Dissimilation er det fænomen at to sproglyde i en sammenhæng bliver mindre lig hinanden, fx latinsk anima som på spansk er blevet alma (via anma), så man således undgår to nasaler i træk, og latinsk quinque ‘fem’ er på italiensk blevet cinque således at man undgår to labialiserede k’er i træk.
Dissimilation er ikke et særlig almindeligt fænomen, navnlig fordi der sjældent er særlig gode grunde til at gøre lyde forskellige.
Eksempler på dissimilation i dansk
- Den danske endelse –et udtales i københavnsk normalt [ð̩], fx [mæːlð̩ mæːnð̩] malet, manet, men hvis stammen selv slutter på [ð], kan endelsen fakultativt udtales [d], fx [mæːð̩d].
- I et enkelt ord, rydde, bliver stammens [ð] til [d] når participiumendelsen tilføjes [ʁydð̩] ryddet.
- Danske forbindelser af [ɑj], fx ej, mig, vej, leg osv., har tidligere haft en højere vokal [ɛj] (og endnu tidligere sikkert endnu højere). Konsonanten har tillige tidligere været en lukkelyd eller hæmmelyd, og man kan forestille sig at der med svækkelsen af konsonanten er opstået et behov for at skelne tydeligere mellem vokalen og konsonanten og således er vokalen blevet sænket.
- Danske endelser –pisk, -tisk, -kisk kan udtales med eller uden aspiration på den første lukkelyd. Der er muligvis en tendens til dissimilation, således at hvis der er en aspireret eller affrikeret lyd i stammen, så undlades aspiration i endelsen, fx [ˈtybisg ˈeːˀpʰisg aˈpæ:ˀdisg ˈeːˀtˢisg ˈsygisg iˈʁɑkisg] typisk, episk, apatisk, etisk, psykisk, irakisk. Men der kan være mange andre faktorer der spiller ind på dette.
- Det er almindeligt at opfatte bunsenbrænder som bundselbrænder.
- Flere eksempler fra andre sprog på http://en.wikipedia.org/wiki/Dissimilation.
Forklaringer på dissimilation
Dissimilationsfænomener hvor to ens lyde gøres forskellige, kan forklares ud fra at visse lyde har en tendens til at påvirke sine omgivelser. Således ser man fx ofte at vokaler nasaleres i nærheden af nasaler og rhotificeres i nærheden af r-lyde. Ligeledes har det danske [ð] en tendens til at påvirke omkringstående vokaler.
Man kan forestille sig to sådanne lyde i nærheden af hinanden kan lyde snøvlet; ‘bunsenbrænder’ lyder som en snøvlet udtale af ‘bunselbrænder’. En lytter der skal lære ordene at kende, kan således blive vildledt til at tro at der er tale om et utilsigtet assimilationsfænomen, og lytteren hyperkorrigerer derfor til den dissimilerede form.
I andre tilfælde, fx de danske aj-diftonger, er der tale om at to lyde kun er lidt forskellige, og derfor dissimileres de for at tydeliggøre forskellen.
Man kunne forestille sig dissimilationer som et reduktionsfænomen. Man kan sige flere stavelser pr. sekund hvis man siger bada-bada-bada end hvis man siger baba-baba-baba, simpelthen fordi tungespidsen kan gøres klar til [d] uafhængigt af den bilabiale eksplosion og vice versa. Således er det muligvis lettere at sige fx pædagog end Papa Bue. Jeg kender dog ingen eksempler på dissimilation mht. artikulationssted i spontantale, og jeg har ikke kunnet finde nogen sproghistoriske eksempler, så det er næppe et udbredt fænomen.
(Det var dog lettere for mig at komme i tanker om eksempler på labial-alveolær-velær-sekvenser end labial-labial-labial-sekvenser, fx Madagaskar, bodega, madrigal).
Dissimilation på tværs af ord
Et beslægtet fænomen, som er langt mere udbredt, er at en lyd udtales forskelligt i forskellige ord for at tydeliggøre nogle andre forskelle i ordet.
- Den danske skelnen mellem korte og lange vokaler var oprindeligt en skelnen mellem efterfølgende kort og lang konsonant. For at tydeliggøre forskellen i konsonantlængden, har man gjort vokalen kortere foran lange konsonanter og længere foran korte konsonanter. Dette er senere blevet til en kontrast i vokallængde, mens kontrasten i konsonantlængde er forsvundet. Dette er forklaringen på at vi i dansk ofte har kort vokal foran dobbeltkonsonanter og lang vokal foran enkeltkonsonanter, fx mase/masse, male/malle, dame/damme. Kontrasten i konsonantlængde findes stadig i svensk og norsk.
- I sprog der har en forskel på stemte og ustemte lukkelyde, er grundtonen i en vokal alt andet lige lavere efter end stemt lukkelyd end efter en ustemt. Denne kontrast er i mange asiatiske sprog blevet fremhævet, og således får man kontraster mellem ord med høj/lav/stigende/faldende tone (disse sprog kaldes ofte tonesprog).
- Sonoranter gøres ofte længere foran stemte lukkelyde end foran ustemte, fx engelsk [bɛnˑd bɛnt] bend, bent. Stemte lukkelyde kan ikke opretholdes særlig længe, og man kan forestille sig at man for at fremhæve stemtheden, forlænger der hvor man kan forlænge, nemlig i den foranstående sonorant.
