Kategori: Fonologi

Kategorier
Fonologi

Fonologiske træk: Hvad består en lyd egentlig af?

De fleste lingvister har hørt om distinktive træk, binære træk, phonological features eller lignende. Jeg har lavet en lille feature browser, så man let kan finde ud af hvilke lyde der har hvilke træk og hvad der adskiller to lyde. Tjek min phonological feature browser.

De fleste udtaler fem som [fɛm̰], men nogle siger også [fœm̰] som om det var stavet føm. Men hvad er det egentlig der ændrer sig og hvorfor?

Lyde er ikke bare lyde, men de er sat sammen af nogle bestemte træk. Det ser man i masser af lydudviklinger hvor lyde ændrer sig fordi de låner et træk af en nabolyd, såsom når hindbær bliver til ‘hembær’ og håndklæde til ‘hångklæde‘.

I fonologien arbejder man med distinktive træk. Et [m] er en lyd der er konsonantisk, labial, nasal, stemt, eller mere formelt [+konsonantisk, +labial, +nasal, +stemt].

Databasen PHOIBLE rummer over 3.000 forskellige sproglyde, men de mange hundrede sproglyde kan egentlig koges ind til et sæt af omkring 30 forskellige fonologiske træk, og det er de mange mulige kombinationer af disse træk der skaber den store variation i verdens sprog.

I fonetik- og fonologibøger kan man finde lister med lyde og deres træk. Det kan være bøvlet at navigere rundt i de lange lister, så nu har jeg lavet en lille browser baseret på data fra PHOIBLE, hvor man kan klikke på lyde og se deres træk, eller klikke på træk og se hvilke lyde der har det træk, og man kan sammenligne to lyde og se hvad de har til fælles og hvad der adskiller dem.

Fx kan man se lydene [ɛ] og [œ] i de to udtaler af fem adskiller sig fra hinanden ved at [œ] har trækket [+labial], og hvis man så sammenligner lydene [f] og [m], ser man at de begge har trækket [+labial]. Det er altså sandsynligvis trækket [+labial] der spreder sig fra konsonanterne til [ɛ] og derfor laver lyden om til [œ], når nogen siger [fœm̰]. Smart, ikke?

Kategorier
Fonologi Konsonanter Lydskrift

Affrikater vs. affrikerede plosiver

Tl;dr: i dansk fonetik har vi tradition for at skelne mellem affrikater, fx [ts], og affrikerede plosiver, fx [tˢ]. Det gør man ikke i mainstream fonetik. Jeg tilbageviser, igen, alle indvendinger mod notationen /ts/ for t-lyden i tak.

I sidste indlæg skrev jeg om /ts/ i dansk. Selvom notationen /ts/ er både enkel og præcis, er det nok den af mine ‘nye’ notationer i NDF der møder mest modstand.

Notationen /ts/ er sådan set ikke til diskussion. Den er baseret på at lyden traditionelt beskrives som et affrikeret [t], i Grønnums halvfin lydskrift [tˢ] og fin lydskrift [d̥͡s]. Jeg ser ingen grund til at opponere mod selve den fonetiske beskrivelse; jeg har blot opdateret notationen til /ts/ som er bedre i overensstemmelse med IPA da [tˢ] ikke findes i IPA.

Modstanden mod notationen /ts/ kan opsummeres i følgende: /ts/ viser en affrikat, som fx findes i tysk eller japansk, men det danske t– er en affrikeret plosiv, ikke en rigtig affrikat, hvilket fx kan demonstreres ved at dansk t– i tal ikke lyder som /ts/ i fx tysk Zahl eller japansk tsunami.

Distinktionen mellem affrikat og affrikeret plosiv er central her. Det er en skelnen man finder dansk tradition, men den er ikke udbedt internationalt. Dette indlæg handler om de to betegnelser og hvordan fonetikere og fonologer skelner eller ikke skelner mellem de to betegnelser.

/ts/: Et eller to fonemer?

Behovet for overhovedet at have en term som affrikat opstår fordi vi gerne vil kunne skelne mellem at en lydsekvens som [ts] i nogle tilfælde kan opfattes som ét fonem og i andre tilfælde som to fonemer. Hvis du er med på denne skelnen, kan du springe dette afsnit over. Ellers følger en forklaring her:

I de fleste tilfælde er der en fin sammenhæng mellem fonetiske segmenter og antallet af fonemer. Når vi siger [saft] saft, er der fire lyde, og vi tolker det som fire fonemer, /s/+/a/+/f/+/t/.

