Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben
I den seneste række indlæg har jeg sammenlignet det traditionelle dansktilpassede IPA som man møder på DDO og i almindelige lærebøger, med utilpasset IPA, den måde man skal bruge IPA på hvis man vil følge IPA’s egne principper.
På nogle punkter er de traditionelle tilpasninger måske lidt bagatelagtige, andre steder mere radikale. Man kan finde små afvigelser fra en striks fortolkning af IPA i mange andre sprog, og det bryder systemet ikke sammen af. Men de mange små og store afvigelser i traditionel dansk lydskrift resulterer i et system som afviger så meget fra almindelig IPA-praksis at det ofte vækker undren eller går ud over den internationale sammenlignelighed.
IPA er et overordentligt stærkt system hvis principper er gennemarbejdet, afprøvet og opdateret af tusindvis af fonetikere og fonologer verden over gennem 120 år. Det er nemmere at lære, nemmere at skrive, nemmere at afkode, nemmere at sammenligne på tværs af sprog og genbruge den viden man har fra et sprog, i et andet sprog. Det er også et fleksibelt system; når det er relevant, kan man tilføje så mange ekstra detaljer til sin lydskrift som man orker. De fordele kan udnyttes bedre end de bliver i dag.
IPA er ikke bare en liste over symboler med tilhørende lyde. Det er også et sæt principper for hvordan IPA skal anvendes, hvilke lyde man skal skelne og hvordan. Dette sæt principper er en stor del af det der gør IPA praktisk at arbejde med. Her adskiller IPA sig fra den gamle Dania-lydskrift, som snarere er en liste med lyde og symboler, som er dannet efter andre, mindre eksplicitte principper end dem IPA bygger på.
I Dania noterer man lyde forskelligt hvis de føles forskellige, hvis fonetikere gennem tiden har sagt ‘Aha! Her er der en nuance som er interessant at hæfte sig ved, den giver et specielt lydskrifttegn’, sådan groft sagt. Der er fokus på meget specifikke lyde, de fine fonetiske detaljer der adskiller dialekter og sociolekter, mens andre detaljer ignoreres.
I bred IPA noterer man lyde ens medmindre man kan vise at de er distinktive. Tegnene er defineret ud fra et sæt distinktive træk, som fonologer gennem de sidste 100 år har analyseret sig frem til som grundstenene i verdens sprog. Tegnene rummer hver især en vis mulighed for overfladisk variation, blot det ikke går på kompromis med de grundlæggende distinktive træk.
IPA vs. Dania er ikke bare et spørgsmål om translitteration, hvordan man typografisk skal repræsentere en specifik lyd. Det er to forskellige måder at tænke fonetik og fonologi på. I IPA er forskellen på distinktiv og ikke-distinktiv, bred og snæver transskription, fonem og allofon essentiel. Man kan ikke skrive IPA uden at have forstået hvordan IPA’s principper fungerer. I Dania er det fonologiske lag helt fraværende. Dania har fokus på variation, dialekter og sociolekter, som sagtens kan håndteres i IPA, men det er ikke IPA’s udgangspunkt.
I det traditionelle tilpassede IPA tager man ikke hensyn til IPA’s principper, og der er hugget en hæl og klippet en tå mht. hvilke lyde man tillader symbolerne at svare til. Den centrale skelnen mellem bred og snæver transskription er fraværende. Især vokalerne a ɑ og plosiverne p t k b d g bruges radikalt anderledes end hvordan de er defineret i IPA, og hvordan de bruges på andre sprog. Man skelner også nogle lyde der egentlig ikke er distinktive, og der er indimellem en inkonsekvent notation, såsom brugen af både tj og tɕ for samme affrikat, og man bruger flittigt diakritiske tegn. Alle disse forhold går imod principperne i IPA.
Hvorfor gør man det? Ofte argumenteres med at det skulle have didaktiske fordele, fx at afvigelserne passer bedre til bogstavernes brug i det danske alfabet, eller at IPA bruger mange besværlige tegn. Eller man fremstiller det som nødvendigt at afvige fra IPA for at kunne afspejle en subtil fonetisk detalje, eller at dansk er så specielt at IPA ikke rigtig kan kapere det. Men som jeg har vist i de tidligere indlæg holder argumenterne sjøldent vand. Så hvorfor gør man det?
