Tl;dr: i dansk fonetik har vi tradition for at skelne mellem affrikater, fx [ts], og affrikerede plosiver, fx [tˢ]. Det gør man ikke i mainstream fonetik. Jeg tilbageviser, igen, alle indvendinger mod notationen /ts/ for t-lyden i tak.
I sidste indlæg skrev jeg om /ts/ i dansk. Selvom notationen /ts/ er både enkel og præcis, er det nok den af mine ‘nye’ notationer i NDF der møder mest modstand.
Notationen /ts/ er sådan set ikke til diskussion. Den er baseret på at lyden traditionelt beskrives som et affrikeret [t], i Grønnums halvfin lydskrift [tˢ] og fin lydskrift [d̥͡s]. Jeg ser ingen grund til at opponere mod selve den fonetiske beskrivelse; jeg har blot opdateret notationen til /ts/ som er bedre i overensstemmelse med IPA da [tˢ] ikke findes i IPA.
Modstanden mod notationen /ts/ kan opsummeres i følgende: /ts/ viser en affrikat, som fx findes i tysk eller japansk, men det danske t– er en affrikeret plosiv, ikke en rigtig affrikat, hvilket fx kan demonstreres ved at dansk t– i tal ikke lyder som /ts/ i fx tysk Zahl eller japansk tsunami.
Distinktionen mellem affrikat og affrikeret plosiv er central her. Det er en skelnen man finder dansk tradition, men den er ikke udbedt internationalt. Dette indlæg handler om de to betegnelser og hvordan fonetikere og fonologer skelner eller ikke skelner mellem de to betegnelser.
/ts/: Et eller to fonemer?
Behovet for overhovedet at have en term som affrikat opstår fordi vi gerne vil kunne skelne mellem at en lydsekvens som [ts] i nogle tilfælde kan opfattes som ét fonem og i andre tilfælde som to fonemer. Hvis du er med på denne skelnen, kan du springe dette afsnit over. Ellers følger en forklaring her:
I de fleste tilfælde er der en fin sammenhæng mellem fonetiske segmenter og antallet af fonemer. Når vi siger [saft] saft, er der fire lyde, og vi tolker det som fire fonemer, /s/+/a/+/f/+/t/.
I nogle tilfælde føles én lyd som to fonemer. Når vi fx siger [ɕaːmə] charme, føles det måske som at [ɕ] egentlig er to fonemer, /s/+/j/, og [aː] er /a/+/r/. Det er svært at afvise at opfattelse er påvirket af hvordan vi staver, men under alle omstændigheder kender man fonologiske processer der fører til at to fonemer smelter sammen til én lyd.
NB! Jeg bruger verber føles som nogle gange her. Det er i første omgang for ikke at argumentere for hvad fonemer er i vores hjerner. Føles som er både en anerkendelse af at vores følelser er reelle og relevante, men også en påpegning af at det rigtig rigtig bøvlet at dokumentere hvad vi føler om fonemer og drage de rette konklusioner på baggrund af sådanne følelser.
I andre tilfælde går det den anden vej: En sekvens af lyde kan føles som ét fonem. Når vi siger [pʰ ts kʰ] i starten af pære, tære, kære, er der fonetisk to forskellige lyde, et lukkesegment og noget [h]- eller [s]-agtigt, men det føles som at de to lyde hænger sammen som ét fonem. Det [h]- eller [s]-agtige er en del af p-, t– og k-. Igen kan det være svært at vise at ortografien ikke spiller en rolle her, hvis nogen har lyst til sådan en indvending.
Når vi siger ‘en kat som…‘ eller laver genitivformen af kat, kats, har vi et /t/ og et /s/ som mødes, men her føles det som to separate fonemer. Disse [ts] føles som noget andet end det [ts] vi kan have i starten af [tsak] tak, og det udtales også forskelligt nok til at de fleste kan høre forskellen. Det er rimelig tydeligt i minimalparret pizza/pita, hvor pizza føles som stavelserne /pʰit/+/sæ/, mens pita føles som stavelserne /pʰi/+/tsæ/.
Notationsteknisk kan man gøre forskellen eksplicit ved at skrive /pʰit.sæ pʰi.t͡sæ / pizza, pita. Notationerne afspejler ikke pr. automatik en konkret fonetisk forskel, men viser bare de forskellige fortolkninger af strengen [ts].
Vi har altså et et [ts] som føles som én størrelse og et andet [ts] som føles som to størrelser. De [ts] (og [pf tʃ kx] osv.) som føles som én størrelse, kaldes affrikater og/eller affrikerede plosiver. Det overordnede spørgsmål i indlægget er så om disse to termer er synonyme eller ej.
Affrikater/affrikerede plosiver opstår i sprog fordi en plosiv udvikler friktionsstøj, mens de lydkombinationer som vi ikke regner for affrikater/affrikerede plosiver, opstår fordi en plosiv og frikativ mødes på en eller anden måde, fx over stavelsesgrænser, morfemgrænser eller ordgrænser.