I nogle tilfælde føles én lyd som to fonemer. Når vi fx siger [ɕaːmə] charme, føles det måske som at [ɕ] egentlig er to fonemer, /s/+/j/, og [aː] er /a/+/r/. Det er svært at afvise at opfattelse er påvirket af hvordan vi staver, men under alle omstændigheder kender man fonologiske processer der fører til at to fonemer smelter sammen til én lyd.

NB! Jeg bruger verber føles som nogle gange her. Det er i første omgang for ikke at argumentere for hvad fonemer er i vores hjerner. Føles som er både en anerkendelse af at vores følelser er reelle og relevante, men også en påpegning af at det rigtig rigtig bøvlet at dokumentere hvad vi føler om fonemer og drage de rette konklusioner på baggrund af sådanne følelser.

I andre tilfælde går det den anden vej: En sekvens af lyde kan føles som ét fonem. Når vi siger [pʰ ts kʰ] i starten af pære, tære, kære, er der fonetisk to forskellige lyde, et lukkesegment og noget [h]- eller [s]-agtigt, men det føles som at de to lyde hænger sammen som ét fonem. Det [h]- eller [s]-agtige er en del af p-, t– og k-. Igen kan det være svært at vise at ortografien ikke spiller en rolle her, hvis nogen har lyst til sådan en indvending.

Når vi siger ‘en kat som…‘ eller laver genitivformen af kat, kats, har vi et /t/ og et /s/ som mødes, men her føles det som to separate fonemer. Disse [ts] føles som noget andet end det [ts] vi kan have i starten af [tsak] tak, og det udtales også forskelligt nok til at de fleste kan høre forskellen. Det er rimelig tydeligt i minimalparret pizza/pita, hvor pizza føles som stavelserne /pʰit/+/sæ/, mens pita føles som stavelserne /pʰi/+/tsæ/.

Notationsteknisk kan man gøre forskellen eksplicit ved at skrive /pʰit.sæ pʰi.t͡sæ / pizza, pita. Notationerne afspejler ikke pr. automatik en konkret fonetisk forskel, men viser bare de forskellige fortolkninger af strengen [ts].

Vi har altså et et [ts] som føles som én størrelse og et andet [ts] som føles som to størrelser. De [ts] (og [pf tʃ kx] osv.) som føles som én størrelse, kaldes affrikater og/eller affrikerede plosiver. Det overordnede spørgsmål i indlægget er så om disse to termer er synonyme eller ej.

Affrikater/affrikerede plosiver opstår i sprog fordi en plosiv udvikler friktionsstøj, mens de lydkombinationer som vi ikke regner for affrikater/affrikerede plosiver, opstår fordi en plosiv og frikativ mødes på en eller anden måde, fx over stavelsesgrænser, morfemgrænser eller ordgrænser.

Affrikater udvikles af uaffrikerede plosiver, og til at begynde med vil de ikke have så tydelig affrikation. Fonemer kan også realiseres lidt forskellig i forskellige positioner af en stavelse. Derfor er det forventeligt at /.t͡s/ udtales lidt anderledes end /t.s/. Affrikaten /t͡s/ er måske lidt kortere, [s]-delen måske ikke så tydelig, eller andet.

I min variant af dansk gælder det fx at [t] er en lille smule længere før stavelsesgrænse+konsonant, /t.s/, fx [pʰitˑsæ] pizza, og [s] måske lidt kortere i /t͡s/, fx [pʰits̆æ] pita. Når jeg skriver bred IPA, underforstår jeg den slags detaljer. Detaljerne er ikke distinktive, men følger automatisk af lydenes position i ordet.

Affrikat vs. affrikeret plosiv

Så det lidt mere problematiske: Er der egentlig forskel på affrikat og affrikeret plosiv?

Jeg har pløjet 15+ grundbøger i fonetik og fonologi igennem (Ladefoged & Maddieson, Ladefoged, Ladefoged, Laver, Zsiga, Gordon, Hayes, Odden, Catford, Stevens, Clark & Yallop, HotIPA, Engstrand, Collins & Mees, Ophaug + det løse) og også googlet lidt for at se hvordan termerne bruges rundtomkring.