Tilpasset Dania
Tilpasset IPA, som fx bruges i DDO, ligger ligger i virkeligheden et sted mellem IPA og Dania. Der hvor DDO-lydskrift afviger fra striks IPA, ligner det Dania, både mht. symbolvalg og hvad der skelnes. Fraværet af en skelnen mellem bred og snæver notation svarer til Danias manglende skelnen. Tilpasset IPA er ikke et system som er funderet på IPA’s principper med et par praktiske tilpasninger til dansk. Det ligner Dania oversat til IPA-symboler, indimellem med større hensyn til Danias definitioner end IPAs. Tilpasset IPA er ikke IPA, det er ikke engang en tilpasning af IPA. Det er en tilpasning af Dania. Det er Dania-principper og Dania-distinktioner, hvor nogle symboler er udskiftet med IPA-tegn og andre er bevaret.
Jeg kender ikke fagets historie i detaljer langt tilbage i tiden, men i mine tidlige universitetsår oplevede jeg en gammel og betydelig modstand mod IPA blandt sprogforskere i danskfaget. Det stod fast i studieordninger langt op i 00’erne at danskstuderende skulle lære Dania. Baseret på hvad Dania blev brugt til og den fonetikforståelse der ligger i Dania, og de fejlopfattelser man havde af IPA, havde IPA en masse ulemper. Det lå fjernere fra det danske alfabet, man skulle bruge for mange diakritiske tegn, det blev uigennemskueligt at læse gamle værker, og vi burde respektere at Dania blev grundlagt af en af fagets mest berømte forskere, Otto Jespersen (som i øvrigt også havde en finger med i grundlæggelsen af IPA).
Den tilpassede IPA ser ud til at imødekomme noget af denne kritik. Divergenserne mellem tilpasset og utilpasset IPA bringer den tilpassede IPA tættere på Dania og skaber bedre kontinuitet mellem nationale standarder på bekostning af den internationale transparens.
Herunder har jeg sammenfattet mine analyser af hvordan dansk skal noteres loyalt efter IPA’s definitioner og principper, og den er sammenlignet med både Dania og det jeg så vil kalde tilpasset Dania. Afvigelser fra IPA er markeret med rød. Læg mærke til hvordan alle afvigelserne mellem IPA og tilpasset Dania, både mht. symbolvalg og opdeling af lydene, altid går i retning af Dania. I hvilket omfang Dania reelt har influeret vs. hvad der bare er sammentræf, får man nok ikke svar på.
(Jeg baserer listen på Grønnums Halvfin lydskrift, DDO, Steffen Hegers Sprog & lyd. Jeg har kun inkluderet distinktive lyde; der er langt flere ikke-distinktive lyde i både IPA og Dania.)
Hermed slutter mit sommertema om Utilpasset IPA. Man kan se alle indlæggene her. Tak til alle der har givet positiv feedback såvel som dem der er kommet med forslag til forbedringer.
Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben
Stød er det man får når man rører ved et elektrisk hegn eller stikker fingrene i en stikkontakt. Hvorfor bruger vi i dansk betegnelsen stød for en lydlig egenskab som intet har med stød at gøre?
Hvorfor skriver vi dette stød med ◌ˀ, et tegn der ikke findes i IPA?
Der er skrevet artikler og afhandlinger om det danske stød i snart 300 år, og det bliver overalt fremstillet som noget helt særligt og unikt ved dansk. Termen stød kan ikke meningsfuldt oversættes til fx engelsk. Push, punch, thrust, poke? Shock? Det vækker ingen fonetiske associationer. Typisk bruges simpelthen bare stød i engelske tekster, hvilket bidrager til narrativen at det er et helt unikt fænomen i verdens sprog og noget særlig vigtigt i dansk.
Men er det virkelig så særligt at det ikke kan oversættes eller transskriberes inden for IPAs rammer? Egentlig ikke. Lignende fænomener findes på mange andre sprog, men sådanne træk ignoreres typisk fordi det ikke har nogen distinktiv funktion. Dansk har sine egne regler for hvornår dette fænomen forekommer, men det gør det ikke som sådan til noget fonetisk unikt.
Hvorfor omgærde stødet med al den mystik, noget hvis lige ikke findes i noget andet sprog, noget som er så eksotisk at vi må opfinde vores helt eget tegn og ord for det, noget som vi dårligt selv kan forklare, noget som de færreste danskere egentlig bemærker eller kan få greb om?
Hvorfor ikke fokusere på lighederne med andre sprog, bruge en notation og terminologi som er fonetisk dækkende og gennemskuelig for både danske sprogstuderende og udlændinge der interesserer sig for dansk? Og hvorfor ikke være realistiske og pragmatiske i fremstillingen af hvor specielt og vigtigt stødet egentlig er?