Affrikater udvikles af uaffrikerede plosiver, og til at begynde med vil de ikke have så tydelig affrikation. Fonemer kan også realiseres lidt forskellig i forskellige positioner af en stavelse. Derfor er det forventeligt at /.t͡s/ udtales lidt anderledes end /t.s/. Affrikaten /t͡s/ er måske lidt kortere, [s]-delen måske ikke så tydelig, eller andet.
I min variant af dansk gælder det fx at [t] er en lille smule længere før stavelsesgrænse+konsonant, /t.s/, fx [pʰitˑsæ] pizza, og [s] måske lidt kortere i /t͡s/, fx [pʰits̆æ] pita. Når jeg skriver bred IPA, underforstår jeg den slags detaljer. Detaljerne er ikke distinktive, men følger automatisk af lydenes position i ordet.
Affrikat vs. affrikeret plosiv
Så det lidt mere problematiske: Er der egentlig forskel på affrikat og affrikeret plosiv?
Jeg har pløjet 15+ grundbøger i fonetik og fonologi igennem (Ladefoged & Maddieson, Ladefoged, Ladefoged, Laver, Zsiga, Gordon, Hayes, Odden, Catford, Stevens, Clark & Yallop, HotIPA, Engstrand, Collins & Mees, Ophaug + det løse) og også googlet lidt for at se hvordan termerne bruges rundtomkring.
Termen affrikat er ganske almindelig i fonetiklitteratur. Alle mine fonetikbøger nævner termen, undtagen den danske fonetikbog Udtalt.
Termer som (af)frikation og (af)frikeret plosiv er derimod sjældent benyttet. Og de benyttes næsten udelukkende synonymt eller i definitionen af affrikater (det er også det jeg gør i NDF).
Ladefoged og Maddieson (1996) beskriver affrikater som:
stops in which the release of the constriction is modified in such a way as to produce a more prolonged period of frication after the release.
De beskriver videre at der kan være betragtelig variation i mængden af friktionsstøj i verdens sprog, og at der ikke er nogen klar grænse mellem plosiv, affrikat og sekvens af plosiv+frikativ.
Laver (1996) er den eneste af mine bøger der foretrækker termen affrikation over affrikat. Laver definerer affrikation således:
[the] phonetic process of making the overlap phase between a stop and the following articulation audibly and momentarily fricative is called affrication.
Laver skriver videre at:
the stop and its affricated release together are conventionally said to form an affricate. One can also refer to such stops as affricated stops
Affrikation og affrikeret plosiv er mao. to forskellige måder at beskrive det samme på hos Laver. Laver beskriver [tˢ t͡s ʦ] som forskellige alternative måder at notere affrikerede plosiver på; de afspejler ikke en fonetisk forskel hos Laver (hvilket også er sådan tegnene historisk er brugt i IPA).
Ikke alle skelner mellem ét vs. to fonemer. Ladefoged definerer en Vowels & Consonants affrikat som:
a stop followed by a fricative made at the same place in the mouth
Lignende brug af termen findes i flere bøger; der skelnes altså ikke nødvendigvis mellem [ts] tolket som ét fonem vs. to fonemer som i foregående afsnit, selvom det typisk anerkendes at sådan en tolkning godt kan foretages.
Grønnum skelner i F&F mellem affrikater og affrikerede plosiver. Grønnum siger (s. 148) at:
Begrundelsen for at skelne affrikerede lukkelyde og affrikater er […] primært fonologisk
Grønnum henviser til s. 133 hvor der står:
Mange regner affrikater for modificerede lukkelyde, affrikerede lukkelyde. På rent fonetisk grund er der næppe grund til at foretrække den ene klassifikation frem for den anden: Der er tale om lukkelyde hvis lukke opløses så langsomt at der dannes friktionsstøj på artikulationsstedet
Grønnums fonologiske argument for at skelne er at nogle affrikerede plosiver har samme distribution som andre plosiver, hvilket fx gælder for dansk /ts/ som har samme distribution som /pʰ kʰ/, mens fonologiske affrikater ofte har en mere begrænset distribution (fx begrænset til at forekomme før vokal). Jeg er enig i at man kan skelne på den måde, men oftest er det ikke et argument der lægges vægt på i anden litteratur; de to ting behandles som samme kategori.
Ifølge Grønnum er der altså ikke nogen iboende fonetisk forskel på affrikat og affrikeret plosiv, men man kan argumentere for en fonologisk forskel.
IPA’s håndbog kender kun affrikater, og de noteres med plosiv+frikativ, [ts], valgfrit med bue, [t͡s].
Mønsteret er det samme i næsten alle andre bøger. Affrikerede plosiver nævnes slet ikke, eller der sættes lighedstegn mellem affrikater og affrikerede plosiver. Typisk noteres de bare med [ts dz tʃ dʒ] osv.
MEN, ret skal være ret, i en enkelt bog, Clark og Yallop, skelnes mellem affrikeret plosiv, [tˢ], og affrikat, [ts], og forskellen beskrives som et spørgsmål om graden af affrikation, dog uden at uddybe nærmere hvor grænsen går.