Termen affrikat er ganske almindelig i fonetiklitteratur. Alle mine fonetikbøger nævner termen, undtagen den danske fonetikbog Udtalt.

Termer som (af)frikation og (af)frikeret plosiv er derimod sjældent benyttet. Og de benyttes næsten udelukkende synonymt eller i definitionen af affrikater (det er også det jeg gør i NDF).

Ladefoged og Maddieson (1996) beskriver affrikater som:

stops in which the release of the constriction is modified in such a way as to produce a more prolonged period of frication after the release.

De beskriver videre at der kan være betragtelig variation i mængden af friktionsstøj i verdens sprog, og at der ikke er nogen klar grænse mellem plosiv, affrikat og sekvens af plosiv+frikativ.

Laver (1996) er den eneste af mine bøger der foretrækker termen affrikation over affrikat. Laver definerer affrikation således:

[the] phonetic process of making the overlap phase between a stop and the following articulation audibly and momentarily fricative is called affrication.

Laver skriver videre at:

the stop and its affricated release together are conventionally said to form an affricate. One can also refer to such stops as affricated stops

Affrikation og affrikeret plosiv er mao. to forskellige måder at beskrive det samme på hos Laver. Laver beskriver [tˢ t͡s ʦ] som forskellige alternative måder at notere affrikerede plosiver på; de afspejler ikke en fonetisk forskel hos Laver (hvilket også er sådan tegnene historisk er brugt i IPA).

Ikke alle skelner mellem ét vs. to fonemer. Ladefoged definerer en Vowels & Consonants affrikat som:

a stop followed by a fricative made at the same place in the mouth

Lignende brug af termen findes i flere bøger; der skelnes altså ikke nødvendigvis mellem [ts] tolket som ét fonem vs. to fonemer som i foregående afsnit, selvom det typisk anerkendes at sådan en tolkning godt kan foretages.

Grønnum skelner i F&F mellem affrikater og affrikerede plosiver. Grønnum siger (s. 148) at:

Begrundelsen for at skelne affrikerede lukkelyde og affrikater er […] primært fonologisk

Grønnum henviser til s. 133 hvor der står:

Mange regner affrikater for modificerede lukkelyde, affrikerede lukkelyde. På rent fonetisk grund er der næppe grund til at foretrække den ene klassifikation frem for den anden: Der er tale om lukkelyde hvis lukke opløses så langsomt at der dannes friktionsstøj på artikulationsstedet

Grønnums fonologiske argument for at skelne er at nogle affrikerede plosiver har samme distribution som andre plosiver, hvilket fx gælder for dansk /ts/ som har samme distribution som /pʰ kʰ/, mens fonologiske affrikater ofte har en mere begrænset distribution (fx begrænset til at forekomme før vokal). Jeg er enig i at man kan skelne på den måde, men oftest er det ikke et argument der lægges vægt på i anden litteratur; de to ting behandles som samme kategori.

Ifølge Grønnum er der altså ikke nogen iboende fonetisk forskel på affrikat og affrikeret plosiv, men man kan argumentere for en fonologisk forskel.

IPA’s håndbog kender kun affrikater, og de noteres med plosiv+frikativ, [ts], valgfrit med bue, [t͡s].

Mønsteret er det samme i næsten alle andre bøger. Affrikerede plosiver nævnes slet ikke, eller der sættes lighedstegn mellem affrikater og affrikerede plosiver. Typisk noteres de bare med [ts dz tʃ dʒ] osv.

MEN, ret skal være ret, i en enkelt bog, Clark og Yallop, skelnes mellem affrikeret plosiv, [tˢ], og affrikat, [ts], og forskellen beskrives som et spørgsmål om graden af affrikation, dog uden at uddybe nærmere hvor grænsen går.

Forskellige slags [ts]

PHOIBLE kender over 1.000 sprog med [ts]. De [ts] lyder nok alle sammen en lille smule ens og en lille smule forskelligt, hvis man underkaster dem en nærmere akustisk undersøgelse. At [ts] lyder på én måde i ét sprog, er altså ikke et argument for at der ikke er tale om [ts], hvis det lyder lidt anderledes i et andet sprog. Hvis det var tilfældet, skulle vi finde på 1.000 forskellige notationer.

