Propriet Hans udtales med knirk, /ˈhæn̰s/, men i sammensætningen sankthans er det af en eller anden grund ikke knirket, /saŋtˈhæns/. Det er svært at finde andre ord der opfører sig på den måde, så det er en lille smule mystisk. Jeg har aldrig kunnet finde en forklaring på hvor den udtale kommer fra, så her kommer mit eget bud.
Når vi danner sammensatte ord, benytter vi typisk nogle bestemte suprasegmentelle modifikationer for at vise at der er tale om en sammensætning, dvs. vi laver om på ordenes betoning, vokallængde og knirk efter nogle faste mønstre. Det mest almindelige mønster er uden tvivl at andet led i sammensætningen mister betoning; det er det der gør at ‘vaskebjørnen, ‘huskekagen og ‘lammefrikadeller lyder forskelligt fra ‘vaske ‘bjørnen, ‘huske ‘kagen og ‘lamme frika’deller. For en lang række ord gælder det endvidere at de mister knirk eller vokallængde når de er førsteled i en sammensætning. Vi har andre, sjældnere mønstre end disse, fx at første led mister betoning, fx borg’mester, eller at andet led får knirk, fx svømme vs. oversvøm̰me.
Generelt er det sådan at et ord enten altid eller aldrig mister knirk når der er første led i en sammensætning. Det hedder fx /sɛl̰ en̰ noɐ̰/ sel̰v, in̰d, nor̰d, men altid /sɛl en noɐ/ i sammensætninger.
Men vi har nogle eksempler på afvigelser fra den tendens. Det hedder almindeligvis /ˈʁœɤ̰kʁœɤ̰ ˈkʰɒl̰skɔ̰ːl ˈplɔ̰ːkɒ̰ː/ rødgrød, koldskål, Blågård hvor rød, kold, blå bevarer knirk, selvom de almindeligvis mister knirk i sammensætninger. Jeg forklarer dette med en slags fjernassimilation, eller fonationsharmoni. De to led minder meget om hinanden; de rimer eller rimer næsten. Derfor kan de være tilbøjelige til at tilpasse sig hinanden endnu mere.
Her kommer sankthans ind i billedet. De to dele sankt og Hans er begge enstavelsesord med –an– til fælles. Første led, sankt, mister betoning og mister dermed regelret knirk, hvilket kan være det der smitter af på Hans. Jeg har fundet et andet ord der følger samme mønster, nemlig trummerum, som egentlig er en sammensætning af tom+rum, hvor der også er sket sådan en fjernassimilation; rum̰ mister knirk, og det er formentlig påvirket af første led.
Et andet beslægtet bud på en forklaring er at sankthans egentlig er en forkortelse af sankthansaften, hvor Hans regelret mister knirk fordi det er andet led i første led i en sammensætning (tænkt fx på affal̰d, men affalds(-skakt osv.). Det kan have bevaret den uknirkede udtale efter man har droppet aften. Den effekt kendes fra fx en over(krydder) og under(krydder), hvor ov̰er og un̰der mister knirk som første led i sammensætningen, men bevarer den uknirkede udtale selvom man dropper andet led.
I forbindelse med mit indlæg om circumfikser, infikser og andre eksotiske -fikser i dansk blev jeg spurgt om hvorfor jeg betragter hente, spise, ønske som verbernes rod, frem for at betragte hent, spis, ønsk som rødder. Dette er noget jeg har diskuteret med kolleger før, og jeg vil meget gerne begrunde det.
Jeg skal skynde mig at sige at jeg at min baggrund i morfologi ikke rækker langt ud over almindelige lærebogskoncepter. Men de senere år har jeg arbejdet en del med praktisk morfologi. Udtaleordbog.dk er baseret på morfofonologisk analyse af danske ord, og i den forbindelse har jeg lavet temmelig meget morfologisk analyse.
Det betyder at min tilgang først og fremmest er praktisk: jeg analyserer verbers infinitivform = rodformen fordi det giver nogle klare praktiske fordele frem for hvis man betragter imperativformen som rodformen. Selv synes jeg at en analyse/teori der har praktiske fordele, er bedre end en analyse/teori der der efterlader en masse praktiske ulemper; alle modeller er forkerte, men nogle er brugbare. Jeg er klar til at skifte mening hvis nogen kan pege på større fordele ved en anden analyse.
