Danske plosiver skrives traditionelt med pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ ɡ̊, eller med DDO’s forenklinger p t k b d g, som svarer fuldstændig til Danias brug af symbolerne. Man kan også møde notationen b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ meget ‘nøjagtig IPA’ (fx DDO). Dette er måske et af de punkter der giver anledning til allermest forvirring når man skal lære lydskrift.
I alle fremstillinger af dansk beskrives de danske plosiver som ustemte og med en kontrast mellem aspireret/affrikeret vs uaspireret/uaffrikeret. Ud fra dette skal plosiver i IPA altså skrives /pʰ ts kʰ/ vs. /p t k/. I IPA står /b d g/ for stemte plosiver, som vi ikke umiddelbart har i dansk (men de kan dukke op i mindre distinkt udtale).
I alle sprog jeg har stødt på, som har en kontrast mellem aspireret og uaspireret, noteres disse /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/. Notationen med b d g er altså en tradition dansk står alene med, og det går ud over den internationale gennemskuelighed som er en af pointerne med overhovedet at bruge en international standard.
[b d g]
Brugen af grundtegnene b d g giver anledning misforståelser af dansk fonetik. Det er ikke ualmindeligt at folk der er en smule interesseret i dansk fonetik, og måske har lært lidt fonetik på andre sprogfag som engelsk, tysk eller fransk (eller bare lingvistikstuderende der ikke har fulgt helt godt med), går rundt og tror at vi har stemte plosiver i dansk. Jeg får fx jævnligt mails fra folk der mener at jeg lydskriver forkert; jeg skal skrive sgʁæfd i stedet for skʁæft fordi de danske plosiver er “stemte”, hvortil jeg må svare tak for belæringen, men det er altså dig der har forstået både dansk fonetik og IPA.
Et typisk spørgsmål fra lydskriftstuderende eller udlændinge der er vant til IPA fra andre sprog, er hvorfor man skal have de der boller over og under b̥ d̥ ɡ̊. Svaret er simpelt nok at der er fordi lydene er ustemte, hvilket er det bollerne signalerer. Men det rejser bare næste spørgsmål: Hvorfor skriver man så ikke bare p t k, som jo er ustemte? Her må man ty til faghistoriske forklaringer, for der er ikke længere noget fornuftig svar inden for IPA’s rammer. IPA siger klart at man skal undgå diakritika. Notationen b̥ d̥ ɡ̊ vs p t k svarer i IPA ikke til en udtaleforskel, så b̥ d̥ ɡ̊ er kun mere besværligt og i modstrid med IPA’s principper.
Er danske plosiver ikke lenis?
Et argument der bliver fremført til forsvar for at bruge b̥ʰ d̥͡s ɡ̊ʰ b̥ d̥ ɡ̊ er at de danske plosiver er lenis, hvilket skulle kunne indikeres med grundtegnene /b d g/, mens /p t k/ skulle indikere fortis. Der er mindst tre grunde til at dette argument ikke holder:
- Grønnum beskriver lenis som et omdiskuteret begreb som ikke er undersøgt i særlig mange sprog. Og det er heller ikke undersøgt i dansk siden 1960’erne. Det er derfor uklart hvor relevant eller særligt det er for moderne dansk.
- Lenis er under alle omstændigheder ikke et distinktivt træk, og derfor skal det ignoreres i bred IPA.
- Og måske det vigtigste: Fortis/lenis er ikke et træk der opereres med i IPA’s definition af lydene. Der er altså ikke en skjult lenis-egenskab i definitionen af [b d g]. Notationen [b̥ d̥ ɡ̊] indikerer således blot ustemter plosiver, nøjagtig som [p t k]. I ældre fonetiklitteratur var det en egenskab der blev diskuteret en del, men det er altså ikke defineret i moderne IPA.
Jeg har gennemsøgt over 146 Illustrations of IPA på andre sprog. I alle andre sprog med en distinktiv forskel på aspireret og uaspireret, noteres forskellen /pʰ tʰ kʰ/ vs /p t k/.
Hvis man absolut vil notere en forskel på stærk og svag udtale, er der faktisk tegn til det i tillægget til IPA-skemaet. Svag noteres med ◌͉, og stærk noteres med ◌͈. Hvis man insisterer på at ville notere de danske plosiver som svagere udtalt, er den præcise notation altså [p͉ʰ t͉s k͉ʰ p͉ t͉ k͉]. Men det er som sagt uklart om de er påfaldende svagere artikuleret end plosiver i andre sprog. I naturlig tale er der formentlig stor variation i alle sprog.
