Målet med bogen har ikke været at have de mest flashy illustrationer, det dyreste forlag i ryggen eller den mest komplette beskrivelse af dansk fonetik. Målet er at introducere en ny, tidssvarende og internationalt orienteret retning. Og samtidig er det mit mål at man som tilhænger af den internationale retning som Ny dansk fonetik står for, både nu og endnu mere med tiden skal være langt bedre stillet end tilhængere af nationale lydskriftsystemer og ditto terminologi.
De sidste mange år har jeg ævlet om dansk lydskrifttradition og om at det vi traditionelt kalder IPA, reelt ligger meget langt fra officiel og moderne IPA, og det er en stor ulempe for faget, især i overgangen mellem dansk og international fonetik. Dansk lydskrifttradition har længe stået i vejen for danskeres adgang til og udvikling af online resurser såvel som udlændinges forståelse af dansk.
På lingvistikuddannelserne på Københavns Universitet og Århus Universitet er det ikke bare en klar fordel at lære IPA, men det skal man faktisk også jf. studieordningerne. Derfor har det længe været et problem at eksisterende fagbøger læner sig op ad en præ-1950 variant af IPA og en helt speciel dansk forståelse af hvad IPA er, så standarden er suppleret med hjemmelavede omdefinitioner, kompliceringer og forenklinger. Der har ganske enkelt manglet en grundbog i dansk fonetik baseret på moderne IPA som beskrevet i Handbook of the IPA, og som ligner international praksis. Dette er den vigtigste motivation bag min bog.
Ud over at der indtil nu har manglet en lærebog, har manglen på resurser også været en hindring. Selvom IPA teknisk set er klart det stærkeste system, ville man som ny IPA-bruger tidligere være dårligere stillet end hvis man brugte den teknisk ringere, Dania-lignende DDO-lydskrift, fordi der manglede IPA-baserede bøger, ældre litteratur, online resurser osv.
Derfor har det været vigtigt ikke bare at skrive en ny bog, men også at udvikle værktøjer så man som ny IPA-bruger har adgang til mindst lige så gode eller bedre resurser end brugere af traditionelle danske lydskriftsystemer. Derfor har jeg også lagt mange kræfter i udviklingen af udtaleordbog.dk, som nu langt overgår DDO som fonetisk opslagsværk, men som også har været lidt utilgængelig pga. manglen på undervisningsmateriale der understøtter IPA-lydskriften.
Nu er der skabt sammenhæng. Som IPA-bruger har man nu både en grundbog og opslagsværk. Og der kommer mere til. Jeg har allerede udviklet de første online øvelser i IPA-lydskrift, og mange flere er på tegnebrættet. Jeg er også i gang med at samle en portal til bogen her på schwa.dk med adgang til et hav af ekstra resurser.
Og ja, så er bogen skrevet af mig, der, som faste følgere vil være bekendt med, engagerer sig med publikum på de sociale medier. Jeg lytter til feedback, svarer på spørgsmål og arbejder på at gøre tingene bedre til næste udgave.
Så. Ny dansk fonetik er ikke bare en fonetikbog som du bare studerer som selvstændig værk og på egen hånd. Det er en del af et idealistisk koncept med et mål om at skabe det bedste, mest tilgængelige, moderne, internationalt orienterede grundlag for at studere dansk fonetik.
Man skal ikke straffes økonomisk for at være moderne og internationalt orienteret. På trods af skyhøj inflation er Ny dansk fonetik holdt betydeligt billigere end andre fonetikbøger. Når du køber Ny dansk fonetik, får du samtidig masser af god fonetik-karma ved at støtte udviklingen af schwa.dk og udtaleordbog.dk 😉
Propriet Hans udtales med knirk, /ˈhæn̰s/, men i sammensætningen sankthans er det af en eller anden grund ikke knirket, /saŋtˈhæns/. Det er svært at finde andre ord der opfører sig på den måde, så det er en lille smule mystisk. Jeg har aldrig kunnet finde en forklaring på hvor den udtale kommer fra, så her kommer mit eget bud.
