Kategorier
Lydskrift

IPA vs. Dania vs. DDO-lydskrift

I et gammelt indlæg fik jeg to lydskriftsystemer til at battle mod hinanden, den gamle Dania-lydskrift og den klassiske IPA, som fx benyttes på DDO. Tidligere var jeg stor tilhænger af DDO-lydskriften, men i de senere år har jeg prædiket en ny IPA-standard, som er opdateret til principperne i Handbook of the IPA fra 1999. Det er derfor blevet tid til en ny lydskrift-battle. Hvilket lydskriftsystem er bedst?

Jeg sammenligner disse tre systemer:

  • IPA (moderne post-1999 IPA)
  • DDO (klassisk IPA)
  • Dania

IPA referer til det internationale fonetiske alfabet. Her tager jeg udgangspunkt i bred IPA efter nyeste IPAs principper, dvs. den standard der benyttes på udtaleordbog.dk. DDO-lydskrift er den lydskrift der bruges på DDO, som er en slags dansk tilpasning af en præ-1950 IPA-standard, som i forskellige varianter har været benyttet i dansk fonetik siden dengang. Dania er det system der blev brug inden for danskfaget i 1900-tallet og som stadig bruges i snævre faggrupper. I bunden af indlægget har jeg som reference lydskrevet Nordenvinden og Solen efter de tre standarder. Man kan også se en sammenligning af de tre systemer her.

Jeg vil rate systemerne efter disse parametre:

  • Tværsproglig kompatibilitet
  • Sværhedsgrad
  • Fleksibilitet
  • IT-kompatibilitet
  • Bagudkompatibilitet
  • Fremtidssikring

Tværsproglig kompatibilitet

Dette punkt er hurtigt overstået. IPA er det eneste system der bruges og kan forstås internationalt.

Dania bruger en del tegn der ikke findes i IPA overhovedet, fx ᶊ ƞ ȧ α å. DDO bruger kun et enkelt, ˀ. Begge bruger også en del tegn for andre lyde end det der er defineret i IPA, fx Dania b d g ɹ ð a ö ɔ̈ å, DDO b d g ð a. Og så bruger de nogle tegn på en måde som til nøds kan forsvares inden for IPA, men som ikke er standardbrug, fx j, w, ɐ̯ i diftonger. DDO har klart færrest af den slags, så DDO er formentlig mere tilgængelig end Dania i internationale sammenhænge.

Et stort minus ved DDO er dog at den identificerer sig selv selv som en slags IPA-lydskrift. Det er forvirrende når den på forskellige punkter afviger fra IPA. Hvis man som udlænding ikke læser det med småt, men bare tager lydskriften for gode varer og læser den med IPA-briller, får man et forkert indtryk af dansk. Det gør man trods alt ikke med Dania, da Dania tydeligvis er et andet system.

Tværsproglig kompatibilitet er af kolossal værdi for lingvister, der arbejder på tværs af sprog, og for udlændinge der vil have adgang til dansk. Det gør at man kan genbruge sin viden fra et sprog til et andet i stedet for at lære helt nye systemer at kende for hvert sprog. Man kunne argumentere for at så længe man kun beskæftiger sig med dansk for danskere, så betyder det ikke så meget. Men verden er blevet mere tværfagligt og globaliseret end da man opfandt Dania, og det er svært at få øje på den lydskriftbruger eller det fag der ikke også ville have gavn af lettere adgang til andre sprog end dansk.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Sværhedsgrad

Det bliver traditionelt fremhævet at Dania og DDO-lydskridt er nemmere for danskere at skrive og afkode end IPA, fordi det er tilpasset til dansk, den danske brug af bogstaver/lydværdier i alfabetet og lign. Det er der imidlertid ikke belæg for. Ingen har faktisk undersøgt hvor svært det er at lære lydskrift efter de forskellige systemer.

Jeg tror muligvis at jeg er den eneste der faktisk har erfaring i at undervise efter alle tre systemer, inkl. forskellige varianter af gamle IPA-baserede varianter. Jeg hører gerne fra andre med lignende erfaringer så jeg kan modificere dette. Min erfaring er entydig: moderne IPA er hands down det nemmeste at lære. De seneste år hvor jeg har nærmet mig ren, utilpasset IPA i min undervisning, har vi ganske enkelt nået mere, og undgået en masse unødige forvirringer og frustrationer.

Jeg vil pege på nogle ting der gør IPA så pædagogisk:

IPA tager udgangspunkt i distinktive lyde, dvs. lyde der betydningsadskillende og derfor lette at illustrere med eksempler, og derfor lette at erkende for lydskriftnovicer. Dette grundinventar af lyde kan man så udbygge i pædagogisk fornuftigt tempo med snæver IPA. Dania og DDO er “flade” systemer, dvs. alle lyde er inkluderet på samme niveau, der er ingen progression, man skal lære at jonglere rundt med alle allofoniske detaljer og snævre notationer fra starten af, selvom det tager noget tid at forstå og først bliver relevant lidt inde i undervisningsforløbet når man beskæftiger sig med videregående emner.

