Hvis man læser hvad der faktisk står i Retskrivningsordbogen, skal man på den ene side skrive De storebolde skal være i den grønnekasse, og de småbolde skal være i den gulekasse, og på den anden side må man skrive komposita i et eller to ord som det passer en. Reglerne lader nemlig stavemåden være afhængig af hvordan man betoner ordene, og det fører til noget nonsens.
For mange år siden så jeg mig sur på Retskrivningsordbogens § 18, som handler om hvornår en ordforbindelse skal skrives i et eller to ord. I 2011 skrev jeg et indlæg om emnet på den hedengangne side Sprogmuseet. En medarbejder fra Sprognævnet fortalte mig dengang at de var i færd med at se på en opdatering af reglerne, men her, over 10 år senere, er der intet sket, så jeg er stadig sur. Her kommer derfor en revideret udgave af mine pointer fra dengang.
Særskrivning, altså det at skrive sammensatte ord i to ord, er et af de mest udbredte retskrivningsproblemer. Det er vel at mærke ikke et nyt fænomen. Særskrivning findes i alle germanske sprog (som er notorisk flittige til at danne komposita) mange hundrede år tilbage i tiden. Det er således ikke bare noget “de unge gør fordi de er påvirket fra engelsk og sms-sprog”. Det er et iboende problem i kompositumdannende sprog, fordi komposita i en vis forstand er ét ord og i en vis forstand er to ord.
Problemet bliver ikke mindre af at retskrivningsordbogens regler for hvornår man skal skrive i et eller to ord, er temmelig ubehjælpsomme. De svarer ikke til intentionen med reglerne, eller til hvad gode og sikre sprogbrugere reelt gør, og derfor giver det meget sjældent mening at støtte sig til eller undervise i retskrivning efter disse regler. Her er hvad reglerne siger:
§ 18. Skrivemåden afhængig af udtalen
(1) I ét ord — Hvis en ordforbindelse udtales med hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet, skrives forbindelsen i ét ord
(2) I flere ord — Hvis en ordforbindelse udtales med lige stærkt tryk på begge led, skrives den i to (eller flere) ord
(3) To udtaler — to skrivemåder Undertiden kan en ordforbindelse udtales med forskelligt tryk uden at betydningen ændres. I sådanne tilfælde er det både tilladt at skrive i ét og i flere ord
Der er flere problemer. En opsummering af de ting jeg vil slå ned på:
- Hvad menes med en ordforbindelse? Der kan ikke bare menes to ord der står ved siden af hinanden, men hvad menes der så? Hvordan ved man om to ord i en sætning skal tjekkes for § 18 og hvornår de ikke skal?
- Det er ikke smart at skrivemåden er afhængig af udtalen. Ord kan udtales på flere måder. Det fører til at samme ord skal staves forskelligt fra gang til gang.
- Det ikke smart at man skal kunne identificere betoning for at kunne stave. En betydelig andel af sprogbrugerne kan ikke identificere betoning.
- Der blandes rundt på årsag og virkning. Kompositumdannelse er en morfologisk proces. Tab af betoning er en (mulig) virkning af kompositumdannelse, ikke årsag til at en ordforbindelse bliver til et kompositum.
Hvad er en ordforbindelse?
Retskrivningsreglerne refererer til en ordforbindelse. Men hvad er det for nogle ordforbindelser der er omfattet af reglen? I RO nævnes bl.a. dette eksempel:
Aluminium er et meget let metal. (Men: letmetallet aluminium).
Let metal er altså her en ordforbindelse, som RO-redaktørerne mener udtales med betoning af begge ord (det er jeg ikke uenig i) og derfor skal skrives i to ord. Men hvad hvis man siger:
Bly er et meget tungt metal, og aluminium er et meget let metal
Her vil jeg udtale let metal med ubetonet metal, altså udtales samme ordforbindelse som før med én betoning, og derfor skal det efter reglerne skrives i et ord. Der er ingen betoningsmæssig forskel på de fremhævede ord her, og efter reglerne skal de altså alle skrive i et ord:
- Bly er et tungmetal, og aluminium er et letmetal
- Bly er et meget tungt metal, og aluminium er et meget let metal
- Er hun alene, mor?
