Tag: dansk

I den senere tid har der været en del skriverier i medierne om at dansk er meget svært at lære og danske børn halter sprogligt bagud. Se også her, og her, og her. Jeg kender menneskerne bag og har hjulpet dem med nogle af af undersøgelserne. Det er fine folk, og de er vældig dygtige til mange ting, men ikke til dansk fonetik. Alligevel er der i artiklerne en masse fonetiske udsagn som er ganske misvisende. På den ene side har jeg ikke lyst til at sige noget dårligt om mine kolleger og deres forskning, på den anden side har jeg ikke lyst til at lade forvanskninger af dansk fonetik og sprog og den forskning som andre kolleger og jeg selv har bedrevet i emnet, stå uimodsagt. Som man kan se, har sidste hensyn vundet. På forhånd undskyld til jer fra Puzzle of Danish, hvis I skulle komme forbi her.

Det er sådan set ikke nyt at fremstille dansk som helt exceptionelt svært. Den ældste kilde på min boghylde er sprogforskeren Aage Hansens bog Vort Vanskelige Sprog fra 1965, men der er garanteret lignende fremstillinger der er meget ældre. Og der har gennem årene jævnligt været både akademiske artikler og indlæg i medierne fra diverse sprogforskere der giver deres bud på hvorfor dansk er så svært eller lyder så grimt. Og så er der den klassiske sketch om Kamelåså, hvor danskere ifølge norske satirikere har mistet evnen til at forså dansk.

Især ældre generationer er gennem danskundervisningen blevet opdraget til at opfatte deres sprog som fyldt med fejl. Retskrivningen er svær, og når man endelig har fået banket den på plads, ser man overalt alle de fejl som andre begår. Det er let at få opfattelsen af dansk som et svært sprog og noget danskerne generelt ikke kan finde ud af.

Hvis man kigger på sprogdebatter på sociale medier, er de fyldt med beklagelser over og latterliggørelse af andre danskeres sprog. Der er meget lidt kærlighed til sproglig forskellighed i den danske befolkning. Selv folk med humanistisk uddannelse og livsanskuelse, som generelt hylder forskellighed og åbenhed over for at alle ikke behøver at være ens og følge samme forældede normer, holder sig ikke tilbage med ufortyndet sprogshaming hvor kun deres eget sprog og sprogforståelse har berettigelse. Alle der afviger, om det så er journalister, dansklærere, oversættere og andre professionelle sprogfolk, fremstilles som “direkte elendige og ude af stand til at formulere sig på et bare nogenlunde korrekt dansk”. Den får ikke for lidt.

Lingvister ved som regel bedre. Men i den seneste tids mediehistorier er der altså sprogforskere der, i lidt mere akademisk tone, hopper med på fortællingen om dansk som et svært, sjusket og grimt sprog, om danskere som nogle mumlere, og danske børn som dårlige til deres sprog.

Mens der er mange bud på hvorfor dansk er så svært og grimt, er der meget få forsøg på faktisk at dokumentere at dansk er sværere at lære end så mange andre sprog. Vi godtager præmissen uden videre skepsis, fordi det er en præmis der klinger med vores sproglige selvforståelse, og hvem har så brug for beviser? Og så skynder vi os videre til at forklare hvorfor, og det har som regel noget at gøre med at dansk lyder så grimt og at vi ikke udtaler ordene som de staves.

Der er dokumentation for at danske småbørn har svært ved at tilegne sig visse ting i sproget, såsom datidsendelser. Men det kan lige så godt ses som udtryk for at datidsendelser bare ikke er så vigtige i dansk. Sprog er i forandring, og det som ældre mennesker synes er vigtigt at fokusere på i sproget, er måske ikke lige det småbørn synes er vigtigt. Det betyder ikke at dansk som sådan er svært.

Der er også dokumentation for at danske småbørn i en meget tidlig alder har et mindre ordforråd som de dog indhenter ret hurtigt. Det har ikke nødvendigvis noget med sproget at gøre. I samme undersøgelse har amerikanske børn et af de største ordforråd, men engelske børn ligger lige så lavt som danske, på trods af at engelsk og amerikansk bare er dialekter af samme sprog. Der må være mange andre faktorer på spil, såsom hvordan vi stimulerer børnene, hvor tidligt vi putter dem i institution, hvordan de bliver stimuleret der og hvordan vi egentlig vurderer om vores børn behersker et ord eller ej. I tråd med danskernes sproglige selvlede er det nemt at forestille sig at danskere svarer udpræget negativt på de spørgeskemaer der ligger til grund for disse undersøgelser.