IPA undgår diakritiske tegn. Diakritiske tegn er notorisk vanskelige at håndtere, både når man læser og skriver lydskrift. De kræver et større begrebsapparat at forklare og forstå, og man roder lettere rundt i dem. Grundtegnene i IPA er uden diakritika, og diakritika skal kun tilføjes i bred IPA hvis de er distinktive. I Dania er der derimod masser af lyde i det introducerende lydskriftinventar som er modificeret med diakritiske tegn, fx ȧ ä ö ɔ̈ ɔ̇ ɔ̤ å (paradoksalt nok — Dania-tilhængere har traditionelt har kritiseret IPA for at kræve for mange diakritiske tegn). I DDO-lydskrift bruger lidt flere diakritiske tegn end IPA, og i nogle varianter bruges mange flere (fx DDOs “nøjagtig IPA”). I Dania og DDO er der ikke noget der hedder distinktive lyde, og derfor ikke noget princip om at bruge umodificerede grundtegn til de vigtigste lyde, hvilket resulterer i at diakritiske tegn ofte er det eneste der adskiller to distinktive lyde i lydskriften.

IPA er konsekvent. Der er forhold i IPA der kan virke kontraintutive for nybegyndere, men man kan henvise konsekvent til IPAs principper. Det er kontraintuitivt at skrive /pḭːl/ for bil og ikke pil, men det er enkelt at forklare med henvisning til hvordan IPA er defineret. Det er let at acceptere fordi det er konsekvent. I Dania og DDO er lydskriftprincipperne inkonsekvente; hvorfor skriver man i DDO/Dania [tj] i tjans, men [dɕ] i match, når det er samme lyd? Hvorfor skriver man ikke lang vokal i [soˀl] sol? Hvorfor skriver man [ˈmoɐ̯ ˈmoːʌ] mor, more med hhv. [ɐ̯] og [ʌ]? Osv. Det er ikke fordi der ikke er argumenter for disse ting, men argumenterne stikker i forskellige retninger; nogle gange for at gøre det enklere, nogle gange for at være mere præcis, nogle gange pga. tradition fordi en eller anden nuance engang var vigtig. Det bærer præg af at være et system uden et sæt grundlæggende principper, men med hovsaløsning på hovsaløsning og sporadiske udvækster fordi en eller anden engang syntes at det skulle være sådan.

IPA ligger, modsat hvad Dania-tilhængere påstår, tættere på det danske alfabet end både Dania og DDO, især når det kommer til p, t, k. Sammenlign fx, for nu at tage nogle ord fra nedenstående standardtekst, skæntes, stærkest, straks, varmt, i IPA /ˈskɛntəs ˈstæɐkəst ˈstʁaks ˈva̰ːmt/, vs. Dania ˈsgændəs, sdȧɹgəsd, ˈsdrαgs, ˈvαʼmd. Er det bare mig der cherrypicker? Nej. Ingen tvivl om at det er mere intuitivt hvis bil lydskrives bi’l som i Dania, frem for IPA pḭːl. Men i de fleste ord finder man bedre overensstemmelse mellem IPAs /p t k/ og de danske bogstaver end man gør med Danias b d g.

Lingvister, der arbejder med forskellige sprog, har klar pædagogisk fordel af at lære en internationalt sammenlignelig lydskrift med det samme, og alle har fordel af IT-venlighed og tastaturvenlighed, hvor IPA også scorer højest.

DDO-lydskriften er pædagogisk set noget møg for studerende der også skal lære IPA. Den er et samsurium af modstridende hensyn til ortografi, fonetiske detaljer, pædagogiske forenklinger, gamle traditioner mm. DDO-lydskriften identificeres typisk som en slags modificeret IPA, hvilket resulterer i at man skal spilde værdifuld undervisningstid på at forklare og forsvare hvorfor man tager hensyn til dansk ortografi et sted i systemet, men fonetiske detaljer et andet sted, hvorfor man i det hele taget bruger det lidt anderledes i dansk end i alle andre sprog, hvorfor man tilføjer hjemmelavede tegn i stedet for at bruge IPA, hvorfor man ikke skelner bred og snæver notation som i IPA osv. Det er forvirrende, frustrerende og giver studerende et dårligt indtryk af hvad IPA er, og de undrer sig ofte over hvorfor lingvister er så vilde med det. Løsningen med at justere DDO-lydskriften med ekstra diakritiske tegn for at gøre den mere præcis, fx [b̥ d̥ ɡ̊] frem for [b d g] (eller blot IPA [p t k]), fører til en meget høj grad af kompleksitet og endnu mere forvirring som kunne undgås ved blot at bruge IPA fra starten af.

