Tag: utilpasset IPA

Stød er det man får når man rører ved et elektrisk hegn eller stikker fingrene i en stikkontakt. Hvorfor bruger vi i dansk betegnelsen stød for en lydlig egenskab som intet har med stød at gøre?

Hvorfor skriver vi dette stød med ◌ˀ, et tegn der ikke findes i IPA?

Der er skrevet artikler og afhandlinger om det danske stød i snart 300 år, og det bliver overalt fremstillet som noget helt særligt og unikt ved dansk. Termen stød kan ikke meningsfuldt oversættes til fx engelsk. Push, punch, thrust, poke? Shock? Det vækker ingen fonetiske associationer. Typisk bruges simpelthen bare stød i engelske tekster, hvilket bidrager til narrativen at det er et helt unikt fænomen i verdens sprog og noget særlig vigtigt i dansk.

Men er det virkelig så særligt at det ikke kan oversættes eller transskriberes inden for IPAs rammer? Egentlig ikke. Lignende fænomener findes på mange andre sprog, men det ignoreres typisk fordi det ikke har nogen distinktiv funktion. Dansk har sine egne regler for hvornår dette fænomen forekommer, men det gør det ikke til noget fonetisk unikt.

Hvorfor omgærde stødet med al den mystik, noget hvis lige ikke findes i noget andet sprog, noget som er så eksotisk at vi må opfinde vores helt eget tegn og ord for det, noget som vi dårligt selv kan forklare, noget som de færreste danskere egentlig bemærker eller kan få greb om?

Hvorfor ikke fokusere på lighederne med andre sprog, bruge en notation og terminologi som er fonetisk dækkende og gennemskuelig for både danske sprogstuderende og udlændinge der interesserer sig for dansk? Og hvorfor ikke være realistiske og pragmatiske i fremstillingen af hvor specielt og vigtigt stødet egentlig er?

Kan du ikke lige forklare forskellen på tryk og stød en gang mere? Det er nok det spørgsmål jeg har fået flest gange som fonetikunderviser. En simpel ændring i terminologi og notation og afeksotificering af emnet har ført til en væsentlig reduktion af forvirringen. Bevares, der er stadig problemer, det er et af de mest bøvlede områder af dansk udtalebeskrivelse, men ændring i tegn og term kan gøre det nemmere, synes jeg det er det værd.

Desværre er selve betegnelsen stød i og for sig ikke særlig heldig; den giver ikke de rigtige associationer. Desuden bevirker den at mange er tilbøjelige til at blande stød og tryk sammen

Steffen Heger, Sprog og lyd

Hvad er stød?

Jeg tænker at de fleste af mine læsere grundlæggende er med på hvad stød er, men kort fortalt er stød er det der gør at bønder ikke lyder som bønner, at hund ikke lyder som hun osv. Beskrevet med almindelige ord kan det føles som at man giver bønder og hund lidt ekstra tryk eller laver et lille hak nede i halsen.

Men hvad er stød? Det kan være svært at sætte fingeren på, ikke fordi det er meget mystisk, men fordi det kan variere en del. Det er under alle omstændigheder noget man gør med stemmelæberne, nede i struben. Det kan være at man danner lukke med stemmelæberne, eller at man laver en lidt knirket fonation, eller bare at stemmelæberne vibrerer lidt langsommere så man får et fald i tonegangen.

Det er svært at finde en betegnelse og et lydskrifttegn der dækker det hele, og så er man altså landet på at kalde det stød, en betegnelse som ikke siger for meget, men til gengæld heller ikke rigtig siger noget overhovedet.

Glottalisering, creaky voice, glottal plosiv, glottal approksimant

Stød beskrives traditionelt som en art knirkestemme, en uregelmæssighed i stemmelæbesvingningerne. Ordene art bidrager kun med vaghed her. Stød er typisk en art knirkestemme, eller creaky voice i IPA-termer, eller bare knirk, hvis det skal være mere mundret, og det kan noteres med ◌̰. Som man kan se i mine seneste indlæg og på udtaleordbog.dk, er jeg begyndt at bruge IPA-notationen ◌̰, som i øvrigt visuelt har den fordel at vise at det er noget man gør samtidig med en anden lyd, frem for noget der fremstår som et selvstændigt segment.