Kan du ikke lige forklare forskellen på tryk og stød en gang mere? Det er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange som fonetikunderviser. En simpel ændring i terminologi og notation og afeksotificering af emnet har ført til en væsentlig reduktion af forvirringen. Bevares, der er stadig problemer, det er et af de mest bøvlede områder af dansk udtalebeskrivelse, men hvis ændring i tegn og term kan gøre det nemmere, synes jeg det er det værd.
Desværre er selve betegnelsen stød i og for sig ikke særlig heldig; den giver ikke de rigtige associationer. Desuden bevirker den at mange er tilbøjelige til at blande stød og tryk sammen
Steffen Heger, Sprog og lyd
Hvad er stød?
Jeg tænker at de fleste af mine læsere grundlæggende er med på hvad stød er, men kort fortalt er stød er det der gør at bønder ikke lyder som bønner, at hund ikke lyder som hun osv. Beskrevet med almindelige ord kan det føles som at man giver bønder og hund lidt ekstra tryk eller laver et lille hak nede i halsen.
Men hvad er stød? Det kan være svært at sætte fingeren på, ikke fordi det er meget mystisk, men fordi det kan variere en del. Det er under alle omstændigheder noget man gør med stemmelæberne, nede i struben. Det kan være at man danner lukke med stemmelæberne, eller at man laver en lidt knirket fonation, eller bare at stemmelæberne vibrerer lidt langsommere så man får et fald i tonegangen.
Det er svært at finde en betegnelse og et lydskrifttegn der dækker det hele, og så er man altså landet på at kalde det stød, en betegnelse som ikke siger for meget, men til gengæld heller ikke rigtig siger noget overhovedet.
Stød beskrives traditionelt som en art knirkestemme, en uregelmæssighed i stemmelæbesvingningerne. Ordene art bidrager kun med vaghed her. Stød er typisk en artknirkestemme, eller creaky voice i IPA-termer, eller bare knirk, hvis det skal være mere mundret, og det kan noteres med ◌̰. Som man kan se i mine seneste indlæg og på udtaleordbog.dk, er jeg begyndt at bruge IPA-notationen ◌̰, som i øvrigt visuelt har den fordel at vise at det er noget man gør samtidig med en anden lyd, frem for noget der fremstår som et selvstændigt segment.
Creaky voice, knirket stemme, opstår når man presser stemmelæberne lidt mere sammen end i en almindelig stemt lyde. Det bevirker at forskellige dele af stemmelæberne begynder at vibrere ude af sync, og det giver altså en uregelmæssig, knirket virkning. Hvis man presser stemmelæberne nok sammen, resulterer det i en glottal plosiv, som man noterer med ʔ i IPA.
Creaky voice kan således også beskrives med udgangspunkt i en glottal plosiv, hvor stemmelæberne bare ikke bliver presset helt nok sammen, så i stedet for at stoppe helt med at vibrere, fås altså disse uregelmæssige stemmelæbesvingnnger. Det kaldes indimellem en knirket glottal approksimant (creaky-voiced glottal approximant). Det kan noteres i IPA med eller ʔ̰. (Hvis man beskriver stødet med udgangspunkt i dette, er der snarere tale om en koartikuleret knirket glottal approksimant, da det artikuleres sammen med et andet segment.)
Om man beskriver creaky voice med udgangspunkt i normal stemthed eller ud fra en glottal plosiv, er to sider af samme sag. I begge tilfælde resulterer det i denne uregelmæssige vibration fordi forskellige dele af stemmelæberne vibrerer ude af sync. I begge tilfælde vil der være en tilgang hvor stemmelæberne begynder at vibrere mere og mere uregelmæssigt, og en fragang hvor stemmelæberne vender tilbage til normal vibration.
Det knirkede stød kan veksle mellem disse udtaler, et komplet glottalt lukke eller knirket fonation. Vi kan variere lidt i timingen af fragang, tilgang, hvor hurtigt og kraftigt vi lukket til i glottis, men det ligger alt sammen inden for spændet mellem creaky voice og glottalt lukke. Det kan samlet set kaldes en form for laryngalisering eller glottalisering.
Glottaliseringer i andre sprog
Ladefoged og Maddieson beskriver i deres klassiske værk The Sounds of the Worlds Languages at sådan en glottal approksimant/creaky voice er en ganske almindelig allofon af glottale plosiver /ʔ/ i intervokalisk position i størstedelen af verdens sprog der har dette fonem, hvilket er ganske mange sprog (her er et udvalg af dem). Det er altså slet ikke specielt at have glottaliseringer som en distinktiv størrelse i sproget. Mange andre sprog har glottaliseringer som ikke-distinktive træk, enten frie eller bundne til en fonologisk kontekst.