- Er hun alenemor?
Betragt denne sætning hvor jeg har markeret de ord jeg selv ville betone:
Hvis en ordforbindelse udtales med stærkt tryk på det første led og svagere tryk på det andet led, skrives forbindelsen i ét ord .
Der er ikke noget i reglerne der fortæller mig at de fremhævede ord ikke er “ordforbindelser” og derfor ikke er omfattet af reglen. Hvis man læser reglerne bogstaveligt, må man skulle skrive:
Hvis en ordforbindelse udtalesmed stærkttryk på det førsteled og svageretryk på det andetled, skrives forbindelseni étord .
Det er naturligvis ikke det der menes. Det er ikke sådan sprognævnsfolkene selv staver. Men man kan ikke komme uden om at det faktisk er det der står i reglerne. Man kan rimeligvis anklage mig for at læse RO som fanden læser bibelen, men det ændrer ikke på at reglerne er ubehjælpsomt formuleret. Det kan ikke forsvares med et “folk ved godt hvad der menes”.
Sagen er at ord kan miste betoning af mange årsager, bl.a. ifm. enhedsbetoning, kontrastbetoning, tiltale og kompositumdannelse, men det er kun ifm. kompositumdannelse at reglen skal gælde. Reglen burde derfor formuleres med en betingelse: …hvis der er svagere tryk på andet led, og tryktabet skyldes kompositumdannelse, så skrives de i et ord. Men hvis man allerede ved at tryktabet skyldes kompositumdannelse, så ved man jo også at ordet er et kompositum, og så bliver henvisningen til betoning overflødig. Så kunne man blot formulere reglen ganske enkelt: Komposita skal skrives i et ord.
Så behøvede dette indlæg egentlig ikke være længere, men alligevel:
Komposita kan udtales med dobbeltbetoning
I stk 1 og 2 står at man skal stave på den ene eller anden måde alt efter betoning, men i stk. 3 står der så at hvis ordforbindelser kan udtales med forskellig betoning uden at betydningen ændres, så må man stave på begge måder. Der står ganske vist ‘undertiden’, men reelt kan de fleste almindelige komposita udtales med både enkelt og dobbeltbetoning uden at det ændrer betydning. Prove me wrong.
Jeg anfægter ikke at der er en stærk tendens til at udtale komposita med enkeltbetoning, men især i emfatisk, fokuseret udtale eller som kontrastbetoning kan der være en tendens til dobbeltbetoning. Jeg hører ofte især jyder udtale mange komposita med dobbeltbetoning.
I DanPASS-korpusset er der adskillige eksempler på komposita med dobbeltbetoning, ˈ førsteˈsalen, ‘kende’mærke, ˈstartˈkrydset, ˈløveˈpark osv. Det er er næppe Sprognævnets intention at disse komposita skal skrives i to ord, blot fordi de udtales sådan. Men det er reelt sådan reglerne er formuleret som følge af regelforfatterens manglende indsigt i det talte sprog. Sprognævnet bestemmer ikke ords udtale, og folk kan udtale ord som de vil. Sådan som reglerne er formuleret, har man altså ikke loven på sin side når man retter stavemåder som karate træning, navngivnings fest, kamphunde ejer, osv.
Stavning afhængig af evnen til at identificere forskellige grader af betoning
Jeg har undervist i lydskrift i over 15 år, og det at identificere betoning er uden tvivl et af de mest bøvlede områder for de fleste studerende. Hvilke ord betones i en sætning, og hvilken stavelse i disse ord, og hvordan kan man afgøre det hvis man er i tvivl? Mange har intet problem med at identificere betoning, men for mange andre er det rigtig svært at afgøre.
Hvordan skal døve og hørehæmmede mennesker stave, eller udlændinge, eller computerprogrammer som ikke har nogen ide om ords udtale? Man behøver ikke engang at være døv for ikke at kunne identificere betoning. Betoningsdøvhed er en reel ting, lidt i stil med tonedøvhed. Retskrivning bør ikke være afhængig af lydopfattelse.