Det er selvfølgelig helt fair at der kan findes ting danske børn har sværere ved end børn fra andre lande, ligesom der garanteret er ting børn i andre lande har sværere ved end danske børn. Men det er ikke rimeligt at konkludere at fordi der er enkelte ting danske børn har svært ved, så er dansk generelt et svært sprog.

Har dansk et fonetisk problem?

Jeg ved egentlig ikke så meget om sprogtilegnelse, så jeg må hellere fokusere på det jeg ved noget om: Fonetik. Det danske sprogs fonetik bliver gjort til hovedsynderen i både nye og ældre problematiserende fremstillinger af dansk. Men fremstillingerne er fyldt med vrøvl om dansk fonetik. Jeg vil kommentere nogle af de udsagn man finder i ovennævnte links.

Første nogle udsagn på videnskab.dk (link)

Dansk har 40 vokallyde, italiensk har kun 7

Nej. Jeg har netop skrevet et længere indlæg om hvordan man tæller vokaler. I et paradigme hvor dansk har 40 forskellige vokaler, kan man også sagtens finde mindst 40 forskellige vokaler i italiensk. I et paradigme hvor italiensk har 7 vokaler, har dansk 13 vokaler. Jovist, stadig flere end italiensk, men ikke 5-6 gange så mange.

Nogle konsonanter udtales som vokaler

Ja, nogle konsonantbogstaver udtales som vokaler. I ord som /haʊ haɪ/ hav, hej staver vi det med v og j, men udtaler det som diftonger. Italiensk har også diftonger. Der staver man dem bare med to vokaler, au, ai. For et barns tidlige sprogtilegnelse er det underordnet om lydene staves med konsonantbogstaver eller vokalbogstaver. De skal bare sige lydene. Først langt senere skal de tænkte over hvordan de staves.

Dansk er et mumlesprog, vi mumler rent objektivt

At kalde dansk for et mumlesprog er ren sprogshaming. På italiensk er latinsk florem ‘blomst’ blevet til fiore. Her er der sandelig også konsonanter der er vokaliseret eller forsvundet. Vi kalder ikke italiensk for et mumlesprog af den grund. Det er bare sproglig udvikling. Det er naturligt og det kan forklares. Og hvad er objektiv mumleri overhovedet for noget? Det lyder meget lidt objektivt.

Vi tonerer ikke så meget

Toner og andre suprasegmentelle træk er som regel noget af det sværeste at lære i et fremmedsprog. Det bliver i hvert fald ikke sværere af at vi ikke gør det. En ting mindre man skal lære.

Når vi for eksempel siger ’bage alle kagerne’, kommer det til at lyde som ’bageallekagerne’

Hvad skulle vi ellers gøre? Holde pause mellem alle ordene? Det gør man ikke i nogen sprog. Ingen. Hvis man gør, bliver man meget irriterende at høre på. Når man transskriberer et hvilket som helst sprog man ikke kender, er det umuligt at vide hvor ordgrænserne går alene ud fra fonetiske cues. Det ved enhver fonetikstuderende der har prøvet det. Det er helt klassisk. Der er heller ikke nogen tydelige grænser mellem italienske ord. Det er på ingen måde en udfordring der er særlig for dansk.

Ifølge en undersøgelse er det op til 25 procent af stavelserne i det danske sprog, der ikke artikuleres, og det får os til at lyde lidt fulde, når vi taler

Hvilke stavelser? De stavelser man havde i 1600-tallet? Ja, dansk har reduceret en del ift. norsk og svensk, som det sammenlignes med i undersøgelsen. Det er sprogforandring, ikke mumleri. Norsk retskrivning er baseret på mere moderne norsk udtale, mens stavelserne i dansk retskrivning ikke har ændret sig meget siden 1600-tallet. Hvis man tager udgangspunkt i retskrivningens stavelser, får man naturligvis vidt forskellige resultater for de to sprog. Vi har en del lydstrukturer hvor et traditionelt stavelsesbegreb ikke giver så god mening som på svensk og norsk. Det er et akademisk problem, fordi det gør det svært at sammenligne stavelser på tværs af sprogene, men ikke et problem for små børn.