Creaky voice, knirket stemme, opstår når man presser stemmelæberne lidt mere sammen end i en almindelig stemt lyde. Det bevirker at forskellige dele af stemmelæberne begynder at vibrere ude af sync, og det giver altså en uregelmæssig, knirket virkning. Hvis man presser stemmelæberne nok sammen, resulterer det i en glottal plosiv, som man noterer med ʔ i IPA.

Creaky voice kan således også beskrives med udgangspunkt i en glottal plosiv, hvor stemmelæberne bare ikke bliver presset helt nok sammen, så i stedet for at stoppe helt med at vibrere, fås altså disse uregelmæssige stemmelæbesvingnnger. Det kaldes indimellem en knirket glottal approksimant (creaky-voiced glottal approximant). Det kan noteres i IPA med eller ʔ̰. (Hvis man beskriver stødet med udgangspunkt i dette, er der snarere tale om en koartikuleret knirket glottal approksimant, da det artikuleres sammen med et andet segment.)

Om man beskriver creaky voice med udgangspunkt i normal stemthed eller ud fra en glottal plosiv, er to sider af samme sag. I begge tilfælde resulterer det i denne uregelmæssige vibration fordi forskellige dele af stemmelæberne vibrerer ude af sync. I begge tilfælde vil der være en tilgang hvor stemmelæberne begynder at vibrere mere og mere uregelmæssigt, og en fragang hvor stemmelæberne vender tilbage til normal vibration.

Det knirkede stød kan veksle mellem disse udtaler, et komplet glottalt lukke eller knirket fonation. Vi kan variere lidt i timingen af fragang, tilgang, hvor hurtigt og kraftigt vi lukket til i glottis, men det ligger alt sammen inden for spændet mellem creaky voice og glottalt lukke. Det kan samlet set kaldes en form for laryngalisering eller glottalisering.

Glottaliseringer i andre sprog

Ladefoged og Maddieson beskriver i deres klassiske værk The Sounds of the Worlds Languages at sådan en glottal approksimant/creaky voice er en ganske almindelig allofon af glottale plosiver /ʔ/ i intervokalisk position i størstedelen af verdens sprog der har dette fonem, hvilket er ganske mange sprog (her er et udvalg af dem). Det er altså slet ikke specielt at have glottaliseringer som en distinktiv størrelse i sproget. Mange andre sprog har glottaliseringer som ikke-distinktive træk, enten frie eller bundne til en fonologisk kontekst.

Et dansk ord som lager kunne således intuitivt fint noteres /læʔɐ/ hvor det helt naturligt vil følge at man ofte ikke lukker helt til i glottis mellem de to vokaler, [læʔ̞ɐ], ligesom vi ofte ikke lukker helt til i /k/ når vi siger /snakɐ/.

Ladefoged og Maddieson beskriver også mange andre lignende fænomener, knirkestemme, glottale plosiver, glottaliseringer af forskellig grad og timing overalt i verden. De bliver, som i dansk, ofte brugt til at afgrænse stavelser, ord, fraser og lignende. Det er fx et meget almindeligt fænomen i mange sprog at hvis et ord starter med vokal, så indleder man gerne denne vokal med en glottal plosiv/approksimant.

Jeg sætter jævnligt studerende til at transskribere tilfældige eksotiske sprog. Her støder man meget ofte på noget der lyder og ligner det danske stød til forveksling. Det vækker undren blandt studerende der netop har læst at det danske stød er noget helt unikt som ikke har sin lige i noget andet sprog.

