Målet med bogen har ikke været at have de mest flashy illustrationer, det dyreste forlag i ryggen eller den mest komplette beskrivelse af dansk fonetik. Målet er at introducere en ny, tidssvarende og internationalt orienteret retning. Og samtidig er det mit mål at man som tilhænger af den internationale retning som Ny dansk fonetik står for, både nu og endnu mere med tiden skal være langt bedre stillet end tilhængere af nationale lydskriftsystemer og ditto terminologi.
De sidste mange år har jeg ævlet om dansk lydskrifttradition og om at det vi traditionelt kalder IPA, reelt ligger meget langt fra officiel og moderne IPA, og det er en stor ulempe for faget, især i overgangen mellem dansk og international fonetik. Dansk lydskrifttradition har længe stået i vejen for danskeres adgang til og udvikling af online resurser såvel som udlændinges forståelse af dansk.
På lingvistikuddannelserne på Københavns Universitet og Århus Universitet er det ikke bare en klar fordel at lære IPA, men det skal man faktisk også jf. studieordningerne. Derfor har det længe været et problem at eksisterende fagbøger læner sig op ad en præ-1950 variant af IPA og en helt speciel dansk forståelse af hvad IPA er, så standarden er suppleret med hjemmelavede omdefinitioner, kompliceringer og forenklinger. Der har ganske enkelt manglet en grundbog i dansk fonetik baseret på moderne IPA som beskrevet i Handbook of the IPA, og som ligner international praksis. Dette er den vigtigste motivation bag min bog.
Ud over at der indtil nu har manglet en lærebog, har manglen på resurser også været en hindring. Selvom IPA teknisk set er klart det stærkeste system, ville man som ny IPA-bruger tidligere være dårligere stillet end hvis man brugte den teknisk ringere, Dania-lignende DDO-lydskrift, fordi der manglede IPA-baserede bøger, ældre litteratur, online resurser osv.
Derfor har det været vigtigt ikke bare at skrive en ny bog, men også at udvikle værktøjer så man som ny IPA-bruger har adgang til mindst lige så gode eller bedre resurser end brugere af traditionelle danske lydskriftsystemer. Derfor har jeg også lagt mange kræfter i udviklingen af udtaleordbog.dk, som nu langt overgår DDO som fonetisk opslagsværk, men som også har været lidt utilgængelig pga. manglen på undervisningsmateriale der understøtter IPA-lydskriften.
Nu er der skabt sammenhæng. Som IPA-bruger har man nu både en grundbog og opslagsværk. Og der kommer mere til. Jeg har allerede udviklet de første online øvelser i IPA-lydskrift, og mange flere er på tegnebrættet. Jeg er også i gang med at samle en portal til bogen her på schwa.dk med adgang til et hav af ekstra resurser.
Og ja, så er bogen skrevet af mig, der, som faste følgere vil være bekendt med, engagerer sig med publikum på de sociale medier. Jeg lytter til feedback, svarer på spørgsmål og arbejder på at gøre tingene bedre til næste udgave.
Så. Ny dansk fonetik er ikke bare en fonetikbog som du bare studerer som selvstændig værk og på egen hånd. Det er en del af et idealistisk koncept med et mål om at skabe det bedste, mest tilgængelige, moderne, internationalt orienterede grundlag for at studere dansk fonetik.
Man skal ikke straffes økonomisk for at være moderne og internationalt orienteret. På trods af skyhøj inflation er Ny dansk fonetik holdt betydeligt billigere end andre fonetikbøger. Når du køber Ny dansk fonetik, får du samtidig masser af god fonetik-karma ved at støtte udviklingen af schwa.dk og udtaleordbog.dk 😉
I forbindelse med mit indlæg om circumfikser, infikser og andre eksotiske -fikser i dansk blev jeg spurgt om hvorfor jeg betragter hente, spise, ønske som verbernes rod, frem for at betragte hent, spis, ønsk som rødder. Dette er noget jeg har diskuteret med kolleger før, og jeg vil meget gerne begrunde det.
