Tag: IPA

Eller [tˢ], [d̥͡s] eller bare [t]?

Nina Grønnum problematiserer som noget af det første i sin anmeldelse af NDF at jeg bruger notationen /ts/ for t– i starten af ord som /tsḭː tsak tsuɐ̰/ ti, tak, tur. Grønnum lydskriver selv denne lyd med enten [d̥͡s] eller [tˢ] eller [t] alt efter om hun skriver hvad hun kalder fin, halvfin eller grov lydskrift. Jeg mener imidlertid at notationen /ts/ både er fonetisk og fonologisk den mest præcise notation, og den er samtidig enklere at skrive end Grønnums [d̥͡s] og [tˢ].

Lydskriften i NDF er bred IPA, dvs. en form for fonemskrift hvor lydene dog vises i overensstemmelse med deres væsentligste fonetiske egenskaber og lydskrifttegnenes definition i IPA.

Lad os se på de fonetiske egenskaber ved t– og hvilke konsekvenser det bør have for notationen. Her er først en akustisk afbildning af min egen udtale af /sæːɐ/ (sære eller sager). Bemærk lyden [s], som er markeret med den røde oval:

Sammenlign med den første del af min udtale af /tsæːɐ/ tager:

Man kan lytte til de to lydfiler her:

I spektrogrammet kan man se at der i starten af tære er en lidt kraftigere lodret streg. Den indikerer opløsningen af [t]-lukket. Det er den primære forskel på tære og sære. Ellers er de ret ens; tære har samme [s]-støj som ses i starten af sære. Varigheden af [s]-støjen er omtrent den samme i de to ord, ca. 18 ms for /s/ og 16 ms for [s]-delen af /ts/.

Hvis man fjerner [s]-komponenten fra /ts/, lyder det ikke længere som tære. Sammenlign med /tæːɐs/ deres, som ikke har nogen s-støj i starten, men blot [t]-lukkets opløsning.

En måske lidt overraskende ting er at /tsæːɐ/ heller ikke lyder som /sæːɐ/ sære hvis man fjerner [t]’et. Herunder har jeg klippet selv [t]-opløsningen ud, så man kun hører [-sæːɐ], men det lyder interessant nok stadig som et t. Lyt selv:

Dette implicerer at vi i høj grad identificerer t– vs. s– ud fra hvordan [s]-delen lyder; [s]-delen er ikke bare et lidt overflødigt vedhæng, men en væsentlig grund til at /ts/ lyder forskelligt fra både /s/ og /t/.

Det implicerer videre at [s] i tære og [s] i sære ikke er helt samme lyd. Her har jeg klippet de to lyde ud, og de lyder ganske rigtigt tydeligt forskelligt.

En akustisk forskel på [s]-komponenten i t- vs. rent s– er faktisk at tære-[s]’et er lidt kraftigere. Det fremgår af de to spektrogrammer ovenfor, hvor den gule kurve indikerer lydenes akustiske intensitet. Man kan se at tære-[s]’et er kraftigst i starten med jævnt faldende intensitet. Dette hænger givetvis sammen med at tungen er hævet helt i [t], og derfor er der en snævrere passage især i starten af det følgende [s]. Det rene s er lidt svagere, og i mine ører umiddelbart lidt mere luftfyldt; man hæver ikke tungen så meget når der ikke er noget foranstående [t], og derfor slipper der mere luft ud. Intensiteten topper også senere i segmentet.

Tære-[s]’et er altså ikke bare et lille svækket [s], men temmelig markant. Hvis man vil gøre forskellen explicit i snæver notation kan man notere tære-[s]’et som mere lukket, [s̝], eller kraftigere, [s͈], mens sære-[s]’et kan noteres som mere åbent, [s̞], og mere luftfyldt, [sʰ].

Opsamling:

• tære har i min udtale omtrent lige så meget [s] som sære, og [s]’et i tære er endda akustisk lidt kraftigere
• [s]-delen er vigtig når vi identificerer tære vs. sære og deres; [s]-delen er distinktiv

Det betyder for det første at [ts] fonetisk set er en ganske præcis notation. Og [s]-lydens distinktive funktion betyder at /ts/ er en mere adækvat fonematisk notation end blot /t/.

Fonematisk notation af t-

Et fonem er en betydningsadskillende lyd i et sprog. Normalt bruger man bogstavlignende symboler til at repræsentere sådanne lyde i fonemskrift, men man kan diskutere hvilke bogstaver der er mest hensigtsmæssige til at repræsentere et givet fonem.

I en helt ekstrem yderlighed kunne vi vælge noget arbitrært til at repræsentere fonemer. Vi kunne fx notere [f] og [h] med /X/ og /Y/ og beskrive med regler at /X/ udtales [f] og /Y/ udtales [h]. Men der er god fornuft i at vælge nogle symboler der samtidig giver noget relevant information ud over at der er tale om forskellige fonemer.

Èn metode til at vælge nogle mere meningsfulde fonemsymboler er IPA. I bred IPA vælger man symboler som samtidig med at vise at der er tale om forskellige fonemer, også viser noget om fonemernes fonetiske egenskaber. Hvis /X/ og /Y/ udtales [f] og [h], kan vi lige så godt skrive det direkte i fonemnotationen, /f/ og /h/ frem for /X/ og /Y/.

Fonemerne i starten af tære, sære, deres kan således vises med hhv. /ts/, /s/ og /t/, som viser direkte hvilke distinktive segmenter der er til stede i udtalen af ordene. Det mere ligetil end at skrive dem med fx /t/, /s/ og /d/ blot for så at sige at /t/ udtales [ts], og /d/ udtales [t].