Et dansk ord som lager kunne således tentativt fint noteres /læʔɐ/ hvor det helt naturligt vil følge at man ofte ikke lukker helt til i glottis mellem de to vokaler, [læʔ̞ɐ], ligesom vi ofte ikke lukker helt til i /k/ når vi siger /snakɐ/ snakker.
Ladefoged og Maddieson beskriver også mange andre lignende fænomener, knirkestemme, glottale plosiver, glottaliseringer af forskellig grad og timing overalt i verden. De bliver, som i dansk, ofte brugt til at afgrænse stavelser, ord, fraser og lignende. Det er fx et meget almindeligt fænomen i mange sprog at hvis et ord starter med vokal, så indleder man gerne denne vokal med en glottal plosiv/approksimant.
Jeg sætter jævnligt studerende til at transskribere tilfældige eksotiske sprog. Her støder man meget ofte på noget der lyder og ligner det danske stød til forveksling. Det vækker undren blandt studerende der netop har læst at det danske stød er noget helt unikt som ikke har sin lige i noget andet sprog.
Herunder et kan se et spektrogram fra en vilkårlig aserbajdsjansk transskriptionsopgaver, hvor der er en tydelig glottalisering [ʔ̞] mellem to ord /se æv/ (stemmelæbesvingninger ses ved de lodrette streger; i perioden i midten af spektrogrammet opstår der uregelmæssigheder i afstanden mellem de lodrette streger). Det ligner et helt almindeligt dansk stød:
Vores opfattelse af stød som noget helt unikt, er ganske enkelt forkert. Glottaliseringer af forskellig art findes i alle sprog. De opstår helt naturligt når vores stemmelæber af forskellige grunde vibrerer lidt ude af sync. I mange sprog er det en redundant egenskab ved bestemte lingvistiske størrelser, i nogle sprog fører det til en systematisk anvendelse hvor man glottaliserer enten i forbindelse med bestemte segmenter, stavelser, ord, fraser eller som en sociofonetisk markør. Og i nogle sprog bliver denne gestus distinktivt. Det er almindeligt, der er intet eksotisk over det.
Tonal accent
Det undrer mig at stød udelukkende bliver beskrevet som knirkestemme i dansk fonetisk litteratur (det nævnes måske som noget helt specielt at det i gammel slesvigsk dialekt nærmere svarer til en tonal accent). I jysk sker der noget andet. Om det er en ny ting eller om dialektforskere og fonetikere har overset det i generationer, ved jeg ikke. Det er noget der bør blive undersøgt nærmere.
Når jeg hører unge jyder tale, bruger de ofte ikke den københavnske knirkestemme. Det ved de udmærket selv; de vrænger gerne af københavnernes brægende udtale. Der hvor jeg knirker, har de i stedet et fald i tonegangen. Når de siger bønner (uden stød), starter de på lav tone og ender højt, [pœ̀nɐ́], når de siger bønder (med stød), starter de på høj tone og ender lavt, [pœ́nɐ̀]. Når de siger skåle, stiger tonen, [skɔ̌ːl], når de siger skål, falder tonen, [skɔ̂ːl]. Dette er ganske parallelt med tonale accenter i svensk og norsk og de historiske forhold i dansk. Det er ikke isoleret til Slesvig; det findes så vidt jeg kan forstå i størstedelen af Jylland.
Når de unge jyder siger ord som traditionelt ikke har stød i jysk dialekt, bruger de i øvrigt gerne det københavnske knirk, [pʰul̰s] puls.
Herunder et spektrogram hvor man kan se tonegangen hos en yngre jyde der siger hhv. bønner og bønder. Der er tydelig forskel i tonegangen, men intet spor af knirk i bønder.
Tonegangen i bønner vs. bønder udtalt af 31-årig taler fra Skjern.
Jeg har ikke studeret jysk så meget at jeg kan give et færdigt bud på den bedste notation i IPA. Men der er masser af redskaber til at notere det; der er ingen grund til at opfinde sine egne tegn.
Tonale accenter er, som glottaliseringer af forskellig art, på ingen måde unikt for dansk. Det kan man læse mere om her.
Hvor vigtigt er stød, øhm, knirk i dansk?
Jeg er oprindeligt fra Bornholm hvor der traditionelt slet ikke er knirk. Det var noget jeg skulle lære da jeg flyttede til København som 11-årig. Alle der har prøvet at lære det, kan blive enige om at det er sindssygt svært at lære. Jeg selv, der om nogen er fonetisk interesseret og motiveret, laver stadig fejl, over 20 år efter at jeg for alvor begyndte at blive opmærksom på det. Det er åndssvagt kompliceret og ganske imponerende at danskere som sådan har fint styr på det.
