Jeg har holdt lidt sommerferie her på bloggen, men selv om den globale opvarmning efterhånden har varmet sommeren et godt stykke ind i september, må det alligevel være på tide at skrive lidt igen. Jeg samler tråden op fra en kommentar til dette indlæg hvor der bliver spurgt til konsonantklynger i dansk.
I dansk kan vi relativt komplekse stavelser. Vi kan have op til tre konsonanter i starten af en stavelse, fx straks, splid, skjold. Tre konsonanter i slutningen af en stavelse er heller ikke ualmindeligt, fx vrinsk, provst, korps.
I enkelte ord er der op til fire fonologiske konsonanter i slutningen af stavelsen, fx angst, hingst, men fonetisk er der dog kun tre, idet /ng/ > [ŋ], [ɑŋˀsd̥ heŋˀsd̥].
Hvis man inkluderer bøjede og afledte former af ord, kan man relativt let komme op på fire-fem konsonanter ordfinalt, fx ved at putte genitiv-s på nogle af ovennævnte ord, provsts, hingsts osv.
Vi kan også putte adjektiveringssuffikset -sk på, som i svinsk og moralsk. Hvis noget kan være Hjelmslevsk, kan det vel også være Rasksk, eller hvad med Hanne-Vibeke Holstsk?
Nu kunne vi blive misundelige på svenskerne, for de kan også putte neutrum-t på, så de kan fx danne ordet Holstskt. Men strengt taget så kan vi jo substantivere adjektiver, og så kan vi putte genitiv-s på, fx efter sort spillers tur er det hvids. På den måde kan man påstå følgende: En Rifbjergsk romans handling kan være lige så god som en Holstsks.
Ortografiske konsonantklynger
I indlånte ord kan vi støde på konsonantgrupper som ch, sh og sch. Fonologisk set er det at snyde på vægten fordi de kun dækker over én lyd. Hvis man er fløjtende ligeglad med fonologiske hensyn, kan vi dog lave nogle kolossale ortografiske konsonantklynger.
Hvis ens far er fra Irkutsk og ens mor er fra Schweiz, så er man irkutskskschweitzisk (tak til Peter for den). Man kunne måske endda forestille sig et irkutskskschweizisk fusionskøkken hvor der serveres borsjtjschnitzel.
Og er en raleighsk cykels stel stærkere end en merckxsks?