Jeg har lavet nogle længe ventede opdateringer af min tegnvælger.
Mange har efterspurgt muligheden for at vælge skrifttype, da ikke alle systemer viste den gamle skrifttype lige effektivt. Nu kan man vælge den font man vil. Jeg har gjort de almindeligste websikre fonte klikbare, men man kan bruge en hvilken som helst font som man har installeret på sin pc; man skal blot opdatere URL’en, fx schwa.dk/filer/ipacharpick/?font=MINFONT.
Jeg har tilføjet flere shortcuts og muligheden for at vælge mellem forskellige shortcuts. Vigtigst er et shortcut til utilpasset IPA. Hvis man gerne vil have de gamle shortcuts, vælger man bare DA(old). Desuden har jeg tilføjet shortcuts til tysk, engelsk og fransk IPA, det græske alfabet og til alle fonetiske relevante tegnblokke i Unicode. Hvis man har ønsker til andre shortcuts, er man velkommen til at henvende sig. Jeg påtænker at tilføje flere sprog med tiden.
Jeg har lavet mindre opdateringer af indholdet i de øvrige tegn. Der er tilføjet lidt, og en del er flyttet over i Unicode-shortcuttet for et lidt mere overskueligt design.
Det danske bløde d noteres traditionelt med ð, som i IPA står for en dental frikativ. Men det bløde d er typisk ikke en dental frikativ, så er ð bare et levn fra Dania? Er der en bedre måde at notere det på i IPA?
Historisk set et d
Hvis jeg skal beskrive mit eget bløde d, fx i tid, så udtaler jeg det med tungespidsen presset godt ind mod tænderne i undermunden og fortungen skubbet længere frem mod alveolarranden end i det foranstående /i/, men ikke så meget at der opstår støj. Den minder meget om en vokal, der bare ligger længere fremme i munden end /i/.
Hvordan skal notere sådan en lyd? Det er en approksimant i og med at der ikke er støj, den er længere fremme end /j/, som er palatal, den er laminal i og med at tungespidsen er sænket, og med tungespidsen presset mod fortænderne kan man forsvare at kalde den dental, altså en laminal dental approksimant.
IPA har desværre ikke et dedikeret symbol for en dental approksimant, så man må danne det med diakritiske tegn. Det kan man gøre på flere måder. Vi kan tage udgangspunkt i den alveolære approksimant /ɹ/ og tilføje at den er dental og laminal [ɹ̪̻]. Vi kan også tage udgangspunkt i den palatale approksimant /j/, som i forvejen er underforstået laminal, og tilføje at lyden skal længere frem i munden [j̟]; det er faktisk ikke helt tosset i betragting af at det bløde d på nogle dialekter har udviklet sig til /j/. Vi kunne også opfatte det bløde d som en vokallyd, og så notere det på basis af /i/ efter samme princip, [i̟]. Eller vi kan tage udgangspunkt i den dentale frikativ /ð/ og specificere at den er laminal, men mere åben, så der ikke opstår friktionsstøj, [ð̻̞].
Når lyden skal noteres i bred IPA, fjerner vi de diakritiske tegn (medmindre de er distinktive), og alt efter hvad vi baserer lyden på, kan den altså noteres /ð ɹ j i/. Det går ikke at bruge /j i/ da de er reserveret til andre fonemer i dansk, og forskellige fonemer skal noteres forskelligt. Så har vi /ð ɹ/ tilbage. Begge er lige gode kanditater, men traditionelt har vi valgt at bruge /ð/, dels fordi det noteres sådan i Dania, dels pga. det historiske og ortografiske slægtskab med d. Det bløde d er en slags d, ikke en slags r.
Sammenligning med andre sprog
/ð/ findes i engelsk, fx svarende til th-lyden i the, mother, father. Paradoksalt nok synes danskere at man fint kan erstatte den engelske th-lyd med det danske bløde d. En englænder kan også fint bruge sit /ð/ når de taler dansk, og vi hører det som vores bløde d. Men det går ikke den anden vej. Englændere hører typisk enten ingenting eller en slags /l/ når danskere erstatter engelsk /ð/ med blødt d når de taler engelsk.
Der må således være tale om to vidt forskellige lyde, og det er vel en indikation af at vi ikke kan tillade os at bruge /ð/ i dansk, eller hvad?