Jeg skal skynde mig at sige at jeg at min baggrund i morfologi ikke rækker langt ud over almindelige lærebogskoncepter. Men de senere år har jeg arbejdet en del med praktisk morfologi. Udtaleordbog.dk er baseret på morfofonologisk analyse af danske ord, og i den forbindelse har jeg lavet temmelig meget morfologisk analyse.
Det betyder at min tilgang først og fremmest er praktisk: jeg analyserer verbers infinitivform = rodformen fordi det giver nogle klare praktiske fordele frem for hvis man betragter imperativformen som rodformen. Selv synes jeg at en analyse/teori der har praktiske fordele, er bedre end en analyse/teori der der efterlader en masse praktiske ulemper; alle modeller er forkerte, men nogle er brugbare. Jeg er klar til at skifte mening hvis nogen kan pege på større fordele ved en anden analyse.
Denne erkendelsespræference behøver man naturligvis ikke være tilhænger af. Man kan have andre helt legitime prioriteter, såsom hvordan ordformer er dannet historisk, hvordan man bedst modellerer de kognitive morfologiske processer, hvad der bedst passer med en universel grammatik osv. Sådanne prioriteter kan føre til andre konklusioner.
NB DDO definerer et ords rod som ord eller orddel som er tilbage når samtlige bøjnings- og afledningselementer er fjernet. Spørgsmålet er altså om ønske er en bøjningsform af roden ønsk, eller om ønsk er en bøjningsform af roden ønske.
Og bare for at være helt præcis: Både infinitiv og imperativ er bøjningsformer. Spørgsmålet er altså om roden er fonologisk/ortografisk identisk med infinitivformen eller imperativformen (= hvilken af formerne der bøjes med et nulaffiks), men for at gøre teksten lettere at læse, omtaler jeg det blot som hvorvidt roden er lig med imperativ eller infinitiv.
1 Det er lettere at danne andre ordformer ud fra infinitiv end imperativ
Først et ortografisk argument:
Ortografisk er den primære forskel på infinitiv og imperativ om ordet slutter på –e eller ej, danse/dans, huske/husk, finde/find osv. Ortografisk set har en del ord dobbeltkonsonant i infinitiv, fatte, passe, lægge, mens andre ikke har, vise, møde, koge. Hvis man kun kender imperativformen, fat, pas, læg, vis, mød, kog, kan man ikke umiddelbart vide om verbum får dobbeltkonsonant i infinitiv eller ej. Til gengæld er det let at gå den anden vej; hvis du kender infinitivformen, ved du også hvordan imperativformen skal staves: man fjerner -e og evt. dobbeltkonsonant.
Det kræver mao. en simpel regel at generere imperativ ud fra infinitiv: fjern -e og evt. dobbeltkonsonant. Dette gælder for alle ord. Man kan ikke lave en tilsvarende simpel regel den anden vej. At tage udgangspunkt i infinitiv giver altså en simplere morfologisk beskrivelse, som er lettere at implementere i praksis.
Hvis man anskuer ord fonologisk i stedet for ortografisk, er der endnu mere af den slags. Hvis man kender infinitivformen, er imperativformen forudsigelig, men det gælder ikke den anden vej. Med udgangspunkt i infinitivformen gælder det at alle imperativ mister schwa, de får kort vokal før svag vokal, og de får creaky voice hvis den resulterende fonologiske struktur tillader det (der er et par undtagelser: kom, gør), fx:
Imperativformen kan mao. genereres ved at udsætte infinitivformen for et sæt fonologiske regler. Det er helt automatisk. Det er derimod umuligt at forudsige infinitiv ud fra imperativ: nogle infinitiver har creaky voice, andre har ikke, nogle bevarer kort vokal, andre får lang vokal.
Hvis man bøjer infinitiv ud fra imperativ, har vi altså fonologisk set et hav af komplekse bøjningsmønstre, men hvis man går den anden vej, er der kun et enkelt bøjningsmønster som alle verber (pånær komme, gøre) følger.
Det samme gælder med andre bøjninger og orddannelser. Det er infinitivformen der er basis i de fleste bøjninger, mærke, mærker, mærkede, mærket, mærkende, (præsensformen og dog ofte afvigende mht. creaky voice; der er det næsten hip som hap om man tager udgangspunkt i infinitiv eller imperativ, men vist nok en lille overvægt af præsensformer der følger infinitivformen).