Affrikater: /ts/ og /tɕ/
Det er velkendt at t’erne i starten af Tulle tog til Thisted er affrikerede i de fleste dele af landet. Det noteres traditionelt med tˢ eller i DDO’s ‘nøjagtig IPA’ d̥͡s . Den korrekte notation er hverken eller, men ganske enkelt /ts/ (eller /tʰ/ i dialekter med aspireret lyd).
Det hævede ˢ var ganske vist tidligere et IPA-tegn, som stod for ‘frikeret opløsning’, altså en plosiv der blev opløst med friktionsstøj. Men i 1987 fjernede man tegnet fra IPA-skemaet, og herefter noteres det blot /ts/. Det er aldrig blevet ajourført i dansk tradition. Logikken i IPA er at der ikke er nogen segmentel forskel på en plosiv med frikeret opløsning vs. en plosiv efterfulgt af en frikativ. Det er et rent fortolkningsspørgsmål hvorvidt de to segmenter hører sammen som et enkelt fonem eller om det er to separate fonemer. Man kan fortolke det som man vil, men det er ikke noget der eksplicit skal tages stilling til når man bruger IPA.
Et typisk argument mod notationen /ts/ er at det danske t jo ikke udtales som i tysk som jo har ‘rigtige’ affrikater, fx /tsaːl/ Zahl, som ikke lyder helt som t’et i dansk tal. I IPA skelner man imidlertid ikke mellem rigtige og forkerte affrikater. En sekvens af plosiv+frikativ skrives ganske enkelt og rimeligvis som plosiv+frikativ uanset hvordan denne sekvens kan tolkes fonologisk.
Der er ganske vist udtaleforskel på tysk og dansk /ts/. Det skal ikke noteres i bred IPA da disse forskelle ikke er distinktive inden for det enkelte sprog, ligesom vi ikke noterer forskel på tysk og dansk /s/, selvom de er lidt forskellige. I snæver IPA kan man notere forskellene når man fx sammenligner dansk og tysk, hvor det tyske /ts/ nok typisk er lidt fronted/dentaliseret [t̟s̟] (jeg er ikke ekspert i tysk) hvor dansk nok til sammenligning er lidt tilbagetrukket [t̠s̠]. Forskellene ligger altså ikke i om der er tale om affrikater eller ej (eller sekvens af plosiv+frikativ), men i de mere specifikke detaljer om tungens placering.
Vores tj– danner også affrikaten /tɕ/. DDO/Dania skriver imidlertid [tj]. Det virker inkonsekvent, når det er inkorporeret at sj udtales /ɕ/. DDO skelner desuden mellem initialt og finalt /tɕ/ selvom der ikke er nogen klar fonetisk forskelm, initialt [tj], finalt [dɕ]. Det giver en rodet og inkonsekvent notation, hvor samme lyd noteres forskelligt, og forskellie lyde noteres ens; se nedenstående skema. I DDO synes der at være en inkonsekvens i brugen af lydskrifttegn, hvor forskellige tegn bruges for samme segment (fx både ɕ og j for /ɕ/, t og d for /t/), og samme tegn for forskellige lyde (j for både /j/ og /ɕ/, t for /t/ og /ts/).
| segmenter | IPA | NG | DDO | Dania | |
| sæk | s | sɛk | sɛɡ̊ | sɛg | sæg |
| dæk | t | tɛk | d̥ɛɡ̊ | dɛg | dæg |
| check | ɕ | ɕɛk | ɕɛɡ̊ | ɕɛg | ᶊæg |
| tjek | t+ɕ | tɕɛk | tɕɛɡ̊ | tjɛg | tjæg |
| match | t+ɕ | mætɕ | mad̥ɕ | madɕ | madᶊ |
| tæk | t+s | tsɛk | tˢɛɡ̊ | tɛg | tæg |
| jazz | t+j | tjæs | d̥jas | djas | djas |
| ja | j | jæ | ja | ja | ja |
Den inkonsekvente sammenhæng mellem lyd og symbol i de traditionelle systemer synes kun at være motiveret af skriftbilledet; man ser stort på den fonetiske realisering og skriver bogstaver i stedet for. I min gennemsøgning af Illustrations of IPA har jeg ikke fundet noget andet sprog der bruger /j/ i notationen af affrikater; alle andre sprog der har lignende lyde, noterer dem /tʃ/ eller /tɕ/.
