Kategorier
Fonologi Lydskrift

Lydskrift, fonemskrift og bred IPA

Noget af det nye i Ny dansk fonetik er den omfattende brug af / /-notation frem for [ ]-notation, som man traditionelt vil bruge i dansk fonetik. På udtaleordbog.dk er alle udtaler fx noteret i / /, mens de på DDO er noteret i [ ]. /ɛk.ˈsɛm̰p.l/ vs. [εgˈsεmˀbəl].

I IPA omtales notation i / / som broad transcription og [ ] som narrow transcription. Dette oversætter jeg til bred og snæver IPA.

Min omfattende brug af / / og begrænsede brug af [ ] er ikke noget problem for mine unge studerende, men en del ældre lingvister m.m. der er vokset op med en anden tradition, undrer sig over den nye praksis. Denne undren kan opsummeres i følgende:

  • Man bruger / / om fonemskrift, og [ ] om lydskrift.
  • IPA er lydskrift, så derfor skal man bruge [ ] om IPA.
  • Bred og snæver IPA må svare til hvad vi traditionelt kalder grov og fin lydskrift.
  • Hvis man bruger / / om lydskrift, hvordan vil man så vise fonemskrift?

Hvis man har studeret fonetik og fonologi efter Grønnums bøger, har man terpet forskellen på fonemskrift og lydskrift, og det er velkendt at nogle studerende kan have svært ved at skelne. Det er en klassisk udfordring. Man kunne få indtryk af at jeg bare har dummet det hele ned i min bog så man ikke rigtig behøver at skelne mellem lydskrift og fonemskrift. Det er ikke tilfældet.

I min bog er alle disse ting grundigt forklaret, men det er selvfølgelig ikke alle der har læst min bog. Derfor kommer en forklaring her.

Bred IPA er fonemskrift

Selvom IPA nominelt er et phonetic alphabet, er det primært en slags fonemskrift. Betegnelsen IPA stammer fra slutningen af 1800-tallet hvor lydlære ikke var klart delt op i fonologi og fonetik, fonemer og allofoner. Men nogle af grundtankerne i denne opdeling var der allerede fra starten.

Op igennem 1900-tallet blev IPA’s principper mere klare i takt med faglige udviklinger, og i de nyeste officielle principper står der:

The use of symbols in representing the sounds of a particular language is usually guided by the principles of phonological contrast

Hele kapitel 4 i IPA’s håndbog handler om det fonemiske princip. Her står der at det primære mål er at levere a separate symbol for each distinctive sound; that is, for each sound which, being used instead of another, in the same language, can change the meaning of the word (HotIPA, s. 27)

Nina Grønnum og Hans Basbøll definerer på lex.dk et fonem som sproglyd med distinktiv, dvs. betydningsadskillende funktion. Distinctive sound = fonem. IPA’s mål primære mål er at levere symboler til sprogs fonemer.

IPA-skemaet er et skema over de mulige fonemer i verdens sprog, ikke de mulige lyde.

Hvis IPA er fonemskrift, hvorfor kalder jeg det så ikke bare fonemskrift? Det skyldes især at der er flere måder at analysere fonemer på, og i dansk tradition forstår mange fonemskrift som Grønnums fonemskrift, men Grønnums fonemskrift er ikke det samme som bred IPA. Jeg bruger termen bred IPA for klart at indikere at der er tale om fonemskrift der er analyseret efter IPA’s principper. Længere nede i dette indlæg gør jeg rede for forskellen på denne fonemskrift og Grønnums.

IPA er også lydskrift

I kapitel 4 om det fonemiske princip står der senere:

The IPA aims not only to provide symbols which can unambiguously represent phonemic inventories, but also to represent details of phonetic realization.

Det er altså et sekundært mål i IPA at systemet skal kunne bruges til alle mulige andre fonetiske detaljer end blot de distinktive lyde.

Disse to mål håndteres i praksis i det som i håndbogens kapitel 5 omtales som bred (fonemisk) og snæver notation.

