laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Sprogsyn

Kønskrans og krimskrams

En gruppe jordemødre vil gøre op med udtrykket jomfruhinde og derfor forsøger de nu at lancere erstatningsordet kønskrans, skriver Politiken.

Kransekage

Jordemødrenes forslag præmieres her med en virtuel kransekage.

Jordemødrene mener det vist seriøst, og har endda fået Dansk Sprognævns ord for, at betegnelsen kønskrans lever op til kriterierne for et dansk ord. Det gør det vel formelt set også, men der er en særlig lydlig grund (og sikkert adskillige andre grunde) til at det ikke er noget godt dansk ord, hvis man gerne vil tages seriøst. Og det burde sprognævnet måske have fortalt dem.

Grunden til at kønskrans lyder så komisk, er at det er meget tæt på at være en aflydsreduplikation – som krimskrams, miskmask, gynggang, dvs. et ord hvor to stavelser gentages, men først med en høj/fremskudt vokal, derefter med en lav/tilbagetrukket vokal.

Ord med den struktur har reserveret en helt særlig plads i dansk, nemlig i den vrøvlede, pjattede eller lydefterlignende ende af sproget. Der er mao. meget ringe sandsynlighed for at nogen vil tage et ord med den lydstruktur seriøst. Hvis kønskrans optages i sproget, bliver det næppe som andet end et sjofelt udtryk, stik imod jordemødrenes intentioner.

Man kan måske også indvende at ordet består af to meget tunge stavelser, hvilket også har noget udansk og konstrueret over sig. Gode danske ord veksler mellem tunge og lette stavelser, som jomfruhinde fx gør det.

Hvad skal man så kalde den?

Efter min mening skal en jomfruhinde – med den betydning vi normalt tillægger ordet, dvs. en hinde som dækker skedeindgangen og som brydes ved første samleje – vedblive med at hedde jomfruhinde. Jordemødrenes pointe er at jomfruer i virkeligheden ikke er udstyret med sådanne hinder, og betegnelsen kan være med til at skabe myter. Men så er det jo dét man skal fortælle folk i stedet for at lave sproglige krumspring.

Sprog fungerer ikke sådan at myter forsvinder bare fordi man kalder dem noget andet. Det er en sammenblanding af benævnelsen og det der benævnes. Myten kan ikke fjernes med kirurgiske indgreb i sproget, men folk kan oplyses om at ordet dækker over en myte.

Vi kan jo omvendt sagtens have ord for ikke-eksisterende ting – enhjørninge, spøgelser, trolddom osv.  – og vi tror ikke nødvendigvis at tingene eksisterer, bare fordi vi har et ord for det.

Hvad jomfruer har i stedet for en jomfruhinde, behøver vi sådan set ikke noget folkeligt ord for. Når først man har forstået at der er tale om en myte, er de anatomiske detaljer mindre interessante.

Snak om sprogsjusk

De to standuppere Sofie Flykt og Tine Marie, som har deres egen podcast Nøglen til alt, kontaktede mig fordi de var interesserede i at høre noget om sprogsjusk. Det fik vi en lang snak om, som kan høres her.

Lyden er lidt sløj i starten, men den bliver bedre. Jeg kommer på ca. 4½ min. inde i casten.

Der er en grund til at vi sjusker med sproget

Videnskab.dk har interviewet mig om mit forskningsprojekt. Læs artiklen ‘Sjusk med sproget er et tegn på overskud’ her. Pointen i artiklen er at distinkt udtale ikke nødvendigvis er et tegn på sprogbeherskelse. For at lyde naturligt skal man nemlig kunne reducere udtalen de rigtige steder og på den rigtige måde.

Da jeg lærte sprog i skolen og gymnasiet, gik man meget op i at bøje ordene rigtigt og lave grammatisk velformede sætninger, men hvis man kigger på hvordan vi faktisk bruger sproget, virker det som en helt forkert prioritering. I ægte sprog er det tilsyneladende bedre at sjuske med grammatikken end at være omhyggelig med at være grammatisk korrekt.

Følgende er en typisk ytring i det materiale jeg undersøger, hvor nogen personer er blevet bedt om at beskrive et netværk af forskellige figurer:

nederst er der en blå firkant
og oven over den blå firkant er der en grøn cirkel
og oven over den grønne cirkel er der en lilla trekant

Hvis man kigger på det egentlige indhold, det der er væsentligt for opgaven, kan ytringen reduceres til:

nederst: blå firkant
oven over: grøn cirkel, lilla trekant

og det er netop disse elementer der udtales distinkt, mens resten af ytringen, hvis funktion primært er at få ytringen til at hænge sammen grammatisk, som regel reduceres temmelig kraftigt.