Dania er alt i alt værst. Dania afhænger for meget af diakritika og tegn der ligner hinanden til forveksling, fx vs ɑ̊ og tegnene for betoning og knirk (ˈ vs , fx ˈsoʼl). Lydene er defineret efter ældre udtalestandarder, som nye universitetsstuderende ikke har chance for at kende til på forhånd. Der er ingen pædagogisk progression som i IPA, hvor man kan starte med distinktive lyde og bygge oven på disse. Den dårlige IT-kompatibilitet gør det mere bøvlet for moderne studerende at håndtere end de andre systemer.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Fleksibilitet

IPA er indrettet til at kunne håndtere alle verdens sprog og den variation man finder inden for og på tværs af sprogene. Dania og DDO er indrettet til at beskrive dansk. Dania har 100 lydskrifttegn. That’s it. Tilpasset IPA trækker på IPA’s palette af tegn, men i og med at man omdefinerer nogle af tegnene, løber man ind i problemer når man vil notere de lyde tegnene oprindeligt stod for, fx når man vil transskribere mindre distinkt tale eller sammenligne med andre sprog. Hvordan skal man skrive et b d g der bliver stemt, et ð der bliver frikativt, et a der bliver mere åbent, eller ɑ der bliver mere tilbagetrukket? Her har man taget noget af fleksibiliteten ud af IPA.

IPA vinder også på at have flere beskrivelsesniveauer, navnlig bred vs. snæver IPA. Man kan vælge at inkludere flere eller færre detaljer alt efter kontekst, og på den måde kan man beskrive sprogets udtale både mere overordnet i en lydskrift som dækker stor variation, eller man kan zoome ind på nuancer i bestemte varianter af sproget. Hvis man skriver om forskellige s-lyde, nuancer i vokalkvaliteter eller udviklinger i danske plosiver, kan man lave snæver transskription af de detaljer der er relevant i konteksten. Den mulighed har man ikke i Dania og DDO-lydskrift. Dania-systemet er ‘fladt’ i den forstand at der kun er ét fonetisk beskrivelses- og detaljeniveau; de distinktioner der er indført i Dania, skal altid skelnes, uanset hvor besværlige og irrelevante de er i konteksten. Men i IPA kan man tilpasse den fonetiske detaljeringsgrad til ens behov.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

IT-kompatibilitet

Både Dania og IPA blev opfundet for over 100 år siden, lang tid før moderne informationsteknologi. Men i kraft IPAs udbredelse er IPA inkorporeret i unicode som moderne computerfonte er baseret på. Dania rummer tegn som ikke kan skrives på en almindelig computer, og det inkluderer nuancer som forskellen på oblik/kursiv/ikke-kursiv, som ikke er en søgbar forskel i de fleste sammenhænge.

Reelt er man nødt til at installere en specialdesignet font, hvis man vil bruge traditionel Dania. Dermed er man begrænset af den font, og man kan ikke frit kombinere med ekstra tegn og diakritika, og det er noget frygteligt mas at man skal hoppe frem og tilbage mellem forskellige fonte, når man skrives en tekst. Man er også bundet til en bestemt font-type. Hvis man flytter sin tekst til en anden computer uden denne font installeret, er teksten sandsynligvis ulæseligt. Og så er det umuligt at bruge Dania i digital kommunikation, som sociale medier, messenger osv. hvor man ikke selv kan bestemme fonten.

IPA og DDO er omtrent lige her. Begge er fuldt ud unicode kompatible, men der er stadig lidt oftere brug for at finde specialtegn frem når man skriver DDO-lydskrift, og derfor er IPA lige et skridt foran.

  1. IPA
  2. DDO
  3. Dania

Bagudkompatibilitet

Kan man slet ikke finde noget at bruge Dania til? Jo absolut! Dania har været brugt i halvandet hundrede år, og herhjemme har det været brugt i meget længere tid end både IPA og DDO-lydskrift. Mange vigtige opslagsværker, historiske værker og nærmest al dialektforskning bruger Dania. Det er derfor absolut nødvendigt at kende til Dania, og hvis man vil skrive sig ind i den tradition, kan man med fordel stadig benytte Dania.

Den klassiske IPA som DDO-lydskriften er vokset ud af, har været brugt i 50-70 år, men af en meget snævrere kreds end Dania. Det kan derfor ikke måle sig i omfang og væsentlighed med Dania. Det kommer dog helt an på hvilket fag man taler om. Størstedelen af nyere forskning i dansk fonetik er formidlet i DDO-lignende lydskrift.

Moderne IPA taber stort her. Der har ikke været nogen tradition for at følge med udviklingen i IPA i dansk fonetik. Hvis man kun kender moderne IPA, vil man derfor let give lidt fortabt over lydskriften i al ældre dansk udtalelitteratur. Dog er Danmarks største, bedste og mest moderne udtaleordbog baseret på moderne IPA.

  1. Dania
  2. DDO
  3. IPA

Fremtidssikring

Hvilken standard kommer fremtidens fonetikere og sprogfolk til at bruge? Det er et godt spørgsmål. IPA er uden tvivl det stærkeste system på næsten alle parametre, og det ville være et stort fremskridt hvis det blev standard herhjemme også. Det er internationalt anerkendt, og det er udviklet og justeret på baggrund af et århundredes samlet faglig erfaring fra folk over hele kloden. Det eneste vi mangler, er en tradition for at bruge det i dansk.

