Noget af det nye i Ny dansk fonetik er den omfattende brug af / /-notation frem for [ ]-notation, som man traditionelt vil bruge i dansk fonetik. På udtaleordbog.dk er alle udtaler fx noteret i / /, mens de på DDO er noteret i [ ]. /ɛk.ˈsɛm̰p.l/ vs. [εgˈsεmˀbəl].
I IPA omtales notation i / / som broad transcription og [ ] som narrow transcription. Dette oversætter jeg til bred og snæver IPA.
Min omfattende brug af / / og begrænsede brug af [ ] er ikke noget problem for mine unge studerende, men en del ældre lingvister m.m. der er vokset op med en anden tradition, undrer sig over den nye praksis. Denne undren kan opsummeres i følgende:
- Man bruger / / om fonemskrift, og [ ] om lydskrift.
- IPA er lydskrift, så derfor skal man bruge [ ] om IPA.
- Bred og snæver IPA må svare til hvad vi traditionelt kalder grov og fin lydskrift.
- Hvis man bruger / / om lydskrift, hvordan vil man så vise fonemskrift?
Hvis man har studeret fonetik og fonologi efter Grønnums bøger, har man terpet forskellen på fonemskrift og lydskrift, og det er velkendt at nogle studerende kan have svært ved at skelne. Det er en klassisk udfordring. Man kunne få indtryk af at jeg bare har dummet det hele ned i min bog så man ikke rigtig behøver at skelne mellem lydskrift og fonemskrift. Det er ikke tilfældet.
I min bog er alle disse ting grundigt forklaret, men det er selvfølgelig ikke alle der har læst min bog. Derfor kommer en forklaring her.
Bred IPA er fonemskrift
Selvom IPA nominelt er et phonetic alphabet, er det primært en slags fonemskrift. Betegnelsen IPA stammer fra slutningen af 1800-tallet hvor lydlære ikke var klart delt op i fonologi og fonetik, fonemer og allofoner. Men nogle af grundtankerne i denne opdeling var der allerede fra starten.
Op igennem 1900-tallet blev IPA’s principper mere klare i takt med faglige udviklinger, og i de nyeste officielle principper står der:
The use of symbols in representing the sounds of a particular language is usually guided by the principles of phonological contrast
Hele kapitel 4 i IPA’s håndbog handler om det fonemiske princip. Her står der at det primære mål er at levere a separate symbol for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of the word (HotIPA, s. 27)
Nina Grønnum og Hans Basbøll definerer på lex.dk et fonem som sproglyd med distinktiv, dvs. betydningsadskillende funktion. Distinctive sound = fonem. IPA’s mål primære mål er at levere symboler til sprogs fonemer.
IPA-skemaet er et skema over de mulige fonemer i verdens sprog, ikke de mulige lyde.
Hvis IPA er fonemskrift, hvorfor kalder jeg det så ikke bare fonemskrift? Det skyldes især at der er flere måder at analysere fonemer på, og i dansk tradition forstår mange fonemskrift som Grønnums fonemskrift, men Grønnums fonemskrift er ikke det samme som bred IPA. Jeg bruger termen bred IPA for klart at indikere at der er tale om fonemskrift der er analyseret efter IPA’s principper. Længere nede i dette indlæg gør jeg rede for forskellen på denne fonemskrift og Grønnums.
IPA er også lydskrift
I kapitel 4 om det fonemiske princip står der senere:
The IPA aims not only to provide symbols which can unambiguously represent phonemic inventories, but also to represent details of phonetic realization.
Det er altså et sekundært mål i IPA at systemet skal kunne bruges til alle mulige andre fonetiske detaljer end blot de distinktive lyde.
Disse to mål håndteres i praksis i det som i håndbogens kapitel 5 omtales som bred (fonemisk) og snæver notation.
/ / bruges om bred (fonemisk) notation
[ ] bruges om snæver notation
Snæver notation deles ind i to typer: Impressionistisk og allofonisk. Impressionistisk notation er det man typisk vil bruge i feltarbejde når man er i færd med at samle data for et nyt sprog forud for en fonologisk analyse. Her skriver man efter bedste evne alle de fonetiske detaljer man kan opfange, for man ved først når man har lavet den fonologiske analyse hvad der er distinktivt i sproget. Allofonisk notation er det man vil bruge når man kender et sprogs fonologi og forholder lydlige varianter til et bestemt fonem, fx når man skriver fonologiske regler, som /.n./ → [n̩].