Affrikater kan i øvrigt skrives med en bue, /t͡s/, men det er ikke noget man behøver, igen fordi det blot er et fortolkningsspørgsmål at betragte sekvens som ét segment, og det er både nemmest og, jf. princippet med at undgå diakritika, bedst at undlade buen. I kontekster hvor behovet opstår, fx når man diskuterer forskelle på affrikater vs. konsonantklynger, kan man naturligvis notere dette eksplicit, fx [pʰit.sæ pʰiː.t͡sæ] pizza, pita.
Er lydskrift med /p t k b d g/ mere pædagogisk?
Jeg har ofte mødt argumentet at det skulle være nemmere, mere intuitivt, mere pædagogisk el.lign. at bruge /p t k b d g/ frem for IPA /pʰ ts kʰ p t k/, idet /p t k b d g/ svarer bedre til den brug man er vant til fra retskrivningen.
Først skal det lige slås fast at det argumentet er irrelevant ift. IPA. Uanset om det er nemmere eller ej, er det ikke i overensstemmelse med IPA at basere dansk lydskrift på /b d g/.
Men ud over det har jeg svært ved at købe argumentet med at det er nemmere. Især for lingvister, der skal arbejde med forskellige sprog, er det voldsomt irriterende at dansk traditionelt bruger [b̥ d̥ ɡ̊] eller [b d g] for lyde der i alle andre sprog skrives /p t k/. Det er forvirrende at ’tilpasset IPA’ kaldes ‘IPA’ uden egentlig at være det. Afvigelserne vækker spørgsmål, hvis svar blot vækker flere spørgsmål. Hvis [b d g] er så meget nemmere, hvorfor så alle de forvirringer, forvekslinger og undrende spørgsmål? At bruge /pʰ ts kʰ p t k/ er måske ved allerførste øjekast lidt spøjst, men på ingen måde svært. Det tager et øjeblik at forstå og acceptere, og det rejser derfra ikke undrende spørgsmål. Og man behøver aldrig mere komme i tvivl når man arbejder med IPA på tværs af sprog. Med /pʰ ts kʰ p t k/ går ingen længere rundt og tror at dansk har en kontrast mellem stemte og ustemte plosiver.
Mht. sammenhæng med ortografien kan jeg godt acceptere at det er mere intuitivt at skrive fx /bas/ for bas, frem for IPA /pæs/. Men omvendt er det mere intuitivt at skrive IPA /stak/ for stak, end det traditionelle [sdɑg]. Så der er et tradeoff uanset hvad man vælger. Nogle gange svarer IPA /p t k/ til bogstaverne b, d, g (som fører til argumentet for at bruge /b d g/ i stedet for /p t k/), andre gange svarer de til p, t, k. Men hvor ofte svarer de til det ene og det andet?
Det er heldigvis ret let at finde ud af hvad der giver den bedste overensstemmelse mellem bogstav og lydskrift hvis man søger på https://bogstavlyd.ku.dk/ hvor man kan se sammenhængen mellem bogstaver og udtale. Så det har jeg gjort.
Først har jeg søgt på bogstavernes primære og sekundære lydværdier (oversat til IPA), se skemaet herunder. Generelt svarer bogstaverne p, t, k oftest til IPA /p t k/ (det som trad. skrives /b d g/) sekundært til de aspirererede varianter (som trad. skrives /p t k/), fx udtales t som /t/ (d) i 60 % af danske ord, /ts/ (d) i 23 %. Hvis man bruger /p t k b d g/ vil bogstavet t altså skulle lydskrives /t/ i 23 % af danske ord, mens det skulle skrives /d/ i 60 %. Hvis man derimod bruger IPA /pʰ ts kʰ p t k/ svarer t i 60 % tilfælde til /t/ og 23 % til /ts/. Det samme mønster gør sig gældende for alle tre bogstaver p, t, k i særlig grad når der er tale om dobbeltbogstaver. Rent kvantitativt svarer p, t, k altså oftest til IPA /p t k/, og det bliver i den forstand ikke nemmere at afvige fra IPA og notere dem med b d g.
