Kategori: Konsonanter

Kategorier
Fonologi Konsonanter Lydskrift

Korte, lange og ekstralange konsonanter

I dansk skelner man mellem korte og lange vokaler, fx i [kulə] kulde vs. [kuːlə] kugle. Vi er ikke vant til at tænke på at vi også har forskel på korte og lange konsonanter, men faktisk har vi en kontrast mellem mindst tre forskellige konsonantlængder: kort, lang og ekstralang med stavelsestop. Det fremgår fx af denne minimaltrio:

  • [bɔnə] bonde – kort n
  • [bɔnnə] bundne – langt n
  • [bɔnn̩nə] bundene – ekstra langt stavelsesbærende n

Lange og ekstralange konsonanter i dansk stammer altid fra at der er flere fonologiske stavelser, og det er derfor vi traditionelt lydskriver dem med dobbelt- og tripelkonsonant. Der er fonologisk, morfologisk og sikkert også kognitivt tale om flere ens nabokonsonanter snarere en enkelt lang eller ekstralang konsonant.

Dobbeltkonsonanter findes oftest i sammensatte ord som

  • [issyːˀl] issyl
  • [gullʌg] Guldlok
  • [sdʌbbʌlˀd] stopbold

Vi kan også fakultativt have konsonantforlængelse hvor der underliggende er tale om et /r/, fx

  • [bɛððɐ] bedre
  • [hʌjjɐ] højre
  • [feŋŋɐ] fingre

Tripelkonsonant findes kun med [n] og [l] i ord som rindende, hundene, uudholdelig, adskillelig. Fakultativt kan det nok også findes i sammensatte ord som [ʌnn̩nøðˀ] åndenød, men min fornemmelse er at vi foretrækker et distinkt schwa her [ʌnənøðˀ].

Når man lydskriver, kan man komme ud for at have brug for hele fem forskellige måder at annotere konsonantlængde på. De er dog ikke alle distinktive, men varierer alt efter den fonologiske kontekst de indgår i:

  1. Kort, fx [vɛn] ven. Defaultlængden.
  2. Kort syllabisk, fx [lɛːn̩] læne. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal med schwa i åben stavelse.
  3. Lang ikke-syllabisk, fx [svɔnnə] svundne. Bruges når coda-konsonant møder ansats-konsonant.
  4. Lang syllabisk med final stavelsestop, fx [vɛnn̩ sɛːnn̩] vende, Seinen. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal og/eller schwa i lukket stavelse.
  5. Lang syllabisk med initial stavelsestop, fx [liːn̩nə] lignende. Bruges ved schwa-assimilation efter lang vokal i proparoxytone ord.
  6. Ekstralang syllabisk, fx [sbɛnn̩nə] spændende. Bruges ved schwa-assimilation efter kort vokal i proparoxytone ord.

Hvis man virkelig skal gå i detaljer, er der vist statistisk set en forskel på varigheden af konsonanten i type 4 alt efter om schwa-stavelsen er åben eller lukket og om foranstående vokal er kort eller lang, dvs. [vɛnn̩ ɛnn̩ sɛːnn̩] vende, enden, Seinen har vistnok i gennemsnit forskellig varighed selvom de traditionelt annoteres ens. Og lur mig om ikke tilstedevær af stød også påvirker konsonantvarigheden i en eller anden grad.

Bevæggrunden for at man skelner mellem at skrive et, to eller tre konsonantsymboler og syllabicitetstegn på første/midterste/sidste konsonant, skal findes i dels den akustiske varighed, dels i at stavelsestoppen ligger enten centreret eller højre-/venstreforskudt alt efter den underliggende stavelsesstruktur.

Man skeler dog nok også til en symmetri med lignende ord med andre konsonanter. Man kan let være fristet til at droppe en af konsonanterne i [vʌll̩li sbɛnn̩nə] voldelig, spændende, men da disse ord er opbygget fonologisk og morfologisk som fx [ʌnn̩li kʌmm̩nə] åndelig, kommende hvor der er mindre tvivl om annotationen, er man på den sikreste side hvis man bevarer tripelkonsonanterne i de første ord.