Men der er også altid en omkostning ved at skifte standard. Al den viden der er indkapslet i den gamle standard, bliver mindre tilgængelig, og lydskriftresurser og lærebøger bliver ubrugelige. Det var det de gamle Dania-tilhængere/IPA-modstandere kæmpede imod; de traditioner man har bygget op over generationer, bliver mindre værd. En overgang til IPA kræver altså at nogen tør satse, gå foran, og gider udvikle nye værktøjer og formidle den gamle viden i et nyt sprog. Og tør man satse på at nogen både tør og orker det?

Hvis man følger med her på siden, har man nok regnet ud hvor jeg står. Jeg gør mit for at udvikle mine lydskriftværktøjer til moderne IPA og anvende moderne IPA i praksis. Jeg underviser i IPA og fornemmer at de ambitiøse unge mennesker på de videregående uddannelser foretrækker en moderne international standard frem for gamle traditioner. For lingvistikuddannelserne på KU og ÅU er der sådan set ingen diskussion: Studieordningerne kræver IPA, og IPA er for nylig også indført i uddannelsen af klassiske sangere på DKDM. Når nogen henvender sig til mig om at få lavet noget i lydskrift, beder de ikke om Dania eller DDO-standard, men om IPA. Så ud over alle IPAs styrker tror jeg også det er det mest fremtidssikre.

Jeg tror IPA kommer til at udkonkurrere den traditionelle DDO-lydskrift. Nye generationer af lingvister skal lære IPA, og IPA vinder frem i flere og flere sammenhænge. DDO-lydskriften har længe været praktisk fordi DDO-ordbogen har været den største tilgængelige udtaleordbog, og gode digitale resurser er vigtige for en lydskriftstandard. Men DDOs værdi som fonetisk opslagsværk er kraftigt dalende. Udtaleangivelserne på DDO afspejlerer en forældet norm, og DDO er nu overgået i omfang og anvendelighed af udtaleordbog.dk som bruger moderne IPA.

Men jeg tror sådan set at Dania stadig vil leve videre i visse fagkredse. For sproghistorikere og dialektforskere er gevinsten for lille og omkostningen for stor ved at skifte til IPA. Gamle Dania-værker er ikke digitale, og en digitalisering med efterfølgende konvertering af lydskriften vil være enormt kompliceret. Så Dania er nok kommet for at blive i et eller andet omfang. Dania-brugere burde sådan set bare lave en Dania 2.0 som er justeret til at passe til moderne IT-standarder.

  1. IPA
  2. Dania
  3. DDO

Opsamling

Vinderen er (+2 pr. førsteplads, +1 pr. andenplads), TA-DAA:

  1. IPA: 10 point
  2. DDO: 5 point
  3. Dania: 3 point

Der kan være forskellige ganske rimelige grunde til at bruge forskellige lydskriftstandarder, eller justere lidt på de eksisterende i forskellgie sammenhænge. Man skal naturligvis altid vælge en lydskriftstandard der passer til ens formål.

Der er bestemt kontekster hvor Dania fungerer bedst på trods af sin lave score i denne sammenligning. Til gengæld er det, på trods af andenpladsen, meget sjældent at DDO-lydskriften virker mest fordelagtig. Uanset hvad man ønsker at opnå, af de ting jeg har gennemgået her, vil man opnå dette bedre med enten moderne IPA eller Dania. Ikke engang i en folkelig ordbog som DDO vil jeg mene at DDO-lydskrift er mest velegnet.

Efter min mening bør man ikke videreføre DDO-lydskriften. Den er en inkonsekvent hybrid mellem Dania og IPA + egne opfindelser uden at have noget af det bedste fra begge verdener. Man kunne få en meget mere folkelig lydskrift + andre fordele ved at lægge sig tættere op ad enten IPA eller Dania. Som minimum bør man holde op med at kalde DDO-lydskriften for en slags IPA (DDO kalder det selv forsimplet IPA); det er misvisende og misrepræsenterer IPA, og det forvirrer lydskriftnovicer når man bruger IPA-betegnelsen så frit.

Så, hvis du vil have en moderne, pædagogisk, IT-venlig, international, og formentlig fremtidssikker lydskrift, så forlang moderne IPA. Hvis du er dialektforsker, sproghistoriker eller nostalgiker, så brug Dania. Hvis du vil have en mere folkelig, intuitiv, IT-venlig lydskrift, så kan det opnås langt bedre med minimale justeringer af IPA (fx BDG-formen på udtaleordbog.dk), eller en lettere modernisering af Dania.