Vi plejer at sige at knirk er distinktivt, netop med henvisning til ordpar som bønder/bønner og en del andre ordpar. Men så er det da lidt underligt at der findes dialekter som klarer sig fint uden knirk eller tonal accent. Når vi synger, bruger vi traditionelt ikke knirk eller tonal accent. Men alligevel forstår vi udmærket sangtekster, også selvom tonerne i en sang bevæger sig i stik modsat retning end i talesproget.
Når jeg indimellem stadig er tvivl om hvorvidt der er knirk i et ord, hjælper det sjældent at spørge en gennemsnitlig dansker om det. Medmindre folk har en lingvistisk uddannelse, er de simpelthen ikke bevidste om det, de kan ikke høre det, de ved ikke om de siger et ord med eller uden stød. De kan godt høre at bønder og bønner lyder forskelligt, men kan ikke rigtig sætte ord på hvad der gør dem forskellige. Hvis de hører et ord i isolation, kan de ofte ikke høre om det er et af dem med knirk eller et af dem uden.
Det er de færreste der starter på et fonetikkursus, som nogensinde har hørt om stød før, og dem der har, har typisk hørt noget forkert. Selv efter at have fået en del træning i det, har mange studerende svært ved at afgøre hvornår der er knirk, og mange noterer det ret vilkårligt i deres transskriptioner.
Knirk markeres slet ikke ortografisk. Det er ikke nødvendigt. Knirket er et rudiment af en tonal markering af tunge stavelser i middelalderdansk. Det var redundant, og i langt de fleste ord er knirket stadig redundant og forudsigeligt. Hvis vi kender ordets ordklasse og bøjningsform, hvilket vi som regel kan regne ud fra konteksten, følger det i de fleste tilfælde automatisk deraf om der skal være knirk eller ej.
Alle disse forhold gælder slet ikke i samme grad for andre distinktive størrelser i sproget.
Så på den ene side har vi ordpar hvis eneste forskel er om der er knirk eller ej. På den anden side virker det ikke særlig vigtigt for danskere. Når man skal lære dansk eller undervise i dansk, tror jeg ikke der er payoff på at fokusere for meget på at lære at knirke rigtigt. Det er urimelig svært. Der er stort sandsynlighed for at man alligevel aldrig lærer det ordentlig. Man ender med at afsløre sig som en der ikke har dansk som modersmål uanset hvad man gør, og det har ikke rigtig den store betydning for danskerne i sidste ende.
Stød, knirk, hvad vi nu kalder det, er uden tvivl noget man skal lære at forholde sig i dansk fonetik. Men, og med forbehold for min stødløse baggrund, forekommer det mig væsentligheden er overdrevet i introduktionen af dansk. Hvis en udenlandsk fonetiker kun ved én ting om dansk, er det med stor sandsynlighed at der er det der stød. Det afspejler hvor meget der er sagt og skrevet om stød, men måske ikke helt hvor væsentlig det reelt er i dansk. Vi taler aldrig om sprængansats som noget vigtigt i dansk, selvom det er langt hyppigere end mange af vores ‘rigtige’ fonemer. På andre sprog ignorerer man typisk lignende glottaliseringer i brede sprogbeskrivelser. Måske er det egentlig et emne der hører hjemme i videregående sammenhænge, men ikke så meget på sprogskoler og brede introduktioner til dansk.
Opsummering
Stød er hverken så specielt at vi er nødt til at bruge vores egne udtryk og notationer til at beskrive det, eller så vigtigt at man ikke kan klare sig uden på dansk. Det mest specielle ved stød er at vi går så meget op i det i forhold til dets beskedne vigtighed.
Lad os holde os til IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os notere lydene som det de er. Værktøjerne er der til det:
◌̰ betegner knirk eller knirkestemme.
ʔ betegner en glottal plosiv eller approksimant.
Jeg foretrækker ◌̰ fordi det afspejler det koartikulerede aspekt, at det er en gestus som falder samme med et andet segment.
Der er et hav af tegn til de tonale accenter man finder i jysk. Hvad der er mest passende, kræver nærmere undersøgelser, men man kan starte et sted og notere høj og lav tone med ◌́ ◌̀.
Dette er det sidste emne i serien om Utilpasset IPA. I næste indlæg kommer der en opsamling og konklusion.
Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben
I dansk lydskrifttradition noteres diftonger med ɑɪ̯ oɐ̯ ɑʊ̯, altså et vokalsymbol med en bue under, som i IPA betyder ‘ikke syllabisk’ (I Dania bruges αj oɹ αw, i DDO blandes principperne lidt, ɑj oɐ̯ ɑw). Min pointe i dette indlæg er at denne bue under vokalerne fint kan undværes. Det er en lille ting, men alt i alt gør det IPA nemmere uden at vi mister informationer. Og uden denne bue følger vi praksis i de fleste andre sprog.