Wikipedia har et glimrende overblik over variationen i [ts] (med masser af henvisninger til forskningen bag). Koronale lyde, som [ts], har generelt en fin opdeling i dental, alveolær og postalveolær. Det spiller sjældent en rolle, men for frikativer har det specifikke artikulationssted er mere hørbar effekt. Overordnet kan vi skelne mellem:

  • Dentalt [ts] ([t͡s̪] i meget fin notation), som fx findes i tysk. Her er tungen presset mere frem mod fortænderne, hvilket giver en lidt skarpere [s]-lyd.
  • Alveolært [ts], hvor der der dannes sibilantisk friktionsstøj med korona hævet mod alveolarranden. Det er fx et almindeligt dansk [ts].
  • Tilbagetrukket [ts] ([t͡s̠̺] i meget fin notation), hvor tungespidsen er hævet og trukket lidt tilbage mod den bagerste del af alveolarranden.

Man kan også modificere lydene med forskellig grad af aspiration, fortition og lenition m.m.

Alt dette kan man notere med [ts] med forskellige diakritiske tegn, men i bred notation er det generelt nok at skrive /ts/.

Nogle danskere skelner formentlig mellem to slags [ts]: det almindelige [ts] i [tsak] tak, og et dentaliseret [t͡s̪] i fremmedord som tsunami, tsar og tzatziki, men mange udtaler vist bare ts-/tz– som [s].

Opsamling

Det er muligt at skelne mellem uaffrikeret plosiv, [t], en plosiv med en eller anden grad af friktionsstøj, [ts], og sekvens af plosiv + frikativ, [t]+[s]. Der er en kombination af glidende overgang og fortolkningsspørgsmål mellem de to yderpunkter: Hvornår er der tale om et eller to fonemer, og hvor meget friktionsstøj skal der til før lyden er en affrikat frem for en plosiv?

Mellem uaffrikeret plosiv og affrikat kan man argumentere for en fjerde fonetisk og/eller fonologisk kategori, affrikeret plosiv. Fonetisk bruges det sporadisk for en plosiv med let affrikation vs. affrikater med kraftigere affrikation. Fonologisk bruges det sporadisk om fonemer med samme distribution som plosiver, som fonetisk realiseres som affrikater.

Næsten alle fonetikbøger bruger termen affrikat, mens de færreste bruger termen affrikeret plosiv eller tilsvarende, og når den sidste term bruges, er det synonymt eller med indrømmelser om at distinktionen er op til fortolkning.

Det er nok særlig udbredt i dansk tradition at skelne mellem de to termer. Termen affrikeret plosiv eller tilsvarende er udbredt i dansk litteratur. Måske handler det om at t– bevæger sig fra plosiv til affrikat, og vi har en periode med tolkningsmæssig usikkerhed.

Koronale affrikater kan varieres på mange forskellige måder; de kan udtales længere fremme eller tilbage i munden osv., og derfor kan de sagtens lyde forskelligt i forskellige sprog, men det ændrer ikke ved at der er tale om affrikater. Dansk /ts/ lyder ikke helt som det tyske eller kinesiske, men det er stadig /ts/, og de små forskelle kan skrives i snæver notation når man vil sammenligne sprogene. Hverken tysk, kinesisk eller andre sprog har patent på at have de ‘ægte’ IPA-lyde.

Konklusion

Hvis man vil lægge sig tættest muligt op ad mainstream international terminologi og notation, bør t– i tak beskrives som en affrikat og noteres /ts/. Den terminologi og notation dækker en del variation i verdens sprog. Hvis man sammenligner dansk /ts/ med et andet sprogs /ts/, skal man være opmærksom på at der kan være små forskelle i udtalen.

En distinktion mellem affrikeret plosiv vs. affrikat er derimod ikke særlig gængs, og det er heller ikke gængst at lade [tˢ] vs. [ts] afspejle en fonetisk/fonologisk forskel. Det er primært dansk litteratur der bruger termen affrikeret plosiv eller tilsvarende.

Notationerne [tˢ ʦ] benyttes i ældre litteratur (og ældre versioner af IPA). I IPA er [ts t͡s] (og ældre [tˢ ʦ]) alternative måder at notere affrikater/affrikerede plosiver på. Der er ikke nogen inhærent fonetisk forskel på notationerne (men man kan selvfølgelig lave sine egne konventioner hvor de betyder noget forskelligt, og der er fortilfælde hvor [tˢ] benyttes for svagere affrikation end [ts]).

