laveste pris for generiske piller http://1apotekonline.com/

Lær noget nyt på den sjove måde:

Næsehulen og stemmelæberne McGurk-effekten Overtonesang Kardinalvokalerne Hvorfor får man lys stemme når man inhalerer helium? Strubesang

Eksotiske lyde

Stemmer i naturen

P1’s naturprogram Natursyn har hen over sommeren haft et tema om stemmer i naturen, om hvordan dyr bruger stemmer og lyd til at kommunikere. Det er ikke sprog, men derfor kan det nok alligevel interessere nogle af denne blogs læsere. Her er et overblik over udsendelserne:

  • Dyrestemmer – hør om de fire forskellige måder dyr benytter til at udsende lyd.
  • Fuglestemmer – tema om fuglesang
  • Frøernes sang – tema om frøers lydkommunikation
  • Stemmer i havet – havdyr bruger lyd lige så flittigt som landdyr
  • Stemmer i stalden – husdyrs naturlige lydkommunikation spiller en stor rolle for deres trivsel
  • Hvalstemmer i de syv have – tema om hvalers kommunikation over meget lange afstande
  • Jordens stemme – selve jordkloden vibrerer også, meget langsomt. Med simulationer kan man omdanne disse vibrationer til hørbar lyd og få indblik i jordens klang

Desuden kan jeg anbefale denne udsendelse:

  • Ørets landskab – om den blinde Daniel Kish der har optrænet en evne til at bruge ekkolokalisering til at orientere sig i sine omgivelser

 

Slappe y'er og ustemte l'er – i islandsk og dansk

Der er vist ikke den sprogblog der i den sidste tid ikke har haft Eyjafjallajökull oppe at vende, lige bortset fra, indtil nu, denne blog. Jeg vil nøjes med en henvisning til Language Log og Sprogmuseets behandling af emnet – der er rigeligt med links til at surfe videre derfra. Der er naturligvis fokus, fra sproglig side, på hvordan mange udtaler Eyjafjallajökull, og hvordan det så udtales rigtigt af en rigtig islænder.

Nu er der jo ikke noget overraskende i at ikke-indfødte talere kan have svært ved at udtale nogle ting på så eksotiske sprog som fx islandsk, men er det nu så eksotisk igen?

Wikipedias IPA-transskription af Eyjafjallajökull er [ˈɛɪjaˌfjatlaˌjœːkʏtl̥]. De fra et dansk synspunkt mest usædvanlige lyde i denne sammenhæng er det slappe y [ʏ], som på sprogmuseet beskrives som en mellemting mellem y og u, og så det ustemte l [l̥]. Resten af lydene svarer nogenlunde til de danske lyde.

Men det slappe y og det ustemte l er ikke så fremmedartede igen. Vi har dem faktisk i dansk i forvejen, men kun som varianter af andre fonemer i meget specifikke lydlige sammenhænge. Det gør at vi ikke umiddelbart er bevidste om de findes som sproglyde, og medmindre vi bliver bevidstgjorte om det, har vi svært ved at udtale lydene i andre sammenhænge.

Slapt y

Det slappe y [ʏ] findes som en variantudtale af schwa efter et [y] i foranstående stavelse som i hygge, lytte, hylde [hygʏ lydʏ hylʏ]. Udtalen af schwa koordineres kraftig med vokalen i foranstående stavelse, og bliver altså tilnærmet [y] i denne kontekst, svarende til [ʏ].

Fremskydning og hævning af schwa fremmes i øvrigt hvis de omkringstående konsonanter har høj tungestilling, hvilket fx gælder /k/, så Pakistan og pakkestand (hvad det så end er) ofte udtales tilnærmelsesvis ens. Således kan ASCII-sky og askesky også blive homonymer.

I Eyjafjallajökull er det slappe [ʏ] netop efter et [k], men vokalen i foranstående stavelse er ikke [y] men [œ] som i høne. Hvis man dog lader som om at det var et [y], burde man ikke have problemer med det slappe [ʏ] der følger efter.

Ustemt l

Hvad så med det ustemte l i slutningen af ordet? Faktisk har vi masser af ustemte l‘er i dansk. De findes bare stort set kun efter [p] og [k] i fx plade og kladde. Vi tænker ikke på dem som ustemte l’er – vi tænker på det som en egenskab ved [p] og [k], men ustemtheden i l er faktisk det der primært adskiller plade og kladde fra hhv. blade og glade.