Når vi danner sammensatte ord, benytter vi typisk nogle bestemte suprasegmentelle modifikationer for at vise at der er tale om en sammensætning, dvs. vi laver om på ordenes betoning, vokallængde og knirk efter nogle faste mønstre. Det mest almindelige mønster er uden tvivl at andet led i sammensætningen mister betoning; det er det der gør at ‘vaskebjørnen, ‘huskekagen og ‘lammefrikadeller lyder forskelligt fra ‘vaske ‘bjørnen, ‘huske ‘kagen og ‘lamme frika’deller. For en lang række ord gælder det endvidere at de mister knirk eller vokallængde når de er førsteled i en sammensætning. Vi har andre, sjældnere mønstre end disse, fx at første led mister betoning, fx borg’mester, eller at andet led får knirk, fx svømme vs. oversvøm̰me.
Generelt er det sådan at et ord enten altid eller aldrig mister knirk når der er første led i en sammensætning. Det hedder fx /sɛl̰ en̰ noɐ̰/ sel̰v, in̰d, nor̰d, men altid /sɛl en noɐ/ i sammensætninger.
Men vi har nogle eksempler på afvigelser fra den tendens. Det hedder almindeligvis /ˈʁœɤ̰kʁœɤ̰ ˈkʰɒl̰skɔ̰ːl ˈplɔ̰ːkɒ̰ː/ rødgrød, koldskål, Blågård hvor rød, kold, blå bevarer knirk, selvom de almindeligvis mister knirk i sammensætninger. Jeg forklarer dette med en slags fjernassimilation, eller fonationsharmoni. De to led minder meget om hinanden; de rimer eller rimer næsten. Derfor kan de være tilbøjelige til at tilpasse sig hinanden endnu mere.
Her kommer sankthans ind i billedet. De to dele sankt og Hans er begge enstavelsesord med –an– til fælles. Første led, sankt, mister betoning og mister dermed regelret knirk, hvilket kan være det der smitter af på Hans. Jeg har fundet et andet ord der følger samme mønster, nemlig trummerum, som egentlig er en sammensætning af tom+rum, hvor der også er sket sådan en fjernassimilation; rum̰ mister knirk, og det er formentlig påvirket af første led.
Et andet beslægtet bud på en forklaring er at sankthans egentlig er en forkortelse af sankthansaften, hvor Hans regelret mister knirk fordi det er andet led i første led i en sammensætning (tænkt fx på affal̰d, men affalds(-skakt osv.). Det kan have bevaret den uknirkede udtale efter man har droppet aften. Den effekt kendes fra fx en over(krydder) og under(krydder), hvor ov̰er og un̰der mister knirk som første led i sammensætningen, men bevarer den uknirkede udtale selvom man dropper andet led.
Hvor vigtigt er det at kunne skelne han og hun? Hvis man spørger den gennemsnitlige internetkriger, er det overordentligt vigtigt, og der er ikke meget for tiden der kan få folk højere op i det røde felt, end når en landsdækkende butikskæde tager et lille skridt i en kønsneutral og inkluderende retning.
Men på de fleste sprog i verden kan man noget som man ikke kan på dansk: man kan referere til en person med et pronomen uden samtidig at være tvunget til fortælle hvilket køn personen har. I stedet for han og hun, har man kønsneutrale pronomener; det mangler vi i dansk.
De sprog vi som danskere kender bedst, er dansk og engelsk, og måske lidt tysk, fransk, spansk og italiensk – sprog som alle har kønnede pronomener – og for den gennemsnitlige dansker føles det nok som en helt naturlig og basal del af sprog. Men de fleste sprog har faktisk ikke kønnede pronomener.
På WALS (World Atlas of Language Structures) kan man finde informationer om fonetiske og grammatiske træk i verdens sprog, og på nedenstående kort kan man få indtryk af kønnede vs. ukønnede pronomener i verdens sprog. De hvide prikker angiver sprog der ikke har kønnede pronomener, og de farvede prikker angiver sprog med et eller andet omfang af kønnede pronomener.