Denne erkendelsespræference behøver man naturligvis ikke være tilhænger af. Man kan have andre helt legitime prioriteter, såsom hvordan ordformer er dannet historisk, hvordan man bedst modellerer de kognitive morfologiske processer, hvad der bedst passer med en universel grammatik osv. Sådanne prioriteter kan føre til andre konklusioner.
NB DDO definerer et ords rod som ord eller orddel som er tilbage når samtlige bøjnings- og afledningselementer er fjernet. Spørgsmålet er altså om ønske er en bøjningsform af roden ønsk, eller om ønsk er en bøjningsform af roden ønske.
Og bare for at være helt præcis: Både infinitiv og imperativ er bøjningsformer. Spørgsmålet er altså om roden er fonologisk/ortografisk identisk med infinitivformen eller imperativformen (= hvilken af formerne der bøjes med et nulaffiks), men for at gøre teksten lettere at læse, omtaler jeg det blot som hvorvidt roden er lig med imperativ eller infinitiv.
1 Det er lettere at danne andre ordformer ud fra infinitiv end imperativ
Først et ortografisk argument:
Ortografisk er den primære forskel på infinitiv og imperativ om ordet slutter på –e eller ej, danse/dans, huske/husk, finde/find osv. Ortografisk set har en del ord dobbeltkonsonant i infinitiv, fatte, passe, lægge, mens andre ikke har, vise, møde, koge. Hvis man kun kender imperativformen, fat, pas, læg, vis, mød, kog, kan man ikke umiddelbart vide om verbum får dobbeltkonsonant i infinitiv eller ej. Til gengæld er det let at gå den anden vej; hvis du kender infinitivformen, ved du også hvordan imperativformen skal staves: man fjerner -e og evt. dobbeltkonsonant.
Det kræver mao. en simpel regel at generere imperativ ud fra infinitiv: fjern -e og evt. dobbeltkonsonant. Dette gælder for alle ord. Man kan ikke lave en tilsvarende simpel regel den anden vej. At tage udgangspunkt i infinitiv giver altså en simplere morfologisk beskrivelse, som er lettere at implementere i praksis.
Hvis man anskuer ord fonologisk i stedet for ortografisk, er der endnu mere af den slags. Hvis man kender infinitivformen, er imperativformen forudsigelig, men det gælder ikke den anden vej. Med udgangspunkt i infinitivformen gælder det at alle imperativ mister schwa, de får kort vokal før svag vokal, og de får creaky voice hvis den resulterende fonologiske struktur tillader det (der er et par undtagelser: kom, gør), fx:
Imperativformen kan mao. genereres ved at udsætte infinitivformen for et sæt fonologiske regler. Det er helt automatisk. Det er derimod umuligt at forudsige infinitiv ud fra imperativ: nogle infinitiver har creaky voice, andre har ikke, nogle bevarer kort vokal, andre får lang vokal.
Hvis man bøjer infinitiv ud fra imperativ, har vi altså fonologisk set et hav af komplekse bøjningsmønstre, men hvis man går den anden vej, er der kun et enkelt bøjningsmønster som alle verber (pånær komme, gøre) følger.
Det samme gælder med andre bøjninger og orddannelser. Det er infinitivformen der er basis i de fleste bøjninger, mærke, mærker, mærkede, mærket, mærkende, (præsensformen og dog ofte afvigende mht. creaky voice; der er det næsten hip som hap om man tager udgangspunkt i infinitiv eller imperativ, men vist nok en lille overvægt af præsensformer der følger infinitivformen).
Det er ligeledes infinitivformen der er udgangspunkt i komposita, løbesko, tegnebræt, badeforhæng, findeløn, og infinitivformens suprasegmentelle træk der benyttes i afledninger (indimellem med disfigeret schwa, hvilket ortografisk ligner imperativ, men det lyder ikke sådan), en løber, svømning, tænkelig, ædelse, åndbar osv.
Det er overordentligt meget lettere at danne alle disse ord ud fra infinitivformen. Det er den form der forudsiger creaky voice og vokallængde i langt de fleste tilfælde. Hvis man skal danne bøjninger, sammensætninger og afledninger ud fra imperativformen, vil det letteste være at starte med at gøre det til infinitiv og derefter bøje, aflede og sammensætte, men så kunne man lige så godt have startet med infinitiv.