Mange danskere er også tilbøjelige til at udtale et ustemt l hvis de bliver tvunget til at udtale de besyndelige imperativformer af ord som cykle, hutle, kniple osv.: cykl! hutl! knipl! [sygl̥ hudl̥ knebl̥]. Det sker i øvrigt for at overholde sonoritetsprincippet som siger at en konsonant der er fjernere fra stavelsens kerne skal være mindre sonor end en konsonant der er tættere på stavelsens kerne.

Såå, det burde ikke være så svært at sige Æjafjatlajøketl, vel?

Overtonesang

En vokal kan siges at bestå af en grundtone og en række overtoner. Grundtonen er den frekvens vores stemmelæber svinger med, og det er normalt grundtonen der bærer melodien når vi synger.

Overtonerne er ikke noget vi almindeligvis hører som selvstændige toner. Lidt vagt formuleret er de med til at give lyden karakter. Det er overtonerne der gør at en C-node lyder forskelligt når man spiller den på fx en trompet ift. en fløjte, selvom det i en vis forstand er samme tone. Afhængigt af musikinstrumentets fysiske udformning vil nogle overtoner blive fremhævet, mens andre bliver dæmpet; det er blandt andet det der gør at musikinstrumenter lyder forskelligt.

På samme måde ændrer overtoneforholdene sig når vi artikulerer forskellige vokaler. Vi flytter rundt på tungen og læberne, hvilket ændrer på mundhulens udformning, hvilket gør at nogle overtoner fremhæves frem for andre.

Med teknikker med især tungen, læberne og struben kan man forme mundhulen således at bestemte overtoner fremhæves samtidig med at grundtonen dæmpes. Og hvis man mestrer disse teknikker, kan man frembringe hørbare melodier i overtonerne.

Overtonesang er særlig udbredt i folkemusik i området omkring Tuva og Mongoliet. Her er et klip med den tuvinske folkemusikgruppe Huun Huur Tu som demonstrerer en art overtonesang kaldet sygyt.

I folkemusikalske sammenhænge virker grundtonen som drone, mens overtonen bærer melodien, men nogle kunstnere er øvede i at bevæge både grundtonen og overtonen så de danner tostemmige melodier. Det gælder fx den tyske overtonesanger og komponist Jan Heinke.

Her er et filmklip hvor Jan Heinke synger en af sine egne kompositioner, og samtidig vises en spektrografisk analyse af overtonerne.

Her er endelig en laryngoskopisk optagelse af overtonesangeren Steve Sklars svælg mens han synger sygyt. Læg især mærke til den ekstreme indsnævring af svælget i forhold til normal sang. Dette tjener formodentlig til at dæmpe grundtonen.

Verdens sværeste sprog – ǃXóõ

Verdens sværeste sprog, i hvert fald at udtale, må være ǃxóõ – et sprog der tales af cirka 4200 mennesker i Botswana og Namibia.

Lyt til ǃxóõ mens du læser videre (her kan du se transskriptionen og oversættelsen).

ǃXóõ er et såkaldt khoisan-sprog, som tilhører sprogfamiliem tuu. Det eneste andet nulevende sprog i tuu-familien er nǀuu som har under ti talere, alle over 65 år gamle.

Konsonanter

ǃXóõ er det sprog i verden der har flest konsonanter, ikke mindst fordi de har en hel masse kliklyde (clicks). Hvor mange konsonanter de præcist har, er usikkert fordi det afhænger af hvordan man analyserer det, men 119 (et hundrede og nitten) konsonanter er ifølge denne artikel et godt bud.

Af disse 119 konsonanter er der 83 forskellige kliklyde. Kliklydene kan have fem forskellige artikulationssteder, labial, dental, lateral, alveolær og palatal, og desuden kan de være ustemte, stemte, nasalerede, aspirerede, affrikerede, uvulære, glottaliserede, ejektive osv., og forskellige kombinationer af det hele.

Således beskrives fx kliklyden [ᴺɢǂʀ] som et palatalt stemt prænasaleret uvulært klik efterfulgt af en uvulær vibrant. Tak for kaffe.

Ud over kliklydene har de lukkelyde med fire artikulationssteder og en affrikat [b d dz g q], og seks artikulationsmåder, nemlig stemt/ustemt som derudover kan være uaspireret, aspireret eller ejektiv. Og så er der desuden et lille udvalg af nasaler, frikativer og approximanter.

Der er da noget at holde rede på.