Der findes ikke faste detaljegrader i IPA, som man er vant til i dansk fonetik, fx Grønnums fin, halvfin og grov lydskrift. Håndbogen anbefaler at være, og siger at man almindeligvis er, selektiv i hvilke detaljer man inkluderer i allofonisk notation; man har typisk fokus på en ting ad gangen, så man laver sjældent længere passager hvor alle snævre detaljer er inkluderet; det gør man i lingvistisk feltarbejde, men altså ikke i generel anvendt fonetik og fonologi.
IPA anbefaler at man generelt bruger bred (fonemisk) notation og hertil laver en oversigt over konventioner, dvs. fonetiske detaljer der generelt kan underforstås i den brede notation. Så behøver man kun at skrive de fonetiske bagateller én gang, frem for at være eksplicit i notationen overalt. Det gør det lettere at læse og skrive IPA generelt.
Det er IKKE korrekt IPA at lave alle mulige forenklinger og konventioner i [ ]-notation. Det er det man gør i dansk tradition. Man siger at “rigtig IPA” er [ˈɡ̊ʰl̥ʌ̟̞̹ɡ̊ŋ̩] klokken, men det er indlysende upraktisk, så man forenkler det i grov lydskrift ved at omdefinere symbolerne lidt osv. til [ˈklʌɡŋ̩] el.lign. Rigtig fremgangsmåde ifølge IPA ville være at lave en fonemisk notation, fx /klʌɡŋ/ (jeg foretrækker /kʰlɒkŋ/, men det er smag og behag lige her) og så i en lydskriftnøgle forklare at der i /X/ er underforstået sådan og sådan.
Forskellen på IPA’s fonemskrift og Grønnums fonemskrift
Når jeg vil skrive /kʰlɒkŋ/ klokken og Grønnum vil skrive /klɔkən/, og vi begge kalder vores notation for en slags fonemskrift, så må vi arbejde efter forskellige principper (eller også tager en af os fejl, men det mener jeg ikke er tilfældet).
De helt konkrete principper i min fonemskrift er:
- Inkluder distinktive lyde, og kun distinktive lyde
- Vis lydene i overensstemmelse med deres udtale, med de tegn som bruges for pågældende lyde i IPA
Dette er i overensstemmelse med principperne i IPA. Det er en fonemskrift der stadig viser helt konkret hvordan et ord skal udtales, hvornår to ord udtales ens, og hvordan de udtales forskelligt hvis de udtales forskelligt.
Man kan godt tweake det lidt og stadig kalde det IPA, men ovenstående er to helt objektive principper, som man meget hurtigt kan forstå når man starter med at studere lingvistik (hvilket er min primære målgruppe). Hvis man kan finde et minimalpar som viser at to lyde er distinktive, fx [h f] i [hɛst fɛst] hest, fest, skal de skelnes i fonemskrift, ellers ikke. Og hvis man løber ind i en diskussion om hvad der er det mest rigtige IPA-tegn, kan man altid tjekke i Praat; hvis nogen undrer sig over /s/ i /tsak/ tak, eller nogen synes det bløde d er en konsonant, eller nogen kan høre et e i katten, kan man udtale ordet og putte det i et spektrogram som giver et objektivt svar.
Hvis man tillader at skrive /b/ i bil, fordi det passer bedre med ortografien, eller historisk udtale eller andre argumenter end den aktuelle fonetiske virkelighed, bevæger man sig væk fra tegnenes definition i IPA, og hvis man bevæger sig for langt væk, synes jeg ikke længere det er fair at kalde det IPA. Lidt af den slags kan man nok godt tåle, men for at gøre det objektivt og enkelt når man diskuterer med studerende, holder jeg mig helt strikt til IPA.
Grønnums fonemskrift
I Grønnum/Basbølls egen beskrivelse på lex.dk er fonemer som sagt distinktive lyde, og det viser man med kommutation. Det er meget konkret det jeg gør i min fonemskrift.
I Grønnums fonemskrift inkluderes imidlertid mere abstrakte argumenter og hensyn som ikke nødvendigvis indgår i definitionen af et fonem, heller ikke Grønnums egen defintion. Dette kræver større kendskab til fonologisk teori, og det er ikke en del af IPA-principperne. Argumenterne er glimrende, men resultatet bliver en notation som ligger meget langt fra den konkrete udtale i nogle tilfælde.