Det er ligeledes infinitivformen der er udgangspunkt i komposita, løbesko, tegnebræt, badeforhæng, findeløn, og infinitivformens suprasegmentelle træk der benyttes i afledninger (indimellem med disfigeret schwa, hvilket ortografisk ligner imperativ, men det lyder ikke sådan), en løber, svømning, tænkelig, ædelse, åndbar osv.
Det er overordentligt meget lettere at danne alle disse ord ud fra infinitivformen. Det er den form der forudsiger creaky voice og vokallængde i langt de fleste tilfælde. Hvis man skal danne bøjninger, sammensætninger og afledninger ud fra imperativformen, vil det letteste være at starte med at gøre det til infinitiv og derefter bøje, aflede og sammensætte, men så kunne man lige så godt have startet med infinitiv.
2 Alle verber har en infinitivform, ikke alle har en imperativform
Alle verber kan bruges i infinitiv, men ikke alle verber kan optræde i imperativ. Det gælder generelt verber hvor reglerne for imperativdannelse ville føre til ord der bryder med sonoritetsprincippet, fx ændre, beundre, vikle, cykle, klamre, gisne (man kan ikke sige ændr, beundr, vikl, cykl, klamr, gisn). Det er ikke noget problem at stave ordene, men fonologisk har de en form som ellers ikke tillades i danske ord, og de undgås i det talte sprog. Her er jeg så loyal over for dansk fonologi at jeg ikke vil acceptere en morfologisk model der fordrer fonologisk aparte rødder.
Nogle gange trodser vi naturen og bruger formerne i imperativ alligevel, men vi er ikke enige om strategien for hvordan disse skal udtales. Skal åbn udtales /ɔ̰ːm ɔ̰ːp ɔ̰ːpən/, skal cykl udtales /sykəl syklə sykɬ/? De forskellige bud på imperativer rummer elementer af infinitivformen, men hver især kan de ikke forudsige infinitivformen; hvis man mao. antager formerne /ɔ̰ːm/ eller /ɔ̰ːp/ som rødder, opfører de sig ganske aparte når de “bøjes” / ɔ̰ːpnə/ i infinitiv.
Nogle ord har ikke meningsfuld imperativform, fx fordi de har en passiv betydning, ikke kan fremskyndes eller andet som man ikke meningsfuldt kan beordre nogen til, fx synes, lykkes, enes, sygne, forældes, opvokse, eksistere, hedde, mugne, harskne, visne, rustne. Alle modalverberne kunne, skulle, måtte, burde, ville, turde har ikke nogen meningsfuld imperativform.
Hvis imperativformen skulle anses for grundformen, er der altså en række verber som har en ikke-eksisterende eller stærkt problematisk grundform. Det slipper man for ved at betragte infinitivformen som grundformen. Der er ingen verber som har en problematisk infinitivform.
Hvis man genererer en ordbog, digital eller mental, er man altså under alle omstændigheder nødt til at have en infinitivform, men man ikke nødt til altid at have en imperativform. Dermed er det mest praktisk at gå ud fra infinitiv.
3 Infinitiv ‘føles’ ubøjet
Den sidste grund har ikke meget med praktik at gøre.
Hvis infinitiv skal dannes af en anden grundform, må man betragte infinitiv som en bøjningsform. Men infinitiv føles ikke særlig bøjet, i hvert fald ikke så klart bøjet som imperativ. Føleri er naturligvis individuelt og typisk ikke et særlig stærkt argument i akademiske sammenhænge, men alligevel:
I DDO beskrives infinitiv som den grundlæggende form af et verbum som man på dansk kan sætte at foran, og som angiver verbets betydning uden tilknytning til person, tal, tempus eller modus.
Infinitiv er ifølge DDO fraværet af den information som udtrykkes i affikser. Det er pokkers tæt på at være fraværet af affikser, som er definitionen af en stamme/rod. Det kræver snørklede argumenter eller et særligt teoretisk fundament hvis man skal se infinitiv som en bøjet form. Det falder mao. mere naturligt at opfatte imperativ som bøjet end infinitiv.