Herunder et kan se et spektrogram fra en vilkårlig aserbajdsjansk transskriptionsopgaver, hvor der er en tydelig glottalisering [ʔ̞] mellem to ord /se æv/ (stemmelæbesvingninger ses ved de lodrette streger; i perioden i midten af spektrogrammet opstår der uregelmæssigheder i afstanden mellem de lodrette streger). Det ligner et helt almindeligt dansk stød:

Vores opfattelse af stød som noget helt unikt, er ganske enkelt forkert. Glottaliseringer af forskellig art findes i alle sprog. De opstår helt naturligt når vores stemmelæber af forskellige grunde vibrerer lidt ude af sync. I mange sprog er det en redundant egenskab ved bestemte lingvistiske størrelser, i nogle sprog fører det til en systematisk anvendelse hvor man glottaliserer enten i forbindelse med bestemte segmenter, stavelser, ord, fraser eller som en sociofonetisk markør. Og i nogle sprog bliver denne gestus distinktivt. Det er almindeligt, der er intet eksotisk over det.

Tonal accent

Det undrer mig at stød udelukkende bliver beskrevet som knirkestemme i dansk fonetisk litteratur (det nævnes måske som noget helt specielt at det i gammel slesvigsk dialekt nærmere svarer til en tonal accent). I jysk sker der noget andet. Om det er en ny ting eller om dialektforskere og fonetikere har overset det i generationer, ved jeg ikke. Det er noget der bør blive undersøgt nærmere.

Når jeg hører unge jyder tale, bruger de ofte ikke den københavnske knirkestemme. Det ved de udmærket selv; de vrænger gerne af københavnernes brægende udtale. Der hvor jeg knirker, har de i stedet et fald i tonegangen. Når de siger bønner (uden stød), starter de på lav tone og ender højt, [pœ̀nɐ́], når de siger bønder (med stød), starter de på høj tone og ender lavt, [pœ́nɐ̀]. Når de siger skåle, stiger tonen, [skɔ̌ːl], når de siger skål, falder tonen, [skɔ̂ːl]. Dette er ganske parallelt med tonale accenter i svensk og norsk og de historiske forhold i dansk. Det er ikke isoleret til Slesvig; det findes så vidt jeg kan forstå i størstedelen af Jylland.

Når de unge jyder siger ord som traditionelt ikke har stød i jysk dialekt, bruger de i øvrigt gerne det københavnske knirk, [pʰul̰s] puls.

Herunder et spektrogram hvor man kan se tonegangen hos en yngre jyde der siger hhv. bønner og bønder. Der er tydelig forskel i tonegangen, men intet spor af knirk i bønder.

Jeg har ikke studeret jysk så meget at jeg kan give et færdigt bud på den bedste notation i IPA. Men der er masser af redskaber til at notere det; der er ingen grund til at opfinde sine egne tegn.

Tonale accenter er, som glottaliseringer af forskellig art, på ingen måde unikt for dansk. Det kan man læse mere om her.

Hvor vigtigt er stød, øhm, knirk i dansk?

Jeg er oprindeligt fra Bornholm hvor der traditionelt slet ikke er knirk. Det var noget jeg skulle lære da jeg flyttede til København som 11-årig. Alle der har prøvet at lære det, kan blive enige om at det er sindssygt svært at lære. Jeg selv, der om nogen er fonetisk interesseret og motiveret, laver stadig fejl, over 20 år efter at jeg for alvor begyndte at blive opmærksom på det. Det er åndssvagt kompliceret og ganske imponerende at danskere som sådan har fint styr på det.

Vi plejer at sige at knirk er distinktivt, netop med henvisning til ordpar som bønder/bønner og en del andre ordpar. Men så er det da lidt underligt at der findes dialekter som klarer sig fint uden knirk eller tonal accent. Når vi synger, bruger vi traditionelt ikke knirk eller tonal accent. Men alligevel forstår vi udmærket sangtekster, også selvom tonerne i en sang bevæger sig i stik modsat retning end i talesproget.