Nordenvinden og Solen i IPA, Tilpasset IPA og Dania

Moderne bred IPA

/ˈnoːɐnven̰n ɐ ˈso̰ːln ˈskɛntəs ɒm ˈvɛm̰ ˈæ pm ta va ˈstæɐkəst | tæ en ˈʁaɪsnə kʰɒm ˈkɔːnə fɒˈpḭː || ti pleʊ ˈeːnɪɪ ɒm æt ˈtɛn̰ ta kʰu fɔ ˈmæn̰n tse ɐ tsæ sin ˈjakə ˈæ̰ː | sku ˈænsḛːs fɐ ɐ væːɐ ˈstæɐkɐɐ ɛn tn ˈænn || ˈfɶɐst ˈplɛːstə ˈnoːɐnven̰n mɛ ˈæl̰ sin ˈkʰʁaft | mɛn jo ˈmeːɐ hæn ˈpleːstə testo ˈtsɛtɐɐ tsʁak ˈmæn̰n sin ˈjakə ɒmˈkʰʁæŋ̰ saɪ | ɒ tse ˈsist ˈɒpkæ̰ː ˈnoːɐnven̰n sit fɒˈsø̰ː || ˈsɒ ˈskenɤ ˈso̰ːln ˈva̰ːmt | ɒ ˈstʁaks tso tn ˈʁaɪsnə ˈmæn̰ sin ˈjakə ˈæ̰ː || ˈnoːɐnven̰n va ˈnu ˈnøɤ̰ tse ɐ æɐˈkʰɛn̰ə æt ˈso̰ːln hæɤ ˈvɔnɤ ɐ va tn ˈstæɐkəstə æ ti ˈtso̰ː/

DDO-lignende lydskrift

[ˈnoːɐnvenˀn̩ ʌ ˈsoːˀln̩ ˈsɡɛndəs ʌm ˈvɛmˀ ˈabm̩ dɑ vɑ ˈsdæɐ̯ɡəsd da en ˈʁɑɪ̯sn̩ə kʌm ˈɡɔːnə fʌˈbiːˀ || di bleʊ̯ ˈeːnii ʌm ad ˈdɛnˀ dɑ ku fɔ ˈmanˀn̩ te ʌ ta sin ˈjɑɡə ˈæːˀ | sɡu ˈanseːˀs fʌ ʌ væɐ̯ ˈsdæɐ̯ɡɐɐ ɛn dn̩ ann̩ || ˈfɶɐ̯sd ˈblɛːsdə ˈnoːɐnvenˀn̩ mɛ ˈalˀ sin ˈkʁɑfd | mɛn jo ˈmeːɐ han ˈbleːsdə desdo ˈtɛdɐɐ tʁɑɡ ˈmanˀn̩ sin ˈjɑɡə ʌmˈkʁæŋˀ sɑj | ʌ te ˈsisd ˈʌbɡɛːˀ ˈnoːɐnvenˀn̩ sid fʌˈsøːˀ || ˈsʌ ˈsɡenð̩ð̩ ˈsoːˀln̩ ˈvɑːˀmd | ʌ ˈsdʁɑɡs to dn̩ ˈʁɑjsn̩ə ˈmanˀ sin ˈjɑkə ˈæːˀ || ˈnoːɐnvenˀn̩ vɑ ˈnu ˈnøðˀ te ʌ æɐ̯ˈkɛnˀə ad ˈsoːˀln̩ hæːð̩ ˈvɔnð̩ ʌ vɑ dn̩ ˈsdæɐɡəsdə a di ˈtoːˀ]

Dania (justeret til unicode)

ˈno·ɔnvenʼn̩ ɔ ˈsoʼln̩ ˈsgændəs ɔm ˈvæmʼ ˈabm̩ dα vα ˈsdȧɹgəsd da en ˈrαjsn̩ə kɔm ˈgå·nə fɔˈbiʼ. di blew ˈe·nii ɔm ad ˈdænʼ dα ku få ˈmanʼn̩ te ɔ ta sin ˈjαgə ˈȧʼ, sgu ˈanseʼs fɔ ɔ vȧɹ ˈsdȧɹgɔɔ æn dn̩ ann̩. ˈfɔ̈ɹsd ˈblæ·sdə ˈno·ɔnvenʼn̩ mæ ˈalʼ sin ˈkrαfd, mæn jo ˈme·ɔ han ˈble·sdə, desdo ˈtædɔɔ trαg ˈmanʼn̩ sin ˈjαgə ɔmˈkrȧƞʼ sαj, ɔ te ˈsisd ˈɔbgæʼ ˈno·ɔnvenʼn̩ sid fɔˈsøʼ. ˈsɔ ˈsgenð̩ð̩ ˈsoʼln̩ ˈvαʼmd, ɔ ˈsdrαgs to dn̩ ˈrαjsn̩ə ˈmanʼ sin ˈjαkə ˈȧʼ. ˈno·ɔnvenʼn̩ vα ˈnu ˈnøðʼ te ɔ ȧɹˈkænʼə ad ˈsoʼln̩ hȧ·ð̩ ˈvånð̩ ɔ vα dn̩ ˈsdȧɹgəsdə a di ˈtoʼ.