Der er ikke tale om direkte forkert IPA hvis man inkluderer buen, men buen gør vores lydskrift en anelse mere besværlig uden egentlig at tilføre nogen værdifuld information. Den gør blot at lydskriftstuderende er nødt til at lære hvad buen betyder og hvorfor og hvornår vi har besluttet at benytte buen. Med buen er vi er tvunget til at tage stilling til om noget er syllabisk eller ej, hvilket vi ikke altid kan afgøre med vores ører og måleinstrumenter, så disse bliver erstattet med principper og konventioner.
Baggrund
Langt de fleste stavelser i verdens sprog indeholder en vokal. I dansk kan antallet af stavelser i et ord typisk afgøres ved at tælle antallet af vokalbogstaver. En stavelse i straks, to stavelser i miljø, tre stavelser i maskineosv. Her har vi det nemt i dansk, bortset fra at vi låner en del ord fra andre sproget hvor det ikke er lige så indlysende at tælle stavelser, fx fransk bureau, engelsk breakdance og italiensk fiasko.
Derfor tænker vi intuitivt at når der er en vokal, er der også en stavelse. Der kan derimod være et vilkårligt antal konsonanter uden at det ændrer på antallet af stavelser. Vokaler er stavelsesbærende/syllabiske, konsonanter asyllabiske.
Men fonetisk set har konsonanter som v, r, g i nogle tilfælde i dansk udviklet sig til vokallyde, fx i hav, mor, røg, men uden at vi føler at de tilføjer en ekstra stavelse til ordet. De danner diftonger med foranstående vokal. Og dette har vi valgt at vise i lydskriften med disse buer under vokalerne, fx haɪ̯ haʊ̯ moɐ̯ hej, hav, mor. Men når vokalerne føles syllabiske, altså bidrager til opfattelse af en ekstra stavelse til ordet, udelader vi buen, fx tʁaːɪ hæːʊ moːɐ dreje, have, more.
Er ◌̯ nødvendig?
I bred IPA noterer man som bekendt kun distinktive forhold. Og man undgår diakritika medmindre de altså angiver noget distinktivt. Så hvis vi kan slippe af med ◌̯ ville det være god IPA, samtidig med at det bliver nemmere for os selv.
I eksemplerne ovenfor kan man se at vi godt kan skelne mellem asyllabisk ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ og syllabisk ɪ ɐ ʊ. Men hvis man lægger mærke til det, følger notationen automatisk af om vokalen foran er kort eller lang, og det gælder, med visse undtagelse, faktisk generelt. Længde og asyllabicitet bliver altså en slags dobbeltmarkering af forskellen, og vi kan egentlig nøjes med den ene af dem. Da vi i andre sammenhænge er nødt til at bruge længdetegnet, kan vi ikke slippe af med det, men vi kan godt undvære buen.
Vi kan altså underforstå at ɪ ɐ ʊ er asyllabiske efter kort vokal, /haɪ haʊ moɐ/, og syllabisk efter lang vokal, /tʁaːɪ hæːʊ moːɐ/.
Nu skal man passe på med at underforstå ting i lydskrift. Det kan føre ned ad en vej hvor vi underforstår forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ fordi vi kan forudsige det med komplekse regler. Og så ender vi med en lydskrift der mere minder om vores ortografi, og som kun kan forstås hvis vi kender disse komplekse regler.
Men jeg mener at forskellen på syllabisk og asyllabisk godt kan underforstås. Eller i virkeligheden snarere: Om noget er syllabisk eller ej afhænger af vores fortolkning af den fonetiske streng. Buen indikerer hvad vi tænker og føler om ordets struktur, men det er ikke en instruks om at man skal gøre noget bestemt med taleorganerne. Notationerne /haɪ̯ haɪ/ indikerer ikke to forskellige udtaler, men markerer blot eksplicit en bestemt fonologisk fortolkning af lydene. Forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ er til sammenligning ganske fysisk. I IPA skal man skelne distinktive udtaler, ja, men de skal skelnes efter den fysiske, artikulatoriske forhold. Hvis man skal lære dansk, skal man lære at udtale forskel på /moɐ moːɐ/ mor, more, og det gør man primært ved forskel på vokallængden. Det kan ikke benægtes. Om man opfatter dem som en eller to stavelser, er for så vidt underordnet.