Når jeg indimellem stadig er tvivl om hvorvidt der er knirk i et ord, hjælper det sjældent at spørge en gennemsnitlig dansker om det. Medmindre folk har en lingvistisk uddannelse, er de simpelthen ikke bevidste om det, de kan ikke høre det, de ved ikke om de siger et ord med eller uden stød. De kan godt høre at bønder og bønner lyder forskelligt, men kan ikke rigtig sætte ord på hvad der gør dem forskellige. Hvis de hører et ord i isolation, kan de ofte ikke høre om det er et af dem med knirk eller et af dem uden.

Det er de færreste der starter på et fonetikkursus, som nogensinde har hørt om stød før, og dem der har, har typisk hørt noget forkert. Selv efter at have fået en del træning i det, har mange studerende svært ved at afgøre hvornår der er knirk, og mange noterer det ret vilkårligt i deres transskriptioner.

Knirk markeres slet ikke ortografisk. Det er ikke nødvendigt. Knirket er et rudiment af en tonal markering af tunge stavelser i middelalderdansk. Det var redundant, og i langt de fleste ord er knirket stadig redundant og forudsigeligt. Hvis vi kender ordets ordklasse og bøjningsform, hvilket vi som regel kan regne ud fra konteksten, følger det i de fleste tilfælde automatisk deraf om der skal være knirk eller ej.

Alle disse forhold gælder slet ikke i samme grad for andre distinktive størrelser i sproget.

Så på den ene side har vi ordpar hvis eneste forskel er om der er knirk eller ej. På den anden side virker det ikke særlig vigtigt for danskere. Når man skal lære dansk eller undervise i dansk, tror jeg ikke der er payoff på at fokusere for meget på at lære at knirke rigtigt. Det er urimelig svært. Der er stort sandsynlighed for at man alligevel aldrig lærer det ordentlig. Man ender med at afsløre sig som en der ikke har dansk som modersmål uanset hvad man gør, og det har ikke rigtig den store betydning for danskerne i sidste ende.

Stød, knirk, hvad vi nu kalder det, er uden tvivl noget man skal lære at forholde sig i dansk fonetik. Men, og med forbehold for min stødløse baggrund, forekommer det mig væsentligheden er overdrevet i introduktionen af dansk. Hvis en udenlandsk fonetiker kun ved én ting om dansk, er det med stor sandsynlighed at der er det der stød. Det afspejler hvor meget der er sagt og skrevet om stød, men måske ikke helt hvor væsentlig det reelt er i dansk. Vi taler aldrig om sprængansats som noget vigtigt i dansk, selvom det er langt hyppigere end mange af vores ‘rigtige’ fonemer. På andre sprog ignorerer man typisk lignende glottaliseringer i brede sprogbeskrivelser. Måske er det egentlig et emne der hører hjemme i videregående sammenhænge, men ikke så meget på sprogskoler og brede introduktioner til dansk.

Opsummering

Stød er hverken så specielt at vi er nødt til at bruge vores egne udtryk og notationer til at beskrive det, eller så vigtigt at man ikke kan klare sig uden på dansk. Det mest specielle ved stød er at vi går så meget op i det i forhold til dets beskedne vigtighed.

Lad os holde os til IPA-tegn når vi skriver IPA. Lad os notere lydene som det de er. Værktøjerne er der til det:

• ◌̰ betegner knirk eller knirkestemme.
• ʔ betegner en glottal plosiv eller approksimant.

Jeg foretrækker ◌̰ fordi det afspejler det koartikulerede aspekt, at det er en gestus som falder samme med et andet segment.

• Der er et hav af tegn til de tonale accenter man finder i jysk. Hvad der er mest passende, kræver nærmere undersøgelser, men man kan starte et sted og notere høj og lav tone med ◌́ ◌̀.

Dette er det sidste emne i serien om Utilpasset IPA. I næste indlæg kommer der en opsamling og konklusion.

Link til diskussion på schwa.dk’s facebookside