Kategorier
Konsonanter Udtale

Seks måder at sige ‘r’ på

Mine børn sad for noget tid siden og så en importeret tegnefilm om en lille fugl – jeg tror den hed Chiro, lad os antage det for eksemplets skyld. I løbet af de få minutter filmen varede lykkedes det de danske indtalere at udtale navnet Chiro på fire forskellige måder:

  • Med dansk r [tjiːʁo]
  • Uden r, [tjiːo]
  • Med fremmedsprogs-r, type 1 [tjiɾo] (asiatisk/spansk/afrikansk udtale)
  • Med fremmedsprogs-r, type 2 [tjiɹɔw] (engelsk udtale)

Jeg er normalt ikke fordomsfuld mht. udtalen af fremmedord, men det generede mig alligevel at man ikke i produktionen kunne beslutte for én måde at udtale navnet på.

Hvis vi holder os til hjemlige ord, har vi faktisk en del måder at udtale /r/ på:

  • Konsonantisk r [ʁ]. Det har vi typisk i ansats, fx i rig, krig, skrig.
  • Vokalisk r [ɐ̯]. Det har vi typisk i coda, fx mor, stort.
  • Cheshiriseret r, dvs. /r/ smelter sammen med en vokal og giver en ny vokal, fx par, hvor, meter. Her bliver /ar/ til [ɑ], /ɔr/ til [ɒ] og /ər/ til [ɐ].
    Indimellem kan dette også ledsages af forlængelse af en evt. foranstående konsonant fx havre, højre, ydre, fingre, hamre der kan udtales [ˈhɑwːɐ ˈhʌjːɐ ˈyðːɐ ˈfeŋːɐ ˈhɑmːɐ]. Ligeledes kan vokalen forlænges, fx færge, Børge der kan blive til [ˈfæːo ˈbœ̞ːo].
  • Ingenting. Almindeligvis falder /r/ bort i prætonisk stavelser, som i vurdere, parkere, der ofte udtales vudere, pakere, eller mellem vokaler, som i [ˈneːo hooˈsgoːˀb] Nero, horoskop.

… og dertil har vil altså mindst to almindelige fremmedsproglige måder at udtale det på, [ɹ] og [ɾ] som i hhv. spraydåse og Naruto (denne måde at udtale det på [ɾ] svarer normalt på dansk til et underliggende /d/, fx i ka’ du se?).

Mellem to vokaler kan vi have tre forskellige udtaler af /r/ i samme ord alt efter distinkthedsgrad, fx jury der kan udtales både [juːʁi juːɐ̯i juːi].

Kategorier
Eksotiske lyde Fonologi Konsonanter Vokaler

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Kategorier
Konsonanter

Kolossale konsonantklynger

Jeg har holdt lidt sommerferie her på bloggen, men selv om den globale opvarmning efterhånden har varmet sommeren et godt stykke ind i september, må det alligevel være på tide at skrive lidt igen. Jeg samler tråden op fra en kommentar til dette indlæg hvor der bliver spurgt til konsonantklynger i dansk.

I dansk kan vi relativt komplekse stavelser. Vi kan have op til tre konsonanter i starten af en stavelse, fx straks, splid, skjold. Tre konsonanter i slutningen af en stavelse er heller ikke ualmindeligt, fx vrinsk, provst, korps.

I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].

Hvis man inkluderer bøjede og afledte former af ord, kan man relativt let komme op på fire-fem konsonanter ordfinalt, fx ved at putte genitiv-s på nogle af ovennævnte ord, provsts, hingsts osv.

Vi kan også putte adjektiveringssuffikset -sk på, som i svinsk og moralsk. Hvis noget kan være Hjelmslevsk, kan det vel også være Rasksk, eller hvad med Hanne-Vibeke Holstsk?

Nu kunne vi blive misundelige på svenskerne, for de kan også putte neutrum-t på, så de kan fx danne ordet Holstskt. Men strengt taget så kan vi jo substantivere adjektiver, og så kan vi putte genitiv-s på, fx efter sort spillers tur er det hvids. På den måde kan man påstå følgende: En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.

Ortografiske konsonantklynger

I indlånte ord kan vi støde på konsonantgrupper som ch, sh og sch. Fonologisk set er det at snyde på vægten fordi de kun dækker over én lyd. Hvis man er fløjtende ligeglad med fonologiske hensyn, kan vi dog lave nogle kolossale ortografiske konsonantklynger.

Hvis ens far er fra Irkutsk og ens mor er fra Schweiz, så er man irkutskskschweitzisk (tak til Peter for den).  Man kunne måske endda forestille sig et irkutskskschweizisk fusionskøkken hvor der serveres borsjtjschnitzel.

Og er en raleighsk cykels stel stærkere end en merckxsks?