/ / bruges om bred (fonemisk) notation

[ ] bruges om snæver notation

Snæver notation deles ind i to typer: Impressionistisk og allofonisk. Impressionistisk notation er det man typisk vil bruge i feltarbejde når man er i færd med at samle data for et nyt sprog forud for en fonologisk analyse. Her skriver man efter bedste evne alle de fonetiske detaljer man kan opfange, for man ved først når man har lavet den fonologiske analyse hvad der er distinktivt i sproget. Allofonisk notation er det man vil bruge når man kender et sprogs fonologi og forholder lydlige varianter til et bestemt fonem, fx når man skriver fonologiske regler, som /.n./ → [n̩].

Der findes ikke faste detaljegrader i IPA, som man er vant til i dansk fonetik, fx Grønnums fin, halvfin og grov lydskrift. Håndbogen anbefaler at være, og siger at man almindeligvis er, selektiv i hvilke detaljer man inkluderer i allofonisk notation; man har typisk fokus på en ting ad gangen, så man laver sjældent længere passager hvor alle snævre detaljer er inkluderet; det gør man i lingvistisk feltarbejde, men altså ikke i generel anvendt fonetik og fonologi.

IPA anbefaler at man generelt bruger bred (fonemisk) notation og hertil laver en oversigt over konventioner, dvs. fonetiske detaljer der generelt kan underforstås i den brede notation. Så behøver man kun at skrive de fonetiske bagateller én gang, frem for at være eksplicit i notationen overalt. Det gør det lettere at læse og skrive IPA generelt.

Det er IKKE korrekt IPA at lave alle mulige forenklinger og konventioner i [ ]-notation. Det er det man gør i dansk tradition. Man siger at “rigtig IPA” er [ˈɡ̊ʰl̥ʌ̟̞̹ɡ̊ŋ̩] klokken, men det er indlysende upraktisk, så man forenkler det i grov lydskrift ved at omdefinere symbolerne lidt osv. til [ˈklʌɡŋ̩] el.lign. Rigtig fremgangsmåde ifølge IPA ville være at lave en fonemisk notation, fx /klʌɡŋ/ (jeg foretrækker /kʰlɒkŋ/, men det er smag og behag lige her) og så i en lydskriftnøgle forklare at der i /X/ er underforstået sådan og sådan.

Forskellen på IPA’s fonemskrift og Grønnums fonemskrift

Når jeg vil skrive /kʰlɒkŋ/ klokken og Grønnum vil skrive /klɔkən/, og vi begge kalder vores notation for en slags fonemskrift, så må vi arbejde efter forskellige principper (eller også tager en af os fejl, men det mener jeg ikke er tilfældet).

De helt konkrete principper i min fonemskrift er:

  1. Inkluder distinktive lyde, og kun distinktive lyde
  2. Vis lydene i overensstemmelse med deres udtale, med de tegn som bruges for pågældende lyde i IPA

Dette er i overensstemmelse med principperne i IPA. Det er en fonemskrift der stadig viser helt konkret hvordan et ord skal udtales, hvornår to ord udtales ens, og hvordan de udtales forskelligt hvis de udtales forskelligt.

Man kan godt tweake det lidt og stadig kalde det IPA, men ovenstående er to helt objektive principper, som man meget hurtigt kan forstå når man starter med at studere lingvistik (hvilket er min primære målgruppe). Hvis man kan finde et minimalpar som viser at to lyde er distinktive, fx [h f] i [hɛst fɛst] hest, fest, skal de skelnes i fonemskrift, ellers ikke. Og hvis man løber ind i en diskussion om hvad der er det mest rigtige IPA-tegn, kan man altid tjekke i Praat; hvis nogen undrer sig over /s/ i /tsak/ tak, eller nogen synes det bløde d er en konsonant, eller nogen kan høre et e i katten, kan man udtale ordet og putte det i et spektrogram som giver et objektivt svar.

Hvis man tillader at skrive /b/ i bil, fordi det passer bedre med ortografien, eller historisk udtale eller andre argumenter end den aktuelle fonetiske virkelighed, bevæger man sig væk fra tegnenes definition i IPA, og hvis man bevæger sig for langt væk, synes jeg ikke længere det er fair at kalde det IPA. Lidt af den slags kan man nok godt tåle, men for at gøre det objektivt og enkelt når man diskuterer med studerende, holder jeg mig helt strikt til IPA.