Jeg bryder mig ikke om at bruge non-standard terminologi og notation når det ikke er nødvendigt. Det er der for meget af i dansk fonetiktradition. Derfor kommer jeg ikke til at ændre på hvordan jeg noterer /ts/.

Kategorier
Akustik Fonologi Konsonanter Lydskrift

Er der [ts] i starten af ‘tære’?

Eller [tˢ], [d̥͡s] eller bare [t]?

Nina Grønnum problematiserer som noget af det første i sin anmeldelse af NDF at jeg bruger notationen /ts/ for t– i starten af ord som /tsḭː tsak tsuɐ̰/ ti, tak, tur. Grønnum lydskriver selv denne lyd med enten [d̥͡s] eller [tˢ] eller [t] alt efter om hun skriver hvad hun kalder fin, halvfin eller grov lydskrift. Jeg mener imidlertid at notationen /ts/ både er fonetisk og fonologisk den mest præcise notation, og den er samtidig enklere at skrive end Grønnums [d̥͡s] og [tˢ].

Lydskriften i NDF er bred IPA, dvs. en form for fonemskrift hvor lydene dog vises i overensstemmelse med deres væsentligste fonetiske egenskaber og lydskrifttegnenes definition i IPA.

Lad os se på de fonetiske egenskaber ved t– og hvilke konsekvenser det bør have for notationen. Her er først en akustisk afbildning af min egen udtale af /sæːɐ/ (sære eller sager). Bemærk lyden [s], som er markeret med den røde oval:

/sæːɐ/ sære/sager

Sammenlign med den første del af min udtale af /tsæːɐ/ tager:

/tsæːɐ/ tære

Man kan lytte til de to lydfiler her:

Tære
Sære

I spektrogrammet kan man se at der i starten af tære er en lidt kraftigere lodret streg. Den indikerer opløsningen af [t]-lukket. Det er den primære forskel på tære og sære. Ellers er de ret ens; tære har samme [s]-støj som ses i starten af sære. Varigheden af [s]-støjen er omtrent den samme i de to ord, ca. 18 ms for /s/ og 16 ms for [s]-delen af /ts/.

Hvis man fjerner [s]-komponenten fra /ts/, lyder det ikke længere som tære. Sammenlign med /tæːɐs/ deres, som ikke har nogen s-støj i starten, men blot [t]-lukkets opløsning.

/tæːɐs/ deres
/tæːɐs/ deres

En måske lidt overraskende ting er at /tsæːɐ/ heller ikke lyder som /sæːɐ/ sære hvis man fjerner [t]’et. Herunder har jeg klippet selv [t]-opløsningen ud, så man kun hører [-sæːɐ], men det lyder interessant nok stadig som et t. Lyt selv:

Tære uden [t]

Dette implicerer at vi i høj grad identificerer t– vs. s– ud fra hvordan [s]-delen lyder; [s]-delen er ikke bare et lidt overflødigt vedhæng, men en væsentlig grund til at /ts/ lyder forskelligt fra både /s/ og /t/.

Det implicerer videre at [s] i tære og [s] i sære ikke er helt samme lyd. Her har jeg klippet de to lyde ud, og de lyder ganske rigtigt tydeligt forskelligt.

Almindeligt [s] i sære
[s]-komponenten i /tsæːɐ/ tære

En akustisk forskel på [s]-komponenten i t- vs. rent s– er faktisk at tære-[s]’et er lidt kraftigere. Det fremgår af de to spektrogrammer ovenfor, hvor den gule kurve indikerer lydenes akustiske intensitet. Man kan se at tære-[s]’et er kraftigst i starten med jævnt faldende intensitet. Dette hænger givetvis sammen med at tungen er hævet helt i [t], og derfor er der en snævrere passage især i starten af det følgende [s]. Det rene s er lidt svagere, og i mine ører umiddelbart lidt mere luftfyldt; man hæver ikke tungen så meget når der ikke er noget foranstående [t], og derfor slipper der mere luft ud. Intensiteten topper også senere i segmentet.

Tære-[s]’et er altså ikke bare et lille svækket [s], men temmelig markant. Hvis man vil gøre forskellen explicit i snæver notation kan man notere tære-[s]’et som mere lukket, [s̝], eller kraftigere, [s͈], mens sære-[s]’et kan noteres som mere åbent, [s̞], og mere luftfyldt, [sʰ].