Det synes jeg ikke nødvendigvis. Forholdet kan fint forklares med at englændernes måde at udtale /ð/ på, er en allofon af vores /ð/, en lidt distinkt, konservativ udtale af det bløde d, mens den moderne vokaliske udtale ikke er en tilladt allofon af engelsk /ð/. Danskere tillader ganske enkelt større variation i /ð/ end englændere gør.
I bred IPA skal man ikke tage hensyn til hvad der er fonologiske kontraster eller ej i andre sprog. Vi kan heller ikke tvinge englændere til at skrive /pʰ kʰ/ i stedet for /p k/ bare fordi vi synes det lyder som dansk /pʰ kʰ/ snarere end dansk /p k/. Aspirationen er allofonisk, ikke distinktiv i engelsk, så de kan tillade sig at ignorere aspirationen i bred IPA.
I engelsk kontrasterer [ð] med [ɫ], fx [wɪð wɪɫ] with, will, hvor [ɫ] er en velariseret lateral approksimant, dvs. den har nogle fællestræk med dansk blødt d. På engelsk har man også en alveolær approksimant [ɹ]. På engelsk er det altså vigtigt at deres /ð/ lyder tydeligt forskelligt fra de to andre lyde, så /ð/ har mindre bevægelsesfrihed på engelsk. Men det er englændernes problem, ikke danskernes.
Varianter af ð findes også på andre sprog, både i form af frikativer og approksimanter, som fonemer eller allofoner af andre fonemer. Det spanske /ð/ kan fx sagtens udtales som en approksimant. Engelsk fylder meget i vores bevidsthed, men jeg tror mere at vi skal se det som at det er engelsk der er lidt speciel, når de ikke tillader en approksimeret udtale af deres /ð/.
Når IPA ikke har et dedikeret symbol til dentale approksimanter, så skyldes det at man ikke har fundet sprog endnu der har en distinktion mellem dental approksimant og fx dental frikativ eller alveolær approksimant. I sådanne tilfælde er det praksis blot at bruge et af de eksisterende symboler i bred IPA. Det gælder også for andre ikke-coronale stemte frikativer/approksimanter som /β v j ɣ ʁ/. I bred IPA kan disse repræsentere lyde der veksler frit mellem frikativ/approksimant. Denne forskel er sjældent distinktiv (men få sprog har en distinktion mellem /v ʋ/ eller /ʝ j/, og derfor er der dedikerede symboler til disse). Jeg henviser altid mine studerende til dette skema, som rent grafisk bedre illustrerer at der ikke er nogen skarp opdeling mellem frikativ/approksimant for visse lyde.
Generelt gælder det at hvis udlændinge behersker en form for /ð/, kan de fint anvende den lyd når de skal lære at tale dansk, og danskere anvender deres /ð/ når de indlåner ord fra disse sprog, som cortado og godfather. Derfor giver det god transparens mellem sprogene at anvende /ð/. Men begge parter skal selvfølgelig være opmærksomme på at der kan være friere variation på dansk, eller flere restriktioner på de andre sprog. Og det gælder uanset hvilken notation vi vælger for fonemet.
En velær lyd
Normalt beskrives /ð/ som en anelse velariseret, [ðˠ], dvs. tungeryggen er hævet mod velum lidt som i /u/. En laminal lyd med hævet velum, eller en velær lyd med hævet lamina er to sider af samme sag. Hvis man fokuserer mere på det velære træk, åbner det for at tage udgangspunkt i en velær approksimant/vokal med hævet lamina, [ɰ̻] eller [ɯ̻].
Jeg kan godt høre nogle unge københavnere med kraftigt velariseret /ð/. Min fornemmelse er denne velarisering er en sekundær glidning efter /ð/ snarere end koartikuleret med /ð/, eller en velarisering/uvularisering som er tiltagende gennem lyden, så fx /mæð/ får karakter af en triftong, [mæðʁ], med først en svag glidning mod /ð/ og derefter mod /ʁ/, snarere end [mæðˠ].
En svag vokal
Når /ð/ optræder i andre kontekster end efter /i/, som beskrevet ovenfor, bliver det i min udtale typisk ikke helt så lukket og fremskudt. I /mæð skɒð lɔkð/ mad, skod, lukket kan det lande på et lidt lukket [ə]. Udtalen afhænger mao. af hvilken lyd der står foran.