Grønnums fonemskrift

I Grønnum/Basbølls egen beskrivelse på lex.dk er fonemer som sagt distinktive lyde, og det viser man med kommutation. Det er meget konkret det jeg gør i min fonemskrift.

I Grønnums fonemskrift inkluderes imidlertid mere abstrakte argumenter og hensyn som ikke nødvendigvis indgår i definitionen af et fonem, heller ikke Grønnums egen defintion. Dette kræver større kendskab til fonologisk teori, og det er ikke en del af IPA-principperne. Argumenterne er glimrende, men resultatet bliver en notation som ligger meget langt fra den konkrete udtale i nogle tilfælde.

Grønnum inkluderer komplementær distribution i analysen. Fx er [t] og [ɤ] komplementært distribueret i ord som /tu uɤ̰/ du, ud, hvor [t] svarer til d i starten af en stavelse og [ɤ] svarer til d efter en vokal (Grønnum noterer dem [d ð] men det er underordnet her). Dette bruger Grønnum som argument for at betragte [t] og [ɤ] som samme fonem, /d/, og i Grønnums fonemskrift skal man altså skrive /du u:ˀd/.

Grønnum inkluderer også andre hensyn, såsom morfologiske alternationer, sproghistorie, tværdialektal udtale m.m. Det er fint. Det giver en slags abstrakt fonologisk model som ligger under al den variation man ser på tværs af alder, dialekt, morfologi osv. Man kan kalde det ordenes underliggende form. Men man kan ikke se direkte på denne form hvordan ordet skal udtales; man skal kende alle de komplekse fonologiske regler, og det kræver et introduktionskursus i fonologi at forstå sådanne regler og argumenter.

Konkret betyder det fx at ord som varig, veje i Grønnums fonemskrift skal noteres forskelligt, /vaːri vajə/. I min variant af dansk udtales de ens og noteres ens /vaːɪ/.

Vi har brug for både bred IPA og abstrakt fonologi

I min phd-afhandling fra 2013 efterlyser jeg en mere overfladenær fonemisk repræsentation af dansk a la bred IPA. Jeg kendte ikke til bred IPA, for det beskrivelsesniveau er stort set ignoreret i dansk fonologi.

Hvis man vil beskrive nye udtalemønstre, såsom at /t/ bliver [ɾ] mellem vokaler, som [ˈsɛɾɐ ˈnɛɾɒp fɐˈɾḭː] sætter, netop, fordi, men ikke i [kʰætn] katten, så er man nødt til at have et fonematisk model hvor /t/ står mellem vokaler i de rigtige ord. I Grønnums fonemskrift ville man skrive /katən fɔrˈdiːˀ/ katten, fordi, og reglen om /t/ > [ɾ] mellem vokaler, ville ramme katten men ikke fordi. Det ville være forkert. Nye udtaleudviklinger forholder sig til de overfladiske fonemer, ikke til den abstrakte fonologi.

I fremmedsprogsundervisning, sprogteknologi, sammenligning af forskellige sprog har man også brug for eller gavn af bred IPA. Det er smart at vise udlændinge at veje/varig udtales ens, /vaːɪ/, på trods af stavningen, og det er smart at fortælle computere at det er de segmenter de skal lede efter i automatisk talegenkendelse.

Bred IPA, /kʰlɒkŋ/ klokken, er et utrolig praktisk sted at starte med at lære fonetik og fonologi eller dansk sprog, frem for Grønnums enten meget detaljerede lydskrift [ˈɡ̊ʰl̥ʌ̟̞̹ɡ̊ŋ̩] eller abstrakte fonemskrift /klɔkən/ klokken.

Men vi har også brug for Grønnums fonologi. Jeg bruger den selv meget konkret til at generere udtaleordbog.dk. Det er for det første meget let at komme fra ordenes stavemåde til deres abstrakte fonemnotation (næsten så let at studerende tit spørger om det ikke bare er bogstaver), og den er et overordentlig praktisk udgangspunkt når man vil generere eller beskrive morfofonologiske mønstre, såsom den meget forskellige udtale af bag i bage, bagt, bagværk. Grønnum fanger nogle meget komplekse mønstre, som vi som sprogbrugere i en eller anden forstand må beherske.