Grønnum inkluderer komplementær distribution i analysen. Fx er [t] og [ɤ] komplementært distribueret i ord som /tu uɤ̰/ du, ud, hvor [t] svarer til d i starten af en stavelse og [ɤ] svarer til d efter en vokal (Grønnum noterer dem [d ð] men det er underordnet her). Dette bruger Grønnum som argument for at betragte [t] og [ɤ] som samme fonem, /d/, og i Grønnums fonemskrift skal man altså skrive /du u:ˀd/.
Grønnum inkluderer også andre hensyn, såsom morfologiske alternationer, sproghistorie, tværdialektal udtale m.m. Det er fint. Det giver en slags abstrakt fonologisk model som ligger under al den variation man ser på tværs af alder, dialekt, morfologi osv. Man kan kalde det ordenes underliggende form. Men man kan ikke se direkte på denne form hvordan ordet skal udtales; man skal kende alle de komplekse fonologiske regler, og det kræver et introduktionskursus i fonologi at forstå sådanne regler og argumenter.
Konkret betyder det fx at ord som varig, veje i Grønnums fonemskrift skal noteres forskelligt, /vaːri vajə/. I min variant af dansk udtales de ens og noteres ens /vaːɪ/.
Vi har brug for både bred IPA og abstrakt fonologi
I min phd-afhandling fra 2013 efterlyser jeg en mere overfladenær fonemisk repræsentation af dansk a la bred IPA. Jeg kendte ikke til bred IPA, for det beskrivelsesniveau er stort set ignoreret i dansk fonologi.
Hvis man vil beskrive nye udtalemønstre, såsom at /t/ bliver [ɾ] mellem vokaler, som [ˈsɛɾɐ ˈnɛɾɒp fɐˈɾḭː] sætter, netop, fordi, men ikke i [kʰætn] katten, så er man nødt til at have et fonematisk model hvor /t/ står mellem vokaler i de rigtige ord. I Grønnums fonemskrift ville man skrive /katən fɔrˈdiːˀ/ katten, fordi, og reglen om /t/ > [ɾ] mellem vokaler, ville ramme katten men ikke fordi. Det ville være forkert. Nye udtaleudviklinger forholder sig til de overfladiske fonemer, ikke til den abstrakte fonologi.
I fremmedsprogsundervisning, sprogteknologi, sammenligning af forskellige sprog har man også brug for eller gavn af bred IPA. Det er smart at vise udlændinge at veje/varig udtales ens, /vaːɪ/, på trods af stavningen, og det er smart at fortælle computere at det er de segmenter de skal lede efter i automatisk talegenkendelse.
Bred IPA, /kʰlɒkŋ/ klokken, er et utrolig praktisk sted at starte med at lære fonetik og fonologi eller dansk sprog, frem for Grønnums enten meget detaljerede lydskrift [ˈɡ̊ʰl̥ʌ̟̞̹ɡ̊ŋ̩] eller abstrakte fonemskrift /klɔkən/ klokken.
Men vi har også brug for Grønnums fonologi. Jeg bruger den selv meget konkret til at generere udtaleordbog.dk. Det er for det første meget let at komme fra ordenes stavemåde til deres abstrakte fonemnotation (næsten så let at studerende tit spørger om det ikke bare er bogstaver), og den er et overordentlig praktisk udgangspunkt når man vil generere eller beskrive morfofonologiske mønstre, såsom den meget forskellige udtale af bag i bage, bagt, bagværk. Grønnum fanger nogle meget komplekse mønstre, som vi som sprogbrugere i en eller anden forstand må beherske.
Hvis vi har brug for begge dele, hvordan skelner man? Konkret betragter jeg bred IPA som fonemskrift og skriver det med / / i overensstemmelse med IPA’s principper. Basbøll kalder Grønnums fonemer for morfofonemer og noterer den med | |, |klɔkən|. Det synes jeg er en fornuftig løsning, og det gør jeg selv. Man kan også kalde Grønnums fonemer for underliggende fonemer eller diafonemer eller andet. Man kan støde på andre markeringer af abstrakt fonemskrift, som //klɔkən//, !klɔkən!, {klɔkən}. Der kan være forskellige teoretiske ladning i de forskellige benævnelser og notationer; det går jeg egentlig ikke så meget op i. Jeg synes i første omgang at det er vigtigt at skille fonetiknær fonemskrift fra mere abstrakt fonemskrift.
