Kategorier
Lydskrift

Utilpasset IPA: Diftonger

Update oktober 2023: Dette indlæg repræsenterer et tidligt stadie i mit forarbejde for artiklen Utilpasset IPA. Jeg anbefaler denne artikel i stedet. Indlægget herunder kan indeholder outdatede elementer eller synspunkter som ikke længere er repræsentative for mit ståsted i dag. ~~ Ruben

I dansk lydskrifttradition noteres diftonger med ɑɪ̯ oɐ̯ ɑʊ̯, altså et vokalsymbol med en bue under, som i IPA betyder ‘ikke syllabisk’ (I Dania bruges αj oɹ αw, i DDO blandes principperne lidt, ɑj oɐ̯ ɑw). Min pointe i dette indlæg er at denne bue under vokalerne fint kan undværes. Det er en lille ting, men alt i alt gør det IPA nemmere uden at vi mister informationer. Og uden denne bue følger vi praksis i de fleste andre sprog.

Der er ikke tale om direkte forkert IPA hvis man inkluderer buen, men buen gør vores lydskrift en anelse mere besværlig uden egentlig at tilføre nogen værdifuld information. Den gør blot at lydskriftstuderende er nødt til at lære hvad buen betyder og hvorfor og hvornår vi har besluttet at benytte buen. Med buen er vi er tvunget til at tage stilling til om noget er syllabisk eller ej, hvilket vi ikke altid kan afgøre med vores ører og måleinstrumenter, så disse bliver erstattet med principper og konventioner.

Baggrund

Langt de fleste stavelser i verdens sprog indeholder en vokal. I dansk kan antallet af stavelser i et ord typisk afgøres ved at tælle antallet af vokalbogstaver. En stavelse i straks, to stavelser i miljø, tre stavelser i maskine osv. Her har vi det nemt i dansk, bortset fra at vi låner en del ord fra andre sproget hvor det ikke er lige så indlysende at tælle stavelser, fx fransk bureau, engelsk breakdance og italiensk fiasko.

Derfor tænker vi intuitivt at når der er en vokal, er der også en stavelse. Der kan derimod være et vilkårligt antal konsonanter uden at det ændrer på antallet af stavelser. Vokaler er stavelsesbærende/syllabiske, konsonanter asyllabiske.

Men fonetisk set har konsonanter som v, r, g i nogle tilfælde i dansk udviklet sig til vokallyde, fx i hav, mor, røg, men uden at vi føler at de tilføjer en ekstra stavelse til ordet. De danner diftonger med foranstående vokal. Og dette har vi valgt at vise i lydskriften med disse buer under vokalerne, fx haɪ̯ haʊ̯ moɐ̯ hej, hav, mor. Men når vokalerne føles syllabiske, altså bidrager til opfattelse af en ekstra stavelse til ordet, udelader vi buen, fx tʁaːɪ hæːʊ moːɐ dreje, have, more.

Er ◌̯ nødvendig?

I bred IPA noterer man som bekendt kun distinktive forhold. Og man undgår diakritika medmindre de altså angiver noget distinktivt. Så hvis vi kan slippe af med ◌̯ ville det være god IPA, samtidig med at det bliver nemmere for os selv.

I eksemplerne ovenfor kan man se at vi godt kan skelne mellem asyllabisk ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ og syllabisk ɪ ɐ ʊ. Men hvis man lægger mærke til det, følger notationen automatisk af om vokalen foran er kort eller lang, og det gælder, med visse undtagelse, faktisk generelt. Længde og asyllabicitet bliver altså en slags dobbeltmarkering af forskellen, og vi kan egentlig nøjes med den ene af dem. Da vi i andre sammenhænge er nødt til at bruge længdetegnet, kan vi ikke slippe af med det, men vi kan godt undvære buen.

Vi kan altså underforstå at ɪ ɐ ʊ er asyllabiske efter kort vokal, /haɪ haʊ moɐ/, og syllabisk efter lang vokal, /tʁaːɪ hæːʊ moːɐ/.

Nu skal man passe på med at underforstå ting i lydskrift. Det kan føre ned ad en vej hvor vi underforstår forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ fordi vi kan forudsige det med komplekse regler. Og så ender vi med en lydskrift der mere minder om vores ortografi, og som kun kan forstås hvis vi kender disse komplekse regler.

Men jeg mener at forskellen på syllabisk og asyllabisk godt kan underforstås. Eller i virkeligheden snarere: Om noget er syllabisk eller ej afhænger af vores fortolkning af den fonetiske streng. Buen indikerer hvad vi tænker og føler om ordets struktur, men det er ikke en instruks om at man skal gøre noget bestemt med taleorganerne. Notationerne /haɪ̯ haɪ/ indikerer ikke to forskellige udtaler, men markerer blot eksplicit en bestemt fonologisk fortolkning af lydene. Forskellen på /t/ og /ð/ eller /æ/ og /a/ er til sammenligning ganske fysisk. I IPA skal man skelne distinktive udtaler, ja, men de skal skelnes efter den fysiske, artikulatoriske forhold. Hvis man skal lære dansk, skal man lære at udtale forskel på /moɐ moːɐ/ mor, more, og det gør man primært ved forskel på vokallængden. Det kan ikke benægtes. Om man opfatter dem som en eller to stavelser, er for så vidt underordnet.