Kategorier
Lydskrift

Opdatering af lydskriftværktøjer

Jeg har lavet nogle længe ventede opdateringer af min tegnvælger.

  • Mange har efterspurgt muligheden for at vælge skrifttype, da ikke alle systemer viste den gamle skrifttype lige effektivt. Nu kan man vælge den font man vil. Jeg har gjort de almindeligste websikre fonte klikbare, men man kan bruge en hvilken som helst font som man har installeret på sin pc; man skal blot opdatere URL’en, fx schwa.dk/filer/ipacharpick/?font=MINFONT.
  • Jeg har tilføjet flere shortcuts og muligheden for at vælge mellem forskellige shortcuts. Vigtigst er et shortcut til utilpasset IPA. Hvis man gerne vil have de gamle shortcuts, vælger man bare DA(old). Desuden har jeg tilføjet shortcuts til tysk, engelsk og fransk IPA, det græske alfabet og til alle fonetiske relevante tegnblokke i Unicode. Hvis man har ønsker til andre shortcuts, er man velkommen til at henvende sig. Jeg påtænker at tilføje flere sprog med tiden.
  • Jeg har lavet mindre opdateringer af indholdet i de øvrige tegn. Der er tilføjet lidt, og en del er flyttet over i Unicode-shortcuttet for et lidt mere overskueligt design.

Jeg har også opdateret den simple tegnvælger, og converteren er opdateret med et par tegn fra min serie om utilpasset IPA.

Meld gerne tilbage med fejl og ideer til forbedringer.

Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA (bonus): Det bløde d

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

Det danske bløde d noteres traditionelt med ð, som i IPA står for en dental frikativ. Men det bløde d er typisk ikke en dental frikativ, så er ð bare et levn fra Dania? Er der en bedre måde at notere det på i IPA?

Historisk set et d

Hvis jeg skal beskrive mit eget bløde d, fx i tid, så udtaler jeg det med tungespidsen presset godt ind mod tænderne i undermunden og fortungen skubbet længere frem mod alveolarranden end i det foranstående /i/, men ikke så meget at der opstår støj. Den minder meget om en vokal, der bare ligger længere fremme i munden end /i/.

Hvordan skal notere sådan en lyd? Det er en approksimant i og med at der ikke er støj, den er længere fremme end /j/, som er palatal, den er laminal i og med at tungespidsen er sænket, og med tungespidsen presset mod fortænderne kan man forsvare at kalde den dental, altså en laminal dental approksimant.

IPA har desværre ikke et dedikeret symbol for en dental approksimant, så man må danne det med diakritiske tegn. Det kan man gøre på flere måder. Vi kan tage udgangspunkt i den alveolære approksimant /ɹ/ og tilføje at den er dental og laminal [ɹ̪̻]. Vi kan også tage udgangspunkt i den palatale approksimant /j/, som i forvejen er underforstået laminal, og tilføje at lyden skal længere frem i munden [j̟]; det er faktisk ikke helt tosset i betragting af at det bløde d på nogle dialekter har udviklet sig til /j/. Vi kunne også opfatte det bløde d som en vokallyd, og så notere det på basis af /i/ efter samme princip, [i̟]. Eller vi kan tage udgangspunkt i den dentale frikativ /ð/ og specificere at den er laminal, men mere åben, så der ikke opstår friktionsstøj, [ð̻̞].

Når lyden skal noteres i bred IPA, fjerner vi de diakritiske tegn (medmindre de er distinktive), og alt efter hvad vi baserer lyden på, kan den altså noteres /ð ɹ j i/. Det går ikke at bruge /j i/ da de er reserveret til andre fonemer i dansk, og forskellige fonemer skal noteres forskelligt. Så har vi /ð ɹ/ tilbage. Begge er lige gode kanditater, men traditionelt har vi valgt at bruge /ð/, dels fordi det noteres sådan i Dania, dels pga. det historiske og ortografiske slægtskab med d. Det bløde d er en slags d, ikke en slags r.

Sammenligning med andre sprog

/ð/ findes i engelsk, fx svarende til th-lyden i the, mother, father. Paradoksalt nok synes danskere at man fint kan erstatte den engelske th-lyd med det danske bløde d. En englænder kan også fint bruge sit /ð/ når de taler dansk, og vi hører det som vores bløde d. Men det går ikke den anden vej. Englændere hører typisk enten ingenting eller en slags /l/ når danskere erstatter engelsk /ð/ med blødt d når de taler engelsk.

Der må således være tale om to vidt forskellige lyde, og det er vel en indikation af at vi ikke kan tillade os at bruge /ð/ i dansk, eller hvad?

Det synes jeg ikke nødvendigvis. Forholdet kan fint forklares med at englændernes måde at udtale /ð/ på, er en allofon af vores /ð/, en lidt distinkt, konservativ udtale af det bløde d, mens den moderne vokaliske udtale ikke er en tilladt allofon af engelsk /ð/. Danskere tillader ganske enkelt større variation i /ð/ end englændere gør.