Retskrivningsreglerne refererer ikke blot til primært betoning (hovedtryk), men også sekundær betoning (bitryk), en størrelse som jeg stadig ikke er overbevist om faktisk er en reel ting i dansk. Nina Grønnums fonetikbøger skipper sekundærbetoning, og det samme gør jeg selv i min fonetikundervisning. Det er et for diffust og uafklaret begreb, og man kan åbenbart ignorere det fuldstændig og stadig klare sig fint som fonetiker.
Der er ingen rimelighed i at referere til sådanne størrelser i retskrivningsreglerne.
Årsag og virkning
Tab af betoning er en almindelig konsekvens af kompositumdannelse (og forskellige andre processer), ikke årsagen til det. Men i retskrivningsreglerne bliver udtalen gjort til årsagen til at noget skal opfattes som et kompositum. Det er noget nonsens.
En ordforbindelse bliver ikke til et kompositum fordi man laver lidt om på udtalen. Men kompositumdannelse kan have indvirkning på hvordan stammerne ændrer udtale. Den suprasegmentelle ændring er en måde at markere at her er der sket noget morfologisk, men den morfologiske operation kommer forud for udtaleændringerne.
Opsamling
Retskrivningens § 18 er ikke en regel man kan støtte sig til hvis man er i tvivl om hvorvidt noget er et kompositum eller ej. Det har mest af alt karakter af et halvsløjt forsøg på et pædagogisk råd a la “Hvis du ikke ved om noget er et kompositum, så kan du måske prøve at lytte efter betoningen”, et råd som de færreste kan bruge til noget i praksis.
At basere reglen for sammensatte ord på hvordan de udtales svarer lidt at reglerne for komma og punktum skulle baseres på hvornår man intonerer en sætning i talesproget. Reglen er baseret på vage suprasegmentelle træk, som måske, måske ikke er der, og måske, måske ikke kan opfattes af den almindelige sprogbruger.
Den regel som gode og sikre sprogbrugere faktisk benytter, er meget simplere: Komposita skrives i et ord. De fleste kan trods alt godt skrive komposita i et ord, og det er formentlig ikke fordi de lytter sig frem, men ganske enkelt fordi de forstår hvad et kompositum er. Hvis man vil lære nogen at samskrive, skal man lære dem hvad et kompositum er, ikke hvad betoning er. Kompositumdannelse er ikke et fonetisk begreb, men et morfologisk begreb. Det er det reglen burde være baseret på.
I øvrigt mener jeg
I øvrigt synes jeg at det skulle være mere frit om man særskriver eller samskriver komposita. Samskrivning giver ofte nogle lange, kluntede, uoverskuelige ord. Minisaltkaramelfrøer, stresssymptom og herreekvipering er ikke flotte ord. Og det er sjovt, men ikke læsevenligt, at det hedder trækvinde, urinstinkt og blegrød.
Samskrivning passer desuden dårligt til moderne teknologi. Autofuldførelse accepteres fx ofte med mellemrum, og det er således ofte hurtigere at stave hvis man særskriver. Samskrivning fungerer heller ikke godt med automatiske stavekontroller. Usædvanlige komposita giver konstant røde bølger i texteditors. Det er møgirriterende. Enten slår man automatisk stavekontrol fra eller lærer at ignorere dem. I begge tilfælde er samskrivningsreglen skyld i at et ellers udmærket værktøj til at skrive bedre tekster, mister sin anvendelighed.
I andre sammenhænge synes jeg det ville være ganske på sin plads med nogle flere udtalebaserede retskrivningsregler. Her er nogle forslag hvis nogen fra Sprognævnet skulle kigge forbi:
- der skal tilføjes –r i bøjning af verber og substantiver, når det udtales
- der skal tilføjes –t til adverbiel brug af adjektiver, når det udtales
- kort tillægsform af verber bøjes i pluralis (malet vs malede), når de udtales sådan
- e fjernes i bøjninger af substantiver med -en, -el, -er (fx køkkener, tunnelen), når det ikke udtales
- nogen bøjes nogle, når det udtales sådan
Velbekomme :)
