Kategorier
Fonologi

Fonologiske træk: Hvad består en lyd egentlig af?

De fleste lingvister har hørt om distinktive træk, binære træk, phonological features eller lignende. Jeg har lavet en lille feature browser, så man let kan finde ud af hvilke lyde der har hvilke træk og hvad der adskiller to lyde. Tjek min phonological feature browser.

De fleste udtaler fem som [fɛm̰], men nogle siger også [fœm̰] som om det var stavet føm. Men hvad er det egentlig der ændrer sig og hvorfor?

Lyde er ikke bare lyde, men de er sat sammen af nogle bestemte træk. Det ser man i masser af lydudviklinger hvor lyde ændrer sig fordi de låner et træk af en nabolyd, såsom når hindbær bliver til ‘hembær’ og håndklæde til ‘hångklæde‘.

I fonologien arbejder man med distinktive træk. Et [m] er en lyd der er konsonantisk, labial, nasal, stemt, eller mere formelt [+konsonantisk, +labial, +nasal, +stemt].

Databasen PHOIBLE rummer over 3.000 forskellige sproglyde, men de mange hundrede sproglyde kan egentlig koges ind til et sæt af omkring 30 forskellige fonologiske træk, og det er de mange mulige kombinationer af disse træk der skaber den store variation i verdens sprog.

I fonetik- og fonologibøger kan man finde lister med lyde og deres træk. Det kan være bøvlet at navigere rundt i de lange lister, så nu har jeg lavet en lille browser baseret på data fra PHOIBLE, hvor man kan klikke på lyde og se deres træk, eller klikke på træk og se hvilke lyde der har det træk, og man kan sammenligne to lyde og se hvad de har til fælles og hvad der adskiller dem.

Fx kan man se lydene [ɛ] og [œ] i de to udtaler af fem adskiller sig fra hinanden ved at [œ] har trækket [+labial], og hvis man så sammenligner lydene [f] og [m], ser man at de begge har trækket [+labial]. Det er altså sandsynligvis trækket [+labial] der spreder sig fra konsonanterne til [ɛ] og derfor laver lyden om til [œ], når nogen siger [fœm̰]. Smart, ikke?

Kategorier
Fonologi

Noget om guitar og metatese af distinktive træk

Jeg var for nylig på museum med min 2½-årige datter og pegede på et musikinstrument og spurgte hvad det var. “En [ˈkidɑ]”, svarede hun, tænkte sig lidt om og rettede det til “en [ˈgitɑ]”.

Det min datter lavede, var en særlig slags metatese, hvor det ikke er to lyde der bytter plads, men kun to distinktive træk der bytter plads.

Nogle gange bliver det fremstillet som at de mindste betydningsadskillende enheder i sproget er fonemerne, men fonemer kan splittes yderligere op i distinktive træk. Forskellen på fx /m/ og /n/ er udelukkende deres artikulationssted, bilabial vs. alveolær, mens de på alle andre punkter er ens; begge er nasale konsonanter. /m/ og /d/ er derimod mere forskellige idet at de ud over forskelligt artikulationssted også er forskellige mht. nasalitet.

For at vende tilbage til det oprindelige eksempel så er forskellen på /t d/ vs. /k g/ deres artikulationssted, mens /k t/ er aspirerede vs. de uaspirerede /g d/, hvilket kan stilles op i et diagram således:

+asp -asp
coronal t d
dorsal k g

(coronal = artikuleres med tungespidsen/-bladet, dorsal = artikuleres med tungeryggen)

Når min datter altså udtaler guitar som [ˈkidɑ] i stedet for [ˈgitɑ], er der altså udelukkende byttet rundt på det distinktive træk [+/- asp].

Nogle fonologer vil hævde at distinktive træk ikke har nogen kognitiv realitet, men udelukkende er et praktisk beskrivelsesredskab. Metateser som disse kan dog bruges som argument for distinktive træk har en kognitiv realitet, da de netop kan flyttes selvstændigt uden at hele fonemet flytter med.