Og der står intet i undersøgelsen om at det får os til at lyde fulde. Det får os til at lyde danske i modsætning til svenske og norske.

Paradoksalt nok fører denne ‘mumlen’ til mindre af det problematiske. Det er især når vi har mange vokaler i træk at vi reducerer, som /fæɐʊə/ færge, der bliver til /fæːʊ/. Så nu må man beslutte sig; er det et problem at vi har mange vokaler i træk, eller et problem at vi reducerer antallet? Begge problemer eksisterer ikke på samme tid.

Prøv at sige sætningen ‘ni arrige irere’.

Det er en variant af ‘fire arrige irere’, som jeg er ophavsmand til. Jeg fandt på det som eksempel på noget helt ekstremt. Det er en tongue twister. Alle sprog har deres egne tongue twisters, som exploiter nogle af de mere subtile kontraster i sproget. Det er meningen at det skal være svært, men vi går ikke og taler i tongue twisters.

De mange vokaler, de drilske konsonanter og det mumlende danske sprog er ifølge forskerne tilsammen en oplagt forklaring på, at danske børn halser bagefter i deres sproglæring.

Men vi har ikke så mange vokaler, og dansk er ikke mumlet, og konsonanterne og de manglende endelser er først drilske når man skal lære at stave. Det lyder ikke så oplagt igen.

---

Så nogle udsagn fra denne artikel (som desværre er bag betalingsmur, beklager)

Det danske sprog er nærmest én lang vokallyd

Nej. De tre hyppigste lyde i ‘mumlet’ dansk (DanPASS) er /t s n/, tre konsonanter. Selv hvis vi tager den frihed at regne approksimanter (vokoider) som vokaler, er over halvdelen af lydene i almindelig spontantale konsonantiske. Der er intet usædvanligt i at have omtrent 50/50 konsonanter og vokaler med en lille overvægt af konsonanter. Svensk og norsk har reduceret en del konsonanter i starten af ord, som vi har bevaret i dansk. Hvordan er det i italiensk som er ‘meget nemmere’? Italienske stavelser består typisk af en konsonant og en vokal, så omtrent 50/50 på italiensk også. Så der er næppe markant forskel på sprogene her.

Når vi endelig har ret vokoide fraser, som fire arrige irere, bryder vi dem i praksis gerne op med sprængansatser, glottaliseringer eller pauser. Vi laver især gerne sprængansats eller pause før et indholdsord der starter med en vokal, så det ikke flyder for meget sammen med foranstående ord. Vi siger ikke /fiɐaɪɪiɐɐ/, men /fiːɐ ʔaːʔɪɪ ʔiːʔɐɐ/, hvor ʔ her angiver glottalisering eller sprængansats, og så er der fonetisk set pludselig kun højst to vokaler i træk. Disse elementer er typisk fuldstændig overset i transskriptioner af dansk, men i en undersøgelse af hvor lange vokoide strenge vi har i dansk, er de absolut relevante.

Når norske børn har lettere ved at lære norsk, er det, fordi nordmænd udtaler deres konsonanter som konsonanter og derfor kan høre, hvor et ord slutter. Eksempelvis siger man på dansk ’gade’ med blødt d, mens man i norsk siger ’gate’. Og når nordmændene siger ’kake’, siger vi ’kage’ – uden at udtale g’et overhovedet.

Det her hænger ikke sammen. Der er ikke nogen konsonant sidst i norsk gate og kake. Det bløde d i gade ender til gengæld netop i slutningen af ordet og bliver et signal for hvor ordet slutter. Det har man ikke i norsk.

