I Grønnums angreb på moderne IPA skriver hun at:
RS’s egen udtale af ud […] lyder som om det slutter med [θ] (som i engelsk ’thing’ ting)
Grønnum henviser til min udtale på udtaleordbog.dk. Hun bruger det som argument mod min notation [ɤ] frem for Dania-traditionens [ð] som Grønnum selv foretrækker.
Hvorfor [θ] skulle være et godt argument for notationen [ð], er ikke helt klart for mig — hvorfor så ikke [θ]? — men først og fremmest undrede jeg mig over at Grønnum kunne høre denne lyd i min udtale. Jeg har aldrig selv tænkt at jeg udtalte det bløde d med [θ].
Når jeg lytter til min lydfil, er jeg heller ikke enig med Grønnum. Jeg hører ikke [uθ], men en lille smule aspiration efter det bløde d, [uɤ̰ʰ]. Klik på 🔈og døm selv ovre på udtaleordbog.dk.
Nå. Vi kan have hver vores ide om hvad vi hører. Det er ikke ualmindeligt at selv trænede fonetikere er uenige om hvilke lyd man hører, og derfor har vi objektive værktøjer til at afgøre striden.
Her er et spektrogram af lydfilen som Grønnum har lyttet til (det er lyden i den røde oval vi er uenige om):
Vis man ikke er inde i akustisk fonetisk analyse, kan det være svært at vide hvad man skal lede efter. I oscillogrammet (øverste halvdel) er der næsten bare en flad streg. Det er det man forventer af et [h]. I spektrogrammet (nederste halvdel) er der en svag antydning af at formanterne (de mørke bånd markeret med røde prikker) fra foranstående vokal [ɤ] sådan set bare fortsætter. Det er også hvad man forventer af [h].
Her er så til sammenligning et spektrogram af [θ], fra lydfilen på wiki:
Også en kort forklaring her: Et [θ] er meget kraftigere i oscillogrammet (øverst) og det har sine egne bånd af friktionsstøj i spektrogrammet (nederst) frem for at videreføre formanterne fra de omkringstående vokaler.
Ud fra en ganske simpel akustisk analyse kan man altså se at lyden i slutningen af mit ‘ud’ klart er noget [h]-agtigt og på ingen måde [θ].
Jeg har klippet de to lyde ud så man også kan høre dem isoleret og bedømme om det lyde som samme lyd, aspirationen i ‘ud’ øverst og [θ] nederst.
Såkaldt ytringsfinal aspiration kan forekomme i slutningen af alle lyde der står sidst, før en pause. Når taleorganerne bevæger sig tilbage til hvilestilling, kan der komme en kort udånding, hvilket er det man ser i ‘ud’ ovenfor. Det er ikke en egenskab ved mit bløde d.
Det her er stof som almindelige lingvister lærer på 3. semester på Københavns Universitet. Grønnums ‘jeg kan høre’-argument er lige dovent nok. Hun kunne nemt have brugt to minutter på at sikre at hun ikke brugte et argument som nemt kan afvises.