Opsamling:

  • tære har i min udtale omtrent lige så meget [s] som sære, og [s]’et i tære er endda akustisk lidt kraftigere
  • [s]-delen er vigtig når vi identificerer tære vs. sære og deres; [s]-delen er distinktiv

Det betyder for det første at [ts] fonetisk set er en ganske præcis notation. Og [s]-lydens distinktive funktion betyder at /ts/ er en mere adækvat fonematisk notation end blot /t/.

[tˢ ʦ ƾ]

Tidligere versioner af IPA-skemaet havde andre tegn til [ts]-affrikaten. IPA har vist altid brugt kombinationer af to tegn, [ts], til at notere affrikater, men i 1932-skemaet blev det tilføjet at man efter behov kunne specificere affrikatstatus med ligaturen [ʦ] eller med bue [t͡s]. I 1947 blev [ƾ] tilføjet som alternativ notation, men tegnet blev fjernet igen i 1979. I 1979 blev tegn [ˢ] tilføjet for en s-påvirket lyd, fx [ʃˢ]. Det er sporadisk blevet brugt til at notere frikeret release, især til at indikere at der er mindre [s]-støj end typiske [ts]-affrikater. Tegnet [ˢ] blev fjernet igen i 1989-skemaet. I seneste udgave af IPA skrives affrikater med to tegn, [ts], og om man vil, kan man notere det med bue, [t͡s].

[d̥͡s]

Notationen [d̥͡s] betyder teknisk det samme som [ts] i moderne IPA. Grønnum bruger notationen [b̥ d̥ ɡ̊] til at indikere ustemt lenis. Lenis er ikke en skelnen man opererer med i IPA.

Fonematisk notation af t-

Et fonem er en betydningsadskillende lyd i et sprog. Normalt bruger man bogstavlignende symboler til at repræsentere sådanne lyde i fonemskrift, men man kan diskutere hvilke bogstaver der er mest hensigtsmæssige til at repræsentere et givet fonem.

I en helt ekstrem yderlighed kunne vi vælge noget arbitrært til at repræsentere fonemer. Vi kunne fx notere [f] og [h] med /X/ og /Y/ og beskrive med regler at /X/ udtales [f] og /Y/ udtales [h]. Men der er god fornuft i at vælge nogle symboler der samtidig giver noget relevant information ud over at der er tale om forskellige fonemer.

Èn metode til at vælge nogle mere meningsfulde fonemsymboler er IPA. I bred IPA vælger man symboler som samtidig med at vise at der er tale om forskellige fonemer, også viser noget om fonemernes fonetiske egenskaber. Hvis /X/ og /Y/ udtales [f] og [h], kan vi lige så godt skrive det direkte i fonemnotationen, /f/ og /h/ frem for /X/ og /Y/.

Fonemerne i starten af tære, sære, deres kan således vises med hhv. /ts/, /s/ og /t/, som viser direkte hvilke distinktive segmenter der er til stede i udtalen af ordene. Det mere ligetil end at skrive dem med fx /t/, /s/ og /d/ blot for så at sige at /t/ udtales [ts], og /d/ udtales [t].

Man kunne argumentere for at forskellen på [s]’erne var distinktiv, som man kan høre ovenfor. Man kan imidlertid sige at forskellen er en naturlig følge af at [s] i det ene tilfælde følger efter [t]; det er kun muligt at producere det kraftige [s] i forbindelse med et [t].

I et ordpar som pita og pizza lyder [ts] heller ikke helt ens. Det er igen et argument for at notere en forskel på det [ts] som hænger sammen som ét fonem vs. det [ts] der er en kombination af /t/+/s/. Man kan vise at to lyde udgør ét fonem med /t͡s/, eller at er adskilte fonemer med /t.s/. Jeg foretrækker notationen /t.s/, bl.a. fordi det er nemmere at skrive og fordi stavelsesgrænser implicerer andre forhold (som jeg ikke vil gå i detaljer med her). Pita/pizza viser at forskellen på /t͡s/ vs. /t.s/ strengt taget er distinktiv, men det er det eneste eksempel på denne distinktion i dansk, så hvis man er lidt pragmatisk, kan man nøjes med at bruge [◌͡◌] eller [◌.◌] i særlige tilfælde.