Hvis man siger kage 20 gange i træk, er det meget nemt at høre hvor ordene slutter. De slutter lige før k hver gang. Hvis man på norsk siger kake 20 gange i træk, slutter ordene kun før hver andet k. Det må da alt andet lige gøre det sværere at høre hvornår norske ord slutter. Mit gæt er testpersoner ville ramme mere rigtig i dansk end i norsk hvis de skulle tælle hvor mange gange der blev sagt kage/kake i sådan et forsøg. Ifølge udsagnets egen logik burde dansk blive nemmere af denne udvikling (selvom jeg ikke tror det spiller nogen større rolle).

Og g‘et i kage er jo kun et spørgsmål om hvordan vi staver det. Ville det blive nemmere for børn der intet ved om stavning endnu hvis vi begyndte at stave det kae? Næppe. Danske børn forstår i øvrigt ganske udmærket hvad kage betyder når man spørger om de vil have et stykke kage.

Når de hørte den konsonantrige sætning »find bilen«, kiggede de hurtigt på bilen på skærmen. Men når der blev sagt »her er aben«, smeltede de mange vokaler i sætningen så meget sammen, at de skulle bruge et halvt sekund mere på at finde aben med øjnene.

Nu er jeg ikke grammatiker. Men. Hvis man skal bede nogen om at finde noget på en skærm, virker “her er X” ikke som en oplagt ordre. Hvis man konstruerer unaturlige sætninger, kommer der selvfølgelig en forsinkelse.

Vi kan godt konstruere vokalrige sætninger på dansk. Og jeg tror gerne at vi har bedre muligheder for at gøre det end mange andre sprog. Men det er ikke noget vi i praksis gør i specielt stor stil. Vi bruger som nævnt lidt flere konsonanter end vokaler, og vi fordeler dem jævnt.

Lange vokoide strenge er vanskelige at håndtere artikulatorisk og auditivt. Den er jeg med på. Det gælder i alle sprog. Og man kan også konstruere mærkelige sætninger i andre sprog. Men vi undgår netop også derfor at formulere os alt for ekstremt vokoidt. Vi går ikke og taler om arrige irere og røgede ørreder og rødgrød med fløde dagen lang. Det er ekstreme undtagelser. Vi vælger netop ikke at sige “her er aben” men “find aben”. Det er aldrig sådan at der ikke er alternative formuleringer som er mindre vokoide.

Hvis børnene udmærket forstår den naturlige formulering “find aben”, hvorfor er det så den unaturlige formulering “her er aben” der bliver fremhævet og brug som belæg for at dansk er svært og at man ikke kan høre grænserne mellem ordene? Det er uinteressant hvor svært det er at lære et sprog som ingen taler.

Til gengæld er danske børn massivt bagefter helt op til 8-års alderen, hvad angår datidsformerne

Børn bøjer ofte ikke datid som jeg selv gør, de siger bedte i stedet for bad, og løbte i stedet for løb, og vælgede i stedet for valgte. Men de bøjer altså ordene i datid. Hvis det handler om at de voksne ikke synes børnene bøjer ordene rigtigt, er det de voksne der har et sprogligt problem, ikke børnene.

Det er ikke kun, når vi taler med vores venner, at vi slapper så meget af, at vi udtaler konsonanter som vokaler eller sluger den sidste fjerdedel af ordene og siger ’kaf’ i stedet for ’kaffe’, ’piie’ i stedet for ’pige’ eller ’ka’ i stedet for ’kan’. »Det gør vi også i formelle sammenhænge. Det er bare sådan, sproget er, man sjusker mere på dansk«

Vi udtaler ordene som de skal lyde på dansk, også i formelle sammenhænge, ja. Men det er ikke sjusk. Der er ingen dokumentation for at man sjusker mere på dansk end på andre sprog. Det er ikke sjusk fordi man ikke udtaler ord som de staves. Det er ikke sjusk at sige /pʰiːi/. Tværtimod ville ingen forstå dig hvis du pludselig sagde /pʰiːkɛ/ for pige. Det er ikke sjusk at sige /kaf/ i de fleste varianter af dansk. Hvis man fjerner e i kaffe, så er der færre vokaler, og var det ikke vokaler der var problematiske?

Og sproget ‘er ikke bare sådan’ at vi bare taler generelt sjusket. Vi laver absolut forskel på formel vs. mindre formel udtale.

