Kategorier
Udtale

Omikron, og andre ord med -kron

I den senere tid har der været talt en del om omikron, og i den forbindelse har man kunnet møde en del forskellige udtaler. De mest fremherskende udtaler er ifølge udtaleordbog.dk /ˈo̰ːmikʰʁɒn omiˈkʰʁo̰ːn ˈɒmnikʰʁɒn/, hvor sidste udtale indikerer stavemåden omnikron.

Omikron er et bogstav i det græske alfabet, og det udtales traditionelt /ˈo̰ːmikʰʁɒn/. Det er imidlertid de færreste mennesker der har terpet det græske alfabet, og derfor er det forventeligt med lidt usikkerhed mht. ordets udtale. Når man er usikker på et ords udtale, er det naturligt at lede efter velkendte elementer og stykke udtalen sammen. I dette tilælde kender vi endelsen –kron fra andre ord. Men hvordan udtales -kron generelt i danske ord?

Vi har kun følgende ord der slutter på –kron:, og i alle tilfælde udtales det betonet, /ˈkʰʁo̰ːn/.

  • makron
  • synkron
  • diakron

Hvis vi ignorerer k’et og bare kigger på ord med –ron, så er der nogle flere, og igen udtales de typisk betonet, /ˈʁo̰ːn /:

  • baron
  • citron
  • elektron
  • eskadron
  • lazaron
  • neuron
  • neutron
  • patron
  • progesteron
  • testosteron

Hertil er der sharon og perron der også er betonet på –ron, dog med en lidt anden udtale. Der er faktisk kun tre ord hvor –ron udtales ubetonet /ʁɒn/, nemlig filodendron, rododendron og natron.

Hvis vi kun kigger på –on, er det igen i overvældende grad betonet i dansk, ikke mindst pga. de mange ord der ender på –tion/-sion, men også ord som kanon, ikon, person, dæmon osv. Og så er der undtagelserne i græske de låneord som stadion, leksikon og altså omikron.

Endelsen –on er mao. næsten altid betonet i dansk, og det kan derfor let føles unaturligt at bryde med dette mønster. I omikron er der således en konflikt mellem det specifikke ords etymologi vs. generelle mønstre i sproget. Jeg har talt med flere mennesker der udmærket ved hvad den klassiske udtale er, men som ikke desto mindre holder fast i det mere naturlige /omiˈkʰʁo̰ːn/ .

Når folk udtaler omikron som /omiˈkʰʁo̰ːn/, skyldes det altså ikke ringe sprogfærdigheder, men snarere at de bruger en ganske fornuftig strategi, nemlig at udnytte deres fornemmelse for almindelige lydmønstre i sproget, specifikt hvordan –on almindeligvis udtales i dansk.

Alissa Eckert, MS; Dan Higgins, MAM, Public domain, via Wikimedia Commons
Kategorier
Sprogsyn Udtale

Bliver dansk talesprog mere utydeligt?

Sommeren er som bekendt den tid på året hvor medierne skal lede lidt længere efter indhold til deres artikler og programmer, og så griber man ofte fat i et eller andet sprogligt spørgsmål. Kristeligt Dagblad spurgte mig således forleden om dansk talesprog bliver mere utydeligt, og den artikel samlede flere medier op på.

Som akademiker vil jeg naturligvis helst svare ’både ja og nej, for på den ene side, men på den anden side, og det kommer an på’, og det er ikke altid et svar der passer ind i mediernes formater og agendaer, men heldigvis har jeg mit eget medie her, hvor jeg kan svare som det passer mig og efter mine egne agendaer ;)

For ja, på nogle punkter bliver sproget mere utydeligt, men det bliver så at sige ikke mere utydeligt end det hele tiden er blevet. Og på den anden side, nej, sproget bliver overordnet set ikke mere utydeligt af at nogle detaljer hist og her bliver mindre tydelige.

Noget af det vi kan se i moderne dansk, er at de bløde konsonanter (de bløde varianter af r, g, v, j, dem vi har i slutningen af fx mor, hav, mig, tøj) reduceres mere end andre lyde, og derfor ændres udtalen af ord som rge, Børge, ærgre, havre, højre osv. mere mærkbart end andre ord. Udtalen af disse konsonanter bliver mere utydelig i den forstand at vi ikke kan høre dem som selvstændige lyde længere, Børge udtales typisk [bɶːʊ] af yngre danskere, hvor r og g ikke modsvares af en selvstændig lyd.