Ordene er der en, som fonologisk er/ɛr deːˀreːˀn/, reduceres fx til [aɾɐn] eller lignende. Ord der står i bestemt form, udtales hurtigere og mere sjusket, den blå cirkel bliver bare til den eller udelades helt.

Det er karakteristisk at grammatiske småord og endelser trækkes sammen eller reduceres temmelig kraftigt hvis de ikke ligefrem droppes helt. Men indholdsordene, altså de ord der er centrale i ytringen, udtales distinkt. På den måde kan man sige at reduktioner er betydningsbærende idet de peger væk fra sig selv og hen på den væsentlige information.

Grammatik er ikke vigtig

Når så meget grammatisk information reduceres, er jeg tilbøjelig til at konkludere at det er fordi det ikke er vigtigt for kommunikationen. Hvis det var, hvorfor er vi så ikke mere omhyggelige med at udtrykke det?

Tag nogen af de eksempler der ofte dukker op i når folk brokker sig over de andres sprog:

Hvorfor er det vanskeligt for mange mennesker at finde ud af hvornår det hedder det ene eller det andet?

Jeg har længe ment at den oplagte forklaring er at det er fordi disse ord udtales ens, og det går ud over den grammatiske forståelse. Men nu er jeg tilbøjelig til at mene at det den anden vej rundt: Disse ord ender med at blive udtalt ens fordi den grammatiske skelnen de udtrykker er abstrakt, ubetydelig eller redundant, eller hvad man nu vil kalde det (dog i kombination med det faktum at de som udgangspunkt lydligt ikke ligger langt fra hinanden).

På den baggrund virker det urimeligt at man skal bruge tid i skolen på lære hvad forskellen på nogen og nogle er hvis det reelt er ligegyldigt. Det forekommer mig at der må være vigtigere ting at gå op i.

Tilsvarende forekommer det mig at det må være vigtigere for fremmedsprogsundervisningen at kunne udtale forskel på fx fog og fuck end at kende forskel på girls/girl’s/girls’.

Selvfølgelig er noget grammatik vigtigt, men mange af de grammatikøvelser man bliver udsat for, når man skal lære at beherske et sprog, virker mere som små indlejrede intelligensprøver som egentlig er sprogligt uvedkommende: Før vi vil lytte på dig, skal du lige demonstrere dit værd ved at vise at du godt ved om præpositionen har en styrelse eller ej.

Dyrkelse af det middelmådige?

Ordvalg er en pudsig ting. En overskrift som Sjusk med sproget er et tegn på overskud kan let læses som en opfordring til at dyrke et sjusket sprog og en forherligelse af manglende sproglige kompetencer.

Jeg har ikke selv valgt overskriften, men når jeg skal forklare min forskning for lægfolk, bruger jeg ofte ordet sjusk for at bruge en velkendt ord og for at fange folks opmærksomhed.

Til daglig bruger jeg den mere objektive benævnelse reduktioner, men man kunne selvfølgelig også benytte et plusord som optimering eller rationalisering. Så ville det pludseligt være et positivt klingende budskab: Optimeret sprog er tegn på overskud – men det ville også være en overskrift som ikke satte mange tanker i gang.

Jeg synes derfor betegnelsen sjusk er velvalgt til artiklen da den populærvidenskabelige pointe er at meget af det som normalt opfattes som sjusk reelt er et nødvendigt og ganske raffineret element i vores sproglige formåen.

Men når den pointe er sivet ind, skal det selvfølgelig også med at ikke al sjusk er påskønnet. Mit ærinde er at forklare en mekanisme i sproget, ikke at promovere et sjusket sprog.

Sjusker unge mere med udtalen end ældre?

Jeg har lige læst en lille artikel (Strik & al. 2008) som undersøger hvorvidt unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale i en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden (hvilket man fortolker som en reduktion), eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere substituerer eller udelader lyde end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet flyve maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er i deres norm en reduceret udtale.

Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man  tager udgangspunkt i en konservativ norm. At man finder flere reduktioner hos yngre talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet blå transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 og 0,57 sekunder.

Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskrift er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige normer for hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på vores udgangspunkt og måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.

Henvisning

H. Strik, J. van Doremalen, and C. Cucchiarini (2008) Pronunciation reduction: how it relates to speech style, gender, and age. Proceedings of Interspeech-2008, pp. 1477-1480.

Jeg har lige læst en lille artikel (http://lands.let.ru.nl/~strik/publications/a143-PronVar-IS08.pdf) som undersøger om unge mennesker reducerer udtalen mere, dvs. om de svækker eller udelader flere lyde, end ældre mennesker.