---

Det er svært ud fra artiklerne at se hvad der egentlig skulle være problematisk ved dansk fonetik. Udsagnene her kan opsummeres i

• Urimelige overdrivelser (dansk har forskellige 40 vokaler, nærmest en lang vokalstrøm, massivt bagud med datid)
• Ophøjelse af skriftsproget over talesproget (det er sjusk når vi ikke udtaler bogstaverne, ikke bøjer tydeligt som i retskrivningen, udtaler konsonantbogstaver som vokallyde)
• Selvmodsigelser (det er skidt med mange vokaler, det er skidt at vi reducerer vokalerne)
• Problematisering af noget der ikke er et problem (vi tonerer ikke)
• Fremstilling af forhold der gælder i alle sprog som noget unikt danske (vi kan ikke høre hvor ord starter og slutter, vi reducerer, unaturlige sætninger er vanskeligere at håndtere)
• Usandheder (danskere sjusker lige meget i formelle og uformelle sammenhænge, dansk er en lang vokalstrøm)
• Shaming (sjusk, mumleri, vi lyder fulde)

Dansk har et retskrivningsproblem. Vi skriver slet ikke som vi taler, og det gør det svært for skolebørn og for udlændinge at lære at læse og skrive. Det er Dansk Sprognævns ansvar. Men udsagnene om dansk som et svært sprog handler om småbørns tilegnelse af det talte sprog, og her er retskrivningen irrelevant.

Dansk har også et lydskriftproblem. Vores traditionelle lydskrift giver et helt forkert indtryk af den fonetiske kompleksitet, og det kan let forvirre udenlandske sprogforskere og gøre det vanskeligt at sammenligne dansk med andre sprog. Det kan løses ved at gå over til utilpasset IPA. Men dette er et akademisk problem, ikke et problem for små børn der skal lære at tale dansk.

Jeg er med på at man må hugge en hæl og klippe en tå og give den et formidlingsmæssigt twist når man formidler sin forskning i bredere medier. Og der er også journalister ind over, hvis job er at tiltrække læsere så man kan sælge nogle annoncer. Men artiklerne her giver et misvisende billede af dansk. De lefler for det den gennemsnitlige sproginteresserede dansker gerne vil høre, nemlig at dansk er grimt, svært og sjusket, og det er ikke nemt for lægfolk at gennemskue det vildledende i udsagnene.

Der er et enkelt lyspunkt i artiklerne. Danskere er nemlig åbenbart bedre end nordmænd til at bruge kontekst og forstå sprog i støjfyldte omgivelser. Men selv dette blive vinklet negativt . Det bliver taget som belæg for at dansk er så sjusket og uforståeligt at vi bliver nødt til at bruge andre signaler end sproget til at gætte hvad der bliver sagt.

Det er ærgerligt. Man kan finde mange særlige ting i det danske sprog, og det kan sagtens vinkles meget mere positivt. Jeg har selv brugt betegnelser som sjusk og mumlen i min egen formidling, men med den vinkel at få folk til at åbne øjnene og se det som en styrke og funktionalitet i sproget og i sprog som sådan, og ikke til at nedgøre sprog. At problematisere reduceret udtale og kalde det sjusk og mumleri er et tilbageskridt.

Når man er nødt til at overdrive, shame, cherry picke, opdigte problemer, inddrage irrelevante problemer osv., er det typisk fordi de saglige argumenter er sparsomme. Historien om dansk som et grimt, sjusket og besværligt sprog er god til at sælge overskrifter, men den er ikke funderet i den fonetiske virkelighed.

Er alle sprog lige lette at lære?

Så er vi udenfor min comfort zone igen, men her er min vinkel på det:

Jeg tror ikke sprogforskere som sådan går rundt og er overbeviste om at alle sprog er nøjagtig lige lette i nogen objektiv forstand. Jeg tror nærmere de fleste vil være enige i at det rent metodisk er rigtig svært at sige noget fornuftigt om. Hvordan måler man et sprogs sværhedsgrad? Hvilken enhed skal det måles i? Er beherskelse af datidsendelser fx et godt tværsprogligt mål? Sproglige kategorier er abstraktioner og fortolkninger som ikke så let lader sig måle og sammenligne. Jeg tror alle er med på ideen om at der i ethvert sprog kan findes elementer som er mere udfordrende end andre, men hvordan man skal opsummere det hele, er svært at blive enig om.