| bogstav | primær lydværdi | sekundær lydværdi |
| p | /p/ (trad /b/) 52 % | /pʰ/ (trad /p/) 48 % |
| t | /t/ (trad /d/) 60 % | /ts/ (trad /t/) 23 % |
| k | /k/ (trad /g/) 58 % | /kʰ/ (trad /k/) 43 % |
| pp | /p/ (trad /b/) 96 % | /pʰ/ (trad /p/) 4 % |
| tt | /t/ (trad /d/) 95 % | /ts/ (trad /t/) 5 % |
| kk | /k/ (trad /g/) 98 % | /kʰ/ (trad /k/) 2 % |
Jeg har også søgt på hvilket grafem IPA /p t k/ typisk svarer til, se tabellen herunder. Her gælder det at /p/ oftest svarer til b, og man vil derfor få bedst overensstemmelse med det traditionelle /b/. Men /t k/ svarer oftest til t, tt, k, kk, sjældnere til d, g. /p/ er samtidig sjældnere end de to andre. Så sammenlagt giver det igen bedre overensstemmelse med ortografien at bruge /p t k/ frem for /b d g/.
| lyd | primært grafem | sekundært grafem |
| /p/ (trad /b/) | b, bb 68 % | p, pp 35 % |
| /t/ (trad /d/) | t, tt 77 % | d, dd 20 % |
| /k/ (trad /g/) | k, kk 61 % | g, gg 36 % |
(/pʰ ts kʰ/ svarer altid til bogstaverne p, t, k, så der er selvfølgelig en gevinst ved at notere dem med b, d, g. Omvendt svarer d, g dog også ofte til /ð ɪ ʊ/ eller ingenting, aldrig til /d g/; den traditionelle tilgang kan altså give anledning til at fx DDO [fad] læses som fad, ikke fat, eller at fad fejltransskriberes som [fad]. Jeg har ikke regnet på vægtningen af fordele og ulemper her, da det er irrelevant for IPA.)
Hvis dette virker lidt kontraintuitivt, så hænger det sammen med at i starten af ord så svarer p, t, k til /pʰ ts kʰ/, mens b, d, g svarer til /p t k/, så hvis man udelukkende ser på starten af ord, får man god overensstemmelse ved at benytte det traditionelle system. Sagen er blot at bogstaverne p, t, k oftest ikke står i starten, men efter s eller inde i eller i slutningen af ord, hvor de udtales IPA /p t k/, og her giver trad. /b d g/ dårlig overensstemmelse.
IPA /p t k/ er altså kontraintuitivt i starten af ord som bil, dag, god mens trad. /b d g/ er kontraintuitivt i slutningen af ord som top, klat, sluk. Man kunne her argumentere for den pædagogiske fordel ved at have de vanskelige kontraintuitive ting i starten af ordet frem for i slutningen. Vi er ofte mere opmærksomme på starten af ord, og derfor vil udfordringer her være mere iøjnefaldende.
I lydskrift der henvender sig til lægfolk, fx DDO, er det forståeligt og fornuftigt at man afviger fra IPA’s plosiver. En almindelig ordbogsbruger vil nok let blive forvirret hvis bil er lydskrevet [piːˀl]. Men en lydskrift til disse formål kan med fordel kombinere det bedste af to verdener og bruge dania i starten af ord og IPA inde i og i slutningen af ord. Notationer som /dɔkə skøtə gɛst busk/ dukke, skytte, gæst, busk, er måske ikke lydskriftpuristiske i og med forskellige tegn bruges for samme lyd, men de er næppe forvirrende for en der bare gerne vil vide hvordan ord udtales. Og hvis målet er god overensstemmelse mellem stavning og lydskrift, så er denne notation ideel. Det er en notation jeg har succes med ifm. udtaleundervisning i ikke-akademiske sammenhænge, og jeg har implementeret den på udtaleordbog.dk (BDG-lydskrift).
Opsamling
De danske plosiver og affrikater skal i bred IPA skrives /pʰ ts kʰ p t k tɕ/. De traditionelle notationer med [p t k b d g tj/dɕ] er upræcise, upædagogiske, og de svarer ikke til international praksis.
Der er ingen fonetisk funderede grunde til at notere plosiverne på anden måde end /pʰ ts kʰ p t k tɕ/, men i snæver transskription og spontan tale kan der selvfølgelig opstå behov for særlige notationer. De pædagogiske argumenter for at afvige fra IPA, er desuden meget tynde, i hvert fald i akademisk sammenhæng.
I de næste indlæg ser jeg nærmere på de danske vokaler. Dem er der ekstremt mange af, siger rygterne. Måske over 40. Men hvordan skal de håndteres i IPA når der ‘kun’ er 22 symboler at arbejde med? Det får vi at se.