Hvis vi har brug for begge dele, hvordan skelner man? Konkret betragter jeg bred IPA som fonemskrift og skriver det med / / i overensstemmelse med IPA’s principper. Basbøll kalder Grønnums fonemer for morfofonemer og noterer den med | |, |klɔkən|. Det synes jeg er en fornuftig løsning, og det gør jeg selv. Man kan også kalde Grønnums fonemer for underliggende fonemer eller diafonemer eller andet. Man kan støde på andre markeringer af abstrakt fonemskrift, som //klɔkən//, !klɔkən!, {klɔkən}. Der kan være forskellige teoretiske ladning i de forskellige benævnelser og notationer; det går jeg egentlig ikke så meget op i. Jeg synes i første omgang at det er vigtigt at skille fonetiknær fonemskrift fra mere abstrakt fonemskrift.

Kategorier
Diverse Fonologi Konsonanter Lydskrift Meta Taleorganer Udtale Vokaler

Ny dansk fonetikbog med fantastiske fordele

Jeg har i årevis plapret op om at nogen burde skrive en ny dansk fonetikbog baseret på moderne IPA. Nu har jeg gjort det selv. Den hedder Ny dansk fonetik, og den kan købes her. Og hvis du har fulgt schwa.dk gennem længere tid, er bogen helt sikkert noget for dig. Jeg har skrevet en pitch om hvordan min bog er bedre eller bare forskellig fra andre fonetikbøger, og hvorfor du skulle tage at anskaffe den. Men for faste følgere af schwa.dk kommer lige lidt mere baggrund her.

Ny dansk fonetik, af Ruben Schachtenhaufen

Målet med bogen har ikke været at have de mest flashy illustrationer, det dyreste forlag i ryggen eller den mest komplette beskrivelse af dansk fonetik. Målet er at introducere en ny, tidssvarende og internationalt orienteret retning. Og samtidig er det mit mål at man som tilhænger af den internationale retning som Ny dansk fonetik står for, både nu og endnu mere med tiden skal være langt bedre stillet end tilhængere af nationale lydskriftsystemer og ditto terminologi.

De sidste mange år har jeg ævlet om dansk lydskrifttradition og om at det vi traditionelt kalder IPA, reelt ligger meget langt fra officiel og moderne IPA, og det er en stor ulempe for faget, især i overgangen mellem dansk og international fonetik. Dansk lydskrifttradition har længe stået i vejen for danskeres adgang til og udvikling af online resurser såvel som udlændinges forståelse af dansk.

På lingvistikuddannelserne på Københavns Universitet og Århus Universitet er det ikke bare en klar fordel at lære IPA, men det skal man faktisk også jf. studieordningerne. Derfor har det længe været et problem at eksisterende fagbøger læner sig op ad en præ-1950 variant af IPA og en helt speciel dansk forståelse af hvad IPA er, så standarden er suppleret med hjemmelavede omdefinitioner, kompliceringer og forenklinger. Der har ganske enkelt manglet en grundbog i dansk fonetik baseret på moderne IPA som beskrevet i Handbook of the IPA, og som ligner international praksis. Dette er den vigtigste motivation bag min bog.

Ud over at der indtil nu har manglet en lærebog, har manglen på resurser også været en hindring. Selvom IPA teknisk set er klart det stærkeste system, ville man som ny IPA-bruger tidligere være dårligere stillet end hvis man brugte den teknisk ringere, Dania-lignende DDO-lydskrift, fordi der manglede IPA-baserede bøger, ældre litteratur, online resurser osv.

Derfor har det været vigtigt ikke bare at skrive en ny bog, men også at udvikle værktøjer så man som ny IPA-bruger har adgang til mindst lige så gode eller bedre resurser end brugere af traditionelle danske lydskriftsystemer. Derfor har jeg også lagt mange kræfter i udviklingen af udtaleordbog.dk, som nu langt overgår DDO som fonetisk opslagsværk, men som også har været lidt utilgængelig pga. manglen på undervisningsmateriale der understøtter IPA-lydskriften.

Nu er der skabt sammenhæng. Som IPA-bruger har man nu både en grundbog og opslagsværk. Og der kommer mere til. Jeg har allerede udviklet de første online øvelser i IPA-lydskrift, og mange flere er på tegnebrættet. Jeg er også i gang med at samle en portal til bogen her på schwa.dk med adgang til et hav af ekstra resurser.