Så medmindre man mener noget meget konkret med symbolet ◌̯ – og dets modsætning ◌̩ – er de faktisk lidt overflødige, i hvert fald i bred IPA. For en dansker, og mange andre, følger opfattelsen af syllabicitet automatisk af notationer som /lɒʊlɪ løːʊ kʰætn/ lovlig, løve, katten. Og hvis den ikke gør, så gør det ikke rigtig noget.

Hvad vi tænker om sprogets mere abstrakte, underliggende struktur når vi taler, er underordnet for lydskriften. Det gælder generelt i IPA. Man kan i IPA notere at man opfatter [ts] er et enkelt fonem og skrive [t͡s], men man skal ikke. I mange afrikanske sprog har man prænasalerede plosiver, som man kan notere [m͡b], men man behøver ikke bruge buen. Ligeledes er det underordnet i IPA om vi synes /ð/ er en slags d, om vi synes /æ a/ begge er en slags a, og altså om vi opfatter en sekvens af to vokaler som en eller to stavelser. Argumenterne for at forstå disse notationer kræver en god indsigt i fonologisk teori og analyse. Disse emner kan være vældig spændende og relevante. Men det kan man gå op i på et senere tidspunkt; de hører ikke hjemme i introduktionen til et sprog.

/ə ɪ ɐ ʊ ð/ er varisyllabiske

Det kan naturligvis i nogle sammenhænge være interessant at udtale sig om syllabicitet og studere om der er mikrofonetiske, ikke-distinktive træk der følger med disse betegnelser. Derfor har vi snæver IPA hvor man kan notere den slags.

Jeg er ikke i tvivl om at man eksperimentelt kan vise at fx save i distinkt udtale opfattes som tostavet [sæː.ʊ], og at det her følger de suprasegmentelle egenskaber som vi forbinder med tostavelsesord. Men save kan også reduceres kraftigt, til [sæʊ̯] fx i save brænde, til et enstavelsesord, parallelt med at passe kan udtales [pʰæs], identisk med pas.

Der er en glidende overgang mellem [sæː.ʊ] og [sæʊ̯]. De eksisterer som yderpunkter, men i spontan tale er det umuligt at afgøre hvor grænsen mellem de to udtaler går, hvornår det går fra at være to stavelser til en. Det findes der ikke noget objektivt svar på. Jeg har i mange år sat fonetikstuderende til at transskribere spontantale i eksamensopgaver osv. Her ender det med at være temmelig arbitrært hvordan disse tegn bruges; nogle hører det ene, nogle hører det andet, og nogle er i tvivl og gør noget vilkårligt. Som bedømmer har jeg kun i ydertilfældene mulighed for at afgøre hvad der er korrekt, men ofte må jeg acceptere begge svarmuligheder fordi de er lige rimelige eller urimelige. Brugen af ◌̯ ◌̩ tvinger transskriptøren til et valg som ikke er rimeligt og hvis rigtighed ikke kan afgøres. Det er urimeligt over for studerende der bruger tid på at forstå forskellen, som frustreres over at de ikke kan høre den, og som stresser over at skulle kunne gøre det rigtigt til eksamen.

Er der flere stavelser i /aɪ/ i /maɪˈtsḭːm/ maritim end i /maɪ/ mig? Jeg ved det ikke. I DDO skrives det, med DDO-lydskrift, mɑiˈtiˀm, ˈmɑj, altså med en forskel i antal stavelser. Det kan måske føles sådan for nogle, men forskellen er ikke åbenlys. Jeg kan bedre lide /maɪ/ og lade folk selv vurdere om de synes det er syllabisk eller ej.

For mig at se er den bedste løsning ganske enkelt at udelade ◌̯ ◌̩ fra notationen og definere /ə ɪ ɐ ʊ ð/ som varisyllabiske. De kan opfattes som syllabiske eller asyllabiske alt efter kontekst, men det afhænger i høj grad af vores intuition som kan være påvirket af morfologi og skriftbillede. Og så må man ty til akustiske mål hvis man vil være mere konkret end det.

Et par (forsvindende) problemer

I ældre dansk har/havde man vistnok en kontrast på syllabisk/asyllabisk i fx /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːɐ/ belær, belære. Man havde ofte lang vokal før ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯ ð, og disse kunne så også blive syllabiske ifm. schwa-assimilation. Jeg ved ikke konkret hvad den fonetiske forskel er her (længde, tone, andet?) og om der overhovedet var nogen forskel, om den distinkte forskel egentlig er /peˈlɛ̰ːɐ̯ peˈlɛ̰ːʁə/, og /peˈlɛ̰ːɐ/ så egentlig er reduceret udtale, hvor belær tilsvarende blev reduceret til /peˈlɛ̰ɐ̯/ så kontrasten blev opretholdt, eller andet. Under alle omstændigheder er det problem ved at løse sig selv, idet vokalen er blevet forkortet i alle disse ord med ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯, /peˈlæ̰ɐ peˈlæ̰ːɐ/ hos, gætter jeg på, alle under 70 år.