Vores /ð/ tilhører i dansk samme gruppe lyde som jeg kalder svage vokaler, /ə ɪ ɐ ʊ/. De kaldes også halvvokaler eller ikke-fuldvokaler. Det er de vokaler vi typisk har i ubetonede stavelser i almindelige danske ord som /fætə fætɪ fætɐ fætð/ fatte, fattig, fatter, fattet. Det er også dem vi har i diftonger som /aɪ æɐ aʊ/. Disse vokaler har en masse fællestræk, som adskiller dem fra de øvrige stærke vokaler, de 13 (fuld)vokaler som vi skelner i betonede stavelser. De svage vokaler er altid ubetonede, de danner diftong med en foranstående kort vokal, de varierer en del i udtale alt efter kontekst, de indgår i eller er konsekvenser af schwa-assimilation, de er varisyllabiske (dvs. det er ofte uklart om de er syllabiske og asyllabiske) historisk er de spor af konsonanterne d g v r j, som er blevet vokaliseret.
Som svag vokal skal /ð/ ikke opfattes som en specifik lyd, men mere en slags “retning”. Som /ɪ ɐ ʊ/ skal det ikke skal opfattes alt for konkret i diftonger som /aɪ æɐ aʊ æð/, men snarere en bevægelse fra den stærke vokal hen imod /ɪ ɐ ʊ ð/. Man behøver ikke lande på den givne lyd, men man skal indikere klart hvor man bevæger sig hen. Det findes der ikke nogen måde at notere eksplicit på i IPA; det må man se i prosabeskrivelser af sproget, men det er almindeligt at diftonger fungerer på den måde.
Som svag vokal kunne man ønske sig en bedre notation. Tegnet /ð/ indikerer en konsonantlyd, og det ville være kønnere med et vokalsymbol i stil med /ɪ ɐ ʊ/.
Akustisk og auditivt –ɤ?
Juul & al. (2016) har målt /ð/ akustisk (formantmålinger), og her opfører /ð/ sig snarere som en mellemtunge-bagtungevokal. Formantmæssigt er den tættest på dansk /ɔ/, kun en anelse mere centraliseret. Det er formentlig den før omtalte velarisering der slår igennem. Det skal bemærkes der her er tale om et snit af /ð/ målt i forskellige ord med forskellig foranstående vokal, og effekten af foranstående vokal er ikke inkluderet i undersøgelsen. Det udelukker altså ikke at der er en del variation alt efter kontekst.
Hvis man lytter til forskellige bud på typiske vokaler, fx her eller her, er denne måling af /ð/ ikke helt ved siden af. Vokaler som [ɯ ʊ ɤ] lyder i mine ører ikke langt fra /ð/. Af dem er [ɤ] nok tættest på og mest i overensstemmelse med formantmålingerne.
Når /ð/ både beskrives som laminalt og velært, så er det måske en indikation af at de ikke har et klart artikulationssted. Det er måske mere henad en neutral vokal, /ə/, som bare er mere lukket generelt. Det kunne tale for /ɘ/, [ɘ̝̠], som heller ikke lyder helt ved siden af. Selvom jeg personligt ville elske flere schwa’er i vores lydskrift, forudsiger jeg dog et kolossalt bøvl med at lære studerende ikke at rode rundt i de to symboler ɘ ə (nogle gør det allerede).
Man kunne derfor overveje at notere det bløde d med /ɤ/, i snæver transskription [ɤ̻̽] (en centraliseret laminaliseret halvlukket velær vokal). Det har den klare fordel at være et vokalsymbol. Og vokaler er i forvejen lidt abstrakt defineret i IPA og tillader en del variation. Rent visuelt har tegnet flere ligheder med ð. Visuelt forveksles det heller ikke let med andre fonemer (i modsætning til hvis man bruger fx ɯ ʊ ɨ j ɹ som basis). Visuelt giver det også et godt indryk af at her er der en lyd som er lidt speciel.
Opsamling
Det bløde d er lidt en slags ð, men det er også lidt en slags ɹ j ɰ ə ɘ ɯ ɤ. Hvordan skal vi lige notere det i IPA?
Notationen /ð/ er ikke uproblematisk, men de alternative måder at notere det på, er heller ikke problemfri. Det er både en laminal og velær lyd, og det er svært at indfange i ét symbol. Notationen /ð/ er artikulatorisk forsvarlig, frikativen [ð] er om ikke hyppigst, så dog en mulig allofon af fonemet, og andre allofoner kan beskrives som modifikation af denne.