I bred IPA skal man ikke tage hensyn til hvad der er fonologiske kontraster eller ej i andre sprog. Vi kan heller ikke tvinge englændere til at skrive /pʰ kʰ/ i stedet for /p k/ bare fordi vi synes det lyder som dansk /pʰ kʰ/ snarere end dansk /p k/. Aspirationen er allofonisk, ikke distinktiv i engelsk, så de kan tillade sig at ignorere aspirationen i bred IPA.

I engelsk kontrasterer [ð] med [ɫ], fx [wɪð wɪɫ] with, will, hvor [ɫ] er en velariseret lateral approksimant, dvs. den har nogle fællestræk med dansk blødt d. På engelsk har man også en alveolær approksimant [ɹ]. På engelsk er det altså vigtigt at deres /ð/ lyder tydeligt forskelligt fra de to andre lyde, så /ð/ har mindre bevægelsesfrihed på engelsk. Men det er englændernes problem, ikke danskernes.

Varianter af ð findes også på andre sprog, både i form af frikativer og approksimanter, som fonemer eller allofoner af andre fonemer. Det spanske /ð/ kan fx sagtens udtales som en approksimant. Engelsk fylder meget i vores bevidsthed, men jeg tror mere at vi skal se det som at det er engelsk der er lidt speciel, når de ikke tillader en approksimeret udtale af deres /ð/.

Når IPA ikke har et dedikeret symbol til dentale approksimanter, så skyldes det at man ikke har fundet sprog endnu der har en distinktion mellem dental approksimant og fx dental frikativ eller alveolær approksimant. I sådanne tilfælde er det praksis blot at bruge et af de eksisterende symboler i bred IPA. Det gælder også for andre ikke-coronale stemte frikativer/approksimanter som /β v j ɣ ʁ/. I bred IPA kan disse repræsentere lyde der veksler frit mellem frikativ/approksimant. Denne forskel er sjældent distinktiv (men få sprog har en distinktion mellem /v ʋ/ eller /ʝ j/, og derfor er der dedikerede symboler til disse). Jeg henviser altid mine studerende til dette skema, som rent grafisk bedre illustrerer at der ikke er nogen skarp opdeling mellem frikativ/approksimant for visse lyde.

Generelt gælder det at hvis udlændinge behersker en form for /ð/, kan de fint anvende den lyd når de skal lære at tale dansk, og danskere anvender deres /ð/ når de indlåner ord fra disse sprog, som cortado og godfather. Derfor giver det god transparens mellem sprogene at anvende /ð/. Men begge parter skal selvfølgelig være opmærksomme på at der kan være friere variation på dansk, eller flere restriktioner på de andre sprog. Og det gælder uanset hvilken notation vi vælger for fonemet.

En velær lyd

Normalt beskrives /ð/ som en anelse velariseret, [ðˠ], dvs. tungeryggen er hævet mod velum lidt som i /u/. En laminal lyd med hævet velum, eller en velær lyd med hævet lamina er to sider af samme sag. Hvis man fokuserer mere på det velære træk, åbner det for at tage udgangspunkt i en velær approksimant/vokal med hævet lamina, [ɰ̻] eller [ɯ̻].

Jeg kan godt høre nogle unge københavnere med kraftigt velariseret /ð/. Min fornemmelse er denne velarisering er en sekundær glidning efter /ð/ snarere end koartikuleret med /ð/, eller en velarisering/uvularisering som er tiltagende gennem lyden, så fx /mæð/ får karakter af en triftong, [mæðʁ], med først en svag glidning mod /ð/ og derefter mod /ʁ/, snarere end [mæðˠ].

En svag vokal

Når /ð/ optræder i andre kontekster end efter /i/, som beskrevet ovenfor, bliver det i min udtale typisk ikke helt så lukket og fremskudt. I /mæð skɒð lɔkð/ mad, skod, lukket kan det lande på et lidt lukket [ə]. Udtalen afhænger mao. af hvilken lyd der står foran.

Vores /ð/ tilhører i dansk samme gruppe lyde som jeg kalder svage vokaler, /ə ɪ ɐ ʊ/. De kaldes også halvvokaler eller ikke-fuldvokaler. Det er de vokaler vi typisk har i ubetonede stavelser i almindelige danske ord som /fætə fætɪ fætɐ fætð/ fatte, fattig, fatter, fattet. Det er også dem vi har i diftonger som /aɪ æɐ aʊ/. Disse vokaler har en masse fællestræk, som adskiller dem fra de øvrige stærke vokaler, de 13 (fuld)vokaler som vi skelner i betonede stavelser. De svage vokaler er altid ubetonede, de danner diftong med en foranstående kort vokal, de varierer en del i udtale alt efter kontekst, de indgår i eller er konsekvenser af schwa-assimilation, de er varisyllabiske (dvs. det er ofte uklart om de er syllabiske og asyllabiske) historisk er de spor af konsonanterne d g v r j, som er blevet vokaliseret.

