Tag: ortoepi

Kategorier
Lydskrift Skriftsprog

Ord der udtales som de staves

Dansk retskrivning er som bekendt ikke særlig lydret, men vi har dog ord, som fx nu, vi, møl og nevø, som kan udtales nøjagtig som var det lydskrift [nu vi møl nevø]. Jeg har bladret mine udtaleordbøger og min hjerne igennem for at finde de længste sådanne ortografonemiske ord (jep, det var et ord jeg selv har fundet på, og ja, det indeholder en haplologi).

Man er nødt til ikke at være for striks. Hvis man forlanger meget fin lydskrift, kommer man naturligvis ikke ret langt, for så skal der læsses en masse diakritika på. Men hvis man bruger almindelig grov IPA, går det lidt lettere.

Til at begynde med kan man udelukke alle ord med lang vokal eller stød – den slags ting markerer vi ikke i ortografien. Og vi har heller ikke noget schwa! Til gengæld vedtager jeg at alle ord kan udtales ubetonet, for så slipper jeg for at tage stilling til tryk, som heller ikke markeres ortografisk.

Umiddelbart kan jeg finde ortografonemiske ord på op til syv bogstavers længde:

  • antabus
  • husblas
  • syfilis

Der er også en del på seks bogstaver:

  • bikini
  • valuta
  • kalaha
  • plasma
  • kandis
  • sultan

Og på fem bogstaver har vi bl.a. antal, banjo, dildo, metal, salsa, halal, tyfus, mysli, panda, miljø, gebis.

Hvis vi nu siger at /p t k/ kan aspireres finalt – det kan de godt – så kan vi inkludere ord der slutter på p, t, k, herunder en masse afledninger der slutter på –isk eller –ist. Således kommer vi op på 10 bogstavers længde:

  • minimalist (10 bogstaver)
  • positivist (10)
  • violinist (9)
  • analytisk (9)
  • bandagist (9)
  • alkymist (8)
  • feminist (8)
  • basilisk (8)
  • humanist (8)
  • finalist (8)
  • nihilist (8)
  • metodist (8)
  • semantik (8)

Og ikke mindst:

  • fonetik (7)

Det kunne selvfølgelig være rart hvis man kunne udbygge det til fx positivistisk (13), men jeg kan ikke få mig selv til at aspirere det andet t – det bliver [positivisdisk].

Og så kan man naturligvis begynde at sætte ordene sammen til mere eller mindre rimelige ord. Her kan man drage nytte af at nogle vokaler taber stød og længde i sammensætninger:

  • miljøpolitik (12)
  • semifinalist (12)
  • halalhumanist (13)
  • fonologivolapyk (15)
  • kalahaminimalist (16)
  • osv.

Hvis man nu brugte dania i stedet for IPA – hvilket man selvfølgelig ikke gør – men alligevel, hvis man nu gjorde, så kunne man også finde ord med bogstaverne æ, å og r – å hjælper dog ikke stort, da det stort set altid er en lang vokal hvis den har å-kvalitet. Men af længere ord kan det nævnes at inkluderingen af æ giver os fx pædagogik (9), og r giver os fx problematik (11).

Jeg har garanteret langt fra fanget alle, så hvis du kommer på nogle gode ortografonemiske ord, så smid gerne en kommentar.

Kategorier
Fonologi Retskrivning Skriftsprog

Hvorfor skriver vi ‘linje’ og ‘tredje’ og ikke ‘linie’ og ‘tredie’?

Note: Terminologien er lettere opdateret d. 25/10/21.

Tidligere tillod Retskrivningsordbogen dobbeltformer som linie/linje, brynie/brynje, smedie/smedje, kastanie/kastanje, som i dag kun må skrives med endelsen –je. Men hvordan kan det være at –je har vundet over –ie i disse ord, men ikke i andre som fx kranie, folie, asie?

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives –je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og –ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har knirk eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

  • Simpleksord med betoning af tredjesidste stavelse har (næsten) altid knirk, fx tunika, domino.
  • Simpleksord med betoning af næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig knirk, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen kan knirkes, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den morfofonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er morfofonologisk |fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə| mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er |va’niljə ka’stanjə linjə tredjə|. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare forekomsten af knirk.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har knirk, skal ordet skrives med –ie, og hvis den betonede stavelse ikke har knirk, skal ordet skrives med –je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på –ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

  • Ord der ikke har forudsætning for knirk, kan veksle mellem –je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. Fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med –je, da de har kort vokal.
  • Olie, præmie, pistacie har forudsætning for knirk, men knirkes normalt ikke. Morfofonologisk ender de altså på |jə|, men skrives med –ie.
  • Bolsje har knirk og er morfofonologiske set altså trestavet |’bɔlsiə|.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med knirk, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem. Jeg har mange gange teste på studerende hvordan de ville udtale ord som kranie, podie, medie osv. hvis man ændrede det til kranje, podje, medje. Og reglen er ret robust. Det er et godt eksempel på at vi ofte følger bestemte fonologiske regler uden egentlig at være klar over hvad det er for nogle regler vi følger.