Og ja, så er bogen skrevet af mig, der, som faste følgere vil være bekendt med, engagerer sig med publikum på de sociale medier. Jeg lytter til feedback, svarer på spørgsmål og arbejder på at gøre tingene bedre til næste udgave.

Så. Ny dansk fonetik er ikke bare en fonetikbog som du bare studerer som selvstændig værk og på egen hånd. Det er en del af et idealistisk koncept med et mål om at skabe det bedste, mest tilgængelige, moderne, internationalt orienterede grundlag for at studere dansk fonetik.

Man skal ikke straffes økonomisk for at være moderne og internationalt orienteret. På trods af skyhøj inflation er Ny dansk fonetik holdt betydeligt billigere end andre fonetikbøger. Når du køber Ny dansk fonetik, får du samtidig masser af god fonetik-karma ved at støtte udviklingen af schwa.dk og udtaleordbog.dk 😉

Køb Ny dansk fonetik

Kategorier
Fonologi Morfologi

Infinitiv vs. imperativ. Hvad er roden i et verbum?

I forbindelse med mit indlæg om circumfikser, infikser og andre eksotiske -fikser i dansk blev jeg spurgt om hvorfor jeg betragter hente, spise, ønske som verbernes rod, frem for at betragte hent, spis, ønsk som rødder. Dette er noget jeg har diskuteret med kolleger før, og jeg vil meget gerne begrunde det.

Jeg skal skynde mig at sige at jeg at min baggrund i morfologi ikke rækker langt ud over almindelige lærebogskoncepter. Men de senere år har jeg arbejdet en del med praktisk morfologi. Udtaleordbog.dk er baseret på morfofonologisk analyse af danske ord, og i den forbindelse har jeg lavet temmelig meget morfologisk analyse.

Det betyder at min tilgang først og fremmest er praktisk: jeg analyserer verbers infinitivform = rodformen fordi det giver nogle klare praktiske fordele frem for hvis man betragter imperativformen som rodformen. Selv synes jeg at en analyse/teori der har praktiske fordele, er bedre end en analyse/teori der der efterlader en masse praktiske ulemper; alle modeller er forkerte, men nogle er brugbare. Jeg er klar til at skifte mening hvis nogen kan pege på større fordele ved en anden analyse.

Denne erkendelsespræference behøver man naturligvis ikke være tilhænger af. Man kan have andre helt legitime prioriteter, såsom hvordan ordformer er dannet historisk, hvordan man bedst modellerer de kognitive morfologiske processer, hvad der bedst passer med en universel grammatik osv. Sådanne prioriteter kan føre til andre konklusioner.

NB DDO definerer et ords rod som ord eller orddel som er tilbage når samtlige bøjnings- og afledningselementer er fjernet. Spørgsmålet er altså om ønske er en bøjningsform af roden ønsk, eller om ønsk er en bøjningsform af roden ønske.

Og bare for at være helt præcis: Både infinitiv og imperativ er bøjningsformer. Spørgsmålet er altså om roden er fonologisk/ortografisk identisk med infinitivformen eller imperativformen (= hvilken af formerne der bøjes med et nulaffiks), men for at gøre teksten lettere at læse, omtaler jeg det blot som hvorvidt roden er lig med imperativ eller infinitiv.

1 Det er lettere at danne andre ordformer ud fra infinitiv end imperativ

Først et ortografisk argument:

Ortografisk er den primære forskel på infinitiv og imperativ om ordet slutter på –e eller ej, danse/dans, huske/husk, finde/find osv. Ortografisk set har en del ord dobbeltkonsonant i infinitiv, fatte, passe, lægge, mens andre ikke har, vise, møde, koge. Hvis man kun kender imperativformen, fat, pas, læg, vis, mød, kog, kan man ikke umiddelbart vide om verbum får dobbeltkonsonant i infinitiv eller ej. Til gengæld er det let at gå den anden vej; hvis du kender infinitivformen, ved du også hvordan imperativformen skal staves: man fjerner -e og evt. dobbeltkonsonant.

