Kategorier
Lydskrift Scripts

Indsæt dania-lydskrift i dine dokumenter

Jeg har forbarmet mig over dem der benytter dania-lydskrift og lavet ikke bare en, men to tegnvælgere, ligesom jeg for nogle måneder siden lavede en IPA-tegnvælger, altså et lille værktøj hvor man kan klikke på lydskriftsymbolerne frem for at skulle lede efter dem i teksbehandlingsprogrammets tegnoversigt.

Grunden til at jeg har lavet to forskellige tegnvælgere, er at der ikke er nogen optimal løsning hvis man skal skrive dania-lydskrift.

  • Unicode-baseret dania-tegnvælger. Fordelen ved at bruge unicode er at det kan genkendes universelt. Man kan fx sende sit dokument til andre, og de kan læse lydskriften uden problemer, og man kan benytte skriften på internetsider. Desværre er der to væsentlige dania-symboler som ikke understøttes af unicode, nemlig et spejlvendt j (IPA: [ɪ̯]) og et oblikt å (IPA: [ɔ]) (oblik er en særlig type kursiv). Jeg foreslår at man bruger IPA-symbolerne i stedet.
  • Dania-tegnvælger baseret på dania-fonten: Denne tegnvælger kræver at man har en særlig font ved navn dania installeret på sin pc. Fonten er symbol encoded, dvs. de viste symboler svarer ikke til de taster man trykker på. Det betyder at lydskriften kun kan læses på pc’er der har fonten installeret. Denne metode frarådes generelt, men det kan være nødvendigt ift. at vise en lang række specielle dania-tegn som ikke understøttes af unicode.

Disse og mange andre problemer kan helt undgås hvis man går over til at bruge IPA i stedet for dania når man skriver lydskrift.

Jeg tager gerne imod forslag til forbedringer af disse tegnvælgere.

Kategorier
Fonologi

Skattelettelser og schwa-assimilation

I dagens P1 debat blev der diskuteret skattelettelser. Den almindeligste udtale af dette ord er [ˈsgadl̩ɛdl̩sɐ], som man kan forvisse sig om ved at lytte til programmet, altså med schwa-assimilation hvor /əl/ realiseres som et stavelsesbærende [l̩].

Som hovedregel assimileres schwa ikke til en lyd der står i onset, altså i starten af en stavelse. Vi siger vistnok hellere [ˈkadə.mað ˈkʌgə.læɐ̯leŋ ˈsgifdə.nʌjlə] med [ə] frem for [ˈkadm̩að ˈkʌgl̩æɐ̯leŋ ˈsgifdn̩ʌjlə] kattemad, kokkelærling, skiftenøgle med stavelsesbærende konsonant.

En undtagelse fra denne regel er lige netop mellem /t/ og /l/, altså i forbindelsen /-tə.l-/ som i  [ˈkadl̩ɛmˀ ˈʁɑdl̩ɑg ˈgɛdl̩ɑjˀ] kattelem, rettelak, gætteleg. Her opløses [d] med en lateral eksplosion [dˡ], dvs. i stedet for at tungen helt slipper kontakten med overmunden som normalt når lukkelyde opløses, er det kun tungens side(r) der slipper kontakten med kindtænderne. Således er tungen i stilling til det efterfølgende [l].

Hvis /l/ står initialt i en betonet stavelse, fx satellit, kotelet, får man et problem når man skal lydskrive det. Normalt sætter man tryksymbolet foran den betonede stavelse, men ved schwa-assimilation bliver den laterale konsonant både en stavelse i sig selv, samtidig med at den står i onset i den efterfølgende stavelse. Valget står altså mellem [sadl̩ˈid] og [sadˈl̩id] – i første tilfælde står tryktegnet ikke stavelsesinitialt (stavelsen starter jo med /l/), i andet tilfælde står tryktegnet foran [l̩]. Man kan selvfølgelig for syns skyld indføje et ekstra [l], [sadl̩ˈlid], men så ignorerer man at der kan være en kontrast mellem [l̩] og [l̩l], fx i [ˈsygl̩ ˈegə ˈsygl̩ ˈlegə ] (det skal min) cykel ikke, (der skal min) cykel ligge. Der er dog aldrig nogen der har undersøgt om denne kontrast er reel.

Kategorier
Lydskrift

IPA-tegnvælger

Jeg har et par aftner brygget på en IPA character picker, altså et program hvor man kan klikke på en oversigt over IPA-symboler når man skal skrive lydskrift, i stedet for at famle sig igennem diverse tekstbehandlingsprogrammers ‘indsæt symbol’-funktion.

Jeg var lidt utilfreds med de andre tegnvælgere jeg kender til, og så har jeg i min tegnvælger tilføjet en oversigt over de almindeligste symboler til at lydskrive dansk.

Der er dog altid bøvl når man skal vise særlige symboler i forskellige browsere, så jeg vil gerne høre om den ser ordentlig ud hos andre, eller om der er noget jeg kan gøre for at rette den til. Tag et kig, og send en kommentar hvis det ser mærkeligt ud, så vil jeg prøve at rette op på det.

Indtil videre ser den fin ud i min browser (firefox 3).  Min Internet Explorer viser også siden ordentligt, bortset fra at længdetegn ser mærkelige ud, men det er kan vist ikke være anderledes.