Der er 378 sprog i databasen, hvilket selvfølgelig kun er en lille del af verdens 7-8.000 sprog. Men det er nok til at give et indtryk af fordelingen i verdens sprog. Som man kan se, er der en overvægt af hvide prikker. I alt er der:
124 sprog med kønnede pronomener (33 %)
254 sprog uden kønnede pronomener (67 %)
De hvide prikker er sprog med kønsneutrale pronomener, de farvede prikker er sprog med et eller andet omfang af kønnede pronomener (se detaljer på WALS )
Der er altså en tydelig overvægt af sprog med kønsneutrale pronomener. Dansk er ikke med på kortet, men I dansk skelnes som bekendt traditionelt mellem hankøn, hunkøn, fælleskøn og intetkøn med pronomenerne han/ham, hun/hende, den, det, men altså kun i tredje person singularis, ikke i første og anden person, og ikke i pluralis. Dette er i øvrigt det hyppigste mønster blandt de 124 sprog med kønnede pronomener.
Vi skelner heller ikke køn i andet end disse ord, modsat sprog som tysk, fransk og italiensk, som også skelner køn i substantiver og adjektiver. Tidligere har vi også skelnet køn i andre ordklasser i dansk, og der er stadig rester af det i nogle dialekter (og vi skelner det i masser af ordpar som dreng/pige, far/mor, fætter/kusine, onkel/tante, nevø/niece), lige som nogle dialekter ikke skelner intetkøn og fælleskøn. Men grammatisk kønsmarkering er altså noget der over mange hundrede år stille og roligt har fået mindre plads i sproget.
Sprog skelner forskelligt
Der er ikke noget overraskende i at verdens sprog kategoriserer verden lidt forskelligt. På engelsk skelner man fx turtle/tortoise (skildpadde) og squid/octopus (blæksprutte). Det gør vi ikke i dansk.
Det er nærliggende at argumentere med at det alt andet lige er bedre at kunne skelne to forskellige ting sprogligt end ikke at kunne skelne dem. Men det er også overordentligt praktisk ikke altid at være tvunget til at være meget specifik.
For specifikke detaljer kan være irrelevante, uhensigtsmæssige, bøvlede og måske endda socialt uacceptable. Det er fx smart at vi kan sige Køb lige noget frugt i stedet for Køb lige nogle bananer eller æbler eller appelsiner eller … og det er smart at man kan gå på toilettet i stedet for at være meget specifik med hvad man skal derude. Personligt synes jeg det er upraktisk at vi i dansk skal skelne mellem jakke/frakke, bluse/trøje, sokker/strømper, og jeg synes lilla/purpur/indigo/magenta er lidt samme farve, men andre kan finde på at gå mere op i de nuancer.
Kønsmarkering i pronomener balancerer på grænsen mellem det hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige. I den ganske specifikke situation hvor vi har en sætning med to participanter, som har hver sit køn, er han og hun smart. Hvis man fx siger Søren og Mette var i biografen, men han sagde at hun syntes filmen var kedelig, kan han og hun lynhurtigt og praktisk fortælle os hvem der sagde hvad. Det kan man ikke med kønsneutrale pronomener.
Men vi kan også sagtens klare os uden, og i det fleste tilfælde har vi ikke brug for den skelnen. Hvis det er Søren og Jørgen der er i biografen, kan vi ikke bruge han og han, men så har vi andre formuleringsmuligheder så vi kan skelne hvem der siger noget om hvem. Vi kan også sagtens referere til fx vores hund eller kat med den, uden at afsløre dens køn.
Behov for et kønsneutralt pronomen
Når nogen offentligt efterlyser eller bruger et kønsneutralt pronomen, som de/dem frem for han/ham/hun/hende, bliver det i konservative kredse lynhurtigt udlagt som krænkelsesparathed, LGBT+aktivisme, benægtelse af at der er forskel på kønnene osv. Der er helt sikkert også et vittigt hoved der kommer med the One Joke, den ene vits som højrefløjen kan og skal fortælle ved enhver lejlighed: Hvad med os der føler os som katte, brødristere eller en høj, flot millionær fanget i en gennemsnitlig midaldrende hvid mands krop; vi vil også have særlige hensyn.