Det kræver mao. en simpel regel at generere imperativ ud fra infinitiv: fjern -e og evt. dobbeltkonsonant. Dette gælder for alle ord. Man kan ikke lave en tilsvarende simpel regel den anden vej. At tage udgangspunkt i infinitiv giver altså en simplere morfologisk beskrivelse, som er lettere at implementere i praksis.

Hvis man anskuer ord fonologisk i stedet for ortografisk, er der endnu mere af den slags. Hvis man kender infinitivformen, er imperativformen forudsigelig, men det gælder ikke den anden vej. Med udgangspunkt i infinitivformen gælder det at alle imperativ mister schwa, de får kort vokal før svag vokal, og de får creaky voice hvis den resulterende fonologiske struktur tillader det (der er et par undtagelser: kom, gør), fx:

/viːlə vḭːl/ hvile, hvil
/tsɛlə tsɛl̰/ tælle, tæl
/skyː.ɤ ~ skyɤ̰/ skyde, skyd
/skæːɐ ~ skæɐ̰/ skære, skær
/fɐtsʁyɤ̰ɤ ~ fɐtsʁyɤ̰/ fortryde, fortryd
/pemæɐkə ~ pemæɐ̰k/ bemærke, bemærk

Imperativformen kan mao. genereres ved at udsætte infinitivformen for et sæt fonologiske regler. Det er helt automatisk. Det er derimod umuligt at forudsige infinitiv ud fra imperativ: nogle infinitiver har creaky voice, andre har ikke, nogle bevarer kort vokal, andre får lang vokal.

Hvis man bøjer infinitiv ud fra imperativ, har vi altså fonologisk set et hav af komplekse bøjningsmønstre, men hvis man går den anden vej, er der kun et enkelt bøjningsmønster som alle verber (pånær komme, gøre) følger.

Det samme gælder med andre bøjninger og orddannelser. Det er infinitivformen der er basis i de fleste bøjninger, mærke, mærker, mærkede, mærket, mærkende, (præsensformen og dog ofte afvigende mht. creaky voice; der er det næsten hip som hap om man tager udgangspunkt i infinitiv eller imperativ, men vist nok en lille overvægt af præsensformer der følger infinitivformen).

Det er ligeledes infinitivformen der er udgangspunkt i komposita, løbesko, tegnebræt, badeforhæng, findeløn, og infinitivformens suprasegmentelle træk der benyttes i afledninger (indimellem med disfigeret schwa, hvilket ortografisk ligner imperativ, men det lyder ikke sådan), en løber, svømning, tænkelig, ædelse, åndbar osv.

Det er overordentligt meget lettere at danne alle disse ord ud fra infinitivformen. Det er den form der forudsiger creaky voice og vokallængde i langt de fleste tilfælde. Hvis man skal danne bøjninger, sammensætninger og afledninger ud fra imperativformen, vil det letteste være at starte med at gøre det til infinitiv og derefter bøje, aflede og sammensætte, men så kunne man lige så godt have startet med infinitiv.

2 Alle verber har en infinitivform, ikke alle har en imperativform

Alle verber kan bruges i infinitiv, men ikke alle verber kan optræde i imperativ. Det gælder generelt verber hvor reglerne for imperativdannelse ville føre til ord der bryder med sonoritetsprincippet, fx ændre, beundre, vikle, cykle, klamre, gisne (man kan ikke sige ændr, beundr, vikl, cykl, klamr, gisn). Det er ikke noget problem at stave ordene, men fonologisk har de en form som ellers ikke tillades i danske ord, og de undgås i det talte sprog. Her er jeg så loyal over for dansk fonologi at jeg ikke vil acceptere en morfologisk model der fordrer fonologisk aparte rødder.

Nogle gange trodser vi naturen og bruger formerne i imperativ alligevel, men vi er ikke enige om strategien for hvordan disse skal udtales. Skal åbn udtales /ɔ̰ːm ɔ̰ːp ɔ̰ːpən/, skal cykl udtales /sykəl syklə sykɬ/? De forskellige bud på imperativer rummer elementer af infinitivformen, men hver især kan de ikke forudsige infinitivformen; hvis man mao. antager formerne /ɔ̰ːm/ eller /ɔ̰ːp/ som rødder, opfører de sig ganske aparte når de “bøjes” / ɔ̰ːpnə/ i infinitiv.