Vi har også en lille håndfuld ord med triftonger og knirk, som [fɒˈtæ̰ɐʊ̯ fɒˈtæ̰ɐ.ʊ] fordærv, fordærve, som jeg er lidt i tvivl om hvad man skal stille op med. Men igen er de unge i færd med at rydde op i sproget idet de reducerer triftonger til diftonger, [fɒˈtæ̰ʊ fɒˈtæ̰ʊ.ʊ]. Det er særtilfælde som der kun er ganske få af, og de er på vej væk. De skal behandles som selvstændige problemer, ikke skaber problemer for hvordan vi lydskriver alle andre ord.

Hvad gør man i andre sprog?

I Handbook og the IPA er der ikke noget klart svar på hvordan man skal notere diftonger. At kalde noget for en diftong, er en fortolkning, og IPA forholder sig blot til hvilke lyde der er eller ikke er i den fonetiske strøm.

Tegnene ◌̯ ◌̩ betyder ikke-syllabisk og syllabisk, ligesom ◌.◌ betyder stavelsesgrænse og ◌͡◌ betyder fraværet af grænse, men det er ikke hægtet op på nogen konkret artikulatorisk egenskab. Der er ikke nogen nærmere forklaring på hvordan de skal bruges. Men der er en opfordring til ikke at bruge unødige diakritika i bred IPA.

Diftonger som i hej, hav findes i rigtig mange sprog, og i praksis er der en del variation i hvordan diftonger noteres. Notationerne /aj ai ai̯ aɪ aɪ̯/ er mulige notationer af nøjagtig samme diftong (også i skrift kan den skrives på mange forskellige måder). Men hvad gør andre sprog i praksis?

Jeg har undersøgt 117 andre sprog med frit tilgængelige illustrations of IPA. Ud af de 117 sprog er der 40 der har diftonger. Af disse 40 noteres diftonger med VV (fx /ai/) på 31 sprog, og VC (fx /aj/) på 9 sprog. De fleste af disse 9 VC-sprog er relativt eksotiske, såsom malajisk, sahaptin, mambay, pashayi og bengalsk, mens de 31 VV-sprog rummer mere nærliggende sprog som engelsk, tysk, spansk, svensk, norsk.

Hvis man endvidere ser på de andre detaljer, så noteres diftonger med to fuldvokaler, fx /ai/, på 14 sprog, og med centraliseret vokal, fx /aɪ/ på 12 sprog, mens kun fem sprog bruger notation med asyllabisk fuldvokal, fx /au̯/. Ingen bruger asyllabisk centraliseret vokal som i dansk tradition, ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯. Igen har man altså i dansk valgt at bruge en notation som afviger fra hvordan man gør i de fleste andre sprog.

På mange sprog er man vant til fra ortografien at diftonger repræsenteres med to vokalbogstaver, ai, au, eu, ei osv. I dansk er vi vant til at de repræsenteres med vokal og konsonant, ej, eg, av, æv, øv. Det gør måske at man i dansk lydskrifttradition har lyst til at opfatte disse lyde som en slags konsonanter og repræsentere dem med konsonanttegn eller på anden måde at adskille dem fra vokaler.

Men hvis vi skal holde ortografien udenfor, og hvis man skal følge praksis i de fleste sprog, navnlig de sprog som man med stor sandsynlighed kan støde på i en almindelig sproguddannelse, bør man notere diftonger med VV. Det er mest oplagt at bruge centraliserede vokaler, /aɪ aʊ uɐ/, som der er tradition for i fx nærliggende sprog som norsk, tysk og engelsk, når vi i forvejen bruger /ɪ ʊ ɐ/ til at angive en lidt mindre specifik vokalkvalitet, som også er passende for diftonger.

Opsummering

Det er ikke forkert IPA at skrive /aj aw/ eller /aɪ̯ aʊ̯/. Men hvis vi vil gøre os selv en tjeneste, gøre lydskriften en lille tand enklere, mindre arbitrær og frustrerende og bringe den tættere på international praksis, navnlig praksis i nærliggende sprog, kan vi ganske enkelt skrive /aɪ aʊ/. At skelne /ɪ ɐ ʊ/ vs. /ɪ̯ ɐ̯ ʊ̯/ betyder ekstra besvær, uden at det bidrager med noget substantielt til sprogbeskrivelsen.


I næste indlæg ser jeg på det der stød som er så unikt dansk at vi er nødt til at opfinde vores helt egne lydskrifttegn og terminologi. Kan det mon rummes i IPA?