Så medmindre man mener noget meget konkret med symbolet ◌̯ – og dets modsætning ◌̩ – er de faktisk lidt overflødige, i hvert fald i bred IPA. For en dansker, og mange andre, følger opfattelsen af syllabicitet automatisk af notationer som /lɒʊlɪ løːʊ kʰætn/ lovlig, løve, katten. Og hvis den ikke gør, så gør det ikke rigtig noget.
Hvad vi tænker om sprogets mere abstrakte, underliggende struktur når vi taler, er underordnet for lydskriften. Det gælder generelt i IPA. Man kan i IPA notere at man opfatter [ts] er et enkelt fonem og skrive [t͡s], men man skal ikke. I mange afrikanske sprog har man prænasalerede plosiver, som man kan notere [m͡b], men man behøver ikke bruge buen. Ligeledes er det underordnet i IPA om vi synes /ð/ er en slags d, om vi synes /æ a/ begge er en slags a, og altså om vi opfatter en sekvens af to vokaler som en eller to stavelser. Argumenterne for at forstå disse notationer kræver en god indsigt i fonologisk teori og analyse. Disse emner kan være vældig spændende og relevante. Men det kan man gå op i på et senere tidspunkt; de hører ikke hjemme i introduktionen til et sprog.
/ə ɪ ɐ ʊ ð/ er varisyllabiske
Det kan naturligvis i nogle sammenhænge være interessant at udtale sig om syllabicitet og studere om der er mikrofonetiske, ikke-distinktive træk der følger med disse betegnelser. Derfor har vi snæver IPA hvor man kan notere den slags.
Jeg er ikke i tvivl om at man eksperimentelt kan vise at fx save i distinkt udtale opfattes som tostavet [sæː.ʊ], og at det her følger de suprasegmentelle egenskaber som vi forbinder med tostavelsesord. Men save kan også reduceres kraftigt, til [sæʊ̯] fx i save brænde, til et enstavelsesord, parallelt med at passe kan udtales [pʰæs], identisk med pas.
Der er en glidende overgang mellem [sæː.ʊ] og [sæʊ̯]. De eksisterer som yderpunkter, men i spontan tale er det umuligt at afgøre hvor grænsen mellem de to udtaler går, hvornår det går fra at være to stavelser til en. Det findes der ikke noget objektivt svar på. Jeg har i mange år sat fonetikstuderende til at transskribere spontantale i eksamensopgaver osv. Her ender det med at være temmelig arbitrært hvordan disse tegn bruges; nogle hører det ene, nogle hører det andet, og nogle er i tvivl og gør noget vilkårligt. Som bedømmer har jeg kun i ydertilfældene mulighed for at afgøre hvad der er korrekt, men ofte må jeg acceptere begge svarmuligheder fordi de er lige rimelige eller urimelige. Brugen af ◌̯ ◌̩ tvinger transskriptøren til et valg som ikke er rimeligt og hvis rigtighed ikke kan afgøres. Det er urimeligt over for studerende der bruger tid på at forstå forskellen, som frustreres over at de ikke kan høre den, og som stresser over at skulle kunne gøre det rigtigt til eksamen.
Er der flere stavelser i /aɪ/ i /maɪˈtsḭːm/ maritim end i /maɪ/ mig? Jeg ved det ikke. I DDO skrives det, med DDO-lydskrift, mɑiˈtiˀm, ˈmɑj, altså med en forskel i antal stavelser. Det kan måske føles sådan for nogle, men forskellen er ikke åbenlys. Jeg kan bedre lide /maɪ/ og lade folk selv vurdere om de synes det er syllabisk eller ej.
For mig at se er den bedste løsning ganske enkelt at udelade ◌̯ ◌̩ fra notationen og definere /ə ɪ ɐ ʊ ð/ som varisyllabiske. De kan opfattes som syllabiske eller asyllabiske alt efter kontekst, men det afhænger i høj grad af vores intuition som kan være påvirket af morfologi og skriftbillede. Og så må man ty til akustiske mål hvis man vil være mere konkret end det.
Et par (forsvindende) problemer
I ældre dansk har/havde man vistnok en kontrast på syllabisk/asyllabisk i fx /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːɐ/ belær, belære. Man havde ofte lang vokal før ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ ð, og disse kunne så også blive syllabiske ifm. schwa-assimilation. Jeg ved ikke konkret hvad den fonetiske forskel er her (længde, tone, andet?) og om der overhovedet var nogen forskel, om den distinkte forskel egentlig er /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːʁə/, og /peˈlɛ̰ːɐ/ så egentlig er reduceret udtale, hvor belær tilsvarende blev reduceret til /peˈlɛ̰ɐ̯/ så kontrasten blev opretholdt, eller andet. Under alle omstændigheder er det problem ved at løse sig selv, idet vokalen er blevet forkortet i alle disse ord med ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯, /peˈlæ̰ɐ peˈlæ̰ːɐ/ hos, gætter jeg på, alle under 70 år.