Konsonantlængde i andre sprog

Mange sprog har som dansk en forskel på korte og lange konsonanter, men ligesom på dansk findes lange konsonanter typisk kun mellem to vokaler og kan således fortolkes som at der underliggende er to ens konsonanter der støder sammen.

Det er heller ikke ualmindeligt at konsonantvarighed varierer betydeligt betinget af den fonologiske kontekst de indgår i. I fx svensk og norsk er konsonanter typisk betydeligt længere efter korte vokaler end efter lange (vi har spor af dette i dansk ortografi hvor kort vokal signaleres med dobbeltkonsonant). I fx engelsk og fransk er sonore konsonanter typisk betydeligt længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte.

Jeg har aldrig stødt på nogen sprog der har en klokkeklar fonologisk længdekontrast i konsonanter, da konsonantlængde således typisk kan kædes sammen med enten en tostavet struktur eller med sekundære faktorer. Jeg har heller aldrig stødt på nogen sprog, ud over dansk, der skelner mellem mere end to konsonantlængder. Men det findes nok derude et sted.

Kategorier
Konsonanter Udtale

Seks måder at sige ‘r’ på

Mine børn sad for noget tid siden og så en importeret tegnefilm om en lille fugl – jeg tror den hed Chiro, lad os antage det for eksemplets skyld. I løbet af de få minutter filmen varede lykkedes det de danske indtalere at udtale navnet Chiro på fire forskellige måder:

  • Med dansk r [tjiːʁo]
  • Uden r, [tjiːo]
  • Med fremmedsprogs-r, type 1 [tjiɾo] (asiatisk/spansk/afrikansk udtale)
  • Med fremmedsprogs-r, type 2 [tjiɹɔw] (engelsk udtale)

Jeg er normalt ikke fordomsfuld mht. udtalen af fremmedord, men det generede mig alligevel at man ikke i produktionen kunne beslutte for én måde at udtale navnet på.

…

Hvis vi holder os til hjemlige ord, har vi faktisk en del måder at udtale /r/ på:

  • Konsonantisk r [ʁ]. Det har vi typisk i ansats, fx i rig, krig, skrig.
  • Vokalisk r [ɐ̯]. Det har vi typisk i coda, fx mor, stort.
  • Cheshiriseret r, dvs. /r/ smelter sammen med en vokal og giver en ny vokal, fx par, hvor, meter. Her bliver /ar/ til [ɑ], /ɔr/ til [ɒ] og /ər/ til [ɐ].
    Indimellem kan dette også ledsages af forlængelse af en evt. foranstående konsonant fx havre, højre, ydre, fingre, hamre der kan udtales [ˈhɑwːɐ ˈhʌjːɐ ˈyðːɐ ˈfeŋːɐ ˈhɑmːɐ]. Ligeledes kan vokalen forlænges, fx færge, Børge der kan blive til [ˈfæːo ˈbœ̞ːo].
  • Ingenting. Almindeligvis falder /r/ bort i prætonisk stavelser, som i vurdere, parkere, der ofte udtales vudere, pakere, eller mellem vokaler, som i [ˈneːo hooˈsgoːˀb] Nero, horoskop.

… og dertil har vil altså mindst to almindelige fremmedsproglige måder at udtale det på, [ɹ] og [ɾ] som i hhv. spraydåse og Naruto (denne måde at udtale det på [ɾ] svarer normalt på dansk til et underliggende /d/, fx i ka’ du se?).

Mellem to vokaler kan vi have tre forskellige udtaler af /r/ i samme ord alt efter distinkthedsgrad, fx jury der kan udtales både [juːʁi juːɐ̯i juːi].

Kategorier
Eksotiske lyde Fonologi Konsonanter Vokaler

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?