Men man behøver ikke at være krænkelsessyg, ekstremistisk wokeist for at efterlyse et kønsneutralt singularis tredjepersonspronomen i dansk. Der er masser af rimelige grunde til at bestræbe sig på at få udfyldt det hul i sproget.
I nogle tilfælde er personens køn ukendt. Vi er i dansk traditionelt tvunget til kluntede formuleringer som Når vi får en ny chef, håber jeg han eller hun vil forbedre forholdene. Tidligere var chefer altid hanner, så der spændte sproget ikke ben. Men nu er vi tvunget til en kluntet formulering, og vi er tvunget til at vælge mellem at være bagstræberisk og nævne han før hun, eller identitetsaktivist og nævne hun før han, fordi vi ikke er enige om et kønsneutralt de/dem.
I de fleste tilfælde er personens køn uvedkommende. Han og hun refererer rimeligvis først og fremmest til det biologiske køn for de fleste mennesker. Den ekstra information vi får med ved at bruge han og hun frem for et kønsneutralt pronomen, er dybest set hvilke reproduktive kønsorganer personen er udstyret med.
Denne kønsinformation er stort kun relevant i forbindelse med pardannelse og seksuel aktivitet, så det er ikke alene som regel uvedkommende, men i virkeligheden ofte også temmelig upassende: “Professor X, som i øvrigt er udstyret med en penis/vagina, skriver her at …”, “Mit barn, som i øvrigt er udstyret med en penis/vagina, starter i skole til sommer”.
Hvis man skal omtale sin partner med et pronomen, er man tvunget til at afsløre dennes køn og dermed påpege sin egen seksuelle orientering, hvilket kan være ubelejligt. Problemet er størst for seksuelle minoriteter, men man kan sagtens være ciskønnet og heteroseksuel og synes at ens seksualitet egentligt er en privat sag.
Ingen ord har en helt clear-cut semantik; de har også en masse konnotationer. Han og hun i særdeleshed refererer ikke bare til det biologiske køn, men har også konnotationer til alle de træk vi i øvrigt forbinder med kønnene. Det er langt fra alle der kan identificere sig med de forventninger som følger med han og hun, og det er i stigende grad blevet socialt acceptabelt at være åben omkring dette. I den forbindelse mangler sproget et udtryk man kan anvende i stedet for.
Hvad er det egentlig vi skal bruge den kønsinformation til? At benytte et kønsneutralt sprog handler ikke om at handle om at benægte biologiske forskelle, men om at vise hinanden den respekt ikke at påpege hinandens biologiske køn og seksualitet i tide og utide.
Opsamling Hvor praktisk det er at kunne skelne han og hun, afhænger af hvor ofte mænd og kvinder optræder parvis i en tekst, hvor man let og entydigt kan henvise til dem med forskellige pronomener. Dette skal opvejes mod situationer hvor det er uheldigt eller upassende at påtale personers køn.
Gevinsten ved at have han og hun er således størst i en kultur hvor mænd og kvinder primært optræder i par, hvor mænd og kvinder har faste kønsroller, og hvor det i øvrigt er socialt acceptabelt at påpege hinandens køn hele tiden. Men i takt med samfundet ændrer sig, at mænd og kvinder i mindre grad hænger sammen parvist, at fædre og mødre ikke nødvendigvis bor sammen, at flere vælger at leve som singler, at man ikke nødvendigvis danner par med en af det modsatte køn osv., svinder det praktiske i at skelne han og hun.
Kønsneutrale pronomener er ikke et latterligt krav fra en horde krænkelsesparate ekstremister, men et helt almindeligt træk i størstedelen af verdens sprog og en helt rimelig ting at savne. De færreste mennesker har et problem med at der findes køn i verden, men det betyder ikke at det er hensigtsmæssigt at påpege disse køn konstant via sprogets grammatik. Kønnede pronomener er i faldende grad praktiske, i stigende grad kluntede, upassende og politiserende, og de er aldrig nødvendige. Der er således god fornuft i at blive enige om og vænne sig til et kønsneutralt pronomen i dansk.
