Tag: kognition

Note: Terminologien er lettere opdateret d. 25/10/21.

Tidligere tillod Retskrivningsordbogen dobbeltformer som linie/linje, brynie/brynje, smedie/smedje, kastanie/kastanje, som i dag kun må skrives med endelsen –je. Men hvordan kan det være at –je har vundet over –ie i disse ord, men ikke i andre som fx kranie, folie, asie?

Sprognævnet forklarer ændringen linie > linje i Nyt fra Sprognævnet 2001/4 med en generel regel om at der skrives –je efter kort vokal som pulje, brynje, smedje, og –ie efter lang vokal, såsom podie, konkylie, medie osv.

Selvom sprognævnets regel holder et stykke af vejen, så forklarer den ikke stavemåderne familie, komedie, ferie m.fl. Disse ord har også kort vokal i foranstående stavelse, så efter sprognævnets regel burde de staves *familje, *komedje, *ferje.

Jeg mener at forklaringen ikke ligger i om hvorvidt foranstående vokal er kort eller lang, men hvorvidt stavelsen har knirk eller ej.

Stødregler

Ifølge Grønnum (2005) gælder det at:

• Simpleksord med betoning af tredjesidste stavelse har (næsten) altid knirk, fx tunika, domino.
• Simpleksord med betoning af næstsidste stavelse som ender på -ə, har (næsten) aldrig knirk, fx enke, hule.

Dette er naturligvis forudsat at stavelsen kan knirkes, dvs. at den enten indeholder en lang vokal eller en kort vokal + en sonorant. Reglerne er i øvrigt baseret på fonologisk analyse af dansk og tager som sådan ikke hensyn til ortografien.

På denne måde afspejles den morfofonologiske struktur i stavemåden. Familie, komedie, konkylie er morfofonologisk |fa’miliə ko’mediə kɔn’ky:liə| mens vanilje, kastanje, linje, tredje fonologisk er |va’niljə ka’stanjə linjə tredjə|. Sådan må det være; ellers kan man ikke forklare forekomsten af knirk.

Mao. er reglen at hvis den betonede stavelse har knirk, skal ordet skrives med –ie, og hvis den betonede stavelse ikke har knirk, skal ordet skrives med –je.

Den holder ikke hele vejen

Reglen holder et langt stykke af vejen. Således udtales følgende ord uden stød: pinje, brynje, midje, smedje, badulje, medalje, lilje, patrulje, pulje osv. Og følgende ord udtales med stød: akacie, historie, bronkie, glorie, klenodie, kranie, studie, medie osv. Man kan også fint tilføje ord der ender på –ge, vælge, følge, Sverige osv.

Der er et par undtagelser til reglen, meeen det er jo heller ikke fonologer der bestemmer over retskrivningen:

• Ord der ikke har forudsætning for knirk, kan veksle mellem –je/-ie: rutsje, dafnie, aktie, lektie. Fonologisk er det ikke noget problem, men efter sprognævnets retningslinjer burde alle skrives med –je, da de har kort vokal.
• Olie, præmie, pistacie har forudsætning for knirk, men knirkes normalt ikke. Morfofonologisk ender de altså på |jə|, men skrives med –ie.
• Bolsje har knirk og er morfofonologiske set altså trestavet |’bɔlsiə|.

Den fonologiske analyse fører desuden til at et ord som etage fonologisk er firstavet, /e’ta:siə/, hvis det da ellers udtales med knirk, hvilket ikke alle gør.

Fonologien eksisterer i vores hoveder

Ovennævnte regler virker i sproget på trods af at det kun er de færreste mennesker der er klar over at de er der – ikke engang sprognævnet er tilsyneladende bevidste om dem. Jeg har mange gange teste på studerende hvordan de ville udtale ord som kranie, podie, medie osv. hvis man ændrede det til kranje, podje, medje. Og reglen er ret robust. Det er et godt eksempel på at vi ofte følger bestemte fonologiske regler uden egentlig at være klar over hvad det er for nogle regler vi følger.