Vi har også en lille håndfuld ord med triftonger og knirk, som [fɒˈtæ̰ɐʊ̯ fɒˈtæ̰ɐ.ʊ] fordærv, fordærve, som jeg er lidt i tvivl om hvad man skal stille op med. Men igen er de unge i færd med at rydde op i sproget idet de reducerer triftonger til diftonger, [fɒˈtæ̰ʊ fɒˈtæ̰ʊ.ʊ]. Det er særtilfælde som der kun er ganske få af, og de er på vej væk. De skal behandles som selvstændige problemer, ikke skaber problemer for hvordan vi lydskriver alle andre ord.
Hvad gør man i andre sprog?
I Handbook og the IPA er der ikke noget klart svar på hvordan man skal notere diftonger. At kalde noget for en diftong, er en fortolkning, og IPA forholder sig blot til hvilke lyde der er eller ikke er i den fonetiske strøm.
Tegnene ◌̯ ◌̩ betyder ikke-syllabisk og syllabisk, ligesom ◌.◌ betyder stavelsesgrænse og ◌͡◌ betyder fraværet af grænse, men det er ikke hægtet op på nogen konkret artikulatorisk egenskab. Der er ikke nogen nærmere forklaring på hvordan de skal bruges. Men der er en opfordring til ikke at bruge unødige diakritika i bred IPA.
Diftonger som i hej, hav findes i rigtig mange sprog, og i praksis er der en del variation i hvordan diftonger noteres. Notationerne /aj ai ai̯ aɪ aɪ̯/ er mulige notationer af nøjagtig samme diftong (også i skrift kan den skrives på mange forskellige måder). Men hvad gør andre sprog i praksis?
Jeg har undersøgt 117 andre sprog med frit tilgængelige illustrations of IPA. Ud af de 117 sprog er der 40 der har diftonger. Af disse 40 noteres diftonger med VV (fx /ai/) på 31 sprog, og VC (fx /aj/) på 9 sprog. De fleste af disse 9 VC-sprog er relativt eksotiske, såsom malajisk, sahaptin, mambay, pashayi og bengalsk, mens de 31 VV-sprog rummer mere nærliggende sprog som engelsk, tysk, spansk, svensk, norsk.
Hvis man endvidere ser på de andre detaljer, så noteres diftonger med to fuldvokaler, fx /ai/, på 14 sprog, og med centraliseret vokal, fx /aɪ/ på 12 sprog, mens kun fem sprog bruger notation med asyllabisk fuldvokal, fx /au̯/. Ingen bruger asyllabisk centraliseret vokal som i dansk tradition, ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯. Igen har man altså i dansk valgt at bruge en notation som afviger fra hvordan man gør i de fleste andre sprog.
På mange sprog er man vant til fra ortografien at diftonger repræsenteres med to vokalbogstaver, ai, au, eu, ei osv. I dansk er vi vant til at de repræsenteres med vokal og konsonant, ej, eg, av, æv, øv. Det gør måske at man i dansk lydskrifttradition har lyst til at opfatte disse lyde som en slags konsonanter og repræsentere dem med konsonanttegn eller på anden måde at adskille dem fra vokaler.
Men hvis vi skal holde ortografien udenfor, og hvis man skal følge praksis i de fleste sprog, navnlig de sprog som man med stor sandsynlighed kan støde på i en almindelig sproguddannelse, bør man notere diftonger med VV. Det er mest oplagt at bruge centraliserede vokaler, /aɪ aʊ uɐ/, som der er tradition for i fx nærliggende sprog som norsk, tysk og engelsk, når vi i forvejen bruger /ɪ ʊ ɐ/ til at angive en lidt mindre specifik vokalkvalitet, som også er passende for diftonger.
Opsummering
Det er ikke forkert IPA at skrive /aj aw/ eller /aɪ̯ aʊ̯/. Men hvis vi vil gøre os selv en tjeneste, gøre lydskriften en lille tand enklere, mindre arbitrær og frustrerende og bringe den tættere på international praksis, navnlig praksis i nærliggende sprog, kan vi ganske enkelt skrive /aɪ aʊ/. At skelne /ɪ ɐ ʊ/ vs. /ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯/ betyder ekstra besvær, uden at det bidrager med noget substantielt til sprogbeskrivelsen.
I næste indlæg ser jeg på det der stød som er så unikt dansk at vi er nødt til at opfinde vores helt egne lydskrifttegn og terminologi. Kan det mon rummes i IPA?