Jeg kender ikke andre klart definerede tværsproglige systemer eller metoder til at vælge fonemsymboler. Det er dog meget almindeligt blandt fonologer at se stort på IPA og lægge vægt på andre hensyn. Man kan måske ønske at lave en fonologisk model der dækker flere varianter af dansk, afspejler historiske forhold og sammenhæng med beslægtede sprog som svensk og norsk, eller kognitive eller morfofonologiske forhold osv.

Grønnums argument mod /ts/ er at fonemet så får en anden ‘status’ end /pʰ kʰ/. Jeg kan godt være med på idealet om at ensartede lydtyper vises grafisk på en ensartet måde. Det argument bruger jeg selv for hvorfor det bløde d skal skrives med et vokaltegn, /ɤ/, da det i min analyse har samme status som /ɪ ʊ ɐ/. Jeg synes dog ikke fonemers status nødvendigvis defineres af de symboler man bruger. Jeg er enig i at /pʰ ts kʰ/ udgør en naturlig klasse, men det kan de godt på trods af den lidt uens notation.

Man kan have som ideal at hvert fonem repræsenteres med et enkelt bogstav, /t/ i stedet for /ts/; selvom der fonetisk er to lyde, tolker vi det som ét fonem. Det er også nemmere blot at skrive /t/; det er nemmere at tælle antallet af fonemer i ord hvis vi fx skriver /terts/ terts; det er sådan vi staver. Hvis sådanne forhold prioriteres, må man se stort på fonetikken og notere [ts] forskelligt i starten og slutningen af terts, selvom de tilnærmelsesvist udtales ens.

Hvis man fx lægger vægt på en sammenhængende beskrivelse på tværs af danske dialekter, svensk og norsk osv., er /ts/ måske heller ikke den bedste repræsentation. Ikke alle danskere udtaler tære, tak og ti med lige så meget [s]-støj som jeg gør. Man kan uden problemer sige at /ts/ udtales [tʰ] af nogle, eller vende det om og sige at /tʰ/ udtales /ts/ af de fleste, eller man kan gøre notationen lige upræcis for alle og skrive at /t/ kan udtales både [ts] og [tʰ].

Hvis man bruger notationen /t/ for [ts], er man imidlertid nødt til at notere noget andet i deres, due, davs osv., og så begynder vi at løbe ind i problemer i forhold til at afspejle fonetikken. Traditionelt bruger man så bare /d/, velvidende at ordene ikke udtales med [d]. Notationen /d/ er fonetisk misvisende, men til gengæld får man så en lidt bedre sammenhæng mellem fonemskrift vs. ortografi og sproghistorie.

Efter min mening er der ikke én rigtig måde at notere fonemer på, men der brugbare og mindre brugbare måder, og brugbarheden afhænger af formålet.

Vi kan notere de danske plosiver med /b d g p t k/. Det skjuler den fonetiske realitet, men er lidt nemmere at skrive, og lettere at se sammenhæng mellem fonemer og stavning/sproghistorie.

Jeg foretrækker dog at notere de danske plosiver med /p t k pʰ ts kʰ/, som viser mere direkte hvad den fonetiske forskel på fonemerne er i mit eget sprog. Det viser ikke bare at der er seks forskellige fonemer, men også hvilke distinktive træk der gør dem forskellige. Det skjuler den sproghistoriske sammenhæng med nabosprog, men viser hvordan dansk netop adskiller sig fra disse sprog, og det gør det enklere at se sammenhængen mellem fonemer og udtale.

Hvad er mest pædagogisk? Man behøver selvfølgelig ikke tænke pædagogik ind i alt. Det har jeg en tendens til i kraft af at være fonetikbogsforfatter og arbejde med undervisning en stor del af min tid. Men fhdev. synes jeg at notationen /p t k pʰ ts kʰ/ er mest pædagogisk; det viser udtalen, det viser de distinktive træk, det gør lydskriften sammenlignelig med andre sprogs lydskrift, det gør studerende opmærksom på at vi ikke har stemte plosiver i dansk, at bil ikke starter med [b] og at tak faktisk starter med [ts]. Det er godt at vide om dansk udtale, uanset om man læser dansk, lingvistik, audiologopædi eller hvis man er i færd med at lære dansk som fremmedsprog.

Har du spørgsmål eller input til diskussion? Så kom over på NDF’s Discord. Her er altid nogen der er klar til at snakke om fonetik og fonologi.