Nogle ord har ikke meningsfuld imperativform, fx fordi de har en passiv betydning, ikke kan fremskyndes eller andet som man ikke meningsfuldt kan beordre nogen til, fx synes, lykkes, enes, sygne, forældes, opvokse, eksistere, hedde, mugne, harskne, visne, rustne. Alle modalverberne kunne, skulle, måtte, burde, ville, turde har ikke nogen meningsfuld imperativform.

Hvis imperativformen skulle anses for grundformen, er der altså en række verber som har en ikke-eksisterende eller stærkt problematisk grundform. Det slipper man for ved at betragte infinitivformen som grundformen. Der er ingen verber som har en problematisk infinitivform.

Hvis man genererer en ordbog, digital eller mental, er man altså under alle omstændigheder nødt til at have en infinitivform, men man ikke nødt til altid at have en imperativform. Dermed er det mest praktisk at gå ud fra infinitiv.

3 Infinitiv ‘føles’ ubøjet

Den sidste grund har ikke meget med praktik at gøre.

Hvis infinitiv skal dannes af en anden grundform, må man betragte infinitiv som en bøjningsform. Men infinitiv føles ikke særlig bøjet, i hvert fald ikke så klart bøjet som imperativ. Føleri er naturligvis individuelt og typisk ikke et særlig stærkt argument i akademiske sammenhænge, men alligevel:

I DDO beskrives infinitiv som den grundlæggende form af et verbum som man på dansk kan sætte at foran, og som angiver verbets betydning uden tilknytning til person, tal, tempus eller modus.

Infinitiv er ifølge DDO fraværet af den information som udtrykkes i affikser. Det er pokkers tæt på at være fraværet af affikser, som er definitionen af en stamme/rod. Det kræver snørklede argumenter eller et særligt teoretisk fundament hvis man skal se infinitiv som en bøjet form. Det falder mao. mere naturligt at opfatte imperativ som bøjet end infinitiv.

Når vi danner sammensætninger og afledninger bruger vi med enkelte undtagelser ubøjede former; en morfologisk grundregel er at der ikke er bøjningsendelser midt inde i et ord, kun til sidst i ordet. Som nævnt ovenfor er det infinitivformen vi benytter i komplekse orddannelser, ikke imperativ. Det indikerer det ubøjede ved infinitiv.

Det er ligeledes infinitivformen, ikke imperativformen, som er opslagsformen i ordbøger. Det føles naturligt, og det gør det fordi det er den ubøjede form, ligesom det er den ubøjede form man slår op for alle andre ordklasser. Hvis grundformen er imperativ, hvorfor er det så ikke den der står i ordbøgerne?


Opsamling

Jeg har leveret nogle forskellige grunde til at jeg synes det er enklere og mere praktisk at betragte verbers rødder som = infinitivformen (huske, samle, rustne, harskne) frem for = imperativformen (husk, saml, rustne, harskn).

Det kan ikke bevises om roden egentlig er det ene eller andet. Der er tale om abstraktioner som ikke har nogen egentlig eksistens. Man kan kun diskutere hvilke fordele og ulemper der ved den en eller anden tilgang. Man kan diskutere hvad der er mest praktisk, fx hvis man vil lave en model over sproget.

Grammatikbøgerne foretrækker at tage udgangspunkt i imperativformen som verbets rod, men jeg savner argumenter for at dette skulle være enklere, mere praktisk eller have andre fordele. Det eneste argument jeg har mødt, er forenklet sagt at man gerne vil undgå subtraktiv morfologi, altså at affikser fjerner noget af roden; man vil helst have at affikser tilføjer noget til roden, eller til nøds lader roden være uændret. Problemet med det synspunkt er at det ignorerer at man under alle omstændigheder er nødt til acceptere at dansk morfologi er propfyldt med subtraktive og andre nonkonkatenativ elementer. Hvis argumentet er at undgå subtraktive elementer, er der altså mange andre ting man er nødt til også at bortforklare, og så må man også forklare hvad fordelen egentlig er ved en masse krumspring for at undgå nonkonkatenative elementer i sin model, frem for at acceptere dem.

Har du et godt modargument eller har du andre kommentarer, så følg diskussionen på facebook eller send mig en mail.