Noget der udfordrer ideen om at et bestemt sprog skulle være ekstremt svært for børn at tilegne sig, er at sprog i høj grad bliver formet netop gennem børns sprogtilegnelse. Dansk er ikke bare sådan som det er, fordi nogen har designet det på en bestemt måde. Dansk, og alle andre sprog, er formet af at børn har efterlignet dem omkring dem som behersker sproget. Og børn laver aldrig en 100 % nøjagtig kopi af deres forældres sprog. Der er altid små afvigelser. Men børnene vokser op, får selv børn som laver deres egne små afvigelser osv.

Sproglige former udvikler sig efter evolutionslignende mekanismer. En vilkårlig sproglig mutation bliver ganske enkelt ikke overleveret til næste generation hvis den er for bøvlet for et barn.

Sproglige afvigelser mellem generationer har næsten altid karakter af at gøre noget nemmere i en eller anden forstand. Man kan fx gøre noget nemmere ved at fjerne en lyd eller lave om på en lyd eller lave en uregelmæssig bøjning om til en regelmæssig osv. Der er en sproglig fornuft eller logik i de enkelte sprogforandringer som får lov at overleve. Ellers ville de ikke sprede sig til en hel generation og overleve til næste generationer.

Men inden nogen spørger hvorfor det så ikke bare var nemt fra starten, eller om sprog så bare bliver nemmere og nemmere med tiden, eller hvorfor der så stadig er noget der er svært, så skal man være opmærksom på at de små effektiviseringer et sted kan føre en anden kompleksitet med sig et andet sted i systemet. Hvis to ord ender med at blive udtalt ens, må vi gøre noget for at lave forskel, fx ændre syntaksen, føje et afklarende ord til sætningen eller noget. Hvis man, som vi gjorde i middelalderen, trækker /ju/ sammen til /y/, så er det lidt hurtigere at udtale, men samtidig bliver der føjet en ny vokal til systemet, så vokalsystemet bliver lidt mere komplekst.

I sprogforandringer er der næsten altid sådan et tradeoff. Der en drift hen imod at gøre det nemmere, men det medfører en ny kompleksitet et andet sted, som bulen i gulvtæppet man ikke rigtig kan slippe af med. Og den samlede kompleksitet bliver i en eller anden forstand status quo.

Det er denne logik der gør, tror jeg, at de fleste lingvister har en ide om at sprog sådan overordnet set i en eller anden forstand er lige svære. Hvis noget er nemt i et sprog, er der noget andet der er svært. Hvis man har enkle stavelser, er man nødt til at lave meget lange ord. Hvis presser lydene sammen til komplekse stavelser, får man kortere ord, men til gengæld skal man skelne flere vokal- og konsonantnuancer. Hvis man har en kompleks morfologi, kan man slippe afsted med en simpel syntaks eller omvendt.

Opsamling

Er dansk et særlig svært sprog? Det korte og sikre svar er at det ved vi ikke, men vi har ingen grund til at tro at det er. Nogle ting er svære, andre ting er ikke så svære, og sådan er det på alle sprog. Der er ikke nogen international konsensus om hvordan man måler et sprogs sværhedsgrad, og uden dette er det svært at sige mere fornuftig om sprogs sværhedsgrad i nogen objektiv forstand.

Er dansk sjusket og mumlet? Nej, bestemt ikke. Talere sjusker og mumler på alle sprog, og de taler tydeligt, alt efter behov. Nogle reduktioner sætter sig i sproget og former det og gør det forskelligt fra andre sprog, men det gør det ikke grimt, dårligt og svært. Udsagnene om dansk udtale er stærkt overdrevne, de problematiserer noget der ikke er et problem eller noget der ikke er særligt for dansk, de er nedsættende, de er selvmodsigende eller de er direkte falske.

Hvis dansk har et problem, så er det at vi elsker at fortælle hinanden hvor grimt det er og hvor dårlige vi er til det. Især når vi ikke staver som man skal eller udtaler ordene som de staves. Det problem bør vi gøre noget ved. Vi skal ikke forstærke det.