2 Alle verber har en infinitivform, ikke alle har en imperativform
Alle verber kan bruges i infinitiv, men ikke alle verber kan optræde i imperativ. Det gælder generelt verber hvor reglerne for imperativdannelse ville føre til ord der bryder med sonoritetsprincippet, fx ændre, beundre, vikle, cykle, klamre, gisne (man kan ikke sige ændr, beundr, vikl, cykl, klamr, gisn). Det er ikke noget problem at stave ordene, men fonologisk har de en form som ellers ikke tillades i danske ord, og de undgås i det talte sprog. Her er jeg så loyal over for dansk fonologi at jeg ikke vil acceptere en morfologisk model der fordrer fonologisk aparte rødder.
Nogle gange trodser vi naturen og bruger formerne i imperativ alligevel, men vi er ikke enige om strategien for hvordan disse skal udtales. Skal åbn udtales /ɔ̰ːm ɔ̰ːp ɔ̰ːpən/, skal cykl udtales /sykəl syklə sykɬ/? De forskellige bud på imperativer rummer elementer af infinitivformen, men hver især kan de ikke forudsige infinitivformen; hvis man mao. antager formerne /ɔ̰ːm/ eller /ɔ̰ːp/ som rødder, opfører de sig ganske aparte når de “bøjes” / ɔ̰ːpnə/ i infinitiv.
Nogle ord har ikke meningsfuld imperativform, fx fordi de har en passiv betydning, ikke kan fremskyndes eller andet som man ikke meningsfuldt kan beordre nogen til, fx synes, lykkes, enes, sygne, forældes, opvokse, eksistere, hedde, mugne, harskne, visne, rustne. Alle modalverberne kunne, skulle, måtte, burde, ville, turde har ikke nogen meningsfuld imperativform.
Hvis imperativformen skulle anses for grundformen, er der altså en række verber som har en ikke-eksisterende eller stærkt problematisk grundform. Det slipper man for ved at betragte infinitivformen som grundformen. Der er ingen verber som har en problematisk infinitivform.
Hvis man genererer en ordbog, digital eller mental, er man altså under alle omstændigheder nødt til at have en infinitivform, men man ikke nødt til altid at have en imperativform. Dermed er det mest praktisk at gå ud fra infinitiv.
3 Infinitiv ‘føles’ ubøjet
Den sidste grund har ikke meget med praktik at gøre.
Hvis infinitiv skal dannes af en anden grundform, må man betragte infinitiv som en bøjningsform. Men infinitiv føles ikke særlig bøjet, i hvert fald ikke så klart bøjet som imperativ. Føleri er naturligvis individuelt og typisk ikke et særlig stærkt argument i akademiske sammenhænge, men alligevel:
I DDO beskrives infinitiv som den grundlæggende form af et verbum som man på dansk kan sætte at foran, og som angiver verbets betydning uden tilknytning til person, tal, tempus eller modus.
Infinitiv er ifølge DDO fraværet af den information som udtrykkes i affikser. Det er pokkers tæt på at være fraværet af affikser, som er definitionen af en stamme/rod. Det kræver snørklede argumenter eller et særligt teoretisk fundament hvis man skal se infinitiv som en bøjet form. Det falder mao. mere naturligt at opfatte imperativ som bøjet end infinitiv.
Når vi danner sammensætninger og afledninger bruger vi med enkelte undtagelser ubøjede former; en morfologisk grundregel er at der ikke er bøjningsendelser midt inde i et ord, kun til sidst i ordet. Som nævnt ovenfor er det infinitivformen vi benytter i komplekse orddannelser, ikke imperativ. Det indikerer det ubøjede ved infinitiv.
Det er ligeledes infinitivformen, ikke imperativformen, som er opslagsformen i ordbøger. Det føles naturligt, og det gør det fordi det er den ubøjede form, ligesom det er den ubøjede form man slår op for alle andre ordklasser. Hvis grundformen er imperativ, hvorfor er det så ikke den der står i ordbøgerne?
Opsamling
Jeg har leveret nogle forskellige grunde til at jeg synes det er enklere og mere praktisk at betragte verbers rødder som = infinitivformen (huske, samle, rustne, harskne) frem for = imperativformen (husk, saml, rustne, harskn).
Det kan ikke bevises om roden egentlig er det ene eller andet. Der er tale om abstraktioner som ikke har nogen egentlig eksistens. Man kan kun diskutere hvilke fordele og ulemper der ved den en eller anden tilgang. Man kan diskutere hvad der er mest praktisk, fx hvis man vil lave en model over sproget.