At bruge /ð/ er også forsvarlig ift. hvordan tegnet bruges på andre sprog (end engelsk). Vi opfatter udenlandsk /ð/ som vores /ð/, men vi skal være opmærksomme på at fonemet har større variationsfrihed på dansk end i mange andre sprog.
Det lidt specielle i dansk er at /ð/ systematisk opfører sig som de svage vokaler /ɪ ɐ ʊ/, som alle er resultater af nogle historiske svækkelser. Det kunne tale for at anvende et vokalsymbol i stedet for et konsonantsymbol.
Den bedste alternative notation er måske /ɤ/, en halvlukket urundet bagtungevokal, selvom denne fokuserer mere på det velære træk end det dentale/laminale. Det symbol indfanger heller ikke alle de artikulatoriske egenskaber ved fonemet. Men det er et symbol der artikulatorisk, akustisk og auditivt (og visuelt) virker forsvarligt, og som på godt og ondt ikke er ladet med samme forventninger som /ð/ måske er.
Personligt har jeg indtil nu ikke set noget behov for at udskifte symbolet /ð/. Da jeg startede med at skrive indlægget, havde jeg planlagt det som et forsvar for /ð/, men som jeg dykket ned i det, er jeg fristet til at gå over til et vokalsymbol. Jeg er dog i skrivende stund ikke afklaret.
Støtte til det ene eller andet forslag, indvendinger eller andre gennemtænkte notationsforslag der kan forsvares inden for IPA og som er i tråd med international praksis, er velkomne. Se mere på schwa.dk’s facebookside.
I den seneste række indlæg har jeg sammenlignet det traditionelle dansktilpassede IPA som man møder på DDO og i almindelige lærebøger, med utilpasset IPA, den måde man skal bruge IPA på hvis man vil følge IPA’s egne principper.
På nogle punkter er de traditionelle tilpasninger måske lidt bagatelagtige, andre steder mere radikale. Man kan finde små afvigelser fra en striks fortolkning af IPA i mange andre sprog, og det bryder systemet ikke sammen af. Men de mange små og store afvigelser i traditionel dansk lydskrift resulterer i et system som afviger så meget fra almindelig IPA-praksis at det ofte vækker undren eller går ud over den internationale sammenlignelighed.
IPA er et overordentligt stærkt system hvis principper er gennemarbejdet, afprøvet og opdateret af tusindvis af fonetikere og fonologer verden over gennem 120 år. Det er nemmere at lære, nemmere at skrive, nemmere at afkode, nemmere at sammenligne på tværs af sprog og genbruge den viden man har fra et sprog, i et andet sprog. Det er også et fleksibelt system; når det er relevant, kan man tilføje så mange ekstra detaljer til sin lydskrift som man orker. De fordele kan udnyttes bedre end de bliver i dag.
IPA er ikke bare en liste over symboler med tilhørende lyde. Det er også et sæt principper for hvordan IPA skal anvendes, hvilke lyde man skal skelne og hvordan. Dette sæt principper er en stor del af det der gør IPA praktisk at arbejde med. Her adskiller IPA sig fra den gamle Dania-lydskrift, som snarere er en liste med lyde og symboler, som er dannet efter andre, mindre eksplicitte principper end dem IPA bygger på.
I Dania noterer man lyde forskelligt hvis de føles forskellige, hvis fonetikere gennem tiden har sagt ‘Aha! Her er der en nuance som er interessant at hæfte sig ved, den giver et specielt lydskrifttegn’, sådan groft sagt. Der er fokus på meget specifikke lyde, de fine fonetiske detaljer der adskiller dialekter og sociolekter, mens andre detaljer ignoreres.
I bred IPA noterer man lyde ens medmindre man kan vise at de er distinktive. Tegnene er defineret ud fra et sæt distinktive træk, som fonologer gennem de sidste 100 år har analyseret sig frem til som grundstenene i verdens sprog. Tegnene rummer hver især en vis mulighed for overfladisk variation, blot det ikke går på kompromis med de grundlæggende distinktive træk.
IPA vs. Dania er ikke bare et spørgsmål om translitteration, hvordan man typografisk skal repræsentere en specifik lyd. Det er to forskellige måder at tænke fonetik og fonologi på. I IPA er forskellen på distinktiv og ikke-distinktiv, bred og snæver transskription, fonem og allofon essentiel. Man kan ikke skrive IPA uden at have forstået hvordan IPA’s principper fungerer. I Dania er det fonologiske lag helt fraværende. Dania har fokus på variation, dialekter og sociolekter, som sagtens kan håndteres i IPA, men det er ikke IPA’s udgangspunkt.