Når vi danner sammensætninger og afledninger bruger vi med enkelte undtagelser ubøjede former; en morfologisk grundregel er at der ikke er bøjningsendelser midt inde i et ord, kun til sidst i ordet. Som nævnt ovenfor er det infinitivformen vi benytter i komplekse orddannelser, ikke imperativ. Det indikerer det ubøjede ved infinitiv.
Det er ligeledes infinitivformen, ikke imperativformen, som er opslagsformen i ordbøger. Det føles naturligt, og det gør det fordi det er den ubøjede form, ligesom det er den ubøjede form man slår op for alle andre ordklasser. Hvis grundformen er imperativ, hvorfor er det så ikke den der står i ordbøgerne?
Opsamling
Jeg har leveret nogle forskellige grunde til at jeg synes det er enklere og mere praktisk at betragte verbers rødder som = infinitivformen (huske, samle, rustne, harskne) frem for = imperativformen (husk, saml, rustne, harskn).
Det kan ikke bevises om roden egentlig er det ene eller andet. Der er tale om abstraktioner som ikke har nogen egentlig eksistens. Man kan kun diskutere hvilke fordele og ulemper der ved den en eller anden tilgang. Man kan diskutere hvad der er mest praktisk, fx hvis man vil lave en model over sproget.
Grammatikbøgerne foretrækker at tage udgangspunkt i imperativformen som verbets rod, men jeg savner argumenter for at dette skulle være enklere, mere praktisk eller have andre fordele. Det eneste argument jeg har mødt, er forenklet sagt at man gerne vil undgå subtraktiv morfologi, altså at affikser fjerner noget af roden; man vil helst have at affikser tilføjer noget til roden, eller til nøds lader roden være uændret. Problemet med det synspunkt er at det ignorerer at man under alle omstændigheder er nødt til acceptere at dansk morfologi er propfyldt med subtraktive og andre nonkonkatenativ elementer. Hvis argumentet er at undgå subtraktive elementer, er der altså mange andre ting man er nødt til også at bortforklare, og så må man også forklare hvad fordelen egentlig er ved en masse krumspring for at undgå nonkonkatenative elementer i sin model, frem for at acceptere dem.
Har du et godt modargument eller har du andre kommentarer, så følg diskussionen på facebook eller send mig en mail.
Jeg fik en mail fra en biologilærer, som spurgte hvorfor det nogen gange hedder æg-, fx ægcelle, ægløsning, og andre gange ægge-, fx æggeleder, æggeskal. Hans sprogkolleger kunne ikke svare, og hældede angiveligt til den holdning at det er tilfældigt.
Et sjovt spørgsmål. Først og fremmest vil jeg indvende at jeg ikke tror på at sprogets form er tilfældig. Der kan dog være forskellige motivationer og historiske årsager som stritter i forskellige retninger, og derfor kan det godt se lidt kaotisk ud på overfladen. Men lad os prøve at se nærmere på det.
ægge– er den form vi bruger i dagligdags ord, som æggeblomme, æggehvide, æggekage, æggebæger, æggemad, æggedeler, æggeskal osv. Jeg hæfter mig ved at der er tale om ord som vi lærer at kende som børn, og som har været veletablerede i sproget mange generationer. Fordi der udelukkende er tale om almindelige hønseæg i en madlavningskontekst, har ægge– nok også har fået denne særbetydning – eller vil med tiden måske få det.
Strengt taget burde det måske have være ‘æggeløsning’, men i krig, kærlighed og ordspil gælder alle kneb.
æg– er omvendt den form vi bruger i fagudtryk og andre nydannelser. Det hedder ægcelle, ægdonation, ægløsning, ægtransplantation osv. Det er ord der ikke indgår i børns ordforråd, og som desuden oftest handler om andre slags æg end madlavningsæg.