Man kunne argumentere for at forskellen på [s]’erne var distinktiv, som man kan høre ovenfor. Man kan imidlertid sige at forskellen er en naturlig følge af at [s] i det ene tilfælde følger efter [t]; det er kun muligt at producere det kraftige [s] i forbindelse med et [t].

I et ordpar som pita og pizza lyder [ts] heller ikke helt ens. Det er igen et argument for at notere en forskel på det [ts] som hænger sammen som ét fonem vs. det [ts] der er en kombination af /t/+/s/. Man kan vise at to lyde udgør ét fonem med /t͡s/, eller at er adskilte fonemer med /t.s/. Jeg foretrækker notationen /t.s/, bl.a. fordi det er nemmere at skrive og fordi stavelsesgrænser implicerer andre forhold (som jeg ikke vil gå i detaljer med her). Pita/pizza viser at forskellen på /t͡s/ vs. /t.s/ strengt taget er distinktiv, men det er det eneste eksempel på denne distinktion i dansk, så hvis man er lidt pragmatisk, kan man nøjes med at bruge [◌͡◌] eller [◌.◌] i særlige tilfælde.

Jeg kender ikke andre klart definerede tværsproglige systemer eller metoder til at vælge fonemsymboler. Det er dog meget almindeligt blandt fonologer at se stort på IPA og lægge vægt på andre hensyn. Man kan måske ønske at lave en fonologisk model der dækker flere varianter af dansk, afspejler historiske forhold og sammenhæng med beslægtede sprog som svensk og norsk, eller kognitive eller morfofonologiske forhold osv.

Grønnums argument mod /ts/ er at fonemet så får en anden ‘status’ end /pʰ kʰ/. Jeg kan godt være med på idealet om at ensartede lydtyper vises grafisk på en ensartet måde. Det argument bruger jeg selv for hvorfor det bløde d skal skrives med et vokaltegn, /ɤ/, da det i min analyse har samme status som /ɪ ʊ ɐ/. Jeg synes dog ikke fonemers status nødvendigvis defineres af de symboler man bruger. Jeg er enig i at /pʰ ts kʰ/ udgør en naturlig klasse, men det kan de godt på trods af den lidt uens notation.

Man kan have som ideal at hvert fonem repræsenteres med et enkelt bogstav, /t/ i stedet for /ts/; selvom der fonetisk er to lyde, tolker vi det som ét fonem. Det er også nemmere blot at skrive /t/; det er nemmere at tælle antallet af fonemer i ord hvis vi fx skriver /terts/ terts; det er sådan vi staver. Hvis sådanne forhold prioriteres, må man se stort på fonetikken og notere [ts] forskelligt i starten og slutningen af terts, selvom de tilnærmelsesvist udtales ens.

Hvis man fx lægger vægt på en sammenhængende beskrivelse på tværs af danske dialekter, svensk og norsk osv., er /ts/ måske heller ikke den bedste repræsentation. Ikke alle danskere udtaler tære, tak og ti med lige så meget [s]-støj som jeg gør. Man kan uden problemer sige at /ts/ udtales [tʰ] af nogle, eller vende det om og sige at /tʰ/ udtales /ts/ af de fleste, eller man kan gøre notationen lige upræcis for alle og skrive at /t/ kan udtales både [ts] og [tʰ].

Hvis man bruger notationen /t/ for [ts], er man imidlertid nødt til at notere noget andet i deres, due, davs osv., og så begynder vi at løbe ind i problemer i forhold til at afspejle fonetikken. Traditionelt bruger man så bare /d/, velvidende at ordene ikke udtales med [d]. Notationen /d/ er fonetisk misvisende, men til gengæld får man så en lidt bedre sammenhæng mellem fonemskrift vs. ortografi og sproghistorie.

---

Efter min mening er der ikke én rigtig måde at notere fonemer på, men der brugbare og mindre brugbare måder, og brugbarheden afhænger af formålet.

Vi kan notere de danske plosiver med /b d g p t k/. Det skjuler den fonetiske realitet, men er lidt nemmere at skrive, og lettere at se sammenhæng mellem fonemer og stavning/sproghistorie.

Jeg foretrækker dog at notere de danske plosiver med /p t k pʰ ts kʰ/, som viser mere direkte hvad den fonetiske forskel på fonemerne er i mit eget sprog. Det viser ikke bare at der er seks forskellige fonemer, men også hvilke distinktive træk der gør dem forskellige. Det skjuler den sproghistoriske sammenhæng med nabosprog, men viser hvordan dansk netop adskiller sig fra disse sprog, og det gør det enklere at se sammenhængen mellem fonemer og udtale.

Hvad er mest pædagogisk? Man behøver selvfølgelig ikke tænke pædagogik ind i alt. Det har jeg en tendens til i kraft af at være fonetikbogsforfatter og arbejde med undervisning en stor del af min tid. Men fhdev. synes jeg at notationen /p t k pʰ ts kʰ/ er mest pædagogisk; det viser udtalen, det viser de distinktive træk, det gør lydskriften sammenlignelig med andre sprogs lydskrift, det gør studerende opmærksom på at vi ikke har stemte plosiver i dansk, at bil ikke starter med [b] og at tak faktisk starter med [ts]. Det er godt at vide om dansk udtale, uanset om man læser dansk, lingvistik, audiologopædi eller hvis man er i færd med at lære dansk som fremmedsprog.

Har du spørgsmål eller input til diskussion? Så kom over på NDF’s Discord. Her er altid nogen der er klar til at snakke om fonetik og fonologi.