Men bemærk at selvsamme yngre danskere ikke har noget problem med at gennemskue hvilket ord der er tale om når man siger [bɶːʊ]. Ordet udtales stadig på en anden måde end hvis man stavede det Børe, Bøge eller Bøe, for r og g er ikke bare forsvundet ud i den blå luft; de har sat spor på nabovokalerne før de forsvandt ud af udtalen.

På samme måde, når vi begynder at udtale gave som [gæːʊ] i stedet for [gæːvə] så er v’et ganske vist blevet mere utydeligt, men det er ikke blevet mindre tydeligt hvorvidt der siges gave, gade, gale, gane, osv. Den betydningsadskillende funktion ligger altså ikke i hvor tydeligt den enkelte lyd udtales, men i at man kan høre tilstrækkelig forskel på ordet og de ord som det skal kontrastere med.

Sprogforandringer er således ikke en utydeliggørelse af sproget, men en omorganisering. Kontrasterne bliver flyttet fra et sted til et andet. Hvis man fokuserer på den enkelte lyd, vil det ligne en udtværing, men hvis man kigger holostisk på den resulterende struktur, er der ikke sket noget tab.

Som jeg skrev i dette indlæg, er der som sådan intet nyt i dette. Siden vikingetiden har vi i dansk reduceret konsonanter mellem vokallyde, ubetonede stavelser og endelser. Unges sprog er derfor relativt set ikke mere utydeligt end vores bedsteforældres sprog var dengang de selv var den yngste generation. De unge mennesker opfatter ikke deres sprog som utydeligt, lige så lidt som bedsteforældregenerationen opfatter deres sprog som en utydelig variant af deres egne bedsteforældres sprog.

Er det et problem at sproget forandrer sig, og skal vi gøre noget ved det?

Sprogforskere siger som regel noget i stil med at vi ikke kan gøre noget ved at sproget forandrer sig, men at det heller ikke er noget problem, så der er som sådan heller ikke nogen grund til at gøre noget ved det. Alligevel er det noget der stadig bekymrer de fleste lægfolk der interesserer sig for sprog, og jeg vil gerne komme bekymringerne i møde og sige, ja, der er problemer, og jo, vi kan gøre noget ved det – men det vi kan og bør gøre, er som regel ikke det folk gerne vil have at vi skal gøre.

Et af de helt store problemer er at selvom talesproget ikke overordnet set bliver mindre tydeligt, så gør sprogforandringerne det mindre tydeligt hvorfor vi skal stave som vi gør. Hvorfor skal der fx være –r og –t i ord som kører og rigtigt, når vi ikke udtaler det, og hvorfor skal vi veksle mellem at skrive nogen/nogle, ad/af, hvis/vis, osv. når vi ikke udtaler ordene forskelligt?

Løsningen på det problem er ikke at lære folk at udtale tydelig forskel på disse ord, så de bedre kan huske hvordan de kan staves. Der er nemlig gode grunde til at de er endt med at blive udtalt ens – grunde som stadig vil være der selvom man lærte en generation at skelne, og de ville lynhurtigt ende med at blive udtalt ens igen, medmindre man blev ved med at smide enorme pædagogiske resurser i at bremse sproget i at bevæge sig derhen hvor det gerne vil.

Løsningen er derimod at ændre stavemåderne. Det er praktisk talt gratis at ændre ordenes stavemåde, og det kan gøres fra den ene dag til den anden. Ved løbende at ændre ords stavemåder til noget mere tidssvarende kunne vi gøre det meget lettere at læse og skrive, og det ville frigive tid hele vejen fra grundskolen til universitetet til andre og måske vigtigere ting end hvornår det hedder hhv. nogen og nogle. Det kræver sådan set bare at Sprognævnet ændrer stavemåderne, og så at folk er villige til at acceptere ændringerne (og denne modvillighed er det egentlige problem).

Et andet problem med sprogforandringer er at det kan føre til en kommunikationskløft mellem unge og ældre. Personligt kan jeg tvivle lidt på hvor reelt problemet er (hvis vi bl.a. frasorterer sådan noget som at man også får nedsat hørelse med alderen). Jeg oplever at sprogforandringer vækker en del mishag hos nogle ældre mennesker. De synes det er grimt, ubegavet og børnehaveagtigt at udtale og bruge ordene på en lidt anden måde end hvad de selv lærte i skolen, og sådan en modvilje kan ganske oplagt føre til en kommunikationskløft.

Løsningen på det problem ligger ikke hos den yngre generation, men hos de sprogkonservative, og første skridt på vejen er at acceptere det faktum at sprog forandrer sig efter nogle mekanismer som kan ligne sjusk og misforståelser, og at man ikke kan lave om på det faktum. Hvis man går ind i en samtale med en grundindstilling om at det er ubegavet eller grimt sprog at sige kraft i stedet for kræft, eller starte i stedet for begynde, eller hvad der ellers sniger sig ind i sproget, så er man selv årsag til kommunikationsproblemet – problemet ligger ikke hos den man taler med.