Der er et par undtagelser, nemlig æggestok og æggeleder, som ifølge den generelle tendens burde hedde ægstok og ægleder. Mit umiddelbare gæt er at æggestok har lånt den velkendte ægge-form for at undgå en såkaldt spondæ – dvs. et ord med to tunge stavelser, som vi ikke bryder os om i dansk. Æggelederen og æggestokken hænger som bekendt sammen og bliver ofte omtalt sammen, og ord der ofte optræder sammen, kan smitte af på hinandens form. Æggeleder kan således være dannet som analogi til æggestok; hvis det hedder ægge i det ene ord, må det også gøre det i det andet.
Hvorfor ægge?
Men hvor kommer fuge-e’et i ægge– så fra?
Fuge-e er meget almindeligt i sammensatte ord, fx jul-e-mand og hund-e-hus. Det er vist udelukkende enstavelsesord der ender på en konsonant, der får fuge-e (inkl. hvis de indgår i sammensætninger som kamphund-e-ejer), og måske er der flere fonologiske begrænsninger. Hvis ordet har stød, tabes stødet, og indimellem tabes vokallængde også, fx i [guːˀl] → [gulə] i gulerod., hvilket også er det der sker i ægge– (se mere om stødtab i sammensatte ord).
Men det er ikke alle enstavelsesord der får fuge-e. Min egen observation er at det især er ord der har været i sproget længe, som ofte indgår i sammensætninger, og som er almindelige i børns ordforråd, der får fuge-e, fx mange dyre- og madbetegnelser, hunde-, heste-, ande-, svine-, katte-, lamme-, fåre-, oste-, mælke-, ægge- osv.
Ofte vil det være sådan at et ord der kan få fuge-e, altid får fuge-e i sammensætninger. Fx får hund altid fuge-e. Men enkelte ord, som æg, forekommer både med og uden fuge-e. Igen er det min observation at det er ord der forekommer i børns ordforråd der får fuge-e, mens mere voksne ord er mindre tilbøjelige. Det hedder fx storebror, storesøster og storetå, men alle andre sammensætninger med stor får ikke fuge-e; det hedder øllebrød, men ellers øl-; det hedder gulerod, men gulmalet.
Jeg har tidligere skrevet om at børn er tilbøjelige til at putte fuge-e på ord med en bestemt fonologisk struktur. Man kan således høre børn sige fx svingetur, kollebøtte, hjemmeløs, solebriller, dyrelæge, fangearme, osv. som efter retskrivningsnormen ikke har fuge-e, og nogle gange får disse former lov at overleve i voksensproget.
Der kan være forskellige motivationer til dette. Der er en metrisk motivation – vi kan godt lide at veksle mellem tunge og lette stavelser i dansk, og derfor indskydes en let stavelse, /ə/, mellem de to tunge, hund+hus → hundehus. Og fordi voksne talere ofte dropper et /ə/ i bestemte fonologiske omgivelser, rekonstruerer børn ofte dette /ə/ i ord hvor det oprindeligt ikke hører hjemme, men hvor det lyder regelret.
Fuge-e er næsten en grammatisk regel
Man skal desuden tænke på at børn tilegner sig en grammatik ved at generalisere over det sprog de møder i deres dagligdag. I den del af sproget som børn møder først, kan fuge-e’et meget let virke som en regel: Ord med en bestemt fonologisk struktur får fuge-e når de indgår i sammensætninger. Fuge-e’et er en markering af at de to stammer hører sammen på en særlig måde, og tilsammen danner de en særbetydning som ikke direkte kan udledes af enkeltdelene. Derved kan fuge-e’et langsomt sprede sig til flere og flere kontekster.
Men fuge-e’et er aldrig blevet en rigtig regel i normativ forstand. Sprognævnet og grammatikbøgerne fortæller os ikke at der bør være fuge-e når visse betingelser er opfyldt, og det tillægges ikke nogen særlig betydning, selvom det for børn godt kan ligne en art afledningsendelse.
Når velopdragne, skolede sprogbrugere danner eller lærer nye ord, putter de derfor normalt ikke fuge-e på, medmindre det er et af den slags ord som altid har det (som hund). Derfor ser vi en opsplitning i ord som indgår i det tidlige ordforråd, som godt kan få fuge-e, og ord som er dannet af voksne i en meget voksen kontekst, hvor der ikke introduceres fuge-e.