Undersøgelsen er baseret på 563.380 ord fra en hollandsk database. Med et computerprogram har man aligneret den faktiske udtale af ordene med en kanonisk udtale fra en udtaleordbog. Forskelle på den faktiske og den kanoniske udtale er registreret som enten substitutioner, dvs. en kanonisk lyd er erstattet med en anden, eller bortfald, dvs. at den kanoniske lyd slet ikke udtales i situationen.

Resultaterne viser at yngre mennesker oftere udelader lyde eller bruger andre lyde (hvilket fortolkes som reduktioner) end ældre mennesker. Antallet af substitutioner falder fra omkring 39 % til 35 %, og antallet af bortfald falder fra omkring 20 % til 13 % fra 30-årige til 70-årige. Det er ikke en stærk effekt, men den er statistisk signifikant. Det ser også umiddelbart ud til at mænd har flere reduktioner end jævnaldrende kvinder, men denne effekt er ikke statistisk signifikant.

Problemer med undersøgelsen

Jeg synes der især er to store problemer med undersøgelsen, der gør at jeg ikke kan acceptere konklusionen.

For det første antages det at unge og ældre har samme kanoniske eller distinkte form, dvs. at hvis de talte ureduceret, ville de udtale ordene ens. Den antagelse er forkert.

Lad mig tage et eksempel fra dansk. Hvis jeg skal udtale ordet ‘flyve’ maksimalt distinkt, vil jeg sige [flyːʊ] mens mere konservative talere vil sige [flyːvə] – med hårdt v. Konservative talere kan ligesom mig også sige [flyːʊ], men det er fra deres perspektiv en reduceret udtale. Hvis man brugte den ovennævnte metode på dansk, ville min distinkte udtale blive regnet som reduceret, da man tager udgangspunkt i en konservativ norm.

At man finder flere reduktioner hos yngrere talere, skyldes altså at man måler deres udtale efter en ældre norm i stedet for de unges egen norm.

For det andet andet regnes reduktion i undersøgelsen som et binært træk. Enten er udtalen reduceret eller også er den ikke. Dette er også en fejl, og den opstår fordi undersøgelsen er baseret på lydskrift, hvor et lydskrifttegn enten er der eller ej.

Men reduktion er ikke et binært træk. Det er et gradsspørgsmål. I det danske talesprogskorpus DanPASS er fx ordet ‘blå’ transskriberet [blɔːˀ] 126 gange, men transskriptionen dækker over stor variation. Alene varigheden af udtalen varierer mellem 0,15 sekunder og 0,57, næsten fem gange så meget. Det er klart at en udtale på 150 millisekunder er mere reduceret end en udtale på 570 millisekunder, selvom de begge udtales med både et [b], et [l] og et [ɔːˀ]. Men efter ovenstående metode ville alle forekomster blive behandlet som ureduceret.

(En interessant sidepointe ved dette er at det er temmelig vilkårligt hvorvidt en fonetisk reduktion udtrykkes i transskriptionen. Vores lydskriftkonvention er ganske enkelt mere fintfølende i nogle fonetiske kontekster end i andre.)

Unge og ældre reducerer lige meget

Alle mennesker reducerer deres udtale efter behov. Vi har forskellige ideer om hvad der er den distinkte udtale af et ord, og det er forskelligt hvordan vi reducerer udtalen. Min tese er at reduktioner skyldes kommunikative hensyn. Vi reducerer de dele af sproget som er ude at fokus for at vise hvad der er i fokus i ytringen. Dvs. vi reducerer grammatiske ord og endelser, gammel eller forudsigelig information, ord vi har sagt 1000 gange før osv.

En typisk ytring har et eller to ord der er mere i fokus end de øvrige. Disse ord udtales distinkt, mens resten reduceres i større eller mindre grad. Dette gælder uanset hvor gammel man er. Derfor er der ikke forskel på hvor mange ord vi reducerer, men der er forskel på måden vi reducerer på.

Selvfølgelig er der også individuelle ting der kan gøre at vi kommer til at kludre i sproget. Træthed, nervøsitet, fuldskab, usikkerhed, stress osv. får os til at lave fejl, men det gælder ligeledes for alle (man kan dog forestille sig at unge mennesker er mere trætte, stressede, trætte og usikre end ældre mennesker), og det er antageligvis en forsvindende lille del af de registrerede reduktioner der skyldes disse eksterne faktorer. Langt de fleste reduktioner knytter sig systematisk til lingvistiske faktorer.

Følg med

rss e-mail FB Twitter