I det traditionelle tilpassede IPA tager man ikke hensyn til IPA’s principper, og der er hugget en hæl og klippet en tå mht. hvilke lyde man tillader symbolerne at svare til. Den centrale skelnen mellem bred og snæver transskription er fraværende. Især vokalerne a ɑ og plosiverne p t k b d g bruges radikalt anderledes end hvordan de er defineret i IPA, og hvordan de bruges på andre sprog. Man skelner også nogle lyde der egentlig ikke er distinktive, og der er indimellem en inkonsekvent notation, såsom brugen af både tj og tɕ for samme affrikat, og man bruger flittigt diakritiske tegn. Alle disse forhold går imod principperne i IPA.
Hvorfor gør man det? Ofte argumenteres med at det skulle have didaktiske fordele, fx at afvigelserne passer bedre til bogstavernes brug i det danske alfabet, eller at IPA bruger mange besværlige tegn. Eller man fremstiller det som nødvendigt at afvige fra IPA for at kunne afspejle en subtil fonetisk detalje, eller at dansk er så specielt at IPA ikke rigtig kan kapere det. Men som jeg har vist i de tidligere indlæg holder argumenterne sjøldent vand. Så hvorfor gør man det?
Tilpasset Dania
Tilpasset IPA, som fx bruges i DDO, ligger ligger i virkeligheden et sted mellem IPA og Dania. Der hvor DDO-lydskrift afviger fra striks IPA, ligner det Dania, både mht. symbolvalg og hvad der skelnes. Fraværet af en skelnen mellem bred og snæver notation svarer til Danias manglende skelnen. Tilpasset IPA er ikke et system som er funderet på IPA’s principper med et par praktiske tilpasninger til dansk. Det ligner Dania oversat til IPA-symboler, indimellem med større hensyn til Danias definitioner end IPAs. Tilpasset IPA er ikke IPA, det er ikke engang en tilpasning af IPA. Det er en tilpasning af Dania. Det er Dania-principper og Dania-distinktioner, hvor nogle symboler er udskiftet med IPA-tegn og andre er bevaret.
Jeg kender ikke fagets historie i detaljer langt tilbage i tiden, men i mine tidlige universitetsår oplevede jeg en gammel og betydelig modstand mod IPA blandt sprogforskere i danskfaget. Det stod fast i studieordninger langt op i 00’erne at danskstuderende skulle lære Dania. Baseret på hvad Dania blev brugt til og den fonetikforståelse der ligger i Dania, og de fejlopfattelser man havde af IPA, havde IPA en masse ulemper. Det lå fjernere fra det danske alfabet, man skulle bruge for mange diakritiske tegn, det blev uigennemskueligt at læse gamle værker, og vi burde respektere at Dania blev grundlagt af en af fagets mest berømte forskere, Otto Jespersen (som i øvrigt også havde en finger med i grundlæggelsen af IPA).
Den tilpassede IPA ser ud til at imødekomme noget af denne kritik. Divergenserne mellem tilpasset og utilpasset IPA bringer den tilpassede IPA tættere på Dania og skaber bedre kontinuitet mellem nationale standarder på bekostning af den internationale transparens.
Herunder har jeg sammenfattet mine analyser af hvordan dansk skal noteres loyalt efter IPA’s definitioner og principper, og den er sammenlignet med både Dania og det jeg så vil kalde tilpasset Dania. Afvigelser fra IPA er markeret med rød. Læg mærke til hvordan alle afvigelserne mellem IPA og tilpasset Dania, både mht. symbolvalg og opdeling af lydene, altid går i retning af Dania. I hvilket omfang Dania reelt har influeret vs. hvad der bare er sammentræf, får man nok ikke svar på.
(Jeg baserer listen på Grønnums Halvfin lydskrift, DDO, Steffen Hegers Sprog & lyd. Jeg har kun inkluderet distinktive lyde; der er langt flere ikke-distinktive lyde i både IPA og Dania.)
Hermed slutter mit sommertema om Utilpasset IPA. Man kan se alle indlæggene her. Tak til alle der har givet positiv feedback såvel som dem der er kommet med forslag til forbedringer.