Vokaler

Man kunne så håbe på at vokalsystemet var lidt mere enkelt, men ak. Godt nok er der kun fem vokalkvaliteter [a e i o u], men de kan udtales luftfyldt, knirket, glottaliseret og faryngaliseret – og kombinationer af disse. Desuden kan de være nasalerede, og der skelnes mellem korte og lange vokaler. Nårh ja, så skelner de også mellem tre toner, normal, faldende eller lav. Og vokalerne kan diftongeres.

Fx er vokalen [ôʼhõ] et langt, glottaliseret, luftfyldt, nasaleret o med faldende tone.

Se flere detaljer på wiki – omend jeg ikke er sikker på at vores segmentale lydskrift er den bedste måde at beskrive udtalen af ǃxóõ på.

Til sammenligning

Det er ikke usædvanligt for khoisan-sprog at have i omegnen af 70-90 konsonanter, og et lige så kompleks vokalinventar som ǃxóõ.

Hvis man ikke medregner sprog med kliklyde, så er ubykh – et nu uddødt tyrkisk sprogdet sprog man kender til der har flest konsonanter, nemlig 84, heraf 27 frikativer, hvilket er mere end noget andet kendt sprog. Til gengæld har ubykh kun et par vokaler. Den sidste taler af ubykh døde i 1992.

De sprog der har færrest fonemer, er pirahã (Amazonas) og rotokas (Papua Ny Guinea), som begge har elleve fonemer, hhv. 8 og 6 konsonanter og 3 og 5 vokaler. I pirahã har kvinderne et fonem mindre idet /h/ = /s/.

I dansk har vi i almindelig distinkt udtale 20 konsonantlyde [pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ g̊ f s ɕ ð h v m n ŋ l ʁ ɐ̯ j w] som dog kan reduceres til 15 konsonantfonemer /p t k b d g f s h v m n l r j/. Og vi har 11 vokalfonemer.

Lektion i xhosa clicks

En tålmodig xhosa-talende sydafrikaner forsøger at lære hvid mand at udtale kliklyde. Den hvide mand har sine vanskeligheder, men er ikke bange for at være lidt til grin.

Kliklyde er principielt ikke svære at udtale. Vi gør det fx når vi siger “tsk tsk” eller når vi efterligner kysselyde og smaskelyde. Det vanskelige er bare at integrere dem i udtalen af andre sproglyde.

Der er tre slags clicks i xhosa, dentalt, palatalt og lateralt (IPA: [ǀ ǃ ǁ]). Sproget tales i Sydafrika.

Kargyraa strubesang

Kargyraa er en art strubesang (eng. throat singing). Det er en særlig sangteknik som stammer fra Tuva i det sydlige Sibirien. Teknikken består i at optræne sig i at få de falske stemmelæber (plicae ventricularis) til at svinge. De falske stemmelæber er dem der svinger når man fx rømmer sig eller sige knurrelyde; de ses tydeligt i denne film.

Ved at brumme på de falske stemmelæbesvingninger kan man opnå et toneleje en oktav under det normale toneleje. Teknikken kombineres ofte med overtonesang.

I denne film er teknikken demonstreret af en strubesanger fra den mongolske musikgruppe Huun-Huur-Tu.

Fløjtesprog – Silbo Gomero

I de fleste verdensdele kan man finde eksempler på sprog der består udelukkende af fløjtelyde. Fløjtesprog anvendes til at kommunikere over lange afstande, typisk i bjergrige egne.

Fløjtesprogene er ikke et sprog i sig selv, men snarere en måde at udtale et sprog på. I princippet kan man udtale et hvilket som helst sprog med alene med fløjtelyde.

Lidt forenklet går det ud på at man artikulerer lydene som normalt, men i stedet for at bruge stemmelæberne som lydkilde, bruger man fløjtelydende. Labialer kræver dog en særlig gestus, eftersom man ikke har samme bevægelsesfrihed med læberne når man fløjter.

Akustisk set svarer det til at man kun hører hvad der svarer til vokalernes anden formant, F2. Transitioner i formanten fungerer som cue om artikulationsstedet for konsonanterne. Forskellige varianter af fløjtesprog bruger desuden forskellige måder at til at kompensere for den manglende akustiske information.

Her er en lille film hvor en spansk tekst læses op på fløjtesproget silbo, som man kan finde på den kanariske ø Gomera (R2-D2 kunne ikke have sagt det bedre). Se mere på wiki.

Følg med

rss e-mail FB Twitter