Kategori: Fonologi

Kategorier
Fonologi

Skattelettelser og schwa-assimilation

I dagens P1 debat blev der diskuteret skattelettelser. Den almindeligste udtale af dette ord er [ˈsgadl̩ɛdl̩sɐ], som man kan forvisse sig om ved at lytte til programmet, altså med schwa-assimilation hvor /əl/ realiseres som et stavelsesbærende [l̩].

Som hovedregel assimileres schwa ikke til en lyd der står i onset, altså i starten af en stavelse. Vi siger vistnok hellere [ˈkadə.mað ˈkʌgə.læɐ̯leŋ ˈsgifdə.nʌjlə] med [ə] frem for [ˈkadm̩að ˈkʌgl̩æɐ̯leŋ ˈsgifdn̩ʌjlə] kattemad, kokkelærling, skiftenøgle med stavelsesbærende konsonant.

En undtagelse fra denne regel er lige netop mellem /t/ og /l/, altså i forbindelsen /-tə.l-/ som i  [ˈkadl̩ɛmˀ ˈʁɑdl̩ɑg ˈgɛdl̩ɑjˀ] kattelem, rettelak, gætteleg. Her opløses [d] med en lateral eksplosion [dˡ], dvs. i stedet for at tungen helt slipper kontakten med overmunden som normalt når lukkelyde opløses, er det kun tungens side(r) der slipper kontakten med kindtænderne. Således er tungen i stilling til det efterfølgende [l].

Hvis /l/ står initialt i en betonet stavelse, fx satellit, kotelet, får man et problem når man skal lydskrive det. Normalt sætter man tryksymbolet foran den betonede stavelse, men ved schwa-assimilation bliver den laterale konsonant både en stavelse i sig selv, samtidig med at den står i onset i den efterfølgende stavelse. Valget står altså mellem [sadl̩ˈid] og [sadˈl̩id] – i første tilfælde står tryktegnet ikke stavelsesinitialt (stavelsen starter jo med /l/), i andet tilfælde står tryktegnet foran [l̩]. Man kan selvfølgelig for syns skyld indføje et ekstra [l], [sadl̩ˈlid], men så ignorerer man at der kan være en kontrast mellem [l̩] og [l̩l], fx i [ˈsygl̩ ˈegə ˈsygl̩ ˈlegə ] (det skal min) cykel ikke, (der skal min) cykel ligge. Der er dog aldrig nogen der har undersøgt om denne kontrast er reel.

Kategorier
Fonologi

Noget om guitar og metatese af distinktive træk

Jeg var for nylig på museum med min 2½-årige datter og pegede på et musikinstrument og spurgte hvad det var. “En [ˈkidɑ]”, svarede hun, tænkte sig lidt om og rettede det til “en [ˈgitɑ]”.

Det min datter lavede, var en særlig slags metatese, hvor det ikke er to lyde der bytter plads, men kun to distinktive træk der bytter plads.

Nogle gange bliver det fremstillet som at de mindste betydningsadskillende enheder i sproget er fonemerne, men fonemer kan splittes yderligere op i distinktive træk. Forskellen på fx /m/ og /n/ er udelukkende deres artikulationssted, bilabial vs. alveolær, mens de på alle andre punkter er ens; begge er nasale konsonanter. /m/ og /d/ er derimod mere forskellige idet at de ud over forskelligt artikulationssted også er forskellige mht. nasalitet.

For at vende tilbage til det oprindelige eksempel så er forskellen på /t d/ vs. /k g/ deres artikulationssted, mens /k t/ er aspirerede vs. de uaspirerede /g d/, hvilket kan stilles op i et diagram således:

+asp -asp
coronal t d
dorsal k g

(coronal = artikuleres med tungespidsen/-bladet, dorsal = artikuleres med tungeryggen)

Når min datter altså udtaler guitar som [ˈkidɑ] i stedet for [ˈgitɑ], er der altså udelukkende byttet rundt på det distinktive træk [+/- asp].

Nogle fonologer vil hævde at distinktive træk ikke har nogen kognitiv realitet, men udelukkende er et praktisk beskrivelsesredskab. Metateser som disse kan dog bruges som argument for distinktive træk har en kognitiv realitet, da de netop kan flyttes selvstændigt uden at hele fonemet flytter med.

Kategorier
Fonologi Retskrivning Skriftsprog

Hvorfor skriver vi ‘linje’ og ‘tredje’ og ikke ‘linie’ og ‘tredie’?

Note: Terminologien er lettere opdateret d. 25/10/21.

Tidligere tillod Retskrivningsordbogen dobbeltformer som linie/linje, brynie/brynje, smedie/smedje, kastanie/kastanje, som i dag kun må skrives med endelsen –je. Men hvordan kan det være at –je har vundet over –ie i disse ord, men ikke i andre som fx kranie, folie, asie?

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives –je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og –ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har knirk eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

  • Simpleksord med betoning af tredjesidste stavelse har (næsten) altid knirk, fx tunika, domino.
  • Simpleksord med betoning af næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig knirk, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen kan knirkes, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den morfofonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er morfofonologisk |fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə| mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er |va’niljə ka’stanjə linjə tredjə|. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare forekomsten af knirk.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har knirk, skal ordet skrives med –ie, og hvis den betonede stavelse ikke har knirk, skal ordet skrives med –je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på –ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

  • Ord der ikke har forudsætning for knirk, kan veksle mellem –je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. Fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med –je, da de har kort vokal.
  • Olie, præmie, pistacie har forudsætning for knirk, men knirkes normalt ikke. Morfofonologisk ender de altså på |jə|, men skrives med –ie.
  • Bolsje har knirk og er morfofonologiske set altså trestavet |’bɔlsiə|.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med knirk, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem. Jeg har mange gange teste på studerende hvordan de ville udtale ord som kranie, podie, medie osv. hvis man ændrede det til kranje, podje, medje. Og reglen er ret robust. Det er et godt eksempel på at vi ofte følger bestemte fonologiske regler uden egentlig at være klar over hvad det er for nogle regler vi følger.