Som svag vokal skal /ð/ ikke opfattes som en specifik lyd, men mere en slags “retning”. Som /ɪ ɐ ʊ/ skal det ikke skal opfattes alt for konkret i diftonger som /aɪ æɐ aʊ æð/, men snarere en bevægelse fra den stærke vokal hen imod /ɪ ɐ ʊ ð/. Man behøver ikke lande på den givne lyd, men man skal indikere klart hvor man bevæger sig hen. Det findes der ikke nogen måde at notere eksplicit på i IPA; det må man se i prosabeskrivelser af sproget, men det er almindeligt at diftonger fungerer på den måde.

Som svag vokal kunne man ønske sig en bedre notation. Tegnet /ð/ indikerer en konsonantlyd, og det ville være kønnere med et vokalsymbol i stil med /ɪ ɐ ʊ/.

Akustisk og auditivt –ɤ?

Juul & al. (2016) har målt /ð/ akustisk (formantmålinger), og her opfører /ð/ sig snarere som en mellemtunge-bagtungevokal. Formantmæssigt er den tættest på dansk /ɔ/, kun en anelse mere centraliseret. Det er formentlig den før omtalte velarisering der slår igennem. Det skal bemærkes der her er tale om et snit af /ð/ målt i forskellige ord med forskellig foranstående vokal, og effekten af foranstående vokal er ikke inkluderet i undersøgelsen. Det udelukker altså ikke at der er en del variation alt efter kontekst.

Hvis man lytter til forskellige bud på typiske vokaler, fx her eller her, er denne måling af /ð/ ikke helt ved siden af. Vokaler som [ɯ ʊ ɤ] lyder i mine ører ikke langt fra /ð/. Af dem er [ɤ] nok tættest på og mest i overensstemmelse med formantmålingerne.

Når /ð/ både beskrives som laminalt og velært, så er det måske en indikation af at de ikke har et klart artikulationssted. Det er måske mere henad en neutral vokal, /ə/, som bare er mere lukket generelt. Det kunne tale for /ɘ/, [ɘ̝̠], som heller ikke lyder helt ved siden af. Selvom jeg personligt ville elske flere schwa’er i vores lydskrift, forudsiger jeg dog et kolossalt bøvl med at lære studerende ikke at rode rundt i de to symboler ɘ ə (nogle gør det allerede).

Man kunne derfor overveje at notere det bløde d med /ɤ/, i snæver transskription [ɤ̻̽] (en centraliseret laminaliseret halvlukket velær vokal). Det har den klare fordel at være et vokalsymbol. Og vokaler er i forvejen lidt abstrakt defineret i IPA og tillader en del variation. Rent visuelt har tegnet flere ligheder med ð. Visuelt forveksles det heller ikke let med andre fonemer (i modsætning til hvis man bruger fx ɯ ʊ ɨ j ɹ som basis). Visuelt giver det også et godt indryk af at her er der en lyd som er lidt speciel.

Opsamling

Det bløde d er lidt en slags ð, men det er også lidt en slags ɹ j ɰ ə ɘ ɯ ɤ. Hvordan skal vi lige notere det i IPA?

Notationen /ð/ er ikke uproblematisk, men de alternative måder at notere det på, er heller ikke problemfri. Det er både en laminal og velær lyd, og det er svært at indfange i ét symbol. Notationen /ð/ er artikulatorisk forsvarlig, frikativen [ð] er om ikke hyppigst, så dog en mulig allofon af fonemet, og andre allofoner kan beskrives som modifikation af denne.

At bruge /ð/ er også forsvarlig ift. hvordan tegnet bruges på andre sprog (end engelsk). Vi opfatter udenlandsk /ð/ som vores /ð/, men vi skal være opmærksomme på at fonemet har større variationsfrihed på dansk end i mange andre sprog.

Det lidt specielle i dansk er at /ð/ systematisk opfører sig som de svage vokaler /ɪ ɐ ʊ/, som alle er resultater af nogle historiske svækkelser. Det kunne tale for at anvende et vokalsymbol i stedet for et konsonantsymbol.

Den bedste alternative notation er måske /ɤ/, en halvlukket urundet bagtungevokal, selvom denne fokuserer mere på det velære træk end det dentale/laminale. Det symbol indfanger heller ikke alle de artikulatoriske egenskaber ved fonemet. Men det er et symbol der artikulatorisk, akustisk og auditivt (og visuelt) virker forsvarligt, og som på godt og ondt ikke er ladet med samme forventninger som /ð/ måske er.

Personligt har jeg indtil nu ikke set noget behov for at udskifte symbolet /ð/. Da jeg startede med at skrive indlægget, havde jeg planlagt det som et forsvar for /ð/, men som jeg dykket ned i det, er jeg fristet til at gå over til et vokalsymbol. Jeg er dog i skrivende stund ikke afklaret.

Støtte til det ene eller andet forslag, indvendinger eller andre gennemtænkte notationsforslag der kan forsvares inden for IPA og som er i tråd med international praksis, er velkomne. Se mere på schwa.dk’s facebookside.