Grammatikbøgerne foretrækker at tage udgangspunkt i imperativformen som verbets rod, men jeg savner argumenter for at dette skulle være enklere, mere praktisk eller have andre fordele. Det eneste argument jeg har mødt, er forenklet sagt at man gerne vil undgå subtraktiv morfologi, altså at affikser fjerner noget af roden; man vil helst have at affikser tilføjer noget til roden, eller til nøds lader roden være uændret. Problemet med det synspunkt er at det ignorerer at man under alle omstændigheder er nødt til acceptere at dansk morfologi er propfyldt med subtraktive og andre nonkonkatenativ elementer. Hvis argumentet er at undgå subtraktive elementer, er der altså mange andre ting man er nødt til også at bortforklare, og så må man også forklare hvad fordelen egentlig er ved en masse krumspring for at undgå nonkonkatenative elementer i sin model, frem for at acceptere dem.
Har du et godt modargument eller har du andre kommentarer, så følg diskussionen på facebook eller send mig en mail.
Traditionelle danske grammatikbøger fortæller typisk at vi har to typer affikser i dansk, nemlig præfikser, som tilføjer noget foran en stamme, som u-mulig, gen-skabe, mis-forstå, og suffikser, som tilføjer noget efter stammen, fx mulig-hed, skab-else, forstå-elig.
Det er imidlertid også karakteristisk for danske grammatikbøger at de er baseret på hvordan vi skriver og staver, snarere end hvordan vi taler. Beskrivelsen af dansk morfologi er altså baseret på hvilke bogstaver der tilføjes og fjernes når vi bøjer og afleder ord, mens lydsiden generelt ignoreres.
Grammatikere interesserer sig, tilgiveligt nok, for grammatik og ikke så meget for fonetik, ligesom fonetikere interesserer sig for fonetik snarere end grammatik. Men det betyder at det nærmest er umuligt at læse sig til noget om morfologien i talt dansk. Når der i grammatikbøger en enkelt gang imellem er nævnt noget om fonetiske forhold, er udsagnene mangelfulde eller direkte i modstrid med virkeligheden.
Gennem mit arbejde med udtaleordbog.dk er jeg ved at kortlægge de danske affikser og deres fonologi. Det er nok noget jeg kommer til at gå i flere detaljer med, også her på siden. Jeg præsenterede nogle data på fonologikonferencen FiNo2002 tidligere i januar, men i dette indlæg vil jeg blot introducere koncepterne.
De fleste affikser har ganske rigtigt et additivt element – de tilføjer nogle lyde enten før eller efter stammen. Men langt de fleste affikser har desuden også et eller flere nonkonkatenative elementer – de laver om på stammen på en eller anden måde, fx:
Det hedder /hṵːs/ hus, men /huslɪ/ huslig. I afledningen tilføjes /lɪ/, men samtidig fjernes knirk og længde fra roden. Der tilføjes altså ikke blot noget efter roden hus, men selve roden ændrer også udtale.
I det følgende vil jeg give eksempler på forskellige “eksotiske” typer affikser, som man kan støde på i dansk talesprog, men som traditionelt overses eller ignoreres, nok til dels fordi de ikke viser sig direkte i ortografien.
Disfikser
Et disfiks er når man fjerner noget fra stammen i stedet for at tilføje noget til stammen. I fransk hedder det fx /bœf/ bœuf ‘okse’, men i pluralis /bø/. Man danner altså pluralisformen ved at fjerne noget af stammen.
I dansk er det overordentligt almindeligt at man fjerner noget af stammen ifm. bøjning, afledning og sammensætning. Meget ofte er det schwa det går ud over, men det kan også være andre vokaler eller hele stavelser, fx
kvinde →kvind-folk sammen →sam-arbejde museum →muse-er Afghanistan →afghan-er
Næsten alle imperativer dannes ved at fjerne schwa fra roden, fx hente, spise, ønske →hent, spis, ønsk.
Cirkumfikser
Et cirkumfiks er et affiks der tilføjer noget både før og efter stammen samtidig. Det er ikke så almindeligt i dansk, men vi har dog en del cirkumfikser af typen be-hår-et, hvor hår afledes til et adjektiv ved tilføjelse af be– og –et.
En del ord med be– eller for– er således dannet med et cirkumfiks, fx:
Et infiks er når der indsættes noget i stammen. Det anses normalt for at være ret sjældent i verdens sprog, men vi har nogle stykker i dansk.