Fælles er løsningen at sprogvidenskab bør integreres i grundskolen og gymnasiet. Sproglæreres opgave bør ikke være at indoktrinere deres egen mening om hvad der er rigtigt og forkert, godt og dårligt sprog. Sproglærere bør lære elever hvordan sprog fungerer, hvorfor det forandrer sig, hvorfor det er smart at lade retskrivningen følge med udviklingen, og at man roligt kan forberede sig på at ens børn og børnebørn vil bruge sproget på en anden måde end man selv gør.

Jeg har endnu ikke mødt en lingvist som synes det er svært at forstå hvad folk mener når de ikke udtaler forskel på kræft/kraft, nogen/nogle, når de siger dufte i stedet for lugte, når de siger forfordele, eller når de glemmer et nutids-r eller sætter kommaerne lidt skævt. God sprogforståelse handler ikke om at kunne leve op til en striks konservativ sprognorm, men om at forstå de sproglige mekanismer og den variation der følger med.

Kategorier
Konsonanter Udtale Vokaler

Hvorfor forsvinder /v/ i ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’?

Jeg er blevet spurgt i seneste nummer af Mål & Mæle om hvorfor v’et forsvinder i ord som ‘blevet’, ‘lavet’, ‘skrevet’ osv. Her er er en redigeret udgave af mit svar:

Det er rigtigt at der er en stærk tendens til at v forsvinder foran endelser udtalt med [ð], som i de nævnte eksempler. Det er et led i en mere generel udvikling, nemlig at halvvokaler er tilbøjelige til at forsvinde mellem to vokaler, en udvikling som jeg kalder udjævning. De almindeligste halvvokaler i dansk er [ɪ̯ ʊ̯ ɐ̯], dvs. de bløde, vokaliske udtaler af især bogstaverne v, j, r, g. Således ser man også lydene forsvinde i ord som drejet, løjet, været, meget, sørget osv. Tendensen er stærkest foran –et-endelsen, hvor [ð] overtager halvvokalen, men det ses også andre steder, som fx i horoskop, irritere, provokere, mayonnaise, leverpostej, bliver, ærgrer, jury, virus, tivoli, som kan udtales ho’oskop, i’itere, pro’okere, ma’onæse, le’rpostej, bli’r, æw’er, ju’i, vi’us, ti’oli, og i mange andre ord.

Forklaringen ligger nok primært i hvordan vokaler og halvvokaler artikuleres. Konsonanter som [p t k m n l] osv. artikuleres med en meget konkret kontakt mellem tunge og gane eller læberne, men de vokaliske lyde har ikke på samme måde en klar artikulatorisk forankring i mundhulen, og derfor man tilbøjelig til at glide hurtigt hen over dem når der er flere af dem i træk, når man taler sit modersmål flydende. Således er det relativt sjældent i verdens sprog at man støder på mere end to vokallyde i træk, men i dansk er det ret almindeligt som følge af at v, j, r, g for generationer siden er blevet vokaliseret. I engelsk er det også relativt almindeligt med tre vokallyde i træk, fx i ord som power, fire [paʊ̯ə faɪ̯ə], men her ser man netop samme tendens til bortfald af den midterste halvvokal, [paə faə]. Så bortfaldet af disse lyde må betragtes som en ganske naturlig udvikling. På ældre mennesker kan det ofte virke som at det er de nye generationer der sjusker med udtalen, men for at vende tingene lidt om kan man sige at de yngre generationer rydder ud i den meget bøvlede og uklare vokaliske struktur, som med samme retorik er en konsekvens af ældre generationers udtalesjusk som gjorde konsonantlydene til halvvokaler i første omgang.

Det er i øvrigt ikke første gang i historien at dette sker. Ord som fx due, flue, bue havde tidligere en konsonant mere, duva, fluga, bogi, og der er næppe nogen der undrer sig over at vi ikke udtaler r, g, v i ord som fare, båre, pige, uge, nogen, stuve osv., så der er næppe grund til bekymring for at sproget tager skade af sådanne udviklinger. Man kan nærmest sige at det er en dansk tradition at reducere konsonanter der står mellem vokaler. Det er noget vi har gjort siden vikingetiden, det er med til at adskille dansk fra andre nordiske sprog, og der er intet der tyder på at det er en udvikling vi har tænkt os at stoppe.