Forskellige slags [ts]
PHOIBLE kender over 1.000 sprog med [ts]. De [ts] lyder nok alle sammen en lille smule ens og en lille smule forskelligt, hvis man underkaster dem en nærmere akustisk undersøgelse. At [ts] lyder på én måde i ét sprog, er altså ikke et argument for at der ikke er tale om [ts], hvis det lyder lidt anderledes i et andet sprog. Hvis det var tilfældet, skulle vi finde på 1.000 forskellige notationer.
Wikipedia har et glimrende overblik over variationen i [ts] (med masser af henvisninger til forskningen bag). Koronale lyde, som [ts], har generelt en fin opdeling i dental, alveolær og postalveolær. Det spiller sjældent en rolle, men for frikativer har det specifikke artikulationssted er mere hørbar effekt. Overordnet kan vi skelne mellem:
- Dentalt [ts] ([t͡s̪] i meget fin notation), som fx findes i tysk. Her er tungen presset mere frem mod fortænderne, hvilket giver en lidt skarpere [s]-lyd.
- Alveolært [ts], hvor der der dannes sibilantisk friktionsstøj med korona hævet mod alveolarranden. Det er fx et almindeligt dansk [ts].
- Tilbagetrukket [ts] ([t͡s̠̺] i meget fin notation), hvor tungespidsen er hævet og trukket lidt tilbage mod den bagerste del af alveolarranden.
Man kan også modificere lydene med forskellig grad af aspiration, fortition og lenition m.m.
Alt dette kan man notere med [ts] med forskellige diakritiske tegn, men i bred notation er det generelt nok at skrive /ts/.
Nogle danskere skelner formentlig mellem to slags [ts]: det almindelige [ts] i [tsak] tak, og et dentaliseret [t͡s̪] i fremmedord som tsunami, tsar og tzatziki, men mange udtaler vist bare ts-/tz– som [s].
Opsamling
Det er muligt at skelne mellem uaffrikeret plosiv, [t], en plosiv med en eller anden grad af friktionsstøj, [ts], og sekvens af plosiv + frikativ, [t]+[s]. Der er en kombination af glidende overgang og fortolkningsspørgsmål mellem de to yderpunkter: Hvornår er der tale om et eller to fonemer, og hvor meget friktionsstøj skal der til før lyden er en affrikat frem for en plosiv?
Mellem uaffrikeret plosiv og affrikat kan man argumentere for en fjerde fonetisk og/eller fonologisk kategori, affrikeret plosiv. Fonetisk bruges det sporadisk for en plosiv med let affrikation vs. affrikater med kraftigere affrikation. Fonologisk bruges det sporadisk om fonemer med samme distribution som plosiver, som fonetisk realiseres som affrikater.
Næsten alle fonetikbøger bruger termen affrikat, mens de færreste bruger termen affrikeret plosiv eller tilsvarende, og når den sidste term bruges, er det synonymt eller med indrømmelser om at distinktionen er op til fortolkning.
Det er nok særlig udbredt i dansk tradition at skelne mellem de to termer. Termen affrikeret plosiv eller tilsvarende er udbredt i dansk litteratur. Måske handler det om at t– bevæger sig fra plosiv til affrikat, og vi har en periode med tolkningsmæssig usikkerhed.
Koronale affrikater kan varieres på mange forskellige måder; de kan udtales længere fremme eller tilbage i munden osv., og derfor kan de sagtens lyde forskelligt i forskellige sprog, men det ændrer ikke ved at der er tale om affrikater. Dansk /ts/ lyder ikke helt som det tyske eller kinesiske, men det er stadig /ts/, og de små forskelle kan skrives i snæver notation når man vil sammenligne sprogene. Hverken tysk, kinesisk eller andre sprog har patent på at have de ‘ægte’ IPA-lyde.
Konklusion
Hvis man vil lægge sig tættest muligt op ad mainstream international terminologi og notation, bør t– i tak beskrives som en affrikat og noteres /ts/. Den terminologi og notation dækker en del variation i verdens sprog. Hvis man sammenligner dansk /ts/ med et andet sprogs /ts/, skal man være opmærksom på at der kan være små forskelle i udtalen.
En distinktion mellem affrikeret plosiv vs. affrikat er derimod ikke særlig gængs, og det er heller ikke gængst at lade [tˢ] vs. [ts] afspejle en fonetisk/fonologisk forskel. Det er primært dansk litteratur der bruger termen affrikeret plosiv eller tilsvarende.
Notationerne [tˢ ʦ] benyttes i ældre litteratur (og ældre versioner af IPA). I IPA er [ts t͡s] (og ældre [tˢ ʦ]) alternative måder at notere affrikater/affrikerede plosiver på. Der er ikke nogen inhærent fonetisk forskel på notationerne (men man kan selvfølgelig lave sine egne konventioner hvor de betyder noget forskelligt, og der er fortilfælde hvor [tˢ] benyttes for svagere affrikation end [ts]).
Jeg bryder mig ikke om at bruge non-standard terminologi og notation når det ikke er nødvendigt. Det er der for meget af i dansk fonetiktradition. Derfor kommer jeg ikke til at ændre på hvordan jeg noterer /ts/.
