nu handler det om sammenhængen mellem stavelsestab og ordfrekvens: Er det mere almindeligt at stavelser droppes i hyppige ord end i sjældne ord?

Ordfrekvens spiller ofte en rolle for fonologiske reduktioner. I fx modalverber som kan, skal, vil som vi bruger hele tiden, bliver sidste konsonant ofte helt droppet: ka’, ska’, ve’. Ligeledes bliver hele sidste stavelse droppet i give, tage, lade, blive, skulle, kunne så det bliver til ha’, gi’, ta’, la’, bli’, sku’, ku’. Det sker ikke i sjældnere ord. Spise og sove, som er mere situationelle verber, bliver fx ikke til spi’ og so’.

At der er en sammenhæng mellem ordfrekvens og visse reduktionsfænomener, er vist i mange tilfælde, (se fx Bybee 2001). Spørgsmålet er om ordfrekvens spiller en rolle for stavelsestab i dansk spontantale.

Jeg har kigget i DanPASS-korpusset efter ord der er noteret med tab af en eller flere stavelser. Stavelsestab skal i denne sammenhæng forstås som at antallet af stavelser i ordet er reduceret ift. den fulde form. Det kan enten ske ved at en vokal bliver desyllabificeret, dvs. mister det stavelsesbærende træk og bliver en halvvokal, fx [kiˈʌsg] → [ˈkjʌsg] kiosk, eller ved at et stavelsesbærende segment (og evt. flere nabolyde) helt droppes, fx [ˈsʌdan ed] → [ˈsned] sådan et.

Her er de 20 ord der hyppigst er annoteret med stavelsestab (kun DanPASS-dialogerne er medregnet) med angivelse af hvor ofte de er annoteret med stavelsestab/hvor mange gange de i alt forekommer*, jeg har også givet en slags gennemsnitlig lydskrift så man kan se hvilken stavelse der droppes (alle udtalerne kan nu ses i udtaleordbogen):

Drop / total Ord Lydskrift
216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring ˈjæɐ̯nb̥æːnəɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ ~ ˈjæɐ̯nb̥æːnɒʊ̯ɐsg̊æɐ̯ˀeŋ
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð

Som man kan se er der mange meget hyppigt forekommende ord i denne liste, såsom ikke, lige, sådan, nogle, men det skyldes selvfølgelig først og fremmest at de er hyppige, og derfor har mulighed for at blive talt med mange gange. Det man skal kigge på, er imidlertid tilbøjeligheden til reduktion sammenlignet med hyppighed. Her viser tallene ret tydeligt at højfrekvente ord ikke er mere tilbøjelige til stavelsestab end lavfrekvente.

Især ordet jernbaneoverskæringen er meget tilbøjeligt til at tabe nogle stavelser – der er selvfølgelig også mange at tage af – men det kan bestemt ikke siges at være et almindeligt ord. Det er et blot et ord der forekommer ofte i DanPASS-korpusset, fordi informanterne sidder og snakker om landskabsgenstande på nogle kort, hvor jernbaneoverskæringen er en af dem.

Ordene væltede og parkerede er også en del af landskabsgenstandene væltet stengærde og parkeret lastbil og altså generelt nogen meget situationelle ord. Alligevel smider de en stavelse  i 88-89 % af forekomsterne.

Hvilke stavelser droppes?

Groft sagt kan et hvilket som helst schwa droppes, men de fonetiske kontekster som er mest tilbøjelige til stavelsestab er der hvor vi har to stavelsesbærende vokoider i træk, fx [ð̩ð̩ ɐɐ ɐð̩ iːɐ æːʊ ɑːɪ] osv. uanset hvor hyppigt forekommende det ord de optræder i ellers er, og uanset om der er tale om underliggende schwa eller ej. Dette gælder også hen over ordgrænser. Stavelsestab er især almindeligt i kombinationer af ubetonede småord som du en, på et, skal jeg der bliver til [dun pɔd sgja].

Omvendt droppes stavelser sjældent hvis de er omgivet af kontoider. Vi kan ikke droppe schwa i katten, bussen, gammel osv. Således vil det er kun ofte udtales [de ˈkɔn] mens den er kun som regel udtales [dɛn a ˈkɔn], på trods af at den og det er omtrent lige hyppige. Det er mao. den fonologiske struktur der er afgørende for stavelsestab og ikke ordfrekvens. Dette er uligt fx engelsk hvor not og is bliver til -n’t og -‘s uanset omgivelser, fx can’t, won’t, it’s, that’s.

Dermed er ikke sagt at den fonologiske struktur gør det alene. Hvis det var tilfældet, ville alle stavelser af denne struktur blive droppet, og det gør de ikke. Der må altså være andre faktorer der spiller en rolle for stavelsestab. Hvilke faktorer der er på spil, vil jeg forhåbentlig kunne sige meget mere om på et senere tidspunkt.

Universalier

Der er en meget stærk tendens i verdens sprog til at stavelser adskilles af konsonanter. Den vokoide struktur som er karakteristisk for moderne dansk, hvor vi kan have mange vokaler i træk, er altså meget usædvanlig. Når stavelser især droppes i disse vokoide omgivelser, kunne det tyde på at vi, hvad der så end er årsagen, er på vej mod en universelt set mere normal stavelsesstruktur.

Noter

* Jeg har kun talt forekomster hvor de optræder som segmenterede ord. Forekomster hvor man ikke akustisk kan sætte en grænse mellem ordene, er ikke talt med. Det gælder typisk tilfælde hvor et ord slutter på en vokal, og næste ord start på en vokal, fx til et [ted], her kan man ikke meningsfuldt afgøre om der er til eller et der mister en stavelse.

** Nogle udtales i (næsten) alle tilfælde som nogen. Læs mere om nogen og nogle.

216 / 293 ikke eg̊ə ~ eg̊
200 / 392 lige liːi ~ liː
186 / 366 sådan sʌd̥n̩ ~ sʌn
93 / 162 sige siːi ~ siː
80 / 121 noget nɔːð̩ ~ nɔːð
77 / 86 nogle noːn̩ ~ noːn
63 / 78 jernbaneoverskæring
57 / 64 skulle sg̊ulə ~ sg̊u
40 / 56 også ʌsə ~ ʌs
39 / 70 være væːɐ ~ væɐ̯
35 / 55 bare b̥ɑːɑ ~ b̥ɑː
30 / 50 gået g̊ɔːð̩ ~ g̊ɔːð
30 / 57 længere lɛŋɐɐ ~ lɛŋɐ
29 / 70 jamen jamm̩ ~ jam
29 / 32 siger siːɐ ~ siɐ̯
29 / 61 stykke sd̥øg̊ə ~ sd̥øg̊
29 / 33 væltede vɛld̥ð̩ð̩ ~ vɛld̥ð̩
26 / 51 oppe ʌb̥ə ~ ʌb̥
25 / 25 parkerede pʰɑˈkʰeːˀɐð̩ ~ pʰɑˈkʰeːˀɐð
24 / 72 meget mɑːð̩ ~ mɑð