Substantiver der slutter på –er, bøjes ofte med indskydelse af /ʁ/ i roden, fx fætter/fætre, hammer/hamre, søster/søstre:
fɛtɐ → fɛtʁɐ hamɐ → hamʁɐ søstɐ → søstʁɐ
Der kan indskydes flere lyde på en gang, fx /moɐ pʁoɐ/ mor, bror der bøjes /møɤʁɐ pʁœɤʁɐ/ mødre, brødre, med indskydelse af /ɤʁ/ og ændring af rodvokalen.
Afledninger af typen fysik, mekanik → fysisk, mekanisk sker bl.a. ved at der indskydes et s. Samtidig flyttes betoningen og der tilføjes knirk og længde i den betonede stavelse, så der alt i alt laves temmelig meget om på roden:
/fyˈsik/ /ˈfy̰ːsɪsk/ /mekʰæˈnik/ /meˈkʰæ̰ːnɪsk/
Verbet /ʁyːɤ/ rydde bøjes almindeligvis /ʁytɤ/ ryddet i udtrykket ryddet op, altså med indskydelse af /t/.
Hvis en afledningsendelser er betonet, kan den indimellem fremprovokere en ellers forsvundet konsonant, fx centrifuge/centrifugere, guitar/guitarist:
Et simulfiks er en ændring af et eller flere fonemer i roden. Især vokalændringer er ret almindelige i dansk, fx:
mand → mænd gås → gæs fod → fødder blive → blev flyve → fløj
Et –t kan fremprovokere en lyd der ellers var forsvundet eller stærkt svækket, fx: /stiʊ̰ stift/ stiv, stift, /siːi sakt/ sige, sagt.
Suprafikser
Et suprafiks er en ændring af de suprasegmentelle forhold, for dansks vedkommende betoning, længde og knirk. Det sker overordentligt hyppigt af bøjning, afledning og sammensætning ændrer et ords suprasegmentelle egenskaber.
Fx /flyːʊ spɶːɐ/ flyve, spørge får kort vokal og knirk i præsens, /flyʊ̰ɐ spɶɐ̰/ flyver, spørger. I ord som /kʰeˈmḭː meloˈtḭː/ kemi, melodi flyttes betoning, længde og knirk til første stavelse, når de afledes med –sk, /ˈkḛːmɪsk meˈlo̰ːtɪsk/.
Bortfald af betoning, knirk og længde er særligt almindeligt, men vises sjældent i skriften, fx /plɔ̰ː/ blå, men /plɒt/ blåt. Det hedder /ˈhɒɪ̰ ˈlyɤ̰/ høj lyd, men /ˈhɒɪlyt/ højlydt, hvor knirk, betoning og /ɤ/ forsvinder.
Ændring af betoning, knirk og længde fører ofte til ændringer af vokaler og konsonanter i de berørte stavelser. Et ord som /fæ̰ː/ fag bliver diftongeret og mister knirk, når det forkortes i fx /faʊlɪ/ faglig, og i /envæˈliɤ̰/ invalid bliver /ɤ/ til /t/ i /envæliˈtḛːɐ/ invalidere.
Metatese
Metatese er når en lyd flytter et andet sted hen i ordet, eller når to lyde bytter plads. Vi har vist kun et enkelt ord der bøjes via metatese, og det er ikke alle der anser den bøjning for korrekt, men ikke desto mindre: /pelɤ peɤlɐ/ billede > billeder.
Kun få rene -fikser
Når det kommer til stykket, er der kun ganske få danske affikser der er rene præfikser, suffikser eller andre -fikser. I de fleste tilfælde sker der flere ændringer på samme tid. Se fx /ˈaŋkɐ/ anker> /fɒˈaŋ̰kʁɐ/ forankre:
Dansk er propfyldt med “eksotiske” affikser.
Fonologisk tilføjes præfikset / fɒ / og infikset /ʁ/, og der tilføjes knirk, et suprafiks om man vil.
Ortografisk tiløjes cirkumfikset for-/-e, mens rodens –e- disfigeres
Er der så tale om et præfiks, infiks, cirkumfiks, suprafiks eller disfiks? Det er det hele på en gang. I stedet for at betegne affikser som noget der kommer før eller efter stammen, giver det måske bedre mening at anskue affikser som et sæt fonologiske regler som udføres på stammen, hvoraf nogle tilføjer, mens andre fjerner, substituerer eller permuterer de lydligere bestanddele.
Ovenstående kradser kun i overfladen af dette emne. Der er overordentligt meget at sige om det. Eksemplerne er ikke få og sjældne og vanskelige at grave frem; de er over det hele. Dansk talesprogsmorfologi er særdeles nonkonkatenativ.
